Claussen, Sophus Sophus Claussens lyrik Bd. 6: Heroica

EFTERSKRIFT TIL HEROICA

Når man gennemser albums med billeder af den ældre Sophus Claussen, er der ét træk, der på bemærkelsesværdig måde adskiller disse fotografier fra de almindelige familieamatørbilleder, de ellers i så høj grad ligner: hovedpersonen virker ikke tilstedeværende. Blikket er som oftest rettet væk fra kameraet eller ser det ikke, holdningen er anspændt og figuren i påfaldende grad situationen fremmed - besværet af dens måske uundgåelige karakter af påtrængende intimitet. Privatpersonen er ikke helt tilforladeligt til stede i den verden - og om SC i disse sidste 10-15 år af hans liv kunne man nok med rette benytte de så ofte citerede ord af Mallarmé: Jeg er nu upersonlig, er ikke mere Stephan, sådan som du kender ham, men en evne i det åndelige univers til at se sig selv og udfolde sig selv, omend det sker ved hjælp af det, som mit jeg er. I 1920 kunne SC da også på spørgsmålet: Hvad er, kort udtrykt, Summen af Deres Livs Erfaring? svare: At den eneste Glæde ligger i Arbejdet, - den største, i det kunstneriske (Digteren, der blev Maler, Verden og Vi 3.9.1920).

Familiemæssigt kom brydninger, der havde ligget latent fra begyndelsen, åbent til udtryk; bekendtskabskredsen var nu snarere at søge i en yngre kunstnergeneration, der havde dennes beundring, men også den dermed forbundne distance, og arbejdsmæssigt ophørte så godt som helt dagbladsjournalistikken. SC trak sig ind i sin kunst - og da han nu oplevede det, han så længe havde ventet på: en genfødsel af skaberevnen, fortrængte han radikalt tidligere anfægtelser og hengav sig med en på én gang simpel og samtidig dyb og bevægende glæde til det kunstneriske arbejde, som han samtidig opvurderede i en grad, som nok kan komme bag på den læser, der har blot et vist indblik i det tidligere forfatterskabs udvikling. I 146 interviewet i Verden og Vi udtaler han således: Jeg betragter Fantasien som den naturlige Vækst af Ens Indhold og har altid stolet paa dens Ret, naar den er skolet gennem Teori og Praksis, Studier og Rejser, praktisk Livsgerning og Læsning, dannet og bygget op af Livet selv. Under saadanne Forudsætninger tror jeg, at der i Fantasien, det umiddelbare, Intuitionen er samme Lovbundethed, som i Verdensaltet. Der sker her en kraftig omtolkning af begrebet fantasi (jf. tidligere efterskrifter), en omtolkning, der forudgribes af de forventninger til et [lyrisk] Ver dens forbund, som SC allerede nærede under indtryk af verdenskrigens afslutning: det Rige, vi venter paa (Besøg hos Digteren, Politiken 24.11.1918). Om sin digtnings betydning mener han, at visse Digte som Lysstraaler kan virke helbredende for Menneskene, at lyrikken har en Anen og en Viden, som giver den Evne til at sige Ting, den knapt véd, før det staar paa Papiret. - Poesien er egentlig Messias (jf. Fa V s. 122).

Citaterne må stå som antydninger af den vægt, SC nu tillægger Ordet; tankerne ses fuldt udformede i essayene Jord og Sjæl i Løvetandsfnug og Jeg vil ikke være Religionsstifter i Foraarstaler.

Arbejdet med maleriet m. m., som SC påbegyndte 1919, har styrket ham i disse tanker, ligesom den livsanskuelsesdebat, som prægede midten af 1920'erne, har tvunget ham til at klargøre dem. Undertiden har han i interviews - f. eks. de to anførte - antydet, at han havde en ny digtsamling parat, men først 1924-1925 sker gennembruddet med en række digte, der kulminerer med de store hexameterdigte og berettiger undertitlen til Heroica: Nye Digte. SC var da 60 år, og digtsamlingen er samtidig en markering af dette runde år. Den udkom den 2. maj 1925 og blev en succes (2. oplag samme dato), men ikke desto mindre må læsningen af anmeldelserne betragtelig hurtigt have fået poeten til at sande, at han sad nok så alene på skæret.

Anmeldelserne kan deles i to kategorier: en - og det er den største - hvor det gængse billede af den "sprængte" men 147 fortrylleride digter nok engang lanceres, og en, hvor der af to yngre digterkolleger gøres op med dette billede. For sig selv står den unge litteraturhistoriker, mag. art. H. G. Topsøe-Jensen, anmelder ved Aarhuus Stiftstidende.

Anmelderen i Nationaltidende (Aften 6.5.1925; usign.) er forbeholden. SC har stået sig godt ved kun at udgive seks digtsamlinger på 40 år, da han baade af Anlæg og Tilbøjelighed er Sanger, og af en sådan kan man tilsyneladende ikke forvente for meget. Ydermere er der her som i de tidligere Samlinger ofte noget, som driller og ægger til Modsigelse, ogsaa en Del, der er saa sært udtrykt, at man maa sætte sig til at tolke det som et vanskeligt Skriftsted. Påstanden om uklarhed begrundes med, at der findes en lille Kreds af Claussen-Eksegeter, og selv denne har undertiden maattet give blankt op, hvad der giver anledning til en lille anekdote desangående. Ellers er Indholdet lidt af hvert under vekslende Form, men alt præget af Claussens gamle Optimisme og Originalitet. Prosaafhandlingen Ny Aand frembyder særlig interesse, og der loves en mere indgaaende Omtale herom, uden at løftet dog bliver indfriet.

Anna Koch Schiøler fremhæver i sin korte anmeldelse (Kvinden og Samfundet 15.5.1925) digterens fordomsfrihed og Tillid [til] Livet i [dets] jordiske Fylde. Han er stundom uforstaaelig, men gaar det galt, saa bliver det bedre!

En lignende ambivalent holdning indtager Helge Rode i sin omfangsrige anmeldelse i Berlingske Tidende (Aften, 20., 22., 27.5. og 4.6.1925, optr. Det sjælelige Gennembrud, 1928). Man ihukommer en anden vens anmeldelse: Viggo Stuckenbergs af Pile fløjter (se Pi II s. 140 f.) og SC's bitre resumé: - Addend, Subtrahend, Multiplikand, Dividend ... På det professionelle plan har ellers tilsyneladende gode venner pinligt svært ved at yde hinanden anerkendelse!

Rodes indfaldsvinkel er nøgleordet Mangfoldighed og begrebet det overraskende: Overraskelser er Claussens æstetiske Trumf, men er dette naturligt for ham, indebærer det dog også, at han stundom nøjer sig med det i en snever Vending for at komme udover Vanskeligheder, han ikke paa anden Maade 148 kan overvinde. Men før påvisningen af denne tese vil HR først kort karakterisere digteren selv.

Claussens Egenart beror paa, at han er udpræget provinsiel, og ligesaa udpræget universel. Provinsen faar universel Betydning hos ham, og Universet behandles maaske derfor stundom med en lidt provinsiel Overlegenhed. (...) Idette Kongerige bevæger Claussens Tanker sig ikke i den almindelige logiske Gangart; men i Spring-tilsyneladende i alt Fald, for han er en dvælende Natur, der ophæver afstande, så tingene hos ham ligger Side om Side (...). Hermed skal dog ikke siges, at alle Tanker hviler let hos hinanden i Claussens Verden, der forekommer Eksplosioner, men oftest af en uventet Art (...): han er samtidig et Krater (...). Maaske vi her finder Overraskelsernes egentlige Kilde.

HR søger herefter at påvise dette begrebs gyldighed og tvetydighed ved en minutiøs gennemgang af to digte: Willumsendigtet og Jeg gav den unge Gud mit Hjerte - begge overraskende og fortryllende digte med enkelte vulkanske udbrud, men også med desorienterende, besværlige og søgte steder. Hovedindtrykket fastholdes i udtrykket Leg med Ord, f. eks. om metaforerne Skylle og Skyllevand i det første digt: (...) hvilken morsom Leg med Ordene! og om de afsluttende linier i det andet: Et sprogligt Trylleri binder Versene sammen; men intet andet.

Karakteristikken gøres symptomatisk. F. eks. gælder [det] en Del af de Digte, som hos Claussen kaldes dunkle, at de bereder et stort Velbehag, naar man lader sig bære og vugge af de sproglige og rytmiske Klange; men naar de samtidig appellerer til Forstanden (...) forestaar der et Arbejde, som ikke altid er Møjen værd. Og om samlingen som helhed hævdes det: Den rummer vistnok nogle Ting, som man gerne havde undværet; men Helhedsindtrykket, der bevares, er en Værdiforøgelse.

Tilbage står en bestemmelse af titlen og af Sophus Claussens nuværende aandelige Standpunkt.

Titlen er for læseren Overraskelsernes Overraskelse - og HR har da også sit hyr med begrebet, hvad han indrømmer. 149 Vanskeligheden ved at akceptere og bestemme hans særlige Heroisme beror paa, at den jo ikke har sin Værdi i sig selv, men er en Fantasistørrelse, der dækker over psykiske Tilstande, som meget godt kan have deres Virkelighedsværdi, men som Læseren er ude af Stand til at kontrollere. Disse psykiske tilstande har med det vulkanske og eksplosive i talentet at gøre - og samtidig med det provinsielle: At finde Udtryk for denne mærkelige Verden er ikke let, og her har Claussen sin Kamp og sin Heroisme. Samtidig vil det if. HR være misvisende at tale om splittethed, nej, det mærkelige er, at han trods sin paradoksale Sammensathed synes at befinde sig i fuld Harmoni med sig selv. (...) Det heroiske hos ham er [da] Kampen for Ordet, Udtrykket, Verset, Digtet, der paa det nøjeste skal rumme og klarlægge hans dunkle og sært sammensatte Verden, hvad der da heller ikke altid lykkes ham. Forståeligt nok må HR tale om, at således ser der efter hans skøn ud i dette fremmede Land paa Maanens skjulte Side.

Og nu m. h. t. SC's aandelige Standpunkt. Herom får vi bedst Besked i hans Heksameterdigte, hvis særlige religiøsitet HR bestemmer som epikuræisk, (...) fordi Lyst og Nydelse gennemtrænger alt i hans Univers, saaledes at Lidelsen kun indgaar som Draaber i Glædens fulde Bæger. Søndag i Skoven analyseres indgående og ejendommeligt nærtagende af HR, som indeholdt digtet en skjult adresse til ham og hans serafiske ny-religiøsitet, og problemet er her frem for alle: at forsone Pan og Kristus. Her kæmper han atter for at finde Ordet, sit Ord. (...) Det staar hen, om han har ramt det, da stilen her er saa korintisk, at det gaar ud over Klarheden. Det er Panteren og slutstrofens sidstelinie, der volder besvær og fortrædelighed: når digteren undslår sig for selskab med himmelske magter, fordi han først skal fælde en panter, så finder HR her et højst urimeligt Paaskud, (...) ja det er endogsaa tænkeligt, at Claussen selv har nøjet sig med den skønne Klang af Ordene, uden at gøre sig klare Forestillinger om, hvilket Indhold Verden skal lægge i dem. Han ved imidlertid, inderst inde, godt, hvad han mener. Panteren ses som tegnet for Pans 150 og Jesus' Forsoning. Det er den Panter, han vil fælde. Det staar endnu uafgjort, om han rammer den. Mange jager i den samme Skov!

Det er da styrken og begrænsningen hos denne dionysiske Digter: livsfølelsen, Livsberuselsen er det herskende Princip, hans altomfattende og altoverskyggende Følelse, som ogsaa er selve det religiøse Grundelement. Samtidig fremtræder [disse] Værdier ikke som helt bevidste Magter. HR savner her det, som Johs. Jørgensen besidder: enkelhed og klarhed. Karakteristisk nok inddrager HR på intet tidspunkt Apollon, og det er først i Atomernes Oprør, at han finder: Her er en Lutring foregaaet. Her vil SC ikke fælde Pantere, her beder [han] for sin kære Verden. (...) Saaledes beder et Barn ved at give sit bedste Legetøj til den gode Gud, sin "Noahs Ark", som det drysser ud paa Bordet foran ham. (...) Bekymringen har naaet det dionysiske Sind og aabnet det helt. Vi forstaar, at en stor Kærlighed aander og rører sig i hans Univers, paa hans kære Stjerne, som er vor egen.

Således slutter HR sin anmeldelse - uafvidende, at det skulle blive den, der - traditionen tro - skulle fremkalde et offentligt modsvar fra SC's side. I Helge Rode og "Heroica" (Berlingske Tidende 12.6.1925) farer SC voldsomt frem mod den disputerelystne Polemiker, der nedsætter eller roser som Dommer paa de højeste Discipliners Vegne. HR har nok sans for SC's dionysiske Alkærlighed (...). Men hvorfor (...) vil han da lade, som om han slet ikke forstod mig? og som det var ham en Besværlighed som at krybe til Maanen? Antydningen af et svar er meddelt i efterskriften til Danske Vers (DV IV s. 153), hvor koncepten til et brev til HR fra september 1925 omtales. SC antyder her, at ungdomsvennen gaar ind paa Spøgen og ser ud, som om han - selv han - ikke forstår ham. Spøgen er den gamle Harald Nielsenske: at udstille digteren i sine Partikler og filosofere videre paa Basis af "Brudfladerne". Således betragtet reduceres if. artiklen i Berlingske Tidende lyrikken til Legetøj og digteren til en uforklarlig Heksemester og Alkymist, udtryk hentet fra Hans Ahlmanns: Det danske Parnas 151 (se Fa V s. 124) og altså i neddæmpet form kolporteret videre af HR. Sin lyriks klarhed vil SC ikke have anfægtet: Jeg bruger ligesom Helge Rode Blæk og Papir og Dagslys eller Lampelys, naar jeg skriver, og ikke Rekvisitter fra Bagsiden af Maanen.

Udover denne hovedanke er der andre punkter, hvor SC ikke kan følge anmelderen. Her skal kun nævnes et enkelt, men nok så væsentligt forhold, som har at gøre med forskelle i deres livsanskuelse. HR roser SC, fordi han hverken er "Barbar eller Biologist" og ved første øjekast mener SC da også det samme. Men: Nej! H.R. synes at ville ødelægge baade Barbariet og Biologien. Jeg vil indvi begge paa from Maade til at tjene os og ikke gøre os Skade. Jeg vil ikke lade hin skønne Naturvidenskab lægge for Had som en ukristelig og barbarisk Syssel. (...) Jeg beder godt for Biologien, ligesom for "Naturrigets tusind Kapeller". Intet af dem vil jeg undvære.

I dette standpunkt kan SC nok føle sig ensom, men ikke dunkel. Og når han i sin tid angreb populærdarwinismen (med Trefoden) gjaldt det ikke Darwin selv og hans videnskabelige Søgen, som det ikke gjaldt Georg Brandes, men dennes eftersnakkere. SC fastholder således sammenhængen og klarheden i sit værk - og derfor er der gjort så relativt meget ud af denne pennefejde. Til yderligere belysning af den må henvises til DV s. 157 med omtale af artiklen Cacatum non et Pictum. Et personligt Gensvar til Helge Rodes Bog, nemlig Det sjælelige Gennembrud. Ærindet er her - med SC's egne ord og in nuce: Rode kunne godt have forsvaret mig med fastere Haand, saa at man ikke skulle tro, at han mudrede mig til, naar han netop ville male mig.

Det bedrøvelige og for så vidt forudsigelige er nu, at kritikerlaugets ord ekkoer videre i periferien. F. eks. indleder Jf. i Social-Demokraten (6.6.1925) således: Hos Sophus Claus sen er alt overraskende, alt lunefuldt. Snart snitter han en grøn Pilefløjte, snart ses han i Ekbatavas Søjlehaller. Og med en variant til troldmandsbilledet: Sophus Claussen er en Nureddin, der kender Aladdinhaverne, hvor han vandrer paa Maa 152 og Faa, hvor det gækkende Lune fører ham. Det har nu ført til Heroica: spredt og ejendommelig og lunefuld som alt, han har skrevet, lejlighedsvis præget af det altfor tilfældige, ofte tilfældigvis præget af det altfor lejlighedsvise, af lidt fed Vinterpalaver, saadan er Digtere jo, og af forslidte Udæskninger til Publikum, men ofte tindrende af Trolddom og kulørte Indfald, af Ord og Udtryk som blotter skjulte Vejspor i Sproget, og hvorved han, (...) kommer efter en splinterny Sandhed. Saadan er Sophus Claussen (...), og sådan skriver en eftersnakker.

Og der er andre. H(olger) J(errild) i Hver 8. Dag (11.6.1925) skriver således - efter først at have rost hexameterdigtene, som lyser af (...) denne muntre helleniske Lysaand (...) -: Men nægtes kan det ikke, at Claussen undertiden forfalder til en lidt tom Ordleg [min fremhævelse], som virker utilfredsstillende og banalt poserende. Linier fra et par digte citeres, og anmelderen konkluderer, at det er et mildt Udtryk at kalde dem taagede. I det hele taget virker SC's Lyssyn undertiden noget anstrengt, noget villet, til andre Tider noget pensioneret som hos den, der aldrig har kendt Kampen uden i Ly af verdsligt Velvære. Efter denne tilmudring virker det ejendommeligt at læse, at hvor digtene er paa Højde med Digterens Talent og kunstnerisk Vilje, er de et Skønhedsvæld og en Sundhedsbrønd, som han bør takkes for.

Poul Engelstofts anonyme anmeldelse i Den nye Litteratur (25.6.1925) er fortrinsvis registrerende, men i de få vurderinger positiv, skønt dunkelheden også her fremhæves: En Livets og Formens Elsker har skrevet disse Vers, henkastede, ofte dunkle i deres Knaphed og Underfundighed, tit dybe i deres Dobbelthed.

Og som en formens elsker fremhæves SC også af litteraten, mag. art. K. F. Plesner i Tilskuerens julinummer: For alle tankedybder ufortalt, det er den rene kunstner, versets betvinger, skønhedens lykkelige tilbeder, vi unge elsker og beundrer i Sophus Claussen. Plesner hentyder til "legeteorien" - og må her tænke på Helge Rodes udtryk - kunstens ret (...) at sætte sig ud over borgerlighedens og videnskabens logik, men denne 153 ret eller teori rummer for ham den fare, at kunstneren kan henfalde til det uforståelige eller manieret dybsindige, eller uvilje mod enhver form for sammenhæng og udvikling. Og netop dette træk finder Plesner slående: at SC har formået at bevare sin ungdommelighed, friskheden, smidigheden - samtidig med at det altså har sine skyggesider. Han indleder med at spørge: Hvad er der blevet af denne yngling med det lyse sind (...)? Blev han nogensinde voxen? Er han blevet gammel? - og slutter med at svare: Han er den samme iHeroica som i Pilefløjter. Og: Hvorfor forlange "udvikling" af en stor kunstner! Er det ikke nok, at han på sin måde stadig skænker os nye og umistelige skønhedsværdier.

Det statiske og det æstetiske - på bekostning af tankens udvikling og konsekvens - pointeres også i præsten og kritikeren Oscar Geismars anmeldelse i Højskolebladet (4.12.1925). SC kan bringe mange dumheder i Form, men hvad nytter det saa, at man (...) faar udleveret en saa Aarestrupsk Linje som denne:
Naar Verset ryster stolt sin Løvemanke.

Her må teologen melde fra - som i det hele taget fra en Digtsamling, som, uvist hvorfor, hedder Heroica - det heroiske var aldrig Sophus Claussens Sag. Det bliver kun til et Tilløb. (...) Det Budskab, som blev ham betroet, blev aldrig bragt frem. Det blev hans Skæbne at være lige ved det, men i det afgørende Øjeblik knækker Tonen. (...) Han burde have skyndet paa sin lade Muse.

Overfor denne kritik står som nævnt to uforbeholdent positive anmeldelser, begge skrevet af to lyrikere og to bladmennesker, som havde leveret korrespondancer til Lolland-Falsters Folketidende, ærligt tiltrukket og samtidig venligt protegeret af SC. Begge fremhæver de sammenhængen og enheden i forfatterskabet - og går således bevidst imod de herskende forestillinger om spraengthed og uklarhed.

Først Otto Gelsted i Ekstra Bladet (12.5.1925), der beklager 154 kun at have faa Linjer til rådighed til et Digterværk, der vil komme til at indtage en Hovedplads i hans Produktion. Han tager sit udgangspunkt i omslaget: Stolt er Titlen og grøn den Vaarfarve, hvormed den er trykt [jf. kolofonen s. 10], Og saadan viser ogsaa Digtene en Blanding af stolt Visdom og evig Ungdom. (...) Af denne Livsglæde og denne ordnende Bevidsthed udspringer Sophus Claussens heroiske Livsglæde, hvad OG eksemplificere! ved at citere strofer fra digtet Heroica. Han karakteriserer dernæst den tidsmæssige spændvidde i samlingen og slutter: Altfor stærkt har Kritiken plejet at understrege det farvefunklende og dunkle i Claussens Vers: hans Digtning kom for mange til at tage sig ud som Farveeksplosioner, udsprunget af det Ubevidstes ukontrolerede Mørke. Det burde nu endelig gaa op for Publikum, hvor klar og fast en Straalekerne der ligger bag Sophus Claussens frit fabulerende Fantasi.

Hvor OG må ty til postulater, har Tom Kristensen anderledes plads i Politikens kronik (26.6.1925; optrykt Lolland-Falsters Folketidende 14.7.1925). Han tager sit udgangspunkt i tidens voldsomme livsanskuelsesdebat og konstaterer: Medens de Unge diskuterer, skriver den gamle Generation sine Hovedværker. En tresaarig Mand skriver Værket om at handle, Heroica. Dette medfører ikke, at SC ikke blander sig i debatten. Som for Helge Rode er begrebet Mangfoldighed også et nøgleord hos TK. Og det medfører mange underfundige hentydninger til tidens rørelser, hvad TK giver eksempler på, men mangfoldighed er ikke lig med tilfældighed, for er hexametret den store Overraskelse, så har SC samtidig - ved at placere det første rimbrev til Johs. Jørgensen sammen med det 33 år senere - også dokumenteret sammenhæng og udvikling: fra den Ungdom, man ikke bør lade i Stikken til alderdommens Mildhed, hvor det er den ukristelige, som har alle de kristne Egenskaber. I denne Mangfoldighed er der plads til Forsoning - også fordi SC's livsforståelse er så omfattende, at den kan omslutte alt, Pan og Kristus og Gudsmoder og Føbus Apollon. Dette medfører, at han kan sige de største Ting paa en 155 selvfølgelig Maade, og samtidig, at det altid [er] det almindelige, som overrasker ham, medens det såkaldt nye ikke kommer bag på ham, men stilfærdigt relativeres (eks.: oversættelsen af Góngoras sonet).

Hele dette Spil samler sig (...) til Enhed. (...) Han tror paa "en eneste Aand gennem skiftende Verdner", men han har blot aldrig villet glemme det skiftende. TK finder, at SC aldrig før har givet os saa meget af sig selv (...) Nøglen til sit Væsen. Derfor slutter han kronikken med et opgør med myten om Dunkelhed - og citerer forklaring, ligesom han adskillige flere steder, end efterskriften her giver udtryk for, citerer, analyserer og forklarer. Myten skyldes publikums Ladhed; SC har til gengæld vidst at bevare Tillid til sin Fantasi og dens vækst - og denne vækst har samlet sig til et levende Hele. (...) Det har været et Eventyr at se Mangfoldigheden samle sig.

Så forskellige var meningerne, men som nævnt s. 147 træffes et tredie standpunkt i Topsøe-Jensens anmeldelse i Aarhuus Stiftstidende (5.6.1925). Efter en første læsning af bogen finder han indtrykket næsten forstemmende. Digtsamlingerne er med tiden blevet sværere og sværere at forstå, her kan vi kun gætte os til [digtenes] Sammenhæng og Mening. (...) Men man kan heller ikke nøjes med at læse Bogen én Gang (...): først ved Gentagelsen begynder man at fatte og at skønne. Og desuden er SC i sin Ret til at gaa sine egne Veje, fantasiens magt kender ingen Grænser. (...) Men han har gjort sine Veje vanskeligere at følge end før (...) og der er (...) intet Holdepunkt for Fantasien i disse dybe og skønne, men forvirrende Gaadesprog.

Slet så slemt står det nu ikke til - viser det sig. T-J finder, at bogen afspejler forfatterens udvikling: han finder reminiscenser fra Pilefløjters periode (det første hexameterbrev; Følfod), men har også et Indtryk af, at Claussen ikke længere sigter og vrager med den strenge Selvkritik, som skabte det fuldendte i "Pilefløjter" og "Djævlerier". Han nævner her eksempler især fra bogens Afsnit III, der fyldes af Skitser, Udkast, Idéer til Digte. Og den Form for "Aandrighed", som huserer i 156 Digte som "J. F. Willumsen" og "Nils Collett Vogt" kunne han gerne have undværet ved en sammenligning med Mindedigtet over Ingeborg Stuckenberg.

Sagen er da den, hvad man allerede forstod af "Fabler", at Sophus Claussen er ved at blive en anden. Når han forsøger sig i sin gamle "dæmoniske" Manér, går det ikke rigtig mere (eks. Prinsessens Dossier), det underfundige Vid er borte. I stedet er trådt en ny Stemningskunst (...) intimere og varmere end før. Claussen er i det sidste Aarti blevet Maler [eks. Den lykkelige Maler, Modellerne, Nat paa Havet, Drømt en Morgenstund og Skumringsbillede] - eller: Stemningen kan ogsaa udløses i det ligefremme lyriske Udbrud (Vaarsang mod Jul, Kan Sommerfuglevinger tynge, Strofer i Tusmørket) - en hel ny Tone hos Claussen ved den nænsomme Inderlighed. Ogsaa i de erotiske Digte mærkes den bundne Varme (En Historie, Ung Glorie, Kvindens Bekendelse) - men dybest og vanskeligst tilgængelige er dog Tankedigtene, [hvis] Grundstemning er en mærkeligt religiøst farvet Panteisme, der vil finde Enheden i Skabningens Mangfoldighed og vil elske Mangfoldigheden i Enheden. (...) Om dette Alts store og mystiske Sammenhæng handler Digte som "Skabelse" og hexameterdigtene, som Topsøe-Jensen dels citerer, dels karakteriserer kort og rammende.

Til sidst vender han tilbage til indledningens bestemmelse af de vanskeligheder, der er forbundet med forståelse af digtsamlingens Sammenhæng og Mening. Han indrømmer: Kunsten trækker sine Grænser anderledes vidt, men tillader sig også at advare: men heller ikke den kan leve paa lutter Gaader. Han er bange for, at SC til sidst kan komme til at blæse for lutter døve Ører - og heri fik han så vidt ret, når man tænker på Claussens sidste digtsamling Hvededynger, der jo nok er den digtsamling i forfatterskabet, som er mindst præget af sammenhæng, enhed og afvejning af stort og småt.

Det forekommer rigrigt at pointere - som Topsøe-Jensen gør det - at Sophus Claussen er ved at blive en anden, men også rigtigt, måske rimeligere, at betone sammenhængen i forfatterskabet - som Tom Kristensen og Otto Gelsted gør det.

157

SC's tillid til fantasien som formidler og medhjælp, når Broen [skal] bygges mellem Realisme og Idealitet, mellem Jord og Sjæl i søgen efter den udødelige Aritmetik (...) den fuldeste Frihed og den højeste Ligevægt (jf. Ny Aand), er jo ingen ny tanke. At opleve Verden (...), som en indviklet Fabel med endeløs Traad (se s. 18) havde digteren jo allerede gjort i Antonius i Paris: Indbydelse til Rejse (se bd. IX), og brobyggerdrømmene er Valfarts hovedanliggende. SC beregninger - skildret i Taarnet, juni 1894 - er vist også hovedpersonens, den unge ingeniør Silvios: at gætte bagved de Ting, han ser, en usynlig Verdensorden, en Slags sublim Mathematik (...). Her - på sine sidste år - oplevede SC igen underet: som Silvio at føle sig som en nyfødt. Guder besjæler atter Jorden og Luften og Havet - og ubeængstet nyder han elementernes ligevægt - selv om han må undvære de retter, kvinden tidligere satte på hans dug (jf. Valfart s. 198). Linien kunne trækkes længere tilbage endnu, nemlig til årene før udenlandsrejsen, til artiklerne omkring begreberne Kærlighed og Geni (Hvad Menneskene tror paa, København 10. og 11.2.1892). Det skal ikke gøres her, hvor det blot skal konstateres, at SC tilsyneladende har fået sin gamle tillid til naturen og menneskets evne til rig udfoldelse tilbage. Som Silvio siger: Leve den heroiske Tid. At udsagnet nu har færre rødder i konkret virkelighed og desto flere i den kunstneriske er så en anden sag.