Anraabelse (1925)
✂ M
✂
A NkS 2172, 2°, I, 1, 14 (udat., usign., rettet renskr.,
bl.)
B NkS 2172, 2°, I, 1, 13 (udat., usign. trykms.,
maskinskrevet)
NkS 2172, 2°, I, i, 15 (få udk.)
✂ V
✂
A I,3: de skabende Verdner. < d. s.
< alt Haab i Alverden
II, 1: Sjæl < d. s. < Aand < Sjæl
II,7: Glød < d. s. < Kraft
II, 10: en
Drøm < d. s. < maaske
II, 11-12 Hvem var Kristus? [?:] en Tømmermands Søn, som blev sørgelig spigret II men
kunde dø med en Tro paa en Enhed og /var. Vilje og (< faderlig) Almagt i
Verden?
Flg. linie overstreget:
Lad os intet bortforklare og allermindst Døden
III mangler
IV, 3: Guddomsdybt var
< og vi elsker (< takker)
IV, 4: Det var
jo dig - Guds Sol (< som i
ham) blev korsfæstet - du arved hans Mildhed (< og
fik Del i hans Mildhed)
✂ K
✂ Føbos, Apollons hyppigst anvendte tilnavn, dækker over modsætningerne i hans væsen; det kan betyde den blændende, skræmmende og den strålende rene, rensende. På den ene side er han den sølvbuevæbnede fjerntrammer, hvis usynlige pile spreder pest og pludselig død. På den anden side er han den rensende og helbredende guddom, selv et skønhedens lysende ideal. (H. Hertig: Antikkens Mytologi (1961) p. 32). A. fremstilles ofte som identisk m. solguden Helios. Samtidig er han kunstens gud og anfører m. sin lyre som Musagetes musernes dans, ligesom han dyrkedes som orakelgud i Delfi. Løve og sfinx er hans yndlingsdyr, lauren hans hellige træ
✂ L
✂
GM 147
EAN 72 ff.