Claussen, Sophus Uddrag fra FREDERIKSBERG

Mens et nyt Aarhundred med Skodder af Jern
har indestængt Mennesket nær og fjern
og spændt ham til Hjulet, at trælle for Maden,
som Samson ved Filistrenes Kværn ...

Lad os drage til den frie Kant af Staden,
hvor Kong Frederik blev gammel af Aar,
og den unge Adam Oehlenschläger staar
i Bronce og løfter stolt Profilen,
som blev hans "Guldhorn" digtede i Gaar
... med Geniblinket under Hatteskyggen
og et flunkende Skyskrabermod,
som forstod han selv det, han misforstod,
med saa underlig en Vished, at Lykken
bredte Blomstertæpper ud for hans Fod.

Man har fældet en Skov af Plankeværker.
De drømmerige Havers Enemærker
er opbrudt og plyndret for Fortidens Guld.
Der er Huse, hvor der før fandtes Muld
og sjællandske Lærker.

Og Damphjul gør Larm, hvor en Gang man var glad
med Brus af Fioler og susende Kjoler
og Piger langs Væggen paa Rad.
Men Frederiksberg er endnu den grønne Stad,
hvor Livslysten flagrer og soler
sit Skind og slaar Smæld med et Blad.

57

Lad os søge til Forstadens Gem.
Her er Foraar paany med grønne Kranse
paa Baggrund af Byens Røg og Em.
Her er Grønsvær, som byder os at standse,
og Skygge, naar Somren skrider frem.
Her er Plads til at sværme og tænke,
skønt Sladren holder Hof paa disse Bænke,
hvor intet Argusøje bliver blindt,
hvis et nyt Aarhundreds Børn, med Krans om Haar,
sér Vaaren spejlet i en grøn Absinth.

Hvad var han vel sin Søndermark foruden?
Den unge Oehlenschläger! Rank og fri
vi sér ham komme fra en løvrig Sti,
hvor han og Steffens slentred med hinanden.
Den Passiar, de var fordybet i,
har aabnet, mens han tænksomt hæver Panden,
Guldaarerne - til al hans Poesi
og født den Følelse af Magt og Held,
hvis fine Ligevægt gør Øjet vel.

Dette Sammenspil af Lykken og Forstanden,
det blev hans Fund, som satte Præg paa Manden,
saa selv Naturens Søn, en Gadedreng,
der næsvis fløjter sit Revu-Refræn,
kan maale ham, idet han gaar forbi:
"Han der ... var et Sjeni!"