I BEGYNDELSEN VAR -

✂ I Begyndelsen var Kilden
født paa en Bjærgaas i Morgenrøden.
Solen rased vildt som Døden,
Dyr og Planter søgte til Kilden.

✂ Siden efter kom Vinternøden.
For at staa sig mod Is og Taage
slutted Mennesket Pagt med Ilden.
Ild fik Vandet til at koge.

✂ Ild fik Vandet til at koge,
Ovn og Esse til at sprude.
Og før Soleventyret var ude,
lyste Ilden fra alle Kroge.
*
Disse Glimt fra tusind Kroge
og i Rummet Stjernenatten,
lutter levende Øjne, der vaage,
gjorde Menneskens Børn saa kloge.

✂ Har jeg døjet ondt af Solen,
Elskte, du er frisk som Kilden.
Hvis jeg fryser i September,
Yndige, saa er du Ilden.

✂ Min Kraft er ikke sprængt,
min Tone er betrængt.
Ak, giv mig Guders Gud
at holde al Ting ud.

✂ Jeg har fra Aanders Aand
Formglæden i min Haand.
Jeg har fra Sjæles Sjæl
dog min Achilles-Hæl.
Jeg har fra Livets Liv
en Ømhed: Elsk og giv.
Og endnu sker mig mangt,
hvor jeg kan drømme langt.

✂ Men jeg har Tavshed kær.
Og kun fortættet Væsen
kan fylde mit Begær

✂ Fortætning af alt Væsen.

I STADEN

✂ København er stor,
men Danmarks Land er lille.
Stjernerne gaar om paa Gaderne
mellem Job og Hor.

✂ Søde Kvindeøjne
stirrer paa Facaderne,
vandrer flinkt i Gaderne
mellem Job og Hor.

✂ Hun har saa skønt fra Naturen
en Holdning i store Drag,
at man ville kysse Konturen
af hendes For og bag,
selvom hun laa forstenet
og kold i en Sarkofag.

VINTERFLORA

✂ Det er sære lunkne Vinteraar, der tærer
som Vampyrer Kraften ud af vore Sfærer.

✂ Men de store Vintre bringer Sne i Dynger,
hvorved Jorden tyst sin Blomstersjæl forynger.

✂ Her er Ungdomsmylder: fuldt af Hyacinter
og af fuldt udsprungne Kvinder nu i Vinter.

VAARBEBUDELSE

✂ Dette Snefald over Kirkegaarden
midt i Vintrens Hjerte kalder tyst paa Vaaren.
Natten skælver ved det store Foraars Komme.
Døde lever op, og Gravene staar tomme.

✂ Denne fine Sne paa Kinden, mærker du det ej?
er forfrosne Dødes Ild, ... med Blomsterkys til dig.

KAN SOMMERFUGLEVINGER TYNGE -

✂ Kan Sommerfuglevinger tynge?
Tænk, hvad to spinkle Skuldre kunde bære
for dem, hun vilde livsforynge.

✂ Men selv de lette Sommersko maa snære
og Moderømhed søge sig et Hvil.
Naar Vintren ender, vil vi atter vaage.

✂ Den fine Blomst sov ind før Vaarens Smil
i Hospitalet bag den svære Laage.

✂ For at gemme Hjemmets Lykke
lukked vi med Laase Huset,
rejste ud, hvor Vinden blæser,
rejste ud, hvor Solen skinner,
og hvor Støv langs Vejen drysser,
medens Regnen i en Sky
højt paa Himlen truer - -

✂ For at skaane vore Stuer
for den træge Sommerhede
og bevare vore Hjerter
mod det triste Sommerregnfald,
for at trodse Byger ude,
Lyn fra Himlen, Storm fra Havet -
heller end at brændes inde
eller levende begraves
rejste vi ... og Solen smiler,
Sommerfuglen vakler henrykt
op i Blaaet. Vore Længsler
lod vi bag os - - - - - - - -

ET FORAARSBUD

✂ Et Foraarsbud, en Vaarblomst
har atter kysset mig.
Og kær og ung og sælsom
er min Kærlighed til dig.

✂ Og intet har en Skærhed
som min ømme Drøm om dig,
ak, unge, fine Vaarblomst
langt renere end jeg.

✂ Gud Sol! lad Vaaren leve,
lad med sin lyse Streg
det unge Foraar spire!
__ __ __ __
det unge Foraar spire.