Indhold
-
DANSKE VERS
- VAAREN OG TRÆET
- LIVETS KERMESSE
- EFTER SYNDEFALDET
- IMPERIA
- I LØVENS TEGN
- BYRON ET UNGDOMSDIGT
- EFTERSKRIFT TIL DANSKE VERS
- NOTER TIL DANSKE VERS
- Indledning til kommentaren
- Et udførligt udkast ses i NkS ...
- Tilegnelse
- Landskab
- Sybariten
- Søstad (1889)
- Sommerland
- Hendes enogtyvende Fødselsdag (3.4.1889)
- En Rekonvalescens
- Afskedsvers (febr. 1890)
- Endelig
- Siesta
- Første Kys
- Respekt for Kvinden! (?)
- Den nye Pallas Athene
- Scherzo (forår 1898)
- Digterens Endeligt
- Vaaren og Træet (vinter-forår 1895)
- En Kladde (forår 1898)
- Gry (vinter 1890-91)
- April (vinter 1890-91)
- Morgentime
- Aarstider (18.-19.2.1889)
- Frederiksberg (1906)
- Nocturne
- Se, jeg mødte paa en Gade - (vinter-forår 1895)
- Sang
- Dronningen i Thule
- Livets Kermesse (delvis vinteren 1890-91; sommer 1904)
- Stamtavle
- En Vise (sommer 1911)
- Det aandelige Børstenbinderlaug
- Knud Kaare (jan.-febr. 1903)
- Den døde Mand (1908)
- Ungkarlesnak
- Kavallérsorger (ml. 1906 og 1911)
- Perspektiver
- Efter Syndefaldet (1899 (?))
- Imperia
- ILøvens Tegn (1911 el. 1912)
- Nyt Foraar (forår 1897)
- Efterlysning (1889)
- Erindring (1888 el. 89)
- Maanenat
- Anadyomene
- Morgenen (1911)
- Eventyret
- Øde
- Vaaren og dens Følge (1912 (?))
- Mesteren
- Det er ikke nok, Ofelia . . . (1910)
- Sangen om Sarah Brown (ml. 1906 og 1911)
- Formiddagssol
- Byron. Et Ungdomsdigt
- Holger Drachmann
- Ingeborg Stuckenberg
- Herman Bang (1912)
- FORKORTELSESLISTE OG BIBLIOGRAFI (1887-1931)
Alle forekomster
✂
Saa var det, Byron mødte sin Grevinde,
et af de gode Børn, hvis milde Øjne
vor kolde Dag saa lyst, saa hedt beskinne;
som intet véd om Tvivl og Verdens Løgne,
men helt, saa helt, saa helt sig lader vinde.
Og bort er alle skumle Tider fløjne:
du blir en Syttenaarigs Bytte, Stymper!
din svage Sjæl i Solens Væld sig krymper.
✂
"Hans ædle, skønne Aasyn, søde Røst,
hans Væsen, Ynde"* gjorde, at hun gav ham
sin unge Iver og kun fandt sin Lyst
at maatte elske ham og - - holde af
ham.
Saa skrev hun fra Ravenna efter Trøst
og som i Angst, at hun var altfor lav ham:
"Jeg skal nok læse, spille, undgaa tomme
Veninder . . . hvad du vil - men du skal komme."**
✂
Og Byron, denne Primus blandt Galaner,
snart lige kær af Aandedræt og Død,
af Smerte, Vellyst, Dydsbørn eller Flaner,
han skatted, hvad et simpelt Hjerte bød.
Hun var den
rette - ingen Ungkarls-Vaner
han førte med, som Sjælens Fromhed brød:
saa stolt, at ingen Gud ham kunde vinde,
og øm nok for en syttenaarig Kvinde.