Claussen, Sophus Sophus Claussens lyrik Bd. 7: Titania holdt bryllup. Hvededynger

2

Sophus
Claussens

Lyrik

Tekstkritisk og
kommenteret udgave ved
Jørgen Hunosøe

Bind VII

Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

3

Sophus
Claussens

TITANIA HOLDT
BRYLLUP
HVEDEDYNGER
1927 og 1930

Gyldendal

4

Titania holdt Bryllup og Hvededynger
Efterskrift og noter © DSL1983
Bogen er sat med Aldus
og trykt hos Krohns Bogtrykkeri, København
Printed in Denmark 1983

ISBN 87-00-52062-4-1
ISBN 87-00-42621-0 (kompl.)

Denne udgave er støttet af
Statens humanistiske Forskningsråd,
dette bind desuden af
Søren Gyldendals Fond

Tilsyn: Mogens Brøndsted og F. J.Billeskov Jansen

5

INDHOLD

    TITANIA HOLDT BRYLLUP

    • I

    • Titania holdt Bryllup 11
    • Mordet i Værtshuset 13
    • Karnevallet 27
    • Besøget i Himlen 33
    • II

    • Drinks 40
    • Vin i Huset 42
    • Skæmte-Vise 44
    • Udsat for Kritik 46
    • III

    • Fyraften 47
    • Frugtbarhedens Tog 50
    • Bevidsthedens Grænser 51
    • Ak, den unge Svæven 52
  • Efterskrift til Titania holdt Bryllup 55
  • Noter til Titania holdt Bryllup 61

    HVEDEDYNGER

    • I

    • Hvededynger 83
  • 6
    • II

    • Præludium 87
    • Quod felix 89
    • Roser paa Mos 90
    • Middagsblund 91
    • Nathvælvet 92
    • Længsel efter en Skæbne 93
    • III

    • Natten og Morgenrøden 97
    • Lægedom 98
    • Markedet 99
    • Morgenprækener 101
    • Maleren Ludvig Karsten 102
    • Digterkultus 103
    • Billede af den Grublende 104
    • Ny Fornuft 105
    • Patricierinde 106
    • Frugtbarhed 107
    • Taarer og Smil 108
    • IV

    • Nøglen til den ukendte Dør 111
    • Straaletimer 112
    • Sortner Europa? 113
    • Pløjeland 114
    • Hendes Kjoler 115
    • V

    • Ef Digt om et Barn 119
    • 7
    • Det regner over Jordens Kugle 121
    • Coplas 122
    • Fardag i Pepitas Hjerte 123
    • Maurisk Motiv 124
    • VI

    • REGNVEJR I SPANIEN
    • Regnvejr i Spanien 129
    • VII

    • Islændingen Æren 135
    • Dansk Tunge og "exotiske Sympatier" 138
    • En Prolog til "Frøken Julie" 140
    • Thøger Larsen. Mindeord 141
    • VIII

    • Hjemme igen 145
    • For Fremtidens Aasyn 146
    • Pilevejen 147
    • Godmorgen i Gaarden 148
    • Høvdingdød 149
    • Udløbet i Uendeligheden 150
    • Hvordan Tiden bliver mig utro 152
    • Trylleformlen 153
    • IX

    • Rejse 157
    • Gamle Folkeslags Vilje 160
    • Eleonora Duse 161
    • Fra vor Kærligheds Hus 163
  • 8
    • X

    • DIGTERSFINXEN
    • Digtersfinxen 167
    • XI

    • TRE FRANSKE FOLKEVISER
    • Hyrdinden og Kærligheden 175
    • Den unge Vin 177
    • Folkevise fra Besancon 180
    • XII

    • En Slette 185
    • Maleriagttagelse 186
    • Katten 187
    • Mundelær 188
    • Forspil 189
    • Troen fra Provinserne 193
    • Tegnet i Sne 194
    • De mange Skønne 195
    • Kvindemodel 196
    • Det slukte Slot 197
    • Den formløse Faun 198
    • Marketenderskens Vise efter H. Heine 200
    • Den gamle Havn 202
    • Hvedehøsten 204
    • De farlige nye Tider 205
  • Efterskrift til Hvededynger 207
  • Noter til Hvededynger 215
  • Forkortelsesliste og bibliografi 251
9

10

Titania holdt Bryllup indeholder: 1 Titania holdt Bryllup. 2 nedenstående facsimilelinier. 3 Sophus Claussen. Titania holdt Bryllup. Digte. Forlagsmærke. Levin & Munksgaards Forlag. København MCMXXVII. 4 Omslagsvignet af Forfatteren. Af denne Bog er trykt 50 Exemplarer paa særligt Papir, der er signerede af Forfatteren. Dette Exemplar har Nr. .Typ. Niels P. Thomsen, Holstebro. 5-81 tekst, hvert digt med eget deltitelblad. 82 Efterskrift. 83 Indholdsfortegnelse. 84 blank.

Omslaget er gulligt med sort tekst og orangerød vignet. Blankt bagomslag. Format 215x140 mm.

Facsimilelinier fra side 2:

I · TITANIA HOLDT BRYLLUP

Skibsreder Dionysos bor vest om Dovrefjeld,
for Farvers Skyld stod Karsten og han intimt i Gæld.
Thi Dionysos ejed et mægtigt Rederi,
man paastod, Ludvig Karsten satte Prikken over i.

Der faldt en Regn af Purpur paa norsk Skibsreder-Plys -
Titania holdt Bryllup i Malerens Kabys.
En Mester med saa fornemt Besøg i sin Baas -
hans Pensler drikker Farver, som de var en tørlagt Aas.

Den Mand, der holdt Titania fortøjet som sin Sol,
han ler ved Dag, naar Sandheden stikkes under Stol.
Han raaber midt for Bordet, hvad hver og en har skjult,
til Dovrekongens Frue han siger . .. noget fult!

Men det er ikke Karsten, der farer slig med Tant.
Det skal jeg jagu' vise, at ikke det er sandt!
Om unge Mødre blegner, og ældre Møer faar Veer -
I kender ikke Karsten, det er en Kavaler!

Men det var Dionysos, han er en Fyldefant,
og for hans slemme Streger fik Karsten Skyld iblandt.
Men det var ikke Karsten, dér har man ham bagtalt.
Det Billed dér paa Væggen, se det har Karsten malt!

Det var i Gaar, at Vinen flød ud og blev til Sprøjt,
Skibsreder Dionysos med Thyrsosstaven højt
beruste Møer og "Mænner" og en Skibsladning Svin.
I Dag vil han og Karsten forvandle Vand til Vin.

12

Men bedst som Dionysos gør Fanden til Musik,
da tog han som Lord Byron sin noble Stok og gik.
Thi Skæmt selv bli'r til Sky'r i et stadigt Regnvejrsland,
og Vin kan ikke vælde af Vand og Vand og Vand.

13

MORDET I VÆRTSHUSET
eller

Personer:

  • HOTELVÆRTEN
  • PIGEN ELSEBETH
  • TJENEREN PER
  • KARLEN LARS
  • DEN STORE PRANGER
  • LOVENS ARM
14
15

FØRSTE SCENE

Pigen. Værten

VÆRTEN
(ind fra venstre)

Der findes ingen Orden paa det her Hotel!

PIGEN

Det er Hotellets Vært, som gør det værste Spræl!

VÆRTEN

I har forlagt mig Nøglerne til Nummer ni!

PIGEN

Det Værelse, den rige Pranger sover i?

VÆRTEN

Forstil Dem ikke! Ræk mig Nøglen!

PIGEN

Snikke Snak.
Da sagde for den Prangers Liv jeg mange Tak!

(Værten ud. Lars lister frem fra den modsatte Side, uset af Pigen, som harmfuldt støver af)

LARS

Nu farer Herren ud og ind og op og ned,
og Stuepigen Elsebeth er bleven vred.
De har den store, rige Prangers Penge kær,
men de vil eje hele Byttet hver især.

(Ud)
16
VÆRTEN
(ind)

Kom straks med Nøglerne!

PIGEN

Betal først Deres Gæld
til mig. Saa kan De slaa den Pranger frit ihjel!

(Ud)
VÆRTEN
(med oprakte Arme)

Der findes ingen Orden paa det her Hotel!

(Ud)

ANDEN SCENE

LARS

Nu fejer Pigen Elsebeth, og Kosten gaar.
Der flyver Dun i Stuepigens mørke Haar.
Hun spiller med Hotellets Herre under Dæk.
Hun er en dejlig Stuepige, stor og fræk,
som tit i Smug dog paa mit Karlekammer ler!
- Men hun er ringforlovet med vor Tjener Per.

TREDIE SCENE

Per og den store Pranger (ind fra højre)

PRANGEREN

Løft bedre, lille Per! Det er en Pengesæk.

PER
(med en stor Pose)

Ih, den har Herren tjent i Dag, mens han var væk!

PRANGEREN

Ja, Per, i Hestehandel kan jeg pudse dem.
Nu gaar Knud Dunk, min Konkurrent, fra Hus og Hjem.

17
PER
(indsmigrende)

Jeg er saa ung endnu, jeg vilde gerne frem.

PRANGEREN

Det kommer nok, min gode Per, det kommer nok.

PER

Men ingen gider lære paa mig sølle Pjok.

PRANGEREN

Jeg synes godt om Værten paa det her Hotel.

PER

Ja, Husbond er en Karl. Han slaar sin Mand ihjel.

PRANGEREN

Her er en prægtig Stuepige, stor og fræk.

PER
(glad)

Hun er min Kæreste.

PRANGEREN

Gaa, læg min Pengesæk!

(afsides)

Hun bliver ogsaa min, forinden jeg ta'r væk.

(Ud)

FJERDE SCENE

PER
(som standser ved Nøglebrædtet og søger)

Men Nøglen til hans Dør?

PIGEN
(frem fra Baggrunden med Nøglen)

Jeg følger med derhen,
at jeg kan lukke op og laase af igen!

18

FEMTE SCENE

LARS

Det var en Pose Dalere, saa det forslaar.
Nu fejer Elsebeth paany. Hej, hvor det gaar!
Nu løber Per og tømmer hendes Skurespand
og bytter om det skidne med det rene Vand.

(Pigen kommer, fulgt af Per)
PER
(puffer overmodigt til Lars)

Gaa bort, du Støvlepudserdreng!

PIGEN
(ligeledes)

Gaa bort, dit Drog!

LARS

Naar vi er ene, taler du et andet Sprog.

PIGEN

Jeg taler, som jeg vil, og som mit Hoved staar!

LARS

Javel! Men jeg er ellers ikke født i Gaar.

(Ud)
PER
(klynkende)

Du ser paa Lars med saadan grimme Øjekast.

PIGEN

Jeg taaler ej, at noget lægges mig til Last!

PER

Du er en dejlig Pige, men slet ikke tro.

PIGEN

Gaa ud og børst mig mine gamle Lædersko!

(Ud)
19
PER
(alene)

Jeg ved, at hun og Husbond har mig lidt til Nars,
- men jeg kan ikke lide, hun besøger Lars.

(Børster Sko)

Jeg er saa glad, jeg gode Fyr, jeg unge Mand,
for Elsebeth, hun sender mig at hente Vand.
Jeg børster hendes gamle Sko, saa let, saa glad.
Hun har forlovet sig med mig, vi skil's ej ad!

(Ud)

SJETTE SCENE

Pigen. Værten

VÆRTEN
(ømt)

Elisabeth!

PIGEN
(koldt)

Jeg vil ej mere, slet og ret
for Ingenting slaa Folk ihjel!

VÆRTEN

Elisabeth!
Kom, giv mig Nøglen. Kæreste, vær tillidsfuld,
og vi vil samme eje denne Prangers Guld.
Jeg gifter dig, saa snart min Frue falder væk.
Du er en dejlig Stuepige, stor og fræk.

PIGEN

De er en slet og sløv Hotelvært, stor i Ord,
som knuser, hvad De træffer mellem Deres Knor,
men bliver mere fattig for hvert heldigt Mord!

VÆRTEN

Elisabeth!

20
PIGEN

De tror, at Kys og Sukkergodt betaler Gæld.
Jeg vil ej mer for Ingenting slaa Folk ihjel.

VÆRTEN

Kom, staa mig bi, Elisabeth, Du bringer Held.

PIGEN

Men hvem skal myrde Prangeren?

VÆRTEN

Det kan vel Per.
Han lystrer dig paa første Vink, naar blot du ber.

(Ud)

SYVENDE SCENE

Pigen. Lars (træder frem)

LARS
(rykker hende i Ærmet)

Paa den Slags Gerninger har Per for lidt Forstand.
Send Prangeren til mig! Jeg er en Haandens Mand.

PIGEN

Du Staldkarl! Støvlepudserdreng!

LARS
(med en Gebærde)

En Haandens Mand.

(Ud)

OTTENDE SCENE

Pigen. Prangeren

PRANGEREN

Jeg er saa glad, jeg er saa glad, jeg er saa glad.
Nu drager jeg beriget bort fra denne Stad.
Kom, Elsebeth, og tal med mig et stille Ord!
Du er en prægtig Stuepige, fræk og stor.

21
PIGEN
(værger sig)

De er en dygtig Hestepranger, stor og kæk,
men Herren bliver vred, naar jeg er længe væk.

PRANGEREN
(slutter hende til sit Hjerte)

Med fulde Poser gaar jeg bort fra denne Stad.
Hør, lille Elsebeth, skal vi to følges ad?

PIGEN

Tag Dem i Agt for Husbond. Han er altid nær.
Han taaler ikke noget Ord af nogen her.

PRANGEREN

Saa lad os træffes siden.

PIGEN

Om en Time.

PRANGEREN

Hvor?

PIGEN

I Karlekamret - der hvor Lars, vor Staldkarl, bor.

PRANGEREN

Jeg gaar og venter dig. Det er et aftalt Ord!

NIENDE SCENE

PER
(alene, med et broget Strømpebaand om Halsen)

Jeg er saa ung endnu, jeg vilde gerne frem.
Nu skal den store Pranger myrdes. Og af hvem?
Hotellets Vært har sagt: "Vi sætter Per dertil,
det er et Svendestykke for en Karl, som vil!"
Han siger ogsaa, han har talt med Elsebeth,
som mener, det er let, - men det er ikke let!

22
PIGEN
(kommer, tager Forklædet af og friserer sig)

Jeg gaar og gør den rige Pranger elskovsmat.
Tag Nøglen her, skynd dig imens og skjul hans Skat!

PER

Jeg er saa ung endnu, jeg vilde gerne frem.

PIGEN

Den fejge Hund! Han ryster paa hvert Led og Lem.

PER

Jeg vil ej dø for denne Prangers haarde Haand.
Jeg gaar og hænger mig i hendes Strømpebaand.

(Gør Anstalter til at klynge sig op)
PIGEN
(efter at have friseret sig, vender sig og slaar ham)

Dit Drog, du skal ej dræbe ham, men løbe glat
herfra med Pengene, før Husbond faar dem fat.
Og ved den første Korsvej mødes vi i Nat.

(Per løber jublende ud til venstre. Pigen til højre)

TIENDE SCENE

(Scenen staar tom)

LARS
(kommer fra højre)

Nu har jeg gjort den rige Hestepranger kold.
Saa lad os se, om Posen er i god Behold.

PIGEN
(følger efter, forbitret)

Han var en dygtig Hestepranger, stor og kæk.
Hvem gav dig Lov at myrde ham, mens jeg var væk?
Din skidne Tyv, hvad angaar dig hans Pengesæk?

23
LARS
(vil ud til venstre, truende)

En Mand, som slaar ihjel, forandres paa en Studs.
Her kommer du for silde med dit Krøl og Puds.

PIGEN
(stiller sig i Vejen)

For silde, jeg! Du Staldkarl, Støvlepudser-Svend.

(Pavse)

Jeg taaler ingen Karl, som raat undliver Mænd,
naar ikke først en Kvinde har dem dysset hen.

(Lars vil styrte løs. Som en Vind træder Pigen et Skridt frem, spænder Ben og vælter ham)
VÆRTEN
(ind fra venstre med opløftede Hænder)

Der findes intet Spor af Pengeposer mer,
og flygtet er den sledske Mordhund, Tjener Per!

PIGEN

Er Per!

LARS
(griber Værten i Struben)

Nej, Tjener Per var ej til sligt i Stand.
Kom frem med Pengene! Jeg er en Haandens Mand!

PIGEN
(frem mod Værten)

Betal os hvad De skylder, uden alt det Spræl.

VÆRTEN
(kæmpende med Lars)

Der findes ingen Orden paa det her Hotel.

ELLEVTE SCENE

(Mens Lars og Pigen forsvinder hver til sin Side, griber Lovens Arm - mekanisk fremstillet, ledsaget af en mørk Stemme - Værten med vældig Haand i Nakken)

24
LOVENS ARM

I Lovens Navn, vi arresterer Dem for Gæld.

Mørke paa Scenen.

Tableau i Baggrunden: To Betjente ses i Transparent

TÆPPE

EFTERSPIL

En Landevej ved Midnatstid

FØRSTE SCENE

FØRSTE VANDRER
(kommer raslende med en Pengesæk)

Jeg er saa glad, jeg er saa glad, jeg er saa glad!

ANDEN VANDRER
(stærkt formummet)

Jeg holder ikke af en Mand, der er saa glad.

FØRSTE

Jeg var en brav og fattig og uskyldig Mand.

ANDEN

Hvad nytter Æren, naar man har en sulten Tand?

FØRSTE

Kom hid og se, du gode Sjæl, mit meget Guld.
Nu ved jeg, at Elisabeth mig bliver huld!

ANDEN

Fortæl, fortæl, hvorledes fik du Skæbnen huld?
Og vis, hvor meget har du af det røde Guld?

25
FØRSTE

En Skæppefuld, du stakkels Nar, en Skæppefuld.

(Rasler med Guldet)

Jeg var som Tjener fæstet til et stort Hotel.
Hotellets Herre bød mig slaa en Mand ihjel!

ANDEN
(afsides)

Jeg tjente i den samme Gaard.

(Højt)

Fortæl, fortæl!

FØRSTE

Den skændige, han bød mig Guld i Overflod.

ANDEN

Og til et Mord - du arme Nar - der var du god?

FØRSTE

Han sagde til mig: Peter, det vil falde let.
- Det samme sagde Stuepigen Elsebeth.

ANDEN
(afsides)

Jeg kender selv Elisabeth!

(Højt)

Hvad saa? Hvad saa?

FØRSTE

Den Aften laa en Pranger død i Staldens Straa -
jeg takker Gud, jeg brave Sjæl, for alt mit Held.
Jeg slog ham ej. Dog var han død alligevel.

(From)

Nu er jeg rig, men slap at slaa en Mand ihjel.

ANDEN

Og Stuepigen Elsebeth?

FØRSTE

Nu er hun min!

ANDEN

Lad se dit Guld - du stakkels Nar - dit fromme Svin!
Skal du slaa Folk ihjel? Slip Sækken, eller føl!
26 Din ækle Tyv, jeg sparker dig i denne Pøl!

(Hamrer et Spiger gennem hans Hoved)

ANDEN SCENE

ANDEN VANDRER
(alene)

Saa er han død, min Kammerat, ved godt Humør.
Han vilde trodse mig, men jeg har myrdet før.
Der hviler han. Oh Herre, tag dig af hans Aand,
forført af Guld og Stuepigens Strømpebaand.

(Pludselig vred)

Han var en Tyv, en daarlig Karl, en Dumrian!
Nu gaar jeg bort fra dette til et andet Land!

PIGEN ELSEBETH
(dukker op)

Du grove Lars, jeg kom, fordi du ypped Kiv -
Men jeg vil heller være Kvinden i dit Liv.
Da Per er død, jeg følger dig som Ægteviv!

TÆPPE

27

KARNEVALLET

Saa sandt hjælp' mig Gud i Himmerig,
saa visselig er hun Mø for mig.
Foruden én Gang mig lyste,
hendes Rosens Mund jeg kyste.

(Af en Folkevise)

I

Der hvirvled hvide Driver ind ad krogetgamle Stræder,
og Gademyldret hylled sig i Pelsværk og Skind.
Der drømte over Sneen blaa Himle i mit Sind
med lyse Foraarsagre, hvorefter Hjertet græder.
Men Byen søgte Varme og tunge, stærke Glæder:
- et Favntag under Snefog, et Klammeri, man ypper
en Vinteraften optændt af Vinen hos en Kyper,
alt bærer endnu Smagen af Holbergs Tid og Sæder
og spinder som en Rok vore Oldefædres Lexe
i Vintrens brune Dæmring med dens Sabbat af Hexe.

Og først ved Maskeballernes Tid i Februar,
da kan der sværmes, digtes, er Natten stor og klar.
En Sne af Haab - jeg husker - var paa mit Hoved faldet,
den Nat jeg var med Henning og Mis paa Karnevallet.

II

Mis er en Borgerpige, hvis raske
Pande smiler betænksomt ren
frem fra et Haar, der er blond som Aske.
Jeg gjorde den Jomfru aldrig Mén -:
"Foruden én Gang mig lyste,
hendes Rosens Mund jeg kyste."

En Snefalds-Vinter bedrøvet og graa,
da Hjertet til brogede Drømme kan trænge,
til Smil og til Glimmer! Saa kom da den længe
forventede Aften og Skumring faldt paa:
Karneval! Byen er Lys og Røre,
28 der rulled Karether til alle Døre,
Maskebals-Konger med Droske-Fukser!
Og jeg var Fanden i røde Bukser.

Jeg stod, hvor det stimled paa brede Trapper
med nysgærrigt Bram under halvt aabne Kapper.
En fjern Musik gennem Tummel af talende.
Og Dans fløj paa Atlaskes Sko gennem Salene.

III

Hvor vrimler det med Masker! Da saa jeg: mild og moden,
af smidig Middelhøjde (hvor klogt hun flytted Foden!)
min tankefyldte Mis. Hun var blaa i hver Fold,
en frøkenagtig Venus i Ærmer af Mol,
som med sin ranke Buste, sin knejsende Hals,
sin Munterhed, sit Kast med den ubetvungne Nakke,
sin Tavshed og sin Hast, naar de travle Læber snakke,
var varm som Violinstrøgets Smægten i en Vals.

"Godaften du!" Hun greb mig og nikked blond og blaa,
sort Maske over Næsen og Øjnene paa skraa.
Jeg hvisked! "Giv mig Armen! Du kommer betids,
hør, hvor Musikken spiller ... de Ærmer er søde.
Skal vi danse Mazurka, du ... glimrende Mis."

Hun pegte paa min Dragt: "Hvad betyder det røde?"

". . . en miskendt stakkels Fanden i Aften hidkommen
at putte jer ærbare Hexe i Lommen.
Jeg er den røde Ridder med Diskretion i Brystet.
De dumme smaa Frøkner gaar under i Bølgerne,
men vælg den rette Fanden, som staar inde for Følgerne."

"Kom, skal vi ikke danse!" bad Mis lidt kold, lidt rystet.
29 I Dansen: "Hør Mis, jeg har kuret og flanet med mangen lystig Troldkvind."
"Aa har du?" - Hun lo.
"- Men længtes efter dig, ja du skulde kun anet:
Du ligner, søde Mis, paa min blaaeste Tro,
den blonde Galathea, Datter af Oceanet."

Min blaa Fugl er fløjet. Men da jeg saa mig om,
kom Henning i sin Munkedragt listende from
og tog min Haand og messed: "Hold jer beredt i Aanden
og vær kun tryg paa Frelsen, hvor Fanden er for Haanden!"
Han vinked: "Kom Mefisto!" og nu var Messen faldet.
Vi gik og drak for Mis som den fejreste paa Ballet,
og svor ved Vin os sammen til en Skjoldvagt, Munk og Fanden,
om Mis: for kun at dele hendes Selskab med hinanden.

IV

Ja Skaal for vor Karnevals-Metamorfose,
for Ungdomsvinen i Venskab og Ord,
for Sejren i Elskovs mørkt glødende Rose,
før Farven er tabt som en Sne fra i Fjor.
Det kommer tilbage med dansende Rids
af Rækker, som krydses, af Masker, de bære,
jeg mindes vor Karnevals-Nat fra den sære
Vinter, da jeg var forelsket i Mis.
Forklædt som en Graamunk gav Henning Møde.
Og jeg var Fanden med Bukser røde,

ung af Kostume med Hanefjers-Hat
Ridder Mefisto saa haansk og utøjlet,
uldforet Kaabe, men sort og glat
min Vams, hvor Kilerne flammed i Fløjlet,
30 Fanden med Slire og Snabler paa Skoene -
sjelden var jeg saa rød og saa troende.
Men Mis, som før var en Borgers Datter,
var bleven en Dame i Aar
og bar med kun halvt saa fri en Latter
den fornemme Pande, det lyse Haar.
Hendes Skridt er lette og Smilet let,
hendes Holdning er frank og kæk.
Men Blikket flagrer saa vagt, saa vidt
som en Flamme for Natvindens Træk.
Og mine Tanker, som var hende kære
og drog deres tyste Spor,
dem møder hun nu kun i flygtig Ære
med fjerne Tanker og halve Ord.

V

Mit Djævlehjerte vilde gennem Fløjelsvamsen brænde.
Jeg kasted mig i Dansen. Det Troldskab tog ej Ende,
galant en Vifte mærked jeg paa min Skulder klaske,
og med et Kniks, en Artighed for "den røde Maske!"
en rank og smidig Dejlighed, kaadest blandt Tusinde,
med den Slags mørke Øjne, man kalder for knusende,
slog sine Arme om mig og dansede mig træt,
og svang mig rundt og lo, da jeg tabte min Barret;
men skønt jeg loved Hofbal for mit Fyrstendømmes Porte,
hvis hun antog mine Farver, de røde og de sorte -
hun kunde aldrig tro, at en Hex befandt sig vel ved
før Hanegal at gæste Mefisto i hans Helved.

VI

"Nu har jeg eftersøgt dig i Ballets tyve Sale;
du eneste, hos hvem jeg kan tie og kan tale:
Hvor er du, Mis min Hjemve, min Længsel fra i Fjor?"
31 Og midt i kaade Ord, medens alle Lamper lyser,
det er mig, som jeg vaagner og staar ensomt og fryser
og længes ud paa Natten i en kold Korridor .. .
"Lad andre bære Kaarde og Hanefjers-Barret!
af Stolthed og af Spot er jeg saa syg og træt.
Dine Øjne har Violer, Mis, og Gækker din Mund,
men Verden er forrædersk og tom i Bund og Grund.
Saa und mig fra dit Blik - det blaa, hvorpaa jeg stoler -
i denne Februarnat et Par fattige Violer!"

VII

Da træffer jeg Munken og hører hans Spot,
at Mis har flanet, at Mis har danset,
har hørt paa hans Taler og intet sanset,
men snydt vort Munke- og Djævlekomplot
og fulgt i fordægtige Pirouetter
en udpyntet kjoleklædt Fyr med Lorgnetter.
De sidder - ak Gud, hvor forelsket og flot! -
og rødmer i et af de smaa Kabinetter
- det sødeste Par i den hele Stimmel!
(Jeg svor som Mefisto, da Faust fór til Himmel).
En Herre i sort, en Dame i blaat!
Og Mis, som er ærbar og fuld af Forhindringer,
Mis har fortrolig kastet sin Maske . . .
Aa Sorg, du minder mig, Mis, din Taske,
om Casanovas forbudte Erindringer!

VIII

Med Henning forlod jeg den lede Tummel.
Et isnende Tøvejr! og Staden laa skummel.
Vore Sko løb fuld af den vaade Sne,
vi tænkte paa Mis og vor store Vé ...
Og da det blev Morgen en tung og vag
tøsne-hvirvlende Vinterdag,
32 og jeg skimted paa Stolen nær min Seng
min Fløjelsvams og mit Kaardegehæng
og de pralende Pjalter med Glimmer besprængt
over Gulv, over Borde i Hastværk slængt. ..
da laa der endnu i mit bogfyldte Rum
en Forventningens Duft fra i Gaar - saa dum.
Og jeg lallede skamfuld: "Det mishager mig!"
Og vendte min Pande den modsatte Vej.

33

BESØGET I HIMLEN

I

Som jeg kom over Bakken, saa' jeg det milebrede
Kornbølge-Højland uden Pletter af Muld
med Rugens hvide Aks og den brunmodne Hvede,
der straaler mat i Grunden som det lødige Guld.

Paa Hævning følger Dal, efter Sænkning krumme Banker
og midt i Sæden Gaarde blandt Haver med Frugt.
Der var tæt og frodig Lunhed, men for fjerne Blik og Tanker
trods det mandshøje Kornland dog ingen Udsigt lukt.

Om store Lav-graa Kampesten Græstotter vokser
i middagsstille Luft, som er regnvarm og ren.
Og Mænd, der gaar i Kløver og driver deres Okser,
er ældede og graa som de Lav-begro'de Sten.

II

Jeg vilde længer frem. Og da mødte jeg paa bare,
hastige Fødder en Dreng med ildrødt Haar;
hans Næse løb; han gav sig kun Stunder at svare:
"Den gamle Mand bor omme i den store, røde Gaard."

Som grublende paa Spørgsmaal og mange Slags Planer
jeg nærmed mig og ind i den snævre Have saa',
blandt broget Flor af Urter, Læbeblomster, Tulipaner
en Landsbydegn jeg skimted i hans Frakke sid og graa.

Han retted sig - jeg kendte den store gamle Mand -
og vinked mig og hilste med en vis forundret Glæde,
34 tog rolig Plads, mens Panden, som perled i Vand,
han visked med et storblomstret Lommetørklæde.

III

Jeg gjorde mange Spørgsmaal, som ærgred ham uhyre,
han vrissed: Nej, Jorden maa selv om sit Styre.
Min Lod er nu at køre en Beregning lidt paa tværs
eller stundum hjælpe til med at rime et Vers.

Jeg spurgte ydermere: "Er Kvinden valgretsmoden?"
"Tør man brænde sine døde?" - om Tolden, Sølvmøntfoden!
Men alt det Svar, jeg fik - "Det maa Mennesker forstaa,
Begravelse og Valg har de selv fundet paa.

Jeg har ikke paalagt Told eller ordnet Guldmøntfoden.
Det er Menneskenes Værk. Da fra først jeg satte Kloden
ud i Rummet for at sejle som en gasopfyldt Ballon,
var det hele fikst og velgjort fra Francisco til Hongkong.

Fra St. Croix man hented Sukker, Indien med Korn var lastet,
England havde Bomuldstøjer, før en ufrom Slægt formasted
sig at bygge Toldens Mure i den store Verdens Landkrig,
Fransk saa vel som franske Vine fik man kun fra selve Frankrig.

Hjemmets Industri fordærver nu de bedste Tunger, Maver,
og man drikker Vin og taler Fransk, som aldrig saa le Havre.
Man har dansk Tobak og danske Diktatorer. Aa det ækle
endevendte graa Aarhundred - dette lystne fin du siècle."

IV

Ved Ordet lystne tav han og strøg sig over Hagen.
Jeg bad ham derfor yttre sig om Sædelighedssagen.
Han grubled lidt og lod mig notere disse Ord:
"Hvor dumt de Folk dog skaber sig nede paa din Jord!
35 Hvi griber de ej Kvinden om hendes kønne Hals?
et rask og muntert Kys! - det var bedre allenfals
end at pine sig og sukke, vende Øjne saa længe,
til en Dag de løber sammen for Ægtemandens Penge.

Jere Præster har nævnt mig med altfor streng en Titel.
Jeg er ikke umedgørlig i dette Kapitel.
Jeg lider nok, at Ungdom tør kysses lidt og fjantes,
endskønt jeg ingenlunde er enig med B ......"

V

Mens saadan bænket under et landligt Morbærtræ
han smilte klog og mild bag de strenge Degnebriller,
jeg ser fra alle Veje der nærmes Folk og Fæ,
som i en landlig Stimmel sig ud for Haven stiller.

Saa gik han ud til Folket. Hver klaged ham sin Nød.
For gamle Karens Feber fik han plukket lidt Salvie,
bandt lille Jenses Finger i Omslag med Grød
og fandt paa nye Raad for Per Hansens syge Kvie.

Han talte Bondemaalet; en Spøg blev gerne hørt;
og Himlens Bønder flokkes som om Jakob, Patriarken,
med Kvinder, Børn og Hjord! - Jeg forsikrer siden rørt:
at jeg fornam mig ganske som hos Noah i Arken!

VI

Jeg vil saa gerne dvæle i denne sunde Ro
her hos den gamle Mand. Men Gud er skadefro.
Du lader Sjæle knuses, lader stolte Mænd gaa under
for at bruge dine Kure, Grødomslag for alle Vunder.

Du sad i Evighed, og din Dag var klar og fri.
Da plumred Du din Klarhed, lod Mulm og Skyer spire,
36 og for at elskes skabte Du i barnligt Narreri
en Slægt, hvoraf de fleste knapt kan tælle til fire -

hvoraf de fleste trofast vel kan røgte Himlens Bøfler
for deres gode Gud, men et dødt, unyttigt Slæng,
der vil, at Gud med Gaver skal fylde deres Tøfler,
som stilles udenfor, mens de kravler selv i Seng.

VII

Den gamle Mand betragted mig med smilende List.
"De høje Ting, du siger, er vor Landsby ubekendte.
Du krammer dine Fraser . . . som en Seminarist,
der slipper ej sin Lærdom, før med Vingerne brændte.

Du har for mange Nykker. Du skulde tage Bo
imellem os og omgaas vore brave, vakte Bønder,
besøge Folkehøjskolen. Fandt du da ej Ro,
da bør du udleveres til Præsterne, Synder."

Da raabte jeg: "Jeg kræver en utaalmodig Gud,
som lider med det skønneste og elsker stolte Sjæle,
som læger, dulmer, hersker, skønt han ler ad dine Bud,
den Gud for Sol og Sang, som har givet Manden Mæle.

Den Gud, som skrev Historien, bevæget, klar og snild,
som bruger Cæsars Kaarde, Brutus' Dolk - den sikre Spejder,
som kaster nye Tropper frem i Kulturens Ild,
indringer vide Kredse, rører opad, bearbejder.

Han gør vort Liv saa broget, som din Himmel er trist,
han aabner nye Jordlag, besvangrer hver en Fure.
Han er en Fødselshjælper, ingen Seminarist,
der kalder Skønhed Skab! og beordrer Landsby-Kure.

37

Du store Pottemager, vi er jo dine Skaar
og fine Sæbebobler, du i ledig Lyst fremkogler.
Vi selv er Gudens Drømme, som de kommer og gaar,
Alverden er hans Hoved, og vi bygger i dets Knogler."

Og jeg blev mere heftig: Skønt smigret og svimmel
ved Tanken om at sove i saa blaamalet Himmel
og se de vakre Bønderbørn, som alle er Dus,
forsamlet Søndag Aften til et sædeligt Kantus.

Jeg beder dog, man undskylder venligt min Person,
den Skønhed, jeg har kær, er af en anden Nation,
min egen Sjæls Gudinde, som alene bør lydes,
hvis Navn er som en Salve, der duftende udgydes.

VIII

"Den rige Frue Venus, lagt for Had hos snørte Kvinder,
ej fødtes mere straalende, mens alle Bølger skinner,
end gennem Skum af Minder, som Storm og Strøm begraved,
min Eva Aphrodite er opstegen af Havet.

Paa hendes unge Ansigt et Spil af Straaler hviler.
Hun hælder næsten barnlig sit Øre lidt og smiler
fortumlet, let bedøvet af Vind og Bølgeslag
med Øjne fuld af Kærtegn, god som en Foraarsdag!

Der vinder sig en Fletning af Vedbend i det bløde,
det matte Haar, mens Panden sødt dukker mig i Møde
med fromt-forsoren List, der gør Tankerne rebelske,
et Smigreri som hendes, der lærte mig at elske ...

Ja hende, der lidt sky for det overdrevne - lidt
forlegen ved at nævne "Jeg-elsker-Dig" - med ét,
som Lægen finder Vej for den famlende Sonde,
har trængt i mine Dybder og gjort alle Tanker blonde.
38 Hun ligner ikke Nymfernes kælent nøgne Æt,
bredbarmet, ædelttegnet er hun moderne klæd
med Simpelhed og Anstand i muntre, lyse Kjoler;
i hendes unge Skygge det dufter af Violer.

Det er min Skønhed, Venus, min Pallas Athene,
en smukt indbunden Bog, der ej lader mig alene;
saa jeg skal aldrig flere Forladtheds Taarer græde,
skønt hun er kun et Billed paa Fordybelse og Glæde."

IX

Da lød der mange Stemmer med ét - "Nu er han moden!"
En Sværm brød ind i Haven, jeg slæbtes bort ved Foden,
mens sorte Præster gentog: "Kun ingen Pardon:
Det er en Afgudsdyrker uden sand Religion."

Jeg raabte: "Troens Sandhed skal ses af Hjerteslaget,
min Venus og Madonna har mig ikke bedraget,
hun lever i og om mig, uden Prøver og Beviser,
hendes Fodtrin klinger i mig som paa Domkirke-Fliser."

Jeg førtes ned ad Himlen. Og Folk og Præster yngler.
Der stod en hel Valpurgisnat af hjertesøde Slyngler.
Og Hekse hørtes jodle. Det lød saa djærvt og klagende,
de sejled frem i Dejgtrug med Humlestænger stagende.

X

Men som de vilde hugge mit Hoved fra min Krop,
da kom den gamle vinkende og raabte: "Stop der, stop!"
Og da man spydig knurred, han tordned: "Vær stille!
her er det ene mig, som skal tænke og ville!

Gaa hjem paa Stedet, Taaber, og vær kun ej for trygge!
I tror vel, I er Solen - og jeg kun er en Skygge?!"
39 Saa greb han mine Hænder: "Rejs ikke bort i Vrede!
Jeg har jo nok, som grusomt bagtaler mig dernede!

Hils mine Børn, jeg elsker dem som Kunstnere, der spiller
snart Violin, snart Bas - Bratsj, Horn, Obo, Skalmej.
Det nye morer mig: Vers, Tragedier, Vaudeviller.
Jeg støtter alle Retninger - enhver er god for sig!"

40

II · DRINKS

Jeg havde Bourgogne, jeg har det ej mer . . .
Den røde Vin er en født Kavaler,
som er taktfuld og fin og har gode Ideer.
En Rus i Cidre? Jeg er paa min Ære
lidt sky for de Lande med Æble og Pære.

Ej heller i Aftes den engelske Ale,
den bedske saa lidt som den svære,
der stundum maa tjære en skibbruden Sjæl,
har sendt mig den Rus, jeg vil bære.

Ved Middagsbordet blandt slukkende Vædsker
jeg tænker tit, mens jeg Vinkortet æsker,
at Kvinden er en Likør, som læsker.

Hun gør mig vaagen og let som Absinten,
der renser mit Øje for Djævlesplinten
og ved sin forklarede Malurtsdraabe
sætter den bitre i Stand til at haabe.

Hvis Kvinden er rede, en Lindring er funden.
Jeg hilser de Øjne med Tavshed i Bunden
og fylder to Glas, som vi fører til Munden.

Benedictine, hos Munke opfostret,
jeg priser dig, store Søster fra Klostret!
i høje Kalke paa Fødder som Stilke,
med Hjertet, der glitrer af Guld og Silke.
41 Ak, Søster fra Klostret, din Urtekost brænder,
men ofres med Kærtegn af svale Hænder.

. . . Men bliver Kvinden mig svigefuld,
da køber jeg Whisky for Guineas og Guld,
jeg opkøber Whisky for Guineas og Piaster.
Hvem kender ikke Lord Whiskys Laster?

Hos Lorden af Whisky er Hvile og Ro.
Hvad kan vi ej elske og haabe og tro?
Paa Tro, Haab og Kærligheds Skib med Tremaster
vi sejle og ro og stedes for Døden i vaade Sko.

42

VIN I HUSET

En Flaskekarl med Kurv og Skødeskind
i Skumring til en Frue kommer ind.
"Hvor kan jeg stille Vinen, gode Dame?"

Men hun ved Spejlet, flammende sit Haar,
og ikke meget paaklædt, som hun staar -
"Dér i Entréen!" - siger hun til Svenden.

Han tømmer Kurven. Gaar han snart sin Vej?
Da stirrer han paa Fruen stift: "Nej - nej!
De glemmer min Betaling, gode Dame!"

Hun ser, at hendes Krøllepind blir kold.
Men Penge! Fyren kunde bruge Vold:
han tager sine Flasker med tilbage . . .

"Jeg skal betale selv min Principal.
Det nytter ikke, Fruen bliver gal
og vender Enden til mig," sagde Svenden.

Da Fruen lagde Krøllejernet bort,
hun fandt i Huset ikke én Rigs-Ort.
"Lad os se bedre efter!" sagde Svenden.

Saa søgte begge, og den Sag er vis:
han blev tilfreds, men Fruen mest tilfreds.
"Den Flaskekarl har gjort mig helt beruset.
43 En Flaskekarl med Kurv og Skødeskind
i Skumring skulde ikke komme ind.
Nu ved jeg dog, at vi har Vin i Huset."

44

SKÆMTE-V1SE

Til Carl Nielsen

Hønsefødder og Gulerødder
det elsker vi af Vane.
Sælger du din Strengeleg
for Halsen af en Svane?
Gode, gæve Spillemænd,
de er slet ikke mange.
Onde Mænd er ogsaa til,
men de har ingen Sange.

Pauker, Trommer og Klarinetter
lyder paa Spillemands Veje.
Onde Mænd ser vrede til -
for de har ingen Lege.
Strid er Kampen med Violiner -
det gaar ej af som Valse - vel har de et følsomt Bryst,
men de har haarde Halse.

Musikanten til Lergulvs-Stampen
ta'r Musen i Kardusen,
Landsbykarlen med Træsko-Klampen
slaar Takt til Glædesrusen.
Ak, du gladeste Mascarade
for Kone som for Pige,
aner du i Musikanten
det Uudslukkelige?

Nye Toner symfonisk kroner
med Sejr den fynske Svane.
45 Ingen Ælling i en Fortælling
har haft en gladere Bane.
Spil, du Spillemand, som har Sange,
og lad de Onde skele!
Livet klinger i dine Noder
og dermed klinger det Hele.

46

UDSAT FOR KRITIK

Et Prosadigt

Det er naturligvis ikke den allersmukkeste Hat,
sagde Karl bevæget og saa' i sin Hat.
Men den er dog alligevel ganske net,
og jeg holder af den. Jeg har ingen bedre.

Det er naturligvis ikke den allersmukkeste By,
sagde Karl bevæget og saa' i sin Hat.
Men nu bor jeg i den, og her har jeg funden mit Levebrød.

Det er naturligvis ikke det allerfortrinligste Levebrød,
sagde Karl bevæget og saa' i sin Hat.
Men jeg har nu levet af det, og det har ogsaa ernæret min Kone.

Det er naturligvis ikke den allersmukkeste Kone,
sagde Karl bevæget og saa' i sin Hat.
Men hun er jo dog ganske net, og jeg holder af hende.
Jeg har ingen anden.

47

III · FYRAFTEN

Læredrenge, hæse Stemmer,
Snak, Tobak og meget Spyt,
Barnepiger er der ogsaa,
én er dristig, én forknyt.

En er ny i Konditionen,
taler fint, som var hun skabt
ved et Hof for Kammertonen.
Her skal du ej give tabt.

Nana, Fejekonens Datter,
har sin Moders Mundelær,
hun fornærmer Parkens Bænke
med sin Raaben fjern og nær.

Alexandra, blandt Syrener,
blir saa stille som en Mus,
og i Fald du kysser hende,
er hun blomsterblid og dus.

Stolt er Alexandras Væsen
med en lille Helligdom
i det luevarme Hjerte,
som hun ikke prutter om.

Poul er kun en grøn Latiner,
en Tyran paa femten Aar,
og han synes, det er Spanien,
Alexandras brune Haar.

48

Og den unge Herre synger,
naar hun smutter ham forbi,
om de spanske Pigers Roser
paa en sydlandsk Melodi.

Og den unge Pige svarer:
"Hvis jeg var saa smuk som De,
fik jeg aldrig Søvn om Natten,
lukked ej et Øje i."

Alexandra, næppe sytten,
aabner ham sin Dør paa Klem,
bange, som en fattig Jomfru,
der vil nødig blive slem.

Der er Fejltrin alle Vegne,
Fejltrin maa enhver begaa,
og de største Fejltrin gøres
tit af dem, der synes smaa.

Hvorfor kunde Poul bedrøve
Alexandra øm og bly?
Poul, hver Gang I siden mødes,
hvorfor knejser du saa kry?

Var hun kun en fattig Pige,
havde kun en enkelt Særk?
Har en Jomfruloppe bidt dig?
Poul, som i Latin er stærk?

Husk, den ømme Alexandra,
hun var din, aldeles din,
og forstod det som en Kvinde,
du, som kun forstaar Latin.

49

Alexandra slaar med Nakken
og er spansk og stolt som du,
men i hendes brune Øjne
er der Kærlighed endnu.

Hvorfor skærer han Grimacer,
som hun svarer stiv af Skam,
mens i Spøg hun fordums svor: at
"rykke Hovedet" af ham -?

Hvorfor bliver Alexandra
stundum bleg og rød som Blod,
mens hun greb ham før i Haaret
for at vise ham sit Mod?

Stakkels Dreng, du fatted ikke,
at en Kvinde helt var din.
Før du plukker Spaniens Roser,
maa du lære mer Latin.

Der er Fejltrin alle Vegne,
Fejltrin maa enhver begaa,
og de største Fejltrin gøres
tit af dem, der synes smaa.

Læredrenge, hæse Stemmer,
Snak, Tobak og meget Spyt.
Barnepiger er der ogsaa,
én er dristig, én forknyt.

50

FRUGTBARHEDENS TOG

Den søde, forelskede Blomst
og Rankerne, der kror sig og gror
ud over alle Mure og Ruiner,
og Frugter, gule Nespler
og mørke Kirsebær
og de sælsomme Oranger, rødmende Appelsiner
suger sig runde af Sol og af Himmeldyb.
Og de flittige Firben og Kryb,
der tumler sig i Støv og leger Skygge,
tager Del i Foraarstankerne
og i Glæden over Rankerne.

Og om Natten mellem sølvgraa Oliven,
der staar som fine gamle Tanter
i det hvide, nøgne Lys fra Maaneskiven,
hvis Væld spreder Skræk til alle Kanter -
det er, som slog der Hymner op fra Støvet,
som hørtes der en Syngen under Løvet
af nøgne Ranker mod det nøgne Lys,
som følte alle Væsner, Ting og Planter
et varmt, et Frugtbarhedens Gys.
Snart skal det store Bacchos-Tog fornyes,
og Dionysos ride paa sin Panter.

51

BEVIDSTHEDENS GRÆNSER

Dit Hoved siger: Jeg er Aanden,
og jeg er redebon og nær forhaanden.
Man viser mig et Kim til noget stort, -
straks i mit Indre er det gjort
som Trær, der bugner ud med underfulde Vækster:
dér synger Fuglene mit Hjertes Tekster.
Min Overdaadighed kan ikke rummes,
men nu skal jeg af Legemet fordummes.

Dit Legem siger: Tag mig med
og lær mig Led for Led
det ny og herlige, du ved.
Det er ej nok, at Lyset standser
i Kløgtens Spil paa Pandens Høje,
mens jeg gaar om med ubelyste Sanser
og paa hver Finger ønsker mig et Øje.
Ak, hvor de dumme Sanser støje!

52

AK, DEN UNGE SVÆVEN

Ak, den unge Svæven, ak, den lange Favnen
af den korte Drøm om evigvarig Lykke,
ak, den sære Sværmen, Kyssen, Savnen!

Skal dens Fryd og Sorger fylde hele Livet,
elskes, æres, til den helt udtømmes,
og er ingen Skaben mere givet?

Kan en Høvdingaand de lyse Norner fritte?
avle med den døde Jord en Eva
og et Mandekuld med Aphrodite?

Hvor er Guden med den nye Mythe,
som skal Rummets Tanketraade knytte
til sin Skaber-Attraas gyldne Bytte?

Nærmest Kirken med de gamle Munkestene
i et sirligt Hus en slank ung Pige
ses blandt Potteplanter helt alene.

I et andet Hus mod Vindueskanten
er en bleg ung Mand, mens Mørket tættes,
fremstrakt, ludet over Lærdoms-Folianten.

Ingen ser hinanden . . . alle venter
blidt, i Tavshed og Forlæsthed, Skæbnen.
Lydige som Døtre og Studenter.

53

Dumme Pigebørn og tossede Studenter
stoler mer paa Lykken end Forstanden;
men de kloge ser ej paa hinanden.

Og de unge Daarer, mens de kloge tier,
digter Elskovsregler, Hjertelitanier,
Flirt-Ordbog for Jomfru og for Frier.

Ak, den kaade Dasen, ak, den ømme Fjasen,
gennemført som Hof-Ceremonier:
Aah, dit Bæst! Min Engel! Søde Asen!

Under Leg forløses Tungebaand og Aand,
unge Kvindeviljer tændes. Unge Midier
bliver stridige, men smidige som Vidier.

Og hun siger angstfuld: ja, nu kom det,
hvad det dumme Hjerte længe havde ventet.
Det er vel fortjent, jeg selv var ude om det.

Hendes Sprog blir panisk i Ekstasen:
. . . Jeg vil ikke ... ud i ... Suppedasen . . .
Frister, Afskum! . . . Engel! . . . Søde Asen!

Skønne Mand, af hvem jeg er betagen,
Du er ikke lumpen? Du vil ikke ha' mig ned i Sumpen...
Store, milde Gud, nu faar jeg Ris paa - Bagen!

Dumme Pigebørn og tossede Studenter
stoler mer paa Lykken end Forstanden;
men de kloge ser ej paa hinanden.

54

EFTERSKRIFT

Af de tolv Digte, som her for første Gang opstaar i Bogform, er "Karnevallet" og "Besøget i Himlen" Ungdomsarbejder, hvoraf det ene fremkom i det i sin Tid meget ansete norske Tidsskrift "Samtiden", mens det andet har staaet i et Dagblad, hvis Tendenser paa det Tidspunkt meget lidt tjente til at sætte slige forkyndende Vers i det rette Lys. Selv stolede jeg paa Verset som paa Thors Hammer. "Mordet i Værtshuset" ser Dagen paa disse Sider og har sin Plads her, hvad enten man vil anse det for et Livsopgør eller en Satire i en dionysisk Stund.

S. C.
55

EFTERSKRIFT TIL TITANIA HOLDT BRYLLUP

Titania holdt Bryllup er som Danske Vers, Heroica og senere Hvededynger en jubilæumsbog. Den udkom den 9.9.1927 på 40-årsdagen for debuten med Naturbørn, og af samlingens kun 12 digte havde de 8 tidligere set dagens lys i aviser og tidsskrifter. En anmelder var da også så elskværdig at påpege, at de blanke Siders Antal næsten overgaar de beskrevnes, ellers er tonen urban og forekommende i de få anmeldelser, bogen afstedkom - få, da hovedparten af kritikerne nu endelig har indstillet skydningen med skarpt og af lutter hensynsfuldhed måske føler, at digteren er bedst tjent med, at de tier. Tom Kristensen (Politiken), Otto Gelsted (Ekstra Bladet), Hans Kirk (Lolland-Falsters Folketidende) og Helge Rode (Berlingske Tidende), der alle havde anmeldt Foraarstaler nogle måneder i forvejen, er tavse - et forhold, der måske også har med den omstændighed at gøre, at de eventuelt alle kan have lagt øre til digtene, ligesom det er sandsynligt, at Hans Kirk har stået bag både renskrivningen og redigeringen af Titania (. . .) og i hvert fald af Hvededynger.

Hvorom alting er: bogen opnåede kun én længere anmeldelse: Kai Friis Møllers i Politiken (9.9.1927, sign. Kai F-M). Han gennemgår seks af digtene, tre af ungdomsarbejderne, tre af nyere dato, udfra den grundbetragtning, at Al senere Livserfaring aldrig har faaet Bugt med denne hans Livsbekræftelse, som den kommer til udtryk i Besøget i Himlen. Den store Fortryllelse, der udgaar fra Claussens Digtning, beror just paa, at den kan give det profane i Tilværelsen, hvad der tilkommer det af munter Overbærenhed, uden at profanere det hellige. Som belæg for sin påstand fremkommer K. F. M. med en interessant tolkning af Mordet i Værtshuset: Per er unægtelig en Taabe, men han er en hellig Taabe; han lader sit Liv paa den 56 mest komiske Maade af Verden, men han dør som en Martyr; hans Gravsten burde velsagtens være formet som en Narrebriks, men Indskriften skulde være disse dejlige Linier fra et andet Digt (. . .), hvori Claussens dybt menneskelige Mæle klinger næsten renere end nogen vox coelestis, hvorefter 1. strofe af Ak, den unge Svæven citeres. Denne "unge Svæven" har Claussen kunnet fastholde uden at behøve at kaste Erfaringernes Ballast udenbords - og således er altså forfatterskabets enhed fastholdt i bedste forståelse med digterens egen opfattelse.

Men det er også eneste sted. Forfatteren og kritikeren Richardt Gandrup er aldeles nådeløs i sin anmeldelse af Sommertaler [: Foraarstaler], Hundrede Taels og Titania (. . .) (Aarhuus Stiftstidende 18.9.1927). Især de to sidstnævnte krænger hans Talent med Vrangsiden udad og viser os, hvor fattigt dette lyriske Spil kan tone, naar Aanden forlader det og kun Maneren bliver tilbage. I den stærkt postulerende kritik - der gives knap noget eksempel eller ansats til analyse - fremhæves de traditionelle sider ved Claussens poesi: uklarheden, manglen på sammenhæng, den kaleidoskopiske forvirring, sprængtheden. SC har nemlig aldrig haft nogen Mening eller nogen Livsanskuelse og tilsyneladende heller ikke savnet den før nu i de senere Aar, da Meninger og Livsanskuelser er blevet Nødvendighedsartikler - selv for Fløjtespillere, der dyrker Pan og følger ham med Vinløv om de stumpede Horn. RG føler sig kaldet til at sige sandheden: Ingen har kunnet bekvemme sig til at sige, at denne poetiske Dunkelhed i mange Tilfælde er identisk med Mangel paa Mening, og at Digterens Vers og Prosa ofte opløser sig i et tomt Spil med Ord og Vendinger, hvis lunefulde og pretentiøse Betoninger paa behændig Vis tilslører Tomheden. Digtene i Titania (. . .) bestemmes som mere eller mindre "dionysiske" og Mordet i Værtshuset som det mest forvirrede. Under henvisning til efterskriften foretrækker RG altså betegnelsen "Satire i en dionysisk Stund", endda med den Tilføjelse, at Stunden maa have været ganske overordentlig "dionysisk". Denne Tilføjelse kunde paa godt 57 Dansk gøres mere letfattelig; men den vilde i saa jævn Form næppe klinge saa festlig.

Dionysisk Stemning er også et grundord for P[eder] H[esselaa] i dennes anderledes begejstrede, korte og tilsyneladende meget hurtigt skrevne omtale af bogen i Den nye Litteratur (5. årg. nr. 2, oktober). Tilsyneladende skødesløst, men i Virkeligheden fuldt kunstnerisk behersket, har Claussen (. . .) paa ny rystet nogle af sine mesterlige Viser ud af Ærmet. Foruden det dionysiske islæt gives eksempler på det koglende Trylleri, der er Claussens egen samt på Ord, der beherskes af en spotsk, drillende Tone (. . .) om Tidens Spørgsmaal og det evig brændende Motiv i hans Kunst: Kvinden.

A[xel] B[roe] er heller ikke karrig med lovordene (København 29.9.1927). Han finder, at SC med en rund og sikker Gestus har udsendt sin jubilæumsbog, ja, at digtet til Karsten kunde have fortjent et Bind for sig. Et Pragtbind! Digtene gennemgåes nu kort på den måde, at de hver for sig påhæftes et eller flere karakteriserende adjektiver, og han slutter: Sophus Claussen i dyb og ubevidst Sammenhæng med sig selv, eksklusiv og suveræn, myndig og sorgløs, i Pagt med de ukendte Guder (. . .) og dog saa ganske af denne Verden (. . .).

Signaturen Fr. i Fyens Stiftstidende (13.10.1927) registrerer blot bogen samt Hundrede Taels og påpeger, at de ikke har anden Berettigelse end at markere Jubilæet. Digtene er i Claussens kendte Stil, dybsindige, dristige og vittige, men føjer ikke noget nyt Træk til Billedet af hans Forfatterpersonlighed - og heri er Hans Brix ikke uenig (Nationaltidende, Morgen 17.10. 1927): Digterfyrsten er sig selv lig, og hans lyriske Diktion ejer bestandig sin berømte Styrke og Sødme, en ros, den excentriske kritiker benytter til en af sine velkendte og berygtede ekskurser, hvor Flertallet af den yngre lyriske Slægt rises for deres forbrydelser overfor de metriske Grundlove. Ihukommende tider, hvor han selv blev bebrejdet samme forsyndelser, må SC have rystet på hovedet og fundet endnu et tegn på videnskabernes relative objektivitet. Men altså: for Brix er det glædeligt - en vemodig Glæde - at kunne pege paa den gamle 58 Storskjald som et Mønster for Lovenes Overholdelse ikke blot i de grundlæggende Paragrafer, men i de sjældneste og fineste Undtagelsestilfælde. Og uden blusel over billedet sluttes der således af: Sparsomme, men tunge og gyldne drypper Draaberne fra den glødende Kolbe, om hvilken den i de hemmelige Kunster indviede Digter-Alkymist sysler.

Tilbage blandt anmeldelserne står blot at nævne P[oul] L[evin]s omtale i Tilskueren, oktober 1927. Han nævner først Hundrede Taels, roser novellen, men anker over bibliografien: Fortegnelsen er ikke fuldstændig, siger Udgiverne, men hvorfor er den ikke det? Enten-eller. Dernæst roser han kort ungdomsdigtene i Titania (. . .), citerer indledningsstrofen til Karnevallet og slutter ædrueligt: Desuden indeholder Heftet nogle Vers om forskellige Drikkevarer; Kendere vil sikkert vide at vurdere dem paa rette Maade.

Som det ses falder anmelderne fraset Kai Friis Møller enten tilbage til kendte klicheer, hvadenten disse nu er negative eller positive, eller de hæfter sig ved kuriosa såsom digterens forhold til spiritus og metrik. Det må komme dem til gode, at Claussen selv har været i tvivl, hvad kladden til efterskriften nok så tydeligt bevidner (se s. 77). Han har tydeligvis været i stofnød, og når han nu beslutter at udgive de mest omfangsrige arbejder: Karnevallet, Besøget i Himlen og Mordet i Værtshuset, der alle ligger før århundredskiftet, er det ikke uden betænkeligheder. De to første har et for Claussen usædvanligt didaktisk og firkantet præg; det sidste kan tolkes i en nihilistisk ånd, som i grunden ikke er ham fremmed, men som han offentligt ikke ville vedkende sig: det ligger nu udenfor Programmet. Karnevallet, der er samtidig med Kyllingesorger og arbejdet med Unge Bander, gentager for så vidt kun sidstnævntes umulige forlovelsessiruation og -historie, her i koncentreret og sørgmodig belysning og med en anden pige som genstand for den sværmeriske ynglings drømmerier. Selvfordoblingen: Djævlen, Mefisto, Lucifer overfor munken, asketen, den kristuslignende forsager kendes også fra andre værker og digte - men ses vel ikke så tydeligt og grelt beskrevet som i 59 dette symbolistiske spil om masker, der har samme morale og bedrøvelige udgang som Mordet i Værtshuset: komplottet mislykkes, man kan ikke både elske pigen og så samtidig gøre sig håb om vinding og gevinster på drømmeplanet. Kai Friis Møllers karakteristik af Per som en hellig Taabe er vist ikke helt ved siden af, men skulle nogle finde på at sætte lighedstegn mellem den forliebte og fromme tjener og så forfatterens alter ego, er det forståeligt, at Claussen har været helt betænkelig ved at lade det trykke.

Betænkelighederne kommer til udtryk i et interview i Politiken (Hos Sophus Claussen, 8.9.1927, sign. Kureren), hvor Claussen samtidig - naturligt nok anledningen taget i betragtning - hæfter sig ved sit udgangspunkt og på spørgsmålet, om Tiden nu [er] meget forskellig fra dengang, svarer: Man er ved at vende tilbage til Tiden for fyrretyve Aar siden. Vi var baade Naturalister og Romantikere, kort sagt - Surréalister ... og henviser til Apollinaire og Dadaismen. Derfor er det vel også forståeligt, at han genoptager arbejdet med det ufuldendte ungdomsværk Fortællingen om Rosen - og lader katekismusdigtet Besøget i Himlen genoptrykke, da det dog med et troværdigt Tonefald [indeholder] en Antagelse af visse evige, elskelige Sandheder (Titania holder Bryllup, Nationaltidende 8.9.1927, sign. Clerk). Disse sandheder - lagt i munden på endnu en djævel, en Lucifertilbeder (jf. C-formen) - angår begreberne Kærlighed og Geni, de to grundstørrelser i den unge Claussens tankeverden, hvortil der refereres i Fa V 147, He VI 157 og hvorom der kan læses i den samlede efterskrift i bind IX. Nu som dengang søges de samme idealer fastholdt. På spørgsmålet: Hvad er Forskellen paa Dem som Digter den Gang og nu? Hvilken Udvikling har fundet Sted? svarer SC: - De samme Ting findes i et Menneske fra Fødsel til Grav; de smaa Dele, hvoraf et Menneske bestaar, selve Anlægspræget, som Professor W. Johannsen kalder det, forandres ikke. Men det er jo saadan, at man arbejder først med ganske enkelte Momenter, efterhaanden lægger man nye til, for Nyanvendelse 60 af det gamle og forandret Anvendelse af det nye giver noget helt andet end det, der var før.

Citatet anskueliggør Claussens ofte hævdede tillid til organisk vækst og dermed følgende troskab overfor de muligheder, der er nedlagt i enhver. Derfor går han også med til at kalde Titania (. . .) for en Samling dionysiske Digte. For er der ikke Dionysos i al Livsbekendelse, som ikke er en sort, asketisk Livsbekendelse? Der er i Kristendommen, i Jesus selv, dog saa megen Glæde over Livet . . . Og derfor kan han i et tredie interview (B. T. 5.10.1926: Digter, Maler og Filosof, sign. Holger Danske) hævde: Jeg er en af de faa af mit Slægtsleds Forfattere, som ikke forandrede sig (. . .) og samtidig: Jeg har aldrig følt Trang til at gaa i Baas, jeg har aldrig kunnet forsage Jorden for Himlen eller Himlen for Jorden (. . .) Jeg tror, det hele er een stor Eenhed, som gaar igennem alt, og som det gælder om at sammenfatte i vor Bevidsthed.

Følgerigtigt må både Venus og Madonna, Lucifer og Aanden, der er redebon, optræde i denne mærkelige, på én gang gennemsigtige og dog interessante digtsamling. Det nye digt: Bevidsthedens Grænser belyser fint digterens betænkeligheder - men retfærdiggør også deres offentliggørelse.

61

NOTERTIL TITANIA HOLDT BRYLLUP

Titania holdt Bryllup (1926)

M

NkS 1340, 8°, XVII, 99 (udk.)
Nks 2172, 2°, I, 2b, 3 (avistrykket)
A Pol. 20.6.1927

V

A Titlen < Mester Ludvig Karsten og Skibsrederen II, 3: fornemt < fornemme

K

Titania (. . .), titlen hentyder til Shakespeares komedie A Midsummer-Night's Dream (tr. 1600), hvor fedronningen T. - pga. en trylledrik - forelsker sig i det første væsen, hun ser efter sin søvn, håndværkeren Bottom udstyret m. æselhoved. Stykket handler om kærlighed af forskellig art og på forskelligt niveau. Det lader sig næppe bestemme, om SC har haft et bestemt billede m. denne titel i tankerne Ludvig Karsten (1876-1926), no. maler. Se mindedigtet til vennen, Hv s. 102
Skibsreder, sandsynligvis Tryggve Sagen, der i sine velmagtsdage havde en righoldig Karsten-samling af fin kvalitet
Dionysos, egl. gr. frugtbarhedsgud og vingud
Thyrsosstav, stav omvundet m. vinløv og forsynet m. en pinjekogle foroven; den blev båret af Dionysos og hans følge
Svin, se note til Fa V Arkæologisk Fund. Desuden alluderes vel til fortællingen om Kirke, der forvandlede Odysseus' mænd til svin (Odysséen X, 135 ff.)
Vand til Vin, refererer egl. til Bryllupet i Kana, hvor Jesus forvandlede vand til vin (Johs. 2)

L

Pola Gauguin: Ludvig Karsten (1949) p. 154 (kort om forholdet til bl. a. SC og Helge Rode og med en anden end 62 den her fremsatte opfattelse af, hvem Skibsreder Dionysos er)

Mordet i Værtshuset eller Kvinden i dit Liv

M

A NkS 2172, 2°, I, 2a, 4-8 (udk. og udat., usign. renskr., maskinskrevet)
B NkS 2172, 2°, I, 2b, 4 a-m (sign. renskr., bl.)
NkS 1340, 8°, II, 13 (udk. til I-II og V-VI scene; fra o. 1900)
NkS 1340, 8°, VII, 35 (udførligt udk. til Efterspil, 1. Scene fra o.1895)
NkS 1340, 8°, IX, 48 (udk. fra o.1902)
NkS 1340, 8°, X, 50 (udk. fra o.1905)
NkS 1340, 8°, XI, 55 (udk. fra o.1899)
Acc. 1981/143A (maskinskr. renskr.)

V

A 4: Titlen: < Mordet i Værtshuset. Cinematografisk Billede.
8a: Titlen < d. s. m. tilføjelsen: 5 Minutters-Sketch i 13 Optrin (2 Afdelinger). Senere overstreget. Tilføjet: Af Sophus Claussen. Overstreget: Af: Legtiles culitorum - [1. del af berømt sætning, som skal forestille lat.: Læg ti læs kul i to rum . . .]
8j: XI. scene: Lovens Arm < To Betjente. Regibemærkningerne skrevet til m. bl.
B Titlen Q Morder i Værtshuset. Overstreget på titelbladet: Mordet i Værtshuset blev spillet som Dukkekomedie ved et Rusgilde 1912. Dets Tilblivelse ligger en halv Snes Aar længere tilbage - paa et Tidspunkt, da Forfatteren havde faaet et Helaftensdrama opført, og da man i den Anledning paastod, med Urette, at han ikke kunde skrive, som Folk taler. For at vise, at han vidste, hvorledes Folk taler, skrev han denne korte Tragikomedie - paa trimetrisk Versemaal og udstyret med Rim.
Forf. Anm. 63 Lovens Arm ikke i personlisten
4k: XI scene: Lovens Arm < To Betjente. Regibemærkningerne kun delvis i ms.

K

Forfatteren Vagn Steen antager - i efterskriften til den danske oversættelse - indflydelse (her, som i Dj IV Borgfrøkenen) fra Alfred Jarrys Ubu (Arena, 1965). SC lærte først Jarry personligt at kende i 1906 (se NkS 1340, X, 54 notat om Ubu Roy, 1906 og Anders Österling: Minnets vägar, 1967, p. 118), men har sikkert kendt den siden 1896 uhyre populære sorte komedie. If. Frederik Graae (Erindringer fra "Sydhavsøerne", 1934, p. 15 f.) forelå Mordet i Værtshuset fuldt udarbejdet allerede 1896. SC's oversættelse af en del scener fra Ubu Roi (Far Ublu) er fra o. 1906-07, ikke som Vagn Steen antager fra o. 1900 (NkS 2173, 2°). På Det kgl. Bibliotek findes en toaktsudgave af Ubu fra 1906 m. flg. dedikation: Au miziphique traducteur de "Ublu" roi Sophus Claussen/Souvenir amical Alfred Jarry if. artiklen Kong Ubu og Danmark, Pol 17.2.1965, sign j. a.
SC skrev om vennen og hans skuespil (halvt Dukke- eller Parodikomedie, halvt en grublende Samfundssatire) i Pol. (Pere Ubu's Død) 8.12.1907, genoptr. DO. Hans egen satire blev førsteopført som marionetteater 1912, genopført 12.9.1930 privat (jf. program fra Forsøgscenens Marionetteater: Sophus Claussen: Mordet i Værtshuset (. . .). Instruktion: Holger Kapel. U. å.), og de gamle dukker blev også brugt v. fjernsynets genopførelse 13.9.1965 (i Birthe Helmer-Petersens regi). Musik-Teatret opførte stykket i Politikens Foredragssal 25.1.1931 m. musik af Erling Brene og instruktion v. Miskow Makwarth; siden kun opført i Danmarks Radio 13.12.1982. Programmer fra 1930- og 1931-opførelsen i NkS 2732, 2°, I

Karnevallet

M

NkS 1340, 8°, V, 25, 26 og 27 (udk. fra 1889-90) 64 NkS 3633, 4°, I, 4, 9-10 (udk. til 4. og 5. afsn., sm. m. udk. til Mi)
A NkS 2172, 2°, I, 2a, 9-14 (div. udk.)
B If. udat. indholdsfortegnelse til ikke-udgivet digtsamling har der foreligget en renskr. fra o. 1890 (NkS 3633, 4°, I, 2, 1) m. titlen En narret Djævel. Det er formentlig denne renskr.: En narret Djævel [.] (Hans egen Beretning), som bogtrykker Hans Langkjær har udgivet som privattryk, u. å. [1981], m. fascimiletryk af beg. og slutn. af digtet, der har flg. dedikation: Til Frøken Marie Olsen fra Sophus Claussen. Dyrehaugegaard 1890. If. HL's forord overlod hans moder - af samtidens unge kaldet "Mis'' - digtet, som Sophus Claussen digtede til hende i 1890, til familien kort før sin død 1962. Moderen mistede i en ung alder begge sine forældre og voksede op sammen m. sine kusiner i deres hjem. Én af disse var Anna Cathrine Christensen. De er f. eks. skildret i UB, jf. også Balaften, Pi II 54 ff. Privattrykket har adskillige fejllæsninger Udk. ses i NkS 3633, 4°, I, 4, jf. Mi I s. 177
C NkS 2172, 2°, I, 2b, 5, 1-9 (udskrift af Samtiden, bl., fremmed hånd, m. tilføjelsen: N.B.: Store Bogstaver. Dansk Retskrivning, da ms. er blevet benyttet som trykms. for Ti)
Samtiden. Populært tidsskrift for litteratur og samfundsspørgsmaal. Bergen 1894, p. 81-86

V

A 10: Titlen < d. s. m. tilføjelsen: En narret Djævel (hans egen Beretning)
(Af en Folkevise) < Visen om Ribold og Guldborg [Danmarks gamle Folkeviser v. Sv. Grundtvig og Axel Olrik, nr. 82, opskrift C's str. 49-50]
B 1. Ingen afsnitsinddeling
2. Adskillige mindre ændringer
3. Enkelte afsnit placeret i anden rækkefølge
4. Efter I, II, 4 læses:

Henning og jeg kostumered hinanden,
65 ham som en Tiggermunk, mig som en Fanden,
der fejded med Spot mod hans Salvelses Magt,
en personlig Djævel i Ridderdragt
med Sabel, de rødeste Trikots og Lommer
struttende fuld af forfløjne Deviser
til Damerne . .. Munk og Mefisto kommer
i festlig Prunk fra en Marskandiser.

Afsnit IV afsluttes således:

"Ja knejs da og flyv da, min blaa Prinsesse!
og kys kun den frie Luft!
Du ejer ej Havn for min stormende Sjæl;
men vogt paa dit Hjærtes Fornuft!"

Afsnit VI's første 4 linier ændret fra:

Jeg har søgt og savnet Mis gennem alle Ballets Sale
som en Olding, der faar Hjemve og under tandløs Tale
vil trygle og vil trykke i rystende Arme
en Rest endnu af inderlig Ungdom og Varme;
som en syg, der før han dør, sig en Februardag soler
i Havens Sne og leder om Gækker og Violer!

Afsnit VIII's to sidste linier ændret fra:

og skamfuld og led ved det alt, altsammen
de nedtraadte Drømme, den lejede Dragt,
med barnlig Blussen, med Ridderforagt,
for at døve mig selv med en taabelig Stammen,
vendte jeg Panden den modsatte Vej
og lalled: "Det mis ... det-mis-ha-ger-mig!"

C 4: III, 43-44: nu var Messen faldet. < afbrød messefaldet. (+ B)

K

Folkevise, se A 10. I DgF 82, C lyder str. således:

"Saa sandt hjælpe mig Gud af al min Nød,
for mig er hun en fuldgod Mø.

Een Gang jeg mig forlysted66hendes Rosenmund at kysse.
(cit. efter Danske Folkeviser i Udvalg v. Ernst Frandsen,
1, 3. opl. 1959, p. 34)
foruden, ud over
Lexe, lektie; udenadslære; daglig viden
Bram, pralende stillen sig til skue; pragt
Atlaskes Sko, sko af satin
Mol, en slags fint, løst (hvidt) bomuldsstof
flanet, flirtet
Galathea, en havgudinde, datter af havguden Nereus. Hun blev elsket af kyklopen Polyfem, men forsmåede ham. Afbildet på frontispicen i AP
Slire, skede
Pirouetter, hurtige omdrejninger, i ballet på tåspidsen
Faust, se note Mi I 187 og Fa V Under grønne Trær. Faust udfries i sin alderdom af sin pagt m. Mefisto, reddes altså fra fortabelsen og føres til himmels af engle, der priser hans stræben
Casanova (1725-1798), ital. eventyrer, hvis memoirer bl. a. er præget af stor erotisk frihed. De udkom først 1826-1838
Når SC har måttet benytte C som trykforlæg skyldes det tilsyneladende det forhold, at han 21.1.1893 sendte sit eneste Manuskript til Karnevallet til Tilskuerens redaktør M. Galschiøt m. håb om optagelse (koncept i Acc. 1981/ 143 B2 (1)). Afvist og returneret til Paris er det da senere sendt videre til det norske Samtiden, hvor det har endt sine dage

Besøget i Himlen

M

NkS 1340, 8°, I, 1 (udk.)
NkS 1340, 8°, IV, 23 (flere prosaudk. fra 1888-1889)
NkS 1340, V, 27 (udk. fra 1890)
A NkS 2172, 2°, I, 2a, 15 (fragment af udat., usign. renskr., bl.) 67 B NkS 2172, 2°, I, 2a, 16-17 (sign. renskr., bl., dat. September 1890)
NkS 2172, 2°, I, 2a, 18-20 (udk.)
C Kbh. 22.2.1892
D NkS 2172, 2°, I, 2a, 21 (avistrykket m. rettelser; fragment)
E NkS 2172, 2°, I, 2b, 6, 1-20 (udat. renskr., bl., fremmed hånd)

V

A består af str. I-III indledt af flg. str.:

Der skred en Landby-Djævel igennem Himlens Port.
Den hele Himmel syntes ham straks saa hjemmegjort,
at ved den første Vejsten han skrev til sin Avis
en splinterny Beretning, som betaltes linievis.

B Titlen < Hos den gamle Mand. B indledes af flg. str.:

Jeg drømte, at betagen af vildt ustyrligt Mod
jeg greb et Reb og lod mig gennem Himmelgluggen hejse.
Jeg slyngedes i Land ved en mægtig Bakkes Fod,
hvorefter jeg begyndte min forunderlige Rejse.

Tredie afsn. indledes af flg. str.:

Han var mig hjemlig kendt som min Barndoms Katekismus,
som denne milde Have med Duft af Krusemynte.
Ingen Provst med hovne Lader! ingen lærd Professor-Spidsmus!
Saa vi var gode Venner, da mit Besøg begyndte.

III, I, 1: som (. . .) uhyre < som kun var lidet lærde.
Der fortsættes:

Han smilte, optog alt med det landligste Humør.
Jeg nævnte Politiken og Estrup - "Merde, merde!"
han mumled - "Garden giver sig ikke, Garden dør!"

Jeg foreslog: "Man kunde dimittere de Fyre?"

Han sukked:
Str. afsluttes som III, I, 2-4
IV, I, 3: grubled lidt og < smilte, mens han68 Efter IV, I:

De er saa fuld af Anstand, de har saa megen Tone ,
og træffer de en Gang en elskværdig ung Kone,
lidt livlig . . . jeg nægter jo ikke, hun er sød!
men straks saa er der dette med forelskelsens Glød .

IV, II, 1: Hvi (. . .) Kvinden < Hvorfor tàr de ikke hende
Efter IV, III:

Han henkasted muntert: "Vær lidt rimelig dog!
Hvad skal den Elskovssnak. Der er bedre Ting at gøre.
Vil du høre: jeg tror, du har Chancer, hvis du tog
en mere sikker Stilling i det sædelige Røre -"

Efter V, III:

at jeg hos ham ser Lindring for Jordens lange Kval,
og at hans blide Tale til Eftertanke vækker!
at jeg har selv følt Trang til en højere Moral
i lange, triste Dage, naar jeg ledte om Forlægger . . .

VI, I, 2: Men (. ..) skadefro < og dog kan jeg Skalk og Synder
Der fortsættes:

ej dy mig for at spørge: om mine Fædres Tro,
om nu hans Himmel ikke er en Smule for Bønder?

Da blev han rigtig vred, men jeg drilled og lo:
"Med al din store Taalmod er du plump og skadefro,

Str. afsluttes som VI, I, 3-4
VI, II, 2: din Klarhed < dig selv
VI, H, 2: Mulm < Nat
VI, III, 3-4 < paa Jorden, hvor de lever! - Aa fy, en Gud i Tøfler, // som Mand og Kone beder til, hver Nat de gaar i Seng!"
Afsn. VII indledes:

Han smilte: "Var min Verden saa vis, blev du jo dum.
Men er den end /var.: nu lidt dum, bør de fleste vel /var.: joflorere.
Min Ordning er for Husmænd . . . nu vel! men I har Rum
69 at gøre alt det gale. Demokrat, hvad vil du mere?"

"Du narrer mig. Den Slægt, som skal høste Jordens Rug,
forkrøbler du i Armod til dens egen Skam og Skade:
fordi den bedste Plov paa dine himmelske Brug
er den, som var paa Jorden en sløv og knækket Spade.
Jeg kræver mig en straalende utaalmodig Gud,

Der fortsættes fra VII, III, 2
VII, III, 2: stolte < hele < hele
VII, IV, 1 < Forløseren, Bevægelsens Aand, som snar og snild
VII, IV, 2: sikre < store
Efter VII, V:

Det maa du da forstaa, at er du almægtig vis,
da har vi ingen Frihed til suverænt at tænke,
da er jeg (< vi) jaget ud af mit bedste Paradis,
og al din Himmels Lyst er mig kun en gylden Lænke

VII, VI, 1: store < gamle
VII, VI, 1: vi < vi
VII, VI, 1:jo < ikke (+ C)
VII, VI, 2: fine Sæbebobler < Sæbeblærer
VII, VI, 3: Drømme < Tanker
Efter VII, VI fortsættes m. de to str., der indleder 7. afsn.
VII, I, 1 < Han svared uforstyrret med sin spøgende List:
VII, I, 4: Lærdom < Sandhed
Der fortsættes:

Hvad taler du om "Skønhed"? jo, jo, vi kender nok,
hvad I mener med Skønhed! Vi har læst Paul de Koch
og set galante Billeder, svøbt ind ved Cigaretter,
af rigt udskaarne Damer: - megen Mælk, smaa Korsetter!

70

Så følger de to str., der afslutter 7. afsn.:
VII, VII, 1 < Jeg tog til Orde høflig: "Jeg er smigret og svimmel
VII, VII, 3: vakre < vakte
VIII, VI, 1: Det (. . .) Venus, < Det er min gyldne Skønhed,
IX, II, : Sandhed < Rigdom
IX, II, 2: Venus < Skønhed
Efter IX, II, 2:

hun er saa god som Bibelen og lige saa fin
som en Erkebiskops Prædiken trykt paa Velin.
Hun hersker som en gammel Kulturroman ej forliser,
(< ved sin Højhed - uden Prøver og Beviser.)
Jeg er fyldt af hendes Fodtrin som en Domkirkes Fliser,
ja præger selv Jer Himmel med en Skønhed lys og sval,
naar Søndagsklokken kimer fra mit Hjærtes Kathedral".

Efter IX, III:

Til sidst jeg fandt mig da paa en Guillotine lagt,
en lærd og vigtig Grødhals oplæste Dommens Akt.
En Pøbel sang Tederum, mine sorte Djævle grinte . . .
Men som den tunge Faldøxe gennem Luften hvinte
og netop skulde skille mit Hoved fra min Krop,

Der fortsættes fra X, I, 2
X, I, 2: vinkende < langsomt
X, II, 2 < I tror vel I kan skalte, som jeg var et Flertals Skygge?!"
Efter X, II:

Din Skønhed er ej folkelig; dog ønsker jeg dig Held!
Al Sandhed er - som Kunsten - først individuel:
én fatter ikke Tonen, én ikke Versefoden
men alle fatter strax, blot det kommer paa Moden.

C indledes således:
Besøget i Himlen 71 En dansk Digter fin de siècle foretager i de efterfølgende Vers en Drømmerejse til Brahma, Himlens højeste og almægtigste Gud, som modtager ham med yderste Humanitet i en Art Landsby-Himmel. Der begynder en ganske dagligdags Samtale mellem dem, hvor saadanne evigt standende Spørgsmaal som Reaktionens Fremgang, Ligbrændingen og meget mere berøres. Da Digteren, træt af den puerile Landsbytone, efterhaanden bliver dristigere og tilsidst forkynder sig som Lucifertilbeder, Dyrker af Kærlighed og Geni, mens han som Tvivler og Fritænker for Resten giver Brahma og de andre Guder en glad Dag, er det ved at gaa ham ilde. Kun en urimelig og ganske uhedensk Godmodighed og Humanitet hos Brahma redder ham til sidst.
Det er Digteren, som i Jegform giver Beretningen. Afsn., der ikke følger bogtrykkets, har flg. overskrifter:
I (= bogtrykkets I + II): Himmelsk Naturbeskrivelse
II (= bogtrykkets III): Interviewet begynder
III (= bogtrykkets IV): Hvilke platte Ting endvidere Brahma siger om Kærligheden
IV (= bogtrykkets V): Der samles Publikum
V (= bogtrykkets VI, I-III + VII, III-VI): Digteren bespotter Brahma
VI (= bogtrykkets VII, I-II + VII-VIII): Komisk Intermezzo (hvor Brahma beskylder Digteren for at dyrke en Skønhed af lav Art)
VII (= bogtrykkets VIII): Digteren bekender Kærlighedens Kultus
VIII (= bogtrykkets IX): Pøblens Raseri
IX (= bogtrykkets X): Brahma intervenerer
III, I, m. fortsættelsen: som B, fraset: Politiken og
Estrup > det politiske Bagstræv og foreslog > mente
Efter IV, 1: indskudt str. som B
VI, I, 2 m. fortsættelse og afslutning som B 72 VI, III, 3-4: som B
Der fortsættes uden afsnitsinddeling:
Jeg kræver mig en straalende utaalmodig Gud, der efterfølges af VII, III, 2-4 + VII, IV-VI
Efter VII, VI fortsættes - i det nye afsn.: Komisk Intermezzo - m. VII, I-II samt B's Paul de Koch str., hvor sidste 1. medgives regibemærkningen: (med en fingerbevægelse)
Afsn. afsluttes som B, fraset VII, VII, 1: Og jeg blev mere heftig: < Da var det, jeg blev hæftig:
IX, II, 1: Hjerteslaget < Hjærtelaget
Efter IX, II, 2: 3-4 som B
IX, II, 3-4 danner det første verspar i en ny str., der har flg. 3. linie:
ja, jeg fylder Eders Luft med hendes Skønhed, lys og sval,
og 4. linie som B
D Overskrifterne streget ud
En del str., som ikke er benyttet i bogtrykket, er enten markeret med et kryds el. overstreget

K

Valg. Først 1915 fik kvinder valgret til Folketinget
Begravelse. Ligbrænding blev i Danmark tilladt 1892
St. Croix, ø i Vestindien
le Havre, fr. handelshavn
fin du siède, fr. slutning af århundrede; betegner pga.
1890'ernes stil noget dekadent og overforfinet
Sædelighedssagen, se note Mi I 186
B ......., (Georg) Brandes. Se evt. note til He VI Hexa-
meter-Hymne (. . .)
Jakob, det israelitiske folks stamfader i egl. forstand, en fredeligsindet hyrde, der havde evnen til - ofte ved list - at bevare trivslen i sine hjorder og øve herredømme over andre. Han skildres som omgivet af stor slægt og ejendom
Kantus, forkortet form af kantussefest: fest, hvor det går frit og formløst til 73Pallas Athene, se note til DV IV Den nye Pallas Athene og He VI Klodens Sange -
Valpurgisnat, natten til 1. maj, hvor heksene rider ud og samles på Bloksbjerg
Skalmeje, træblæseinstrument; hyrdefløjte
Forbindelsen m. Anadyomene, se DV IV 116 og 204
SC har forgæves søgt at få digtet trykt i Politiken, jf. flg. brev fra Edv. Brandes: Desværre finder jeg Digtene trods mange gode Egenskaber ubrugelige for "Politiken" i den hellige Juletid. Havde de indeholdt direkte Politik, vilde de egnet sig bedre. Men "den gamle Mand" turde paadrage Dem mange Ubehageligheder (. . .) (24.12.1890; NkS 4978, 4°, I)

Drinks

M

NkS 3633, 4°, III, 2, 187 (udk.)
NkS 2172, 2°, I, 2a, 22 (sign. renskr., bl., fremmed hånd, dat. 20 Okt. 1918)
NkS 2172, 2°, I, 2b, 7-9 (udat. renskr., bl., fremmed hånd)
Nordiske Digteres Nytaarsgave 1919 (1918, p. 6-7), dat. 20. Okt. 1918

K

Cidre, cider, frugtvin af æbler el. pærer
Ale, eng. øltype - lys i modsætning til det mørke stout (porter)
Absint, grønlig likør fremstillet på bl. a. den bitre krydderurt Malurt
Benedictine, gul fr. urtelikør, der opr. kun blev fremstillet på et bestemt normandisk benediktinerkloster
Guinea, tidl. eng. guldmønt = 21 shillings
Piaster, pjaster, gi. sp.-mexikansk sølvmønt, der nu benyttes i en del lande i Mellemøsten

Vin i Huset

M

A NkS 2172, 2°, I, 2a, 23 (sign. renskr., bl., overstreget dat. 8.3.14) 74 NkS 2172, 2°, I, 2b, 10 (tidsskrifttrykket)
Sort paa Hvidt 29.8.1918

V

A I, 2: til < d. s. < af
I, 2: kommer < d. s. < lukkes
III, 2: stift < d. s. < koldt

K

flammende (. . .), krusende (. . .)
Rigs-Ort, egl. ældre mønt i Danmark, lig 1/4 rigsdaler, 24 skilling

Skæmte-Vise

M

NkS 1340, 8°, XVII, 95 (udk. fra 1925)
NkS 2172, 2°, I, 2a, 24 (udk.)
NkS 2172, 2°, I, 2b, 11 (tidsskrifttrykket)
Buen, maj-juni 1925
L-F. F. 11.6.1925

K

Hønsefødder (. . .) Svane, allusion til førstelinien af den kendte, anonyme børnesang af samme navn
Onde Mænd (. . .) har ingen Sange, efter ty.: Böse Men-
schen hoben keine Lieder, et citat, der normalt tillægges den ty. digter Johs. Gottfried Seume (1763-1810)
ta'r (. . .) i Kardusen, griber fat i (. . .)
Mascarade, jf. CN's komiske opera efter Holbergs komedie af samme navn (1906)
det Uudslukkelige, allusion til CN's 4. symfoni (1914-1916)
Ælling, jf. H. C. Andersens eventyr
Digtet er skrevet til Carl Nielsens 6o-årsdag 9.6.1925, jf.
Anne Marie Telmanyi: Mit Barndomshjem (1965) p. 145

Udsat for Kritik

M

A NkS 1340, 8°, XI, 55 (udat., usign. renskr., bl. fra 1907)
NkS 2172, 2°, I, 2b, 12-13 (udat, usign. renskr., bl.)

V

A Undertitel: ej i ms. 75 II, 1: By, < By at bo i,
II, 2, III, 2 og IV, 2: og saa' i sin Hat.: ej i ms.
II, 3: funden: ej i ms.
III, 3: nu: ej i ms.
IV, 3: og: ej i ms.
De fire str. er i ms. ikke sat op i linieform
I et eksemplar af Ti tilhørende Jens Bork (se Na I 127)
ses flg. rettelser m. SC's hånd (bl.) af str. II, III og IV's udtryk: og saa' i sin Hat:
str. II: > da fremmede Karle lo af ham og hans kære
By /var. da fremmede Karle lo ad hans kære
By, hvor han selv var forsmaaet
str. III: > og tygged en Skorpe med Ost.
str. IV: > og blev rød op over Ørene

Fyraften

M

NkS 1340, 8°, XIII, 70 (udk. fra 1917)
NkS 2172, 2°, I, 2b, 14 (avistrykket, dat. Mai 1917)
NkS 2172, 2°, II, 3A (udat, usign. renskr., bl., af XVII-XIX)
A Pol. 6.5.1917

V

A XIX, 3: er (. . .) ogsaa, < gaar i Parken -

K

Konditionen, pladsen, tjenesten
blive slem, vel også: blive bet, dvs. tabe spillet

Frugtbarhedens Tog

M

A NkS 1340, 8°, XI, 55 (udat., usign. renskr., bl. fra 1907)
B NkS 2172, 2°, I, 2a, 25 (udat., sign. renskr., bl.)
C NkS 2172, 2°, I, 2b, 15-16 (udat., usign. renskr., bl.)
Quod Felix, nr. i (1927) p. 3

V

A U. t.
I, 9: Støv < Støvet (+ B og C)
I, 9: og leger Skygge, < [som ny 1.] Og i Skyggen under Løvet, (+ C) 76 II,5: det < Det. Indleder ny str. ( + C)
B I, 9: og leger Skygge,: ej i ms.
C II, 11: ride < d. s. < sidde

K

Nespel (lat. nespilus), d. s. som mispel, her frugt af mispeltræet, se evt. Johan Lange: Ordbog over Danmarks plantenavne II (1960) sp. 70-71
Bacchos-Tog, frugtbarhedsguden Dionysos kaldtes af romerne Bakchos ("stiklingen", "det unge skud"). Han fejredes om foråret ved natlige orgier, hvor mænd og kvinder til musik og med fakler dansede gn. den groende natur for at føle gudens kraft strømme ind i sig Panter, se note til DV IV / Løvens Tegn

Bevidsthedens Grænser (forår 1923)

M

NkS 1340, 8°, XVI, 88 (udat., usign. renskr., bl.)
NkS 2172, 2°, I, 2b, 17 (udat., usign. renskr., bl.)

K

Overdaadighed, se note til He VI Fantasia
Digtet parafraserer Jesusordet (Matth. 26,41; Mark. 14, 38): ånden er villig, men kødet er skrøbeligt
Et notat i NkS 1340, 8°, XVI, 88: Ikke Ladhed, men Koncentration (cit. EF II 232 in extenso) danner baggrund for digtet

Ak, den unge Svæven

M

A NkS 1340, 8°, XVII, 97 (udførlige udk. fra 1925)
B NkS 2172, 2°, I, 2b, 18 (tidsskrifttrykket)
NkS 1340, 8°, XVII, 98 (selvstændigt digt m. tilknytning til Ak, den unge Svæven, dat. 24.12.25)
Buen, nov. 1925

V

A Digtet bestod oprindeligt af to digte, ét m. titlen: Raad til en ung Sømand i dennes forhold til en utro Mary (straks alméngjort i retning mod bogtrykkets 4 første str.), ét m. titlen: Nature morte, der danner grundlaget for str. V-XV
B Titlen < Nye Vers af Sophus Claussen 77 Afsn. markeret ml. IV og V
Afsn. markeret ml. VIII og IX
Afsn. markeret ml. XIV og XV
Dat. September 1925 og sign.

K

Norner, de tre kvinder, som if. den nord. mytologi bestemmer skæbnens gang
Foliant, bog i folioformat, dvs. en meget stor bog - litanier, (kirke)bønner; klagesange
4. str., Helge Toldberg henviser i Danske Studier (1943)
p. 77 til SC's fortolkning af Pan og Diamanten, Ft 50 f.

Efterskrift

M

NkS 2172, 2°, I, 2a, 26 (udk.)
A NkS 2172, 2°, I, 2a, 27-28 (kasseret, udat., sign. renskr., bl.)
NkS 2172, 2°, I, 2a, 29 (udk. til A - samt fragment af udk. til fortalen i HT)
B NkS 2172, 2°, I, 2b, 19 (udat., sign. renskr., bl.)

V

A Efter omtale af trykforholdene for Mordet i Værtshuset, Karnevallet og Besøget i Himlen fortsættes:
Forfatteren har ikke tidligere fundet dem egnede til at udgives som Bog, hvor de kunde misforstaaes som en Henvendelse til hans læsere. Mordet i Værtshuset er som literær Satire og ikke som Livsopgør kommet til Verden udenfor Programmet, og Besøget i Himmelen, hvor Forfatteren søger at værge sig mod en folkelig opbyggelig Aandsuniformitet som stridende mod alt Talent, er som kunstnerisk Selvhævdelse ikke bleven saa stærk som Thors Hammer. Dog, da den danske Lyrik trods sin vidt udbredte Travlhed stadig er meget karrig paa Nydannelser, synes der ingen Grund til længere at tilbageholde disse med Flid samføjede Rytmer og Vers. [Sign.]
B Linie 3: fremkom < fremkom udenfor Danmark

78

SOPHUS CLAUSSEN

HVEDEDYNGER


GYLDENDALSKE BOGHANDEL
1930

80

Hvededynger indeholder: 1 Hvededynger. 2blank. 3 Sophus Claussen: Hvededynger. Vig-net, se nedenfor. Gyldendalske Boghandel -Nordisk Forlag - København - MCMXXX.4 Copyright 1930 by Gyldendalske Boghanel Nordisk Forlag - Copenhagen. Paa Om-slaget Forfatterens litografiske Skitse "Grub-leren". Titelvignet af Poul Sæbye. Oplag:1000 Eksemplarer. Printed in Denmark. Gyl-dendals Forlagstrykkeri København. 5-7 Ind-hold. 8 blank. 9-157 tekst, hvert afsnit meddeltitelblad. 158-160 blanke.

Omslaget er gulligt med brunt tryk. Bagsiden: Sophus Claussen: liste over 27 titler ind. Charles Baudelaire: Digte i Oversættelse ved flere forfattere 1917. Format 211x161 mm.

81

i
HVEDEDYNGER

82
83

HVEDEDYNGER [undertitel]

Ene den, der elskede Sahara,
kan faa Hjerteslusen til at aabnes
i en Afmagtslængsel, halvt en Almagt,
som gør døde Ørkners Goldhed
til en rig, uoverskuelig Hvededynge
- dette Sandhav, som har drukket Ørknens Sole.

Hvededynger er fornyet Liv.
Hvert et Nu formeres dets Beviser.
I Mangfoldighed gentagne Livsmirakler
taler til hinanden om det skete.

Ved du ikke, at du bærer Hvededynger
paa din Nakke - at hver Time slynger
Tankekorn og Kim af tændte Længsler til dig.
Søde Dufte af en Evighed, som vaagner,
og du skylder Verden denne Lykke,
disse Dynger af et Stof i dig,
som du har modnet.

Dine Tanker er beredte, Mennesket kun sover.
Alle Græsstraa er beredte,
alle Døgnets fireogtyve Timer er paa Færde i sin Albevidstheds Lunde,
du kun drømmer.
Dine Tanker er fordømte til at gaa i Kreds omkring dig
og belure dig aarvaagent,
hvad du tænker inderst inde.

Hvorfor maa de ikke flyve,
84 fulde af Anen, frihedsdrukne,
sige hvad de tænker selv,
som et Sandkorn i Sahara gløder alle Græsstraa.

Er du mere vis end Træet, Træet inde dybt i Skoven?
følende en Pagt af Væsner rundt om, under sig og oven.
Mon ej Træet dybt i Skoven kan fornemme
hele Skovens Væsen?

Tror du ikke Skoven saa dig med de tusind tavse Grene,
skønt du troede dig alene,
mens mit Øje hviled paa dig?
Tror du Træet intet aner,
tror du ikke Skoven tænker?

Hele Skoven, omend lydløs,
er saa vaagen, er saa lydhør.

Ser du Solen midt i Verdensrummet,
dansende imellem Kloder,
rød og gylden over dybblaa Afgrundsfloder
i en Pragt af Glans, som hilses af en Fugletrille -?

Hvie en Aand, som ordner og er Pragtens Kilde,
hvis en Søn af Jorden og Jehova vilde,
for hvert Dyr i Reden, for hver Bæk, som rinder,
for de blaa Kærminder, for hver jordfødt Farve,
er der Pagt, som binder, Krig, som vi maa arve.
Hele Skoven husker mig, jeg husker Skoven.

Lad dem løbe, løbe, dine Tanker,
strejfende med alle andre,
talende med alle Tunger,
og saa møder du en Dag din Skaber,
af hvis Fingre rørt du selv har Kraften til samle eller sprede
i en nyskabt Muld den gyldne Hvede.

85

ii

86
87

PRÆLUDIUM

Hvem er de tusind Skikkelser, der venter mig
i mange Stillinger med Minespil og Øjenglimt
og rækker Øre spændt til mine Buestrøg?

Hvem er de tusind Skikkelser og Minespil,
sig mig, hvem lytter, vuggende paa Rækkerne,
som Aftenvinden leger med et Havebed?

Er det min Ungdomsven, hvis Dom jeg ønsked, rig paa Kløgt,
han af hvis Kundskab Visdom syntes straale ud,
han, som jeg kaldte Haabets stærke Talisman?

Hvor er de henne, der i Rækkerne?
Skæbnerne! Sig, skal vi mødes?
Hvor er den aldrende, Tanketitanen,
har han ej hørt mig?
Gubben har forladt mig.

Har han forkastet mig, givet død mit Rige bort?
Pudsigt dog, han ikke saa . . .
Gud, har du forladt mig!

Hvor er de jævnlige, alle de trofaste,
de, som var Fylkesmænd, unge, balstyrige,
de, som jeg vandt ved Ord,
vandt ved mit Ord og ved min Bue.
Gud har forladt mig. Er jeg ikke mer for dem?
88 Hvem mon jeg spiller for, hvem mon jeg taler til her i et Øde?
Urias, Satanas! som jeg fornægter!
Er det Bedrag og Svig, jeg ser min Ungdoms Lig - tusinde Døde!

89

QUOD FELIX

Af Savn og Fryd, som brænder i mit eget Blod,
med svale Hænder plukker jeg en Blomstergren,
for Eders Sjælenød en overdaadig Duft,
sød for den rene, ren for den vellystige.

90

ROSER PAA MOS

Hendes inderste Duft er som Roser paa Mos
og Violer før Skovanemonernes Tid,
medens Vinteren dør, sidder Foraaret hos,
og Blæsten er bitter, men Blomsten er blid.

Hun er Arnens Vor Frue og Skovdybets Barn,
som gaar i Skærsommer med Øjne af Fryd
mellem Blomsterbørn, urørt af Jægeres Garn,
men rørt i sin Sjæl af et Kildevælds Lyd.

91

M1DDAGSBLUND

Der udenfor i Haven
er Somren sød og gal,
og Rankerne forskyder sig
og Liv mod Liv forbryder sig
i al sin grønne Kval,
fortvivler og tilbyder sig
til muldbrun Nat fra første Hanegal.

Men indenfor er Stilheden
i Huset gylden sval,
og Farverne behersker sig
som fangne Fisk i Fiskenet
i klare Liniers Skyggeflet,
saa regelret og uden Spræl.
Ja altfor regelret.

Ak, du min Muse fra April,
jeg ser det paa dit Sommersmil,
at du er træt, er dygtig træt.
Du længes efter Luft og Skov.
Men er du træt, spørg ingen om Forlov!
I denne tavse Gyldensal
læg dig paa Puden hen og sov.

92

NATHVÆLVET

Nathvælvet ligner en Tempelsal,
det himmelske Tivolis Festportal.
Man tror, der er Engles Lovsang i Tonen,
naar Blæsten blafrer i Jærnlysekronen.

Der gøgles med skiftende Forhæng og Lampe
for denne Klump Jord med dens Haandfuld Dampe.
Mod Morgenens Gys slaar jeg Øjnene i,
der findes ej Kærlighed, ikke Geni.

93

LÆNGSEL EFTER EN SKÆBNE

Jeg ønsked at samle min Længsel, mit Liv
til en Vagt uden Hvile, en Skæbne som brænder
med Sol, der paa Enge nær Havet blev til
og ender et Sted, som kun Stjernerne kender.

94
95

iii

96
97

NATTEN OG MORGENRØDEN

Alt, som er Blomst paa Jorden,
higer med tørstende Mund.
Imellem Intet og Væren
er kun en stakket Stund.

Imellem Væren og Intet
et Tidsskel - hvad er der mer?
Liget har ingen Grimacer
særskilt fra Manden, som ler.

Grumme Forløsningsnumre,
som af en spottende Gud,
viser, hvor voldsomt vi alle
tændes og slukkes ud.

Alt, som er Blomst i Verden,
har dog en Duft saa sød.
Tusinde fine Legender
blomstrer fra Fødsel til Død.

Natten og Morgenrøden
spejles i samme Vand,
længes i Drømmen og Døden
mod Øst, mod Sakuntalas Land.

98

LÆGEDOM

Næsten legemligt er dette Venskab,
dog ulegemligt og kysk aldeles,
af Veninden Vennens Hjerte heles
selvisk uselvisk.

Og de ved ej, hvorfor de er Venner,
han med smækre, hun med runde Lemmer,
hendes vege Form, det lange Haar,
Skønhed, som Forstanden ej forstaar.

Ynder, som for Tryllemidler gælder,
staar paa hans Parti som Forbundsfæller,
hvad han ikke ænsede igaar,
Vestalinden læger Heltens Saar.

99

MARKEDET

Perlebaand paa Heste af Træ,
Tømmer med Muslingeskaller paa,
og den skønne med runde Knæ,
Ryttersken, rider den abildgraa.

Perlebaandsraslen og vild Musik,
viltre Dukker med Mekanik,
Glas og Guld og Sølv og Bemaling
udhyres stort til en billig Betaling.

Hvide Perler og stejle Syner,
Muslingetømmer og Guld, som lyner,
Lirekasser, hvis skærende Skrig
minder om Orgel, Passion og Lig.

Tag mig væk, jeg er svimmel, jeg segner,
dræb mig med Kys, mine Læber blegner,
bring mig til Hvile et Nu, jeg er ør,
sving mig og snur mig i Dans, saa jeg dør!

Sminkede Pigebørn uden Tanker,
Heste med smittende Haler og Manker.
Hvide Perler og iltre Blik,
hvilken Passionsmusik!

Hvide Perler og stejlende Heste,
Kaner af Træ, som er malt paa det bedste,
Heste i Flok, som et vildt Sekund
strutter med Hale og Top og gaar rundt.

100

Jeg er svimmel og døv paa en Time,
lad Karussel-Ligklokkerne kime.
Naar jeg har sagt det sidste Farvel,
blir jeg nok Hest i en Karussel!

101

MORGENPRÆKENER

Er jeg dømt i denne Verden af en umild Dommer?
Endnu blomstrer mine Urter med en høstsød Sommer.

Den septemberklare Himmel skænker Sol og Brise.
Jeg har Ord som Brød i Kurve, dersom Folk vil spise.

Morgenprækener paa Bjerget hilser Eders Veje,
solberedte Hjerter, jordisk Himmeleje.

102

MALEREN LUDVIG KARSTEN

Nu falder Høstens Blade, nu fødes under Veer
en ny Olympiade, hvor han ej kæmper mer.

Hans Kunstsind skal dog fejres paa Nordmænds store Vis
og af den danske Digter, som drømte i Paris.

I Norge bor en Rigdom, skønt strengt er dette Land,
der tør de ikke miste den Lyngnist, som gi'r Brand.

De har saa snilde Sønner, de bedre kan forstaa,
men en som Ludvig Karsten, ham vil de huske paa.

103

DIGTERKULTUS

Pindar og Sappho, Shakespeare og Goethe,
o, hvilke Ord du til min Lovsang ødte,
alle Genier lagt mig for Fode
af min Rapsode.

Stolt med en Ro, en Frelsers og Forsoners,
viet med Laurbær, for Evighed stemplet,
siden efter hilst med Hyl og Lazaroners
Krumspring i Templet.

104

BILLEDE AF DEN GRUBLENDE

Stille fortabt, i Stedet for at skrive,
ruger han ud en Tankeskat,
griber den dog ikke, ser sin Time glide
og sin Skat forgaa.

Længe taalmodig har han smilt til Lykken,
set den gaa frem, synke ned,
naar han en Dag smeder Guldet til sin Krone,
er hver Perle valgt.

105

NY FORNUFT

Hvor fødes den ny Fornuft, som gaar
med Skridsko paa Banker af optaarnet Luft
og dog bestaar?

Fornuften har anlagt
de Tandhjulsbaner
til Bjergets Tind
og den vildeste Kløft.

Men Ufornuften kan flytte Bjerge.

106

PATRICIERINDE

Du er et hollandsk Landskab graat i graat
i store Træk og ømt og uden Spot,

et Land, der breder sig med Dynd og Diger
og Græs til fjærnt, hvor Hav i Skumring stiger.

Med dine Øjne stirrer du saa stift,
i Græsset lyder Leens Silkerift.

Lad os da ej se Vreden altfor længe,
men und os Græsset paa de vide Enge.

107

FRUGTBARHED

Vi gik igennem Markerne.
Hun gemte paa et Smil.
Hvorfor? det vil jeg spørge om
ved næste Hvil.

Jeg mærked det paa Markerne,
som om hun sagte lo ...
de høje Straa, hvorhen hun kom,
tog til at gro.

De høje Rugax sladrede
om hendes varme Kind,
de vakled, retted sig og - tav
med Søstersind.

Hver Klinteblomst, hver Valmue
helt til det store Hegn
blev staaende og vred sig tyst
som ved et Tegn.

Og da vi kom til Skovene,
til Aaens gamle Bro,
da lo hvert Bræt for hvert et Knirk
af hendes Sko.

Og var hun træt ej segnet om,
hun havde med sit Smil
befrugtet Mark og Sti og Hegn
i flere Mil.

108

TAARER OG SMIL

Vi vare hos hinanden.
Du græd og jeg græd med.
Vi tørned mod Forstanden
og kæmpede og stred
og hos hinanden led.

Tilsidst med Graad du loved
at ofre alt for mig.
Jeg græd end mer og voved
af Ængstelse for dig
at tage Gaven ej.

Saa maatte vi vel skilles,
oh, hvor det dog var strængt,
saa nær ved Lykken stilles
og blive udestængt
af egen Angest trængt.

Da smilede vi begge
og kyssedes og lo,
hvorfor sig selv vel gække,
vi var to Narre jo,
og vi lo begge to.

109

iv

110
111

NØGLEN TIL DEN UKENDTE DØR

Den, som kaster sig i Havet for at svømme,
møder Ting, han ej har tænkt at drømme,

aner Himmeriges Lyst, som bliver givet
mellem dunkle Farer, der kan koste Livet.

Hvis du dukker pilsnart lige ned til Bunden,
er der straks en Haandfuld Mudder, du har funden,

og du viser med et Mod, du ej kan tøjle,
Nøglen til et Ur, maaske en Portdørsnøgle.

Fandt du kun en Sølvmønt, gaar du til Traktøren.
Men til Nøglen mangler Uret . . . eller Døren.

Jeg har fisket Nøgler op til mange Ure,
som imens løb ud et Steds bag Byens Mure,

Nøglen til et Syskrin, til en Spilledaase,
til et Pengeskab af Jærn med Dobbeltlaase,

som har maattet dirkes op, i Nødsfald sprænges,
og som aldrig siden ordenlig kan stænges.

Og nu sidder Folk i Skyggen for at sukke
bag en Port, som jeg har Nøglen til at lukke.

Et unyttigt Fund beror i mine Hænder,
Nøglen til en Dør, hvis Sted jeg ikke kender.

112

STRAALETIMER

Det stærke Sølvskær fra Bølgedybet
har lokket os
til Lystsejladser i Nattetimer,
al Søvn til Trods.

Hvor vælig vælter i dette Lysvæld
de svære Vande
omkring vor Baad, som to tavse Grublere
fromt bemande.

To Mand i Baaden af uens Væsen,
men ens i Sind
for alle Indtryk, som Nattevinden
vil blæse ind.

Vi stirrer frem gennem Straalerimer
for Søvnen fri,
og Baaden lyder vort mandig-mørke
Natgrubleri.

113

SORTNER EUROPA?

Fra Europa strakte sig palmeklædt
under Solens Lue,
til det sortned, af Menneskemyrerne ædt,
som en alvældig Tue,

paa alle Kanter er Jordæblet bidt
og Menneske-gnavet,
og tilsidst vil de bore sig ormesolidt
deres Gang under Havet.

Der er ikke Svovl eller ætsende Lud
imod Menneskepesten,
de kan grave sig ned og atter slaa ud
som en Ild midt i Blæsten.

114

PLØJELAND

Der hujer en Blæst, en jamrende Vind
over Muldjordsmarker fra Stranden herind.

Den blandes med enlige Vibeskrig
og melder, at Vinteren nu ligger Lig.

De isfaste Damme er svuldne af Tø,
og Pløjeland smuldrer og bliver til Sø.

Og Skovene staar mellem sorte Kær
for at raadne til Moser og Tørveskær.

Om Natten vil Gaardhunden ikke gø,
men tuder og varsler, at nogen skal dø.

Men Foraarsdagen er ganske nær
med Sol over Mose og Tørveskær.

Med Træk af friskende Vindes Brus
i Staldlænge, Lade og Huggehus.

Og paa et Dige af bleget Tang
lytter en Pige til Bølgernes Sang.

115

HENDES KJOLER

Hendes Kjoler var det enkleste i Verden,
men havde Dybde og en stille Pragt,
hun var den eneste i Universet,
hvis Smag bestod uimodsagt.

Hendes rosa Kjoler var ej rosenrøde,
de blaa ejheller altfor blaa,
men søde - med et Skær af Hverdag paa.

116
117

v

118
119

ET DIGT OM ET BARN

En lille Unge, den er ganske lille,
ti Maaneder gammel. Som en
Spaniens Dame fører hun sig, og
det er Hjerteindfald og al Slags
barnemorsomme Finesser,
Subtiliteter. Mellem Mad og Søvn
opdukker Livets vaagne Interesser.
Hun følger Fluens Flyveflugt i Stuen,
og midt i Parken ser hun højt paa Himlen
Aeroplanet som en anden Bremse,
hvis Virksomhed paakalder skjulte Tanker.
Hun smiler til dig, griber dig i Haanden,
rusker dit Haar og raaber ganske henrykt
ved Synet af din Hat, din Stok. Alt bliver Legetøj
for slig en Spaniens Dame og maa ofres
for hendes to smaa faste Hænder.
Men da er hun indsmigrende til Gengæld,
hun vinker til dig, ser dig mildt i Øjnene,
du kommer nær, I stikker Ho'der sammen.
Saa opstaar der et Lune af Betænksomhed,
og hun har glemt dig, som du ikke fandtes,
men sidder i bekymret Visdom grublende.
Hun kan jo ikke gaa og ikke tale,
men hendes Blikke saa indtrængende,
afmaler Universets Stemninger og Sky'r
og brune Glimt af Sol paa Høj og Dale.

Hun er saa god, som Dagen og som Natten
er lang, saa uberørt af Slethed og af Ondskab,
som hører hun sit eget lille Hjerte
og deri lytter sig til alle Tanker.
120 Men der er Stunder, hvor hun blir urolig,
hun kan ej kende dig i nye Klæder,
hun pludrer ej sit muntre "re-re-re",
før hun har undersøgt dig,
dine Knapper, Mansketterne især.
Hun kender ikke mer sin egen Far,
som hun forguder . . . Han har købt en Kappe,
i frodig Glæde for det muntre Stof,
der straaler. Men for Barnet blir han borte,
og naar han nærmes med sin vante Spøg,
i Stedet for at juble, blir hun stum.
Og pludselig hun sætter i at græde,
som hendes Far var byttet bort,
og som hun ikke kendte mer os andre,
men fandt sig fremmed, ene i Alverden.
Da ryster hun til Tider helt forfærdet,
naar Flyvernes Maskiner høres brumme,
som stod en ukendt Krig og Fare nær.
Og hun saa fredelig og blid
blir utaalmodig allerbedst hun leger,
faar vrede Ansigter og raaber op.
Det gode Barn forbitres over Tiden,
og det er ikke helt det gode Barn.

121

DET REGNER OVER JORDENS KUGLE

Det regner, regner, regner
over Paris og Jordens Kugle,
og de, som finder Jorden munter,
er løjerlige Fugle.

Det regner, regner, regner
i alle Vande og i Seinen.
Nu frydes hvert et Blad i Skoven,
og Græsset gror grønt i Plænen.

Det regner, regner, regner
det er som Himlens Mismod deroven,
som holder dig grøn og mindre doven.

Nero, du mægtige Oldtidens Kejser,
alle de dyrker dig, alle, alle;
hvis det er muligt at leve i Verden
frygtløs som du ... og uden at falde?
følger de ypperste Herrer Eksemplet,
tilbeder Støvet som Hunde og Tosser,
skønt de ved bedre.

122

COPLAS

Først er Musiken. Den er det primitive, der myldrer ud omkring Scenen.

Den er utaalmodig som en ung Tyr, skraber med Kloven, smækker med Halen, vil sætte i Spring.

Men Sangerindens raske vandrende Fodskifte er ligesom en Feltherres.

Som en Napoleon spanker hun der frem og tilbage paa Scenen opmuntret af Orkesterledsagelse . . . hvis hidsende Bombardement hun dog holder i Tøjler.

Alle Drillerier, Fristelser, lumske Indskydelser er sluppet løs imod hende af denne Melodi, som hun skal vogte sig for eller svare paa.

Da tager hun pludselig et langt Skridt og synger, mens hun hastigt skrider af Sted, sin Livslyst, sin muntre Kaadhed, sin adelige Frimodighed, sin Spot . . . lige for Næsen af Dyret . . . som truede med at trampe hende ned.

En Haandsbred fra den dødelige Fare - og tju? en Kuplet, som planter Dolken i Bæstets Nakke.

Siñorita spanker videre frem og tilbage til Ledsagelse - - -

"Og spørger I om, hvordan jeg bær mig ad med at være saadan?" - -? synger hun.

Hun standser. "Jeg er saadan."

123

FARDAG I PEPITAS HJERTE

Nu er det Fardag i Pepitas Hjerte,
hun lader sine Elskere beværte,
den ene gaar fra Taflet muntert hinkende,
den nye nærmer sig og hilses klinkende.

Paa Bordet dufter Kogekunstens Værker,
i Skabet nyrent Linned, Baand og Særker.
Her hos Pepita alt er purt og nydeligt,
og Successionen ordnes ufortrydeligt.

Nu er det Fardag i Pepitas Hjerte,
og det, som lides, lides uden Smerte.
Ja der er evig Sol og altid Sommer
i dette Hjerte, hvor de gaar og kommer.

Men det, som ikke vides, vides dog,
og det, som ikke lides, lides dog.

124

MAURISK MOTIV

Kære, hvorfor græder du saa meget,
saa ustandseligt? og dog saa trøstet?
Elskov har dit Hjerte bortvist .. .
kald nu ikke Kærlighed til Vidne.

Jeg er blevet Lidenskabens Bytte,
og jeg brændes op af disse Flammer.
Men en Mand som jeg, i Nøden,
vil dog ikke røbe, hvad han lider.

Lange Tider har jeg trodset.
Her ved Aftenfald jeg fælder Taarer,
strækker mine Hænder ud og beder.
Indtil nu var mine Taarer stolte.

Kærlighedens vilde Luer lyser
hærgende fra mine ramte Sider,
naar min Drøm om dig og Lidenskaben
atter tænder deres sorte Kul.

Hvorfor prøver du at hæfte mig?
Ak, du holder mig med dine Løfter.
Men hvad nytter mig vel Regnen,
da jeg dog skal lide Tørkedøden . . .?

Hun har spurgt mig saadan: hvem er du?
Som om ikke alle maatte kende,
i hvad Stand jeg lever her iblandt Jer
og mit Hjertes inderste Forfatning.

125

Jeg har svaret hende, som hun ønsked,
og som Kærligheden bød mig tale:
"Deres Offer ... Jeg er Deres Offer."
Fandtes der i Sproget andre Ord?

Hvad hun svared mig var hen i Vinden:
"Men hvorledes er De da mit Offer?
Hvilket ét af mine mange Ofre?"
spurgte hun - - "Der er saa mange."

Gid at jeg maa staa mig godt med hende!
staa mig slet med alle andre
Gid at hun maa rødme højt af Lykke,
mens de andre har den blege Vrede.

126
127

vi
REGNVEJR I SPANIEN

128
129

REGNVEJR I SPANIEN

- Introduktion -

Nye Sprog og Formler skal han lære,
spænde Broer over svimle Højder,
kaste gyldne Sædekorn i Dybet,
hvor de vokser op som vundet Land.

Alt, som gror og glor fra Fjeld til Kysten,
hvor en Havarm lægges tør paa Sandet,
alt, som skinner, gløder, heftigt brænder,
maa han spørge, søgende et Ord.

I sit Indre har han Klippehuler:
Alle Kildevæld, det tavse Spanien,
hvoraf Sproget rinder og blir gyldent.
Denne Halvø er jo hele Verden.

Disse Ord skal siden blive Guldkorn
en Gang, naar han fægtende og rolig
møder Fjendehad og Bifaldssmiger
eller Pigesmil og sorte Tyre.

Vil du bryde Spanie-Tyrens Nakke,
se de brune Pigers Dans paa Bordet?
Vil du bære alt og rolig briste?
Svøb dig ind i dine spanske Skind.

Regn og Blæst -

Hvorfor regner, blæser det i Spanien?
nitten Dage blandet blegt med Solskin?
130 Verden over venter man paa Foraar,
tørner Spaniens Ungdom ikke ud?

Ak, hvad nytter os, at det er Majdag,
det er ikke Majas Dans paa Bordet.
Tyre, som man slaar ihjel i Graavejr.
Vi er kommet alt for sent til Spanien.

Folketypen er lidt barsk-koldsindig,
altid brændte noget her i Landet,
et og andet eller en og anden,
hvordan skulde det berøre Mængden?

Har du se paa alle Kanter Fremskridt!
Nylig brændte her et Filmsteater.
Men her var en ganske anden Leven,
den Gang Torquemada gik og brændte.

Der gik mange Mennesker til Spilde,
Folkets Mængde var dog altid rolig.
Op paa Bordet, gamle Carmencita,
tramp og dans og duv paa dine Stolper!

Har I set: paa alle Kanter Fremskridt,
Spanien opper sig med Broer og Baner.
Pyt, men gennem Andalusien vandred
Hannibal med sine Elefanter!

- Altid brændte noget her i Landet -

Op paa Bordet, gamle Carmencita,
tramp og dans og duv paa dine Stolper,
her var stadig Brand og Folkevandring,
hvordan skulde det berøre Spanien?

Der var stadig Brand og Folkevandring,
indtil Goterkonger dobbeltkristned
131 med det store Tilnavn: de katolske,
lod den rette Tro slaa ud i Flammer.

Hvor Vandaler hærged - eller Maurer
bygged deres Slotte paa Alhambra,
hvor Ciganos dansed - eller Jøder
hygged sig med Pengekløgt og Velstand.

Altid brændte noget mer i Spanien,
her en Gang for hundred Aar tilbage
brændte man Castiliens Adelsskove,
for at Folket kunde lære Landbrug.

Om man syd om Afrika fandt Indien
eller vest for alle Bølger Østen,
om man naar det samme over Suez
- Folkets Mængde var fuldkommen rolig.

Eet dog véd jeg: oldtidsstærkt som Edda
eet bestaar endnu: det gamle Spanien,
gamle England og Evropas Fastland
og vor Skippertro i Nordens Havne!

Om den nye Folkevandrings Mestre
hejste deres Tekster højt paa Masten,
Vestens Viden, Østens Religioner,
Yankee-doodle eller Salmesang.

Om i Stedet for Inkvisitorer,
Præster, Munke, ridende paa Asner,
nu Studenter hersked, Professorer,
Skrivere, Barberen i Sevilla,

Folkets Mængde var fuldkommen rolig.
Kvinden er lidt barsk, men dog elskværdig,
132 og den kaade, mandevoksne Ungdom
klimprer paa Forvovenhedens Gitar.

- Poetens Vemod -

Hvorfor regner, blæser det i Landet
nitten Dage, blandet blegt med Solskin?
Verden over venter man paa Foraar,
Spaniens Ungdom tørner ikke ud.

Ønsker du et Under nu fra Spanien
af den Sol, der ventes Verden over?
Straaler Ebro, Guadalquivir?
eller er det gamle Rige øde?

Saadan stirrer du i Solens Øje,
til din Samtid med et Abespring
lynsnart brækker Spidsen af din Klinge,
listigt slaar dit ene Øje ind.

Saadan halvblind og med stumpe Vaaben
staar den Kæmpende mod Solnedgangen.
Han skal ikke føre spidse Klinger,
ikke alt for fine Øjets Sanser.

Bedre staar han da, mens alting rinder,
større er hans utilstræbte Ære,
med sin Tid i Hovedets Fortætning
- som en Klode havde født en Klode.

133

vii

134
135

ISLÆNDINGEN ÆREN

Gunnar Gunnarsson tilegnet

Filologer,
far i Mag med Gunnar,
Islændingen ormetunget,
tal ej ondt om Uggi
med den fagre Haartop
rød som Guldets Lue.
Vredes han farligt,
fly ham heller Guldet
fra Carlsberg Fondet.

Filologer,
Sproget meget kære!
Skønt er Island selv i Vrede.
Se paa Uggis Øje,
det har godt i Gemme:
Egill Skallagrimssons
Sønnetab og Taarer
maa ej blødt henvejres.
Knoer og haarde Næver,
Knusetænder kræves
for at knække Egills Nødder.

Lys er Danmarks Rytme,
mild som svale Hænder
paa en Vikings Pande,
som et Pigebilled
spejlet i en Kilde.
N. M. Petersen og Olaf Hansen
fanged Kildenymfens
136 Foldekast og Skygge
mens hun selv sprang bort.

Vi, hvis Hu begærer
sagakraftigt Skjaldskab,
ynder ogsaa Kildens
fine Flugt og Krusning.
Mærk det, Filologer,
Brødre, Gospodarer!
Men skal Urt fra Island
evig destilleres,
rindende som Fadøl
i en Filolog-Hals?

Nej, ved Odin,
han, som gennem Bjerget
med et Bor brød Hul i Flinten,
fandt en Mø og
raned Skjaldemjøden.

Vaagnet er i Danmark,
takket Skjaldemjøden,
Ordets Magt og Kunst
ny som ingensinde,
Dunkraft, stærke Hamre,
fine Næb og Tænger
gør vor Digtning dygtig
til en Dyst med Runer.

Frygt da ikke, Gunnar,
Uggi Rødtop!
Far med Vare mod ham,
gode Filologer:
Islændingen Æren!
Sid ej trægt og sultent
paa den gamle Saga,
137 saa al Tekst forsvinder
under Kommentarer -

Men, for Carlsbergguldet,
lad ny Digtning bringe
Island hjem til Danmark.

Lad det Sagnværk hedde Runeglyptoteket.

138

DANSK TUNGE OG
"EXOTISKE SYMPATIER"

(Replik til nogle Landsmænd,
der har misforstaaet Sophus Claussens
Ungdomsarbejder fra Paris og Syden)

Mødte jeg ikke i Frankrig
Skjaldenes Mester:* foragtet,
siden rejst til en Støtte,
fejret saa rigt som en Drøm,
lysende Aandskraft og brændende Ømhed.
Redded jeg ikke fra dette
af Fjender bagtalte "hensmuldrede Rige"**
det, som er kært og forstaas
- selv af danske - den gothiske Kraft?

Hvad der er dansk og islandsk
skal ej blot søges ved Hekla?
Er ikke Etnas Esse
Sted, hvor en Vølve kan spaa?
der, hvor Normannerne planted
Siciliens Rige paa Flaader.
Hvad er den nordiske Islæt,
hvad den exotiske Sæd?
Spørg den oldnordiske Spaakvind.
Ved du mer' eller hvad?

Slægt efter Slægt vil nu tyde
nordiske Sagn.
Nordvejs jeg styrede altid:
Ibsen med hele hans Folk,
Strindberg med Prosaens Rytme

* * 139

midt mellem Rune og Vid.
Nordvejs og sydpaa med Længsler
saa lange som levende Tale
som Trondhjem er langt fra Tarent.

140

EN PROLOG TIL "FRØKEN JULIE"

Meget begriber de Danske, dog langsomt begriber vi alle.
Havde jeg vidst det i Tide, var jeg ej den, som jeg er.
Meget begreb vi af Strindberg, aldrig begreb vi det hele.
Havde han vidst det i Tide, var han ej den, som han blev.

Ene og ubegreben han rykked sin Vej gennem Verden.
Ingen vil fatte en anden, færre begriber sig selv.
Men der er skabende Magter, der vælter som Skyr over Kloden,
rejser et Himmelrums-Mylder, folder sig massevis ud.
Vi, som de flygtende Skyer, maa alle udføre Roller,
Mænd og Kvinder maa kæmpe med Skæbner, de ikke kan fly.
Dersom du ikke forstaar, kan August Strindberg med Grumhed
indbrænde Farver hos Blinde, fylde med Toner en Døv.
Krigsnød og uforskyldt Pine staar rede for Mennesken's Slægter,
drukner du ikke Ulykken, drukner din Ulykke dig.
Blev vi som Løbegravs-Pøbel, bestemt til Kanonernes Føde?
- Se en Herregaardsfrøken, der ofres til Godsets Lakaj!
Vaarens og Skønhedens Verdner, forbarm Jer over os alle.
Giv os ikke at møde Vrængbilledet af os selv!
Giv aldrig mere en Tid, hvor Dage og hastende Timer,
som Soldater paa March, synger et hæsligt Refrain!
Vaarens og Skønhedens Verdner, forbarm Jer over os alle.
Vis Barmhjertighed mest imod den arme Julie. -

141

THØGER LARSEN
Mindeord

Snart skal der ringes Sol i Bjerge over os alle,
som ringede et nyt Aarhundred ind.
Vor Videlyst, vort røde Blod og Versets Eje
blev til en Sol, der lyste alle Veje,
skænket Aarhundredet som Morgengave.

Aarhundredet vil heller slaas end stave,
og der er Dyr, som det er svært at ave.
Blev du nu træt før andre? Tvivl ej, Thøger.
Der ringes for os alle Sol i Bjerge.
Dit Sind, den stærke Haand i dine Bøger,
den gaadefulde, glædefulde Kerne,
som vi har kendt fra dine første Viser,
vil lyse gennem Sekler som en Stjerne -

Din Tro, dit Haab, dit Vaaben og dit Værge.

4. Juni 1928 . Vincennes, Frankrig.
142
143

viii

144
145

HJEMME IGEN

Da jeg kom ind i Hulen, hvor Dejligheden boede,
der hang i Gips paa Væggen et mægtigt Troldeho'de.
Hun hvisked, da jeg strax gjorde Stands:
"Det Hoede er min afdøde Mands."

"Han var en sjælden Husbond og elskede mig saare.
Men dette lille Billed" - hun knuste en Taare.
"Det var mit søde alleryngste Nor,
som min Moderømhed kvalte i Fjor."

Hun lo med ét og strakte de vældige Arme.
"Tag Plads paa denne Løjbænk, og lad min Ovn Dem varme.
Ja, jeg har gennemgaaet megen Ve,
af otte Børn har jeg kun holdt de tre."

"Bliv hos mig! Lad os nyde de flygtige Minutter.
Og hils paa mine Poder, mine tre smaa, søde Putter.
Jeg er saa varm som nogen af mit Køn
og ved, at jeg endnu er ung og skøn."

"Først spiser jeg din Læbe! Ak Gud, hvor godt det smagte!
Saa knækker jeg din Rygrad - det skal du ej foragte.
Jeg kender fler, som vil misunde dig
at blive saadan knust ihjel af mig."

"Men vær dog ikke angst! Vi kan, hvis det behager,
gaa udenfor og se paa min Husbonds Trælastlager,
Forretningen er jættemæssig stor
og bliver fortsat i hans gode Spor."

146

FOR FREMTIDENS AASYN

Jeg har endt mit Arbejd og sluttet min Dag
at gøre Ret og Skel maa blive andres Sag.
Hvis man spørger mig: hvorledes? Saa er det, det kniber.
Men hvor en Opsang jubler, hvor Kuglerne piber,
der bliver Sjælen atter som smæltet Bly saa varm
og Øret staar paa Gab for den store Allarm.

I Haabet paa en Fremtid - gennem Morgensolens Blod,
har jeg lagt mig hen at hvile ved Nutidspalmens Rod.
Der stiger af Bølgen fra Nattens blege Vande
en Dag med Guld og Sejr omkring sin Foraarspande.

Du glatter saa sømmeligt Kjolens Bred
og spørger mig, Kvinde, om Ting, jeg ikke ved.
Jeg er en gammel Stamme, en sært forvreden Tjørn,
men for Fremtidens Aasyn er vi alle kun Børn.

147

PILEVEJEN

Et Paradis
af bløde Pileskygger,
en Vej med tætte Gærder,
hvor mange Fugle bygger.

En Vej med grønne Grøfter
med Hjulspor og Dug,
sorte Snegle, som kryber
og Mælkebøtters Fnug.

Bondegaardens Straatag
og Stolpens brune Maling.
De tætte Rødpil-toppes
velsignede Svaling.

148

GODMORGEN I GAARDEN

Og Laden og Loen,
de hørte mig til,
og Stalden og Koen
og Skyggernes Spil
og Fruen i Gaarden,
saa tit, som jeg vil,
staar bag mig i Skyggen paa Dril
og raaber
Go'maaren!

God Morgen i Skyggen,
aa, vend mig ej Ryggen.
God Morgen i Loen.
Har du et Kys til mig?
Han kommer vist! Nej, nej,
her kommer ikke no'en.

149

HØVDINGDØD

Skæft Pile nu til Bue,
læg Skosaal under Svang.
En Tone fattes i min Sang.
Det er mit Dødsmods Lue,
der knitrer denne Gang.

Lad Vindene mig favne
med Sejren i mit Haar,
Forløsning i mit dybe Saar.
Jeg hvisker milde Navne,
helt bleg af Dødens Vaar.

150

UDLØBET I UENDELIGHEDEN

Jeg husker Plasket imod Bropillerne,
Maaneskin midt over Bølgerne
og den ensomme Nat over vore Hoveder.

Jeg husker, at Strømmen randt forbi os,
mens et ankret Skib
stillestaaende midt derude
bevægede sin sejlløse Mastetop.
Jeg havde i mig en Trang
til at flyde bort paa Bølgerne ligesom Maaneskinnet,
eller lægge mig ensom og mørk
at vugges midt i det forbirindende
som det fortøjede Skib - et eneste
fast, dog gyngende Punkt
ved Udløbet i Uendeligheden.

Maaske drømte jeg i et tankeløst Øjeblik
at befinde mig i det mørke menneskeforladte Skib,
at ligge i den kolde Bund og drive
uden Sejl eller Aare
baaret af mørke Vande, der flød altid rigelige.

Drive forbi de lave Bredder,
forbi Vige og Indskæringer,
forbi Færgesteder og gammeldags Møller
altid midstrøms - til jeg endte, hvem ved?
maaske i en fjærnere By med andre Kornlofter og Pakhusrotter,
paa et andet landfast Punkt
ved Udløbet i Uendeligheden.
151 Jeg maatte blive, hvor jeg var,
men træt af at være
et altid gyngende Punkt foran det ubegrænsede
gav jeg mig derpaa til at søge:
Ak kunde vi af Bølgeplasket under Broen,
af Takten i Skonnertens duvende Takkelage,
af Maaneskinnets matte Flimren paa Bølgerne
uddrage afsluttende Tanker,
som var gennemstrømmede af det Uendeliges Bevægelse.

152

HVORDAN TIDEN BLIVER MIG UTRO

Hvad skal jeg gøre med Tiden?
Jeg sidder og tror, at jeg har den.
Da stak hun midt i Besøget
væk paa et andet Besøg.
Hvad for en sladresyg Bytøs
er kommet til Naboens Bagdør,
fniser og fører Palaver i en lidt simpel Jargon?
Men er det virkelig Tiden?
Den fine og fornemme Dame!
Nikker og vender mig Ryggen,
lader som Ingenting var.

Hm! Jeg skal tale med Tiden,
lære den agte mit Scepter,
give den Rakkerske Strambuks
for hendes Føj ten og Tant.
Men hun staar saa anstændig
og vender mig næppe Profilen.
Nikker: Ja, undskyld, min Herre,
jeg gik, da De faldt i Søvn!

153

TRYLLEFORMLEN

Udeis eller Ingen, saaledes navngav
sig Helten, da Trolden gik ham paa Klingen.
Som Fyrsten Odysseus foran Polyfemos
jeg sværger: Mit Navn er Udeis eller Ingen.

Jeg hedder Udeis eller Ingen. Dog viger
jeg ikke min Plads for en Fyrste i Ringen,
der slaas med den navnløse, vilde Natur.
Min Styrkes Skjul er Udeis eller Ingen.

Jeg dølger mig lidt. Polyfem maa blindes,
før jeg tør tappert gaa Jætten paa Klingen.
Den navnløse vilde Natur bliver tavs
og ved ikke Raad mod Udeis eller Ingen.

Udeis eller Ingen! Dog ser du, der er
en Hemmelighed i de Ord, saa de lyder.
Der er et Udeis eller Ingen i alt,
et noget, som Pareerne tyder.

Udeis, som aldrig har været forhen
og aldrig siden vil komme tilbage,
det er mig, som skal til for at blinde Jætten
og Stenen fra Indgangen drage.

154
155

ix

156
157

REJSE

Toget sydpaa! Toget sydpaa!

Skal de rejsende alle sydpaa?
spørger Konduktøren og smækker
Dørene i.
Og hvislende lægger vi Hovedstaden bag os,
vidtstrakt og vaagnende ser vi den brede sig,
halvskjult endnu af Morgentaagen,
Byen med plaskvaade Pladser og Gader,
hegnet af udslukte Lygter.

Saadan en Morgen først i November
rejser man staalsat med Jernbanetoget
hærdet og glad ved den barskere Aarstid.
Landet er vort fra den stenede Old.
Bagved alle Kupeernes Ruder
skimter jeg atter de landlige Egne,
ser paa de høstede, vintergraa Marker,
mens det i Stilhed begynder at dryppe og drysse.

Toget gaar sydpaa, nordpaa, vestpaa!
Altid begynder det stille - standhaftigt at regne.
Og du føler din Sundhed, der voxer,
genfødt af Drysset og Bøndernes sindige Snakken,
aander med Vellyst Pibetobakkens
blaanende Røg.

Slig en Bondemand er som din Fader,
er som den genfundne Ven fra Fortid,
hvem ingen Runer og Læsning gav Mæle,
158 men en Løndom med Livets Røst.
Vi og han vil ej tro paa Tosser,
nord eller syd eller tværs igennem Danmark.

Toget sydpaa! I rolige Flader
støt og bestandig breder Landet sig,
til du ender et Sted ved en Kystby!
Tusmørket omringer Egnen og Havnen.
Hvor er Tusmørket hjemligt i Stæder,
som du har kendt i din Ungdoms Aar.
Nordiske Taager og nordiske Glæder,
nordiske Kaar! er du modløs i Skumring?
Fælles i Norden er Vinter og Væde.
Haglvejr, som isner Norrøne og Svenske,
bliver til Regn over Fyn eller Falster.

Men der er Ophold hos os mellem Byger.
Og paa et Regnvejrssmil, som du møder,
kender du Danmarks yndigste Vilje:
genskabe Danmark, selvom det regner.

Mens du vandrer i halvglemte Stræder,
læser paa Skiltene halvglemte Navne,
ser du, hvor Livet og Æventyrmodet
dristig gør Spring over ældgamle Bolværk.

Tavse Væsner, hvis Verden du kender,
rækker dig Haanden med smilende Hjerte,
medens Taagen og Tusmørket bader
disse Brosten, hvor Rejsen er endt.
Saadan er Østersøens Luner.
Vaaren er altid paa Vej gennem Landet,
selv naar det regner, selv under Isslag.
Skovbunden dufter før Jul af Violer.
Men Stuen er tør. Der er lunt ved Ovnen.
Selv om du sov i et isnende Kammer
159 med Messingstager og Lys paa Servanten,
naar fandt du som ung mon et sødere Hvil
end en Gæstesengs snehvide Lagen?

160

GAMLE FOLKESLAGS VILJE

De dumme Forbud
mod Vin og Lykke
skal ikke staa ved Magt.
Jeg tror paa Himlen
i Tidens Længde
paa Universets Pragt.
Paa gamle Folkeslag, som
aldrig blir fortrængte.

Jeg tror paa Havets
Dønninger i Mængde,
hvis Vilje ingen Tvang
er underlagt.

161

ELEONORA DUSE

Hun har det Blik, som giver Hjertet Hvile,
og dette Smil - l'amor cosi gentile -
som kun vor Ungdoms Elskede kan smile.

Det var en Gang paa en ligurisk Kyst,
jeg følte dette Sprog som Sollys strømme.
Der var en Gang paa en ligurisk Kyst
en Drømmerske med Blomster paa sit Bryst,
som sagde mig hver Morgen sine Drømme:

"Jeg drømte, at jeg laa paa Knæ i Kirken
nær Skriftestolen . . . jeg og en Veninde . . .
Det Rum derinde var saa mørkt og dødt.

Da lød en Røst: Klæd dig i Rosenrødt!
Men hvem der talte, kunde jeg ej finde.

Det er en Sommerfugl - lo min Veninde -
Se Sommerfuglen, aa se Sommerfuglen,
som kredser om dig! -Tænk blot: Sommerfuglen
tilhvisked mig: Klæd dig i Rosenrødt!

Hør videre. Den fløj foran mig - ud
af Kirken, og jeg fulgte Sommerfuglen,
thi venlig, venlig gentog den sit Bud ...

Jeg bliver rigtig vred paa Sommerfuglen
og spørger, mens jeg standser: Hvem er du?
med dine Ord: Klæd dig i Rosenrødt!

162

Men Sommerfuglen, straalende og stille,
tilhvisked mig at følge ufortrøden.
Og langt om længe gentog den sit Bud:

Klæd dig i Rosenrødt - thi jeg er Døden."

Fjernt fra det Land med Sommerfugle favre
en fremmed Mand, der fletter Dem en Laure,
Signora, fandt i Deres Blik og Røst
de Ungdoms Elskerinder, der er borte,
og Drømmersken fra en ligurisk Kyst -
Va, vestiti di rosa! son la morte.

163

FRA VOR KÆRLIGHEDS HUS

Han gik bort og blev borte i femhundred Aar.
Han gik bort, mens hans Kæreste sov
ved hans Sygeseng, hvor hun vaaged hver Nat.

Han lo, da han rejste sig op for at gaa,
da med halvtaabne Øjne hun ingen Ting saa.
Han gik bort fra sit Hus over Mark, over Krat
til den midnatsfortryllede Skov.

Han vilde kun drømme derude en Stund,
om en Stund vandre hjemad igen
til den rolige Stue derinde, hvor hun
sad og sov hos sin dødssyge Ven.

Men han dvælte saa længe, saa træt var hans Krop.
Og han saa hende fjærnt, at hun vaagnede op.
Og han vilde gaa hjem, men hans Krop var som Bly.

Nu vaagner min Kæreste hjemme i By,
og jeg ser hende klart, som hun færdes og gaar
alene i Huset det hele Aar,
og hun kan ikke finde mig mer.

Det blir mørkere Dage, det regner og sner,
men jeg ser, at hun er der i Stuen . . . jeg ser.

Der gaar Aar. Det er svimmelt, som Aarene gaar,
men hun er endnu i vor Kærligheds Hus!
Jeg kan se hendes Vindu for Høststormen slaar.
Men fy, hvor dog alting med Tiden blir Snus.

164

Og jeg ser ikke mere noget levende Tegn.
Hverken Hus eller Rude. Kun hundred Aars Regn.
Og tilsidst maa jeg hjem efter femhundred Aar,
og jeg kender ej mer denne hærgede Egn.
Og mit Hus er forsvundet og Byen i Grus.

165

x
DIGTERSFINXEN

166
167

DIGTERSFINXEN

Jeg, hvem er jeg?

Til visse Tider i hver en Alder
en Stenport aabnes, en Stemme kalder,
en Sfinx berører dit Væsens Grund,
og du er genfødt og karsk og sund
med Ynglingmod til de største Prøver, selv Dyst med Løver.
Og Løven er mer end et Billed kun,
dog fast i Aanden du lægger Haanden i Løvens Mund,
og bliver stærk til at møde Løver
fra samme Stund.

Til visse Tider i hver en Alder
jeg var en Britte, jeg var en Galler
og stod ej maabende uberørt,
hvor Tidens sælsomste Røst blev hørt.

Maaske jeg drømte en Smule broget, saa jeg holdt Trit
i Drengestolthed med Hunnertoget, det vilde Ridt,
og tænkte kækt: det er Blod af mit.
Jeg stikker Attila, Mand og Hest, under min Vest.

Jeg, hvem er jeg?
At jeg er Nordbo enhver vil se.
168 En Dansk, som aner, at Underværker igen kan ske.

Jeg isnes ikke af Kæmpegraven fra Hedenold.
Igennem Graastenens Urtidsstyrke
jeg føler Ilden fra Runefolket i god Behold.

Jeg, hvem er jeg? En standhaftig Ynder af Poesi,
der saa og valgte som grøn Begynder sin Blomstersti:
de store, herlige Førstefødte.

Jeg fulgte Byron, der sang sig fri,
da Gift og Slanger hans Ungdom ødte.
Og for at modnes, men ikke graanes af Theori
jeg sang og kyssed mig vis som Goethe.

Og du skal være i Versets Eden en Seglbevarer
og tro Forsvarer for Kærligheden.
Et Flammeglavind, som tryg ved Dysten farer af Skeden,
saa Lystenheden og selve Lysten,
som er Forfinelse for Barbarer,
gør store Øjneog kampglad svarer.

Jeg frygter ikke Barbarens Styrke, ej heller Lysten.
Lad Bukkeskindet kun være Esavs,
hvis jeg som Jakob har Sang i Røsten.
169 Men Musageten foragter Koret af hvem han sveges.
I skønne Kæder skal Legen leges.
For Mesterbuen, som fører Ordet,
skal Øjne skinne og Kinder bleges.

Det nytter ikke, I vise Ho'der, at læse Noder.
Musik skal spilles og Springdans springes,
til Musageten i Dans omringes
som Himlens Sole i Dans af Kloder.
Til Sind og Fibre af Fryd bevinges.
Musik skal spilles og Springdans springes.

Men sorgløs glemmer du Sværd og Svende
for fine Taler og Gaasepenne,
men glemmer atter ti Aar i Træk
for Bonaparte og Nelsons Kaarde Voltaires Blæk.

Alt er dig vigtigt, alt er dig eet,
naar blot det samler dig rask og rørig,
saa du og Verden kan sammenhørig gaa op i eet.

Hvis vi har kæmpet og holdt os oprejst til disse Dage,
en sidste Kamp og den allerværste staar den tilbage?

Den sidste Tvekamp, det største Dystløb vi har igen?
Skal Kraftens Spænding paany bevise, at vi er Mænd?

170

Hvis Lykkedrømmen i Livets Sale var altfor sledsk,
min Sang er vaagen som Sandhedstale, min Kundskab bedsk.

Jeg kalder atter paa dybe Kræfter
i sære Verdner, jeg higer efter,
og skjulte Love, som ingen ved.
Og siden lægger jeg mig at sove en Evighed.

Men vil I lytte, I svigefulde, som ej forstaar,
skønt Pan har løst Eders Hjerters Kulde Vaar efter Vaar?

Hver har sin Opium, som han vil æde,
sin Yndlingssvaghed, sin Vaneglæde.
De skulde følge de fulde Faner med Sang og Spil.

Og vinløvssmykte de dristig flaner
med Fest-Eroter og Lysthus-Paner, saa tit de vil.

Se, Skønhedsorgiet, de drukne Blikke!
Men naar de vaagner, de aner ikke, at Pan er til.

Saa riv dem Bindet fra deres Øjne og vis dem Pan,
som evig lever i dig og alle, paa faste Land og paa Ocean.

Dog hvad skal jeg med en frydfyldt Hjerne,
som ingen anden kan frydes ved?
171 Nu, efter alt, hvad man har fortalt os, er Leg vor Lyst.
Leg er vor Lyst, men vi savner Alvor endog i Lyst!?

Bjergprækentexten, som er usødet, den skal I faa.
I plumrer Kilden, besudler Brødet for disse smaa.
Gaa hjem beskæmmet ved, hvad I øded, lær at forstaa!

Men hvad er Texten? om Kærligheden
i tusind Strofer, om den alene,
eller om Manglen paa Kærligheden,
som vækker Toner sørgmodig rene.

Vor Kærlighed til en elsket Kvinde,
som blev til Sang og til Sandhedstrang.
Jeg elsker den, som jeg elsker Frihed
og hader Tvang.

Skaberens Kærlighed til det skabte
og Aandens Fryd ved det nye Værk,
som snart skal gro i udkaarne Sjæle,
hvis alt slaar til og vor Tro er stærk.

Bjergprækentexter, som lystig parres med Gækkevers, og Orakelsvar
om Narrens Visdom, som løser Gaaden, imens den kloge tit er en Nar,
Livsparadoxer, som frodigt voxer hvor Græsset gror, og Skæmteord,
som fryder Engle, men fortørner Oxer.

172

Jeg ønsked aldrig at være fejlfri. Jeg tænkte mig,
at det var nok Vaar og Høst at følge en frugtbar Vej.
Den har jeg fulgt gennem alle Tider i alle Bugter
med Bid af Vaarvind, med Duft af Solskin og Drys af Frugter.

Og jeg har drømt, naar jeg forudaned min Drøms Ruin,
en Ven vil komme en Dag - som lægger sin Kraft til min.
Du skal ej djævles med Underværker, til du faar Spleen.
En anden Kæmpe vil siden styrke sin Kraft ved din.

Men slige Kæmper, dem har jeg hidtil for sjælden mødt.
Og til de Undere, vi tror fornødne, vi selv er nødt.

En hellig Digter . . . hvorfor en hellig?
Thi han er én og hver Stund forskellig,
en Brønd, der vælder med Kildevand.
Strø Gift i Brønden, saa Børn og Kvinder,
der læsker sig, visner hen og svinder.
(Saadan er Digteren en farlig Mand).
Men dersom Kilden faar Tid at rinde,
kun faa kan virke, som Kilden kan.

173

xi
TRE FRANSKE FOLKEVISER

174
175 176

HYRDINDEN OG KÆRLIGHEDEN

Der højt paa Bjærgets Stier
o min Hyrdinde gaar.
Hun synger med sin klare Stemme
og skærmer sine Lam og Faar.

Naar Ulvens Stemme høres,
da ryster hvert Faar i sin Fold.
Men du og jeg, o min Hyrdinde,
er givne Kærlighed i Vold.

Smaa Lam paa Bjærgetinde
maa vandre for Ulven i Gru.
Men du og jeg, o min Hyrdinde,
for Kærligheden i vor Hu.

Af Græsset Lammet næres
og Bien af Blomsternes Flor.
Men du og jeg, o min Hyrdinde,
af Suk og længselsfulde Ord.

Der er i Verden vide
tre Ting at have kær:
den gode Vin, lidt Sølv til rede
og din Veninde altid nær.

177

DEN UNGE VIN

Fem i Flokken, gæve Fyre,
som er kendt i Land og By:
hvis de fra et Værtshus styre,
ind i næste Kro de ty -
aa-aah!
for den unge Vin at drikke,
for at prøve Aarets crû.

"Jøsses!" raaber Kroens Frue:
"Det er unge Mænd af Ry."
"Jøsses!" siger Kroens Terne:
"Jeg vil smage med paa ny."
aa-aah!
for den unge Vin at drikke,
sætte Smag paa Aarets crû.

Aarets Vin og Mand og Kvinde
straalte i en gylden Sky,
men da Gildet skal betales,
var der ikke Tin og Bly.
aa-aah!
178 for den unge Vin at drikke
og for Kanden at forny.

Hidsig raaber Kroens Frue:
"Vi maa tage deres Hat!"
Hidsig raaber Kroens Terne:
"Jeg har Vest og Bukser fat."
aa-aah!
for den nye Vin at drikke
tar vi Pant i Aarets crû.

"Vil I plyndre os til Skjorten,
vi, som drikker Eders crû!"
lo de kaade, unge Svende:
"Giv os heller Nattely."
aa-aah!
for den unge Vin at drikke,
vi gør Plads for Aarets crû!

Deres Skjorter var saa korte,
at en anden vilde fly.
"Himmel!" raabte Kroens Frue:
"Der er noget, jeg maa sy."
aa-aah!
for den unge Vin at drikke
et Par Sting for Aarets crû.

"Himmel!" hvisked Kroens Terne:
"Jeg er ellers ikke sky;
men naar to med fem skal bakse,
blir det Tørst fra Kvæld til Gry."
aa-aah!
for den unge Vin at drikke
og staa Maal med Aarets crû.

"Ræk dem Hatten," sagde Fruen:
179 "Det er unge Mænd af Ry.
Terne, fly dem deres Klæder
og to Kander af vor crû."
aa-aah!
for den unge Vin at drikke
og lidt Spøg i Næ og Ny.

180

FOLKEVISE FRA BESANÇON

I Besançon den faste Stad
lænket en ung Prinsesse sad,
i Fangetaarnet var hun lagt
for at forglemme Kærligheds Magt.

Da hun har siddet seks Aars Tid,
kom hendes Fader Kongen did.
Goddag, min Datter, naa hvad godt?
Tak, Hr. Papa, det gaar kun saa smaat.

Laan mig, min Fader, nogle Sol,
min Fangevogter er let til Vold.
Min gamle Elskov er nu fjern,
men det er ondt at vænnes til Jern.

Ung og med Minders hede Pust
mærked jeg aldrig Jern og Rust.
Men Fugt og iskold Nattevind
huled mit Bryst og bleged min Kind.

Mens jeg fik Tid at gøre Bod,
visned i Jern min ene Fod.
181 Og fanger mig en syndig Drøm,
den anden Fod er en Ormestrøm.

182
183

xii

184
185

EN SLETTE

Denne Slette er en Slagmark.
Dog der synes ikke Værn og Vaaben,
fuld af hvide Skyer straaler Himlen højt,
fuld af brune eller gule Tuer Jorden
lokker som en Bonde for sin Hest.
Al Ting sunder sig og forbereder sig,
thi hver Fodsbred Jord er mættet med Begivenhed,
sælsomme Indfald, vilde Episoder
skjules i Terrænets mindste Drejning.

186

MALERIAGTTAGELSE

At Lænestolen, hvor hendes Haandled har hvilt i Timer!
at hendes Arme og Stolearmene rimer!
at vel forenet og sammenstillet
opstaar en Renhed, selv under Stolen, i Liniespillet
som Digtets Rigdom af lette Stavrim og Assonanser
med kontrapunktiske Støttesteder for Sind og Sanser.
Men naar hun flytter en Haand, et Fodled, oprives Normen,
en Uf reds jagen gaar kryds og tværs og gør Vold paa Formen.
Og hendes Ankler uskyldig korsede med skønne Hæle
forstyrrer de under Stolen ansatte Træværk og Pæle.

187

KATTEN

Ja, en Kat kan føle Lede,
saa den sover Dag og Nat.
Man kan være langt, langt nede,
stundum, selv om man er Kat.

Gør den Spring, som den ej maatte?
Men forleden laa den stiv,
næsten som en druknet Rotte,
drømte selv den mangled Liv.

Og da skal I blive fra den,
den vil ikke kaldes sød,
Eders Støj gør ondt i Katten,
den vil heller ligge død.

188

MUNDELÆR

"Vi er ikke flittige og vi er ikke dydige,"
sagde Polerersken til sin Søster.
Manden, som høne paa slige Røster -
"I er vist vittige," svarede Manden.

Og de to Søstre saa paa hinanden.
"Vi er ikke vittige," svarte en Søster.
"Men vi er spydige," raabte den anden.

Mennesket greb sig forfærdet til Panden.
"I er ikke vittige, men I er spydige!
Kunde I bare Jert Mundelær lukke!
I tager Vejret fra mig, I smukke!"

"Vi er ikke smukke," bemærkede den ene,
og den anden, den allermest spydige,
afbrød: "Men vi er utvetydige.
Vi er ikke smukke, men vi er utvetydige."

189

FORSPIL
TIL EN EFTERAARSUDSTILLING

Skarpe Øjne
(ved Indgangen):

Hver Ting paa sit rette Sted,
sig, hvad gør man i disse Sale?

En Pensel
(rolig):

Det er en Pensels Øjemed at male.

En Stemme
(syngende):

Og hvis en Malende staar bagved,
at lade Farverne tale.

Tre Stemmer
(bag deres Staffelier):

Ikke tale! . . . ikke tale! . . . ikke tale! . . .

Et Opsyn
(nærmer sig fortrolig):

Det gælder om ikke at tale!

Flittig Pause

En glad Palet
(falder pludselig i Sang):

Synge og lyne, byde, befale,
male det straale-gode og gale.

190
Tyssen
(rundt fra Staffellerne):

Ts! ts! ts! ts! ts!

En Paletkniv
(der rasende skraber ud):

Hvem nævnte male? Det frække Ord!
Er der mon nogen herinde, som tror
at han, at han . . . Hvem Søren kan male?

Et Antal Paletknive
(gribes af Panik og kradser i Kor).
En belærende Stemme:

Tag Terpentin og en rigtig Klud,
i Fald der er noget, De skal ha'e ud!

Suk
(rundt om):

Hvem i Alverden kan male?

Læreren
(kommer og korrigerer): (Til En)

De piner Dem vistnok ihjel med Kritiken.

(Til en Anden)

De ofrer stadig for stærkt til Lyriken.
Hold Digteren ude og se paa Tingen . . .

(Til en Tredje)

Hvis en Hest er en Hest, kan det kendes paa Bringen.

(Til en Fjerde)

Ja, ja! Det var ret! Denne Muldjordspude!
Men nu denne Haardhed, som næsten er hoven?

(Til en Femte)

Og dette bestandige Oprør mod Loven . . .
191 Her mangler for Resten i Aar nogle Stude.

(Han gaar til Døren og vinker til Digteren):

Træd ind, Hr. Poet, min Lektie er ude.

Digteren:

Nu, det var godt, De har talt om Stude:
vi tænker os da lidt Vaarbrud foroven
og Gefion, Gudmøens Pisk bag Ploven . . .
Da vil vi med Oksernes Styrke bebude,
og med den Alvor, man forudsætter:
Et malerisk Frembrud og ny Paletter.

Taknemlige Malere:

Det var dog en Gang et oprigtigt Ord.

En Skatteopkræver:

Jeg lægger en Regning paa Deres Bord.

Tre Viskelæder
(afsides):

Naa ta-a-ak!

Skatteopkræveren:

Vil Herrerne mulig betale?

En Stemme fra Paletknivene:

Hvem Søren i denne Tid kan betale?

Skatteopkræveren:

Hvad kan De da?

Den glade Palet:

Synge og lyne, byde, befale,
det straale-gode, det sprøjte-gale.
192 Stemmer fra det stille:
Vi kan formodenlig male!

193

TROEN FRA PROVINSERNE

Der er ingen Troskab saa vild
og saa rørende paa en Gang
som hos Lothringerpigen Johanne,
der blev brændt som Heks i Rouen.

Hun drømmer om Frankrigs Frelse
i sin dunkle Provins og Krog,
før knap hun kan fri sit Skørt for
en næsvis Bondepog.

Hun er den særeste Troldheks,
der til et helligt Brug
blev ren og jomfruelig udspyet
af Middelalderens Bug.

Der staar hun snørt til Baalet,
hvis Røg svider Øjet i Vand.
For Ild er Johanne ej bange:
hun er selv som et Raab og en Brand.

Det er ingen Synderinde,
der fødes til Døgnets Dynd.
Den Synd, som Johanne har syndet,
har været syvfoldig Synd.

194

TEGNET I SNE

Tegnet i Sne paa den faste Jord
kendte jeg hendes Fødders Spor,
fulgte det flygtige Mærke,
til hvor hun stod i de lette Sko
ude bag snehængte Graner og lo
og lod mig sit Haandtryk mærke.

Dronningestolt er den snehvide Vej,
der hvor Snehvide ventede mig
med mørke Graner ved Siden.
Jeg knæler og kysser den frosne Jord,
som bar hendes flygtige, kyske Spor,
jeg kysser Snehvide siden.

195

DE MANGE SKØNNE

De mange Skønne de slutted
omkring mig en tæt Enceinte.
Hver Skikkelse var som en Højsang,
hvert Ansigt en vittig Pointe.

Men da du paa spankende Fødder
gik frem, tog min Puls til at banke
og Sjælen at sanke de ranke Ord,
som rimer sig let med det slanke.

Min Sjæl er falden i Tanker,
som Manden, der læner sit Øre
op til en høj Telegrafstang:
den sidste Depeche at høre.

196

KVINDEMODEL

Jeg vil prise Eders Fruer, deres Marcipanhuds Fylde,
Jere Dukker af Terracotta! Jeg forstaar og jeg vil hylde
Jert Teaters Første-Dejlige saa ønskværdig ren
og Jer langsomme Gadenymfes unge bønlige Ben.

Mest dog roser jeg den fromme Følsomhed, hvormed vi famle,
ak mod den forlibte Dumhed mine Tanker er graa og gamle,
Tanker, som har favnet Slægters Former, Mennesker, Magt og Men,
skal de Tanker elske en Kvinde, maa hun rumme alt i en!

være ældet i Kløgt som Aanden, med hvis Braadde jeg vil sømme
Tidens Planker til hinanden, ungdomsdyb som mine Drømme,
Kvinde mer end alle Kvinder, mild i Nyden, kæk i Lyst,
hvor en Mands Natur kan aande bredt af sit brede Bryst.

197

DET SLUKTE SLOT

Du flammer som et solrødt Slot,
der knejste i mit Ungdomsland:
med sine Ruders gyldne Brand,

det raaber paa den kække Mand
i Solfalds-Trods og lover godt. . .
Saa bliver det Tusmørke-graat.

Saa staar det der med Taarn og Spir,
men tyndt som klippet af Papir
. . . og du er bleven Askepot . . .

Og du er bleven sprød og skør,
et Genfærd klædt i fejge Slør,
som har forbudne Veje traadt.

Ak ve, ak ve, det slukte Slot!
Det Blændværk fra mit Ungdomsland,
ak ve de gyldne Ruders Brand.

198

DEN FORMLØSE FAUN

Den formløse Faun
vil besnære Kongens Datter,
som har spottet hans Navn.

Se, han danser saa smukt,
naar han svinger Kongens Datter,
fuld af Ridderaand og Tugt.

Se, den formløse Faun!
Gennem Skoven gaar en Latter.
Selv hans Hoved er smukt!

Se, den formløse Faun
vil besnære Kongens Datter,
som har spottet hans Navn.

Og han viser Aand og Flugt,
naar han svinger Kongens Datter,
med en Ridders fine Tugt.

Selv hans Hoved er smukt.
Gennem Skoven gaar en Latter:
Se, den formløse Faun!

Hvor den formløse Faun
lærte Spjæt og Pirouetter,
som nu kommer ham til Gavn,

og hvorfra han tilmed fik
denne Vished, som man gætter
af en Højhed i hans Blik?

199

Ved han Ting, som ingen ved,
som forsoner og besætter
alle - Kongedat'ren med,

Kragen raaber glad sit Navn.
Skoven vrider sig af Latter,
Mus og Frø og Høg og Ravn.

Se, den formløse Faun.
Se, han danser saa smukt!
Skulde han mon ej faa Bugt
med den stolte Kongedatter.

200

MARKETENDERSKENS VISE
FRA DEN STORE KRIG

Og alle de tapre elsker jeg,
jeg vil mit Hjerte ej skjule,
jeg elsker dem uden at gøre Skel
baade de blaa og de gule.

Og Musketerene elsker jeg,
min Nutids Musketerer,
saavel Rekrut, som Veteran,
enig og Officerer.

Og alle Husarer elsker jeg,
og Luftkrigens ny Husarer
og Pionerer i Jordens Dyb
og alle en Verdenskrigs Farer.

Og Artilleri og Kavalleri,
dem alle maa jeg love.
Og mangen Nat i en Skyttegrav
vil jeg med Tommyer sove.

Jeg elsker enhver, er han tysk eller fransk,
fra Genua eller fra Schidam;
jeg elsker Serber, Britte og Tzek,
jeg elsker Mennesket i ham.

Ja lige kær, hvad dets Hjemstavn er,
og hvor det gik til Præsten.
Mennesket har for mig sit Værd,
er Mennesket sundt for Resten.

201

Thi Fædreland og Religion
det er kun et Klædningsstykke.
Klædet til Side, at jeg i Favn
kan de nøgne Mennesker trykke.

Et Menneske er jeg, og Menneskehed
jeg giver mig hen med Glæde,
og kan du ej betale straks,
er ogsaa Kridt til Rede.

Den grønne Krans foran mit Telt
tørster af Sol og Brynde,
og i Dag vil jeg skænke Malvasia
af en frisk anstukken Tønde.

(Gendigtet efter Heinrich Heines Lied der Marketenderin. Aus dem dreissigjährigen Kriege)

202

DEN GAMLE HAVN

Loddet er kastet. Vi sætter vor Baad
sindig med Kurs over Havet
hjem til et gammelt, besynderligt Land,
der ligger bag Bølger begravet.

Søen gaar højt. Paa stejlende Skyer
nu Stormens Ryttere stiger,
styrter mod Havet med stor Staahej,
besprøjtet af Havdybets Piger.

Sorte Hætter har Bølgerne paa,
de friske Najader sig vælter,
snart under Maske og snart uden Skjul
skumhvidt med løste Bælter.

Stormen kysser hver Bølgemund,
men intet Tegn til Forsoning,
én Najade faar flænget sit Skørt,
en anden har traadt i sin Skoning.

Bølgen viser sit skummende Bryst
og kan sig ej længer skjule.
Kongeligt er her. Jeg længes selv
efter min Dronning i Thule.

Sort og lav er den Havneplads
og mørk og tumlende Stranden,
alt er til Pas for de Søndagsfolk,
som ærgrer sig over hinanden.

203

Regnen slaar over Bro og Brædt
og over de stridige Nakker.
Regnen flyder om utætte Sko
og fylder de begede Smakker.

Saadan gaar de lidt ældede her
og i den traurigste Gangart,
mange Sjæle med stolt Begær,
som fordum styred paa Langfart.

Regnen springer paa Havnens Vand,
de standser med raadvilde Tanker
snart ved en rusten Fortøjningsring
snart ved det rustrøde Anker.

Regnvejret mørkner en Dynge Sand,
som ligger ved Bolværkets Ramme,
skinnende hvidt det bragtes en Dag
hertil af Sandmandens Pramme.

Skøn og hvid som en lysende Fragt
af Havsand, der glimrer i Solen,
saadan blev Bruden sin Bejler bragt
og smilte i Brudekjolen.

Solen skinned paa Sø og Strand
og Vinden i Rigningen fløjted,
Tidselblomster og Marehalm
nikked bag Bølgesprøjtet.

Klokketoner som Planker af Malm
tværs gennem Ætheren trænger
og melder det højt, at den Frøken fra Næs
vil ej være Jomfru længer.

204

HVEDEHØSTEN

Marken staar med sine Hvededynger.
Og ved Hvedens Side stod en prægtig Klinte,
og paa Grøften Tidslen med sit Brus af Løv og Torne.
Henad Engen lyser Svampes Parasoller,
gule, spankende med graa Lameller.

Alle Ting forraader sig og røber sig
til alle Sider med en klar Bevidstheds Viden,
aabner sin Hu og sin higende Rigdom for Dagen,
sidder desuden og hvisker længe i Nattens Time.
Solen og Kildespringet, Stjernen og Træet
driver hemmelige Underhandlinger
til stor gensidig Tilfredsstillelse.
Alle Dyr og Væxter, Foreteelser og Arter
gør Ting, der ligner Tegn og Gerninger,
indlader sig paa Forhold og utvivlsomme Sammensværgelser.
Rundt om dem optræder samlet Albevidstheden.
Alt er midnatsdybt og vil i Morgen
før Klokken Seks blive soleklart.

Kun Mennesket, den løjerlige Snegl,
der vil være alvis,
er tungnem og kan intet fatte.
Og nu er det netop denne ubegavede Tilhører,
hvis Begribelse hele Verden henvender sig til,
som var dette noget vigtigt!

205

DE FARLIGE NYE TIDER

Paa stejlende Heste
et Jagttog rider.
Jeg hilser de nye
og farlige Tider!

En Hvirvel af Timer
og dyre Minutter
som krigerske Svende
og blussende Glutter.

En Hvirvel, et Uvejr
af Aar, som gaar under,
og nye Aar, som
mod Undergang stunder,

som hæver sig truende
store mod Rummet,
et eneste Jagtskrig!
og saa er forstummet.

Lad falde, hvad ingen
formaar at bevare!
Jeg priser den nye Tid
med dens Fare.

Ja, midterst i Toget,
hvor Damerne svimler,
mens Rytterne bander
de styrtende Skimler -

206

Før troløse Taaber
sin Hærfører svigter,
Hjærtet sin Herlighed,
Haabet sin Digter,

naar Sammenbrud ventes
og Fodfæstet glider,
da stol paa det ny
i de farlige Tider.

207

EFTERSKRIFT TIL HVEDEDYNGER

12.9.1930 fyldte Sophus Claussen 65, og fødselsdagen blev fejret med udgivelsen af Hvededynger, der skulle blive Claussens sidste bog. Den helbredssvækkede digter blev i disse år i betydelig grad hjulpet af den unge cand. jur. og forfatter Hans Kirk, der samtidig var fast medarbejder ved Lolland-Falsters Folketidende (1925-1930). Han debuterede som bekendt i 1928 med kollektivromanen Fiskerne, og når disse forhold trækkes frem her, skyldes det, at Kirk mht. redigeringen af Hvededynger spillede samme rolle som i sin tid Edith Rode med Danske Vers - blot blev han betalt for det. Til forskel fra Edith Rode besad Kirk imidlertid ikke hendes sikre fornemmelse overfor det lyriske udtryk, hvad der da også præger bogen. Den består, som Heroica, i langt overvejende grad af nyere eller helt nye digte - digte, der kunne kaldes essensdigte, idet de som korte, lyriske udbrud præget af en øjeblikkelig given stemning udtaler sig absolut og bestemt på tilværelsens vegne. Der trækkes ikke som tidligere på erindring og fortid, fabelelementerne og det dermed forbundne episke foredrag er forsvundet, tilbage står en destilleret stemningskunst, der som påpeget af H. G. Topsøe-Jensen betegner en ny fase i forfatterskabet (se He VI 155). Samme kritiker advarede også på skønsom og lidet pegefingeragtig måde mod en tendens mod gådetaleri og manglende selvkritik, idet han var bange for, at SC til sidst kunne komme til at blæse for lutter døve Ører - hvad eftertiden vist vil give ham ret i. Citeres eller analyseres digte fra Hvededynger er det som oftest de samme få: Natten og Morgenrøden, Høvdingdød, Udløbet i Uendeligheden, Eleonora Duse og frem for alt Digtersfinxen, alle digte skrevet før 1917.

Det er da også disse digte, anmelderne fremhæver, og er de forbeholdne - hvad de fleste er - går forbeholdet netop på 208 kvantiteten af ubetydelige eller ubearbejdede digte samt på den obligatoriske dunkelhed og uforståelighed.

Hans Brix lagde ud i Nationaltidende (Morgen, 9.9.1930, sign. H. B.). Han citerer og nærlæser indledningsdigtet og må konkludere, at han har svært ved at tyde den Slags Dunkeltale. Med vanlig sans for ordspillet og apropos hvededyngerne undrer han sig over, at SC anbringer en saa forsvarlig Slaa for Kornkammeret, som Digtet virkelig i sig selv er. Dette er virkelig ikke at sprede Guldkorn. Indvendingen udvides til at omfatte andre af samlingens digte, men alligevel er HB dog stadig betaget af deres smukke og særegne lyriske Tone, der er uforandret, trods Aarene. Deri er [imidlertid] intet usædvanligt. Alle Digtere med Særpræg danner sig efterhaanden en Teknik, der tillader dem endnu i Alderdommen at efterspille deres Ungdoms Melodier. Claussens særpræg er her den virkelige, meget bedaarende Ynde, som hans Manér besidder - en ynde, som HB senere karakteriserer som Skønheds-Etik og Nydelses-Religion - og som han tilsyneladende tager afstand fra. Selv har han dog en rem af huden, når han om Hendes Kjoler kan hævde, at der dog er en Billedvirkning i dem - en Toilettevurdering af megen Forfinelse. I modsætning hertil ville de fleste erklære digtet for noget uvedkommende Tøjeri. Alt i alt forholder HB sig ironisk distanceret til bogen; kun de digte - og især Høvdingdød - som er farvet af alderdommens ro og alvor, har han respekt for. Afslutningsvis skal nævnes hans omtale af forsidedekorationen: en mægtig, saftig skraabrun Piamase, benævnet "litografisk Skitse af S. Claussen: Grubleren". Som om der ikke var nok at falde i Staver over indeni Bogen!

Forfatteren og kritikeren Olaf Hansen bygger sin anmeldelse i Aarhuus Stiftstidende (9.9.1930) op over Digtersfinxen, der i hans øjne bedre end både Tom Kristensens lille bog om forfatteren fra året før og Ludvig Holsteins artikel i Tilskueren (1930, II, p. 204-208) belyser digterens egentlige væsen. Med lån af Holsteins udtryk (der igen er lånt fra Helge Rode) bestemmer han Claussens digtning som Leg, (. . .) men der er Alvor deri. For Legen er guddommelig, og Digterens Kald er 209 at tjene det guddommelige - det, som ikke alene blev aabenbaret i ham, men som ogsaa Fortiden har set og som Fremtiden skal sande - og han skal bevidne og bevise dets Magt overfor Mennesket. På dette unægtelig meget høje niveau fastholdes digteren, og det virker derfor som et brat antiklimaks, når OH konkluderer: Som Kunstner har Digteren ingen Alder. Hans mange forskelligartede Stemninger har alle den samme charmerende Klang - hvorpå slutstrofen i Natten og Morgenrøden citeres.

Der er også et spring ned til F[rejlif] O [Isens] typiske Ekstra Bladet-anmeldelse (10.9.1930), der både understreger bladets "folkelige" tendens ved at tage afstand fra jubilæets mere officielle Højtideligheder, Hvededyngers statelige udstyr m. m., samtidig med at det antydes, dels at Claussen overvurderes i visse kredse, dels at han overvurderer sig selv. Herudover er der dog meget smukke Digtninge, selv om han skal passe på ikke at gøre sig for klog. Adskillige af Digtene er ogsaa ret svage, og nu og da (. . .) forfalder han til en anstrengt aandfuld Pølsesnak. Men Løvens Klo mærkes paa mange af de fine Blade, en sand Digter, en skælmsk, underfundig, lun Lollik af en Sprog- og Stilkunst, som man uden Forbehold fejrer i sit Hjerte.

Ovenpå disse tvetydigheder og selvmodsigende postulater er det en lise at læse Otto Gelsteds store og veldokumenterede artikel i Lolland-Falsters Folketidende (10.9.1930), overhovedet den mest indforståede og grundige af alle anmeldelserne. Kureren i Politiken (Hos Sophus Claussen, 8.9.1927, se s. 59) véd da også, at det i anledning af 40-årsdagen for debuten var meningen, at Haases Forlag skulle udsende en Monografi om Digteren, forfattet af dennes nære Ven og varmeste Profet, Otto Gelsted. Artiklen i Lolland-Falsters Folketidende viser, at han kunne have gjort det.

Med udgangspunkt i visse iagttagelser i indledningsdigtet karakteriserer OG tankegangen som enkel som i en verdslig Froprædiken - en Lovprisning af det aabne, avlende Sind, af det almene Samspil og den ligevægtige Kraft, udformet i 210 jævne, men storladne Billeder: Ørkenen og Hvededynger, Træernes Samliv i Skoven, Klodernes dansende Samspil. Grundtvig kunde have arbejdet med nøjagtig samme Billedvalg, et ægte dansk Sindbilledsprog og med samme Tendens. Med en række velvalgte citater og analyser uddybes grundsynspunktet: at der ligger en Salme begravet i Claussens bedste digte, der forudsætter en Menighed, og at det i bund og grund er rimeligt, at Claussen føler, at hans Digtning efter sin inderste Mening hører hjemme i Folket.

Dette er én side ved bogen; en anden er de lyriske Vignetter og Arabesker, der synes udsprunget af flygtige Situationer, og som forudsætter en mere artistisk Kunstglæde hos Læseren. Det kan blive Bagateller, lykkelige Rids, friske og ansporende som Pennekrads af Thorvaldsen. Hvor andre kritikere taler om meningsløshed, fremhæver OG, at Fornuft alene [ikke] gør det, og at det er "Ufornuften, der kan flytte Bjerge". En saadan klog Ufornuft eller ufornuftig Visdom kræver Digteren ogsaa af sin Læser. Disse krav eksemplificerer OG med henblik på områder som sprog, rytme og rim og véd at trække paralleller til så forskellige forfattere som Aakjær, Holstein, Rabelais og Angelus Silesius. Det er ham magtpåliggende at vise, hvorledes hverdagssituationerne udvides, perspektiveres, forbindes med en høj Mening, fordi det enkelte og tilfældige løftes op i en altomfattende, [ofte] næsten mystisk Sfære - ligesom det uforudsigelige, uberegnelige og uhøjtidelige fremhæves som væsentlige kvaliteter ved en række af digtene. Når det stikker ham er han endnu den ungdommeligste Digter i dansk Lyrik og gør ligesom Jens August Schade "Sjov i Danmark".

Til slut pointeres det, at der f alt det gyngende, glitrende og forbirindende dog altid er et "landfast Punkt" - apropos Udløbet i Uendeligheden med dets heroiske Vilje til af det henflydende Liv (. . .), at uddrage afsluttende Tanker, som er gennemstrømmede af det Uendeliges Bevægelse. Også Digtersfinxen udsiger, at Digteren er én, skønt hver Stund er forskellig (. . .). Enhedstrangen (. . .) giver Udfoldelsen Styrke. Som det var tilfældet med omtalen af Heroica sluttes der således af med 211 en henvisning til enheden i værket; det må have glædet digteren! Fyns Tidende indeholdt næste dag en stor, rosende karakteristik af fødselaren: Sophus Claussen ved Niels Gyde og en kort omtale af Hvededynger ved S. A., der hæfter sig ved, at ikke alle Versene er lige tilgængelige, (. . .) men der er til Gengæld meget smukt, som glæder baade ved sit Indhold og sin Form. Det gælder særligt Digtersfinxen, der fængsler ved sin Blanding, snart af ungdommeligt Vovemod, snart af tredsaarig Vemod.

Samme Glæde føler K[ai] F[lor] i Berlingske Tidende (Morgen, 12.9.1930): den 65-aariges Hvedekorn, spredt i Poesiens Muld, har deres unge saftfulde Grokraft i Behold. KF citerer udførligt fra mangfoldigheden af dejlige, alvorsfulde og lunefulde Vers uden at komme nærmere ind på noget enkelt digt. Han finder forskellige epoker og dermed forskellige temaer repræsenteret i samlingen, men i et ophøjet Øjeblik har han dog følt, at Tiden, om kort eller lang, er intet. Det er blevet til Bogens værdigste og vægtigste Digt "Natten og Morgenrøden", der citeres in extenso.

Chr. Rimestad er også begejstret (Politikens kronik 12.9. 1930), begejstret, fordi Sophus Claussen i modsætning til de fleste ældre medpoeter har forstaaet at holde sin Kunst frisk, fordi han aldrig har skrevet paa Rutine (. . .) han har forstaaet at holde sit Sind frisk. Som belæg for påstanden citeres linier fra indledningsdigtet, der indeholder et Livsfornyeisens Evangelium, samt passager fra Digtersfinxen, der også karakteriserer en anden side hos forfatteren, hvis proteusagtige Væsen umuliggør, at man kan holde ham fast. Samlingen rummer både Bjergprækentekster (. . .) (Teksten er Kærligheden - men ogsaa "Manglen paa Kærligheden"), (. . .) Gækkeversene og Orakelsvarene, og disse Liv sp aradoks er, som fryder Englene, men fortørner Okserne!

Og netop overfor disse "Livsparadokser" må CR melde fra og henregne sig til Okserne. Det gælder elementer, f. eks. i Det regner over Jordens Kugle, Hvordan Tiden bliver mig utro, 212 andre Gækkevers, som aldeles ikke har nogen Mening og en grotesk Ting som f. eks. Hjemme igen.

Ellers er den svorne Claussenentusiast godt tilfreds, både med digte som Tegnet i Sol og Frugtbarhed: Han har ikke i sin Ungdom skrevet yndigere og kyskere erotisk Poesi, som med digte, hvor der anslåes helt andre Toner - nogle har Lyd som et sønderrevet Efteraar, og andre har en Vinternats forstenede Dysterhed. I atter andre blandes skæmt og vemod, men skal han fremhæve et enkelt Digt (. . .) maatte det blive Udløbet i Uendeligheden, der har en forunderlig Musik, der præcist gør Indholdet levende for vor Aand - og blandt de regelmæssige Digte Fra vor Kærligheds Hus. Det er Samlingens mørkeste Digt, og gennem sin Musik suggererer det saa langt mere end det, som det direkte fortæller. Hvad det - og de andre - digte egentlig fortæller, indlader CR sig her som tidligere ikke på; for ham er poesien og skønhedsindtrykket et mål i sig selv, og det er ikke mærkeligt, at Claussen ofte i sine notesbøger må tage forbehold overfor denne æstetikerholdning hos sin beundrer.

Tilbage står fire kortere anmeldelser, alle forbeholdne eller rent negative. Højskolebladet har Claussen åbenbart aldrig været god ven med. Oscar Geismar (26.9.1930) lægger således heller ikke her fingrene imellem: først konstaterer han nidkært, at 41 sider i bogen er blanke, men slig Ødselhed kunne han dog overse, hvis Hveden ellers var god og gylden. Det er den bare ikke, dens Kvalitet er langt under Middelhøst. Enkelte digte staar [dog] paa Højde med Sophus Claussens bedre Ting fra de tidligere Samlinger og nærmest sin egen Højde naar han i den dybsindigt dunkle Selvbekendelse "Digtersfinxen". Men det kniber med sangen (apropos Esau og Jakob). Til gengæld er der saa mange flere Ord. "Jeg har Ord som Brød i Kurve, dersom Folk vil spise". Men det vil Folk næppe. Dels er digtene ofte meningsløse, dels ofte oplagt ubetydelige. Som eksempel nævnes titeldigtet, som Otto Gelsted jo så god mening i og erklærede for beslægtet med det bedste i den danske salmetradition. Det gør teologen Oscar Geismar ikke: Man kan ikke med 213 god Samvittighed tilraade nogen at køre saadanne Hvededynger i Lade.

Fyens Stiftstidendes anmelder Fr. (6.11.1930) har også besvær med bogen: Som Fødselsdagsbog kan Udgivelsen være rimelig - ellers vel næppe. Den lyriske Evne er dog forbavsende godt bevaret, men Kvantiteten overgaar [dog] Kvaliteten. Digtersfinxen ses som Samlingens vægtigste Digt, et Symbol paa Digteraanden, men vanskeligt forstaaeligt, som Claussen som oftest er. Samme indvendinger har præsten, lyrikeren og salmehistorikeren Anders Malling i Kristeligt Dagblad (30.9.1930). Han sætter spørgsmålstegn ved om disse Tankekorn er nærende Hvede, klinten og tidslen har unægtelig kastet deres Frø eller Kim i Hvededyngen. Alligevel er Claussen en fortrinlig Lyriker, der kan sine Ting til Fuldkommenhed, han bruger bare ikke sine rige Evner paa bedste Maade. Han kunde sige sin Tanke tindrende klart (. . .). Men han vil ikke. Og det ærgrer hr. Malling.

Uklarheden - ordet skal snart ikke nævnes mere - er også en anstødssten for Povl Engelstofts forståelse (Den nye Litteratur, 25.10.1930, usign.): bogen er et Hav af spillende og dybsindig, men ogsaa ofte baade uklar og uformet Underfundighed (. . .). Mesterens Dybsind er ingenlunde altid tilgængeligt for de mange, og den korte anmeldelse gør da heller ikke noget for at gøre det mere tilgængeligt.

Og hvor er så Claussen henne i al denne tåge? Det har dog tidligere plaget ham dybt ikke at blive genkendt i den skikkelse, han anså for sin egen - og han har da også tidligere hver gang taget til genmæle mod den mest uforstående kritik. Men nu er han tavs og vel træt, hvad samlingens mange vemodigt-resignerede digte bærer vidnesbyrd om. Han har endt sit arbejde og sluttet sin dag - at gøre Ret og Skel maa blive andres Sag.

Alligevel findes der en slags svar, blot bliver der svaret på forhånd - måske klog af skade. Digtersfinxen er tænkt som en art vejledning for de syv vise på vildveje. Har de undret sig over digterens udvikling og væsen, søger han her at komme 214 dem i møde, ja endog at rive Bindet fra deres Øjne. Her - som i Fabius' Stamtavle fra Foraarstaler - søger han at besvare spørgsmålet: Jeg, hvem er jeg?, og uden at give et sikkert svar klargør han dog så væsentlige sider af sin personlighed og sin kunst, at iagttageren skulle have god mulighed for at kende manden. Beskæftigelsen med iagttagelserne omkring den lange række af værker har desværre vist, at kendt blev han kun momentant, i glimt og på et sent tidspunkt.

215

NOTER TIL HVEDEDYNGER

Hvededynger

M

NkS 1340, 8°, XVII, 100 (udk. fra 1926)
NkS 2172, 2°, I, 3a, 1 (avistrykket)
NkS 2172, 2°, I, 3a, 2-5 (udk.)
NkS 2172, 2°, I, 3a, 6 (fragment af renskr.)
A NkS 2172, 2°, I, 3a, 7-10 (udat., usign., rettet renskr., bl.)
B NkS 2172, 2°, I, 3b, 1-5 (udat., usign. trykms., maskinskr.)
C Pol. 6.9.1930

V

A XI, 5: samle eller sprede < d. s. < sprænge eller samle
II, 3: gentage < gentagende (+ B)
C Efter titlen: Digteren Sophus Claussen, som paa Fredag fylder 65 Aar, udsender i Dag en ny Digtsamling, der indledes med følgende Digt:

L

E&H 41 (Thorkild Bjørnvigs indledning)

Præludium

M

NkS 1340, 8°, XVII, 100 (udførlige udk. fra 1926)
NkS 2172, 2°, I, 3a, 11-12 (udat., usign. renskr., bl.)
NkS 2172, 2°, I, 3a, 13-14 (udførligt udk.)
NkS 2172, 2°, I, 3b, 6-7 (udat., usign. trykms., maskinskr.)

K

Talisman, genstand m. magisk indskrift el. billede, der ikke alene beskytter, men også udsender kraftvirkninger Fylkesmænd, meningsfæller samlet til kamp for fælles anskuelser
Gud (. . .), allusion til Jesu ord på korset (f. eks. Mark. 15,34) 216Urias, person i GT (2. Samuels Bog 11), som David på beregning anbragte på en så udsat post under kampen, at han faldt
Satanas, satan, i GT et af djævelens tilnavne (betyder modstander)

Quod felix

M

NkS 2172, 2°, I, 3a,15 (udat., usign. renskr., bly.)
NkS 2172, 2°, I, 3b, 8 (udat., usign. trykms., maskinskr.)
NkS 1340, 8°, XVII, 100 (udat., usign., rettet renskr., bl., fra 1926. Istf. titlen: Profetinden:. Digtet fortsættes m. én str. i udk. Andetsteds i hæftet findes en anden, signeret renskr., hvor Profetinden: er streget over. Istf. er tilføjet Indvielse)
A Quod Felix, Akademisk Tidsskrift, 18.6.1926, nr. 18. Numret tilegnet de ny studenter

V

A Titlen < Indvielse

K

Quod felix. Københavns Universitets akademiske borgerbrev begyndte med ordene: Quod felix faustumque sit, lat. gid det må være til lykke og fremgang; i øvrigt en alm. romersk lykønskningsformel

L

GM151

Roser paa Mos

M

NkS 2172, 2°, I, 3a, 16 (udat., usign. renskr., bly., u. t.)
NkS 2172, 2°, I, 3b, 9 (udat., usign. trykms., maskinskr.)
NkS 1340, 8°, XVII, 100 (usign. renskr., bl., dat. 27.4. 26, u. t.)

Middagsblund (1924)

M

NkS 2172, 2°, I, 3a, 17 (udat., usign. trykms., maskinskr.)
NkS 1340, 8°, XVI, 93 (udat., usign. renskr., bl., u. t.) 217 NkS 2172, 2°, I, 3b, 10 (udat., usign. trykms., maskinskr.)

Nathvælvet

M

A NkS 2172, 2°, I, 3a, 18 (udat., usign. renskr., bly.)
B NkS 2172, 2°, I, 3b, 11 (udat., usign. trykms., maskinskr.)
C NkS 1340, 8°, XVII, 100 (udat., usign. renskr., bl., fra 1926)

V

A Titlen < Ungdomsmotiv (+ C)
II, 2: for < paa
B Titlen < d. s. < Ungdomsmotiv.
II, 2: for < d. s. < paa
C II,3: i, < i:
II, 4 < . . . Der findes ej Kærlighed?
ikke Geni?
Et par efterfølgende verslinier søger at besvare spørgsmålet: "Geni hvad er det?"

K

Kærlighed (. . .) Geni, jf. note til Fa V Cæsarer

Længsel efter en Skæbne

M

A NkS 1340, 8°, XVII, 100 (usign. renskr., bl., dat. 17.4. 26)
NkS 2172, 2°, I, 3a, 19 (usign. renskr., bly., dat. 17.4. 26, u. t.)
NkS 2172, 2°, I, 3b, 12 (usign. trykms., maskinskr., dat. 17-4-26., senere overstreget)

V

A l. 2: til < d. s. < [ulæseligt]
l. 2: Vagt uden Hvile < d. s. < Magt uden Mørket

Natten og Morgenrøden

M

NkS 1340, 8°, XII, 68 (udførligt udk., dat. 22.12.15)
NkS 2172, 2°, I, 3a, 20 (udat, usign. trykms., maskinskr., u. t.) 218 NkS 2172, 2°, I, 3b, 13 (udat., usign. trykms., maskinskr.)

K

Sakuntala, navnet vel specielt fra H. Drachmanns digt Sakuntala i Ranker og Roser (1879), mere generelt fra den begejstring, som inderen Kalidasas skuespil Sakuntala (o. 400) havde vakt i Europa. Herhjemme overs. 1845. Pigens hjemland er landet nedenfor Himalaya

Lægedom

M

A NkS 1340, 8°, XIV, 75 (usign. renskr., bl., dat. 7.11. 18)
NkS 2172, 2°, I, 3a, 21 (udat., usign. renskr., bly.)
NkS 2172, 2°, I, 3b, 14 (udat., usign. trykms., maskinskr.)

V

A U. t.
II, 2: Lemmer < Lænder
II, 3: vege Form, vage Form, /var. bløde Væxt < Skønhedstegn

K

Vestalinden, romersk præstinde for gudinden Vesta, der repræsenterer hjemmets og statssamfundets orden og bestandighed. Af vestalinderne fordredes den højeste grad af legemlig og sjælelig renhed (bl. a. gennem kyskhedsløfte)

Markedet (ml. 1906 og 1911)

M

NkS 2172, 2°, I, 3a, 22-24 (udk.)
NkS 2172, 2°, I, 3a, 25 (udat., usign. renskr., maskinskr.)
NkS 2172, 2°, I, 3a, 26 (udat., usign. renskr., maskinskr.)
A NkS 2172, 2°, I, 3a, 27-28 (udat., usign. renskr., maskinskr.)
NkS 2172, 2°, I, 3b, 15 (udat., usign. trykms., maskinskr.)

219

V

A Titlen < Karrusel-Tur. Tilføjet m. bly.: (Markedsbesøg) Ml. I og II:
(Dukken sidder paa Hestens Bag, Skørterne strutter mod malet Træ).
II, 4: udhyres < d. s. < bestyres
II, 4: stort < vildt
IV og V byttet om. IV omgivet af parentes, bly.
V, 3: iltre < vilde
VI, 3: i Flok < af Træ

Morgenprækener

M

NkS 1340, 8°, XVII, 98 (usign., rettet renskr., bl, dat. Jægersborg 20.9.26. U. t.)
NkS 2172, 2°, I, 3a, 29 (udk.)
NkS 2172, 2°, I, 3a, 30 (udat., usign. trykms., maskinskr.)
NkS 2172, 2°, I, 3b, 16 (udat., usign. trykms., maskinskr.)

K

Bjerget, jf. Jesu tale - Bjergprædikenen holdt fra et bjerg i Galilæa (Matt. 5-7; Luk. 6)

Maleren Ludvig Karsten

M

NkS 1340, 8°, XVII, 98 (sign. renskr., bl, dat. Oktober 1926)
NkS 2172, 2°, I, 3a, 31 (sign. renskr., bl., dat. Oktober 1926)
NkS 2172, 2°, I, 3b, 17 (udat., usign. trykms., maskinskr.)

K

L. K., no. maler (1876-19.10.1926), jf. TB 61
Paris. L. K. var bl. a. uddannet i Paris, hvor han opholdt sig 1900-1910 og hvor SC utvivlsomt har truffet ham første gang. Fra 1910 især bosat i Danmark, bl. a. på Skagen, hvad der var medvirkende til at ændre hans Munchinfluerede ekspressionisme til en mere lysflimrende formopløsning. Karsten har malet SC's portræt

220

Digterkultus

M

NkS 2172, 2°, I, 3a, 32 (udat., usign. renskr., bly.)
NkS 2172, 2°, I, 3b, 18 (udat., usign. trykms., maskinskr.)
NkS 1340, 8°, XVII, 99 (udat., usign. renskr., bl., fra 1926)

K

Pindar (ca. 520-ca. 440 f. Kr.), gr. digter, især korlyriker
Sappho (ca. 600 f. Kr.), gr. digter fra Lesbos
Rapsode, i den gr. oldtid en omvandrende sanger, der foredrog episke digte
Frelsers og Forsoners, allusion til Grundtvigs kendte salmeoversættelse: Hil dig, Frelser og Forsoner! (Sang-Værk I, 1837)
Lazaron (ital.; afledt af Lazarus), fattig el. lurvet klædt person

Billede af den Grublende

M

A NkS 1340, 8°, XVII, 98 (usign., rettet renskr., bl, dat. 20-9.26)
B NkS 2172, 2°, I, 3a, 33 (usign. renskr., bly., dat. 20.9. 26)
C NkS 2172, 2°, I, 3b, 19 (udat., usign. trykms., maskinskr.)

V

A, B og C:
II, 2: sét < saa
II, 4 < d. s. < Perlerne er hans (÷ B og C)

Ny Fornuft (1926)

M

NkS 1340, 8°, XVII, 98 (usign., udat. renskr., bl.)
NkS 2172, 2°, I, 33, 34 (udat., usign. trykms., maskinskr.)
NkS 2172, 2°, I, 3a, 35 (udat., usign. renskr., bly., u. t.)
NkS 2172, 2°, I, 3b, 20 (udat., usign. trykms., maskinskr.)

221

K

Ufornuften (. . .) Bjerge, allusion til udtrykket Troen kan flytte bjerge, jf. Matt. 17,20

Patricierinde (?)

M

A NkS 2172, 2°, I, 3a, 36 (udat., usign. renskr., bl.)
NkS 2172, 2°, I, 3b, 21 (udat., usign. trykms., maskinskr.)

V

A II, 2: Hav i Skumring < d. s. /var. Havets Bræmme
IV, 2: vide < d. s. < lave

Frugtbarhed

M

NkS 2172, 2°, I, 3a, 37 (udk., dat. 14.3.13)
A NkS 2172, 2°, I, 3a, 38 (udat., usign., rettet renskr., bl. og bly.)
NkS 2172, 2°, I, 3b, 22 (udat., usign. trykms., maskinskr.)

V

A II, 1: Jeg (. . .) det < d. s. < Hun gik og saa
III, 3: retted sig < d. s. < rev sig løs
V, 1: vi < d. s. < hun
VI, 1: hun < d. s. < jeg
VI <

Og da hun segnefærdig øm /var. traet
til sidst hos mig holdt Hvil
med Frugtbarheden i sit Smil
befrugted hun hvert Hegn og Træ
(< har hun befrugtet hvert et Hegn) i flere Mil.

Taarer og Smil

M

NkS 2172, 2°, I, 3a, 39 (udat., usign. renskr., maskinskr., u. t.)
NkS 2172, 2°, I, 3b, 23 (udat., usign. trykms., maskinskr.)
NkS 1340, 8°, III, 16 (usign. renskr., bly., dat. 20.10. 1884 (fra den 17.10.))
Pol. 1.1.1927 (Titlen < Folkevise)

222

Nøglen til den ukendte Dør

M

NkS 3633, 4°, III, 2, 35 (udførligt udk. fra o. 1915)
A NkS 2172, 2°, I, 3b, 24-25 (udat., sign. trykms., maskinskr.)

V

A I, 2: tænkt < d. s. < Lyst
Efter VI er flg. str. overstreget:
da som Dreng jeg næsten havde mistet Traaden halvkvalt mellem Tønder under Flaaden,

Straaletimer

M

NkS 1340, 8°, XIII, 70 (udk. fra 1917)
A NkS 2172, 2°, I, 3a, 40 (udat., usign. renskr., bl.)
NkS 2172, 2°, I, 3b, 26 (udat., usign. trykms., maskinskr.)

V

A U. t.
II, 3: to tavse < d. s. < aarvaagne < to vaagne
II, 4: fromt < d. s. < tyst

Sortner Europa? (?)

M

A NkS 2172, 2°, I, 3a, 41 (udat., usign. renskr., bl.)
NkS 2172, 2°, I, 3b, 27 (udat., usign. trykms., maskinskr.)

V

A U. t.
II, 3: bore sig ormesolidt < d. s. < bygge
II, 4: deres Gang < Hul paa Hul /var. en Gang

Pløjeland (?)

M

NkS 2172, 2°, I, 3a, 42-43 (udførligt udk. betitlet De fire Tider)
NkS 2172, 2°, I, 3b, 28 (udat., usign. trykms., maskinskr.)
Nationaltid. 8.9.1930

223

Hendes Kjoler (ml. 1926 og 1929)

M

NkS 2172, 2°, I, 3a, 44 (udk.)
NkS 2172, 2°, I, 3b, 29 (udat., usign. trykms., maskinskr.)

Et Digt om et Barn (sommer 1928)

M

NkS 1340, 8°, XVIII, 104 (udat., usign. renskr., bl. og bly., u. t.)
NkS 2172, 2°, I, 3b, 30-31 (udat., usign. trykms., maskinskr.)
A Pol. 2.12.1928

V

A I, 6 < opdukker hendes vaagne Sans for Livet

Det regner over Jordens Kugle (1928)

M

NkS 1340, 8°, XVIII, 104 (udat., usign. renskr., bl., u. t.)NkS 2172, 2°, I, 3b, 32 (udat., usign. trykms., maskinskr.)

K

Nero (37-68), romersk kejser, hvis magtsyge if. kilderne stærkt nærmede sig sindssyge. Striden ml. ham og senatet tilspidsedes, og skønt han var populær hos folket, blev han - efter oprør i visse provinser - erklæret for offentlig fjende. Han flygtede fra Rom og lod sig dræbe af en slave

Coplas (1928)

M

NkS 1340, 8°, XVIII, 104 (udat., usign. renskr., bl.)
NkS 2172, 2°, I, 3b, 33 (udat., usign. trykms., maskinskr.)

K

coplas, sp. vers, digt
Kuplet, opr. verspar forbundet v. rim; nu: lille vise m. refræn

Fardag i Pepitas Hjerte (1928)

M

NkS 1340, 8°, XVIII, 105 (1 str. på spansk + u 224 NkS 2172, 2°, I, 2b, 34 (tidsskrifttrykket)
Quod Felix (4. arg. nr. 3) 5.10.1928

K

Fardag, flyttedag for lejere; skiftedag for tyende

Maurisk Motiv

M

NkS 1340, 8°, XVIII, 106 (udk. fra 1928)
NkS 2172, 2°, I, 3a, 45 (udk. betitlet Arabiske Sprog)
NkS 2172, 2°, I, 3a, 46-47 (udførligt udk.)
A NkS 2172, 2°, I, 3a, 48-49 (udat., usign., rettet renskr., maskinskr.)
NkS 2172, 2°, I, 3b, 35 (korrekturark til KR)
Kritisk Revy 1928, nr. 4, p. 48

V

A I, 2 < d. s. < skønt forlængst du er aldeles (trøstet?)
I, 3 < d. s. < Elskov har du bortvist fra dit Hjerte,
II, 3: i Nøden < d. s. < i Nødens Time
III, 1: ej i ms.
IV, 1: vilde < d.s. < ÷
IV, 1: lyser < d. s. < lyser ud af
IV, 2: hærgende fra < d. s. < ÷
IV, 4 < d. s. < vækker dem paany af deres Kul.
V, 3: vel Regnen < d. s. < at Regnen falder,
V, 4 < d. s. < da jeg ved, jeg dog skal dø af Tørke.
VII, 4: ej i ms.
VIII, 4: spurgte hun - - < d. s. < Og hun sagde stolt:

K

hæfte, binde

Regnvejr i Spanien

M

NkS 1340, 8°, XVII, 105 (udk. til Introduktion)
NkS 1340, 8°, XVIII, 106 (udk.)
A NkS 2172, 2°, I, 3a, 50 (usign. renskr., maskinskr., dat. 31 OKT. 1928)
B NkS 2172, 2°, I, 3a, 51-52 (udat., usign. renskr., bl., af - Regn og Blæst -) 225 C NkS 2172, 2°, I, 3a, 53-54 (udat., usign. renskr., bl., af - Altid (. . .) Landet -)
D NkS 2172, 2°, I, 3a, 55 (udat., usign. renskr., bl. af - Poetens Vemod -)
NkS 2172, 2°, I, 3a, 56-57 (udk. til - Altid (. . .) Landet -, V-IX)
E NkS 2172, 2°, I, 3a, 58-61 (udat., sign. trykms., maskinskr.)
F NkS 2172, 2°, I, 3a, 62-63 (udat., usign. renskr., bl., fremmed hånd)
G NkS 2172, 2°, I, 3a, 64-65a (udk., fremmed hånd)
NkS 2172, 2°, I, 3b, 36-39 (avistrykket)
Pol. 31.12.1928

V

A Et selvstændigt digt, u. t., der består af Introduktions 5 str. sm. m. str. III-V fra Poetens Vemod. Med bl. deles digtet i to dele og 1. del kaldes - Introduktion -. II, 3: de katolske: kursiveret i C
C VI-VII: ej i ms.
IX, 1 placeret som sidste l.
D Kun str. I-II
II, 2 < C d. s. < Solen mangler hele Verden over
F består af - Introduktion - samt str. III-V af - Poetens Vemod - under overskriften / spanske Skind
G Kladde til F, titel: Spanske Skind

K

Maja, SC associerer til den gl. italiske naturgudinde Maja, hvis navn står i forb. m. månedsnavnet maj
Torquemada (1420-1498), sp. dominikaner og storinkvisitor, der skal have ladet 8000 mennesker brænde
Hannibal (247-183 f. Kr.), karthagisk feltherre, der først anførte hæren i Spanien, siden - under den anden puniske krig - rykkede ind i Gallien, over Alperne og mod Rom
Carmencita, Carmen (diminutiv)
Alhambra, maurisk borgområde i Granada
Ciganos, gitanos, sp. sigøjnere
Edda, de oldisl. gude- og heltedigte
Yankeedoodle, populær humoristisk amer, sang, anv. af 226 de eng. tropper under den amer, frihedskrig
Barberen i Sevilla, se note til PI II Valfart
Ebro, flod i Nordøstspanien
Guadalquivir, flod i Sydspanien

Islændingen Æren (1926)

M

NkS 1340, 8°, XVII, 101 (udk.)
NkS 2172, 2°, I, 3a, 66 (udk.)
NkS 2172, 2°, I, 3b, 40-41 (avistrykket)
Pol. 13.12.1926

K

Gunnar Gunnarsson (1889-1975), isl. forfatter, bosat 1907-1939 i Danmark. De fleste af hans noveller og romaner er skrevet på dansk, men henter oftest deres motiver fra Island. Han er undertiden blevet kritiseret for et mangelfuldt dansk og en usikker stil, ligesom hans danske sprog og delvis kritiske indstilling til forholdene på Island ikke blev udelt værdsat hjemme. SC's digt blev bragt i Pol. i anledning af GG's kronik smst. 6.12.: Sagaen i dansk Dragt og den dermed forbundne polemik. Kronikken kritiserer de danske sagaoversættelser
ormetunget, hentyder til hovedpersonen i Gunløg ormstunges saga (nedskrevet 0.1200), hvor tilnavnet refererer til skjaldens satiriske digte
Uggi Greipsson er hovedpersonen i romanserien Kirken paa Bjerget I-V (1923-1928), hvis handling ret nøje følger GG's eget liv
Egill Skallagrimsson, hovedpersonen i Egils saga (nedskrevet o. 1230), hvis særprægede digterbegavelse f. eks. kommer til udtryk i digtet Sønnetabet, et opgør m. Odin efter hans yndlingssøns død
N. M. Petersen (1791-1862), da. filolog og historiker. Han oversatte de isl. sagaer i Historiske Fortællinger om Islændernes Færd Hjemme og Ude (1839-1844)
Olaf Hansen (1870-1932), lærer, forfatter og oversætter af Den ældre Edda (1911) og moderne isl. lyrik (1919) 227Gospodar er et slavisk ord m. betydningen herre, hersker; tidl. for fyrsterne i Moldau og Valakiet
Odin, hentydning til et oldisl. gudedigt Gunlød skænked - hvor Odin fortæller om sin forførelse af Gunlød, der vogter digtermjøden Odrører. Vha. et bor trænger O. gn. bjerget ind til jættekvinden, og han undslipper siden m. den kostbare drik. (Digtet findes f. eks. oversat i Den ældre Edda (. . .) v. Martin Larsen, 1943-1946)
Carlsbergguldet, Carlsbergfondets midler

Dansk Tunge og "exotiske Sympatier" (1926)

M

A NkS 1340, 8°, XVII, 101 (udk.)
B NkS 2172, 2°, I, 3b, 42-43 (udat., usign. trykms., maskinskr.)
C Pol. 2.1.1927

V

A Udk. er henvendt til Gunnar Gunnarsson. I hæftet ses kladde til brev til GG af 7.2.27, der dels belyser SC's selvhævdelse overfor kritik, dels meddeler, at han gerne påtager sig oversættelse af GG's roman Edbrødre samt af en saga
B (Replik (. . .) Syden.) < d. s. < overklæbet: (Replik til Gunnar Gunnarsson); note to ej i ms.
III, 9: Tarent < Torent
C Titlen < Dansk Tunge. Manchet og digt citeres:
Forfatteren Gunnar Gunnarsson har i et Interview fremhævet Sophus Claussens nordiske Islæt og Fantasi, idet han tilføjede, at Soph. Cl. havde været undervurderet paa Grund af sine "exotiske Sympatier".

Vogt dig for Fyldepennene,
for Interviewerne,
faamælte Gunnar fra Island.
Skriv det selv, du søgende, skrivende!
og vi læser Dig gærne.
Røb ikke mundtlig for Journalisten
det, som kan undervurderes,
228 hvis du ej ønsker det tydet
som din Vurdering.

Undskyld mig ikke, Islænding,
for Farter til Seinen og Tiber.
Gør mig til Varg i Veum,
Helligdomsulven -
Alt dette var jeg vant til.
Sky mig som Sydens Vulkaner,
mens jeg ligger i Vand herhjemme
og venter et Solsmil.

Altfor lumpent og længe
saa jeg min Frifærd blandt sjeldne
Digtere, som er døde
(nu er de Frankrig en Stolthed),
smaalig begrebet og tolket
som Eders Ungdomsløjer
midt mellem Sprit og Cythere,
Dette skal, lysmilde Uggi,
nu have Ende.

Dernæst følger str. I, 1-9

Islænding, hvem tør vove
at drømme og snakke daarligt
- som middelmaadige Danske - om dette Værk af en Dansker*
som var min Ungdoms Bedrift?

Gør dig min Munterhed ustemt?
Gav Dig da Galliens Brave
ikke Udholdenheds-Prøver
saa muntre, at selv du blev karsk?

Dernæst følger str. II, 1-10

Men lad dette nu fare.
229 Fyldepennen og Tillid
til en lidt mut Interviewer
afbrød tit før i Dag
Pagt, som var bedre befæstet.
Intervieweren Skylden!
Vi kan kun sige som Vølven
i den nordiske Oldsang:
Ved du mer' eller hvad?

Jeg har anet Værdien,
gemt i din islandske Sprogart
for vor glatkæmmede Danskhed.
Men vil en langhaaret Muse i Danmark
nu skære Haar af sit Hoved
for at sno Streng til din Bue,
naar du er haardest i Nød?
Ved du mer' eller hvad?

Ikke dog er du alene:
Dernæst følger str. III, 1-9

Alting dog samled sig nordvejs,
førend din Moder havde født dig,
ja før den cimbriske Tyr
havde udstødt et Bø,
har jeg drømt om Island.
Dog ikke Avind og Oldtid
er islandsk alene.
Lys-Universet hedder: Dansk Tunge.
Ved du mer' eller hvad?
SOPHUS CLAUSSEN

*

K

Dansk Tunge. Hermed mener SC de norrøne Tungemaal i deres forskellige Dialekter nu, som for tusind Aar siden230 En art fællesnordisk el. skandinavisk (Brev fra en Falstring til en Islænding, L-F. F. 20.11.1925)
Ungdomsarbejder, AP og Va (jf. note i Pol.)
Paul Verlaine, se note til Fa V Vers til de døde Mestre. 1911 blev et mindesmærke rejst for ham i Luxembourghaven i Paris
hensmuldrede Rige. Der kan f. eks. henvises til polemikken m. Jeppe Aakjær om gallisk ånd (JAa. i Pol. 28.10. 1907, SC smst. 3.11.1907: Vi) og sammenstødet m. Johs. V. Jensen og dennes tanker om en gotisk renæssance (juli 1907, se DO og BHJ). SC's forestillinger om en ny gotik ses f. eks. 208
Vølve (. . .), jf. Ældre Eddas visionsdigt Vølvens spådom, lagt i munden på en spåkvinde, en sibylle, en vølve, der først fortæller om verdens og menneskets skabelse, dernæst om kampe og fjendtligheder og endelig om ragnarok, verdens undergang. En ny verden rejser sig til sidst, men den dystre drage viser sig også på himlen. Visse afsn. kendetegnes af den ildevarslende, gentagne slutningslinie, der her gengives: Ved du mer' eller hvad? Tarent, Taranto, havneby i Syditalien, der bl. a. har været under normannisk herredømme
GG replicerede m. digtet Ord til en vred Ven, Pol. 3.1. 1927

En Prolog til "Frøken Julie" (maj 1926)

M

NkS 1340, 8°, XVII, 100 (udk.)
A NkS 2172, 2°, I, 3b, 44 (udat., usign. trykms., maskinskr.)
B Pol. 14.5.1926

V

B Efter titellinien: Ved Festen for August Falck og Manda Björling
1. 7: vælter < vælder
1.13: Mennesken's < Menneskens (+ A) 1.15 < Løbegravs-Pøbel, bestemt til Kanonernes Føde, 231 l. 16: - Se < se
Efter digtet: N.B. Julie udtales som paa Fransk og Svensk

K

Frøken Julie, naturalistisk sørgespil af August Strindberg (1888), hvor den unge grevedatter frøken Julie en St. Hansnat drives ind i et kærlighedsforhold til sin tjener Jean, en begivenhed hun kun kan sone gn. selvmordet
Hedvig Amanda (Manda) Björling (1876-1960), sv. skuespillerinde. Med oplæsningsturneer sm. m. sin mand, skuespilleren og teaterdirektør August Falck (1882-1938) har hun i høj grad bidraget til interessen for Strindberg. Digtet blev læst af SC ved en midnatsforestilling i Studentersamfundet

L

E&H 38 (Thorkild Bjørnvigs indledning)

Thøger Larsen

M

A NkS 1340, 8°, XVIII, 106 (udk. og udat., usign. renskr., bl.)
B NkS 2172, 2°, I, 3b, 45 (usign. trykms., maskinskr., dat. 4.6.1928)
C Pol. 9.6.1928

V

A U. t.
II, 1: Aarhundredet < Det ny Aarhundred
II, 1: vil < vilde
II, 2: Dyr < Udyr < Løver
II, 6: Kerne < Kærne < Undren
II, 7: vi < d. s. < jeg
II, 8: Sekler < Seklet (+ C)

K

T. L., se note til He VI Til Thøger Larsen

L

Guy-Charles Cros: Sophus Claussen i Paris i Berl.Tid. 11.4.1932 (kronikken)

Hjemme igen (forår 1898)

M

Acc. 1981/143A (udk.)
NkS 3633, 4°, I, 2A, 36-37 (udk.) 232 A NkS 3633, 4°, I, 5b, 34 (udat., usign., rettet renskr., bl.)
B NkS 3633, 4°, II, 1, 16 (usign., udat., rettet renskr., bl.)
NkS 2172, 2°, I, 3b, 46 (udat., usign. trykms., maskinskr.)

V

A Digtet er placeret som det første af tre Troldvers under titlen Besøget hos Jættens Enke. Nr. 2 hedder Det samme paa en anden Maade og svarer til He VI Jeg traf en Skønhed. Nr. 3: Det samme paa en tredje Maade er et Heinecitat: "Schlage die Trommel und fürchte dich nicht und küsse die Marketenderin! ["], jf. s. 247 og By 198
Digtet indledes m. flg. str.:
Hendes Hus har vel været en Nutids-Jættestue; thi Damen, jeg besøgte, var Jættens Enkefrue. Hun gjorde mig med Komplimenter flov, fordi jeg man gie d Hale og Hov.
Efter IV følger en overstreget str., der svarer til VI: Vi kan jo ogsaa gærne, i Fald De behager, osv.
Dernæst nedskrives V og digtet afsluttes m. en str., der - fraset 1. linie - er en variant af den overstregede str.:
Jeg blev slet ikke angst. Jeg gør, som hun behager
Hendes Mand var en Jætte. Han holdt et Trælast-Lager.
osv. B I, 1: Dejligheden < Jættefruen
I, 3: hvisked < smilte
II, 1: sjælden < vældig
II, 1: og elskede mig < jeg elskede ham
VI ej i ms.

K

Trælastlager, billedet genfindes i den samtidige novelle
Henrik og Henriette i MK
I NkS 1340, 8°, VIII, 38 (jan. 1898) læses: Trøst dig, min Ven, Livet er snarere for langt end for kort. Og hvis du233ikke dør en brat Død altfor ung, skal du nu faa Tid til at blive knækket Led for Led overalt, hvor du er svag og kan knækkes. Vær ikke utaalmodig! Overlad dette Arbejde til Livet selv - det vil ganske sikkert finde dine Sammenføjninger." Indl. udeladt

For Fremtidens Aasyn (ml. 1926 og 1929)

M

A Udat., usign. rettet renskr., bl. i Jens Borks eje (se Na I 127)
B NkS 2172, 2°, I, 3b, 47 (udat., usign. trykms., maskinskr.)

V

A U. t.
I, 4: en Opsang < et Oprør
I, 5: som smæltet Bly saa < d. s. < mig ungdomsblød og
I, 6: paa Gab < d. s. < aabent
II, 1: I Haabet < d. s. < Jeg haaber
II, 4: Guld (. . .) Foraarspande < d. s. /var. Sejersguld /var. Guld og Violer om din dejlige Pande
III, 2: Kvinde < Jenny
III, 3 : var. mit Hovedhaar er graat, mit Skæg forviltret
III, 4: for /var. paa
III, 4: Aasyn /var. Vande
III, 3-4: var. Du glatter mit Haar og mit Skægs den viltre Tjørn for [som III, 4]
B I, 4: en Opsang < d. s. < et Oprør
III, 2: Kvinde < d. s. < Jenny

Pilevejen (?)

M

NkS 2172, 2°, I, 3a, 67 (udat., usign. trykms., maskinskr.)
NkS 2172, 2°, I, 3b, 48 (udat., usign. trykms., maskinskr.) 234 A Udk. og udat., usign., rettet renskr., bl. i Jens Borks eje (se Na I 127)

V

A U. t.
III: Versparrene ombyttet
På arket noteret: I Billedets frie og nøgne Virkelighed

Godmorgen i Gaarden (?)

M

NkS 2172, 2°, I, 3b, 49 (udat., usign. trykms., maskinskr.)
Udat., usign., rettet renskr., bl., u. t. i Jens Borks eje (se Na I 127)

Høvdingdød

M

A Usign. renskr., bl., dat. Dec. 1915 i Jens Borks eje (se Na I 127)
B NkS 2172, 2°, I, 3b, 50 (udat., usign. trykms., maskinskr. den ekstra str. overklæbet)

V

A II, 5 < d. s. < og smiler til Dødskuldens Vaar
A + B: efter II:

* * *

En Høvding - det er intet,
hvis ikke Fyrstemodets Sejr
er Sejr og Frihed for hans Lejr.
En Høvding - det er intet.
Men pris ham stor og kald ham fejr,
i Fald hans Sejersskjorte
er Fest og Fryd for Land og Lejr,
naar Høvdingen er borte.

K

Skæft, imp. af skæfte, fastgøre odden til en pil

L

E&H 23 (Thorkild Bjørnvigs indledning)
Aage Henriksen: Den erindrende faun (1968) p. 191
F. Brandt-Pedersen: Anvendt metrik (1970) p. 98 ff.

235

Udløbet i Uendeligheden (sept. el. okt. 1896)

M

A Udat., usign., rettet renskr., bl. i Jens Borks eje (se Na I 127)
B NkS 2172,I, 3b, 51-52 (udat., usign. trykms., maskinskr.)

V

A I, 1: Plasket < kun Plasket
V, 8: afsluttende kursiveret

L

BHJ 91

Hvordan Tiden bliver mig utro (?)

M

NkS 2172, 2°, I, 3a, 68 (udk.)
NkS 2172, 2°, I, 3a, 69 (udat., usign., rettet renskr., bl.)
NkS 2172, 2°, I, 3a, 70 (udat., usign. trykms., maskinskr.)
NkS 2172, 2°, I, 3b, 53 (udat, usign. trykms., maskinskr.)

Trylleformlen

M

NkS 2172, 2°, I, 3a, 71 (udk.)
A NkS 2172, 2°, I, 3a, 72 (usign. renskr., bl., dat. 1914-15?)
NkS 2172, 2°, I, 3b, 54 (udat, usign. trykms., maskinskr.)

V

A Titlen < d. s. < Trylleformlen (Opløsningstegnet)
II, 4: Styrkes Skjul er < d. s. < Hæders Navn er < Styrke maa skjules i
III, 4: og (. . .) mod < d. s. < naar blot du nævner
IV, 4: Pareerne < Nornerne

K

U deis, gr.: ingen; det navn, Odysseus benyttede til at slippe ud af den enøjede kyklop Polyfemos' hule - efter at have blindet ham (Odysseen IX, 366 og 408)
Parcerne, skæbnegudinderne, som spinder, udmåler og klipper menneskenes livstråd

236

Rejse

M

NkS 1340, 8°, XVI, 93 (udk. fra 1924)
A NkS 2172, 2°, I, 3a, 73-74 (udførligt udk.)
NkS 2172, 2°, I, 3a, 75-77 (udk.)
NkS 2172, 2°, I, 3a, 124 (udk. til A's slutning)
B NkS 2172, 2°, I, 3b, 55-57 (udat., usign. trykms., maskinskr.)

V

A Digtet afsluttes:

Toget sydpaa! Her vil vi standse
Det er Danmarks yndigste Vilje.
Det er Nordens sejrrige [?:] Sømod.
Jyden er sejg, naar det tuder og stormer
han kommer med snart i Bil, snart med Stude
gæv ved et Gilde og god paa sin Hede.
Hovedstaden har hele Aaret
Blomster i Haaret, ej altid (< men sjælden) i Favnen,
synes at smile - men sørger sig øde.
Øboen, Sydboen, solbeskinnet,
blomstrer med Længselsfester i Sindet,
selv naar det regner.

Gamle Folkeslags Vilje (o. 1917 (?))

M

NkS 1340, 8°, I, 3 (udførligt udk.)
A NkS 2172, 2°, I, 3a, 78 (udat., usign. renskr., bl., u. t.)
B NkS 2172, 2°, I, 3b, 58 (udat., usign. trykms., maskinskr.)
C Ekstra Bl. 29.8.1927

V

C Titlen < Linier
I, 8: blir < blev

Eleonora Duse (aug. 1894)

M

NkS 2172, 2°, I, 3a, 79 (sign. afskrift af avistrykket)
A NkS 2172, 2°, I, 3a, 80-81 (kopi af) 82-83 (udat., usign. trykms., maskinskr.) 237 NkS 2172, 2°, I, 3b, 59-60 (udat., usign. trykms., maskinskr.)
NkS 1340, 8°, VII, 34 (Claras Drømme, prosaudk.; aug. 1894)
B Pol. 11.12.1895
Den italienske sidstelinie er i denne udgave rettet. I originaludg. stod der: Va, vesti ti da (. . .) sono (. . .). Ligeledes er ordet cosi rettet fra cosi

V

A Titlen < Efter at have sét Eleonora Duse
B Titlen < Klæd dig i Rosenrødt! Til Eleonora Duse VI y. Bud .... < Bud: // - Følg efter mig: Klæd Dig i Rosenrødt! -
VII, 3: med dine < De samme
VIII, 1-2 < Og Sommerfuglen var saa venlig, venlig, at jeg gik efter glad og ufortrøden.
Klæd Dig i Rosenrødt! + Klæd Dig i Rosenrødt - thi jeg er Døden samt sidste linie kursiveret

K

E. D. (1859-1924), ital. skuespillerinde, gæstede dec. 1895 København. SC anmeldte de Tre Forestillinger i L-F. F. 15.12.1895 (under mærket Antonius), og han vendte siden tilbage til skikkelsen, oftest i forb. m. Arbejdersken. Hun omtales kort i en erindring i NkS 1340, 8°, XV, 86 fra 1922-1923
l'amor cosi gentile, ital. den så blide kærlighed. Udtrykket skal sandsynligvis give mindelser om Dante og Petrarca el. den såkaldte "stil nuovo" tradition
Digtet er en parallel til Claras drøm i Va 183-184, jf. Pi II Nyt Foraar

L

GM 61
Aage Henriksen: Det guddommelige Barn (1965) p. 134 f.

Fra vor Kærligheds Hus (?)

M

A NkS 2172, 2°, I, 3a, 84 (udat., usign. renskr., bl.)
B NkS 2172, 2°, I, 3b, 61-62 (udat., usign. trykms., maskinskr.)

238

V

A U. t.
V, 3: alene < d. s. < der hjemme
VII, 1: svimmelt, < .......,
VII, 5: noget (. . .) Tegn < ef Lius ...... Tegn
VII, 8 følges af denne l.:
(hvor min Kæreste bød mig mit Krus)
B VII, 1: svimmelt, < d. s. < . . .,
VII, 5: noget levende < d. s. < et Liv . . .

Digtersfinxen

M

NkS 1340, 8°, XIII, 70 (udk. fra forår 1917)
NkS 1340, 8°, XIII, 73 (udk. fra 1917)
A NkS 2172, 2°, I, 3a, 88-89 (udat, usign., rettet renskr., bl. og bly.)
B NkS 2172, 2°, I, 3b, 63-74 (udat., usign. trykms., maskinskr.)
NkS 3634, 4°, IV, 5 (diverse prosaudk.)
Udat., usign. fragmenter, bl. og bly. i udgiverens eje

V

A 88: l. 1 tilføjet m. bly.
l. 8: Løven er mer end < var end Løven
l.11-12 tilføjet m. bly.
90: l. 53-56 tilføjet m. bly. og forsynet m. parentes
1. 53: Barbarens Styrke < d. s. /var. Hedenskaben < Lystenheden
1. 56 < d. s. < naar Jakob kendes igen paa Røsten
92: 1. 69: Men sorgløs < d. s. < Med Tiden
Efter l. 77: som for B
94: l. 95-108 tillagt: Digteren (tilføjelse m. bly.)
l. 109-110 tillagt: Sibyllen (tilføjelse m. bly.)
95: l. 111: Dog hvad < Hvad
96: l. 129: som blev til < d. s. < blev Livets
l.132: Skaberens < d. s. < Kunstnerens
99: l. 168: farlig < d. s. < pestfyldt
l. 170: kun faa kan < d. s. < kan ingen
Efter 1.170: som for B. Linien er rettet fra: . . . hvis 239 Giften ikke er altfor giftig < . . . hvis Giften ej er for mægtig < B-formen
B l. 8: Løven er mer end < Løven var mer end < var end Løven
Efter l. 77 flg. overstregede afsn.:
(Som Skuespilleren, hvis Nerver sitrer,
snart fromt som Munken bag Cellens Gitre,
snart vildt ustyrlig - en Jacobiner,
Frihedsrebellen, der aabner Cellen,
hvor Tugthusfangen og Tøsen tviner)
Efter l.110 er der ikke markeret afsn.; først efter l. 112
l. 111: Dog hvad < d. s. < Hvad
l. 111-122 markeret (m. skarp parentes) udeladt, hvilket revideres (v. at annullere parentesen). Afsn. forsøgt tillagt: Poeten:, hvilket streges over. Sidste forhold gælder også afsn. l.143-162 l.170: kan. < kan, efterfulgt af flg. overstregede l.: . . . hvis ikke Giften er overmægtig . . . . hvis Kilden kan.

K

Haanden i Løvens Mund, måske allusion til guden Týr og Fenrisulven og mundheldet: stikke sit hoved i løvens gab Britte, jf. Byrondigtet DV IV, overs. af Beppo-fragmentet, bd. VIII samt DB, bd. VIII
Galler, jf. AP, overs. af EoF og DS til fr.; Baudelaireovers. i Fa, Pariseropholdene (se tidstavlen) etc.
Hunnertoget, jf. Heineoversættelserne, spec. AT, bd. VIII
Attila (d. 453), hunnerkonge, der foretog erobringstogter over hele Balkan og dele af Det vestromerske Rige
graanes af Theori, jf.: Grå, kære ven, er al teori, men grønt er livets gyldne træ, Goethe: Faust (1790), Studerekammer II, Mefisto til Studenten (2038-2039)
- glavind, sværd
Bukkeskindet, 1. Mos. 27, 1-40
Musageten, se note til He VI Anraabelse
Bonaparte (. . .). Ingen af de tre personer har nogen 240 direkte eller fremtrædende plads i det lyriske forfatterskab. Beundringen for Napoleon ses tydeligst i Fa V Cæsarer, Va 24 ff. og 142-143
Kraftens Spænding, jf. f. eks. begrebets betydning i Pi II
Røg og i Mi I afsn. VII
Pan, se note til He VI Hexameter-Hymne (. . .) m. henvisn.
Bjergprækentexten, se note til Morgenprækener
Digtet er egl. udarbejdet som en kommentar til Fa, se bd. V s. 125 m. henvisn.

L

EAN 66
GM 138 f.
E&H 37 og 41 (Thorkild Bjørnvigs indledning)
Aage Henriksen: Det guddommelige Barn (1965) p. 107 og Den erindrende Faun (1968) p. 187
K. Zeruneith: Den frigjorte (1981) p. 369

Hyrdinden og Kærligheden (?)

M

NkS 2172, 2°, I, 3a, 100 (udat., usign. renskr., bly., fremmed hånd, u. t.)
NkS 2172, 2°, I, 3b, 75 (udat., usign. trykms., maskinskr.)

K

Emil Telmányi (f. 1892), ungarskdansk violinist og dirigent, bosat fra 1919 i Kbh., gift 1° 1918 m. kunstneren Anne Marie T., datter af Carl Nielsen
Cit. FR 86 og 235 ff.

Den unge Vin (?)

M

A NkS 2172, 2°, I, 3a, 101-102 (udat., usign., rettet renskr., bl., fremmed hånd)
B NkS 2172, 2°, I, 3b, 76-77 (udat., usign. trykms., maskinskr.)
C Pol. 31.12.1929 (m. litografi af SC)
Katalog: De 4 ÷ 2 + 1 (sm. m. Svend Johansen og 241 Vilhelm Lundstrøm. U. å.). Jan. 1930. Se i øvrigt E&H LIII og 1633

V

A Strofernes sidstelinie var opr. den samme: for at smage Aarets crû. fraset VIII, hvor smage > prøve
V er tilføjet m. SC's hånd
Efter VII flg. overstregede str. :

Det da meldte Kroens Frue,
"Giv de Herrer deres Hat".
Ternen sagde: "Vest og Bukser!
Ellers fryser de i Nat"
aa-aa-aa-aah
for den unge Vin at drikke
for at smage Aarets crû.

VII, 1-2 < d. s. < Fruen gentog: "Ræk dem Hatten, de staar Maal med deres Ry.
C VIII, 2 < Det er unge Mænd af Ry.

K

Carl Trier Aagaard (1890-1961), cand. pharm., maler crû, fr. avl, sort

Folkevise fra Besançon

M

NkS 1340, 8°, XVII, 98 (udførligt udk., dat. 18.9.26. Str. I og II gengivet på fransk. Str. III ses ikke. Andetsteds i hæftet ses andre udk.)
NkS 1340, 8°, XVIII, 106 (indlagt ark: udat., usign. renskr., bl., fremmed hånd. 11 strofer. Det franske forlæg betitlet: La Princesse)
A NkS 2172, 2°, I, 3a, 103 (udførligt udk.)
B NkS 2172, 2°, I, 3a,104-105 (udat., usign., rettet renskr., bly., fremmed hånd)
C NkS 2172, 2°, I, 3b, 78 (udat., usign. trykms., maskinskr.)

V

A U. t.
IV placeret som III
V placeret som IV
III placeret som V, 1-2 ombyttet m. 3-4 242 III, 2 < dermed at mildne Slutterens Vold < mod min barske Vogters Vold.
Digtet afsluttes:

Af Kongen hun fik en Tiggerslant,
den gav hun Vogteren i Pant
Han bragte hende da et Brev,
som hendes fjærne Elsker skrev

B danner forlæg for C, men har to ekstra str. i udkast, hvor det fortælles, at prinsessen får gift, kongen flygter og elskeren vender tilbage og lod dirke Kisten op
Notationen med 4 # i denne melodi forekommer ejendommelig sammenholdt med de to forrige melodiers enkle og folkelige tonale struktur. Det er naturligst at opfatte melodien i D-dur (2 #)Notationen med 4 # kan evt. skyldes nedskriverens forsøg på at gengive én fra SC's side bevidst forvrængning el. karikering af melodien

K

Besançon, by i Østfrankrig
Anna Veibel (1894-1969), pianist og musikpædagog, gift m. den senere kemiprofessor Stig V., SC's første bibliograf Sol, sølvmønt (egl. fra Peru)

En Slette (?)

M

NkS 2172, 2°, I, 3a, 106 (udk.)
NkS 2172, 2°, I, 3a,107 (udat., usign. renskr., bly., fremmed hånd)
NkS 2172, 2°, I, 3b, 79 (udat., sign. trykms., maskinskr.)

Maleriagttagelse

M

A NkS 2172, 2°, I, 3a, 108 (sign. renskr., bl., dat. 1929)
NkS 2172, 2°, I, 3a, 109 (udførligt udk.)
NkS 2172, 2°, I, 3b, 80 (udat., usign. trykms., maskinskr.)
Ekko, nr. 1, 1.10.1929

243

V

A Titlen < Stilleben

K

Stavrim, konsonantrim, overensstemmelse ml. trykstavelsernes forlydskonsonanter
Assonans, vokalrim, overensstemmelse ml. trykstavelsernes vokaler
kontrapunktisk, fortælleteknisk om det forhold, at handlinger, personer el. motiver flettes ind i hinanden i kontrast el. som parallel til belysning af temaer

Katten (?)

M

NkS 3633, 4°, III, 2, 36 (udat., usign. renskr., bl. fra o. 1915. U. t.)
A NkS 2172, 2°, 3b, 81 (udat., usign. renskr., maskinskr.)

V

A II, 4: var. henstrakt uden Puls og Liv
III, 2: kaldes < d. s /var. lyves/være

Mundelær

M

NkS 1340, 8°, IX, 41 (udførligt udk. fra 1900-1901, bly.)
A NkS 2172, 2°, I, 3a, 110 (udat., usign. renskr., bl.)
B NkS 2172, 2°, I, 3b, 82 (udat., usign. trykms., maskinskr.)
NkS 2174, 2°, I (Bogavl; mod slutn. af fragmentet forekommer ordskiftene)

V

A Titlen < Mundelæ'r (i den gamle Stad)
III, 4: mig < d. s. < Fanden
B Titlen < d. s. < Mundelær (i den gamle Stad)

Forspil til en Efteraarsudstilling

M

NkS 1340, 8°, XVIII, 105 (udk.)
NkS 1340, 8°, XVIII, 106 (udførligt udk.)
A NkS 2172, 2°, I, 3a, 111-113 (sign. trykms., maskinskr., dat. 30 Okt. 1928 Chr. W