Claussen, Sophus I HEXAMETERBREVE

I HEXAMETERBREVE

Første Hexameterbrev til Johannes Jørgensen

M

NkS 1340, 8°, XVII, 96 (udk.)
A NkS 2172, 2°, I, 1, 7-8 (sign. renskr., bl., dat. Dyre-
haugegaard ved Nyborg, Somren 1892)
B NkS 2172, 2°, I, 1, 6 (udat, usign., trykms., maskinskrevet)
C Klingen, nov. 1918, p. 6

V

A Titlen < Hexameterbrevet
III, 5: Fodnoten mangler
IV, 10: fuldbragt < d. s. < skrevet
B Titlen < Et Hexameterbrev [-] skrevet til Johannes Jørgensen i København en Høst-Eftermiddag 1892 paa Fyns Land nær Nyborg og Storebælt (med Udsigt til Nyborg, til venstre, og til Fjorden og Storebælt forude), hvor jeg den Gang boede og arbejdede paa "det herlige Kunstværk" (Unge Bander), til hvilken jeg først fandt Forlægger nogle Aar senere. "Den malende Gottschalk" var tyet til mit landlige Opholdssted af Frygt for en Koleraepidemi, der dog aldrig naaede Danmark; denne kære Sjæl sad hos, mens jeg skrev, og forstyrrede mig efter venlig Vane. 162 Deraf disse muntre Kvaler.
Indl. overstreget
C Titlen < Et Hexameterbrev. B's indl. trykt - i en let varieret form
III, 5: fodnoten mangler

K

Nyborg, Rasmus Claussen købte Nyborg Dagblad foråret 1888 og knyttede sønnen til redaktionen. I forb. hermed lejede han Dyrehaugegaards hovedbygning og samlede gn. flere år børn og børnebørn der i ferien. Johs. Jørgensen besøgte flere gange SC i Nyborg, jf. f. eks. romanen Sommer (1892), Udvalgte Værker I (1915), Sentimental Pilgrimsfærd (1905), Udvalgte Værker IV (1915) p. 362-365 og Mit Livs Legende II (1916) p. 52. Jf. i øvrigt 137 ff. og noter til det følgende digt
Gottschalk, se note til Pi II Til Albert Gottschalk m. henv.
Farsot, epidemi
Kolera, smitsom tarminfektion
Sisyfos, gr. sagnskikkelse dømt af guderne til evig tid at rulle en sten op på toppen af et bjerg, hvorfra den straks ruller ned igen
P. G. Philipsens Bogbod, estimeret da. forlag (o. 1840-1895; via Det nordiske Forlag 1903 forenet m. Gyldendal). Udover Na, der var udkommet på eget forlag, havde den 28-årige SC endnu intet udgivet i bogform. Jf. Pi II 5.134
halvendte Værk, UB, der først udkom nov. 1894 - på Kihl og Langkjærs Forlag

L

O. Friis: Halvfemsernes Lyrikere (2. rev. udg. 1957) p. 175 f.

Hexameter-Hymne til Pan og Giovanni (Treogtredive Aar senere) (1925)

M

NkS 1340, 8°, XVII, 96 (udk. primært til I, IV og II, II og III) 163 A NkS 2172, 2°, I, 1, 9-10 (udat., usign. trykms., maskinskrevet)
NkS 2172, 2°, I, 1, 11-12 (udk.)

V

A (Treogtredive < (Toogtredive
I, V, 1: Tre og tredive < Fem og tredive

K

Pan, se note til Dj III Afrodites Dampe og Fa V Midsommer. Oplevelsen af Pan som oplevelsen af, at Tingene om os forløses i Rækker af rigtige Toner korresponderer m. forestillingen om, at Pan netop er til stede i det øjeblik i middagstimen, da solen står i zenith og hele skabelsen har fundet sin sublimeste balance i forhold til den (EAN op. cit.)
Giovanni, ital. for Johannes. Efter 20 års adskillelse (jf. SC: Johannes Jørgensen. I Anledning af hans nye Bog og af Rustalen i Studenterforeningen, Adresse Avisen 19.9. 1905, optr. JS 145 ff. og EF II 219) var SC og JJ atter mødtes og blevet forsonet
Fynsk (...), JJ er født og opvokset i Svendborg, SC på Falster. Begge kom til København for at tage studentereksamen (1884), og i den følgende tid mødtes de bl. a. omkr. Studentersamfundet, på aviserne Kjøbenhavns Børs-Tidende (1889-1892) og Pol., samt tidsskrifterne Ny Jord (1888-1889), Tilsk. (1884 ff.) og Taarnet (1893-1894). De ideologiske modsætninger ml. dem skærpedes sommeren 1894 i Rapallo i Italien, jf. note til Pi II Sommer og Lovsprog om unyttig Kiv. I NkS 3633, 4°, IV, 27 ses en fragmentarisk, men god karakteristik af vennen
Seklum, seclum el. seculum, lat. århundrede
Apollon, se note til Anraabelse
et Udkig (...), Horsens 1886-1887
Gottschalck, se note til Første Hexameterbrev til Johannes Jørgensen
Bøving, se note til DV IV Perspektiver og JJ: Mit Livs
Legende I (1916) p. 146 og 182
a cappella, ital., egl. i kirkestil; flerstemmig sang u. instrumentledsagelse 164 Georg, Skt. Georg som billede på Georg Brandes i dennes kamp for de borgerlige friheds- og lighedsidealer. SC's forhold til GB belyses f. eks. af sonetten Den skønne Propaganda, AP 123, optr. bd. IX, dedikationen og efterskriften i Tr II, bd. IX: Til Georg Brandes og af en del breve i Brandes-arkivet samt i NkS 4978, 4°, I (GB til SC) på Det kgl. Bibliotek. Et enkelt brev fra SC til GB i Acc. 1981/1943 B2
Samarkand, by i Usbekiske SSR, Sovjetunionen
Samoa, vulkansk øgruppe i Polynesien
vinblaat, se note til Pi II Marine
lod (...) i Stikken, udover bruddet i Rapello 1894 (se f. eks. Va 200-203) tænker SC på JJ's polemiske bekendelsesskrift Livsløgn og Livssandhed (1896), (jf. SC's anm. heraf i L-F. F. 16.2.1896, optr. i DO 133-135) og på selvbiografien Mit Livs Legende I-VI (1916-1919) (1. bog anm. Pol. 8.9.1916, optr. JS 151-157 og GJ 36-44; 2. bog 4. og 5.12.1916, optr. GJ 45-66). Se desuden Ft 10-15 og 98-106
goddædige, godgørende, gavmilde
Guden, Holger Drachmann, som 1887 på Kehlets Café chantant - det senere Lorry - traf Edith, den unge visesangerske Amanda Nilsson, trolovet m. en ung grosserer Bacchanter og Mænader, de mandlige og kvindelige deltagere i orgierne o. Dionysoskulten
thi vi har elsket (...). Dette grundlag for en forståelse ses allerede i Va 202 og gentages i Ft 33
"En Afgud er (...) , 1. Kor. 8,4
Pan og (...) Kristus, billedet uddybes Ft 35

L

EAN 69
O. Friis: Halvfemsernes Lyrikere (2. rev. udg. 1957) p. 182 ff.
Aage Henriksen: Den erindrende Faun (1968) p. 189 (om
Pan)

165

Anraabelse (1925)

M

A NkS 2172, 2°, I, 1, 14 (udat., usign., rettet renskr., bl.)
B NkS 2172, 2°, I, 1, 13 (udat., usign. trykms., maskinskrevet)
NkS 2172, 2°, I, i, 15 (få udk.)

V

A I,3: de skabende Verdner. < d. s. < alt Haab i Alverden
II, 1: Sjæl < d. s. < Aand < Sjæl
II,7: Glød < d. s. < Kraft
II, 10: en Drøm < d. s. < maaske
II, 11-12 Hvem var Kristus? [?:] en Tømmermands Søn, som blev sørgelig spigret II men kunde dø med en Tro paa en Enhed og /var. Vilje og (< faderlig) Almagt i Verden?
Flg. linie overstreget:
Lad os intet bortforklare og allermindst Døden
III mangler
IV, 3: Guddomsdybt var < og vi elsker (< takker)
IV, 4: Det var jo dig - Guds Sol (< som i ham) blev korsfæstet - du arved hans Mildhed (< og fik Del i hans Mildhed)

K

Føbos, Apollons hyppigst anvendte tilnavn, dækker over modsætningerne i hans væsen; det kan betyde den blændende, skræmmende og den strålende rene, rensende. På den ene side er han den sølvbuevæbnede fjerntrammer, hvis usynlige pile spreder pest og pludselig død. På den anden side er han den rensende og helbredende guddom, selv et skønhedens lysende ideal. (H. Hertig: Antikkens Mytologi (1961) p. 32). A. fremstilles ofte som identisk m. solguden Helios. Samtidig er han kunstens gud og anfører m. sin lyre som Musagetes musernes dans, ligesom han dyrkedes som orakelgud i Delfi. Løve og sfinx er hans yndlingsdyr, lauren hans hellige træ

L

GM 147
EAN 72 ff.

166

Søndag i Skoven

M

A NkS 1340, 8°, XVII, 96 (udførligt udk., dat. 31.1.25 og 2. Febr. 1925)
B NkS 2172, 2°, I, i, 16-17 (udat., usign. trykms., maskinskrevet)
C Tilsk. marts 1925,I: Søndagstanker i Skoven

V

A U. t.
III, 5 < brændende Kilder af Solkraft, som smælter hver Skorpe af Goldhed.
IV, 6: Stjerne-Ord < d. s. < Bibelord
IV, 7: uvisse < fattige (+ B og C)
VII findes ikke som selvstændig str., men som flg. l.:
Taarer jeg fælder (< Lad mig fælde en Taare) til Solen ...
Men først vil jeg fælde en Panther.
Et andet, overstreget udk. kan anføres:
Lær mig da Alvor, høje Serafer [.] Og lær mig at fælde Taarer ved Solens Død [.]
Men først maa jeg fælde en Panther
Overstreget:
Men jeg er Jæger og først maa jeg fælde en Panther
Andetsteds læses:
VII, 1: hvis Koret kan opveje < d. s. < selv ikke for Tabet af

K

Seraf, if. Jes. 6, 2 ff. bevingede, slangelignende væsener, der forkynder Jahves hellighed; en af dem indviede Jesaja til hans profetvirksomhed. Engel, ånd el. overjordisk væsen i alm.
Artemis, har en lignende dobbeltnatur som sin tvillingebroder Apollon. Hun er jagt-, døds- og månegudinde, men samtidig også gudinde for alt gryende og voksende liv, skønt selv kysk og urørt. Hinden er hendes hellige dyr. Hun afbildes undertiden m. (et) rovdyr, som hun griber i manken 167 Panter, leopard. Pelsen har mørke ringe og pletter på en grundfarve, der kan variere fra lys til helt sort. Panterbilledet genfindes i DV IV I Løvens Tegn - flom, strøm, flod Føbos, se Anraabelse

L

GM 146
EAN 72
Helge Rode: Det sjælelige Gennembrud. Udvalgte Kritiker II (1938) p. 76-79