Claussen, Sophus Uddrag fra DIGTERSFINXEN [undertitel]

Bjergprækentexten, som er usødet, den skal I faa.
I plumrer Kilden, besudler Brødet for disse smaa.
Gaa hjem beskæmmet ved, hvad I øded, lær at forstaa!

Men hvad er Texten? om Kærligheden
i tusind Strofer, om den alene,
eller om Manglen paa Kærligheden,
som vækker Toner sørgmodig rene.

Vor Kærlighed til en elsket Kvinde,
som blev til Sang og til Sandhedstrang.
Jeg elsker den, som jeg elsker Frihed
og hader Tvang.

Skaberens Kærlighed til det skabte
og Aandens Fryd ved det nye Værk,
som snart skal gro i udkaarne Sjæle,
hvis alt slaar til og vor Tro er stærk.

Bjergprækentexter, som lystig parres med Gækkevers, og Orakelsvar
om Narrens Visdom, som løser Gaaden, imens den kloge tit er en Nar,
Livsparadoxer, som frodigt voxer hvor Græsset gror, og Skæmteord,
som fryder Engle, men fortørner Oxer.

172

Jeg ønsked aldrig at være fejlfri. Jeg tænkte mig,
at det var nok Vaar og Høst at følge en frugtbar Vej.
Den har jeg fulgt gennem alle Tider i alle Bugter
med Bid af Vaarvind, med Duft af Solskin og Drys af Frugter.

Og jeg har drømt, naar jeg forudaned min Drøms Ruin,
en Ven vil komme en Dag - som lægger sin Kraft til min.
Du skal ej djævles med Underværker, til du faar Spleen.
En anden Kæmpe vil siden styrke sin Kraft ved din.

Men slige Kæmper, dem har jeg hidtil for sjælden mødt.
Og til de Undere, vi tror fornødne, vi selv er nødt.

En hellig Digter . . . hvorfor en hellig?
Thi han er én og hver Stund forskellig,
en Brønd, der vælder med Kildevand.
Strø Gift i Brønden, saa Børn og Kvinder,
der læsker sig, visner hen og svinder.
(Saadan er Digteren en farlig Mand).
Men dersom Kilden faar Tid at rinde,
kun faa kan virke, som Kilden kan.