Claussen, Sophus UDGIVERENS FORORD

UDGIVERENS FORORD

Jeg husker en Kuffert, en stor mavesvær Kuffert, der ikke kunde lukkes, fordi de taalmodige Papirmasser ikke mere vilde lade sig trykke sammen. Den var blevet fyldt paa den Maade, at naar Sophus Claussen kom hjem til Danmark fra Udlandet, tømte han sin Haandtaskes Papirindhold ud i den mavesvære Kuffert og rejste frisk og glad ud med en tom Haandtaske og kom atter hjem med en fuld, som han tømte i Kufferten.

Nu sagde altsaa Kufferten stop, og Claussen, som netop havde faaet en udmærket Lejlighed i København, besluttede sig til at aabne for dens Indhold, sætte dens Bøger i Reoler og lægge dens Fakturaer, Breve og Konvolutter i dertil indrettede Skuffer. Kort sagt, skabe en virkelig Orden i Papirbjerget.

- Lad mig hjælpe dig - sagde jeg, for vi er gamle Venner og Husfæller fra Italien, og saa tog jeg en Haandfuld Papirer og begyndte at sortere dem. - Men hvad er det? - sagde jeg et Øjeblik efter - der staar jo Vers bag paa denne Konvolut - - og her staar flere paa dette Brev - skal de i Brevbunken eller Manuskriptbunken?

Claussen fik et betænkeligt Udtryk i Ansigtet. Han havde glædet sig til at faa en ligefrem formidabel Orden i Papirerne, han havde købt Reoler, Skabe og Borde for det sammes Skyld, og nu kom Papirerne ligesom selv og lavede Konflikt.

Han lod Fingrene løbe gennem Haaret.

- Vil du ikke læse det højt - sagde han. Jeg læste.

- Det er ganske smukt - sagde han, da jeg var færdig - synes du ikke?

- Pragtfuldt! - sagde jeg indigneret - har du ingen ordentlig Afskrift af det?

- Næ, sagde han. Her er ogsaa noget her - han vendte en gammel Regning og læste.

12

- Jamen det er jo forfærdeligt - sagde jeg, da han var færdig - hvor mange Digte har du liggende flydende paa den Maade?

Han purrede igen i sit Haar.

- Mange Hundrede - sagde han betænkeligt - det kan ogsaa være, der er Tusinde. - - -

(Edith Rode om tilblivelsen af Danske Vers, 1912).

De hidtil utilgængelige papirer på Det kgl. Bibliotek bekræfter kun alt for godt Edith Rodes beskrivelse. Men den tilsyneladende uorden i virvaret af ejendommeligt papir er kun tilsyneladende. Sophus Claussen havde faktisk rede på bunkerne (se efterskriften til bind IX), og han vidste altid at supplere med de notesbøger, han bar på sig og som er beskrevet her s. 16 f.

Det traditionelle billede af den ubekymrede, uforpligtede og lunefulde bohême må alene på den baggrund revideres. Sophus Claussen førte et næsten til uforståelighed omhyggeligt åndeligt regnskab: alt blev gemt, papirbunkerne endte med at repræsentere den inderste orden og det egentlige liv - og når en fransk ven kunne ytre forbavselse over, at dette liv blev opfattet som anakreontisk i Danmark, men som heroisk i Frankrig - ja, så måtte han modstræbende indrømme, at det forholdt sig sådan, men at sidstnævnte opfattelse nok var den, der bedst dækkede hans bestræbelser.

Denne udgaves berettigelse skulle da være at fremlægge ikke alene selve teksten, men også væsentlige dele af dette storslåede, men tvetydige regnskab, således at udgaven på en måde helt enkelt er en nu offentlig vejviser i Papirbjerget.

I dette langstrakte ærinde er jeg blevet hjulpet fra forskellig kant. Nogle er nævnt i Selskabets forord; her vil jeg gerne takke Det Danske Sprog- og Litteraturselskab for at have modtaget mit udgangsforslag og dets ledelse og tilsynsførende for al interesse, hjælp og tillid. I samme forbindelse må nævnes biblioteker, fagfolk, kolleger, familie og venner, bl. a. især ekstern lektor ved Odense Universitet, cand. phil. Knud Bjarne Gjesing, der har været første korrekturlæser, medredigeret 13 bind VIII og IX og uegennyttigt støttet udgiverarbejdet i den sidste fase med råd og kyndig kritik.

Drivkraften bag det hele skyldes den interesse, som professor, dr. phil. Aage Henriksen vakte for forfatterskabet i 1960'-erne - en interesse, der havde været sværere at fastholde, hvis den ikke var blevet støttet af min hustru, stud. mag. Marianne Hunosøe, der skal have den sidste og helt afgørende tak for sit: - Lad mig hjælpe dig -.

Jørgen Hunosøe