↩
Uden Midtpunkt, hentydning til S.
Schandorphs roman af dette navn (1878), der beskriver en
handlingslammet ateist og æstetiker
Yrke, ørke, ørkesløs (forgæves) adfærd (Ordbog over det danske Sprog (1954) bd.
XXVII, sp. 1687)
Estrup, J. B. S. (1825-1913) var
bestemt modstander af Venstres krav om folketingsparlamentarisme, og
da han 1875 dannede et udpræget landstingsministerium, hvor han selv
overtog finanserne, begyndte en tyveårig strid, der rejste
størsteparten af folket imod ham, og som vigtigste momenter havde
følgende: strid om forsvarssagen 1875-76, nederlaget 1876,
Visnepolitikken, Venstres knusende valgsejr 1884, attentatet på E.
1885, derpå følgende politilove, de provisoriske finanslove 1877 og
fra 1885 Kbh's befæstning m. m. Forliget 1894 tvang ham til
modvilligt at trække sig tilbage
aflevere (...) Handske, udfordre (...) til kamp. Udtrykket alluderer specielt
til B. Bjørnsons opgør med Systemets
seksualmoral i skuespillet En Hanske, se
note s. 134 og 186
Forholdsreglerne. De provisoriske (dvs. foreløbige) finanslove var udstedt af
regeringen og begrundet i påtrængende 141 omstændigheder: Forholdsreglerne. Gyldigheden burde dog betinges af
Folketingets efterfølgende samtykke. Derfor kan SC opfordre folket
til at tage Styret selv i Hænde, jf. at
faderen, venstrepolitikeren Rasmus Claussen, der på dette tidspunkt
befandt sig på yderfløjen af sit parti, 1885 idømtes 3 mdr.'s
fængsel på grund af opfordring til skattenægtelse og dannelse af riffelringe
denne Snak om et "Par
Trær", refererer til krigsminister J. Bahnson, der
foreslog en del af Dyrehaven udlagt til fæstningsanlæg. Han
gennemførte fra 1884 en sikring af Kbh.'s forsvar via selvbeskatning
og provisoriske bevillinger. Ved dette, i hovedsagen ikke
legaliserede, arbejde, gjorde B. sig til én af ministeriets mest
forhadte mænd. Han faldt som politiker ved forliget 1894. Jf, f.
eks. SC i L-F.F. 26.7.1887: Fra Saxkjøbingmødet.
I. Bahnson og Johs. Jørgensen: Mit Livs
Legende I (1916) p. 154 f.
Øhlenschlæger, jf. dennes Sanct Hansaften-Spil (Digte,
1803), der er et Dyrehavestykke ligesom Heibergs: Recensenten og Dyret (1826)
Aarestrup, sceneriet ses f. eks. i Charlottenlund og Dyrehaugen i Digte (1838)
Kildebæger, SC tænker sikkert på Kirsten
Pils kilde, hvortil der valfartedes ved Sct. Hans-tid på grund af
dens helbredende virkning
den døde Haand, egl. et juridisk udtryk, der
betegner, at gods, formue el. lign. er båndlagt, således at det er
unddraget fri dispositionsret. Her om det forhold, at Estrup kvæler
alt liv
Profos, bøddel
Sokrates. S. blev 70 år gammel anklaget for
gudsfornægtelse og dømt til døden i 399 f. Kr. SC alluderer
tilsyneladende til den kendte talemåde, tillagt S.: Jeg ved, at jeg intet ved (Cicero, Academica I 4,16), dels til S.'s
forsvarstale, slutn.: Men nu er det nok paa Tide
at gaa bort. I gaar atter ud i Livet, jeg gaar ind i Døden. Om
jeres eller min142Lod er den bedste, ved ingen undtagen Gud.
(C. Høeg og H. Ræder: Platons Skrifter I
(1932) p. 298) S. var således ikke ateist
glide, blive sunket uden vanskelighed,
"gå ned" (egl. om mad el. drikke)