Claussen, Sophus Uddrag fra DJÆVLERIER

↩ Når denne første del af brevet er citeret så grundigt, er det fordi udtalelserne karakteriserer flere forhold. For det første den personlige udvikling, beskrevet vha. en vækstmetaforik, som kan genfindes andetsteds - eller dubleres med billeder fra andre og lignende organiske områder (se f. eks. optegnelsen Den gamle Sjakal og de unge s. 171, hvor de to første 165 erfaringsområder voldsomt karikeret symboliseres af hovedpersonens, en Aadselsgravers, forhold til henholdsvis en fersk ung Jomfru og en heks, en forhenværende Skønhed paa henved fyrretyve Aar). For det andet ses faserne i den omtalte proces afspejlet, dels i Pilefløjters komposition, hvor det diabolske element endnu kun anes, dels i Djævleriers, hvor det selvsagt er dominerende - og hvor til gengæld den lyse Drøm er fraværende. Den bitre Eftertanke har fået råderum, men samtidig må det pointeres, at digtsamlingen slutter i forsoningens tegn: sund Grund under Fødderne. Denne slutning passer momentant også på det biografiske plan: efter et ensomt Pariserår o.1903 følte SC stor lykke ved at genforenes med hustru og børn.