Claussen, Sophus Unge Bander

II
III

SOPHUS CLAUSSEN

Unge Bander
Fortælling fra en Købstad
Med et lyrisk Forspil: »Frøken Regnvejr«

TEKSTUDGIVELSE, EFTERSKRIFT OG NOTER AF
Jørgen Hunosøe

Danske Klassikere Det Danske Sprog- og Litteraturselskab Borgens Forlag

IV

Danske Klassikere udgives med støtte af Ministeriet for kulturelle Anliggender. Redaktionsudvalg: Charlotte Madsen for NDL, Peter Seeberg for Dansk Forfatterforening, Mogens Brøndsted, Uffe Andreasen og Erik Dal for DSL. Serien redigeres af de to sidstnævnte, dette bind desuden af Mogens Brøndsted som tilsynsførende. Tekstgrundlag: 1. udg. 1894. Nr. 684060.

Udgivet i samarbejde med Nyt Dansk Litteraturselskab
Efterskrift og noter © DSL/Borgen 1986 · ISBN 87-418-7651-2
Omslag: Stig Brøgger · Tryk: Rounborgs grafiske hus, Holstebro

V VI

Unge Bander udkom i tidsrummet 23-29. 11.1894, kostede 3 fer. og indeholder XXXVIII + 193+[1]s.

I Unge Bander. IIblank, III Sophus Claussen: Unge Bander. Fortælling fra en Købstad. Med et lyrisk Forspil: »Frøken Regnvejr«. Forlagsmærke. København. C.J. Kihl og Langkjærs Forlag 1894. IV København. I. Cohens Bogtrykkeri. A.A. Lange & Co. V-VI Tilegnelse. VII Frøken Regnvejr. Et Hyrdespil. VIII-XXXV tekst hertil. XXXVI blank. XXXVII Unge Bander. Fortælling. XXXVIII blank. 1-193 tekst. [194]Til Erik Kølby.

Omslaget er sorttrykt med rødlige blomster og gule aks på hvidligt papir, kunstnemavnet er uoplyst. Bagsiden er annonce for forlagets udgave af Joakim Skovgaards billede Kristus i de Dødes Rige. På foden A.E. Kihl. - København. Efter eksemplar i Kgl. Bibl., Dansk dedikationssamling. Bredde 113 mm.

7

Tilegnelse.

København, Oktoberaften.

Nu graaner alle Gader,
Nu mørkner alle Smyger,
Og mere sort de spidse
Skorstenspiber ryger;
Og Nattens Børn de vaagner
Og drømmer nye Glæder,
Tusmørke-store Hjærter
I døreløse Stræder.

Jeg slentrer hjem, mens Aftnen
Sit muntre Lyshav føder,
Og sætter mig at stirre
Ensomt ved Ovnens Gløder.
De dunkelrøde Luer
Med deres hede Slikken,
De farver lunt min Tanke
Som Duren i Musiken.

Jeg drømmer da om Skove
Og viltre Egeknorte,
Om Pan, der holder Thing med
En Bukkebens-Eskorte,
Om Nymfer og om Troldpak,
Om Artemis, den kolde,
Hvis Barm er kysk og dejlig
Som foraarsgrønne Volde.

Det bliver Foraar om mig,
Og hør: En Larm af Lurer
Som iltre Tonehærbud
8 Fra alle Skrænter durer:
Til Huset dybt i Skoven
Med Hjortehorn foroven!
Til Byens vaagne Ungdom
Og Bonden i Alkoven!

Vær hilset, lyse Ungdom,
Du Korn paa Landets Agre!
Se, Glædens Purpurblomster
Om dine Skuldre flagre!
Og som en frisk Fanfare,
Som Græs, der Kornet kanter,
Gør Landets blege Døtre
Sag med de unge Bander.

9

Frøken Regnvejr
Et Hyrdespil

10
11
  • Caty
  • Mikal
  • Mus
  • Friis
  • Laura
  • Cesare
  • En Svigermoder
12
13

Prolog
(hvori de agerende forestiller sig selv).

Første unge Pige.
Jeg hedder Caty og er forlovet.
Jeg ved det sikkert, jeg elsker Mikal,
men faar de særeste Ting i mit Hoved,
som altid skaffer os begge Kval.
Hans Breve gemmer jeg under min Pude
og drømmer, hvor smukt jeg vil ham forgude.
Anden unge Pige
Jeg, Catys Kusine, er lige kæk Pige
blandt Lystparkens Træer, blandt Havernes Ærter.
Skønt knibsk jeg spotter, hvad Folk vil sige,
og sladrer dog lidt om forelskede Hjærter.
Jeg hedder Vilhelmine, bli'r ogsaa kaldt Mus,
og Friis og jeg er fra i Aftes Dus.
Tredje unge Pige.
Mine Øjne er Safirer, saa blaa og saa fine.
Jeg er yngre end Caty og min Søster Vilhelmine.
Jeg kaldes lille Laura og venter paa en Mand.
Jeg finder, at Mikal er saa sød og har Forstand;
men naar Caty kommer, saa gaar jeg min Vej,
for han er jo ikke forlovet med mig.
Friis.
Jeg tror, man er undskyldt, om ikke man higer
at slide i Evighed Aasums Bro.
Det bedste her er de dejlige Piger,
som man har ondt ved at lade i Ro;
de er snerpede her i vort Paradis. -
Jeg er Postekspedient; det er mig, der er Friis.
14
Mikal.
Og jeg er paa Besøg, en ung Poet
uden Værker og Vers, en af Frihedens Prinser,
der elsker - desværre endnu som Asket -
en Pige i en af de bedste Provinser -
(griber Catys Haand). en Afgrund af tyst og uventet Glæde!
Caty
(fortrædelig). Nej, slip mig, Mikal, naar Folk er til Stede.
Cesare
(bukker galant for hende). Min Arm! -Jeg er som Mikal Student;
belæst i den spanske Renæssance.
I det borgerlige mangler jeg Chance.
Og hovedkuls her til Aasum sendt
befinder jeg mig af min Rolle lidt trykket,
da jeg slet ikke ved, hvad jeg skal i Stykket.
(Caty tager Cesare, Mus tager Friis under Armen. Med et smilende Buk for Laura siger)
Mikal
I Mangel af Rose man plukker en Viol,
tager den lille Stjærne, har man tabt sin Donna Sol.
De unge Kvinder
(idet de tre Par gaar ud). Vi er tre ærbare, unge Piger,
i lyse Kjoler, fine Sko,
tre Republiker, kække Riger,
fulde af Kærlighed, Haab og Tro.
15

Første Handling.

Allé i Maaneskin.

Hvor drypper, siver, nynner Stadsgravens Strøm, og se:
der risler Maaneskin ned i den gamle Allé,
hvor under Kastaniers Tag og kongehøje Linde
Stenbroen pletvis lyser, mens Gravens Vande spinde
en dæmpet, fjærn Musik til Lysets og Bladenes Spil,
en tropisk Drøm om at dø og fornys, som viljeløst Draaberne vil.

Første Optrin.

Cesare
(kommer med Caty). Her er i Grunden kønt... aa en Vellugt vidt og bredt!
Jeg maa tilstaa, at Naturen ellers fængsler mig saa lidt.
Jeg maa tilstaa, disse Udkig og »Motiver«, som det hedder sig,
det evige Landskab paa vor Udstilling, det kjeder mig;
og smaa og store Plastre med Skov og Skyer strøgne
og Folk i stygge Klæder! Jeg siger: mal det nøgne!
Hvad er saa stolt som Menneskets Vækst? - et Væv, et Lem
er mer end alle Klude, fabrikerte i Birmingham.
Jeg holder mest af Marmor, af Plastik... har altid haft
Smag for det stærke, hele, for Sammenhæng og Kraft.
Jeg er ikke musikalsk eller Maler.. - jeg forsoner
mig saa daarligt med at sløre Energien hen i Toner.
(De standser midtvejs i Alléen). De tier stille, Frøken?
Caty
(ser sig tilbage). Hvor mon de andre blev?
Cesare.
De fulgte over Slotsbroen Mus med hendes Brev.
(Pavse). Hvad tænker De paa?
16
Caty.
... min Violin og min Chopin,
en Strofe jeg maa prøve, før jeg trygt kan gaa i Seng.
Cesare.
De blev vred for, hvad jeg talte om Toner og Plastik ...
Caty
(afbrydende). hvor her er tyst i Aften ... Jeg holder af Musik
Cesare.
Har jeg krænket Deres Guder? - Jeg vilde kun nævne,
at jeg er virksom anlagt uden Gran melodisk Evne.
Men nu her... (lytter) den lunkne Rislen! Jeg begriber, det er kønt:
som fornam man Træer og Stene faa et Overtræk af grønt.
Og saa de gamle Haver langs Gravens anden Side!
Og et Hus med røde Ruder midt i det sære hvide.
Caty.
Der bor min Spillelærer.
Cesare.
Han er ikke gaaet til Ro.
Caty.
Nej, skønt han er saa svag.
Cesare.
Der gad jeg gærne bo:
Den Lyd af frodig Rislen bag de store Træer minder
mig om det grønne Indien, Kolumbus tror, han finder
-som det skildres i hans Breve, Fantasi og Sandhed blandet,
men en sydlandsk Fantasi - det er sandt - han ved ej andet.
Der er et Brev fra Tiden, han var mistænkt og i Nød,
stilet til Spanjens Konge... en Dristighed og Glød!...
Han sejler med sin Flaade imellem tætte Øer,
selv ligger han i Feber, hans halve Mandskab døer;
en Sol, en Strøm, et Landskab, hvis Pragt De ikke aner:
17langs Bredderne Urskov med hængende Lianer,
en Himmel som Azúr, mens en Brand af Blomster gynger
paa høje, svaje Grene... og de vilde, som slynger
deres Spyd og tætte Pile mod Spanjerflaaden ud ...
Han skriver, han fik en Aabenbaring fra Gud;
en Stemme kalder paa ham og sætter ham i Rette:
»Du Daare, hvorfor tvivler du? Gud vil aldrig slette
af sine Mindebøger, hvad én Gang du har gjort.
Han kender dig, han hører ej hine, som bagvaske
og klagende for Fyrsten, paa Knæ, med Hyklermaske,
vil stjæle dig din Hæder og gøre smaat af stort.
Gud ved, at du har tjent ham!« - »Jeg saa, hvor jeg var blind
(slutter Kolumbus Brevet), og Fred faldt paa mit Sind.«

Andet Optrin.

Mus
(kommer langsomt ved Frii's Arm) ... de danser altid sammen, hun er paa alle Baller.
Friis
(sam tykkende). Det er tydeligt nok -
Mus.
Ja og tænk i hendes Alder!
Friis.
Naa ja hvad saa?
Mus.
Jo, Karl! Var hun ung, kan du ha' Ret.
Og han er tilmed gift... det beviser, hun er slet.
Friis.
Han er gift, det »beviser«: han har to! ... paa en Prik.
»Hun er slet, for han har to«.
(slaar sig for Panden). Aa den Kvindelogik!
18»Hun er gammel«... Hvor kan man Fornuft i Kvindfolk terpe!
Vil de unge ta' sig fri, skal dog de gamle snerpe.
»Han er gift«, »hun er gammel«... Det beviser- det beviser,
det blev Kvindens Maal, at evig slide op de gamle Fliser.
Caty.
Hm, Mus, er det jer? (peger) Se blot Børlum har tændt!
Mus.
Gud, hvor han er uforsigtig.
Cesare
(ser smilende paa Friis) Hr. Postassistent!
Friis
(andægtig). Jeg hørte, De blev ivrig. De talte vist om Gud
Mus.
Deres Præken kunde høres helt til Slotsporten ud
Friis
(som før). Tør man be' Dem om en Messe. Jeg er selv religiøs.
Mus
(til de andre). Uf, han bander saa rædsomt.
Friis
(med en kælen Gebærde). Hvad siger du, min Tøs?
Caty
(leende). Ih, men Friis! maa man spørge, naar er I blevet Dus?
Mus
(svagt fornærmet). Vi er ikke Dus.
Friis
(klapper hende). Blot rolig, vi kan blive det, mit Pus!
19
Mus
(river sig fra ham). Gud, men Friis dog!
Friis
(til de andre). Vil De se, jeg er fundet og vejet.
Caty
(munter). Hør Friis, De har nok drukket en Toddy for meget!
Friis
(nedslaaet). ... kom i daarligt Selskab, Frøken... fik ikke en, men ti.
Mus.
Ja, det høres paa de Udtryk, han bevæger sig i.
Friis
(bukker dybt for hende). Tilgiv en højst uværdig, som fortjener at ses ned paa.
Caty
(gaar videre med Cesare) Han er altid saa lystig. Ham kan ingen blive vred paa.

Tredje Optrin.

Mus
(borte fra Friis) Fy skam dig, Karl!
Friis.
Det gør jeg.
Mus.
... hvad skal de andre tænke?
at kalde mig din Tøs- tror du ikke, det maa krænke?
Friis
(byder hende sit Lommetørklæde). Det bli'r ingen rigtig Scene, inden Taarer er flydt.
20
Mus
(i Graad). Vil du ha', jeg skal græde? - og det er endnu saa nyt!
Friis
Vand, Vandjeg drukner! Hjælp! Skal jeg plat forgaa i Synden?
(paa Knæ). Hjælp mig op, min Hjærtenskær! jeg er falden i Brønden ...
(Da hun stadig surmuler). Hvor findes dog en Godhed som det kvindelige Køns? -
»Her er Vand til dig, min Herre, og til alle dine Høns!«
... Men om Mus og hendes Elsker vil det klinge højt og klynkelig:
han blev puttet i en Brønd, hvor hun omkom ham ynkelig.
Mus
(styrter til og kniber ham i Armen). Nej Karl, fy saa uartig! Du er slet ikke sød!
Friis
(med Armen omkring hende). Ikke nær saa sød og smækker som du, mit Sukkerbrød
(klapper hendes Kinder og kysser hende).
Men jeg bli'r sød som Sirup, blot du kniber ej paa Kosten ...
(tørrer hendes Øjne med sit Lommetørklæde).
Et lillebitte Ord, saa ta'r hun straks til Posten.
(De gaar Arm i Arm).
Hvad siger du, min elskede!
Mus.
Altid saa gør du Nar.
Friis
(stryger en Tændstik). Gør Nar?
Mus
(fortrydelig). Nej vil du ryge!... Maa jeg tænde din Cigar?
(med Cigar i Munden løfter hun sig baglæns op paa Rækværket). Hvis min Mor saa dette her, fik vi høre et Væsen!
Friis
(med en brændende Tændstik). Jeg vil blæse hende et ...
21
Mus.
Uh, du brænder mig paa Næsen.
(Lille Latter).
Mus
(efter en Pause, lægger Armen paa hans Skulder og betragter ham). Du skal hjem til os i Morgen. Karl, du lover dig ej bort!
Friis.
Naa, skal vi højforloves med det samme, sende Kort -?
Mus.
Aa Snak! - men vil du ikke?
Friis.
Gaa og skilte med en Ring!
Mus.
Hvem har vel talt om det? - Som du vender alt omkring!
Friis.
Jeg havde tænkt ... i Morgen ... hvis du kan det saadan lave -
at vi spiser til Aften i Sangklubbens Have.
Mus.
Men jeg faar ikke Lov, naar vi hjemme har Gæster.
Friis.
Aa pyt, det er Familie.
Mus.
Men min Kusine Esther
ta'r Betty Wickmann med! de to skal musicere.
Friis.
Saa har vi dem forsørget. Der kommer ikke flere?
Mus.
Jo Helsing! Men Betty er fremmed, maa du vide.
Hun er forresten én, som ikke jeg kan lide ...
22
Friis
(griber hendes Fødder). Du kommer!
Mus
(paa Stakittet). Karl! Du vælter mig - slip mig dog, Mand!
(ynkelig) Aa-mine Ben!
Friis
(vender sig bort). Ja ja, da!
Mus
(om Halsen paa ham). Hvis bare jeg kan.
Friis
Min Skat, sig til din Fa'r, at det gaar sagtens an:
hans Datter fik sin Knibskhed allerede i Svøbet.
Mus
(ved hans Arm). Er du nu utaknemmelig oven i Købet?
(lytter). Der kommer vist Mikal og min Søster.
Friis
(trækker hende med). Lad os gaa!
Mus
(pludrende). Du kender ikke Betty - Frøken Wickmann - Gør du? Aa, at hun ikke i Tide har krydset din Vej!
Det er en rigtig Pige, langt sødere end jeg.
Lidt koket - vil du jo ha' - men saa fornem og tilbørlig!
(med et Smil). Og Gud ved, om i Længden hun var saa ubønhørlig.
(ivrig). Hun gaar aldrig i Staa - nej en Dame! Som hun fører sig,
saa stadselig og slank ... jeg tror nok, at hun snører sig.
Helt kulsorte Øjne!
23
Friis
(trækker hende med). Vi maa straks hen at fri.
Mus
(ivrigt, idet de forsvinder). Hendes Haar er saa langt, hun kan svøbe sig deri.

Fjærde Optrin.

(Mikal og Laura er under den sidste Replik komne midt ind paa Scenen).

Mikal
(oprømt). Ak Gud, saa megen Dejlighed! ja hvem skulde tænke sig!
I slig en Rigdom gad man med Liv og Vellyst sænke sig:
hendes Øjne ganske sorte - Kul og Gløder, hørte De!
hendes Haar er saa langt... man kan svøbe sig deri.
Laura
(svagt indigneret). Hvorfor man?
Mikal.
For det passer paa flere! - derfor man,
fordi al Kvindepragt vel er stilet paa en Mand.
Laura
Hvorfor siger De da flere?
Mikal.
En modig Kvinde vil
først svøbe sig, og siden ... som hun har Hjærte til.
Laura.
Aa, De vil ikke svare. Jeg tror, De altid spøger.
Mikal.
De skal holde af én.... Skønt hvorfor skal jeg lyve?
den unge Frue rørte mig - etsteds i Byrons Bøger -
som for en Mand paa fyrre gad elske to paa tyve.
24
Laura.
Aafy?
Mikal.
Hvorfor fy?
Laura.
Dersom Caty holdt af to?
Mikal.
Jeg vilde paa Minutten gaa hjem og skifte Tro.
Laura.
Ja se: De mener ikke det mindste, hvad De siger!
Mikal.
Trøst - trøst Dem, kære Laura. Saa længe unge Piger
er af saa karrig Race, saa lidet i Stand
til grundig blot at elske én eneste Mand,
vil ingen hos dem den Ømhedsskat forlange,
den skønhedsdybe Lykke, som kan gennemtrænge mange.
Laura.
Der er dog store Kvinder ... Nej, De er helt paa tværs
af alle andre Folk -
Mikal.
Det er et gammelt Vers.
Men De ved jo, lille Laura - skønt det lyder ubehøvlet -
Fornuften gaar altid paa tværs gennem Vrøvlet.
Laura
(med et Lettelsens Suk). Ja Vejen for det sande er, siger man jo, sen.
25
Mikal
(indprentende). De skal holde af én, af en eneste én!
og aldrig siden slippe ham, i Lyst, i Elende,
for ham vil De foragtes, for ham vil De brænde.
Laura.
Ja naar man først er gifte ...
Mikal.
Alle de Forbehold!
Det er Kvindetro, at Kærlighed bedst nydes kold
Laura.
.. eller ogsaa forlovet, som Caty og De ...
Mikal.
Ja, naar bare det kan gaa paa en kendt Melodi.
Laura.
Hvorfor gik De fra Caty ... ?
Mikal.
Hys! Kirkeuret slaar.
Laura.
Saa er vist Klokken elve.
Mikal
(lytter og tysser). Bliv staaende, hvor De staar.
Laura.
De gør mig næsten bange.
Mikal.
Hør Slagenes dybe Fald,
aldrende, spøgelsemægtigt fra dirrende Metal...
(naar det bliver stille, griber han hende muntert om Armen). Hvorfor jeg gik fra Caty ? - Et Menneske er som et Rige
med Klasser og Stænder og Rigsdag, hvis Kamre man maa forlige
ved nye Ministre og Love, før Oprøret løber grassat.
Ved dette vidtløftige Væsen fik selv den flinkeste Pige
sit higende Folketing, som smukt skal reformbespises,
sit velopdragne Landsting, hvis Uro maa overbevises.
Og nye Mænd vil til Styret I Catys Hjærtes Stat
kan der uskyldigt opstaa et Nag til den tro Kammerat,
et Hang til det trodsige, frie, til en mer radikal Forvaltning.
Og da nu ej Catys Hjærte kan bøjes ved Tvangsforanstaltning,
saa viger jeg Plads for de nye og venter som god Diplomat
- hvorved da midlertidigt i Aften er indtraadt en Spaltning.
(Lænet over Rækværket). Hvor rinder, siver, synger Stadsgravens Strøm. Og se:
der risler Maaneskin ned i den gamle Allé,
hvor under de brede Kastanier, hoffærdige Linde
Stenbroen pletvis lyser, mens Gravens Vande spinde
en Vellyst af dyb Musik til Lysets og Bladenes Spil.
En Drøm under sølvrandet Skygge, som viljeløst Draaberne vil
(Tavshed). Et Mylr af Løb, der pibler blandt Sten, under Græs, over Veje,
til blændet af Lys de plasker i dette brede Leje.
Det er som en straalerig Ungdom, der slipper sin Ensomheds Skulken
og favner velsignet besejret et Bryst med en Kærlighedshulken.
... Og nu slynger Strømmen sig hen som paa tyste, vuggende Fødder
i bølgende Dæmring, i Mørke fra Løv, mellem Urter og krogede
Rødder,
trænges og strømmer... En jordisk gad ønske sig død og begravet,
der ikke som Strømmen fik tilmaalt at lægge sit Bryst til Havet.
26

Femte Optrin.

Catys Stemme.
Mikal! Mikal! og Laura!
Laura.
Hør Caty!
27
Caty.
Er det jer?
Mikal
(slaar Armen om Lauras Liv og bøjer sig over Rækværket). Vær stille, tys! Vi har det jo herligt, hvor vi er.
Laura
(forvirret). Gud nej, der er jo Caty!
Caty.
Mikal!
Mikal
(andægtig, uden at slippe Laura). Hør Nattergalen!
(da Caty og Cesare kommer nær, højt:) O ve, der røg vor fine Politik i Kanalen!
Caty.
Hvad er det, I bestiller? Mikal, dit Uhyre!
Nej vil man se til dem: et Par rigtig nette Fyre!
Cesare.
Jeg troede: en forlovet blev bedre lagt i Linerne.
Mikal
(klapper blidt Lauras Kind). Forlovelseskortet... gælder ogsaa Kusinerne.
Caty.
Han ta'er vist fejl, Mosjø!
(Hun tager ham med to Fingre ved Ærmet og fører ham til Side. Mus kommer ind med Friis).
Laura
(gaber; til Mus) Skal vi snart hjem i Seng?
Vi faar Skænd...
Mus.
Aa pyt med det!
28
Caty
(ene med Mikal). Mikal, din slemme Dreng!
Jeg savned dig! - Saa svarer han ikke ... man maa skrige!
Har du gjort lille Laura forelsket, stakkels Pige?
Mikal.
- i mig! Er det saa slemt?
Caty
(kysser ham). Jeg er ikke utilfreds.
Men nu faar du ingen anden. Din Skæbne er dig vis.
Mikal.
Aa Caty, hvor jeg elsker dig... saa god og saa galant!
Caty.
Løse Fugl... lille Mand! Er det nu ogsaa sandt?
(Hun ser sig om).
Mikal.
Ved du det ikke, Caty?
Caty
(kysser ham). Min kæreste Ven!
(Ser sig om).
Mikal.
Hvad søger du?
Caty
(kaldende) Mus!
Mikal.
Gaar du fra mig igen?
Caty.
Altid saa utaalmodig!... Giv Tid, før du skoser!
29
Mikal.
Hvem lærte dig at hæfte de Sløjfer paa dit Bryst?
Maa jeg tage den ene af de blegrøde Roser?
Caty
(taler afbrudt og bortvendt). Du skal faa den siden ... om lidt... hvis du har Lyst!
Vil du spasere med mig! - Men først maa jeg tale
med Mus; hun har min Nøgle, og den skal jeg ha' fat i.
Det er slet ikke morsomt at ha' den hele Hale
til at le og diskutere og forstyrre alt det dejlige.
Er du med mig, er bare de andre ubelejlige.
Skal jeg hilse Mus og Friis?
Mikal
(omfavnet). Dejlige Caty!
(Caty gaar).

Sjette Optrin.

(Laura og Cesare staar hver for sig i Baggrunden ved Rækværket og ser ud mod Voldgraven).

Laura.
Gik Caty allerede?
Mikal.
Hun kommer nok tilbage
for at holde Straffepræken.
Cesare
(slentrer ud). Ja, du har gode Dage.
Mikal.
Hvis blot den dumme Tid var lidt mere til Gunst
for Kærlighed og Ungdom! - Det er dog samme Kunst,
30der lærer os at finde to Kvindeøjne kønne
og lærer os at skelne, at elske og at skønne,
hvad der er kækt og dygtigt, frisk i det hele Land.
Den Kunst, som véd at drage af et Par spredte Minutter
saa megen ødsel Pragt, som to Hjærters Koncil beslutter,
den Strøm af Stolthed og Ynde, af Fynd, hos Kvinde og Mand -
som Kilden, der gennem Kanalen til sidst naar den store Strand -
vil naa som Kraft eller Farve, i Ord eller Gærning fortolket,
at strø sine blege Roser duftende ud for alt Folket.
Laura
(adspredt). God Nat! Jeg tænker, Caty vil have Dem alene.
... Hun er da ingen Snerpe; det kan De ikke mene.
Mikal.
Talte jeg ondt om Caty, saa brændte jeg min Mund.
Laura.
jeg synes, unge Piger skulde være som hun.
Mikal.
Da tænker De smukt og som Kusine. - Vil De lære,
hvor bange, og hvor kække unge Piger skulde være?
I Kærlighed dér gælder: paa Halvvejen mødt!
Den vil vide sig skattet, men belønner rigt og sødt
og deler sine Blomster... uopfordret... saadan
som hos Goethe en Kvinde belønner en Mand,
en Kunstner! - Det hænder en sejrsvimmel Nat,
han har spillet og vundet i Komedien sin Skat.
Han ligger siden søvnløs og ser paa Maaneskinnet -
da aabnes Døren varsomt, En kommer over Trinnet,
og det er hans Veninde i Kunst, en ligesindet,
som for hans Skyld har fattet den højmodigste Plan.
Laura
(griber ham i Armen). Det er da ikke sandt?
31
Mikal
(smilende). Nej kun i en Roman.
(Tæppet falder).
32

Anden Handling.

Samme Allé og Maaneskin.

Første Optrin.

(Friis og Cesare kommer ind fra venstre og slentrer over Scenen).

Friis.
... Det gør han ganske vist... Har De Ild? Maa jeg laane?
Cesare
(rækker ham Tændstikker). Hans Foragt for Skik og Brug faar da Byen til at daane ? Men sig mig - hans Kæreste?
Friis.
En storartet Pige!
Cesare.
Hun siger ikke meget.
Friis.
Hvad skulde hun vel sige?
Det behøves jo ikke; De har selv en Strøm af Ord.
Cesare.
Mon de gaar denne Vej?
Friis
(peger til højre). Det er herud af, hun bor.
Cesare.
Faar Mikal hende omvendt?
Friis.
Hun er sen, opponerer,
33de dumme Købstadsforhold! Men der er frugtbar Jord.
Hvis De taler Fornuft, skal De se, hun kvitterer.
De skulde kendt de Piger, da Mikal først kom til By'n,
og saa træffe dem nu - aa et helt andet Syn!
(rækker ham Tændstikæsken). Skal vi gaa paa Hotellet?
Cesare.
Naar vi gør det lidt brat!
Jeg vil læse hundred Sider, før jeg sover i Nat.
Jeg er nervøs jeg arbejder stærkt og i Spring,
maa benytte min Tid, vil jeg gøre nogen Ting.
(De gaar hastigt ud til højre).

Andet Optrin.

Caty
(kommer langsomt ind med Mikal) Ser du, nu driver Skyen, og Maanen kommer frem.
Mikal.
Og vi har bedre Brug for vor Tid end at gaa hjem.
Den Regn mod Aften virked... det var saa varmt og støvet.
Caty
(idet de sætter sig). Hvor smukt i Striber falder den grønne Glans paa Løvet.
Mikal
(munter). Hvad sagde han saa til dig?
Caty.
Jeg ved knapt, hvad vi talte.
Han snakked om Kolumbus, Vestindien og malte
med livlige Farver ...
Mikal.
Kan du lide ham?
34
Caty
(skælmsk). Kan?
Han har læst ... vist mer end du har ... og han har Forstand.
Er du skinsyg? - Nej han trætter mig. Det blev mig saa broget;
det var ikke, som naar du vil fortælle mig noget.
(Mikal sidder paa Jorden med Albuen i hendes Skød. Hun tager hans Hat af og stryger hans Haar tilbage).
Mikal.
Da tror jeg, din Kusine vil sige tværtimod,
at min Snak var grumme lang og hun grumme lidt forstod
Caty.
Og hvad var det, I drøfted?
Mikal.
Jeg tør ikke referere.
Du maa vide ... Jeg talte ... om at holde af flere.
Caty.
Du omfavned hende!
Mikal.
Du var gaaet din Vej.
Caty
(trykker ham rask til sig). Du maa ikke elske Laura; du skal holde af mig!
Mikal.
Hvor lyser du af Sommer, unge Roser, muntre Kjoler! -
Kan du huske, at i Pinsen var du blaa og bar Violer?
Caty
(husker). Da læste du Højsangen for mig, ikke sandt?
Mikal.
Jo Lørdag før Pinse. Du og Biblen kom paa Kant.
I Biblen stod: »nu skyder mine Figen paa ny,
35og Turtelduen høres, kom, elskede, og fly!
lad os stige ned i Dalen, i en Landsby natte over
og aarle gaa til Haverne, mens alle Buske sover!«
Jeg laa i Græsset, læste med Bogen paa dit Skød.
Men ak, min Sulamith var saa streng og uden Glød,
ingen Sulamith, som længes, beruses og vover.
Caty
(lægger hans Hoved i sit Skød og fæster ham en Rose i Knaphullet). Her er Rosen, som jeg loved (kysser ham). Var det slemt, jeg forbrød?
Mikal.
Man skal tro paa sin Bibel!
Caty
(munter). Jo du er den rette Præst!
Men jeg har jo ingen anden, og saa præker du vel bedst.
Mikal.
Det skal du mene, Caty!
Caty.
Men jeg er ofte bange,
at jeg langt fra er saa klog, som du skulde forlange.
Mikal
(let sukkende). Jeg er en dum og skinsyg og fordringsfuld Tyran.
Caty
(lægger sin Kind til hans). Du skulde haft en Pige med Aand og Forstand.
Jeg har tænkt det tit, naar jeg læste dine Breve:
saadan en, som gik op i dine Tanker, kunde leve
og udvikles med dig ... Jeg ved, hvordan det gik
mig selv, da Studenten talte flot om Musik.
Musiken er min Afgud, og det gør mig mange Knuder:
jeg bli'r Uven med den, som er kold mod mine Guder.
Mikal, jeg vil, at intet skal staa dig i Vej,
- og det blev allersørgeligst, i Fald det var mig -
36derfor har jeg tænkt paa at spørge, somme Dage,
om jeg ikke skulde give dig Ringen tilbage?
Mikal.
Hvor fik du disse Tanker, min eneste kære ?
Caty.
Fordi jeg ikke syntes, jeg var, som jeg skal være.
Jeg er jo egensindig; det fører kun til Strid.
Du skulde se og leve, ikke være saa bundet.
Mikal.
Og slippe min Lykke, den bedstejeg har fundet?
Caty
(hurtigt). Men ikke for bestandig, kun for en Tid ...
Mikal.
Jeg tror, det gav os begge et bittert Træk om Munden.
Dit Venskab er for dybt i mine Nerver gravet,
en kort og flanet Lykke blev mig ækel indtil Grunden.
I dine Arme, Caty, er der frit og stort som Havet.
(Alvor og Tavshed).
Caty
(endelig, let smilende). Og har, med alt det smukke, du skrev i dine Breve,
du kunnet ganske ene det hele Foraar leve?
Mikal.
Der fandtes jo ingen at dele det med ...
Ja, hvis du havde været der i min Kusines Sted.
Alleens Træ'r blev grønne ved de første milde Regne,
det mylred og det summed af Foraar alle Vegne;
og sølvgraa Skyer damped, som brød den gamle Stad
sit Aag, naar paa Altanen ved Aftentid vi sad;
dog haded jeg halvvejs Bule vardernes Slæng.
Bedst var det, tidlig Morgen at vaagne i sin Seng
med Mindet om en Solskinsdag imellem grønne Banker,
37at styrte rask besluttet til sin Juras skæve Tanker
og bag de sorte Skrifttræk se Aasumgræsset gro,
mens du steg ned ad Linjerne i muntre Morgensko.
(Lidt efter). Og dine Breve fik jeg: saa sirlige, som vædet
af Kys...
Caty.
Jeg ønsked altid, Du var her selv i Stedet.
Mikal.
Men hvad skal jeg lide, nu du har mig saa nær?
Caty.
Du skal lide ... Jeg vil prøve ... at slet ikke være sær!
Mikal.
Ikke »sær« som sidste Sommer -?
Caty.
Mikal, din store Nar!
Nu kender jeg dig bedre, og din Mor og din Far!
Nu forstaar jeg dine Tanker ... Se Alléen her, se Vandet,
os to i Sommernatten, Maaneskinnet... Ungdomslandet ...
Du mener: vi skal være vore egne, have Rum!
Derfor kan jeg ej slippe dig, saa blev jeg altfor dum.
Mikal
(skælmsk). Sid stille, Skat, til varsomt mine Nerver faar indprentet
det nye Stjærnebilled, som har skjult mig Firmamentet.
... Sig, elsker du mig, Caty?
Caty.
Det ved du jo, min Ven!
Mikal.
Men elsker, saa du aldrig vil tage dig igen,
saa ømt, saa rigt, saa skønt som Sulamith, der stræber
38at have Rum i Tanker, ved sit Bryst, ved sine Læber,
elsker, som Ungdom elsker... Du maa sige ja og nej!
Gentag alene Ordet: jeg elsk ...
Caty
(forlegent). Jeg elsker dig.
(Tæppet falder).
39

Tredje Handling.

En borgerlig Stue. Mørk Formiddag.

Første Optrin.

Svigermor.
Hun kom hjem først, da alle i Huset var til Ro.
Mikal
(ligegyldig). Jeg vil antage, Klokken har manglet lidt i To.
(Ser ud ad Vinduet).
Det var bedre Vejr i Aftes... hvor kedsomt og forbandet,
en saadan Styrteregn, nu bli'r Blomsterne da vandet.
Vær rolig, Svigermor, om det ogsaa var lidt sent,
vi kom hjem uden Skade - aa saa sunde og raske!
Det var jo stjærneklart og aldeles tørt og rent.
Caty
(ved Vinduet). Nej tænk, hvor mørkt her er, og det bliver ved at pjaske.
Mikal.
Ja det er Frugtbarheden - Gud øser ud sin Naade.
Svigermor.
Ih, jeg har glemt min Vask, mine Lagner bliver vaade.
(Svigermor styrter ud. Pause. Mikal aabner et Vindu paa Klem).
Mikal.
Her lugter som et Køkken af Urter og Gemyser. -
Giv mig et Regnvejrskys!
Caty
(ubevægelig). Uh, det er koldt, jeg fryser.
40
Mikal
(lukker Vinduet). Har du faa't Skænd af Mor? Hvorfor sidder du saa stiv,
som var du en Støtte uden Mæle og Liv?
(slænger sig paa Sofaen). Hvad skal jeg ta' mig for? Skal jeg ligge her og læse? - -
Min lille bitte Pige med den store, store Næse!
Naa, vær nu smuk og elskelig!... Det er dog en Gru,
Frøken Regnvejr jeg venter paa Kysset endnu!
Du ligner ganske Svigermor, saa let til at krænkes,
og altid har du titusind Ting, der skal betænkes.
(Han har lagt sig paa Knæ foran hende med Armen om hendes Liv).
Caty.
Har jeg fortjent at drilles... efter det, som foregik?
Mikal
Dine Handlinger virker som en højere Logik,
saa trygt og skønt. Dog Tiden er lang, før du forvisser
dig omstændelig om Sagen med dens mange Præmisser.
Har du da Grund til Klage? Gør jeg mig udtilbens?
Men hvorfor, sig mig, Caty, kan du aldrig være ens?
(løfter hendes Hage). Se nu, de slemme Øjne, saa trodsigt de klipper!
(lægger hendes Arm om sit Liv). Men hold mig dog fast!... Aa hvor valent! Se du slipper ...
Caty.
Lad mig nu være!
Mikal
(bevæget smilende). Skat, det kan jeg ikke forstaa!
Først er du som en Skydag ubrydelig og graa:
saa lister sig en Taare fra dit Øjes Vipper, søde,
hvorefter hele Egnen tyst begynder at bløde ...
(kysser hende. Trøstende). Der udenfor det øser med Vand og er et Søle -
Frøken Regnvejr, vil du høre jeg kunde falde paa:
hvor sødt, om man paa Landet paa et Høstænge laa,
41og vi stirred som to Mus ud i Regnen, kunde føle
Høloftets lune Tørhed og Vædens fine Køle.
Caty.
Det finder jeg just ikke ...
Mikal.
Og hvorfor ikke, Skat? -
Hvor stolt du lukker Munden, imens du Panden ryster
ad de Luner, som mit særeste Hjærte forlyster.
Hvorfor? Er du for pyntet til at krølles, for glat
som en Fajance-Dame - min Elskling, min Due -
skabt til at staa paa Stads i den fineste Stue?
Men tænk, om ej du afbrød os hvert Indfald, hvert Digt,
hvor Livet blev mangfoldigt, hvor det kunde være rigt!

Andet Optrin.

(Mus og Laura klædte i Overtøj viser sig i Døren).

Mus
(nikkende i Døren). Goddag godt Folk!
Mikal.
Goddag Børn!
Caty
(gæstevenlig). I er nok lidt vaade.
Mus
Jeg forsikrer, nej ikke i ringeste Maade.
Laura
(i Døren). Vi smutted i Galosker for at løbe over Gaden.
Mus
(foran Caty). Men skal du ikke hjælpe din Mor med Middagsmaden?
42
Caty
Hun har jo Pigens Hjælp, saa er jeg da ikke gal!
(forlegen). Nej jeg har faaet Orlov for at være hos Mikal.
Mikal
(nikkende). Ja Orlov for at være hos Mikal.
Mus.
Vil man se!
Mikal.
Kære Mus, har du da haft nogen anden Idé?
Mus.
Nej det er rimeligt!
Mikal.
Hun er fri, kan du begribe,
for at kunne hygge om mig: hun stopper min Pibe
og tænder den; hun bringer mig de blødeste Sko ...
Og følger mine Luner med en sand Tyrkinde-Tro.
Mus
(dasker ham paa Kinden). Ja du er rar... det har du vist ikke fortjent.
Mikal.
Mit Liv i et og alt er dog overmaade pænt.
Mus.
Hvor »pænt« du gik fra os med din Kæreste i Aftes!
Mikal.
Har I ledt efter Caty? Hun var let at finde.
Mus.
Ledt!
Vi vidste, hun fløj bort til en stærkere Magnet.
43
Laura
(paa Tærsklen). En stærkere Magnet, ja en ti Hestes Kraftes.
Mikal.
Vil I høre, hvor vi var, Børn?... Der sang en Nattergal.
Frøken Laura har hørt den. - Og Natten var sval,
et Slags forhekset Land; der var tavse, grønne Lunde,
i lidt Lys mellem Løv saa man Féprinsesser blunde,
og midt igennem - tror jeg - en maaneskinshvid Kanal.
Mens vi løftes blødt mod Luften, den blaalig udbredte,
som Bølger, som to vuggende Blade - da redte
en Stjærnernes Dronning sit Haar, det blege og lange,
ned over vore Øjne som et Net om Skov og Dal ...
Og der gik jeg og Caty og var saa bange, bange,
to Menneskebørn. Og der sang en Nattergal.
Mus.
Et Æventyr!
Mikal.
Ja vist!
Mus.
At se Feerne ture
saa levende omkring mellem Aasums gamle Mure!
Laura
(der først nu kommer frem i Stuen, kysser Caty). Goddag, og hvordan lever du?
Mus.
Forelsket i sin Mage.
Mikal.
Ak, Feerne forkøler sig de kolde Regnvejrsdage.
Mus.
Men tænke sig Kusine som Maaneskinsprinsesse!
44
Mikal.
I Tvivlere, der plager jer stadig og stedse
med dum Mistænksomhed ... som var det udelukt,
at der ogsaa kunde hænde vor Kusine noget smukt!
45

Unge Bander
Fortælling

46
47

I: En Tale

Ved Sangforeningens Aftenunderholdning var Salen kun mangelfuldt opvarmet. Og uden for var det en barsk, snehvid Februar.

Straks efter Koncerten blev der danset en Smule, og før Ballet igen begyndte, var der et langt Ophold, hvor Medlemmerne, med deres Damer frysende under Skindslag og Teatersjaler, trak ned i den store, kolde Spisesal.

Egenlig skulde der ikke have været Bal, man saa kun Sangerne i sort Kjole, som yderligere Kendetegn bærende Sangkorets Emblem, en stor sølvhvid Harpe, paa Kraveopslaget. Højst en fem, seks Damer var let og festlig klædte, tog sig smukke og lyse ud og frøs paa en dobbelt dameagtig Maade. Særlig var der en straalende, ung Frue, som med sin tækkelig rundede Skabning, sit skælmsk spørgende Smil tavs gøs sammen i en hvid Kjole og med snehvidt Skindslag over to muntre Skuldre. En af de Kvinder, som hører paa unge Mennesker og gør Hjærner og Hjærter øre, fordi de med saa megen Venlighed bliver ved at lytte efter og tie ... Fru Eva Holst, brunet af Haar og Hud, smilende varm, men hvid som en Fé. En musikalsk Dame, der havde behandlet Flyglet inde ved Koncerten med en stille, fornøjet Sikkerhed.

En anden festlig pyntet Dame, en ung Pige, havde spillet firehændig sammen med hende. Hun var høj og slank og lidt forlegen, trykket af sin Medhjælperrolle, ganske ulykkelig af Spænding. Det var tydelig ikke ofte, hun lod et større Publikum høre sin Musik Hvis den hemmelighedsfulde Fru Holst havde en skælmsk Leg for med Tangenterne og Publikum, klamrede Frøken Margrete Juels Øjne sig søvngængeragtigt til Nodebladene, og det syntes, som om hun med lidt kantede Armbevægelser kastede hele sin famlende, kunstsyge Sjæl ind i hvert Anslag - med spændte Bryn og Blikket mørkere i dets fortryllede Stirren. En ung Mand, som stod ved Siden af Flyglet og nylig selv havde strøget Violoncel, sendte sine blaa, overnaturlig tindrende Øjne ud i Rummet med en vemodig Flakken. Da Musiken var til Ende og den unge Pige rejste sig med et blegt, lidt skræmt 48 Smil, førte han hende mandig fattet til Dørs og hjalp hende til Rette med en overlegen, næsten broderlig Forstaaelse, som om han beskyttede hende for Bifaldsklappene.

Disse Damer og nogle Søstre eller Kusiner havde sammen med en Del kjoleklædte Herrer, der imellem den unge Violoncellist, som kun paa Besøg opholdt sig her i Aasum, bænket sig ved et eget Bord i Spisesalen og dannede i Aften Sangforeningens musikalske Aristokrati. Salen summede af munter Støj, Enkeltsamtaler mellem Herrer og livlige Damer og Samtaler bordvis, megen Oprømthed og nogen Bagtalelse. Fru Eva lyttede til højre og venstre med sit Smil som et dæmpet Maaneskin. Frøken Margrete Juel sad ved et Bordhjørne ved Siden af en anden ung Pige, der var mindre og tog ivrigere Del i, hvad der foregik om dem. De lo og var alvorlige sammen med de andre, men Frøken Margrete syntes meget tilbageholden, og kun Violoncelspilleren viste hende uafbrudt Deltagelse, mild Beskyttelse ved Bemærkninger henkastede tværs over Bordet.

Sagfører Kruses Damer talte højrøstet, lo og kritiserede. De havde som sædvanlig et Bord for sig, var opstadsede, halvgamle og yderst ugenerte. Hørte man Brudstykker af deres Samtaler, lød det som det forunderligste, det forargeligste. Ved alle Lejligheder dannede de en saadan Kres paa fem, seks Mennesker; og de syntes at foragte alt andet i Salen.

Og som sædvanlig havde de imellem sig et ungt Menneske, som var ny i Byen, og som de gjorde Væsen af

Da deres Bord stod Nabo til det, hvor de musicerende Damer sad, Ugde de to unge Piger og den smukke Frue Mærke til en ung, fremmed Fyr, der sad midt imellem Sagførerens Damer, modtagende deres voldsomme Hyldest, mens han oprømt passiarede, lo, løftede Glasset klinkende og sendte hede Øjne omkring. Disse Øjne blev ofte hængende ved Fru Eva, der skinnede bleg og skælmsk som gennem en fjærn Snesky, eller ved Margrete, der var saa slank og tavs og musikalsk.

»Gud, hvor han bruger sine Øjne!« sagde Margretes Veninde sagte. »Fru Holst, ved De, hvem han er?«

Fruen lyttede kun halvt til Spørgsmaalet, rystede kun halvt paa Hovedet og blev ved at stirre ud i Luften, nydende noget halvt og uvist, hvor hendes Jeg i Tusmørke avlede Kuld paa Kuld af festklare 49 Stemninger. Og Frøken Margretes Ansigt havde lidt af det samme ubestemte Træk: som lyttende til en umærkelig Musik.

Hvad sjælden hændte: Sagfører Kruse var i Aften fulgt med sine Damer - til daglig var han vistnok ikke Mand for at holde det Dameselskab ud, han, der behandlede den hovmodige Fru Kruses Koketteri med saa fuldkommen Ligegyldighed! Men denne Gang sad han selv gladest i Flokken, rullede sine store Sokratesøjne vildt lystig omkring og brød under Samtalen med den fremmede hvert Øjeblik ud i en skraldende Latter. Der blev holdt Taler; Byraadsmedlemmet, Venstremanden Kruse havde Ordet og stod bredskuldret, lille, som vilde han med sine fornøjede, uhyre Øjne og sin skarpe, mægtige Stemme sammentrænge alle Tilhørerne i en stor, satirisk Omfavnelse.

Pause.

... Der blev pludselig klinket paa et Glas, og det fremmede, unge Menneske ved Sagfører Kruses Bord rejste sig op, mens dér gik en Hvisken gennem Salen og blev stille.

»Mine Herrer!« raabte han og ventede saa et Øjeblik, for at al Støj kunde lægge sig. »Mine Damer og Herrer!« fortsatte han endelig med udfordrende Kraft, men med munter Stemme. »Skulde vi ikke ... i Stedet for at holde fler daarlige Taler ... bede vore udmærkede Sangere ... om at synge nogle af deres gode Sange.«

Der blev Tummel og Røre over hele Salen efter disse Ord Den ungdommelige Taler satte sig ned, men fandt Damerne ved sit eget Bord i Skræk og Forvirring.

I et Øjeblik vidste alle Folk, hvem han var.

»Det er den nye Redaktionssekretær ved Aasum Dagblad.«

»Aa, en Venstremand!«

»Han hedder Kølby. En Student.«

»Saadan en vigtig Dreng fra København.«

»Har han Lov til at være her? Er han Medlem af Foreningen?«

»Nej. Han er indført af Sagfører Kruse.«

»Han er oven i Købet Gæst! Det er et stivt Stykke.«

Men ved Bordet bag Kruses rejste sig Lærer Povlsen ved Realskolen, en Slesviger, som var halvdrukken og allerede havde holdt tre Taler, slog sig for Brystet, støttede sin højre Haand mandigt mod Bordpladen og blev saaledes staaende et Stykke Tid og stirrede 50 stridbart bort mod den bageste Væg. Endelig tordnede han i sit sønderjyske Maal: »Nej - det har endnu aldrig nogen sagt mig, at jeg holdt daarlige Taler.«

Og efter dette gled Slesvigeren stille ned paa Stolen med Øjnene stift hæftede paa sit Glas.

To af Sangerne, som kendte og forsvarede Erik Kølby, kom løbende hen til den unge Københavner og vilde have ham til at holde en Undskyldningstale. Den tyveaarige Fyr rystede paa Hovedet, men man saa ham med sit Glas i Haanden bevæge sig hen til den vrede Sønderjyde, indlede Samtale, klinke og drikke med ham. Læreren sank tam sammen, men pludselig slog han i Bordet, saa Glassene dansede: »Nej Fanden gale mig!«

»Gud!« sukkede de to unge Piger ved det musikalske Bord Og Frøken Margretes livlige Veninde udbrød skuffet, som havde hun gjort sig falske Forventninger: »Gud, det er den nye Redaktionssekretær ved Dagbladet.« Frøken Margrete bøjede Hovedet kvindelig samtykkende og deltog i den almindelige Forargelse.

En af de Sangere, som kendte Erik, klinkede endelig paa sit Glas og holdt en lille, spøgefuld Tale for at bringe Eriks i Forglemmelse. Men Stemningen og Hyggen var forstyrret. Den ny Redaktionssekretær sad mellem de endnu forbløffede Damer og gjorde muntre Betragtninger over Ordets Magt. Det var jo blot et uskyldigt Ordspil: at ønske gode Sange hellere end daarlige Taler. Men sukkende greb han sig til Tindingerne; han havde desværre sagt: flere daarlige Taler!

Nu var det Sagfører Kruse, som rejste sig.

»Daarlige Taler!« sagde han og gjorde lumsk et Ophold, mens han lod Øjnene med spørgende Forventning rulle om til alle Kanter af Salen. »Daarlige Taler eller Talere, sagde Hr. Kølby. Dem hører jeg altsaa ogsaa til.« Han spruttede over af Latter. »Jeg synes nu ikke, det er pænt af Hr. Kølby at takke mig paa den Maade, fordi jeg har indført ham her i Aften.« Og igen lo han. Han havde rejst sig for at lægge linnede Klude paa den Skramme, Eriks Letsindighed havde frembragt, og her stod han nu ondskabsfuldt og puslede ved Saaret for at pille det meget større, mens hans højre Haand krampagtigt knyttede sig som om Skaftet af en blodig Flintekniv. »Men jeg foreslaar, at vi tilgiver Hr. Kølby, mine Damer og Herrer. Han er en ung Mand, er kommen fra andre Forhold, han ved maaske ikke, at der er noget, vi plejer at tie stille med - Det er Sandheden, mine Herrer.« Hele Salen 51 lo. »Sandheden skal jeg sige Dem, Hr. Kølby, er en vanskelig Ting. Den har saa mange Sider. Men det har De maaske ikke lært endnu. Lad os dog straks sige Dem det, da De nu har taget Ophold her i Byen og hver Dag bliver hos os: det er ikke værd, De siger os Sandheden altfor frit, for saa bliver De ikke gode Venner med os her i Aasum.« Tilhørerne sad nu paa Naale; hans Ansigt fik bestandig en mere blodig og satyragtig Mine. Men lige paa Kogepunktet, som hans politiske Modstandere var ved at gaa ud af deres gode Skind, raabte han med forstærket Stemme: »Sandheden! Jeg vil alligevel udbringe en Skaal for Sandheden; jeg maa dog give Hr. Kølby Ret i, at det er den, vi trænger til at høre, høre ren og uforfalsket ... Sandheden i Sangforeningen!« Lang Kunstpause, Angst og Spænding, og Kruse tilføjede hurtigt: »En Skaal for Sangkoret!«

Salen drønede af Taknemlighed over den Udgang af et farligt Æmne.

Lidt efter stod Sangkorets Medlemmer stillede op, de sorte Kjoler og de hvide Sølvharper, og gav sig til at synge Numer efter Numer, som de var betalte for det. Erik Kølby havde dog faaet sin Vilje.

Eriks Stemning var ufordærvet, og da Ballet igen fortsattes et Par Timer, dansede han med den tavse, smilende Fru Eva, som han paa en lidt pikerende Maade spurgte ud om Livet i Aasum, og til hvem han modsætningsvis fortalte om natlige Studeringer og Sengetider i det søvnløse København.

Fru Eva smilte, som Maanen smiler, mild og fuld bag en halv Sky ned til Menneskenes muntre Daarskaber.

Frøken Margrete var gaaet. Han havde tilfældig set Violinspilleren hjælpe hende et Overstykke paa i Garderoben.

Men den blege Glans fra Fru Evas mørkegraa Øjne fulgte ham hjem i den lyse, hvide Nat til hans krogede Gade, til det gamle Hus, hvor han havde lejet sig to Værelser, og kiggede ind gennem hans Sovekammervindu sammen med det blændende Skær paa det klare Florgardin - belyste to opredte Maghonisenge, som stod Side om Side, og hvori kun et Menneske, et lykkeligt, fortryllet, et brændende, smægtende Menneske skulde sove.

52

II: Nu eller aldrig!

Aasum er en By paa Jyllands Østkyst. Den ligger syd for Aalborg og nord for Aarhus. Den har femten Tusind Indbyggere - det vil sige et Par Tusind færre end Horsens. Og med Randers har den slet intet til fælles. Men det er en god gammel By alligevel, ikke en Smule daarligere end de, der staar paa Kortet: dens Kirke er fra det ellevte Aarhundrede, dens Havn var allerede Middelalderens Skippere kær og kendt og har endnu Vand nok for dybtgaaende Exportdampere. Trods de lange, elegante Alleer af Hestekastanier, som en nyere Tid har bragt, trods adskillige pralende Bygninger, trods Klubber og Kliker og Embedsstorsnudethed og anden Forfinelse, er det dog en handelsdygtig, vindskibelig, i sit Hjærte skipperskikkelig By, hvor man vel sætter Næsen i Sky med en snærpet Mine, men ellers hjælper sig, som man kan, og frimodig tørrer Bordet af med Kattekillingen. Og saa er der endda det ejendommelige ved Aasum, at hvad man i Aalborg, Aarhus, Horsens og det saa dejlige Vejle kun frygtsomt drømmer om, det fuldbyrder man her med Hud og Haar: Fruen glemmer sin Mand, den anstændige Frøken tror sig ganske gift med sin Kæreste, og andre Tegn paa, at Verdens Undergang er nær ... Hvorfor vi vil lægge til ved denne troskyldige Havnestads Bolværker, mens vore Skipperhjærter glædes ved en Lugt af Tov og Tjære og ved Synet af fine, gyngende Takkelager.

I Aasum, den jydske Købstad, var der ved Midten af Firserne som en Ild fra Himmelen faldet en særegen Uro og Romantik i alle Sind

Det var ikke blot henvisnende Koner, der fik en ny Blomstringstid Ungdommen raser, sagde Kællingen, hun hoppede over Halmstraa. Bevægelsen var politisk Man ventede hver Dag, at det vidunderlige skulde ske. Bønderne nægtede Skat og førte oprørsk Tale. Og fra Landet strakte Uroen sig ind i Byen. Yngre Næringsdrivende, Skatteborgere, der i begyndende Velstand bespiste hverandre med Haresteg om Hverdagsaftenerne Klokken syv, og som ventede at komme i Betragtning ved Ligningsvalgene, sluttede sig i en lang Liste pludselig til Venstre. De største Krystere og Skræddere gik af ren, 53 brav Aasumforventning hen og blev de tapreste; ja der var mange gode stakkels Mennesker, som vilde lade sig sønderrive Led for Led for Grundlovens og Frihedens Skyld Hvem kunde tro, at en Grundlov og en Frihed ikke var et Offer værd? Aasum vilde ofre. Omvæltningen forestod »Nu eller aldrig« var det fælles Feltraab. De unge læste Aviser og Bøger, brød deres Hjærner med Tidens tungeste Spørgsmaal og tænkte, at det gjaldt at skærpe sin Forstand og leve »nu eller aldrig«. Til Gengæld optraadte de konservative Købmænd og Haandværksmestre med fedhalset Patos imod de liberales Madstræb, i den gode Tro, at der fremtidig ikke skulde være andre Parvenuer i Landet end de selv - og denne Tro søgte de at hævde til det yderste nu eller aldrig. I alt og alle sporedes Bevægelsen, selv i Kvindetoiletterne. Paa Aasums solbeskinnede Fliser, hvor Virkeligheden er saa virkelig, at den let smilende maa knibe Øjnene i, sværmede Pigebørnene ud og ind, slanke, vævert tækkelige, Aasums Døtre i brogede Dragter. De vidste, at der skulde elskes nu eller aldrig, og at Estrup skulde forjages, Provisorierne dødsdømmes. De begejstrede sig for mandig Aand, naar man gik med dem to og to i de smaa Haver og talte deres Sprog, et rask, rent Dansk, med den lille djærve Aasumtilsætning; de lignede nøjagtig Frihedsgudinder, kække Republiker af Kød og Blod, Republiker i Skørter - »rigere end Venezia og Florens«. Jo ældre des ivrigere blev de. Excentriske Fruer med halv Læsning samtalede hele Aftner med pessimistiske Fotografer om Literatur og Aand og fik om Natten ikke Blund i Øjnene for Tanken om at udføre, hvad man andre Steder kun drømte om; de stirrede frem for sig, havomtumlede som en Sømandsbrud i sin Kahyt paa den biskayiske Bugt: Ungdommen raser, sagde Kællingen og hoppede.

Ja der var i 1885-86 faldet en Himlens Ild i Sjælene. Ikke Kende af Tvivl om Øjeblikkets Vigtighed! Man vilde gærne rejse hundrede Mil for et Husraad Man tog gladelig de allersværeste Tilløb for at hoppe over Halmstraaet. Hver lille ny Ting - uhyre Virkning!

I denne Højreby, som dog snart var halvt liberal, og som ved hvert Valg maatte bide i Græsset for Bøndernes overvældende Venstretal, kæmpede to Aviser om Herredømmet over Aasumfolkets Tanker og Viljer. Men ingen af dem kunde skrive i den journalistiske Jargon, som man ved Midten af Firserne kaldte moderne. De to Provindsredaktører gjorde deres bedste for at fængsle Publikum, udskældte hinanden daglig og med Voldsomhed, men det blev endda ikke moderne.

54

Saa fik Venstreredaktøren, From, det Indfald at hoppe over Halmstraaet.

Han stod med begge Hænderne i Bukselommerne paa sit Kontor i Aasum, dampende af en kort, tyk Pibe, mens han stirrede ud ad Vinduet i dybe Tanker. En svær, blond Mand - tre Alen høj, blond og svær som Niebelungensangens Heleden lobebaeren.

»Det er dog i Grunden Synd for vore Læsere,« brummede han, »at vi byder dem saadanne Aviser. Læs nu det Aasum Dagblad, som vi har trykt i Gaar, og indrøm, at kedeligere har De for Deres gudskabte Øjne aldrig set... Uha, uha!« From klaskede sig ærgerlig paa Laaret. »Naar vi Provinskanuter har sagt »Grundlovsbryder« og »Gendarmsnude«, er vort Vid læns. Nej, der maa skrives moderne, moderne, saa at det kan krible i den fine Ende af Byen. Men jeg er altfor klodset. Skaf os fat i en fiks, ung Fyr, som kan!«

From havde Besøg af en juridisk Kandidat fra København, radikal, ung, med høj Hat og engelsk Tilsnit.

»De kan jo forsøge at faa Erik Kølby, ham, der nær var bleven snuppet for den oprørske Sang,« svarede han med angelsachsisk Ligegyldighed

Den gulskæggede Kæmpe vendte sig brat imod Juristen og spurgte med djærv Aasumtone:

»Er der politisk Race i ham ?«

»Jeg ved ikke. Han er Svoger til den ny Folketingsmand for Odshavnkresen. Men han studerer romanske Sprog og tænker vist mere paa at blive Professor og skrive Afhandlinger om franske Vers end paa at skrive Politik for jyske Bønder.«

»Har han Fornemmelser? Aa, æ Bønder skal nok faa ham kureret,« sagde From med bredt eftergjort Jysk. Han gik lige ud i Expeditionen, hvor Bladets Medejer sad. »Knudsen, Knudsen! en gevaltig Idé! vil De høre? Vi maa have en Københavner herover, én, som kan skrive fint, forstaar De, et fint Hoved - en fin, ung Journalist, som skriver Aasum Avis sønder og sammen og gør alle Byens Damer spiltovlige.« Og helt alvorsfuld, optagen af sine Tanker gjorde den kraftige Redaktør en kælen Gebærde som en Elefant, der vil kærtegne en Kattekilling. »Forstaar De?... en fin Pen!«

Det blev slaaet fast som det ene fornødne Husraad. Der skulde ikke mere skrives gammeldags, langstrakte Sætninger i Aasum, men korte og moderne. Man vilde henvende sig til Erik Kølby, som en Mand 55 fra Landet henvender sig til en ny, særlig fin Art Læge om Hjælp til sin syge Kone; her som i Lægekunsten var det mere Troen end Lægemidlet, som gjorde Virkningen.

En hel Aasum-Deputation besøgte kort før Juletid 1885 den tyveaarige Gransker af romanske Sprog i hans Forældres Hus i København. Der mødte Redaktør From, en femogtrediveaarig, blond Mand, tre Alen høj, og to jyske Bonde-Rigsdagsmænd, hvoraf den ene, Folketingsmanden for Aasum i sin upolerede Mundart fandt paa at sige Erik Kølbys Fader mange polerede Artigheder, kalde ham »denne brave Haandværksmester og demokratiske Hædersmand«. Den nye Folketingsmand for Odshavn, som for Resten var Overretssagfører i Helsingør og gift med Husets eneste Datter, ledsagede Jyderne. From flyttede ikke sine Øjne fra Husets Søn. Først taltes der forberedende om Vind og Vejr og Politik. Saa rømmede From sig, røbede den Forlængsel, der var i Aasum efter en ung, fin Journalist, skildrede det i Udtryk som en erotisk Handling, gik videre, begyndte et ordnet lille Foredrag, hvor han med lun Utrættelighed holdt Erik Kølby grovt til Ilden og udkrammede for ham Aasums Fortræffeligheder, som Troldmanden aabnede den vidunderlige Hule for Aladdin. Erik Kølby maatte ikke tænke sig Aasum som et elendigt Hul af en Provins. Nej, det var snarere en lille Hovedstad, hvor man havde radikale Damer og læste Brandes. Bønderne var de knøweste i Landet; Grundtvigianere rigtig nok, men frisindede, ikke Paj-Grundtvigianere med Bulehat og Gedebukkeskæg. Og hvis Erik Kølby vilde komme derover og skrive moderne, skulde Aasum lyse som den bedste af vore Provinser... en lille Hovedstad.

Men det rareste - som Holberg vilde sige - ved det hele Foredrag var, at From holdt det saa vindende hyggeligt, uden Overanstrængelse, som fortalte han en god, jysk Løgnehistorie. Det lokkede som Poesi, det var ikke til at modstaa.

En stor, prismeblinkende Hængelampe lyste ned over Vinglassene paa Bordet, over Rigsdagsmændene, som i Tavshed sugede paa Cigarerne, over to smilende Forældre og over den unge Overretssagfører, som vadede omkring i Stuen og flygtig klappede sin Svoger paa Skuldren:

»Gaa du til Aasum!«

Og de Mænd fra Aasum kunde gaa trøstede bort. Deres Blad vilde nu stolt og krigersk, med stor Kraftanspændelse hoppe over 56 Halmstraaet, skrive som et Hovedstadsblad, fint, moderne, i korte Sætninger, saa at de forventningsfulde derovre i den gamle Købmands- og Sømandsby skulde glæde sig, men Højre- og Patricierfamilierne skulde faa en forsvarlig Ærgrelse hver Dag i Aaret.

- - Erik Kølby kunde tage Afsked med København uden stor Vidtløftighed Han havde kun at sige Farvel til en elsket, ung Veninde, som til Gengæld for aarelang Hengivenhed ikke elskede ham synderligt og aldeles ikke artede sig godt. Den unge Smukke blev barnlig rørt, faldt i dybe Tanker og spurgte, om hun skulde tage med ham til Aasum, men bestemte sig, efter at alt var vel betænkt, dog til at blive i København for at debauchere.

Med Iltog gennem Sne rejste Erik til Aasum, en By dybt i Hjærtet af det jyske Land

Han fandt ikke der det Ungkarleslot, om hvis Pragt han havde drømt paa Vejen fra København, men han fandt i en gammel, kroget Gade hos en Skipperenke to Værelser, som ellers blev lejede ud til gennemrejsende Skuespillere. Her gjorde han sig det hyggeligt med sine Bøger, anbragte et Skrivebord, som hans Fader, Kunstsnedkeren, sendte ham, og købte en besynderlig, stor Lampeskærm, rød indvendig, grøn udvendig, hvorunder han om Aftenen skrev sine første Byraadsreferater og Teateranmeldelser. Han berømmede de smukke Skuespillerinder og gjorde Vittigheder om de Byraadsmedlemmer, han ikke kunde lide. Han skrev i korte, stejle Sætninger. Og paa hans Visitkort var Navnet ikke stavet Kjølbye, men Kølby uden overflødige Bogstaver. Denne Kortfattethed i et og alt vakte Forbavselse, Opsigt. En lille Sætning - en lille Mand - men stor Virkning. Og mens Damerne i Teatret gnaskede deres Konfekt, gættede de paa, hvad Erik Kølby uden j og e vel vilde mene næste Dag. Maaske drømte Erik Kølby selv om at være en Aandens Fakkelbærer, i det mindste en Fløjtespiller, som baade skulde dudle lidt Politik ind i Menneskene og lidt Menneskelighed ind i Politikerne. Ligemeget! han var, om ikke andet, i alt Fald Stilist nok for den By, han var kommen til, og han følte sig omskabt fra Sprogstudent til en syngende, gnistrende Ildflue, der elskede Damerne af filologisk Glæde over Aasumdialekten paa deres Læber.

Mens Livet i Aasum for Erik lignede en gøglende Myggedans, hvor han blandede sin nye Stemme i Koret og højest af alle summede sit: 57 nu eller aldrig! - laa der nu som altid paa Aasums Langegade to Huse skraas for hinanden. I det ene, som var gult, i to Etager og bevokset med Vildvin, boede Guldsmed Thorkildsen, Enkemand med to Døtre, Elise og Katinka. I det andet, som var rødt med grønne Stolper og foruden de to Etager havde Frontgavl, boede hans Søster, Købmand Juels Enke, med sin Søn, Kristian, og sin Datter, Margrete. Guldsmed Thorkildsen var høj og svær, flot og selskabelig, en Mand, der rager op og fylder ud, og som gærne lod sig vælge til Byens Æres- og Tillidsposter; men for Resten saa konservativ, at han haandværksmesterlig fordømte al anden Politik end den, hans Parti førte. Hanne Juel, Enkefruen, var en lille, stilfærdig Kone, fri for al Anmasselse, men dog med en knejsende Stivhed, som var hun født med en Pind gennem Ryggen og havde lært at danse paa Minuetternes og Krinolinernes Tid Stedet, hvori hun boede, var hendes Mands gamle Købmandsgaard; men hun havde afstaaet Forretningen og beboede kun øverste Etage. En blid, hjærtensbrav Kone, stædig som Pokker, hvis det gjaldt om at opgive mindste Stump af den nedarvede Anstand.

Disse to Enkefolks Børn smuttede skiftevis skraas over Gaden med deres Glæder og deres Sorger, fra det gule Hus med Vildvinen til det mørkerøde Hus med de grønne Stolper, fra Huset med de grønne Stolper til Huset med Vildvinen. Med et Aars Mellemrum kom først Margrete, saa Elise, saa Katinka til den tøsede Alder, da mindre velopdragne Pigebørn med femtenaarig Koketteri kaster et Sjal over Skuldrene og i Skumringen løber hen til Urtekræmmeren for at lade sig drille med deres Kærester. Men Kusinerne nøjedes med Vejen frem og tilbage over Gaden; de sang vel og sprang og troede stundom, at de var meget uartige, men de var allerede pænt dannede, inden de fik lang Kjole. De lignede hverandre som Søskende, og kunde alle sammen blive ubegrundet egensindige, hvad om det nu for Margretes Vedkommende var Arv efter den lille, stædige Moder eller hos Elise og Katinka kom fra den flotte, men stikne, konservative Guldsmed. Alle var de lidt musikalske, sang og spillede Klaver, hvad der nu som altid klædte velstaaende Provinsfrøkner; Frøken Margrete - endog lidenskabelig musikalsk - øvede sig under bitre Taarer og blev paa Kunstens Vegne en Smule forelsket i en Cellospiller. Sært nok fik Guldsmedens to Døtre efterhaanden mere Lighed med Tanten end med Faderen, de havde hendes naturlige Simpelhed, hendes knejsende Vækst og var ikke meget større end hun. Derimod var Margrete 58 og Kristian Juel høje ligesom Onkelen. Kristian Juel, et lystigt, vrøvlagtigt Menneske, som laa oppe i sit Frontgavl-Værelse og kiggede efter smukke Tjenestepiger, var Kontormenneske og et Exempel paa den tankevækkende Mærkværdighed, at de mest agtbare Provinsdøtre har de mest forfløjne Brødre. Kristian Juel pyntede sig med liberale Meninger. Hans Kusine Elise læste ivrigt Aasum Dagblad Men det gik dem med deres Frihedsfornemmelser som Margrete med hendes lille Violinforelskelse; der tændtes ingen Himlens Ild hos dem. Det hele var en blot udvendig Douche. De ventede nu som altid, saa Tiden an og opførte sig i Grunden som konservative Forældres agtbare Børn.

Der laa i Tiden et utaalmodigt: nu eller aldrig! Men af unge Piger var ingen saa rolig som Margrete Juel. Hun ejede en Taalmodighed, som ingen Art Uro eller Romantik formaaede at forstyrre. Ja hun skulde vel kunne opleve de skønneste Omskiftelser: Forlovelse, Giftermaal, Enkestand, og det vilde forekomme hende nu som altid - nu som altid - -

To Dage efter Koncerten i Sangforeningen var Erik i Teatret og havde et uventet Møde. Det var bestandig Sne og Frost i Aasum. Damerne sad frysende midt paa Gulvet i det fodkolde Teater, Herrer stod som Espaliers langs Væggene.

Den ny Redaktionssekretær ved Aasum Dagblad var ikke kendt med Teatret. Han gik ind i en forkert Række og fandt sig en lille Plads ved Siden af den pragtfuldt klædte og majestætiske Fru Sagfører Kruse, en knejsende Dame paa syvogtredve Aar, daarende endnu som en vellystig fransk eller russisk R'omangrevinde. Hendes Pande var løftet, hendes smaa, nervøse Næsevige vejrede med haanlig Stolthed Luften omkring hende. Efter at have hilst sad han lidt og ledte efter noget at sige - en Tak for sidst - da hendes Hofraadinde-Ansigt rørte sig en Smule ud af sin Fornemhed og hun med et Par dæmpede Ord gjorde ham opmærksom paa, at hans Plads vist var i Rækken bagved. Han rejste sig, takkede, bad forlegent undskylde; hun lo med en kort Latter: »aa, det gør ingen Ting!« Hun lignede i sin Pragt og Puds et Gudebillede, en Gallionsfigur.

Men Købstadsvittigheden var ham i Hælene, og selv Redaktør From skulde Dagen efter slaa sig paa Laarene og sige i den spydigste Tone: »Hvad er det, man hører, Hr. Kølby ? Folk fortæller, at De i 59 Aftes sad paa Skødet af Fru Sagfører Kruse.« Paa Skødet! det var Aasum-Vid, Aasum-Fantasi!

I Rækken bagved fandt Redaktionssekretæren sin Plads.

Der skulde spilles Don Cæsar de Bazan. Men der gik syv lange og syv brede, inden Tæppet rullede op. Et Menneske traadte endelig frem foran Lamperækken og fortalte om en foreløbig Fejl i Maskineriet, som vilde gøre det nødvendigt at begynde med Abekatten, Vaudeville i 1 Akt.

60

III: I Halvmørke.

En lang, slank, ung Pige kom i dette Øjeblik ind i Rækken, hvor Erik sad for at se og anmelde Teatret i Aasum. Hendes Plads var ved Siden af hans, og hun lod sig med en træt, jomfruelig Blødagtighed synke tilbage i Sædet - noget bleg, mat hvilende, mens de to brunt straalende Øjne med en usædvanlig Livlighed fulgte og opfattede alt omkring.

Hans Blod kom i et let Røre, fordi han her saa pludselig sad ved Siden af denne fine, musikalske Skabning ...

Med et skruedes Gassen ned Tæppet gik op for Abekatten.

Under de første Repliker vendte han i Tilskuerpladsens brunlige Halvmørke endnu en Gang Øjnene til sin uventede Nabo. Hendes halvt sænkede Hoved støttede sig til venstre Arm, hvis Albu laa paa Rygstødet. Askeblond Haar over Tindingernes Runding, Kindbenene tydelig udformede, ikke for stærke, en fyldig Mund med blegt duggede Vige og en kort, rig Hage. Men Øjnene, der havde en Glans af tavs Undren og Forstaaelse - et Skær af en Glød, der er bragt til Fornuft - flagrede fra denne drømmende, helt hensunkne unge Pige, hvis sorte Kjole saa blødt omsluttede en stærk, begyndende Kvindelighed, ud mod Teatrets Lys, som skulde de, ikke i Spillet paa Scenen, men over alt i Lysskæret ane og gribe en hemmelig Poesi.

Det var Frøken Margrete Juel.

Abekatten, hvor den unge Pige synger ved Vinduet i Maaneskin ud til en grøn Alle, vakte efterhaanden frederiksbergske Foraarsstemninger hos Erik. Al denne gammeldags Tale rørte ham, Ordene om »hver Gang du er gaaet, saa tænker jeg paa dig«, og Kærligheden, som den smukke, ensomme Pige udspørger Ole om, ja selv Oles Svar: »Nej Frøken, det gaar aldrig over.« Erik var i en Tilstand af ung, vemodig Bevægethed. Han kunde have fundet al Ting kønt. Og nu sad han og tænkte paa den unge Pige i Maaneskin og hendes dristige, tvivlløse Kærlighed. Han syntes, at han hørte hjemme i samme Tidsalder som hun, at han og den unge Pige, som havde givet hans to første Ungdomsaar i København saa mange Haab og Skuffelser, og som 61 nu var danset helt ud af hans Liv, havde elsket hinanden saaledes, fint, naivt, stærkt, langt op over det, som Dagligmennesker tænkte og følte i Forelskelse. Han sad og digtede over denne gamle Kærlighed. Det syntes ham dobbelt nydeligt: et saadant Forhold, hvorved der var noget forældet. Han drømte om Maaneskinsnætter mellem Lindetræer, hvor de to sad stille med Hovedet mod hinandens Skulder. Han drømte om Musik fra et spinkelt Klaver og Sang af en blød Sølvrøst ... og saadan kunde de elske hihanden, mens Aarene rislede hen og Maj efter Maj kom med tæt Løvspring. Verden om dem frønnede bort, sortnede, forfaldt og Sneen føg over kolde Kirkegaarde, dækkende de hvide Marmorsten. Men de elskede hinanden lige ungt, lige sødt og levede i deres naive, fint vemodige Novelle fra Fiskebensskørternes Tid.

... Men ind i denne Novelle vævede sig bestandig Tanken om den unge Pige, der sad ved Siden af ham. Bevidstheden om hendes Nærhed, Lyden af hendes Aandedræt, en Knitren af hendes Kjole. Og i næsten ubevidst Godhed og Venskab trykkede han sin Underarm ganske let mod hendes Albu. Hun blev rolig siddende, saa træt, saa drømmende, som sønderknust og overvældet af al sin bløde Ungdom. Eriks Aandedræt blev uroligere, han vaagnede fra de Drømmerier, hvorpaa han halvbevidst havde vugget sig hen, og fyldtes af mere stormende Tanker, mens Blodet begyndte at banke i hans Tindinger. Han fandt sig allerede saa rosenrødt forelsket, men stakaandet og fortumlet, fordi han var i Færd med et Vovespil, et farligt Æventyr.

»Aa Gud, Fru Holst, er det endelig Dem,« hviskede den unge Pige pludselig skræmt og glad til Mode, da, lidt før Tæppet skulde gaa ned, en ung Frue med hvidt Skindslag over Skuldrene kom ind i Rækken og søgte Plads. »Hvor De kommer sent«

»Jeg har lige faaet Billetten fra Ejlersen,« hviskede Fru Eva.

Den unge Pige havde rejst sig for at gøre Plads for hende, hun klyngede sig til Damen med Skindslaget som til en Befrielse og hviskede hende noget ind i Øret, som Erik mere syntes at fornemme end at høre:

»Hvor godt, De kom; jeg sidder her ved Siden af et vildfremmed Menneske!«

Den tomme Plads var paa den anden Side af Erik. Da Fruen nævnte Numret, forstod han, at han maatte være høflig, for at de to Damer 62 kunde sidde sammen, rejste sig hilsende og tilbød at rykke over paa det næste Sæde, hvad der blev modtaget med Tak. Og Damen i det hvide Skindslag satte sig imellem ham og den mørktklædte, unge Pige.

Æventyret var ude. Med al sin muntre Smilen havde Fru Eva Holst lagt en milebred Snemark mellem Frøken Margrete og ham. Og nu var det hende, han sad Albu til Albu til, Fru Eva, som han kendte, men med hvem han det meste af Aftenen kun forvirret fik vekslet nogle Ord Han frygtede, at han ganske plat havde albuet Frøken Margrete, og blev rød i Hovedet, hver Gang det faldt ham ind.

63

IV: Aasum-Journalistik.

From var den sprudlende Opfindsomhed Og han plejede læmpeligt at liste sine Ideer i Erik Kølby, naar de en Formiddag spiste Frokost paa Hotellet ved Siden af Redaktionskontoret. Disse Maaltider og Samtaler mellem Redaktør og Medarbejder midt i Redaktionstiden gav Lys til hele Eriks Ophold i Aasum, rige, frie og lykkelige som en luft- og havblaa Sommertime med en ung Kvinde i en Hotelhave paa Øresundskysten. Redaktør From plejede at sige om Erik, at han var genstridig og ikke kunde udbytte andre Tanker end dem, han selv fandt paa. Derfor maatte Redaktøren, hver Gang han fik et Indfald, som han - efter sit eget Udsagn - kun vilde ødelægge med sin klodsede Pen, holde Stævnemøde med Erik og forføre ham. Med gode, jyske Talemaader maatte han overbevise sin Medarbejder om, at Ideen var Medarbejderens egen, indtil den unge Mand overvældedes af den pludseligt og Blodet løb ham op til Øjnene som paa en forelsket Pige, og han klinkede og drak med sin Redaktør. Erik Kølby gik derefter ind paa Kontoret og styrtede sig over et Ark hvidt Papir, som han sammenfoldede i mange underlige Læg og beskrev.

»Nu maa De kunne skrive noget om Gendarmerne, Erik!« sagde From i sin friskest opmandende Tone paa Hotellet en Dag, efter at Erik Kølby for sine politiske Handlingers Skyld var falden igennem som Medlem af Byens selskabelige Klub, medens Gendarmløjtnanten var bleven optaget.

Og From drillede ham:

»De har aldrig turdet paatage Dem at være Krigskorrespondent, som jeg foreslog Dem. Kunde man ellers forestille sig noget gevaltigere? De skulde en Morgen havde sat Dem op paa Bogtrykker Knudsens brune Krik, ride ud af Byen i Hælene paa Gendarmerne, følge efter dem hele Dagen, gøre Ophold, naar de standsede, og som Dagbladets flyvende Korrespondent optegne alle Gendarmbedrifter: hver sølle Bosse, de indfangede, hver Sognefogedkone, de anholdt og bad om Papirer ...«

»Det var en slem Ide,« sagde Erik Kølby. »Vil De have, jeg for 64 tyvende Gang skal bevise dens Umulighed. De tænker Dem en Landevej. Otte Gendarmer til Hest, bærende Karabiner. Bag dem Deres Redaktionssekretær, som traver - qui trottoie - paa Knudsens forældede Dyr. I Horisonten i den hvide Sne opdager Gendarmerne en langsomt krybende, sort Prik De otte Gendarmer sætter i Firspring - ventre à terre - og haler ind paa Prikken. Deres Redaktionssekretær slaar over i en let Gallop. Tænk Dem Deres Redaktionssekretær, uden Hat, græsseligt jumpende paa et ældgammelt Pukkeldyr. Det stemmer ikke med Bladets Værdighed, vel? Jeg maa i alt Fald af og hente Hatten. Atter til Hest, en let Gallop; og jeg kommer Uge tidsnok til at se Prikken, en fornærmet Sognefogedkone forsvinde, efter at Gendarmerne har gennemrodet alle hendes Lommer uden at finde Papirer.«

Saadanne Foredrag havde han holdt før. Især naar de efter Frokosten paa Hotellet standsede et Øjeblik i en nødvendig Krog af Trykkerigaarden; ubevægelig bortvendt hørte Redaktøren da til med en tilbageholdt, stødvis plaskende Latter.

Men nu sagde From med en skuffet eller bedrøvet Mine og med en stærk Armgebærde: »Aa, Erik!« Det var Erik Kølby umuligt at faa den blonde Helt paa tre Alen til at kalde ham noget andet end Erik. »Aa, De er en Skrædder, Erik. De listede en Gang imellem uden for Byen og saa paa Landevejen, hvor De skulde have fulgt Gendarmerne, og saa listede De forfrossen hjem igen og turde ikke. Aa tænk Dem det store Øjeblik, det kunde have været i Deres Liv, naar De blev anholdt, endskønt De havde baade Deres Døbe-, Konfirmations- og Koppeattest, og De blev ført som Fange ind ad Sønderbro, geleidet af otte Gendarmer.«

From talte med beundrende Mismod Og Erik Kølby følte pludselig Skammen ved at have forsømt at vove og handle.

»Men nu kan De hævne Dem paa Gendarmerne,« sagde From, og hans glade Krigerhumør strømmede atter som frisk Øl fra Fad »De ved, man maa ikke krænke en Regeringsforanstaltning, og at det er forbudt at gøre Gendarmerne foragtelige. Kan De nu, uden at Borgmesteren napper os, gøre en Novelle om en Skarpretters Optagelse i en fin Forening. Er Skarpretter ikke det laveste, et Menneske kan blive? En lille, fin Novelle ligesom de Billeder, der hedder: Hvem kan finde Katten?«

»Jo!« sagde Erik Kølby pludselig, »det kan jeg nok.« 65 Novellen blev skreven og blev pudsig, og alle søgte efter Katten, ogsaa Borgmesteren, der lod Redaktør From stævne for at spørge ham om Meningen med Novellen. »Novellen har ingen Hensigt eller Mening,« svarede From. Ja hvad var det da for en Historie? Og stolt over sin nye Medarbejder svarede From: »Et rent æstetisk Bidrag uden Henblik paa særlige Begivenheder eller Forhold i Nutiden.«

Ja men det var jo utroligt!

»Saadan - forsikrede From - har Forfatteren sagt til mig ved Afleveringen af Manuskriptet.«

Mens Redaktør From, den ansvarlige for Novellen, stod og afgav alle disse naive Erklæringer for Byens lille, ny Borgmester, der lige var kommen fra Skælskør med umaadelig Embedsiver i sin hørrøde Parryk, og som i Redaktør From ikke saa en skikkelig, lun Jyde, men en af Landets mest forslagne Skurke og Rebeller - sad Erik Kølby flittig hjemme paa Kontoret. Han havde en Mængde Blade foran sig, og i en Artikel, underskrevet hans sædvanlige Mærke, moqueur, genfortalte han, hvad han i disse Aviser havde fundet, der paa én eller anden Maade handlede om en Kat. I en tysk By - skrev Erik Kølby moqueur - havde man i festlig Anledning bemærket 500 Katte, som vandrede i Procession med Silkesløjfer paa Halen. Mon ikke en af disse skulde være den efterspurgte? Erik Kølby moqueur opfordrede Læserne til at bistaa Borgmesteren med at oplede det manglende Dyr. Alles Feltraab burde være où est le chat?

Dette var nu endda ikke det væsentligste ved Artiklen, som til Overskrift hed Katte. Dens Hovedfortrin var den ungdommelige Forstaaelse af Kattenes Liv, som den aabenbarede, den næsten barnlige Naturglæde over Kattene, deres Sædvaner og deres nydelige Unoder. Da Erik siden læste den højt for Redaktør From, lo de begge omkap som to i Hjærtet uskyldige Skoledisciple, der et Øjeblik glemmer Livets alvorlige Krav.

»Erik, Erik,« sagde From, »vi maa spise Pølser. Vi maa ind paa Hotellet og spise Wienerpølser. Gud ved dog« - From saa et Sekund dybt betænkelig ud - »om vi ikke skriver Bladet rent til Rotterne. Men ligemeget: de Katte fortjener Pølser -«

Da de gik igennem Expeditionen, rejste Medejeren, Knudsen, sig, hvidskægget, med Hovedet tungsindig paa skraa.

»Nej lad nu vær' med det!« sagde han.

66

Nu havde Erik Kølby tilfældig været sammen med ham den foregaaende Aften, og From vendte sig imod ham med Melankoli i alle Miner:

»Naar De fordærver Erik om Aftenen, vil jeg ogsaa have Lov til at ødelægge ham om Dagen.«

Den hvidskæggede Medejer saa hovedrystende og misundelig efter dem. Erik Kølby tog det hele med et smilende Ansigt. Ødelægges og fordærves skulde han; han fandt ikke paa at gøre Indvending mod denne store Kærlighed - men han begreb ikke, hvorfor disse Jyder i deres voldsomme Ømhed just skulde kalde ham ved Fornavn. I de Venstrehuse, hvor han kom, nævnte de lidt fremragende Venstremænd ham altid Erik; Damerne derimod sagde nok saa pynteligt: Hr. Kølby.

»De ved ikke af, at De er Aasums Kæledægge, Erik,« sagde Redaktør From paa Hotellet.

»Pyt! ja jeg maa jo tro det, siden alle Byens selskabelige Foreninger bliver lukkede i for mig.«

»Det er pur og skær Kærlighed Erik, jeg siger Dem, at De er Aasums Kæledægge.«

Men samme Aften blev Redaktør Viggo From puttet ned, d.v.s. hensat i simpelt Fængsel for med otte Dages protesterende Ensomhed at udsone en Bøde, han ved en tidligere Lejlighed havde paadraget sig i Kampen for Grundloven. Og Aasums Kæledægge blev af den lille skelskørianske Borgmester og Dommer hentet til Forhør angaaende Novellen om Skarpretteren.

Kl. fem en Vintereftermiddag var baade han og Knudsen tilsagte at møde. Knudsen blev først indkaldt, men han var for gammel og klog og vidste at afvise nærgaaende Spørgsmaal med en Mine som den dannede Retfærdighed Dommeren lod ikke dette Forhør vare ud over et Kvarters Tid

Han ventede sig langt mere af Erik Kølby, der imidlertid gik op og ned ude i Forsalen, søgte at ordne sine Tanker og holde Styr paa sin Beklemthed Erik Kølby var ikke meget klar over Meningen med Forhøret. Han var ikke Jurist, men havde dog Lovkyndighed nok til at vide, at man ikke uden Retsbrud kunde straffe en Artikels unavngivne Forfatter ... og netop derfor ventede han sig, at man i 1886, i saa lovløse Tider, vilde udspørge om Navnet paa Forfatteren for at komme ham til Livs. Det gjaldt da først om at nægte at opgive, hvem 67 Forfatteren var ... Men maaske vilde Borgmesteren blot forhøre ham, hvorvidt Redaktør Froms Erklæring var rigtig, at Forfatteren ved Afleveringen af Manuskriptet havde sagt: »Det er et rent æstetisk Bidrag« q.s.v. Saaledes havde Forfatteren ganske vist sagt, Erik Kølby kunde ikke nægte det, men det havde jo rigtig nok ikke været Dødsens Alvor. - Ja saa var der endnu en tredje Mulighed: Dommeren vilde have ham til at sige, at han var Forfatter, for saa bagefter at udspørge ham om Novellens ondartede Hensigt, og om der ikke med Skarpretter var sigtet til Gendarmløjtnanten. Erik Kølby havde jo andenstedsfra læst om den pludselige Mani, som den hæderlige Dommerstand i Danmark i 1886 havde faaet efter at opsnuse Folks Hensigter.

Erik Kølby vandrede urolig op og ned i Vestibulen. Uden for i Gaden laa Sne, en tungsindig Skumring sivede ind gennem de kolde Vinduer. Han gik i sin Overfrakke; han tænkte ikke paa at hænge den fra sig, og han havde den endnu paa, da Knudsen kom ud fra Retslokalet og han selv blev kaldt ind.

Borgmesteren beholdt Aasums Kæledægge med Overfrakke paa og det Hele fra Kl. 5 l/4 til Kl. 9 om Aftenen. Han var ikke uvenlig til at begynde med, men forretningsmæssig, nikkede flygtig til ham og fortsatte med at diktere Protokol for Andenfuldmægtigen, som med Hovedet paa skraa og Tungen oppe i en hul Tand skrev stoltelig væk uden at kende Erik, skønt de spiste i samme Pensionat. To flimrende Gasblus lyste lige ud i det store Rum, og to døsende Retsvidner sad hver i sin Krog. En rødglødende Kakkelovn udspyede sin Hede tæt ved den vinterklædte Erik Kølby.

Forberedelserne tog en uendelig Tid Og Erik svedte allerede, inden han blev forespurgt om Navn og Fødselsaar. Desuagtet svarede han let og simpelt og smilte med den samme Naturlighed, som fandtes i hans Artikler, naar der var Tale om Katte med Silkesløjfer. Men da Edsformularen blev læst op for ham, gjorde han en ubevidst Bevægelse, som skulde han sluge en hæslig Mixtur. Der stod Tale om, at han intet maatte fortie, intet hemmeligt Forbehold tage, men sige alt rent og fuldt ud

Forhøret begyndte. Dommeren spurgte:

»Var Vidnet til Stede, da Forfatteren overrakte Redaktør From Manuskriptet?«

Erik studsede et Øjeblik, med Edsformularen i frisk Erindring.

68

Dommeren gentog sit Spørgsmaal:

»Var Vidnet til Stede, da Forfatteren overrakte Redaktør From Manuskriptet?«

»Ja,« svarede Erik Kølby og blev lidt hed i Kinderne.

Dommeren dikterede til Protokollen:

»Vidnet svarede ad Spørgsmaal 1: ja.«

Henvendt til Erik:

»Jeg vil igen erindre Dem om, hvad der staar i Formaningen til Vidnerne: De maa intet fortie; De skal sige den fulde Sandhed uden Forbehold Vi faar nu se videre ... Spørgsmaal 2: Var der ved den angivne Lejlighed andre til Stede paa Kontoret end Forfatteren, Redaktør From og Vidnet?«

Erik Kølby var saa hidsig som en Konfirmandinde paa Kirkegulvet efter at svare rigtigt uden mindste Fejl eller Bummert. Men nu tog han Lommetørklædet frem, viskede sin vaade Pande og saa sig temmelig haabløst omkring. Pludselig smilede han.

»Dommeren ønsker at vide, om jeg er Forfatteren?« spurgte han hurtigt.

»Jeg ønsker, at De skal svare paa det Spørgsmaal, jeg har stillet, og ikke gaa uden om!«

»Jeg husker ikke, hvor mange der var til Stede,« svarede Erik Kølby.

Dommeren dikterende:

»Ad Spørgsmaal 2: Var der ved den angivne Lejlighed andre til Stede paa Kontoret end Forfatteren, Redaktør From og Vidnet? - Vidnet erindrer det ikke.«

Ved denne Protokoltilførsel saa Erik atter meget haabløs ud Det gik jo ikke an, at der kom til at staa: »Vidnet erindrer det ikke«; det vilde se ud, som om Erik Kølby falskelig havde forklaret, at Forfatteren og Vidnet var to Personer. Der maatte staa: »Vidnet erindrer ikke, hvor mange der var til Stede.« Men da han gjorde Indvendinger mod Protokoltilførselen, blev Dommeren stærkt forarget, formanede ham med Strænghed til at svare klart og ubetinget paa Spørgsmaalene, vred og vendte sig og vilde ikke forandre det skrevne. Endelig fandt han sig i at diktere: »Vidnet begærer tilføjet, at hans Svar har lydt: Jeg husker ikke, hvor mange der var til Stede!«

Det tredje Spørgsmaal:

69

»Saa Vidnet, Forfatteren overrække Redaktør From Manuskriptet? ... Vil De nu erindre, at De skal svare uden Forbehold!«

»Men jeg har dog Ret til at tage Forbehold overfor de Spørgsmaal, jeg ikke mener mig forpligtet til at besvare?« indvendte Erik Kølby.

»Jeg maa meget alvorligt formane Dem til at svare oprigtigt og sandfærdigt. De har allerede indladt Dem paa Modsigelser og Tvetydigheder, saa at vi muligt bliver nødt til at beholde Dem med det samme og drage Dem til Ansvar for svigagtig Vidneforklaring.«

Dommeren oplæste det tredje Spørgsmaal paa ny.

Erik erklærede, at han ikke kunde besvare det i dets Ordlyd. Han ønskede i sit Svar Ordlyden rettet til: »Vidnet bemærkede, at Forfatteren overleverede Redaktør From Manuskriptet« fordi han derved vilde antyde, at Forfatteren ligesaa godt kunde være ham selv som en anden - et Spørgsmaal, hvorom han i Følge sin Stilling til Bladet intet turde røbe.

Efter en lang Kamp fik han dette ført til Protokols. Og da nu alle efterfølgende Spørgsmaal var udfærdigede med samme ensformige Snedighed, som kunde have forledt et uforberedt Vidne til den fuldkomneste, falske Vidneforklaring, befandt Erik sig endelig ganske vel i denne lille Krig, skønt han svedte i sin Overfrakke og følte sig som stillet til Inkvisition i spansk Kappe. Han vilde ikke opgive Forfatteren, med mindre han fik en Kendelse derfor, og denne Kendelse vilde han appellere til Overretten. Men da Dommeren vidste dette, undlod han netop at spørge ham om Forfatteren og søgte at faa det at vide ad alskens Bagveje. Ja paa Eriks Spørgsmaal, om han vilde vide, hvem Forfatteren var, svarede denne Retfærdighed fra Skelskør med Oprigtighed: »Det spørger vi Dem ikke om endnu. Kan De ikke forstaa, at vi ad andre Veje kan faa Dem til at sige saa meget, saa Spørgsmaalet om Forfatteren bliver overflødigt.«

Efter at Erik Kølby havde lært at tage sine Forbehold og lade dem føre til Protokols, fyldtes han af Ro ja næsten af Velbefindende ved at staa paa det Sted, hvor han stod, mens den lille, iltre Dommer løb raadvild frem og tilbage, dikterende sin malpropre, embedsvigtige Andenfuldmægtig den lange Protokol og omformende Eriks korte Protest-Sætninger til Kancelli-Uhyrer uden Hoved og Hale. Der kom over ham en forklaret Ligegladhed, den fri, ungdommelige Aandsnærværelse, hvormed han ved Examinerne i Skoletiden, som 70 ikke laa meget langt tilbage, plejede at vinde den tilkaldte Censors Hjærte, især hvis det var én eller anden høj Embedsmand, der ikke huskede Lærdommen bedre end Eleven.

For at forfærde ham slog Dommeren om sig med Latin. Han forklarede Erik, at han havde gjort sig skyldig i reservatio mentalis - hemmeligt Forbehold i sine Svar - og han gentog, at Erik maaske vilde blive holdt tilbage i Varetægtsfængsel for sine svigagtige Forklaringer.

Klokken nærmede sig ni; Erik Kølby rystede af Nervøsitet Men i dette Øjeblik begyndte en ubegribelig, frygtelig Lattermildhed, som kun med yderste Kraftanspændelse lod sig trænge tilbage, at arbejde i hans Indvolde. Hvilken Virkning vilde det ikke gøre - tænkte Erik Kølby - hvis man pludselig som en Aand fra Graven tilraabte den forvirrede lille Dommer med Tordenstemme: pibende Mus! Imidlertid bøjede han sig blidt frem over Skranken mod denne Borgmester, som sikkert var ham fjendsk, og sagde simpelt og naturligt, mens han indvendig baade lo og ængstedes over sit Skælmstykke:

»Ja men, Hr. Borgmester, hvad skal jeg da gøre? Jeg staar jo ikke her som over for en Fjende, men overfor min Dommer, hos hvem jeg kan finde Vejledning.«

Den embedsivrige, lille Borgmester var intet slet Menneske. Han var fuld af Godhed mod dem, der mødte ham i Sympati; ja han var af de Folk med barske Miner, som ikke kan høre et venligt Ord uden at smælte. Vel var han en nidkær Mand, som ønskede den ondeste Straf over kritiksyge Modstandere af Regeringen, men aldrig var den Tanke indfaldet ham, at han kunde være uretfærdig. Og nu ved at høre Eriks milde Bøn om Vejledning, randt det ham uventet i Hu, at det jo i Følge Loven er Forhørsdommerens Pligt at vejlede Vidnerne ... medens han selv under hele Forhøret ikke havde bestilt andet end at lede Erik Kølby vild

Det unge, uskyldigt udseende Menneske, der var ganske uindviet i Lovgivningen, havde af en naturlig Jura truffen det rette: bedt om Vejledning. Forbløffet over sin Selvforglemmelse og rørt spurgte Dommeren ganske venligt:

»De vil have Vejledning? Det er Vejledning, De beder mig om ... ?«

»Ja,« sagde Erik fast.

Nu standsede Dommeren foran ham:

71

»Ja, jeg ved virkelig ikke bedre, end at De siger, hvem Forfatteren er.«

Et Smil steg umærkeligt op paa begge Eriks Kinder:

»Men det er jo netop det, jeg ikke kan. Min Stilling til Bladet forbyder mig at røbe, hvem der skriver i det.«

»Ja, jeg ved virkelig ikke.« Borgmesteren kløede sig i Nakken og løb frem og tilbage. »Men tal De med Hr. Knudsen om det. Det er en fornuftig Mand«

Farvel! Forhøret var sluttet. Erik befandt sig som levende kogt, mens han gik hjem gennem snedækte Gader.

Samme Aften nedskrev han paa et lille Brevarks fire, tætte Sider en fortrolig Beretning om Forhøret, som blev tilsendt Redaktør From i Fængslet. From sendte den tilbage med Paategningen: »Gevaltig Historie! Vil De ikke lade den trykke?« Dette havde Erik Kølby ikke tænkt paa: Beretningen var næsten altfor fortrolig, for naturlig sandfærdig til at trykkes. Og han skulde tilmed i Forhør to Dage senere.

Han opsatte da at trykke den i Bladet til den Dag, han skulde i Forhør anden Gang. Kl. 5 om Eftermiddagen udkom Aasum Dagblad, Kl. 5 traadte Erik Kølby ind til Borgmesteren. Alt var nøje afpasset. Dommeren havde ikke læst den og modtog ham langt elskværdigere end første Gang.

Han spurgte ham denne Gang ganske simpelt om, hvem Forfatteren var. Erik Kølby henholdt sig som tidligere til den Tavshed, han skyldte Bladet at bevare. Men han fik pludselig en ny Indskydelse af naturlig Jura: Forfatterens Navn er ligegyldigt - sagde han - da Redaktør From, som skal bære Ansvaret for Novellen, dog aldrig kan dømmes for, hvad en anden, Forfatteren, mulig kan have ment med den.

Dommeren, som allerede havde udfærdiget sin Kendelse:

»Ja men saaledes har De jo ikke sagt før?«

»Jeg ønsker det ført til Protokols,« sagde Erik Kølby, glad over sin juridiske Skarpsindighed Og nu indfaldt det ham endvidere, at ligegyldig i det juridiske Sprog vistnok hed irrelevant. Og med hemmelig stor Glæde lod han diktere til Protokollen, at Spørgsmaalet om Forfatteren var melevant.

Dommeren afsagde desuagtet sin Kendelse, som ikke længer passede, og Erik appellerede til Overretten.

Før Erik Kølby næste Morgen kom paa Kontoret, havde 72 Andenfuldmægtigen været hos Knudsen og venskabelig bedt ham om at forhindre, at det andet Forhør blev beskrevet paa samme Maade som det første. Det havde - tilstod han uforsigtigt - vakt Borgmesterens højeste Forbavselse, at Erik saa skarpt og fuldkomment havde erindret alle Punkter i det fire Timer lange Forhør, endog Spørgsmaalenes og Svarenes Orden. Det var kun Tonen, Borgmesteren havde imod.

Og dog havde Tonen ikke været haanende. Referatet var jo opstaaet som et Brev, kun bestemt for én. Det var allersnarest Brevets Uimodsigelighed og Sandfærdighed, hvorunder Dommeren ømmede sig.

Men smigret af den bedende Henvendelse behandlede Erik Kølby det andet Forhør med kortfattet Overbærenhed Derimod forfulgte han sin Sejr med ægte politisk Ubarmhjærtighed, da Overretten tre Uger senere forkastede Dommerens Kendelse, fordi den gav Erik Ret i, at Spørgsmaalet om Forfatteren var irrelevant.

Fra det Øjeblik kendte Aasumbønderne Erik Var der noget, de i de Tider forstod at vurdere, var det naturlig Jura, opfyldte af Had, som de var til Regeringen og Domstolene. Erik var ikke enestaaende; hele Aasum og Omegn var mættet med naturlig Jura.

Borgmesteren tog sig dog ikke Sagen nær, da han ved et Tilfælde, der lyder som en Roman, fik Ridderkorset otte Dage efter. Og den utrættelige Erik Kølby skrev under sit Mærke moqueur, med filosofisk Ro, at det var

»et af de Tilfælde, hvori Existenser af min Art har gjort sig til Opgave at finde Meningen«.

73

V: Foraaret i Aasum.

Han havde siddet oppe til den sildige Nat og skrevet til Bladet.

Om Morgenen hørte han i Halvsøvne Fodtrin omkring sig, mærkede sin Værtinde, den omhyggelige Skipperkone, pusle i Sovekamret og hviskende samtale med Kristiane, der kom ovre fra Pensionatet med Kaffen i en Kurv... Saa blev der stille, og han sov igen, til Vilhelm Almann, den lille Sagførerfuldmægtig, som han kendte fra Maaltiderne i Pensionatet, stak Næsen inden for i den yderste Stue, hvis Dør Kristiane ikke havde laaset efter sig.

Døren mellem de to Stuer stod aaben. I Værelset til Gaden var der endnu helt skummelt: Yutegardinerne foran de tre tætte Fag smaa Vinduer var sammenhæftede. Reolens Bøger stod i Uorden; i den mørke, gamle Sofa havde Erik om Natten slængt Foraarsoverfrakke, Hat og Stok og et Par splinterny Handsker. Stolene stod Hulter til Bulter. Skrivebordet foran Vinduet og Bordet foran Sofaen flød med Aviser, Bøger og Papirer.

Vilhelm Almann løste Gardinerne foran Skrivebordet til Side og saa til sin Forundring Lampen staa under en stor, grøn Skærm.

»Hvad! jeg havde altid troet, at den Skærm var rød...«

»Rød indvendig og grøn udvendig,« fantaserede Erik søvndrukken. »Grøn om Dagen, mørk og glødende om Natten!« og han strakte sig lallende i sine Dyner. »Den er symbolsk! - Billedet paa vort unge Liv!« Pludselig sad han over Ende og rakte Armen ud mod Servanten: »Hvor er den grønne Buket kommet fra? Er det i den Grad Foraar? Hvor den lugter!« og henrykt gav han sig til at raabe som en Gadesælger: »Skovmærker! Skov-mær-kér! Grø-nne Kran-sé, grønne Kranse!« Saa sank han ned i sine Puder, lallende for sig selv: »Fryd dig ved Livet, unge Mand... Grøn om Dagen som et Foraar, rød om Natten som en Lampe! Gaa væk, gaa væk, siger jeg. Aa havde jeg den dejlige Pige jeg nu tænker paa! Skovmærker, grønne Kranse!«

Den lille Fuldmægtig havde stille flyttet Eriks Tøj og sat sig paa Stolen ved Sengen, i ny, brun Foraarsoverfrakke, med Stokken mellem de lyse Benklæders Knæ og med sorte, fint blankede Sko.

74

Saa snart Erik helt vaagnede, vidste han, at det var Søndag. Solen paa Vinduets Florgardin, det hvide Linned, som Konen havde lagt frem til ham, og desuden alt det i Stuen, som ikke var anderledes end paa Ugens simple Dage - Orden og Uorden, Luft og Lys - mindede ham, at det var Fest- og Fridag, hvor man skulde trække i Tøj, der lugtede lidt af Skabet, maaske besørge et Par lette Formiddagsforretninger og ellers drive omkring paa Græsskrænter under blaa Himmel. De grønne Skovmærker, der stod paa Servanten i en gammeldags hvid og blaa Porcellænsvase fyldte Soverummet med deres Aroma og fyldte alle hans Sanser med sødt Foraarsbegær. Han sprang ud paa Gulvet, løb med bare Fødder hen efter Vasen og blev siden et godt Stykke Tid siddende upaaklædt paa Sengekanten, helt falden i Staver over den forgyldte Indskrift, der var omslynget af blegrøde Roser. Der stod med snirklede, gotiske Bogstaver:

»Wandle auf Rosen, sei vergnügt«

Ja Hurra! spasere paa Roser og være himmelglad! Erik vendte Vandkanden over Vandfadet og begyndte at vadske sig voldsomt.

Lidt efter, da det bankede ude paa Døren, traadte han ind i den forreste Stue, hvor der var mørkt og køligt, fra det brunbonede Gulv til det lave, gamle Gipsloft; han stak i sin Sommeroverfrakke og slog Fløjelskraven op for at dække sin blottede Hals.

I Gangen stod Sætterdrengen, lille Karl, med ny, blaa Vadmelstrøje over Blusen, og studerede Dørpladen. Han var helt hensunken i de opadstræbende Betragtninger, som hans unge, venlige Redaktionssekretærs Livsstillinger gav Anledning til; for da Erik aabnede Døren, stirrede hans Øjne endnu efter Pladen. Han maatte rømme sig og gøre et Par smaa Bevægelser med Høvedet, inden han fik sig samlet.

»Jeg skulde sige ... hm! hm! at her var Korrektur paa Artiklen til første Side!« Karls Mæle blev tykt, efterhaanden som han talte. »Hm! hm! Og saa skulde jeg spørge, om vi kunde faa det om Rosporten?«

»Her fylder man Bladets Forside med politiske Ledere og laver Rosports-Vaas til Indmad,« brølte Erik, »og endda sender de Sættere det ene Bud efter det andet, som arrigt gaber efter Manuskript« Erik saa skælmsk udfrittende ned paa Karl: »Skal I have det straks?«

»Hm! hm! nej ... men hvis, hm! vi kunde faa det om en Time?«

Triumferende hentede Erik Manuskriptet paa Bordet:

»Ja det er nu tilfældigvis færdigt. Nu kan I jo vove at surmule og beskylde mig for at have sinket Jer paa denne velsignede 75 Foraarssøndag! - Hu hej, nej hvordan er det, du ser ud? Vend sig en Omgang, lad mig se dig fra Ryggen!« Karl kiggede grinende nedad sin Frakke, men Erik tordnede: »Vend sig!«

Med smaa, ufrivillige Hovedbevægelser og leende Kluk dybt nede gjorde Karl omkring.

»Du er ordenlig fin i Dag,« sagde Erik Kølby i Aasum-Jargon. »Skal du i Skoven - hvad? med din lille Kusine - hvad? og plukke Skovmærker?« Erik begyndte med et at raabe: »Skovmær-ker!« Og før han kunde læse Korrekturen paa sin politiske Artikel, maatte han stille Vasen med Anemonerne og den forgyldte Indskrift foran sig.

Imidlertid bankede Skipperenken forsigtigt paa Døren og havde en Besked at bringe Erik i Anledning af de tilsendte Bukar og Blomster. De kom fra en Frue - Skipperenken nævnte hendes Navn.

»Oho,« sagde Vilhelm Almann og tog sig til Panden.

- Da Erik og Vilhelm Almann tyve Minutter senere spaserede paa Poppellandevejen langs med Fjorden, kom Guldsmed Thorkildsen kørende inde fra Byen i pyntelig Enspændervogn. Kusken, hans Ven Snedker Møller, slog flotte Knald Og den store Guldsmed tronede ved hans venstre Side stolt som en Negerkonge med den omfangsrige Hat bag i Nakken og den runde Pande blinkende i Solen. Han løftede paa Hatteskyggen og slog muntert hilsende ud med Haanden, mens det lette Køretøj for forbi. Kusken sænkede i det samme Pisken, og to unge Piger hver paa sit Bagsæde i Charabancen, Guldsmedens Døtre, bøjede Hovederne til Svar paa de to Fodgængeres Hilsen. Det var Vilhelm, som kendte dem; og den lille Fuldmægtig blev ved at kaste Øjnene op i Vognen, som maalte han Vejen til Fuglereden i en høj Trætop.

»Aa de søde Piger,« sukkede han komisk-vemodig. »Se hvor de kigger tilbage! Hvorfor holder Guldsmeden ikke? Der er jo magelig Plads til os oppe hos Pigerne.«

Op og ned ad store Bakker stadig med Fjorden paa venstre Haand spaserede Erik og Fuldmægtigen til Skoven. Foran dem i lige lang Afstand fra hinanden trak tre Mennesker den samme Vej, og deres Rygge dukkede op og forsvandt bag Bankerne med lige lange Mellemrum. Spredt og sparsomt rykkede nogle Hjemvandrende dem i Møde. Set i Silhuet paa Poppellandevejens Ryg tog Folk sig denne sollyse Dag sidst i April ud som spaserende Trær med smaa, krybende Bevægelser. Om en purung Pige med lystne Øjne og pudsig 76 vrikkende Hofter sagde Fuldmægtigen dæmpet Uartigheder. De traf paa ny Guldsmeden ved Gæstgiverstedet foran Skoven; han stod alene ved den tomme Vogn, raabte den lille Fuldmægtig muntert an, kaldte ham »Prokurator« og bød begge Vennerne ind paa Øl. Erik undslog sig med, at det var for tidligt, og den store Guldsmed nikkede sorgløst efter dem og sagde, at de vilde træffe hans Pigebørn oppe i Skoven, hvad der maaske morede dem mere. Erik forundrede sig: det var den samme store Guldsmed, som af politiske Grunde havde hindret hans Optagelse i to af Byens selskabelige Foreninger.

Som de slentrede ind i Skoven, fik Vilhelm endelig Luft for et Spørgsmaal, som han havde gemt paa lige fra Aasum.

Det var Fru Laura Kruse, der om Morgenen mens Erik sov, havde sendt sin unge, blege Tjenestepige hen til ham med Foraarsgrønt og Blomster, som hun selv havde købt en hel Kurv af ved Døren. Og Skipperkonen havde anbragt det i en af sine egne Vaser.

»Det var egenlig meget opmærksomt af Fru Kruse -?« henkastede den lille Fuldmægtig lige som spørgende.

»Du vedjeg kommer meget hos Kruses,« svarede Erik ligegyldig.

Men Fuldmægtigen fortsatte med et Par forundrede, store Øjne læmpeligt sin Krig:

»Det er da tydeligt nok, hvad Meningen er!«

Erik veg uden om:

»Jeg synes i Grunden nok saa godt om hendes Tjenestepige. En fin, skræmt én!« udmalede han. »Saadan en fuldbaaren, stor og spinkel Pige; brunt Haar, blaa Øjne, nogle mærkelige, ajdeles sorte Bryn, der er vokset sammen. Blot hun ikke dør af Blegsot, den Stakkel, med sin gennemsigtige Hud!... Die Wasserlilie - Vandliljen!«

Men Fuldmægtigen udbrød med en ung Erfarings djærve Fornuft:

»Dit Fæ! Laura Kruse er en storartet Kone.«

»Hvis hun ikke havde en Mand, der f.Ex. i Gaar i Tordenregnen lod sig gennembløde med mig af lutter Sympati.«

»Aa Fanden, hvad? Gør det noget?« hensatte Fuldmægtigen med prøvende Kritik »Naar man ser Thorvald Kruse paa Talerstolen, ligner han jo en ren Ragekniv. Tror du, han ikke kender sin Kone og har sine Hensigter, naar han lader et pænt Menneske som dig gaa frit ud og ind til alle Tider ...?«

Fuldmægtigen havde en Maade at fremføre sine Formodninger 77 som en Kat, der balancerer paa Is, varsomt følende sig for med Kløerne. Erik lo. Men hans Ven fortsatte haanligt:

»Du er en Spidsborger og et Kraftfæ! Kruse vil naturligvis hellere have dig end en Gendarmløjtnant ind i Familien.« Han tilføjede sporende: »Er hans Kone ikke højre?«

»Jeg tror: ikke mere!« sagde Erik naivt.

»Naa, du har omvendt hende?«

De gik i den nøgne Foraarsskov. Jorden var brun; Luften stille. En varm, mat Sol bredte som et let, smilende Slør over Hjulspor, Vejkanter og vaad Skovbunds gærende, mørke Løv. Det var Erik, naar han saa paa disse Grøfter og Ujævnheder, som om Jorden oplod sin Mund, sine Læber mod Solen til et fugtigt Kys; og naar han saa Grenenes Skygger blødt tegnede i Vejens svævende Solslør, var det ham som de fine Skygger og umærkelige Rynker omkring en smilende Kvindes Øjne.

Han følte en Trang, der fyldte alle Kroge i ham med Lykke, men tærede paa hans Tanker, efter en saadan Kvindemund, efter at bøje sig over et Kvindeansigt, paa hvilket der var den fine Uendelighed af Sol.

Erik greb sin Ven ved Ærmet, stansede ham og pegte hen over Vejen:

»Kan du ikke se det?«

»Jo men kom nu,« sagde den lille Sagførerfuldmægtig lidt medlidende og trak ham med sig.

Erik stod endnu en Gang stille, stod, som om han var plantet, og var ikke til at rive løs.

»Jeg vil naturligvis nødig forstyrre det Stævnemøde, du har med Solbilledet der paa Vejen,« sagde Vilhelm med korrekt og spydig Langsomhed »Men sig mig, har jeg egenlig ikke Ret: du er ganske som et Termometer; paa dig kan man tydelig mærke, hvad Slags Vejr det er. Naar du for Resten ellers begynder at tale om Fruentimmer, da bevare Gud mig for at hamle op med dig. Men i Dag falder du i Staver og glor ganske fortabt paa et Morads, endskønt Elise Thorkildsen er tæt herved!«

»Hvad kan vi tale med Elise Thorkildsen om?«

»Fotografen, som har hende under Paavirkning, siger, at hun er en klog Pige; hun læser for Exempel ivrig Aasum Dagblad, ønsker at 78 gøre dit Bekendtskab og var meget oprørt imod Faderen, da du ikke blev optaget i Klubben.«

Jo længer de kom frem, des stærkere spirede det mellem det visne Løv. Over alt i den nøgne, brune Skov var det ved at blive grønt. Der stod stadig tættere med Skovmærker og Anemoner.

Noget borte hørte de endelig Damestemmer og Lyd af Grene, som brækkes. De traf Guldsmedens to Døtre i Færd med at plukke friske Bøgekviste. Deres Overstykker og Kjoler var lyse og ny som det unge Løv. Erik blev forestillet for dem, og han og Vilhelm hjalp dem med at plukke. Vilhelm gjorde sin Opvartning med en frivillig Dummepetermine, som vakte taknemligt Bifald hos de unge Piger, fordi den fyldte de mest trykkende Pavser. Men det gik altid saaledes med de to uadskillelige Venner, Erik og Vilhelm, at var den alvorsfulde Erik ikke i Stemning og Fart, saa blev den komiske Vilhelm heller kun en maadelig Buffo. Samtalen med Elise og Katinka faldt saa kejtet, at Vennerne ikke turde følge dem tilbage gennem Skoven af Frygt for at gaa helt i Staa. Derfor blev der hilst Farvel med ungdommelig blide Ansigter, men Sorgen var i alle fire Hjærter.

Erik gik atter alene med sin Ven, og han forsøgte paa ny, men med mindre Glæde end før at skimte det rige Kvindesmil i Vejens bløde Sol-Overtræk.

De kom lidt bag efter Guldsmedens Døtre ud af Skoven, lige Tids nok til at se Køretøjet forsvinde henad Chausséen, mens de to paa Bagsæderne vinkede til dem med Bøgegrenene.

»Der kørte den gode Lejlighed!« sagde Erik kort.

»Aa man gaar og bliver Idiot,« brummede den lille Fuldmægtig og tog sig som sædvanlig til Panden.

Erik Kølby udbredte sig:

»Det var to ligesindede! og her gaar nu vi! - Wandle auf Rosen, sei vergnügt. Saadanne kække, blonde Væsner, der hopper én i Møde og ligefrem var skabte til at gøre Ende paa alle vore Ærgrelser... Wandle auf Rosen!«

Da de, efter lange Vandringer, foraarstrætte, med Violer i Knaphullerne nærmede sig Pensionatet, hvor de skulde spise til Middag, laa der et Menneske ud ad Vinduet, nøgenhovedet i Solen, røg Cigar og morede sig med at spytte langt imellem Fortænderne.

»Der har vi tredveaarige Jensen,« sagde Erik Kølby, der havde 79 givet ham dette Tilnavn, enten fordi Mennesket i al sin Adfærd aabenbarede en brovtende Kommis-Erfaring, eller fordi hans Haar var ved at blive tyndt for oven, eller fordi han virkelig var tredve Aar.

»Et yndigt Stykke Alenvare!« sagde den lille Fuldmægtig.

Da de kom endnu nærmere, hørte de Mennesket nynne ustandseligt:

»Laa laa la lu, laa laa la lu, laa laa la lu! Goddag Hr. Kølby! Goddag Almann! Laa laa la lu! Nej men hvad er det med Der' Hat, Kølby? der er en Fugl, som har kakket paa Der' Hat!« Erik tog sin Hat af, og Kommisen slog en høj Latter op: »Ho-ho-ho! Goddag Kølby, det er den sidste April i Dag; et velsignet Vejr! Ho-ho-ho! ho-ho-ho! ho-ho-ho!«

Men Vilhelm Almann stillede sig op foran Kommisen med begge Hænderne i Siderne og lo ham lige ind i Ansigtet:

»Hu-hu-hu! de' va' rajsom grinagti'. Hu-hu-hu! hu-hu-hu!«

Saadan blev de to ved et helt Minut. Vilhelm begyndte paa ny med sin Latter, hver Gang den anden vilde holde op, og skar gyselige Grimacer. »Goddag, lille Almann,« sagde Kommisen endelig og stak sin Haand ud; Fuldmægtigen greb den mellem begge sine, trykkede den længe med bævende Rørelse: »Goddag Hr. Jensen! hu-hu-hu!«

Dette var, hvad Vilhelm over for Erik kaldte at »haane Idioten«.

Inde i Huset var en sindsforvirrende Travlhed og et Opstyr. Der skulde spises til Middag i Haven. Pensionatsfrøkenen og Fruen løb forvildet i alle Retninger. Pensionærerne sprang som foraarsglade Kalve for at bringe Stole ud i Lysthuset.

Midt under dette hørtes paa ny et Brøl fra Kommisen, som laa henslængt med sin Cigar ved Vinduet »Der har vi s'gu Viggo!« Han lo med stærk, gnækkende Latter, ikke fordi der var noget latterligt, men fordi Indtrykket kom hans tyndhaarede Hjærne saa hovedkuls. Pensionatsfrøkenen glemte Travlheden og kom løbende til, mens Kommisen fortsatte med overgivent, hjemligt Tonefald:

»Der har vi s'gu Viggo From. Kølby, vil De ikke se Der' Redaktør? Han gaar nok og tænker paa hans Processer.«

Og Pensionatsfrøkenen, en gammel Pige, mager, intelligent, smilte elskværdigt, da hun saa den stærke, femogtredveaarige Mand, der gik rank med fine Skridt og Øjnene eftertænksomt ned i Stenbroen.

»Det er dog en pæn Mand!« sagde hun.

Erik fandt en tærende Flovhed rundt om sig mellem 80 foraarsfortumlede Provinsfolk. Og som han sad ude i Lysthuset ved den hede Kødsuppe, glemte han at svare, naar der blev talt til ham; han stirrede hen for sig for at fastholde det Billede, han havde fundet i Skovvejens Hjulspor - Billedet af et Kvindesmils utallige Linjer og vidunderlige Solklarhed. Han attraaede det, fyldt af Længsel efter noget umuligt, noget uopnaaeligt. Hans Tanker var hundrede Mil fra det snakkesalige Selskab. - - -

Erik laa paa sin Sofa Kl. mellem fire og fem om Søndag Eftermiddagen og røgte paa den fjærde eller femte Pibe siden Middag. Han kunde ikke tage uden for Byen, da han om lidt skulde møde som Referent ved en Generalforsamling, og desuden var det utaaleligt at skulle se foraars- og søndagsklædte Mennesker over alt, hvor der var en Skov eller en smuk Udsigt.

Redaktør From stak Hovedet ind gennem det aabne Vindu:

»Hvad Erik, ligger De der og driver? Gud Fader, sikket Menneske. Gaa dog ud, Mand! - Jeg kom i Tanker om at skaane Dem for Generalforsamlingen. Nu gaar jeg selv hen og tager Referatet... Ved De hvad, Erik, De skulde gifte Dem lige som vi andre Spidsborgere. Det passer De saamæn bedst til, naar De kan ligge hjemme saadan en Dag. Naa Farvel! Apropos: jeg er ikke hjemme i Aften, hvis De har i Sinde at besøge mig. Kruse og jeg tager med én af Bønderne ud til Ollendrup.«

Redaktør From var borte.

Erik Kølby stod pludselig midt i Stuen:

Ja saa! Kruse var ogsaa til Generalforsamling - ja naturligvis! Og derefter tog han paa Landet!

»Fru Kruse er alene!« gentog Erik for sig selv og gik hen til Vasen med den forgyldte Indskrift og med Fru Kruses Skovmærker, som han havde stillet paa Bordet ved Sofaen.

»Wandle auf Rosen, sei vergnügt!«

Den lille Fuldmægtigs Ord lød i hans Øre:

»Laura Kruse er en storartet Kone. Og Du kan stole paa, at Kruse kender hende og har sine Hensigter, naar han lader et pænt Menneske som dig ...« Erik trykkede sin Hat ned i Panden, saa sig omkring i Stuen og sagde meningsløst helt højt, før han gik: »Tak for Deres Blomster.«

Eftermiddagssolen smæltede mildt ud over Vej og friske Marker, 81 og Eriks tyveaarige Hjærte slog og hulkede i hans Bryst som en forskrækket Nattergal, mens han i bløde, lette Foraarsklæder slentrede ud til Kruses Villa.

Han sprang op ad Cementtrappen og ringede paa. Og Klokken derinde i Gangen blev ustanseligt ved at svinge og klinge - som en forskrækket Nattergal, der ophulkede sit Blod fra et uudtømmeligt Bryst, sit Blod, der blev til røde Roser. Wandle auf Rosen!

Fru Kruse kom endelig ud med et ensomt, fremmed Udtryk.

»Men Gud, er det Dem?« sagde hun forundret og tilføjede straks: »Min Mand er ikke hjemme.«

Forlegen ved denne Kulde drejede Erik lidt paa Hatten og satte den saa paa Hovedet:

»Naa ikke? ja undskyld! Da gaar jeg igen.«

Fru Kruse, der hele Tiden havde støttet sig til Døren, som om hun vilde spærre Vejen, begyndte nu pludselig at le genert, idet hun famlede sig over Panden:

»Aa hvordan er det dog, jeg staar? Vil De ikke indenfor?«

Smigrende og indbydende aabnede hun Døren helt. Erik Kølby sprang op over Tærskelen; hun smækkede i efter ham og gik foran for at lukke op til Stuerne.

Der var stille i de pilne Værelser med de hvide Gulve, saa sært skyggefuldt, naar man kom ude fra det forviltrende Solskin. Men ogsaa her lugtede af Foraar, og Møblerne syntes at ruge paa mangehaande Tanker, som de stod og ikke kunde faa Brug for. Gennem aabne Døre saa man i en lang Flugt de tre lydtomme Rum, og man kunde tænke sig Fru Kruse gaa her alene frem og tilbage i rødklædt, ubeskæftiget Majestæt, hvile i den forreste Stues Sofa af dybrød Peluche ved Siden af en flammende Silkepude og med det blonde Nakkehaar i den violetrøde Trøster.

»De er saa fuldkommen alene!« henkastede Erik, bladende i en af Bøgerne paa Bordet.

Hun lukkede Døren, endnu med en adspredt Mine, og svarede med sit korte, forundrede Tonefald:

»Alene?... Ja jeg bryder mig ikke om Selskab - Dameselskab ... Ellers ved De jo, at mine Kusiner kommer her en Del ... Min Mand siger tit, at jeg er en sær en... Men jeg bryder mig kun om at tale med Herrer.«

»Og saa gaar De her med Dem selv fra Morgen til Aften -?«

82

»Ja Kvinder er saa utaalelige, og min Mand er jo altid paa Kontoret. Dette morer mig ogsaa mest«

Erik Kølby bøjede belevent sit Hoved:

»Og hvad tænker De da paa?«

Fruen, der spaserede omkring i Værelset, standsede kort, tæt bagved ham:

»Tænker paa? aa jeg ved ikke!« Leende: »I Dag har jeg for Resten tænkt paa Dem.«

Og denne Tilstaaelse af den majestætiske Frue kom saa hovedkuls, hendes Væsen forvandledes i samme Nu, og hun talte i en Tone som et letsindigt, lattermildt Pigebarn.

»Paa mig?« Han vendte sig om. »Og hvad har De da tænkt?« Nu var det ikke mere en Samtale, men en Kærlighedsleg.

Fru Kruse brast i Latter:

»Det kan jeg ikke sige.«

»Jo vist!« Han fik fat om hendes Haandled.

Men Fru Laura, fuldkommen som et Gudebillede, stadselig som en Gallionsfigur, lo stærkere, trak sig baglænds, let vrikkende i Hoften, med Overlegemet skælmsk bøjet fremad »Nej, nej, nej,« sagde hun og spidsede Munden med pigeagtig Sødhed »Det kan jeg ikke sige Dem.«

Den Tanke kunde ikke lade Erik være rolig: at en Kvinde i Aasum havde tænkt noget om ham, som hun ikke turde sige. »Men hvad gør De dog, Menneske, Menneske dog!« udbrød hun med et ulykkeligt og forskrækket Ansigt, da Erik omfavnede hende. Hun gengældte dog hæftigt hans Kys, og Erik hviskede:

»Tak for Deres Blomster!«

Mens Solen gik ned paa en Himmel, der var gylden og rød sorn en Frugtgele, og mens et lilla Nedgangsskær lyste over den hvide Dug, sad Erik hyggelig bænket ved Fru Kruses Aftensbord og nød et Maaltid, hvor de første unge Grøntsager ude fra Haven var det bedste Lækkeri.

83

Mellem Anemoner.

De lyse Grene lukker tyst foroven
om Kildevandets spæde Støj.
Var det en Sky, som for vor Himmel fløj?
der bliver mindre Sol og mere grønt i Skoven.

En Krage basker tungt bort under Løvet,
mens Dagen daler hed og fjærn.
Snart synger Vandets travle Pludderkværn
med mere mørke Toner som en sødt bedrøvet.

Men fin gør Mørket dig, skønt fin af Lemmer;
det risler Bleghed om din unge Hud!
Vær god, vær taalsom! lad os drømme ud
den gamle Foraarsdrøm, som man dog aldrig glemmer.

84

VI: De unge Piger.

1.

Til højre Guldsmedens Hus begroet med Vildvin, til venstre Enkefru Juels Købmandsgaard mørkerød med grønne Stolper.

... De unge Piger smuttede skiftevis fra Huset med Vildvinen eller fra Huset med de grønne Stolper skraas over Gaden med deres Glæder og Sorger.

De musicerede og sang, og de var allerede pænt dannede, inden de fik lang Kjole ...

Da Erik Kølby kom og saa dem, hørte deres frisk pludrende Stemmer, fandt han ud, at de fra det blonde Haar og ned til de fine Sko havde den rette Blanding af Ærbarhed og Mandbarhed.

Det skete en tindrende Foraarsdag paa Grænsen mellem Maj og Juni. Middagen saaede sin Sol ud over den brændende Gade. Og paa den ene Side af Stenbroen, nærmest Fru Juels Hus holdt en stor Kapervogn, læsset med unge Herrer og Damer, ventende paa nogen, der skulde komme deroppe fra første Sal, hvor Vinduerne stod aabne.

»Næh, sikken Tid, hun er om det!« sagde en ung Pige, der sad ved Siden af Erik og havde gjort sig til Ordførerske for hele Selskabets Utaalmodighed.

En bleg Fyr paa hendes anden Side formodede med en klog Mine og et troværdigt Tonefald:

»De kan tro, hun skal først fælde et Par Taarer. Det er ikke saadan at være Enkens eneste Datter.«

Imidlertid stod Eriks Ven, Vilhelm, der hele denne Søndag Formiddag havde spillet Billard paa Hotellet, og som var besynderlig drilsk og pudserlig, bag paa Vogntrinet.

»Du ser saa sort ud, Moqueur,« sagde han og bøjede sig frem mod Erik, der sad iført en sort Spaserefrakke med en Blomst i Knaphullet og med en Plæd over Armen. »Behager Selskabet dig ikke. Den Dame, du sidder hos, er Frøken Elise Thorkildsen.« 85 »Aa vi kender jo hinanden!« lo hans Naboerske, den muntre Elise, og bøjede sig sirligt hilsende i en himmelblaa Kjole.

»Oho, De kender hinanden,« sagde Vilhelm med en Forskrækkelse, der skulde være uartig. Hjælpsomt, idet han aabner Vogndøren: »Men saa vil De maaske hellere være alene!«

Mens Elise leende irettesatte ham: »Men Prokurator!« - sad hendes yngre Søster rosa klædt og sled med at knappe en Hanske og med at fremtvinge en fornuftig Rynke i sin Pande, hvis glatte Aabenhed en eneste lys, lille Krølle ikke formaaede at beskygge.

»Og der har vi Frøken Katinka Thorkildsen!« præsenterede Vilhelm med en rundhaandet Bevægelse, som om han, i Topmaal af Naturlighed, simpelthen tog paa den sundhedsstruttende unge Dame. »Vor Ven, Erik Kølby Moqueur!« Beundrende: »Ligner hun ikke en Juleengel?«

»Men Prokurator!« raabte den blegrødtklædte Katinka og rejste sig for at straffe ham med sit Parasolskaft.

»Du sidder saa fremmed, gamle Fyr!« vedblev utrætteligt den veltalende Vilhelm. »Se disse to Damer. Det er Frøknerne Musman, Roser af det samme Blomsterbed Ham der med Flipperne er Arendsdorf, vor Aristokrat. Maa jeg endvidere forevise dig vor Fotograf, ham den lille, blege, grinagtige der ved Frøken Elises blaa Side. Hvad kender Du ham ikke? Se en Gang paa disse Træk!«

»Men Prokurator!« sagde Elise for anden Gang. »De ligner slet ikke Dem selv i Dag!«

Uden at forstyrres pegede Vilhelm nu til sidst paa et magelig, rygende Menneske med en lys Straahat.

»Og der ser du Kristian Juel, vor Ven, Idiot af Naturen ... Kan hans Aasyn ikke oplive dig. Jeg troede, I var gamle Bekendte. Du sér skammen saa sort ud, Moqueur.«

Mennesket med Straahatten, der sad yderst ved Vogndøren, lod sig ikke fornærme eller bringe ud af sin Magelighed Han lo højere end alle andre ad Vilhelms Vittighed.

Erik blev stadig ved at være tavs. Han følte sig halvvejs som en Ravn mellem Duerne, men Livsglæden lo ud af de unge Pigers stivede Skørter og af deres Struber, naar de talte.

De to store, brune Heste stod blanke og skinnende og stampede i Stenbroen, mens Vognmandskusken sagte fløjtede og slog smaa 86 Smæld med Pisken. Oppe i den stærke, blaa Luft sejlede et Par Skytotter som hvide Luftfartøjer.

»Kusine Max, Kusine Max!« raabte den utaalmodige Elise op til de aabne Vinduer. »Hvis du ikke skynder dig lidt, kører vi.«

»Ja det gør vi,« sagde Vilhelm. »Aa Frøken Thorkildsen, raab det blot lidt højere: nu kører vi.«

»Ja, men det er ogsaa uartigt af hende,« sagde den lille Frøken Katinka og indhyllede sig i Beslutsomhed.

»Vist saa!« sagde Vilhelm med det snurrigste Ansigt. »Aa Krisjan, Krisjan, spring ind og sig til din Søster, at vi er kørt.«

»Aa ja Krisjan, gør det!« bad den lille, blege Fotograf og fniste. »Kusk, saa skynder De Dem imens at køre.«

»Nej, I skal ha' Tak, Børn,« sagde den urørlige Kristian Juel.

Endelig dukkede en høj, ung Pige frem i Porten med Handsker, Parasol og et Sjal paa Armen.

»Goddag,« sagde hun og nikkede smilende, lidt forlegent til alle i Vognen og bevægede sig med en magelig Anstand ud over Fortovet, i en graa Kjole af et blødt Stof.

»Naa, du forhaster dig ikke, min Tøs,« sagde hendes Broder.

Vilhelm traadte ned af Trinet og slog Vognlemmen op med en velhavende Bevægelse:

»Vær saa artig. Maa jeg hjælpe Dem. Der er Plads til os alle.«

»Saadan en Tid vi har ventet!« busede hendes strenge Kusine Elise ud.

Den unge Dame var med en anstrængt Pusten traadt op i Vognen og kastede nu sine brune, lyse Øjne oprømt omkring, hilsende med en glad, fejende Stemme: »Goddag Prokurator, goddag Fotograf!« Derpaa nejede hun for »Selskabets Aristokrat«, Arendsdorf, og gav sine Veninder Haanden.

»Hvor vil De sidde? her er Plads!« spurgte den lille, blege Fotograf

»Aa nej, her hos mig, hvad?« parodierede Vilhelm, som havde sat sig ved Siden af Katinka. Og han klappede paa Hynden: »Her er en lille bitte Plads!«

Hendes Ansigt forkortede sig til et stort, forlegent Smil; men med en Gudindes uforstyrrelige, ærefrygtbydende Langsomhed drejede hun sig halvt om mod Vilhelm, sendte ham et kort, hævnende Øjekast - næsten altfor livligt, syntes Erik - og sagde med en Stemme, der blidt sløjfede Ordene og tillod Spøgen:

87

»Tak for Tilbudet, men jeg behøver skam en stor Plads.«

Derefter anbragte hun sig ved sin lille Kusines Side og kom til at sidde lige over for Erik.

Den lille Fotograf fik pludselig en tjenstivrig Mine som en Hof kavaler, der gaar paa Tæerne og skal forestille Præsidenten af Frankrig for Storfyrstinden af Rusland.

»De to kender vel ikke hinanden,« sagde han velbehageligt forekommende. »Det er Erik Kølby, Redaktionssekretær, bekendt nok! ... Frøken Karen Margrete Juel.«

2.

Den unge Pige fra hans berømte Aften i Sangforeningen! ... den unge Pige, som han havde siddet Albu til Albu med i Aasum Teater en af de snehvide Februaraftener, da han selv første Gang dukkede op i Parketrækkerne og følte sig fremmedartet, sejrig, sikker paa, at han skulde skrive denne By helt ny - erobre en By og en Kvinde!

Hun havde til nu været som strøget ud af hans Erindring, forsvundet som disse første Aftners Æventyrmod, da han troede at slynge sine Pile mod Solen, naar han satte Pen til Papiret for i korte, bevægede Sætninger at give en Stump Skuespilkritik for Folk i Aasum. Vilhelm havde talt til ham om Frøknerne Thorkildsens Kusine, Fotografen havde talt om Frøken Margrete Juel og hendes forfejlede, barnagtige Forelskelse i en Violoncelspiller. Men Erik havde aldrig forbundet en Tanke dermed.

Nu sad han i Vognen overfor denne Dame, der skulde have »stor Plads«, sad først uvis om, hvor han havde sét hende, derefter raadvild som en Mand, der kaster Øjnene omkring, søgende nogle Oplysninger, der pludselig er bleven ham vigtige. Thi det var jo altsaa ... hende.

Nu, som han var ved at blive træt af sig selv og Aasum, gensaa han den Skikkelse, han havde mødt en af sine fortrøstningsfulde Førstedage i den tilsneede By. Hende! Ikke mat hensunken paa et Sæde i Teatret, men varm af Sommerglans, med fyrige Øjne!

... Kusken smældede med Pisken, og Vognen dundrede gennem lange, sollyse Provinsgader, mens fem kulørte Dameparasoller skyggende udspændtes over unge Ansigter, unge Øjne, unge Foraarsdragter.

88

Med sin Parasol i Haanden og med et Smil, der tit stod stille paa Læben som en Udfordring - ikke til nogen bestemt, men til den blaa Luft, til Universet - hvilede Frøken Margrete bleg og tavs, og hendes lysbrune Øjne, der flakkede ustandseligt om, røbede noget hæftigt og bevægeligt, som foragtede at give sig hen i Smaating og var saa meget des farligere i store. Ikke med et Ord svarede hun paa Kusinernes Stiklerier, fordi hun havde ladet Selskabet vente. Kun et nyt Drilleri af Vilhelm fik hende til spøgende at aabne Læberne og lægge en faamælt, næsten bakkantisk Inderlighed i denne intetsigende Skæmt.

»Moqueur! Moqueur!« raabte den lille Fuldmægtig atter til Erik »Bestandig lige stille, gamle Fyr!«

»Hvad forlanger I af mig?«

»Sig noget til os. Et lille Guldkorn.«

»Jeg ved ikke noget at sige.«

Fotografens Øjenbryn hævede sig i høflig Forundring.

»Ved Erik Kølby ikke noget at sige?«

»Ingen Udflugter, gamle Dreng,« blev Vilhelm ved »Frøken Elise Thorkildsen ønsker Forklaring paa, hvad du saa længe har siddet og grubliseret over, mens du kiggede paa Silketøjet i hendes og Frøken Juels Parasoller.«

Og Frøken Elise tog selv Ordet:

»Det var vist noget smukt.«

»Smukt!« Erik smilte ved denne velmente Smiger. »Naa! jeg sad og tænkte ...«

»At?« paaskyndede Vilhelm.

»... at det virkelig ogsaa var smukt ...«

»Hvilket?«

»Naa giv mig lidt Tid Jeg tænkte ved at se alle de Parasoller opslaaede over Hovedet paa os ... røde og hvide og blaa ... at det var Frihedens franske Farver - at det var kækt at befinde sig under saa muntre Flag, og at det ser ud, som Damerne vilde gøre en hel Revolution.«

En uvis Tavshed hos de unge Piger; og Vilhelm begyndte med sit parodiske Mæle:

»Fy, fy, Moqueur, ikke føre Politik ind i Familien!«

I det samme havde Frøken Elise Ord paa rede Haand:

»Men vi vil maaske ogsaa gøre Revolution!«

89

Erik havde Lyst at spørge: mod hvad? men tav. Det var, som om Frøken Elise blot krævede et Signal af ham til Kamp. Han saa over til Frøken Margrete Juel, som tronede ubevægelig: om hun ikke vilde aabne Munden! Men hun talte ikke og saa' næsten ikke til ham, endskønt hun og han dog begge var de mest fejrede af deres Køn i dette unge Selskab. Til alle de andre kastede hun sine Øjne muntert omkring, men ham viste hun en Art Opmærksomhed, som var saa svær at paaskønne: hun saa ikke paa ham, vovede ikke at gøre ham lykkelig med en Smule glad, intetsigende Snak.

Lidt efter lidt udspandt der sig en lang, meningsløs og lømlet Passiar mellem disse Unge, som hørte paa hinanden med trofast Opmærksomhed!

Vognen kørte nu henad store Bakker, over hvilke der strøg en frisk Brise ind fra den blaa Fjord, og Frøken Karen Margrete sad med Foraarskaaben opknappet og hældede sig ud af Vognen med Ansigtet og Brystet frem imod Vinden.

»Max, Max dog! er du tosset, Pigebarn!« raabte Frøken Elise deltagende. »Du glemmer nok, at du skal være forsigtig og ikke forkøle dig.«

Uden at svare vedblev den store Kusine at holde Næsen lige i Vinden og se ud over Søen med milde, forblæste Øjne, mens det silkeagtige Pandehaar flagrede og kom i Uorden.

»Har du saa været hos Doktoren i Dag?« spurgte Frøken Katinka Thorkildsen. »Hvad sagde han?«

»At jeg er ganske rask,« svarede Margrete, der nødig hørte Tale om sine Sygdomme.

»Jo pyt min Pige!«

Men saa snart Erik Kølby, for dog at tale en Smule med Frøken Margrete, spurgte hende ud, gav hun øjeblikkelig fuld Forklaring uden Tilsløring eller Udflugter som en ængstelig Skolepige, der afleverer sin Ramse.

Han forstod, at Frøken Margrete var naaet til den Alder, da unge Piger skranter og tager Piller.

For at slippe den plagsomme Deltagelse, der vistes hendes Svagheder, knappede hun nu igen Kaaben og sad som før med Ansigtet ind i Vognen, stille under sin Parasol. Den barnlige, unge Mildhed i hendes Øjne var borte. Hun forekom Erik, som hun nu sad, mindre at være ung Pige end de andre, snarere en kærlighedssmægtende 90 Odalisk eller Nygift med slank, storstilet Legemsføjning, ømt blødagtig, bestandig smilende, mens den uaabnede Mund syntes at holde en bitter Træthed under Laas og Lukke.

Og op over Bakke, nedad Bakke bæres og sænkes Køretøjet. Luften er blaa udbredt over deres Hoveder, kvidrende af Sol og Lærker; ude foran dem strækker sig de brede Landskaber langs Aasum Fjord, som plasker dernede for deres Fødder. Men nu drejer Vognen af fra Fjorden og fører dem i en lang Bue ind i Landet over møjsommelige Strækninger af eneste Agre, gennem et Par Bondebyer, lerede, rynkede og graa, fulde af Gaarde og Huse, som synes næsten at slæbe deres Straatage paa Jorden og kun pletvis er dækkede af Foraarsranker. Den lange Stillesidden og Køretøjets Fjedren og Skumpien fylder de unge Sanser med vagt Behag, øm Sødme, forvirrende Kærlighedsattraa.

Og Erik Kølby drømmer, at han for allerførste Gang er sammen med unge Kvinder ... unge Kvinder, som han har tænkt og ønsket sig dem fra sin tidligste Ynglingetid, unge Kvinder, som de er i Poesi og Bøger - en Verden for sig, hvoraf man aldrig bliver træt - ikke Væsner, hvis Kvindekøn man glemmer over deres tusind andre, hverdags Bestemmelser, men Kvinder skabte til Kærlighed Han tiltror enhver af dem Fuldkommenhed Det kommer af: at han finder den ene - den stolte tavse - særegent smuk; den anden - den livligt talende - særegent klog og fordomsfri; og den tredje - den naivt pludrende - ung og kæk. De er vel sammenspillede, de tre, de tager sig godt ud som Hele. Og nu tænker han sig dem endnu bedre enkeltvis: hver for sig baade smukke, kloge og kække ...

- - Erik havde ikke set Skoven, siden den sprang ud Træt af Solen paa de hvide, støvede Veje sidder han nu endelig med sit Selskab mellem store Træer, under et Hav af gyngende og skyggende Løvmasser, og nyder et Maaltid, mens en Forening af Aasumfolk gladelig ligger lejret rundt omkring, ved deres Madkurve. Han befinder sig i en Tilstand af Lyksalighed og drikker mange Venneglas med sin Nabo, Vilhelm, som stadig bliver snurrigere og vittigere, eftersom Dagen skrider frem.

»Kom Moqueur,« sagde Vilhelm, da Festtalerne var holdte og alle rejste sig. »Kom gamle Fyr!« Og Vilhelm stak sin Arm under hans og trak ham med ind ad en Skovvej. »Naa hvad siger du egenlig om de Piger? Hvad? - de er sgu' meget gode. Der kunde godt blive noget 91 fornuftigt ud af dem, dersom de kom under fornuftig Paavirkning. Men Guldsmeden ødelægger dem. De kan ved mange Lejligheder lade forbavsende frisindede, ja det er egenlig ikke lidt, man kan sige til dem, uden at de fortrækker en Mine i deres smilende Ansigter. Men saa pludselig, ved den urimeligste Anledning, bliver de rasende stejle, aldeles uforstaaende. Det er Familiedumheden. Saadan er Guldsmeden ogsaa. Han er selskabelig frisindet. Han lever kun for at blive Bestyrelsesmedlem af saa mange Foreninger som muligt Egenlig er den Karl en stor Grobian, borneret, indskrænket, prikken i Smaating, usigelig despotisk. Og han fører Kommandoen baade hos sig selv og i Enkens Hus. Bare han kommer flot af Sted, er Formand i nogle Foreninger, andet interesserer ham ikke.«

Vilhelm snøvlede efterhaanden.

Paa denne Tur, i denne Skov, to Mile fra Aasum, kom der et Øjeblik for Erik, hvor han første Gang i sit Liv overtalte sig til at tro, at alene det at være til var en vidunderlig Lykke.

Et lille Sangkor, derimellem Frøknerne Thorkildsen, Fotografen og Kristian Juel, havde samlet sig, da Erik og Vilhelm kom tilbage, og sang nu flerstemmigt sine Sange for et andægtig lyttende Publikum.

Erik satte sig i Græsset med en Flagstang til Rygstød. Nogle Alen fra ham laa Frøken Margrete paa Albuen i Grønsværet med den graa Kjole af det bløde Stof trukket tæt sammen omkring Anklerne. Bleg, nydende sin Hvile, tyggede hun paa et Græsstraa og stirrede fra Skrænten, hvor de laa, hen over Trætoppene, fjærnt ud, hvor man som en blaa Duft skimtede en Stribe Hav mod en solhed Synsrand

Stemmerne i Koret bruste sammen, larmede op som friske Bølger, der mangfoldigt og ustandseligt kommer løbende ind i en Brænding, og Snoren paa Flagstangen smældede for en Vind deroppe over ens Hoved Erik sad for langt fra Margrete til, at han kunde tale med hende; han kunde heller ikke rykke hende nærmere, syntes han.

Men pludselig forekom det ham, at netop dette var Lykken. Og Lykken var ikke den letfærdige, den romantisk udmajede og æventyrsyge Ting, efter hvis Slæb man saa forrykt piskede af Sted, denne lystne Hjærter Dame i Maria Stuarts Krave og med udskaaren Barm, hvor man saa' den lokkende Adskillelse mellem to Bryster, hvide som Æbler, dette sentimentale Stykke Fruentimmer, der i sin flanede Goldhed begærede hæftige Handlinger, lidenskabelige Talemaader, indtil man af lutter Vovemod faldt i Skørtet paa ... en Fru Kruse.

92

Først nu begreb han den Ro, der var over Redaktør From; ja Erik gav sig til at tænke helt paa Jysk. Hvorfor være saa fordringsfuld? Alene det, at man laa her i Græsset, at man ikke ret langt fra sig saa en ung Kvinde, en bleg, tavs Skabning, en Personlighed, alene det, at man aandede, at man var til, var jo Lykken.

Han bemstes af Hengivelsen i noget fuldkomment og følte det som sin første mandige Tanke.

Saaledes gled Dagen hen som en Sky, der langsomt driver over en blaa Himmel for til sidst at lande i en bleg Synsrand, mens Fred og Skygge fylder alle de duftende, duggede Veje.

Om ham pludrede og kurrede de unge Piger og slog sig sammen med hans Venner om at udføre ubetænkte, uskyldige Streger. Der blev danset paa et stort, rundt Dansegulv med Halvtag over, indtil Solen begyndte at svinde bag Grenene. Han mødte saa mange henrivende Billeder af ung Kvindeforfængelighed og Sanseglæde. Han saa den kloge, naturlige Frøken Elise danse, deltage som den første og villigste over alt, sammen med sin Fotograf, tale, smile, bestandig i Fart som en Pil, der er slynget fra sin Bue og sikkert vender tilbage af sig selv. Frøken Katinka var med den Yngstes Ret uafbrudt naivtaabenhjærtig og koket. Men til Frøken Margrete gik han selv tre Gange hen og bukkede meget sirligt. Han dansede da Gulvet rundt med hende og sagde hende dæmpet Tak, modfalden over, at han ikke kunde bryde ind i hendes Tankers Kredse og lokke hendes Meddelsomhed frem. Og naar han greb eller slap hendes magre, hvide Haand, var den saa varm, saa fin og dugget, at han erindrede dens Tryk som Duft og Maaneskin.

Klokken nærmede sig otte.

Der blev til sidst drukket Puns, og det var halvmørkt i Skoven, mens de oprømte, højrøstede Medlemmer af Aasumforeningen steg paa Vognene.

Lille Katinkas Naturlighed var efter Punsesoldet dobbelt sød og forbløffende. Hun støttede sig lidt søsygt til Herrer og Damer paa sin Vogn, inden hun fandt sin Plads.

»Men Katinka, Tøs, er du rent skør?« raabte Margrete i Aasum-Dialekt og lo.

»Aa Snak!« surmulede Katinka kælent. »Jeg har virkelig kun drukket et eneste Glas. Hvor er De, Prokurator?« 93 Og med forfærdende Frimodighed satte hun sig tæt ned ved Siden af Vilhelm, der i den blideste, kærtegnende Tone sagde:

»Frøken, De er saa voldsom.«

Elise, der allerede sad sammen med Fotografen, gav sig til at skænde:

»Du skulde ikke drikke saa meget, naar du ved, du ikke kan taale det.«

»Aa, men jeg drak jo bare ...«

De to Søstre mundhuggedes dæmpet paa hele Turen ned gennem Skoven.

Da de kom ud paa Vejene, begyndte Elise at synge. Og alle, som havde Stemme, sang med

Paa Baggrund af tynde, blaa Skyers lette Kniplingvæv stod Maanen som et forgyldt Smykke, og dens Lys flød mildt, hvidt ned paa Margrete, som sad overfor Erik: mager og slank, hyllet ind i et Chenillesjal.

Paa den bageste Plads i Vognen saa Erik i den vage Aften Kristian Juel, som havde tændt sin store, gamle Merskummer, og som strakte sig med en Verdensmands ubekymrede Visdom, det ene Ben inde i Vognen, det andet ud over Vogndøren.

3.

Aa hvor man var søvnig, søvnig og forfrossen, da Vognen endelig dundrede ind ad Aasums Gader og man hyggeligt fornam, at der var Læ og Menneskers Huse paa begge Sider. Før Erik ventede det, holdt Køretøjet stille ... og det var udenfor Enkefru Juels Hus. Allerede! Frøken Karen Margrete, som han i Halvslummer havde betragtet, tilbedt med et Barns Hengivenhed, havde rejst sig fra sit Sæde og vinkede til nogen oppe i de lyse Vinduer. Han hørte en Mandsstemme deroppe fra; det var Onkelen, Guldsmeden, som spøgende hilste Selskabet Godaften fra Fru Juels Vinduer. Han saa' Frøken Margrete springe af Vognen og parlamentere op til Ruderne. Lidt efter vendte hun sig ud mod Gaden.

»Jeg skulde be' Dem alle sammen fra Mo'er, om De vilde komme op og spise Rødgrød,« sagde hun med sin bløde Stemme højt og klart.

94

De unge Mennesker paa Vognen svarede med en lille, taknemlig Latter som Folk, der vaagner op, og gav sig søvndrukne til at lede efter deres Ben. Det var som en hel Folkevandring, inden de alle slap ned ad Trinet, og Damerne støttede sig til Herrerne med lidt øm, søvnig Forvirring. Det var kun Elise, der havde holdt Livet oppe og sunget lige til Aasum.

Paa Gaden blev de alle pludselig lysvaagne, saa vaagne, at hele Flokken blev besat af en lattermild Munterhed, og de kom, endnu leende, ind i Fru Juels Stuer, de unge Piger højt støjende, de unge Herrer, der glædede sig over den uventede Indbydelse, kun smaaleende.

Vilhelm sagde paa Trappen til Erik:

»Naa, nu skal du samfundsfarlige Person altsaa sammen med Guldsmeden!«

»Han faar mig ikke til at tale om Politik,« knurrede Erik

»Politik! Nej, den Karl er klogere end som saa. Jeg formoder, at han vil vise sig udsøgt høflig.«

Et stærkt Lys blinkede dem i Møde fra det gamle Huses store Stuer, der var fyldte med omhyggeligt samlede og bevarede Møbler fra Ægteparret Juels Ungdom og ældre endnu. Mørkt betrukne Stole og massive Sofaer; Billeder paa Væggene fra gammel Tid, Træsnit af Napoleon, der gaar over Alperne, blegede Portrætter, nogle Silhuetter. Der var højt nok til Loft, men Gipslofterne syntes dog hyggeligt at tynge de brede og dybe Rum. Glansen fra tunge, blankpolerede Metalsager lyste om Kap med Farverne i nyere Nytte- og Luksusting: Antimakasser, Sykurve, Nips af ung, moderne Smag; og fra en hvid Dug paa det store Spisestuebord, hvor der blev sat Tallerkener frem, udbredte sig under Skin fra Lamper og Lys en festlig Renhed -en Duft af Velstand og Renhed.

Inderst i Stuerne, hvilende den ene Albu paa et svært Mahognibord, sad den store Guldsmed i sort Frakke med en nedfaldende Flip, der kneb ham i Halsen og var besynderlig gammeldags. Han straalede af godt Lune og raabte de unge Mennesker frydeligt an med sine Vittigheder, efterhaanden som de kom.

»Naa Kølby, i Dag har man da hvilt sig ud efter det meget Skriveri!« sagde han. »Ja De kender vel ikke min Søster, Hanne Juel! Men De kender da hendes Pigebarn dèr,« og han pegede paa Margrete, der sad ret op og ned paa en Stol ved Døren med uroligt iagttagende Øjne, som en Gemse paa Spring. »Det er Redaktionssekretæren, 95 Hanne! du ved nok: Erik Kølby. Ja, de unge Mennesker synes jo godt om ham. Min Søster og jeg er nu Enkefolk begge to, Hr. Kølby, og derfor føler vi os helt som unge Mennesker. Ikke sandt, Hanne?« Han lo højt.

Erik gav Fru Juel Haanden. En rank, middelhøj Kone med forlegent Væsen, pillent klædt paa i en Kjole, hvis Snit var af gammel Dato. En borgerlig Karakterfasthed talte ud af hendes lidt stive Bevægelser, og hun havde de blysommeligste, noget tungsindige Øjne.

»Hvad Prokurator!« spurgte Guldsmeden. »Skal vi saa i Aften have den L'hombre? Klokken er kun elleve.«

»Nej, Fa'er!« stemte Elise og Katinka ind »I Aften skal I ikke spille.«

»Mine Døtre gør Strikke,« brød Guldsmeden ud i sin mest fornøjede Latter. »Det er li'esom min Svend forgangen Dag.«

»Ja Fa'er, du skal ikke spille.«

»Det er li'esom Svenden. Han vilde ogsaa forbyde mig at gøre noget, der ikke kom ham ved« Og Guldsmedens Øjne blinkede en Smule, som om det i Radikaleren Eriks Nærværelse glædede ham at hævne sig paa Svenden, samtidig med at han knuste Døtrene med sin Sammenligning.

Erik var fredsommelig oplagt. Han smilte læmpeligt og gjorde kun en galant Haandbevægelse over mod Elise og Katinka:

»Hr. Thorkildsen, De vil ikke lade Dem noget forbyde af disse ... Svende, som De siger?«

Guldsmeden lo højt, men fortsatte halsstarrigt:

»Ja hvad skal jeg gøre ved mine Pigebørn, naar de gør Strikke? ... Hvor vil I gaa hen og faa andet Arbejde?«

»Aa, det vilde dog maaske ikke være helt umuligt, Mester!« lød det fra Fotografen, som pludselig dukkede op i den anden Stue, lille, livlig, allerede paa Dørtærskelen rede til at tage en Dyst. »Man ser jo heldigvis i vore Dage, at Kvinder ogsaa finder Beskæftigelse. Og Deres Døtre har jo faaet en god Opdragelse, Mester!«

Derpaa bukkede Fotografen og gav Haand først til Fru Juel, dernæst til Guldsmeden, som nu af Mangel paa Svar lo allerhøjest:

»Ja der fik I en god Trøster!«

Den lille Fotograf blev ved at udveksle Bemærkninger til højre og venstre. Han syntes lutter Øre for hver henkastet Sætning, plejede med paataget Forundring at gøre et kort, tørt Spørgsmaal, som spændte Forventningen, hvorefter han nedlod sig til en længere 96 Meningstilkendegivelse, der atter slappede den. Men der var over ham alligevel noget fast, noget Ridder indtil Døden - en Talsmand for Arbejdernes Ret til Strejke, for Kvindernes til Selverhverv, for Mændenes Pligt til Sædelighed og meget andet. Og man tænkte sig ham kommende ude fra Aasums store, gamle Alleer, bærende Mandolin paa Ryggen, en Minnesanger i Købstadsformat, besluttet paa Arbejdersag, Kvindevalgret, Sædelighed ... og paa Ingenting.

Og straks foretog han sig, eftersom Guldsmeden havde udladt sig i nogle Mesterbetragtninger over Svendenes Selvraadighed, at sætte ham til Vægs med stor Tilforladelighed Fotografen tog det som en smuk, uskyldig Leg, men gjorde stundum sine Øjne store og lagde glansfuld Alvor i en Sætning. Den stadig rygende Kristian Juel gentog saadanne Sætninger ordret og indholdsløst Den lille Fuldmægtig flygtede langt bort fra slige Diskussioner. Men Erik misundte Fotografen der kunde tale saa sikkert, uden Braad Og Guldsmeden, der maatte svælge sin Hidsighed, gav sig nu til at slaa alt hen i Spøg.

Imidlertid sad Frøken Margrete tavs ved Dørstolpen. Erik søgte at flytte sin Stol lidt nærmere til hende, men Afstanden var uoverstigelig.

Da rejste Fotografen, som totalt havde slaaet den store Guldsmed af Marken, sig op og gik meget ligefrem hen til Frøken Elise.

»Frøken Thorkildsen,« sagde han. »De omtalte Noder blev lagt her ind i Middags. Har De set efter, om det nu er de rigtige jeg har faaet fat i.«

De gennembladede samdrægtig Noderne, stærkt optagne, med en hurtig gensidig Forstaaelse, som virkelig tog sig meget naturlig og ridderlig ud.

Mellem Erik og Margrete var der et svælgende Dyb befæstet.

Rødgrøden! Som glade Børn samlede det unge Selskab sig lystigt pludrende om den hvide Dug, hvor den dybrøde Gelé gik rundt og snart svømmede i Tallerkenerne som Øer omgivne af hvidgul Fløde. Damerne bøjede deres blonde Hoveder ind over Bordet; de fine Hænder var i travl Bevægelse. Guldsmeden var bleven i sin Sofa ved sin Toddy, men raabte stadig ind til dem, og den ustandselige Latter rungede fra hans mørke Stemmedyb. Fru Juel stod og saa' til rank og bekymret, med en Bakke i Haanden.

Erik tænkte kun paa Husets unge Datter, der færdedes her paa sit Eje med en højtidsfuld Stilhed. Naar han saa hende tavs og tillukket, 97 syntes hun ham en hel Verden for sig. Men han syntes ikke om hende, naar hun hengav sig til de andres Lystighed med en veg, barnagtig Smilen.

»Margrete, din store Pige, sørg dog for, at Hr. Kølby faar noget!« irettesatte hendes Moder.

»Ja Mo'er,« sagde Margrete forlegen. Hun var saa ængstelig overfor Erik, at hun knapt turde tale til ham. Og saa saa' han undertiden paa hende med det besynderligste Frimureransigt.

Erik sad i stum Selvfortærelse og rasede over sin dumme Ubehjælpsomhed Han, der dristig vilde optage en Kamp paa Steder, hvor alle de andre skulde komme til kort, han kunde ikke være glad med de glade, ubetydelig med de ubetydelige. Han kunde ikke diskutere fromt og uskadeligt; han havde kun de Ord, der flænger, slaar igennem, saarer. Han kunde ikke bekvemme sig til at underholde en Dame, han beundrede, med en Mundfuld intetsigende Tale. Han havde kun de Følelser, der er altfor inderlige, og de Ord, som er altfor farlige. Hvem der endda kunde skjule sin jammerlige Fortabthed ved ligesom Vilhelm at gøre sig selv og Alverden til en Parodi! Vilhelm var en klog Fyr: selv om han drak sig fuld en hel Dag, blev han stadig kun endnu mere tør og skarpsindig. Det kom vist af, at han var dansk Jurist: det var praktiske Folk, de havde aldrig lugtet til Latinen og Studenteridealerne, de forstod at regere fornuftigt med deres inderste Lidenskab. For Vilhelm var dog en brav Fyr med en Smule Lidenskab i sig.

Saaledes sad nu Erik Kølby med en bange Ærbødighed for de unge Piger. De var for ham et nyt Land og en hel, forunderlig Kultur. Forfængelig af den Opsigt, han vakte i Aasum, bærende Erindringen om sit Forhold til Fru Kruse som en hemmelig Skam og Udmærkelse, der gjorde ham endnu mere forskellig fra andre! Men jaget af sine tyve Aars skælvende Trang til Renhed, og tørstende efter den Tilgivelse for al Uret, som kun Ungdom og Ynde kongeligt kan skænke et forkomment Hjærte! Han fandt i enhver Bemærkning af de unge Piger, jo tarveligere den var, en himmelsk Visdom, imens han følte, at en forbuden Elskov havde fæstet sin sorte Sløjfe paa hans Bryst.

»Tre Gange rundt om Jorden for jeg,

og aldrig fandt min Længsel Havn,« 98 begyndte Fotografen ved Klaveret at synge til Elises Akkompagnement. Første Vers gik i Stykker for dem.

»Skal vi begynde for fra,« spurgte hun.

»Saa begynder vi for fra,« afgjorde han. Og med uforfærdet Sikkerhed begyndte de paa ny. Hans bløde Tenor bar Visen af Kornevilles Klokker med en Trubadurs Praleri, saa man forstod, at der fra Atlanterhavet til det stille Ocean for ham og for hans Kærlighed kun var et Spring.

Erik følte selv sin Kærlighed stige, beredt til at sværme Jorden tre Gange rundt for et eneste Favntag. Den gammeldags Overdrivelse i Sangen, at kalde Kvinderne for Fristerinder, fyldte ham med forunderlig Glæde og livsalig Spøg. Han blev besat af den Fred og Tryghed, som overgaar Forstand, følte den sikre Tillid til sin gode Lykke, som tit havde trøstet ham, naar han lidt klog og magelig havde holdt sig hjemme i sin Sofakrog, mens der uden for maaske var noget at vinde. Han følte i sit Hjærte en stor Taalmodighed, og netop derfor kunde han let og frit gaa hen til Frøken Margrete, som sad alene paa en Stol ved Vinduet.

»Deres Kusine talte netop der inde i den anden Stue om at gaa Morgenture,« sagde han uden Omsvøb. »Er De lige saa flittig som Deres øvrige Familie til at staa op?«

»Nej jeg er en Syvsover. Jeg bliver helst i min Seng,« sagde Margrete og smilte lige som undskyldende.

»Saa gaar man glip af at se Deres Ansigt paa sine tidlige Spasereture,« smilte Erik, i Hjærtet misfornøjet med denne Mangel paa Imødekommen.

»Mine Kusiner kommer tit og trækker i mig, men det er virkelig umuligt...«

»Naa,« sagde det unge Menneske. »Da er De ganske som jeg. Ingen skal faa mig at se paa Gaden før Klokken ni. Men jeg ved godt, hvad jeg gaar tabt af Jeg faar Dagslyset ned til mig mellem høje, rødkalkede Mure, kun Lyset, ikke Solen selv. Det er dejligt. Det er, som laa jeg paa Bunden af en Rosenbrønd, og jeg tænker paa, hvor behagelig en Mundfuld koldt Morgenluft, renset af Dugg, maa være der uden for ... En Rosenbrønd! Har De nogensinde tænkt paa, hvor mange gode Ting der begynder med r - Rose, rød, Rødgrød! Paa Fransk er det endnu bedre: Dugg hedder rosée, Nattergal hedder rossignol, og der er i Ordet en Fløjtelyd, som minder om roseau, et Rør...« 99 Flere Gange havde man hørt noget klirre mod Muren uden for. Nu klirrede det pludselig mod Vinduet. Frøken Margrete rejste sig hurtigt, trak Persiennen op og aabnede Vinduet.

»Hvad er det Dem, Prokurator, som slaar Ruderne ind?« raabte hun leende ned.

Nede paa Gaden stod den lille Sagførerfuldmægtig barhovedet og bad med en ynkelig Mine om at laane nogle Kobberpenge, for nu havde han ikke en rød Øre mere at smide mod Vinduerne, og der var nogen, som havde været saa venlig at laase Porten af for ham.

Under megen Latter blev han i Triumftog ført op, mens han bestandig krævede sine udlagte Penge.

Eriks Samtale med Margrete var afbrudt og lod sig ikke forny.

Men ti Minutter senere kom Vilhelm og trak ham læmpeligt i Ærmet:

»Du siger, at den Pige ikke kan tale. Brug nu dine egne Sanser!«

Og han ledte ham hen bag en Dør, hvorfra de kunde se ind i den forreste Stue. Derinde sad Frøken Margrete i Samtale med sin Veninde, Frøken Mathea Musmann, der lyttede omkring sig med Lorgnet paa Næsen og Fjærnhed i Udtrykket, fin som en Therose. Det var umaadelig meget, Margrete havde paa Hjærte; thi hun talte uafbrudt, udviklede med en næsten belærende Mine. De to Venner bag Døren kunde ikke høre hendes Ord, men smilte til hinanden: de havde ingensinde set to unge Piger saa ivrige og fornuftige.

100

VII: Foraars-Regntiden.

I Gaden overfor den gamle Kirkegaard boede Frøknerne Lund, som var Laura Kruses Søstre, og som hun næsten aldrig besøgte. Gaden havde krinklede Huse, ujævn Brolægning med blaa Sten. Og ved Foden af den gulrøde Kirkegaardsmur stod fine, grønne Græs, som Foraars-Regnskyllene havde gjort frodige.

Da Fru Kruse og Erik Kølby Klokken lidt over otte kom vandrende ind over den vanskelige Bro, var Himlen overskyet og blygraa, men genlyste endnu af et violetrødt Aftenskær. Luften hang tung og lunken over deres Hoveder; der faldt en Gang imellem en stor Regndraabe; uden Lyd af et dirrende Blad stod de høje Popler inden for Kirkegaardsmuren rankt imod Tordenmulmet.

Fru Kruse havde pyntet sig usædvanligt. Kjolen, hvis Slæb hun holdt op med venstre Haand, saa at et hvidt Skørt kom blændende til Syne, knirkede og bruste om hendes Fjed, om hendes yppigskabte Lænder og Skuldre. Idet hun traadte op paa Trappen til Huset med de smaa, blomsterfyldte Ruder, sukkede hun med en kort, skræmt Latter som et ængsteligt Barn: »Vi faar vist Torden - jeg er saa bange i Torden.« Erik stod neden for Trappen og saa hende stige op: fyldig, opstadset, i denne gamle, redelige Gade som en fremmed Fugl med pralende Fjær og med Fordærvelsen i Hjærtet - violetrød Fordærvelse - violetrød som Dagskæret paa Uvejrshimlen. Paa hendes Kinder brændte endnu Efterglansen af den farefulde Uro, hvori hun havde kastet sig ud, og hun vendte sig lattermild og forvirret med en hensynsløs Ømhed til det unge Menneske neden for Trappen:

»Men hvad staar De efter?«

Erik Kølby følte sig som denne svulmende, violetrøde Fordærvelses sorte Ledsager og Skygge, da hun rakte sin venstre Haand bagvendt ud efter ham, drog ham ind i den lille Forstue, hvor der knapt var Plads til to, hviskede: »Søde, søde!« og knugede hans Haand med Armen strakt stivt ned til Siden.

De bankede paa og kom ind i et Værelse, som ved en Portiere var skilt fra et andet Værelse, der vendte ud til Gaarden.

101

Den ældste Frøken Lund kom løbende inde fra den bageste Stue:

»Men Laura, har du ikke Manden med?«

Og Erik Kølby bukkede og smilte:

»Fruen har givet mig Fuldmagt i Stedet.«

Fru Laura begyndte at le dumt, men den intet anende Frøken tog Eriks Haand varmt mellem begge sine, kærtegnede den, mens hun sagde med sin gamle, sagtmodige Stemme:

»Velkommen, velkommen, Hr. Redaktør! det var da smukt af Dem, at De endelig vilde se ind til to gamle Damer. De kan tro, Sine og jeg har hver Dag megen Glæde af Dagbladet.«

Nu kom Sine styrtende frem med sin raske Stemme, der fyldte begge Stuerne:

»Goddag, Redaktionssekretær! ja De kan være vis paa, De har ingen bedre Venner end Hanne og mig. Naar vi kan komme til med det, siger vi: hvor Folk dog gider læse den grimme, dumme Aasum Avisl nej de skal holde Dagbladet, det er da et Blad med Aand, som de kan være bekendt at læse. Godaften, Søster Laura, hvor har du gjort af Kruse?«

Til Ære for Erik vilde Fru Kruse den Dag kun tale ondt om sin Mand

»Min Hr. Gemal,« sagde hun spydigt, »er saa overhængt med Arbejde. Jeg tænker, Hr. Prokuratoren kommer en Gang ud paa Aftenen.«

Hanne stille beundrende:

»Ja er der noget flittigere Menneske end Kruse? Søster, du har faaet en sjælden Mand«

Fru Laura:

»En flittig, pligtopfyldende Mand Ja jeg klager saamæn' ikke. Jeg savner jo hverken til Klæderne eller Føden ...«

»Aa fy, skam dig, Laura,« støjede Sine. »Du som har et saa mageløst Hjem! Da skulde du hellere tænke paa Hanne og mig: saadan to gamle Jomfruer, der aldrig har kendt til nogen Glæde! - Men vi er nu fornøjede med det lidt, vi har!«

Hanne:

»Aa saadan taler Laura altid Hun mener det ikke det mindste ondt. De skal saamæn' ikke tro, hun mener det, Hr. Kølby. Hun har jo ogsaa levet som en Prinsesse i sine Fjær, har Fløjls- og Silkegardiner med brede Læg ...«

102

»Ja som en Tyrks Kone,« spøgte Erik Kølby, - »Divaner med Purpurhynder!«

Fru Lauras Kinder blussede af Trods:

»Naturligvis faar jeg en meget bedre Behandling, end jeg har fortjent af min ... Mønstermand Jeg klager jo ikke.«

»Folk, som De og jeg, Fru Kruse, er Lykkens Skødebørn,« forsøgte Erik mæglende. »Foragt ikke de gode Slidere, som skaffer os Føden og Tid nok til vore ledige Luner.«

Men nu udbrød Sine, glad for Hjælpen:

»Aa ved De hvad, Redaktionssekretær, De lægger vist ikke Hænderne i Skødet, kender jeg Dem ret.«

Hanne:

»Nej det mener vi da alle sammen, at Redaktionssekretæren maa være en driftig, ung Mand - saadan han har sat Dagbladet i Gang, og alt det, han skriver!«

Fru Laura og Erik havde faaet Overtøjet af Det var snart helt mørkt, men hun vilde ikke tillade, at der blev tændt Lys. »Nej, nej, nej,« bad hun med sin korte, halvt ængstelige Latter. »Lad os sidde i Mørke. Jeg holder saa meget af Mørke.«

Hun sad ved Siden af Erik, en moden, stadselig Frue og en velklædt, ung Mand, i de gamle Jomfruers Sofa. Og mens de to gamle Piger førte en Snak, der var saa larmende brav, fri for alle Bagtanker, trykkede den pyntelige Fru Laura sig, saa nær det lod sig gøre, til Erik, og den unge Journalist talte med halv Stemme dobbelttydige Ord, der klang som fra en fremmed, sær og spydig Verden. Imidlertid kom Tordenen nærmere; det lynede Glimt i Glimt. Et Tordenbrag lød endelig ganske nær som en Mine, der sprænges, og der faldt en Regn, som knistrede hæftigt mod de smaa Ruder.

Fru Laura klagede sig og trykkede Hænderne mod Ansigtet:

»Gud, Gud, hvor det lyner. Nej, ikke tænde Lys. Jeg er jo slet ikke bange.« Og hun traadte febrilsk Erik paa Foden.

»I den Regn kan din Mand da ikke komme,« sagde Hanne og skottede til Vinduerne.

I det samme pløjede et Lyn ned og oplyste Potteplanterne i Vindueskarmen og Poplerne og Kirkegaarden, et dundrende Skrald pressede sig gennem den lille Gade, og mens de gamle Frøkner stønnede af Angst, klamrede Fru Kruse sig i Vildelse til Erik.

»Gud, Gud, hvad skal vi dog gøre?«

103

»Vogte os for Fejltagelser, Fru Kruse!« sagde Erik med dristig høj Røst og gjorde sig læmpelig fri for hendes Omfavnelse.

Frøknerne Lund hørte ikke for Skræk

Lidt efter var Tordenen allerede trukket over, men Skylregnen blev ved

»Der bliver frisk og dejligt ud over Engene i Aften, naar De gaar hjem,« sagde Erik

»De følger mig vel hjem, hvis min Mand ikke kommer?« hviskede hun.

Men Erik havde rejst sig og gik utaalmodig frem og tilbage.

»Man forkøler sig let i Duggen,« sagde han højt og roligt.

... Der blev tændt Lys i Stuen bag Portieren. Sine gik derinde og raslede med Kaffekopperne. Man hørte Vandet synge i Maskinen. Lidt efter skulde de ind at drikke Kaffe. Fru Kruse var hed og urolig, lo nervøst og korn forkert fra al Ting. Og mens de sad ved Kaffen, begyndte hun og Søstrene et lille Krydsforhør over hans Liv og Sædvaner, og hvem han traf i Pensionatet, hvilke unge Piger.

De to gamle Søstre blev livlige og nysgærrige og fortalte ham, at de unge Piger gik Spasereture til Lunden for at komme igennem Langegade og kigge til Kontorvinduerne. Om han ikke vilde forlove sig? Og med gamle Damers Skælmeri nævnte de forskellige unge Piger.

»Unge Piger,« sagde Fru Laura urolig. »Den aandfulde Erik Kølby skal da ikke tage en af de smaa Dukker her fra Byen. Jeg tænker mig: naar De skal elske, vil De vælge én med Aand.«

»Ja hvad er Aand?« spurgte Erik som en tvivlende Pilatus. Han sad saa hyggeligt foran den hvide Dug ved sin Kaffe og Kognak, udspurgt og smigret.

Fru Laura lo kort og stødvis som altid, naar hun var forlegen for et Svar. Hun støttede Albuen paa Bordkanten med det halve af en Kage i Haanden, nippede en Gang til Kaffen og sagde famlende:

»Jeg mente ... jeg vilde sige ... Naar en ung Pige er atten Aar, ved hun ingen Ting og er bange for det mindste. Jeg var en rigtig, lille Gaas ... jeg vilde i alt Fald ikke have forstaaet at elske en aandfuld Mand Men en Kvinde med Aand - hun ...«

Fru Kruse forstummede, men hun traadte ham hemmeligt over Foden med en Iver og Hengivenhed, bedre end Ord Og Erik sagde:

»Ved De, hvad jeg sætter mest Pris paa hos en Kvinde? - at hun 104 kan blive forelsket! Er hun flink og sød og naturlig, bringer hun min Aand en Berigelse, som overgaar al Aandrighed.«

Frøknerne Lund faldt ind med et samtykkende Kor.

Men nu var der noget dristigt, som den spørgesyge Frue vilde udfritte ham om. Hun sad og gestikulerede med sin halve Kage, blev ganske ungdommelig af Ubehjælpsomhed og kunde saa tilsidst ikke dy sig for en let Fnisen:

»Har De aldrig været forelsket, før De kom til Aasum - jeg vil sige: om De har begaaet noget?«

Det havde spændt Fru Kruses Nysgærrighed, at Erik altid undveg slige Spørgsmaal.

»Begaaet noget?« sagde nu Erik, løftede sig af Overraskelse en hel halv Alen i Stolen og lod sig atter glide ganske langsomt ned

»Ja, ja, ja!« Fru Laura lo. »Elsket! begaaet noget!«

»Elsket - begaaet noget?« gentog Erik med spøgende Eftertryk.

Nu brød Sine ind med sin raske Røst:

»I Aasum begaar man ikke noget. Det skal man nok passe. Men Laura er nysgærrig for, hvad saadan en Københavner kan have paa Samvittigheden -?«

Men Erik, der ikke kunde fremstille sig som Helt i nogen intim, københavnsk Roman, lagde Haanden forsikrende paa Brystet:

»Da maa De tro mig, jeg har aldrig forført nogen Ægtemand til at løbe bort fra sin Kone.«

»Ja men Konen, Konen!« lo Fru Laura og traadte ham over Foden.

»Konen?«

»Aa De skrækkelige Menneske! De forstaar mig godt. Jeg mener, om De - saadan en Frihedsmand - aldrig har elsket ... lige som Sydlænderne?«

»Jeg har aldrig været i Syden.«

»Jo spansk Elskov,« sagde hun, og han mærkede igen Trykket af hendes Fødder.

Men paa Eriks Ansigt gik Smilet over til en sur Grimace.

»Nej den har jeg ikke kendt,« sagde han. »Men da jeg var i Ægypten, opførte jeg mig ganske som Josef«

Den ældste Frøken Lund tog hans Svar bogstaveligt og begyndte paa sin rare Maade at rose ham for hans Moral.

Fru Laura saa derimod ud som en Dronning, der har vundet et Slag; hun kastede Blikket omkring med smilende, sejerstolt Drilleri:

105

»Den dumme Josef.«

»Ja var han ikke dum?« sagde Erik og lagde sig tilbage i Gyngestolen, mens han vuggede let som for at gøre sin Stemning legende. »En yndig, moden Frue styrter lige i Armene paa ham. Og saa viser det sig, at han er en Jøde og tror paa en Sjæl - som De ved, Jøderne gør, Fru Kruse. Alle Elskovens Vidundere baade paa spansk og ægyptisk falder i hans Hat som ved et Hexeri. Men han troede paa en Sjæl. Og saadan er den israelitiske Kræmmernatur, at han skal vende og dreje Sjælen tyve Gange, inden han sælger den.«

»Men De tror jo ikke paa Sjælen. De har sagt, at De er Fritænker.«

»Der er mange Slags Sjæl. Men det er ikke mig selv, jeg taler om. Jeg er ingen Josef og tiltror ikke mine skøre Kræfter en Dyd, som en Profet er bleven Profet paa. Jeg taler blot om Josef, og hvor ilde han bar sig ad Josefferne skal altid sjakre saa længe med deres Samvittighed. Han havde jo blot at bestige Fruens lette Gondol - den dumme Josef - og ro ud hvor det gnistrer af Stjærner. Natten, hvor der elskes og myrdes! Gudskelov, at man aldrig har rørt ved Ærmet af en Fru Potifars Mantille. For det er vist usundt at gaa i Mosen om Natten uden Forlov, at vente og ikke vide, om maaske Konen kommer eller Manden ... ligge ødelagt paa Græsset midt i Duggen.«

»De er vist sværmerisk, Redaktør!« sagde Sine.

Pludselig begyndte Erik at gøre Nar ad sig selv:

»Nej, Frøken Lund, jeg er blot en Dansker, som er bange for det tragiske ... det opslidende ... Hjærternes Ufornuft. Vi har det dog bedst i vore egne, smaa Stuer med vore egne, smaa Blomsterpotter.«

»Blomsterpotter ?«

»Aa ja, jeg vrøvler. Jeg mente de unge Piger: dér gror ikke andet, end hvad der skal gro.«

Fru Laura lænede sig lidt krænket tilbage i Stolen. Erik blev ved paa sin legende Maade:

»De skal ikke foragte de stakkels smaa Potteplanter, Fru Kruse! sølle, søde Væsner, som alle venlige Guddomme har forladt, og som umuligt kan faa en rimelig Tanke ind i deres omhyggelig mishandlede Hjærner. De bliver fejende Fruer med Tiden.«

»Er de da saa slemme, Redaktør?« indvendte Sine.

»Men nu kan jeg slet ikke mere forstaa Dem,« sagde Fru Kruse mut. »Hvad Glæde kan en aandfuld Mand have af saadan én?«

»Jeg er vis paa, Fru Kruse, at ingen Fru Potifar kan sige det Navn, 106 bestaaende af fire Bogstaver: E-r-i-k, som en ung Pige kan det. Og hvad Glæde er der ved en Dame, som er saa aandfuld, at hun ikke behøver min Aand? Men se: en ung Pige hun klæder sig i en Foraarsdragt saa lys som en Bøgeskov, hun finder i sin Hjærnes og sit Hjærtes store Hjælpeløshed aldeles meningsløst en uhyre Glæde ved at gaa i Skoven og plukke Bøgegrene ... finder en ufattelig Glæde ved alt det, der er intetsigende kønt. Og kommer da en ung Fyr og vil hjælpe hende med at plukke Bøgeblade, sukker hun overtroisk med sin spinkle Røst som Gulnare til Aladdin:

Est du en hellig Engel, som Profeten

har sendt mig til min Redning, skønne Yngling?«

Nu havde Erik rejst sig fra Gyngestolen og gik med Hænderne i Lommerne frem og tilbage. Han havde bestandig talt spøgende, og han smilte endnu som for at bede Selskabet ikke tage hans Ord alvorligt op.

Da han igen satte sig ned, blev han længe siddende uden at sige noget.

Midt paa hver af Fru Lauras Kinder begyndte en lille, dunkekød Plet atter festligt at blusse. Hun flyttede sig uroligt paa sin Plads, saa' snart paa Uret og snart paa Erik. Og med et var Erik forelsket paa ny, besat af forvoven Beslutsomhed og øm Forvirring.

»De har noget fredløst over Dem, fru Kruse,« smilte han.

Laura rejste sig helt lysende af Forventning om et Stævnemøde. Hun talte i korte Sætninger:

»Klokken er mange. Nu maa jeg hjem. Min Mand kommer ikke. De følger mig vel, Hr. Kølby?«

Og Erik Kølby rejste sig med det samme.

Men netop nu hørte man nogen tørre Fødderne af ude i Forstuen. Og Kruse kom ind, missede mod Lampen med sine store Satyrøjne og hilste.

»Naa Erik er her,« smilte han glad genkendende, venskabelig spydigt. »Saa har min Kone jo haft det Selskab, som er hende kærest.«

Fast, forstaaende gav han Erik et lille Haandtryk: »Godaften Erik!«

Denne Tryghed, mandige Overbærenhed; der bar Mærket af en ubekymret, dybere Klogskab, end Møl og Rust og Kvindeluner kan fortære, beskæmmede Erik, som ikke følte Trykket af sin Synd, men 107 af at have opført sig meget underlegent over for en virkelig overlegen Mand Og dog skiltes han tilsidst fra Fru Kruse ude ved Kirkegaardsmuren med et hæftigt Haandtryk.

Over den vaade By laa en lys, liflig Silkeluft, hvori en blændende gylden Maane svømmede som et forelsket Barn. En Luft, saa lindrende, som følte man, at nu kunde alle Kilder frit strømme og alle Planter frodig grønnes. I denne søde Nattekølighed blev Erik siddende for aabne Vinduer og udøste i nogle Vers den Trang til brændende Farver, som mere end noget andet havde gjort ham til Fru Kruses Elsker.

Foraars-Regntiden.

Nu lædskes de grønne Sletter
af Nattens og Duggens Salve,
og Tanker, som brænder og trætter,
nu lytter sig fjærne og halve.
Jeg ligger paa Ryggen alene
i Græs, medens Duggen væder,
og venter paa Lyd i den sene
Aften af Silkeklæder -

paa Skridt, hvor Strømpernes Hvide
ved Skørternes Kast mig blænder,
paa Skuldre, hvis Fløjler glide
som Vinger mod Fruelænder,
naar mørk imod Højlandets Linjer
fra blaanende, teglhængte Mure
hun kommer, hvor Floden blandt Vigner
har slynget sin blinkende Skure.

. . . Din Rus i et Døgn er steget
som Tordenregn efter Tørke;
du har taget mig, løjet og sveget
for min Skyld i Mørke - i Mørke!
Al Nattens Duft kan jeg drikke,
og Græshoppens Sang jeg fornemmer.
Dog det er usundt at ligge
i Duggen med brudte Lemmer.

108

VIII: Fribytter.

Erik havde afbrudt sit Forhold til Fru Kruse.

En Eftermiddag, da Kirkeuret netop slog syv og Erik Kølby var kornmen hjem, stak Sagfører Kruse Hovedet ind ad det aabne Vindu:

»Naa der sidder han og læser!«

Erik gik hen til Vinduet og rakte ham Haanden:

»Goddag, kom inden for!«

Kruse tog blot hans Pegefinger og rystede den:

»Tak som byder. Nej jeg kom for at faa Dem med mig. Jeg tror, min Kone har lidt Kræs til Aften, og saa mente hun, at Erik ogsaa skulde ha' godt a'et.« Sagføreren lo med den venskabelige Overlegenhed, som samtidig havde noget smigrende. »Hun mente, at Barnet kedede sig og aldrig fik noget at spise. Vil De med? men jeg maa sige Dem, at jeg skal til Generalforsamling i Haandværkerforeningen Kl. halv ni.«

»Jeg er ogsaa lovet ud halv ni,« sagde Erik Kølby, tog sin Hat og fulgte med ham. Undervejs talte de om Byraadsvalg og Politik.

Fru Kruse lukkede op for dem.

»Her har jeg Erik til dig,« sagde Kruse.

Hun rakte den unge Gæst Haanden med en tavs Venlighed, hvori der laa noget afdæmpet, taalmodigt, næsten moderligt, noget, der kastede et sjældent Skin af vag Elskelighed over hende. Hun havde en Kjole af askeagtig Moirée, hvis Fløjl- og Silkeopslag skiftede mellem dunkelblaaligt og dybt graat.

De tre satte sig til at spise Duer og drak Rødvin. Fruen lagde de bedste Stykker paa Eriks Tallerken, Manden skænkede Vin og lokkede med smigrende Drilleri Eriks Veltalenhed paa Gled.

»Hvor skal De saa hen i Aften, Erik? Jeg skal sige Dem, min Kone vilde gærne beholde Dem. De skulde sidde som en Page og læse Vers for hende.«

»De skal ikke tro det,« lo Fru Laura forlegent. »Det er blot noget, Kruse siger. Jeg ved ikke, hvordan han kan finde paa . . .«

Kruse, slikkende et Ben:

»Sig os, hvor skal De saa hen?«

109

Erik:

»Ud at fri!«

Fru Kruse højt forskrækket:

»Det er da vel ikke sandt?«

Erik:

»Nej, det er det ikke heller. Jeg skal hen i Guldsmed Thorkildsens Have. Der kommer den unge Bande.«

»Og Frøken Margrete?« spurgte Kruse.

»Naturligvis.«

Fru Kruse:

»Den blege Købmandsdatter. Gud, hende vil De dog ikke have?«

»Hvorfor ikke det ?« spurgte Erik lurende.

Fru Kruse forlegen:

»Ja jeg kender naturligvis ikke . . . Men alle Folk siger . . .«

Kruse afbrydende:

»Du maa ikke tale ondt om Margrete. Det er vist en flink, ung Pige - rank og brillant, ikke sandt, Erik?«

»Som en Domkirke!« sagde Erik Kølby og løftede sit Glas.

Fru Laura lo tvungent, og Kruse tog sit Glas:

»Naa Skaal da, Erik.«

Da de havde spist, gik Sagføreren bort for at klæde sig om. Erik sad foran Klaveret og søgte, mens han talte med Fru Kruse, at oplede nogle Akkorder.

»Vil De virkelig forlove Dem?« spurgte hun.

»Det ved jeg ikke. Maaske!« svarede Erik, stadig drillende.

Men Fru Laura Kruse fortsatte venlig og dæmpet:

»Blot De ikke gør noget, som De siden maa fortryde! - Hvorfor behøver De da at forlove Dem?... naar der er en Kvinde, som elsker Dem og frit vil være Deres!.. Jeg synes, det er dumt.«

Hendes Ord understregedes af en Famlen, som næsten gav hende en ung Uskyldigheds Ynde. Der udstrømmede fra hendes Væsen noget blødt og kærlighedsfuldt, noget, der var finere end disse praktiske Kvinde-Ord, og Renheden, Godheden, som han skimtede paa hendes Pande i Stuens bløde, skyggende Halvmørke, forundrede ham, lokkede ham som noget nyt. Den majestætiske Frue havde virkelig faaet et Glimt af øm, selvopgivende Skønhed og lignede en hvid Offerdue - en Offerdue for en urimelig, ugengældt Kærlighed.

110

Men Erik svarede uden at lade sig røre, halvvejs forbitret over denne den ældre Kvindes Erfaringsmæssighed:

»Hvorfor jeg behøver det, siger De? De ved man gør allerhelst det, som er unødvendigt. For Resten har jeg endnu aldeles ikke drømt om at forlove mig ... Skulde jeg en Gang gøre det, skal jeg love Dem ikke at fortryde det Jeg ønsker ikke mere at gøre Ting, som er værd at fortryde.«

Den sidste Sætning blev sagt med Streg under.

»Men hvorfor fortryder De?« sagde Fruen mildt »Kruse er ikke skinsyg.«

Erik anslog en skarp Disharmoni og rejste sig:

»Lige Børn leger bedst, Fru Kruse.«

Fru Kruse stod støttet til Ryggen af en Gyngestol.

»Men De maa ikke tro, jeg siger det for andet end for at raade Dem, det bedste jeg kan,« forklarede hun. »Jeg syntes kun, at det vilde være saa sørgeligt, om De skulde gaa hen og kaste Dem bort ... Jeg taler slet ikke for min egen Skyld. Jeg har faaet noget, som gør, at jeg ikke behøver Dem mer.«

Og op af Lommen trak hun en Apothekeræske.

»Maa jeg se?«

Erik udstrakte Haanden. Men Fruen undveg ham, flygtede baglænds med sin Æske under lette, skælmske Legemsbugtninger som den første Dag, da han vilde holde hende fast.

»Det er Morfmpiller,« sagde hun; »de gør slet ingen Skade. Jeg har lidt saa skrækkeligt ved at tænke paa Dem. Men blot jeg tager af Pillerne, falder jeg dejligt til Ro.«

Saa snart Erik hørte Forklaringen, tabte Forfølgelsen sin Tillokkelse for ham. Han lod hende beholde Æsken, stak Hænderne i Lommen og gav sig, mens han slentrede omkring i Stuen, til at spøge over de moderne Fruers Extravagance. Det dér Skaberi! - tænkte han - en Morfinhistorie! Men hvor rørende barnlig hun dog stod der og værgede om sin sidste Tilflugt, Æsken!

Straks efter kom Kruse og var færdig til at gaa. Erik tog sin Hat og fulgte ham. Under smilende Galanteri og mange høflige Buk tog Erik en spøgefuld Afsked med Fru Kruse, som fulgte dem til Dørs, hvorefter han sorgløst sprang ned ad Cementtrappen.

Inde i Byen traf han Vilhelm, og de fulgtes ad til Guldsmedens Have. De to unge Mennesker gav sig, som de gik, til at tale om Fru 111 Eva Holst - den skælmske, musikalske Fru Eva, der dukkede op for dem ved hver munter Begivenhed i Byen, men altid paa lang Afstand.

»Det er mærkeligt at tage om den Kone, naar man danser med hende,« sagde Vilhelm med et Par forundrede Øjne. »Har du ikke lagt Mærke til det? hun bliver ved at dreje sig, mærkværdig aandsfraværende dreje sig, som var der et Urværk inden i hende.«

»Ja man maa danse, som hun vil,« udmalte Erik »Hun kan ikke komme ind i nye Baner.«

»Ja men saa det stille Smil, der aldrig forsvinder fra den Kones Ansigt. Naar man taler til hende, ser hun saa smilende ud Men hvis man faar i Sinde at gøre hende et Spørgsmaal, har hun aldrig hørt, hvad man har sagt.«

»Hun faar én til at tænke paa det, de gamle kaldte Dødedansen; hun drejer sig som en lattermild Dødedans - eller som et Møllehjul, man faar Lyst til at styrte sig i.«

»De Skuldre, hun har!« sagde Vilhelm med de samme forundrede Øjne.

Det var ikke mere end tre Dage, siden »den unge Bande« havde holdt et lille Bal ude paa Strandfryd: syv Herrer og Damer og mellem Damerne Fru Eva.

»Men Margrete Juel er ogsaa en storartet Danserske,« vedblev Vilhelm.

»De ligner jo hinanden,« sagde Erik i paataget let Tone.

Vilhelm tog ham imidlertid paa Ordet.

»Ja er der ikke noget af det samme stillestaaende Grinebideri hos dem begge to?« foreslog han, »- skønt der er Dage, da man ikke kan faa et Smil af Margrete Juel! Et mærkværdigt Pigebarn; til andre Tider er hun saa ustyrlig overgiven, at man staar som et Mæhæ og ikke tør lege med F. Ex. paa Sangforeningsmaskerade i Vinters, før du kom til Byen. Margrete som Jægerpige; ikke Kjole længer end til Knæene! Saa snart man viste sig i Døren, kom hun sammen med Kusinerne farende imod én. Hun var ellevild. Aa - den Dragt!«

Der undslap Vilhelm et lille, mandfolkeagtigt Suk, mens Erik gik og var skinsyg paa Vennen og beklagede sig selv, der maatte nøjes med allehaande ædle og storstilede Følelser over for Margrete Juel.

»Du havde hende jo til Bords paa Strandfryd,« spurgte nu Vilhelm. »I fik vel talt en Mængde sammen?«

112

»Aa ja... det vil sige: først paa Hjemvejen. Jeg ser endnu det højtidelige Øjeblik. En Landevej med Popler, mørk Natluft; en lille bitte Draabe Daggry drypper ned i Fjorden. Syv unge, hjemspaserende Par. Somme af os bar endnu den Rose, vor Borddame stak os i Knaphullet ved Desserten. Jeg havde hængt min Overfrakke over Skuldrene paa Frøken Margrete, for at hun ikke skulde fryse; og hun gik stille, stolt, nærmest ved Poplerne. Du har jo selv set det. Jeg i Balkjole, bar Figur, med én Haand dybt nede i Baglommen, den anden inde paa Brystet, opkogt, behagelig træt af Dansen ... kort sagt Situationens Herre! Og saa sagde jeg til Pigebarnet, som gik og frøs under min Overfrakke: »Frøken Margrete, er det ikke trist? Her spaserer nu vi unge Folk, Par og Par, og det er saa megen Glæde at være sammen. Men hvis De og jeg fik Lyst til at foretage Ture, hvorhen vi vilde, ganske simpelt og ligefrem, hvorfor kunde vi da ikke gøre det som to Venner? Hvad har det egenlig at sige, at De er Kvinde og jeg Mand?« - »Det vilde Mo'er ikke synes om,« sagde hun automatisk og saa' henad Vejen, hengivende sig i en tung, men ubrydelig Skæbne. Jeg bliver ved: »Frøken Margrete, hvorfor skal en Kvinde og en Mand vandre om og betragte hinanden som Ting, der ikke maa røres. Vilde noget være naturligere, end om man - naar man en enkelt Gang kom i Stemning til at kysse en ung Dame - virkelig kunde give hende det Kys, uden at der skulde laves Forlovelser og sendes Kort. Vilde det ikke være uskyldigt? Hvad siger De?« Pigebarnet frøs og sagde »Ja!« Af Hensyn til de seks andre Par paa Vejen kunde jeg ikke prøve, hvor vidt den stille Indrømmelse var ment Jeg sagde - med en forsvarlig Hjærtebanken -: »Men hvis jeg nu vilde kysse Dem?« Og hvad svarer da Frøken Karen Margrete, hengiven i sin Skæbne? »Det vilde Mo'er ikke synes om.« Eller det var i alt Fald saadan noget med Moer. Uh! denne store, imponerende Pige! Nu begyndte jeg at drille hende; hun bøjede kun sit Hoved ydmygt og sagde, at hun - Enkens Datter - aldrig gjorde noget, som hendes Moder ikke vidste eller syntes om. Hun mangler hvert Gran af Energi. Det er meningsløst at være forelsket dér. Men hvorfor siger jeg alt det til dig, du, som selv spaserede med hendes lille Kusine. Du betror jo ikke mig noget?«

»Det er, fordi der ikke er noget at betro,« sagde Vilhelm halvt mismodig. »Jeg oplever aldrig saadan som du. Hendes lille Kusine er sød, rasende sød Og det var rart at gaa med hende under Armen, 113 grumme rart... men der var egenlig ikke noget, man kan huske bag efter.«

»Tror du for Resten,« spurgte Erik, »man kunde være sikker paa, at man ikke vilde gøre et saadant Aasum-Pigebarn Fortræd, naar man tog sig for at kysse hende, med hendes eget Samtykke? Vilde hun ikke tage det altfor alvorligt?«

»Aa det kunde de vel ikke dø af,« mente Vilhelm. »... Har Fotografen fortalt dig Historien med dit Portræt?«

»Nej! - Naa?«

»... at han forgangen viste det til Margrete og Kusinerne, og Margrete snappede det og vilde ikke aflevere det igen.«

»Ja saa! Det vilde vist Moer ikke synes om.«

- - De stod nu udenfor Guldsmedens Hus, hvis Vildvin blafrede og sladrede i den begyndende Sommeraftens Blæst. Paa Gadehjørnet ved Husgavlen var en køn, ung Tjenestepige, barhovedet, med sit Sjal flagrende for Vinden, standset for at aftale Stævnemøde med en skægløs, forelsket Fyr. Oppe over Vildvinen og Gadens Tegltage aabnede sig en forkommen, blegblaa Himmel, sølvsart, plettet af drivende, hvide Silkeskyer. Og Vildvinen og den fint svømmende Luft vinkede éns Drømme som til Stævnemøde, vestover, mod den yderste Grænse mellem Dag og Tusmørke, hvor grønne Træer bruser mørkt og vidunderligt, og hvor blaa, ubegrænsede Luftstrøg gennemisner et ung Menneskeblod med deres Sødme, deres Skønhed og Kulde, deres altfor luftige Dejlighed.

Nu lædskes de grønne Sletter
af Nattens og Duggens Salve,
og Tanker, som brænder og trætter,
nu lytter sig fjæme og halve ...

Gennem Huset med Vildvinen førte en brun, gammel Port ind til en Gaard med blaa, dansende Stenbro, hvor en Sværm Duer holdt Aftensmaaltid. I en to Etages Bagbygning med mønjerøde Stolper aabnede sig en ny Port, og de gik endelig ned langs et lavt Stakit, som førte ind til en smal, langstrakt Have. Paa alle Sider standsedes Udsigten af frønnede Plankeværker. Vilhelm vidste Vejen. Han aabnede Laagen til Haven, og de skimtede nede foran et Lysthus af Klematis en lille Klynge unge Mennesker, som samtalede dæmpet i den blege Aften.

114

Katinka Thorkildsen slog glad Hænderne sammen: »Der kommer Prokuratoren og Erik Kølby,« og løb dem i Møde henad de snævre Stier mellem Bede med Maske- og Læbeblomster, der prangede røde og blaa i Skumringen.

Klyngen foran Lysthuset lod sig ikke forstyrre i sin Snak. Fotografen laa mageligt paa to Stole og var veltalende. Ved Siden af ham sad Elise Thorkildsen med korslagte Arme, knejsende, optagen af Samtalens Æmne, mens Kristian Juel laa tilbagelænet i en svajrygget Havebænk med sin Merskumspibe og lo højt. Paa Kanten af samme Bænk sad Selskabets unge Aristokrat og Dandy, Arendsdorf, ret op og ned og lo smaat. Men Margrete Juel sad for sig selv paa en Stol yderst i Kredsen, iført Jaket, Hat, Traadhansker og lyttede i Tavshed - som en Gemse paa Spring. Hun var slank, sommerlig klædt, med kyske, hvide Strømper i sorte Lædersko - slank og kølig og tavs. Det saa ud paa Arendsdorfs fine, underfundige Ansigt, som om han forberedte en Kærlighedskrig imod hende.

Da Erik og Vilhelm kom, rykkede det unge Selskab ind i Lysthuset. Kun Fotografen blev liggende paa sine to Stole foran Indgangen og fortsatte uforstyrret selvglad sine Betragtninger over Mennesker og Ting. Frøken Elise sad ved Siden af ham og gav Agt paa alle hans Tanker, og skønt det var helt lyst, hvor han laa, lagde han uforfærdet sit Hovede i hendes Skød og fortsatte sin Tale med dobbelt tryg Selvbevidsthed

Ogsaa Erik Kølby lod sig friste til Magelighed Han strakte sig, saa lang han var, paa den inderste og mørkeste Bænk i Lysthuset, spurgte, om han maatte lægge Hovedet i Margrete Juels Skød, og med det samme, uden at afvente Svar, lagde han sit Hoved der. Han strakte og vendte sig paa Bænken og lagde Hovedet endnu bedre til rette. Hun sad stille og fandt sig deri, ja hun mærkede, at han ganske svagt kyssede hendes Haand, og hun fandt sig deri.

Vellugten fra hendes unge Skabning var sød at indaande som fine, modne Æblers Duft, og at lade sine Læber let berøre hendes Haand var en ridderlig Dristighed og en gylden Lykke. Og hun fandt sig deri, skønt hun vidste, at det unge Menneske kun vilde kysse ...

115

IX: Rose - Dugg - Nattergal.

Erik kommer hjem en Aften efter at have været i Selskab med Frøken Margrete Juel.

»Aa hun har en Haand som Skummet
af Guadianas Kilder,«

gentog han endnu, mens han ved Midnat drejede ind i sin maanelyse, gamle Gade.

Han havde løbet derude paa Poppellandevejen i Maaneskin, husket disse Aarestrupske Ord og endnu mere Margretes Haandtryk, mens Fotografen blev ved at prædike for ham med sejg Utrættelighed Som Erik var opfyldt af de højeste, stolteste Tanket, har Fotografen med sin Fornuft og Sædelighed bidt sig fast i Benene paa ham lig en nidkær, lille Hushund Men Erik Kølby havde sejret - havde med glad Kraft løftet den kortbenede Fotograf højt op og sat ham ned i den duggede Landevejsgrøft, for at han der skulde erkende, hvor meget den sande Kærlighed er Moralen overlegen.

Aa hun var fin og fejr og fjærlet! Og hun var sommerlig, svej, sivslank og sølvsart! Og hun var alle de morgenfriske, dejlige Ord, der begynder med r: Rose, rød, rossignol, rosée, roseau!

Og hun var Sulamith og Solveig. Og hun var den sandgule Ørkens Barn i hvide Klæder mod en dybblaa Himmel.

Men i sin maanebelyste, gamle Gade mødte Erik Kølby to Mænd

Endnu flere Prædikanter! - Skal en Forelsket da møde lutter døve Violiner? Skal han da møde eneste Folk med Meninger, men aldrig en hellig Sjæl, som forstaar Trylleordene Rose - rossignol - rosée! Endnu flere døve Violiner! Trives der kun Tisler, men aldrig Blomster og Toner?

De to Mænd, han mødte, var hans Nabo, en skikkelig Smaahaandværker, og Naboens Søn, en teologisk Kandidat, som nylig var kommen hjem paa Besøg. Faderen var en af Aasums gamle Oppositionsborgere, som omfattede Erik med beundrende og bekymret 116 Kærlighed Han var religiøs vakt. Sønnen var Demokrat og Tilhænger af den indre Mission, en tam Bulbider, der troede sig nødsaget til at sige Folk Sandheden med Skarphed og Fynd og Selvbehag og god Tro. Og den brave, gamle Faders Stolthed over Sønnen er uendelig som de Savn, han har paalagt sig selv for at gøre en teologisk Kandidat ud af ham. Faderen er saa blid, som Sønnen er kantet. Altid naar han møder Erik, tager han hans Haand i sin bævende Haand, ser paa ham, som vilde han gærne sige ham et af de Troens Ord, der ligger ham inderst paa Hjærte, faar næsten Taarer i Øjnene, men faar ikke Ordet sagt ... Efter at Sønnen er kommen hjem, har de en Aften med Liste lokket Erik Kølby ind i deres Stue, for at han skal overvære et Bønnemøde. Véd den første Nævnelse af Guds Navn er Erik flygtet langt bort.

Langsomt vandrede de to Mænd, Fader og Søn, gennem den lyse, stille Gade, rygende deres Piber og talende sammen om Kirkehistorien. Sønnen sværlemmet, i sin graa, daarligt syede Dragt, den lille, gamle Fader i sin hvide Arbejdskittel. Det er som to Filosofer i en græsk Buegang. Sønnen udvikler med lærd Anvendelse af latinske, græske, hebræiske Ord, som han oversætter, de forskellige, kristne Trosretningers Historie og Spidsfindigheder fra de ældste til de nyeste Dage, mens den hvidklædte, lille gamle Fader hører til og stundum fremfører et beskedent Spørgsmaal. Det er vel det mindste af den lange Forklaring, den skikkelige Smaamand fra Aasum forstaar, men hans Lykke og Stolthed ved at lytte efter er maaske endnu større end Sønnens Behag ved at tale.

Mens den gamle Haandværker et Øjeblik gaar ind for at forny sin Pibe, træder den teologiske Kandidat hen til Vinduet, hvor Erik Kølby har lagt sig, stirrende ud paa Gaden og Maaneskinnet. Erik er optaget af Mindet om en ung Kvinde - en Personlighed - som løfter hans Tanker op i høje, ukendte Kredse. Og han tænker samtidig en ganske anden Tanke: at han kunde have Lyst til at vinde en Simpelhed som Redaktør Froms, blive jysk og leve midt i Folket.

»Naa dér ligger De og drømmer!«

siger den teologiske Kandidat med den paa én Gang dømmende og milde Forstaaelse, et større Syn giver. Ordene kommer som fra fjærne, svimlende Højder. Men netop ved denne Fjærnhed i Stemmen, hvormed han gør Erik til en Dr-rømmer, er der noget, som 117 forskønner Ordet, saa Erik husker paa: Rose - Dugg - Nattergal! rose - rosée - rossignol!

Og atter kommer Faderen ud, og atter gaar de to troende Mænd op og ned i den lille Gade i Maaneskin. Rose, Dugg, Nattergal forsvinder for de græske og latinske Ord, der er nødvendige for at forklare Guds Førelse med Menneskene. De to derude - den stærke Søn i sin graa Dragt, den lille gamle Fader i sin hvide Arbejdskittel - tænker i den drømmefyldte, stille Nat alene paa Evighedens Visdomme.

118

X: Sommerfred.

Der faldt Sommerfred over Aasum, Byen med de femten tusind Mennesker. Altfor megen klæbende Varme. Midt i sine Anlæg, sine tilklippede Alléer sad Aasum som et Insekt, en uhyre Oldenborre, med sine Ben hængende fast i Plantesaften fra alt det uformelige Grønne.

Erik selv var Fange bag det klæbriggrønne Indelukke. Opløst, viljestækket af Sommervarmen tog han sin Del af Byens Forlystelser: Aftenselskaber, Promenader med Damer, Musik paa Lunden og smaa, stjaalne Stævnemøder med en Kjærlighed, der var mindre akademisk end den, han bar paa til Frøken Margrete.

Af Laura Kruses tre Kusiner, som Erik traf om Aftenerne hos Sagføreren, havde den yngste, den syv og tyveaarige, naive Frøken Kristine, en saa indadvendt stille Livsglæde, en saa pudsig, fordringsløs Forkælethed - høj og buttet, rank og svulmende af Skabning - at et tyveaarigt Blod som Erik umuligt kunde se ind i hendes uskyldig vidtaabne Øjne uden en meningsløs-vemodig Lyst til at klappe hende paa Kinden, knibe hende i Lillefingeren og gøre godt imod hende. Fru Laura og hendes Kusiner belejrede ham ved Kaffen og Kognaken medbejlerisk med Spørgsmaal og Blikke. Og naar Kælebarnet imellem dem, den buttede, altid stille puslende Frøken Kristine, med ét faldt i Staver - ved at træde Erik paa Foden eller give ham Haanden under Bordet - og da sad og stirrede hen for sig med den jomfrubedrøvede Mine, der forekom Erik saa køn, hændte det stundum, at de tre andre Damer, opskræmte af en pludselig Uvished, raabte i Munden paa hverandre:

»Kristine!«

»Kristine! hvad er det, du gør?«

Kristine listede Haanden til sig med stor Anstand og talte som Dyden med ren Pande:

»Men jeg gør virkelig ikke noget!«

Og hun føjede til i forrædersk Uvidenhed, mens et halvt fornærmet Latterkluk kom op i hendes Strube:

119

»Hvad skulde jeg vel gøre?«

Hvad skulde Erik vel gøre, da han efter nogen Tids uforsigtige Brug af Ordene og Øjnene kom i Korrespondance med Frøken Kristine og fra hende modtog et Brev, hvori der - imellem andet - stod:

»Men nu har jeg opdaget, at De har Fiskeblod i Deres Aarer, mens jeg er glødende Lava.«

Ep varmhjærtet Frøken, et Stykke frodig jysk Natur, en syv og tyveaarige, statelig Pige, der i de altfor hede Sommeraftner damemæssigt paaklædt smuttede henad hans stille Gade for at besøge ham under hans eget Tag, og som uden at skylde Nogen Hensyn elskede ham med barnlig omsvøbsløs Oprigtighed!

Endda var Mennesket ikke fornøjet.

Frøken Kristine var for ham kun som den godlidende og rørende Kroværtinde, der modtager én med Smilehuller i Kinder og Albuer paa et Opholdssted, hvor man sætter Hesten ind for en Dags Tid under Vejs til Idealet. Idealet var højbarmet og slanklivet og vandrede med sit blonde eller brune Haar ned ad Nakken omkring i evig Skønhed Trods al Eriks Ro vilde han paatage sig de største Plager og Lidelser for at fange én af de ti kønne Fugle, som sang paa Taget, hellere end at nøjes med Glæden over en eller to, som han havde i Haanden. Han var besat af en Tyveaarigs Trang til at opsøge det fuldkomneste, til at handle og sejre med Glans. Men han følte det jo samtidig som en Umulighed - en Forsømmelse af sine tyve Aars Pligt - at gaa forbi den Fugl, der sad nær nok, til at han kunde fange den.

Noget bekymret over en saadan plebejisk Moral spurgte han en Dag Arendsdorf, den unge Bandes flotte Patricier, der ikke var Fritænker, og som til alle Tider forsvarede det vedtægtsmæssige Samfund: hvorledes han bar sig ad over for de Kvinder, han egenlig kun brød sig lidt om.

»Jeg tager al Ting med,« sagde Arendsdorf med en forbryderisk Latter.

... Eriks Vinduer stod aabne, og de nedrullede Gardiner rørte sig kun svagt. Det var Middagstid lige efter Maaltidet. Arendsdorf sad i Sofaen, og af Høflighed mod Erik, som han ikke var meget fortrolig med, lagde han sig ikke bedre til Hvile. Vilhelm laa i Gyngestolen med Benene op paa Bordet. Erik sad helt nedsunken i den store Lænestol og røgte aflang Pibe.

Saa rejste Arendsdorf sig. Han skulde paa sit Kontor.

120

»Ja vi ses vel i Aften ... Kommer De ikke med for en Gangs Skyld?« sagde han i Døren til Erik, som - hvor megen Ærbødighed han havde for Arendsdorfs Embedsfamilie og arvede Dannelse - var en Gæst, som det var vanskeligt at faa fat paa til den unge Bandes aftenlige Sammenkomster i Arendsdorfs sorg- og prunkløse Ungkarlelejlighed: Aftner, hvor man sad i Mørke med Vinduer aabne ud til Promenaden og fra Genbobeværtningen lod sig bringe gammelt Øl over af en munter, kraftig og utækkelig Pige, som fik Betaling og Kys af hver især.

Erik plejede at undvige Aftaler. Han havde sine Veninder, der gjorde ham deres Kur. Og den Mand, hvis Samtale i Stedet for Aasum-Sladder bragte ham Tankers friske Luft, var Redaktør From. Men hans fortrolige Ven i stort og smaat var Vilhelm.

Det voldte ham hver Gang Nød at afgøre, i hvilket af disse Venskaber han skulde give Gæsterolle for en Aftens Tid.

»Gider du se et Brev, jeg har faaet?« sagde Erik, saa snart Arendsdorf var ude af Døren; han kastede et sammenfoldet Stykke Papir hen til Vilhelm.

Og bag de nedrullede Gardiner i en hed Sommermiddagsstund drøftede de to Venner den sidste Begivenhed i Eriks Liv - som de lige siden en Dag i Februar havde drøftet alle andre Tilskikkelser i det samme Liv. Thi der hændte til alle Tider saa besynderlig meget med Erik, mens Vilhelm syntes at tilbringe den tomme Tid liggende i en Gyngestol med Benene op paa et Bord, stirrende efter sine Skonæser, givende tørre Spørgsmaal eller Svar. Og naar Erik livlig satte ham en ny Tildragelse ud fra hinanden, var det den eneste Meddelelse af personlig Oplevelse, som hørtes fra Sagførerfuldmægtigen: hvis han en sjælden Gang tog sig til Panden og brummede: »Aa man gaar og bliver Idiot i denne By.«

Med det Brev, som Erik slængte hen til Vennen, var der fra en ny Kant en Kvinde, som kiggede ind i Eriks Tilværelse.

Eriks gamle Forelskelse i Kjøbenhavn! Den barnlige, ustadige, forslagne, runde og ranke Emmy V. med det brune Haar og de blaa Øjne, dette milde, søde Pigebarn, hvis klingre Stemme ved den blotte Erindring endnu kunde løbe Erik gennem Marven. Emmy kaad som en Dans, uskyldig som en nyfødt Ælling og troløs som en Due. Hun skrev til ham, drevet af en gammel Kærlighed, som under alle Omskiftelser ingen Sinde ruster. Hun fortalte ham, at hun skulde 121 have et Barn - med en anden! at hun ventede sig hver Dag! at hun nu var hjemme hos sine Forældre, der var meget gode imod hende. Og nu tænkte hun nok, hun skulde blive en brav, ærbar Pige, saaledes som han - Erik - vilde have hende. Thi først nu forstod hun fuldt alle de smukke Breve, han havde sendt hende i sin Tid; hun havde ogsaa været et stort Fæ den Gang - at hun saadan kunde løbe fra ham og skeje ud! Men nu - ja han troede det vel ikke - var hun meget klogere. Hun havde vist sin Moder alle hans Breve, og Moderen havde siddet og grædt over dem. Egenlig havde hun - Emmy - tænkt paa at besøge ham i Aasum. Men det blev nok ikke til noget, for nu var dette kommet paa.

Og Brevet sluttede pludselig.

»Nu mange Hilsner og Kys, til min elskede Erik
fra din altid trofaste
Emmy.«

I Eriks Hjærne arbejdede en Hær af nye Planer og indrettede ham allerede et hyggeligt Liv med Husbestyrerinde, som han hos den unge Købmand Holm et Par Dage i Forvejen havde anet det, da han i Selskab med Kruse og Damerne spiste til Aften hos denne Ungkarl og saa en blaaøjet Jomfru paa Tyve af gode Manerer varte op. Han tænkte sig den »altid trofaste Emmy« vandrende i sin omhyggeligste Paaklædning med sine kokette Skridt ned ad Aasums lange og brede Gade, med nysgærrige Blikke til højre, til venstre, Kvinde fra Top til Taa, Evabarn hver Tomme. Mørk, fin, vuggende som en Gondol i en sollys, veneziansk Kanal. Aasumiterne skulde nok komme til at dreje sig Øjnene ud af Hovedet, var hun kun halvt saa køn efter sin Barsel og gjorde halvt saa megen Lykke som - des værre - i København ...

En Kærlighed for Aasums Øjne uden Baand! en ung Kvinde, finere og vidunderligere end nogen i Aasum. Erik var oplagt til at handle med Glans.

Den blege Stribe Maanelys, som fra Frøken Margretes Øjne var sivet ind i hans Sjæl, blev i den pludselige Hurlumhej ganske glemt, ikke at tale om hans 27aarige, flamskblonde Frøken Kristine. Erik drømte kun om at dele sine Maaltider og sin Hvile med sin fuldkomne, henrivende Emmy, den altid trofaste, som uden Eriks Skyld nu laa i Barselseng.

122

Og Vilhelm, der før havde hørt ham henrykkes over Frøken Juel, gik taalmodig ind paa hans Drømmerier om at indrette Stue, Sovegemak og Køkken i Aasum med Københavnerinden.

Dræbende Dage og Uger her, i Sommerens Hjærte. Intet andet skete, end at Byraadet stundum holdt et Møde og gav Erik Anledning til nogle Spydigheder. Til daglig havde Erik ingen at stille sin Fortrædelighed paa, undtagen Redaktøren af Aasum Højreavis og Formanden for Højreforeningen, om hvem han paa en krænkende personlig Maade skrev utænkelige Sommer-Fabler. Inspireret af Sagfører Kruse gav han Byens Højreraad, hvad de i Fællesskab mente, det havde godt af.

Lykkeligere var ingen end Erik, naar han en Dag kunde rutsje med Toget en Mil eller to bort fra Aasum og dumpe ned i en Græsmark ved en stille Landstation for i halvanden Time at referere en sommerfredelig Venstrerigsdagsmands vilde Tale om tabt Folkefrihed og lemlæstet Grundlov. Eller naar han en Søndagstid fløj enten til Aarhus eller Aalborg og i en af disse Byer uventet kom til at deltage i en selskabelig Venstreklubs Udflugt, som endte med, at han sad paa en Veranda med Klematis og lod en ung Dame fæste sig en Rose i Knaphullet, alt imens han drak sin Kaffe og Chartreuse.

Aasums nymodens Gader og ældgamle Smyger strakte eller krogede sig i Hverdagens dovne Sol katteagtigt - fra de høje Banker ned mod Havnen for at stikke Tungen i det blikstille Vand og labe en Smule Friskhed.

Naar man kom uden for, hvor man under den tørre, blaa Himmel frit kunde sværge og omgaas sig selv som et jysk »a«, var det stor Fornøjelse at tage Hatten af for det rette, ægte Jylland og anbefale til Døden og Ugærningernes Overhoved alle Aasumiter og Aasumsangere, der i smæltende Kor om Aftnerne paa Lunden udtonede:

»Jylland mellem tvende Have
som en Runestav er lagt.«

123

XI:Uvejrsaften.

En uvejrsgraa Aften, da Alleernes Trær forpjusket vendte deres Blade snart ud, snart ind for Vinden, kom Erik nedslaaet og utaalmodig hjem i sin Stue.

Han blev siddende i Mørke, fuld af ubestemt Forbitrelse. I det dunkle Rum skimtede han kun nogle Dynger af Bøger og Papirer paa sit Bord Og det var ham i dette Mulm velgørende at hengive sig til en Fordømmelse af alt i Aasum.

Hele hans Liv her forekom ham flovt, udvendigt, ubetydende. Ingen Kærne, ingen Stemning var der, hvori man kunde bore sig til Bunds. Alt var saa massivt som selve Gadernes Brosten, saa helt igennem stofligt, ude af Stand til at modtage eller meddele Bevægelse.

Til hvad skulde man kunne hengive sig, i hvad udstrømme sin Sjæl, der trængte til langt finere og mer særegen Anspænding ...

Kæmpe for Friheden, Grundloven, Arbejderne ...

Aa det var meget skønt, og det var ham en virkelig Lidenskab.

Men det var ham saa stort, saa rummeligt og tomt næsten, fordi hans særegne Jeg, der havde sit Krav paa at udfoldes i sine vidunderlige og uberegnede Glæder, ganske forsvandt deri.

Han følte Jorden under sig som en Kugle af Sten, Menneskene omkring som hedenske Skabninger af Sten. Han kunde tænke sig de voldsomste, forbryderske Handlinger udførte mod disse Omgivelser, der jo ikke var af Liv, men Sten.

Og man kunde ikke glemme Forstenelsen, ved at beruse sig eller søge til Kvinder - Kvinder, hvis Kærtegn selv var ganske enkelte, havde denne Stenhaardhed.

»Kære Margrete Juel! du er saa skør og fin,« hviskede Erik.

Og han kom til at tænke paa slanke Træer, der stod der ude og snart blottede den ene, snart den anden Side i Aftnens Blæst, mens deres Blade sladrede som Tunger, der tørster efter Væde.

Saadan tænkte han Margrete slank og fin, tørstende efter hans Kys.

Og han tænkte, at for at være ædel og værdifuld burde man saaledes være skrøbelig, tørstende efter en Hengivelse, der gør endnu 124 skrøbeligere, og begravende sin Sjæl i Stemning som i en Seng af Blade.

Han fornam fra først alt dette i dunkle, søde Billeder - men Margretes Skikkelse blev tydeligere for ham, Forsteningen opløstes, og han havde glemt al Vrede.

125

XII: Bort fra Aasum!

Ved Middagstid en Lørdag tog Erik til Silkeborg for at kunne give Beretning hjem til Bladet om et stort Folkemøde samme Eftermiddag. Om Søndagen skulde der atter være Fest i Silkeborg, Skyttefest med mange Foreninger og Faner. Men da skulde Erik rejse til Himmelbjærget i Følge med urige Venner og Veninder, som vilde komme fra Aasum. Erik fandt sig saa vel efter Jærnbanefarten, der havde lagt disse Mile mellem Aasum og hans rejsefærdige, uendelige Jeg. Det var en tør, solbeskinnet Blæstdag, og med vidtaabne, nyhedsgraadige Øjne inddrak han Synet af den lille, indtil nu ukendte Købstad, omfavnet som den var af tætte Skove, og over hvis Tage de store Trær syntes at bøje deres Hoveder brusende, drømmende.

Han havde et Par Timers Fred, før Mødet begyndte. Og han gik ind paa Kirkegaarden, hvor der mellem Graves gamle Marmortavler og Jærnkors var Ly for den solvarme Blæst og Roser, hvorhen han saa, fine, blegrøde Knopper og hvide, løsbladede Slyngeroser, et Rosenvirvar fra dæmpet gult til overdaadigt rødt. Affaldne Purpurdynger fra store, ormædte Roser dækkede Gangene. Og det hele var at se paa som et Liv, der forbløder, en Hvidhed, som henflagrer, en frisk Blodstrøm, som langsomt rinder ud Disse Rosenblade her imellem Gravene mindede med deres muldne, søde Lugt Eriks Sind og Sans om Livskraftens forunderlige Magt til Udfoldelse, om dens Skønhed og Skørhed, men ingen Sorg eller Kirkegaardstanke faldt ham ind En uvis Lede ved meget af det, han havde ladt bag sig, en Afsmag ved de Mennesker af et andet Køn, han havde berørt uden Kærlighed, drev ham kun til midt i denne Blomsterfrodighed at rejse sig fra sin Bænk, at gestikulere i en overmægtig Følelse af sin Skæbnes Uudtømmelighed, en næsten sanselig Fornemmen af sit evigunge Blod: - han var Erik, den altid rene, som skulde opnaa det højeste i Kærlighed, Hjærtets dybe Enhed i sin Elskov, baaret af fyrig Drift. Og ved hendes Hjælp, gennem hendes Øjne skulde hans mandigblevne Aand stirre ind i hidtil savnede og tillaasede Tankeverdner.

Erik blev i Byen om Natten. Uden for sine Vinduer, der vendte 126 ud til Hotellets Have, hørte han det uafbrudt øsregne i Mørket, mens han først sad og skrev og siden laa urolig og grublede og blot frygtede, at det ikke vilde blive Vejr til Himmelbjærgs-Udflugten.

Med Tog Kl. halvni næste Morgen kom Kristian Juel med Bud til ham, at ingen vilde vove sig ud i Regnvejret. Lidt efter indløb humoristisk Telegram fra Vilhelm, at Selskabet alligevel drog til Bjærgs. Vejret havde bedaget sig. Men ud af Kupéerne med Tog KL lidt før ti dukkede Vilhelm og Arendsdorf med sørgelig Besked om, at Frøken Musmann (Margretes Veninde), Frøken Katinka Thorkildsen og Frøken Margrete ved den sidstes Langsomhed var komne for sent, og at Frøken Elise og Fotografen derfor ved første Station var stegne ud og rejst hjem igen. Turen var totalt strandet.

De fire Aasum-Venner sjappede fra Banegaarden gennem det vaade Silkeborg hen til Hotellet, under mange mismodige Udbrud og Forbandelser, for at bestille sig Frokost til fire stærke Mænd samt saa meget flydende, som behøvedes til at bringe sig Forglemmelse over det graa, kolde Klima. Og da det var en Fornøjelse uforberedt at sidde fire Mennesker sammen en Regnvejrs-Søndag i Silkeborg og spise Frokost, blev de muntre, kritiserede, hvad Vilhelm kaldte »Fruentimmerne«, lavede en Sammensværgelse mod dem og besluttede at tage hjem med Toget Kl. 11 ¼ for at udføre deres Hævn.

Derefter fik de endnu en halv Time til at spasere i Skoven, som stod i det fine Taagevejr med tunge, grønne Løvmasser, dryppende af Nattens og Morgenens Regn og med alle Stier skyllede blanke for Grus. En spæd, varm Sol brød skælvende Regnsløret, og Træernes Safter udbredte en frisk Vellugt i den bløde Luft, saa at de unge Venner, der gik paa Tæerne og ikke vidste, om de skulde sætte deres Sko paa de slibrige Gange eller i den vaade Græskant, standsede deres lystige Snak af ubevidst Ærbødighed for den stille Formiddags Alvor.

Inden de igen stod paa Jærnbanen, var Himlen bleven blaa og strømmede af Sol.

Da - netop som de vilde gaa i Toget - dukkede Guldsmeden op i Ventesalsdøren, fulgt af sin Datter, sin Niece og Frøken Musmann. Han havde, da de unge Piger kom for sent til Toget, laant en Vogn og kørt dem hertil. Og i Følelsen af sin raske Beredvillighed modtog han de unge Menneskers Lovprisninger med en Stolthed og Reservation, som forsmaaede Tak Han skulde besøge en Mand i Silkeborg, sagde han. Yderst forundret blev han og de unge Piger ved ikke at 127 finde Fotografen og Elise. Men nu maatte Turen foreløbig gaa for sig uden dem.

Guldsmeden sagde Farvel.

Silkeborg, hvor det unge Selskab paa Turistmaner vandrede midt ned igennem Gaderne, tilbagestraalede fra sin Stenbro og sine Ruder et forvildende Solskin, grønne Træer stod endnu og dampede; mange Vinduer var aabnede i de smaa pæne Huse; mange Damer saas i Vindueskarmene, og der pyntedes op med Flag for Skytternes Procession.

De tre unge Piger fra Aasum var sommerlig rejseklædte, hver med sin sammenrullede Plæd spændt i gule Remmer. Frøken Musmann i en blaa, Katinka i en ensfarvet lysgraa Kjole, Margrete i en gullig med store Tærner, alle med lyse Handsker og udskaarne Sko, over hvis Læderspænder man saa en fin Vrist i en fin Strømpe.

De syv gik om Bord i en Dampjolle, hvor en Fyrbøder stod ved Kedlen og en Styrmand ved Roret, og de førtes som eneste Passagerer ind gennem de bugtede, skovomgrænsede Farvande ad Himmelbjærget til. Den lille Dampmaskine arbejdede travlt, og Vandet gled som et blaat Slør bort under dem. Erik sad ved Margretes Side; hun hældede Hovedet over Baadens Rand og fulgte Kølvandets svimlende Krus. Hos Katinka sad Vilhelm omsorgsfuld; hun var lidt bleg og havde straks fundet sig ilde ved Maskinlugten. De to Venner nød Behaget ved at være betroet de unge Damer - dette smukke, skrøbelige Legetøj. Arendsdorf og Kristian Juel delte den blonde og skælmske Frøken Musmann med Næseklemmerne.

128

XIII: Florentinere.

En tyst, solvarm Skønhed, en blid Kedsommelighed havde den lange Dag slaaet sig til Ro paa Himmelbjærgets Lyngskrænter. Erik rakte den segnefærdige Margrete Haandtaget af sin Stok, hver Gang det gik op ad Bakke, og trak i Tavshed Men ikke et glædeligt Ord blev der talt.

Først om Aftnen Klokken halv syv ankom Fotografen og Frøken Elise med Baad fra Laven Station. De havde ikke Glæden med sig. Der var over dem en fælles Alvor som hos flittige Ægtefolk, der kommer til Selskab efter en Dag med vigtige Forretninger, og Fotografen syntes oplagt til at tale besindigt om fornuftige Ting.

Et omhyggeligt dækket Aftensbord med varme Retter, Vin og Roser ved hver Kuvert var beredt de unge Gæster fra Aasum i et særskilt Værelse, hvor alt lyste skuret og hvidt, fra Gulvet til Dugen og de gennemsigtige Gardiner, og hvor man, pyntet med Roserne, spiste for aabne Vinduer, mens Solen gik ned bag Bakkerne og Skyggerne fra de sødt duftende Graner blev lange.

»Jeg vil fortælle en Novelle,« sagde Erik og rejste sig, da Vinen spillede let i alle de unge Øjne.

Vilhelm var netop under Damernes misbilligende Spænding i Færd med at udføre sit kæreste Kunststykke: at opstable en Pyramide af Glasgenstande.

»Ja lad os faa en Novelle, Moqueur!« knurrede han parodisk.

»Dog vel aldrig om en Skarpretter?« spurgte Arendsdorf med en tør Latter.

»Jeg vil fortælle en Novelle af Boccaccio!«

»Nej lad være med det Gamle!« kom det fra Dybet af den optagne Vilhelm. Og den magelige Kristian Juel lagde sig leende tilbage og sagde: »Fy, fy!«

Med en rask Bevægelse berøvede Elise Vilhelm hans Legetøj: »Vil De nu være stille!« Og alle saa forventningsfuldt paa Erik.

»Den store Pest var i Florens« - begyndte Erik - »Seks hundrede Aar før denne Dag i Dag. Folk faldt om paa Gaderne og døde i store 129 Dynger. Det var Vorherres Straf over Florentinerne, fordi de slet ikke mere kunde nøje sig med den Latin, som blev messet for dem om Søndagen; fordi de saa aldeles manglede Fortrøstning til den evige Salighed, som blev dem lovet, og i mærkelig Uro selv vilde forvisse sig om Saligheden, ja rent ud vilde være salige paa deres egen Maade og det hastigst muligt. De utaalmodige Mennesker havde - i deres umaadelige Begær efter at vide langt mere, end Gud havde bestemt dem til, og efter at udføre noget over alle Grænser storartet eller forbrydersk - begyndt at te sig som Oldtidsromere og Erkehedninge og at raabe paa Genfødelse, Renæssance; de gav sig til at male, at hugge i Marmor, at studere den gamle Poesi, og det blev ikke derved: for at komme sig oven paa al den Munkelatin, skrev de selv baade Prosa og Vers paa deres nye Sprog, det Toscanske. Og Damerne skrev Digtene af og lærte dem. Ingen blev af disse onde Florentinere anset for et Menneske, som ikke beundrede Aand eller syslede med Kunst og med Statskunst. Saaledes skabte de utaalmodige Toscanere et formasteligt nyt Liv, som eneste digtede og talte paa det nye, italienske Maal.

Men det store Forsyn satte Trumf mod Trumf og gav sig til at svovle dem ud og peste dem ud og strø Smitstof for dem, som man strør Giftsukker for besværlige Fluer. Og det kunde have taget en forfærdelig Ende med den store Renæssance, for hvilken vi nu alle har Ærbødighed.

Den store Pest var i Florens. Men der staar skrevet: Fanden hytter sine. For hver ti, Retfærdighedens Aand udsletter af Livet, redder Fanden - hvis List er uden Ende - én, som videre kan forplante Menneskets Lyst til Forbrydelsen og dets utaalmodige og videbegærlige Hang til det nye, det Toscanske.

Mens den store Pest huserede allerlystigst, mødtes i en smuk Kirke i Florens syv unge Damer af de bedste og tækkeligste med syv smukke, unge Mænd - deres Brødre, deres Kærester eller Venner af deres Hus. De aftalte, i al Hemmelighed at rømme den pestfyldte By og flytte ud paa et Landsted, som tilhørte en af Damerne, for der at korte Tiden med dannede Samtaler og Spøg og Musik, mens Pesten i Florens tog, hvad dens var. De underholdt da med den Takt og fine Omgangstone, som blomstrede i Florens, hverandre i ti Dage, saa' paa smukke Landskaber og fortalte verdslige Historier paa det glade, nyitalienske Sprog... Fortællinger om Livets Lyst og jordisk Kærlighed, 130 om al den toscanske Ynde og Lykke, de saa for deres Øjne, og hvorom der ingen Ting stod i den latinske Bibel. Disse toscanske Noveller, som unge Mænd og Kvinder fortalte hverandre, er det, Boccaccio skrev ned i sin Dekameron - paa det, at de skulde overleve Pesten i Florens i seks hundrede Aar, som Forbrydelsen altid overlever Retfærdigheden og Straffen.«

Erik løftede sit Glas:

»Florentinere! Florentinerinder! Den store Pest er i Florens. Op af de gamle Brosten gror Fordærvelse, og giftig Smitte truer hver, som ikke vil foragte Aand og Kunst og Politik Men vi, som er besjælede af det nye, det unge Liv, og som af Hjærte har lært at tale den nye, djærve Dialekt - Aasumiter, unge Kvinder fra Aasum - os er det en Glæde at aande en anden Luft end den i Aasums forpestede Krinkelkroge og at samtale frimodigt en Dag her paa Højderne, om hvad vi finder bedst. Og har Boccaccios Florentinere, fordi de var saa meget stærkere Mennesker end vi, sagt hverandre Ting, som nu vilde faa os til at rødme, vi føler dog den samme Renæssance i os, det samme frodige Liv, Lysten til at hævde vor egen - og alles - Frihed Vi hader som de al dum og nyttig Snak om andet end det, som bringer vort Menneskevid Næring, og alt det, der er vore Dages bedste Handlinger, vore Nætters stolteste Drømme. - Mens jeg i Nat i Silkeborg prøvede den Fryd, som det er at sove paa et nyt Sted, har jeg tænkt paa Florens og det toscanske Sprog, tænkt paa, at det Maal, som vore Præster præker, vore Dommere skriver og vore Forældre taler, kun er elendig stavet Latin, og at Danmark endnu ikke har faaet sit Toscanske. I Dag har jeg set, at de, som hører sammen, dog finder hverandre trods Himlens Regn og Vrede. En Skaal for dette Selskab, som forstaar det Toscanske, en Skaal for det unge Oprør, det nye Liv!«

Erik havde haft Dekameron og Dantes Vita nuova med i Silkeborg. Han havde nylig købt dem og læste dem i Italiensk for at holde sig skadeløs for Demokraternes Kedsommelighed.

Florentinerne og Florentinerinderne bruste op fra deres Stole med ung, begejstret Larm og med en let Ild paa Kinderne af uroligt arbejdende Tanker. Ni Hurraraab fulgte paa Rad med en Takt og Orden, som forbavsede Erik og dem alle. Derefter en almindelig Klinken med Glassene, som blev tømt og atter fyldte. Frøken Elise var den første, som kom hen til Erik med sit Glas i Haanden. Hun nejede højtideligt for ham i sin lysblaa Kjole, der var fri for al unyttig Pynt, og 131 sænkede samtidig sit blonde Hoved med det glat tilbagestrøgne Haar. En taus Hyldest. Hun var saa beskeden, enkelt i alt det Ydre; men en vis Bølgen eller Vuggen i hendes Bevægelser, en besnærende Art Slangebugtninger bag Klædernes ærbare Kast forraadte - hvad der for Erik var allerkønnest - en ung Kvindes sanseglade Hoffærdighed. Italienerinde, tænkte Erik. Og ved et Spring i Tanken faldt han paa, at hun mindede om de Damer fra forrige Aarhundrede med blond Pande, som afbildes beundrende Mozarts Spil.

Hendes Søster, Katinka, Frøken Musmann, Fotografen, Arendsdorf og Kristian Juel kom derefter og klinkede. Fotografen dybt alvorlig, Arendsdorf med et Par indadvendte, komplimenterende Latterkluk, Kristian Juel med nogle alvorsfulde Skrabud og lykønskende Grin.

»Frøken Elise Thorkildsen, Fremskridtskvinde!« sagde Vilhelm. »Maa man faa den Fornøjelse -?« Vilhelm løftede hilsende sit Glas. »Kan jeg ikke lære af Dem, hvordan man skal bære sig ad?« - Og derefter begav han sig stadig langsomt hen til Erik, efterlignede eller antydede let Elises Kniks:

»Skaal og Tak for Nydelsen! Det gjorde du næsten saa godt, som du kunde, hvad Moqueur?... Men hør du, sig mig, var det egenlig ikke farligt saadan at sætte syv smaa Piger og yngre Mandspersoner paa Græs, uden at holde et ældre Medlem til at gaa og se efter, at de ikke rendte fra Tøjrene. Skaal Moqueur!«

Smilende vendte Erik sig om til sin Naboerske og Borddame, Margrete, og klinkede med hende. Det var Muhamed, som gik til Bjærget, saasom Bjærget ikke kom til Muhamed! Og hans Hjærte strømmede over, mens han halv højt hviskede:

»Der er én af de syv Italienerinder, jeg altid tænker mig maa have set ud ligesom De - Fiametta - i hvis Skikkelse Boccaccio skal have skildret sin egen Elskede, der var en naturlig Datter af en Konge, hvis det da ikke var selve Johanne, Dronning af Neapel og Jerusalem.«

Erik var besynderlig opreven. Ordene strømmede ham ubevidst over Læberne som hed, stærk Vin.

Men - den unge Pige var som altid tilbageholden. - Kun saa han, at hun vendte sine Øjne uroligt omkring, som var der noget usædvanligt i Gære. Hendes Blik lignede et lueforgyldt Springvand i Grunden af en Grotte - men hvilke Tanker der rørtes og hvilke Kilder der randt i hendes hemmelige Dyb blev ikke røbet for ham. Og det 132 gjorde ham baade skinsyg og modfalden at se den ufornuftige og ubegribelige Overstadighed, hvori hun slap sig løs, saa snart hun fra Selskabet med ham kom sammen med sine Veninder. Saa lidt Belønning har man for sine stærkeste og bedste Ord!

... Han sad hos hende i Sejlbaaden, som førte dem over til Laven Station i den dybe Aften, da Himlen var blaa og Himmelbjærget laa sort af Mørke og Lyng.

»Frøken Juel« - sagde han - »nu er altsaa den Festdag forbi, og vi ser maaske ikke mere Himmelbjærget sammen. Frøken Juel! - aa det lyder saa pyntet og stivet! som om jeg ikke kunde sige Dem noget, jeg bryder mig om, naar jeg kalder Dem Frøken og De. Men jeg synes ogsaa, det vilde være mig imod at sige du til en Kvinde jeg sætter Pris paa ... en Vane, som ødelagde det bedste og smukkeste for mig. Maa jeg tale rent ud til Dem, Frøken Margrete, og De bliver ikke vred paa mig? Jeg siger Dem alt dette, alene for at De skal vide, hvorledes jeg tænker; jeg vil ikke bilde Dem noget ind eller faa nogen til at tænke andet om mig end det rigtige. Vi har været sammen en hel Dag, og De ved nok, at jeg holder af Dem, er glad i Selskab med Dem ...«

Margrete begyndte at fryse og pakkede sig tættere i sit Sjal. Der var kold, stærk Vind. Baaden krængede i den halvdunkle Aften lystigt med sine to hvide Sejl, mens Bølgerne skares til lange, hvirvlende Striber. Bag Sejlene, paa Tofterne agterude hørtes de unge Menneskers fortrolige Pludren. Himlen var bleghvid af Stjærner.

»Jeg har været sammen med Dem og vilde saa gærne tale helt ud for Dem,« blev Erik ved. »Men hvorfor siger De aldrig noget til mig. Sig noget til mig! ... Jeg har ganske meningsløst gaaet hen og forelsket mig i Dem ... jeg elsker Dem, Frøken Margrete! Men hvor længe vil det vare? Nej, jeg ved ikke, om det kan vare« - tilføjede han næsten hæftig - »Det gør mig saa uvis, at De aldrig vil tale med mig ... Sig mig, hvad skal jeg dog gøre, naar jeg nu med et faar en urimelig Lyst, som De sidder der paa Toften, til at vide, at De er min ...?«

Hun tav bestandig. Han trængte ind paa hende med Spørgsmaal. Og ud fra hendes Mund kom kun et blegt, frysende: »Jeg ved ikke,« som kunde betyde alt.

Baaden lagde til ved Laven, og Samtalen afbrødes. Mens de ventede paa Toget, saa Erik hende længe vandre alene op og ned langs Jærnbaneskinnerne som i dybe Tanker.

133

XIV: Basaren.

Som en Jublens og Sorgløshedens Ø i et uendeligt Hav dukkede midt i den lange Sommer Basaren i Industriforeningens Have op med sine Flag- og Blomsterdekorationer, Rouletter, Damer i lyse, dristige Dragter og om Aftnerne kulørte Lamper i alle Buskadser, Fyrværkeri.

Alt var en eneste stor Frivillighed De unge Provinsfrøkner, hvis Navne og Øjne Erik kun kendte fra Gaden, havde frivilligt trukket i dybt udskaarne Kjoler, der viste deres hvide Bryst spændt af landlig Sundhed og døsende Længsel, og solgte deres Roser for erotisk høje Priser. Der blev gjort mangt et betydeligt Offer, fordi Frivilligheden var paa alles Læber - og endnu mere: i Hjærterne.

I et Bræddeskur var der Sangerinder og umoralske Viser. To af den unge Bande gjorde sammen med flere unge Fyre Tjeneste som Frivillige: Fotografen, der jodlede og dudlede som en Tyroler til en elendig Guitar, og Vilhelm, som var Sangerinde, nedringet i hvid, kort Kjole med bare Arme og bare Ben til Læggen, og som gik om med Tallerkenen og blev knebet af forelskede Herrer paa de fyldige Steder, hvorefter han traadte op paa Tribunen for med uhørlig Stemme og med sit sædvanlige Grinebideransigt at synge en Vise om »det tykke Barn«. Han var blond, blottet og i Stilhed bedaarende uartig som den tidligmodne Last hos en sekstenaars Pige. Bag to Rækker ivrigt beundrende Herrerygge stod Basarfrøkener nysgærrigt paa Tæerne. Erik gyste over Vilhelms Mod. Han vilde tale et Par Ord med ham, idet han kom forbi med Tallerkenen, men det eneste Tegn paa Genkendelse var, at Vilhelm hastig tog sin Tallerken bort og sagde i sin snurrige Jargon:

»Do ska slipp' for at betale.«

Det var imidlertid et Ord i oprigtigt Venskab.

Arendsdorf kom i det samme og stillede sig ved Siden af Erik.

»Det er ligefrem uanstændigt,« sagde han og lo. »Hvis jeg havde en ung Datter, vilde jeg da ikke lade hende gaa herind.«

Ved Indgangen var der en tæt Trængsel af unge Piger med bare 134 Halse og Arme og uden Hovedbedækning. Erik holdt mest af dem én for én. Naar de slog sig sammen i Klynger paa to og tre, kunde de vende ham Ryggen paa en meget trodsig og opsigtgørende Maade, syntes han, mens de dog samtidig koketterede med Hofter, Skuldre og Nakke.

Og midt i Stimmelen skylledes Frøken Kristine op i hans Nærhed - hans Syvogtyveaarige, som omhyggelig behandsket, under en stor, gul Straahat og i sort Silkeoverstykke løftede sine blaa Øjne paa ham, let beskyggede af Vemod I hele to eller tre Uger havde denne underlige Erik forsmaaet hende. Hun syntes eneste Længsel og Elskov og Sorg. - Og Erik rørtes og tog hende til Naade, førte hende lidt hen ved en Side foran Tribunen, spøgte med hende, tog hende om Haandleddet og lovede Stævnemøde den næste Dag. Saa skiltes de.

»Frem med Prokuratoren! Frem med det tykke Barn!« raabte det utaalmodige Publikum.

Vilhelm viste sig paa Tribunen.

»Er han ikke brillant?« hørte Erik en Stemme bag sig. »Hvad siger De, Fru Kruse?«

»Gud!« Fru Kruse brød ud i tre halvt forlegne Latterkluk. »Jeg synes, at ... (leende) jeg synes, at ... (leende) ... han er ... velskabt.«

Erik vendte sig, saa Bogtrykker Knudsen stikke det hvide Hoved frem over sin hvide Vest og hørte ham fortsætte med forstandigt spøgende Verdensmandsmine:

»Sager, Bentøj ... hvad, Fru Kruse. Han er lige godt god, den Prokurator. En flink, lille Fyr, som ikke er forknyt.«

Vilhelm steg hen over Tribunen med listende, jomfruelige Trin og smaa Bevægelser som en Kat, der har vaade Poter, mens han til højlydt Akkompagnement, hæst, næsten uhørligt sang Visen om »det tykke Barn«:

Jeg maa mig skamme;
min stakkels Amme
hun er ganske pillet af.
Jeg er en Tyksak,
men det er stygt sagt,
at jeg er Dværg-Elefant.
Vi vil ha'e Øl,
vi vil ha'e Øl.
135 Publikum lo og sang i.

Med en Hilsen gled Erik videre, bort fra Fru Kruse, ligesom han var gledet fra Arendsdorf og fra den sorgfulde Frøken Kristine. Midt imellem Mennesker, der gærne vilde holde ham fast, fornam han sig smærtelig alene og troede sig bagtalt paa alle Kanter. Hvor godt han forstod, at Redaktør From holdt sig hjemme, fjærnt fra Byens Fester! Men da han drev ud fra Teltet, hvor der fandtes to Kvinder, som vilde vove Navn og Rygte for hans Skyld, lod han i Selvfølelse og foragtende Trods sine Øjne glide noget nærsynet henover den lille, næsvise Klynge unge Piger, der stod ved Indgangen og kiggede paa ham. Han gjorde det saa stærkt, at én af de mest udfordrende, der stod foran de andre, pludselig svang rundt paa Hælen og vendte Nakken til som for en uimodstaaelig Haglbyge, der havde pisket hende lige i Ansigtet.

»Hvad kan det nytte,« tænkte han, som han slentrede videre, »at jeg er Erik Kølby, den bedste Journalist, naar Folk kun er bange for mig, og naar den unge Kvinde, jeg tænker mest paa, ikke drømmer om, at der i mit Favntag kan findes den fuldkomne Fryd, Skønhed og Fred?«

De to blonde Frøkner Thorkildsen, som besørgede en Roulet sammen med den store Guldsmed, gav sig muntert til at vinke ad ham.

Erik rystede paa Hovedet. I det samme greb Kristian Juel ham ved Armen:

»Naa, hvordan har du 'et, gamle Ven? Det er saa længe siden ... Skal det være en Tuborger eller en Højreøl?«

Frøken Margrete viste sig ved Siden af Broderen, høj og alvorlig i en bleggraa, blød Kjole. Hendes hvide, lækre Ansigtshud fik Erik til at tænke paa friskkærnet Smør, og hun var saa blændende som frisk. Han fik Hjærtebanken af Uro.

»Hvad, kender du ikke den Dame? Det er min Søster! Og det er Hr. Redaktionssekretær Erik Kølby,« forsøgte den lattermilde Kristian.

»Tak, vi har den Ære,« siger Erik og hun i samtidig Hjælpeløshed.

Hun staar og ser sig om:

»Har du ikke set Mo'er for nylig?«

»Nej, søde Margrete.«

Hun holdt en lille Æske i Haanden: »Jeg skulde vise hende dette.«

136

»Brug dine Øjne, min Tøs. Saa finder du hende nok.« Og Kristian Juel slæbte bort med Erik for at give ham Øl.

Erik tænkte kun paa at faa en Samtale alene med Margrete. Men da han en halv Time senere gik og søgte hende mellem Buskadserne med de røde, grønne og gule Lamper, løb han i Armene paa Fru Kruse, der trak ham med sig henad Spaseregangen omkring Dammen og havde Ting at sige ham. Ved de kulørte Blus tog hun sig ud som den forlokkende Synd Og hun standsede i en af de mørke Gange og spurgte uventet Erik, som forlængst havde afbrudt sit Forhold til hende, om han vilde være hjemme i sin Lejlighed, naar der var gaaet en halv Time ...

»Gaa saa, gaa! Jeg løber bag om Volden.«

Det var en Nat som Ild og Elskov. Erik tænkte sig det hele Sceneri, først skulde han spasere hjem over de graa, genlydklingende Gader, hvor Lygterne stod med deres smaa, hede Flammer. Det blaa Himmelhav flød saa klart som blank Vin. Hans Fjed var halvt slappe, som om han løb fra et Slag. Men straks efter vilde hans Sikkerhed og Trods bruse frem, vidste han. Fru Kruse stod for hans Tanker rødklædt, hed med yppige Arme og Skuldre, som truede med at sprænge Silken, æggende, blond med brune Øjne. Det kunde være smukt med Margretes blændende Maaneskin, den unge, pigeagtige Hud som fersk Smør. Men den velaflagrede Vin hos Fru Kruse ... den mørkerøde, skummende Vin ... gamle Aarganges, dybe Kælderes hede, stærke Vin - var ikke heller Foragt værd ... Ja hvorfor skulde man ikke kunne løfte Byrden af Fru Kruses Silke- og Fløjls-indsvøbte Dejlighed op i et dristigt Favntag, samtidig med at man bøjede sig som en slank, ung Grædepil over Frøken Margretes blonde Pande? Faa var Livets og Lykkens Aar! En Dumrian, der lod sig snyde!

Medens alt dette løb gennem Eriks Hoved, blev han staaende med Fru Kruse bag et Buskads og betænkte sig.

Pludselig blev der paa en Tribune, hvor Foreningens Sangkor efter en lang Pavse nu igen tog Plads, tændt en elektrisk Sol, som kastede et hvidt Lys ud over Haven, hvis Blade blev æventyrlig grønne som i et koloreret botanisk Værk. Og Koret istemte:

Om jeg har Ild i mit Hjærte?
spørg mig om hundrede Aar:
137 da skal jeg synge den samme
sælsomme Sang fra i Gaar.

... Og i Stedet for at svare den utaalmodigt ventende Frue gav Erik sig til at nynne - gav sig til at vugge med Hovedet, som om han skulde afryste en vidunderlig Dugg, Natten havde fældet paa hans Haar, og at nynne, sagte, men som om hans Hjærte fyldte sig til Randen med en Sødme og Kraft, der skulde vare fra nu og i hundrede Aar.

Barnligt trippende rykkede Fruen ham i Ærmet:

»Svar mig ... hvad? Svar mig ... hvad?« En lystig Forfløjenhed kom over Erik Med et sømandsmæssigt Tag stak han uden videre sin Arm ind under Fru Kruses Arm, lagde Øret kælent paa Siden: »Skal vi igen være Kærester?« og da hun forfærdet gjorde sig løs, vedblev han, greben af en Lattermildhed, som hun aldeles ikke kunde fatte, at skildre i rosende og rørende Toner »det særlige Tilfælde, som hedder Tilbagefald til sine gamle Kærligheder.«

»Tænk Dem - Fru Kruse - mig i Morgen med lange Skridt indhente en Ven paa Gaden for ganske uskyldshvid af moralsk Idioti og smilende af indre Tilfredshed at fortælle ham: »Jeg er s'gu bleven go'e Venner med én af mine gamle ...«

»Gud, De har dog ikke sagt til nogen -«

Erik tyssede let paa hende, lyttede til Sangkoret og nynnede igen med en Lykke og Hengivelse, som forsvandt alt andet for ham:

Om jeg har Ild i mit Hjærte?
spørg mig om hundrede Aar -

»Aa Frue, hvor denne Aften er dejlig, dejlig! Og jeg kunde gøre Dumheder, som skulde huskes om hundrede Aar.«

De gav sig til at gaa langsomt. Paa den anden Side af Buskene, hvor de havde staaet, opdagede de pludselig i elektrisk Klarhed en barhovedet, lysklædt ung Pige med Lorgnet paa Næsen, Margretes Veninde, Frøken Musmann, som hilste dem Godaften, men fik Ordet i den gale Hals og i det samme smuttede bort.

»Hun dèr er nærsynet, men hun saa' ud til at have lange Øren,« lo Erik.

»Aa hun kunde ingen Ting høre,« afgjorde Fruen, og hun fortsatte:

138

»Jeg ved ikke, om de unge Piger holder af Dem. Hvis jeg var ung Pige, tror jeg, jeg vilde gør alt for Dem ...«

»Godnat Fru Kruse!« sagde Erik uventet og gav sig til at løbe i den Retning, hvor Frøken Musmann var forsvundet.

»Hallo Frøken!« raabte han med oprømt Uforbløffethed, »Hallo Frøken! Hvor blev De af De flygter som et anskudt Vildt.«

»Godaften, Hr. Kølby!« sagde den unge Dame, der standsede og ventede paa ham. »Jeg maa gøre Dem min Undskyldning. Det var virkelig meget imod éns Vilje, at man kom til at forstyrre Dem.«

Og hendes Stemme havde en let spottende Klang, fuld af Forstaaelse og halvkvalt Forargelse - paa én Gang kølig og udæskende til Sandfærdighed.

»Det skal De ikke sørge over, Frøken. Hvem sukker efter de falmede Blomster, naar friske kan faas? Jeg sagde for Resten, at De havde længere Øren end Øjne.«

Et skælmsk Smil tittede frem bag hendes Næseklemmer, der saa' saa nysgærrige, næsten videnskabelige ud:

»Hvor De er oprømt i Aften, Hr. Kølby!«

»Det kommer af, at jeg gaar og opdager saa mange Ting.«

»Her bag Buskadserne ?« spurgte hun, endnu med en Smule Forargelse, som om hun kun forsigtigt, med Enden af en Pind vilde røre ved dette Han-Menneskes moralske Uhyrlighed.

»Jeg har jo blandt andet overrasket Dem her bag Buskadserne, Frøken, og nu skal De ikke slippe, førend De har aabenbaret mig noget.«

Træer, Buske og Blomstergrupper var bestandig oplyste af det blændende Strejflys. I den Følelse af Magt og Lykke, som med et Slag havde forandret Erik, saa han sig omkring og blev ved at nynne:

Om jeg har Ild i mit Hjærte?

spørg mig om hundrede Aar.

»Hvad kan jeg da aabenbare Dem?« spurgte Frøken Musmann.

»Vil De sidde med mig her paa denne Bænk ... hvis De da tror, at Deres Rygte ikke vil lide under det... og hvis De mener, at Buskene dér ikke har Øren.«

Den unge Pige satte sig:

»Naa, og saa?« spurgte hun.

»Ja, hvad saa? her sidder jeg meget godt.«

139

»Har De talt med Margrete Juel i Dag?«

»Stop, De er jo Margrete Juels bedste Veninde?«

»Ja det tror jeg nok, jeg tør sige? Naa, og saa? Jeg troede ikke, Margrete beskæftigede Dem i Aften?«

»Jeg mindes, at jeg en Gang saa hende sidde og tale uhyre ivrigt og uhyre længe med Dem. Hvad siger hun ved saadanne Lejligheder?«

»Vil De ikke sige mig, hvad Fru Kruse sagde til Dem før derhenne i Haven?«

»Frøken, ti nu stille med det - her er altfor smukt i Aften.«

»Hvad er det, De vil vide om Margrete?«

»Mange Ting ...«

»Hun er en umaadelig sød, ung Pige, Hr. Kølby« - sagde den unge Pige nu ganske alvorlig - »og De gør virkelig Uret i at sidde her og tale med mig i Stedet for med hende.«

»Ja men hun siger jo ingen Ting.«

»Det er, fordi De ikke kender hende eller forstaar at tale med hende. Man skulde ikke tro det, naar man ser hende, men hun er den forfærdeligste Kujon, hver Gang hun skal være sammen med fremmede Mennesker. For Dem er hun da især bange - hvad der for Resten er Grund nok til!«

»For mig?«

»Ja De taler vist altfor højtidelig til hende.«

»Men hvordan skal man da tale. Hun er jo kold som en Mur. Hendes Ufølsomhed er monumental.«

Kort Stilhed: »Hør, Hr. Kølby, De har vist en Aften, da De sad inde i Lysthuset, kysset hende paa Haanden.«

»Har hun sagt det? Har hun husket det? Har hun mærket det?« sagde Erik og kunde ikke skjule sin Spænding.

»Naa, det maatte hun vel nok mærke? Tror De da, at en ung Pige slet ingen Ting mærker?«

»Aa hun er jo aldeles følesløs!« forsøgte Erik igen.

»Nu er De jo uartig, Hr. Kølby! ... Jeg synes, De maatte være glad over, at hun slet ikke er bleven vred paa Dem.«

»Men hvad har hun da sagt?«

»Aa Margrete er ikke den, der taler over sig, hvor det gælder saadanne Ting ... Det er noget, som falder hende ud af Munden, naar hun er i det lystige Hjørne. Vi har været Skolekammerater, hun kommer tit op til mig, og vi sidder og syr i Haven. De skulde ane, saa 140 rart vi har det! De ved: deroppe i Alleen, hvor de mange Roser hænger ud over Plankeværket. Forgangen Dag gav vi os til at lege og slaas som to Skoletøse, fordi jeg havde drillet hende med Dem. Men pludselig satte hun sig ned paa en Stol og pustede. »Ved du hvad,« busede det ud af Margrete, »han har sagt til mig, han elsker mig.« Og det havde De sagt den Aften, da de sejlede fra Himmelbjærget. »Men han er bange for at gifte sig med mig,« blev Margrete ved »Naa, det var jo smukt,« sagde jeg.

»Hvad sagde da Margrete Juel?«

»Ja, nu har jeg egenlig fortalt Dem altfor meget.«

»Kære, velsignede Frøken Musmann, sig nu, hvad hun sagde!«

»Aa hun lo bestandig og sagde hen i Vejr og Vind: Jeg bryder mig virkelig ikke om at gifte mig; det maa være utaaleligt at binde sig til et Menneske for Tid og Evighed! - Og saa lo hun igen og sagde paa Dril: Han har saamæn' kysset mig paa Haanden inde i Lysthuset en Aftenstund...«

Erik sad og faldt i dybe Tanker. Margrete Juels Karakter steg op for ham i frie, dristige Linier, saaledes som han havde gættet sig til hende den første Dag, en Personlighed, der i Stilhed tænkte sine egne Tanker, ubunden af vanemæssige Fordomme. Men den skælmske Frøken med Lorgnetten paa Næsen fortsatte sin Tale og søgte med bedste Overbevisning at give et andet Billede af hende:

»De kan forstaa, at saadan noget som det, at hun ikke vil giftes, siger hun kun for Spøg. Naa ja, Hr. Kølby, jeg ved for Resten ingen Ting. Prøv selv Deres Lykke, er der mere, De vil vide!«

»Kære, bedste Frøken, man gifter sig da ikke med en Dame, som ikke kan tale med én.«

»Aa, De fortaler Dem saamæn' heller ikke.«

»Jeg ikke? Jeg siger dog saa meget!«

»Ja men ikke noget rigtigt, man kan svare paa, noget om Dem selv. Det er saa højtideligt, ja vil De høre: saa kønt, det, De ofte siger. Men naar De har talt, ved man egenlig ingen Ting om, hvordan De er i Bunden ... Tal lidt mere lige ud, prøv rigtig for Alvor, hvad Margrete vil svare Dem.«

Erik tav en Stund, følte stadig den skønne Opløftethed fra før, den sejrende Ild og Evne, der kunde vare i hundrede Aar, og han tog let den unge Dame ved Haandledet, mens hun saa skælmsk og forundret paa ham.

141

»Alt hvad De siger er Visdom, Frøken. De taler saa klogt og har vist Ret i alt. Vil De høre, hvordan jeg tænker mig Margrete Juel.«

Og Erik udmalte for hende det Indtryk og alle de Tanker, han havde haft en Aften i Byens Kirke, da han saa' Margrete ikke langt fra sig, mens Solen falmede bort under de hvide Hvælvinger. Det var en Onsdag Aften, de Aasum Verdensbørn fyldte Kirken, klædte i deres smukkeste Toiletter, og følte sig mere religiøst bevægede, end de havde været paa alle Aarets Søndage tilsammen. En ung Virtuosinde i Violoncel gav Solo med Orgelakkompagnement. Paa et Baggrundskor som af Profeters og Erkeengles Lunger steg og sank Violoncellens varme Dame-Alt; Strygeinstrumentet smæltede med en smidig Dialektik hen i Tubaernes døvende Jehova-Vælde som et skrøbeligt Menneskehjærte, der hengiver sig i den højestes evige Kraft. Det var ikke at kastes paa Ansigtet for Israels Gud; det var som at elske - elske en Kvinde. Og sad der ved den hvide Pille foran dig - ligesom den Aften foran Erik - en dameagtig, brunblond Nakke, vilde dens modne Ynde og sarte Elskelighed, dig selv uafvidende, sammen med Musiken løfte dig højt op paa rosenrøde Skyer, fylde dig med en rafaelsk Fryd, mens Violoncellen forsonede dig med Orglet og forbandt Himlen med Jorden.

Den unge Pige med de forundrede Næseklemmer forstod virkelig lidt af det, Erik sagde. Men da han havde forklaret hende, hvorledes han holdt af at tænke sig Margrete - denne kvindelige Højhed og' Anstand, dette Sind, som flyder og bølger af Ungdomsdrømme og dog synes at hvile i en evig Skønhedsnyden, denne milde Klogskab, der er saa rig og hjærtefyldt, at hun kan handle stort og uden Fordomme - sad Margretes Veninde en Stund grublende. Saa rejste hun sig langsomt fra Bænken:

»De holder vist meget af Margrete, Hr. Kølby. Men De fordrer ogsaa meget... Og saadan er hun vist ikke, som De har sagt ...«

»Men ikke sandt: hun kan huske, at jeg har kysset hende paa Haanden?«

Erik nynnede, mens han gik ned gennem Haven, endnu Sangen fra før. Og da han traf Margrete, hendes Broder og hendes Kusiner, bestilte han i oprømt Lykke Vin for at kunne drikke med dem alle, men især med hende.

Hun sad ved Siden af ham paa en Bænk i Halvmørket under Træerne og stirrede bleg ned i Vinglasset, som hun holdt i Haanden. Hun 142 syntes ham som hans Brud, som hans udvalgte og herlige Eje. Han talte dristig, beskyttende, fortrolig, men hun var Frygten selv, Ubestemtheden, Uvisheden. Og pludselig kom Arendsdorf ud fra Balsalen og bød hende ind til Dans. Og hun tog imod.

Erik kaldte paa Opvarteren, betalte sin Vin og slentrede hjem. Vil hun tilhøre mig? vil hun frit og stolt være min? tænkte han. Og bedst som han tænkte dette, kom han igennem Frøken Kristines Gade ... og der stod en mørk Skikkelse paa Trappestenen, og hun tabte klirrende sin Nøgle, og Erik tog den op, og Frøken Kristine omfavnede ham blussende af Fryd over dette sjældne Lykketræf Han favnede hende igen.

... Imidlertid dansede Frivilligheden Bunden ud af sine Sko omme i Industriforeningens Have. Og til Eriks evige Misundelse hændte der ved Dagens spæde Gry hans Ven Vilhelm, som forlængst havde mistet alt Mæle, det Æventyr at køre hjem fra Basar i lukket Vogn med Frøknerne Thorkildsen og Margrete og i Vognen at sige og gøre flere Ting, end han bag efter kunde huske.

143

XV: Høstdage.

Den sommergrønne Skov svinglede med sine Grenelemmer og raslede med sit tørre Bladeskørt opfyldt af Blæst og blinkende Solskin, en Dag i sildig August, Eriks enogtyvende Fødselsdag. I en stor, dyb Fold af Jordsmonet stod Bøgetrær svimlende høje; mangearmede Toppe skød sig ud og ind for Vinden og flættede som et Lukke om denne Skovkløft med dens klatrende Stier, brune af Olden, dens Hasseltætninger, rige paa Nødder i saftiggrønne Haser, og det stedserislende Vandløb midt ned igennem frodigt Ukrudt og mosesort Bund.

»Skal vi sidde lidt her paa Bænken?« spurgte Erik højt oppe paa en af de stejle Sideskraaninger.

Margrete føjede ham og satte sig. Hun havde en mørkeblaa, tætsluttende Kjole af et tungt Stof og bar den hvide, flade Straahat med blaat Baand og Silkefor, hvorunder hendes Hud fik en særegen blød og fin Skærhed Ansigtet var blegt med lukkede Læber, Øjnene matbrune - lidende eller fjendske?

Det øvrige Selskab forsvandt pludrende mellem Nøddebuskene. Men Parret blev siddende paa den ophøjede Plads, hvorfra de saa ned over Skrænterne og Skovdybet som til en Tilskuersværm af Stammer og gyngende Kviste. Den lune Blæst fyldte ens Ører og Tanker med sit døvende, tørre Sus. Margrete sad lænet tilbage dobbelt slank i sin tætte Kjole, og Erik sad bøjet fremad og betragtede hende, det brune Haar, som blafrede om hendes Pande, og det brune Fløjl, der lukkede hendes blaa Kjolebryst med en blød, ærbar Trekant under Hagen.

Med frugtesløse Ord søgte Erik først at aflokke denne tavse Skabning de Tanker, som hendes Blik, der stadig fulgte ham, lod ane. Derefter kyssede han hende ...

Det var hans enogtyvende Fødselsdag - en vigtig Begivenhed i saa ungt et Liv - og Erik havde fra om Morgenen, da han slog Øjnene op, været opsat paa at gøre Dagen til en Mærkedag; kun vidste han ikke: hvordan? Om Formiddagen blev han besøgt i sine smukke, skyggefulde Stuer af sine unge Venner og af Redaktør From og 144 Sagfører Kruse, der alle vilde lykønske. Der blev røgt Cigarer og drukket Vin, indtil hans Lejlighed, som til en Begyndelse havde været saa ordnet og hyggelig, var et eneste Virvar af Tobaksdamp, tømte Flasker og halvfulde Glas. Og alle de unge Mennesker gik til Stranden og forfriskede deres ophidsede Nerver ved et salt Bad i den stormslagne Fjord Derefter til Fotografen for at lade sig fotografere paa et Fællesbillede, med Erik som Midtpunkt magelig siddende paa et Klippestykke. Erik og Kristian Juel sang Kl. l Duetter til Frøken Margretes Akkompagnement. Og nu vilde Erik over Hals og Hoved have en Udflugt med Damer bragt i Stand »Enogtyve Aar, og endnu intet udrettet for Fædrelandet,« gentog han spøgende hverandet Minut. »I Dag er det min Fest.«

Og det forekom ham saa naturligt, nu, da han sad paa Skovbaenken sammen med Margrete, at han ogsaa maatte have Lov at kysse hende, fordi han i Dag blev enogtyve.

»Er De vel vred paa mig for det?« sagde han. Og han tog hendes Hænder, saa paa hende, kyssede hende igen. »Er De vel vred?« Frøken Margrete sad ganske stiv, rørte sig ikke og blev kysset »Nej,« svarede hun tilsidst: hun var ikke vred

»Hvad tænker De da paa? Tænker De paa, hvad Deres Moder vilde sige, naar hun vidste, at jeg sidder her i Skoven og kysser en ung, uforlovet Pige?... Men De ved jo, hvad jeg tror: at Folk kun begaar Uret mod hinanden ved at gifte sig. Tror De ikke, Margrete, at vi kunde betragte hinanden som to gode Venner? Er De min Veninde?«

Den søagtige, stride Brise, der trængte sig Vej gennem den raslende Skov, syntes stadig at ville drukne dem i sin muntre Støj og rev alle tomme Ord i Stumper og Stykker. Erik holdt op at tale og vidste ikke andet Middel til at aabne hendes tillukkede Læber end Kys.

Erik fandt ikke i denne første Omfavnelse den ømme Smælten og oversalige Rus, han havde drømt om og utaalmodig søgt. Men han fandt noget andet, der forbavsede ham: han mærkede ved den lette Berøring med hendes Klædedragt en veg Varme, en Duft som af visnende Roser fromt udstrømme fra hendes Legeme ... noget, der rørte ham, og hvormed han følte Medlidenhed, saa at han fik den unge, ængstelige Borgerpige inderlig kær. Den hjærtegribende Duft af en strængt vogtet Blomst i en Provinshave! Med sit blege Ansigt, hvor Øjnene var det eneste, som rørte sig en Smule og blev mørke 145 og straalende, syntes hun at aabne sig for ham, som denne Skovslugt aabnede sig for den lyse Sommerblæst, og hun syntes at modtage disse Kys, hun ikke gav tilbage, som en Jordbund modtager Himlens frugtbare Regn.

... Med en Forelskelse, der var oplagt til Spøg og gale Streger, kredsede Erik den Dag om Margrete. Han balancerede paa en farefuld Maade henad en væltet Træstamme i den bundløse Mose, hoppede fra Sten til Sten, satte sig yderlig paa en Bro med Benene dinglende ud over en dyb Sluse, hvorigennem Bækken som et Vandfald strømmede ned over et Møllehjul. Men han opnaaede intet af det, han ønskede eller ventede, hverken at hun paa egen Indskydelse greb hans Haand ved en godt gemt Omdrejning af en Skovsti, eller at hun viste Uro for hans Liv og Lemmer. Hun elskede ham ikke, slet ikke, denne fattige Kvinde, hvis Livskilder han forgæves søgte at faa til at strømme!

Hans egoistiske og modfaldne Sjæl blev helt træt og led ved sig selv og sank hen i en fornuftig, beskeden Alvor. Indtil Aftensbordet og en let Rus paa ny bragte ham Formiddagens Kamp- og Sejrglæde, og han begyndte Turen hjem med en forbløffende, ikke før prøvet Kur til begge Frøknerne Thorkildsen, mens han begunstiget af Mørket lagde Armen om Livet paa Margrete, som sad ved Siden af ham i Vognen. I sit Overmod strakte han Fødderne noget frit fra sig og skulde vistnok til at træde hver af de to Søstre over den ene Sko for paa ny at gøre den haanske Erfaring, at her paa Jorden findes ikke en eneste Kærlighed, men fuldt op af villige Kvinder, som alle tilhører den dristige. Da tog Margrete pludselig hans Haand, som laa om hendes Liv, trak den ind under sit Sjal og beholdt den mellem sine. »Ja saa!« sagde Erik halvhøjt og tog med det samme Fødderne til sig; og han sparede sig for den Undersøgelse: om de unge Piger, han saa stærkt beundrede, var lige saa letkøbs som Fru Kruse og hendes Kusine og alle andre Kvinder. Margrete vogtede paa hans Haand lige til Aasum.

Denne halvt skinsyge Beslutsomhed hos Margrete var kommen ganske uforudset. Erik holdt sig om Natten længe vaagen med Panden støttet til Armen, og i hans grublende Sind opstod en lang Række blidere og sødere Tanker end dem, han var vant til. Han saa hendes Ansigt for sig som det uendelig fine Kvindesmil, han en Foraarsdag i Skoven havde skimtet i Vejens skælvende Solslør, eller som han 146 mangen Middagstime, naar han sad paa Udsigtshøjen nær den blaa Fjord, havde tænkt sig hende midt i den modne, gyldne Havremark helt gennemstraalet af Sol ... blændende ...

»Somren er omme - Efteraaret kommer - jeg er forelsket,« sagde han og greb sig lykkelig om begge Tindinger. Hver af disse tre tilfældige Sætninger indeholdt en hemmelig Befrielse. Han gentog dem, og der udstrømmede fra Ordene »Somren omme - Efteraaret kommer - forelsket,« en Kølighed, der fik ham til at vaagne op, aande ud, foragte sin Tilværelse før i Dag som slap og dum og se paa Livet med nye Øjne.

Ja han grebes af et fysisk Begær efter at tænke skarpe Tanker, lynsnare Tanker og satte sig brat over Ende i Sengen, ringeagtende sit Legeme som et Redskab, der fra nu af kun havde at lystre blindt, ligegyldig for, om det frøs eller var træt: han vilde fra nu af være eneste Tænkning og Lidenskab - Aandens Lidenskab! Han bevægede Læberne i fysisk Begær efter at udtrykke sig fyndigt, med Ord, som ætsede og brændte - lade Munden forme sig om rige eller hvasse Lyde. Og da der altid lagde sig et Slør af Sol og Poesi over hans Forestilling om Margrete, gned han sine Knoer mod Panden, i Vrede over sine egne Aandsevner, fordi han ikke kunde huske den virkelige Margrete.

I et enkelt Nu steg hun da virkelig og levende frem for ham, som han attraaede hende med øm Voldsomhed - høj, hæftig slank, med en fin Rødme paa Kinden, men med den Ansigtets blege Sagtmodighed, Ro og Smilen, hvorfra der rislede Maaneskin ned og fyldte alle hans dunkle Dybder.

Atter lod han sig glide ned under Tæppet:

»Somren forbi - Efteraaret kommer - forelsket,« gentog han i Tanker.

Og paa disse tre Sætninger sov han ind som paa en god Hovedpude.

147

XVI: »Syndens Sold.«

Der opsteg en sød Sørgmodighed fra de smaa Gader i Aasum, naar Tusmørkets vage Damp vældede frem langs Fortovene. - I den tidlige, dugvaade Septembermorgen, naar Himlen hængte over Aasums Bakker blaa som en almægtig Kornblomst, sprang Erik op fra sin Seng og løb forgæves lange Ture for at møde Margrete, der rolig sov paa sit Øre forglemmende Kys og forgangne Kærtegn. Men naar det bløde Tusmørke fyldte de dybe Rendestene i hans krogede Gade opspiledes hans Næsebor af Velbehag, og hans Væsen var mættet med Elskovminder og ungt Begær. I denne Skumring derude langs de lave Vinduer kunde det netop passe saa godt, at en ung Kvinde, Frøken Kristine, kom vandrende, lydløs som en Kat, i sort Kjole, tætsluttende Jaket, der skjulte et sort Jerseyliv og en lille-Sølvpatsch, hendes eneste Smykke. En let Skraben i Forstuen, en let Banken paa Døren og denne Kvinde, som uforsigtig og kælen, fyldig og fast, i helt ny og helt sort Kjole smuttede ind til ham for at tilbringe et Par stjaalne Timer i ubeskaaren Elskov ...!

Men Erik vilde ikke mere se Frøken Kristine. Og naar disse Høstdages Skumring i Aasum udvidede hans Hjærte og hans Sanser, længtes han utaalmodigt efter nye Vidundere.

Allerede var det Midten af September, og en saadan Aften, da man drømte om at se Bladene derude fra Kastaniealleerne hvirvles gennem Aasums lange Gade, dukkede Damer med Teatersjaler over Hovederne og velpyntede Herrer ind i Teaterbygningen. Det var en Gæsteforestilling. Operaen »Konge for en Dag« skulde opføres. Alle Eriks Fjender og Venner var der for efter den begivenhedsløse Sommer at tage sig en Rus i Operaens syngende og kostumerede Liv. Ogsaa Erik var der - træt af Aasum som af et Par udtraadte Sko.

Fra sin Plads saa han noget borte Margrete mellem hendes to Kusiner, lysklædt, Øjne af en mørk Sødme, Ansigtets duggede Bleghed. Men lige foran ham Fru Kruses og Kristines sortklædte Rygge, der belurede ham.

Det var et fremmed og fjærnt Godaften, som han og Damerne 148 havde vekslet. Der var kommet kølig Afstand mellem ham og dem; og Erik havde lagt Mærke til, at de igen var begyndt med at fejre den unge Købmand Holst, som han havde bragt i Forglemmelse ved sin Ankomst til Byen.

Da han imidlertid havde siddet lidt paa sin Plads, bøjede Fru Kruse sig halvt tilbage og hviskede fortroligt bag sin Vifte:

»Hr. Kølby, er det sandt, alt det nye, man hører om Dem i de sidste Dage?«

»Aa det er det næppe, Frue. Folk sladrer saa meget af bare Kedsommelighed Se Dem en Gang om. Sidder Publikum ikke som de Hunde i en lille, tysk By, der logrede og bad: Giv os et Spark, Fremmede! Det vilde maaske adsprede os lidt.«

Men den stille Frøken Kristine løftede naivt sine Bryn og sagde med blød Vemod i de blaa Øjne:

»Man hører, at De rejser fra Byen ... at De har opsagt Deres Plads ved Aasum Dagblad!«

»Og det véd De allerede! Det er kun to Timer gammelt.«

»Kruse var tilfældigvis hos From, den Gang Deres Opsigelsesbrev kom,« forklarede Fruen. »Det var nok kun rene Ubetydeligheder, der var Dem imellem. Men De er sagtens ked af Byen.«

»Her er heller ikke noget for Dem,« sagde Frøken Kristine ømt resigneret.

»Kære Frøken,« sagde Erik, grebet af en vis Godhed for hende. »Det maa De ikke sige. Jeg føler mig i Gæld til Aasums elskværdige Kvinder.«

»Hvad Fordringer stiller De egenlig til en Kvinde?« frittede nu Fru Kruse betydningsfuldt, med sædvanlig Pludselighed

»Naa, Fordringer!« sagde Erik lidt uvillig. »De véd, jeg har altid taget Damerne, som de er... Og det er man jo ikke narret med her i Aasum, hvor Damerne er saa... aandfulde!«

»Købmandsdatteren?« spurgte Frøken Kristine hen i Luften og misforstod uskyldigt.

»Frøken Juel, mener De, Frøken! Aa ja. Jeg tænkte ikke just paa hende ... Jeg tænkte især paa de Damer, som er nærværende.«

Fru Kruse kunde ikke længer dy sig:

»Det mener De ikke ... Man siger ... man siger ... at De netop finder Margrete Juel saa aandfuld... saa ...«

149

Fruen havde dyb Ringeagt i sine Miner og vilde sige noget ubehageligt; men Erik standsede hende:

»De véd, der staar skrevet: man skal ikke rose de fraværende paa de tilstedeværendes Bekostning.«

Han følte atter et dybt Ubehag ved disse Damers utrættelige Passiar om Hjærtesager. Mindet om hans Forhold til dem kom stedse tilbage som en Besmittelse, naar han hjærtekarsk vilde hvile ud i sine friske, nye Længsler.

Erik rejste sig med et fra sin Plads. Og han saa de to Damer blive siddende tilbage, stolt knejsende, med et ubeskrivelig herreløst Udseende.

Hans Fjender, Kommiserne, der stod i Espalier langs Væggen, gjorde lige netop saa megen Plads, at han kunde slippe forbi, eller vendte ham Ryggen, som om de ikke havde set ham. Et Par stilfærdige, unge Fyre trak høfligt Fødderne til sig, sendte ham en undselig Hilsen og blev lange i Ansigtet, da han ikke havde genkendt dem. En køn, verdensbevandret Manufakturkommis, koket paaklædt og ny i Byen, sagde: »Godaften Hr. Kølby, hvordan lever De?« og trykkede hans Haand med ærefuld Venskabelighed En anden, der stod med Ryggen opad Væggen og Fødderne langt frem, maalte Erik fra Isse til Skosaaler, saa' dernæst lige ud i Luften og flyttede ikke Benene, skønt Erik var lige ved at falde over dem. Det var en konservativ.

Erik styrede henimod Vilhelm, der tog hans Haand og trak ham lidt frem i Lyset:

»Lad mig se dig. Du ser saa handlekraftig ud. Jo sandelig!«

»Jeg rejser fra Aasum til Oktober. Blot jeg slipper helskindet ... Nu har jeg talt til hende, kysset hende ... og ingen Ting bider ... Jeg maa jo have rede paa den Sfinx.«

I det samme sendte Margrete og de to Kusiner dem en Hilsen.

»Gamle Ven,« sagde Erik, »jeg er virkelig forelsket i den Pige.«

Den betænksomme Vilhelm slog over i en halvt spottende Tone:

»Maa man spørge, i hvad for én af dem egenlig? For paa Hjemvejen fra Skoven forleden var der, saa vidt jeg kunde skønne, tre, du gjorde Angreb paa - dels med Arme, dels med Ben - foruden at du sparkede ganske livligt til mig.«

»Nej, gjorde jeg virkelig?« svarede Erik rød i Hovedet ved at se aabenbaret, hvad han troede godt skjult og glemt. »Aa vi var jo lidt fulde.« 150 »Gu' var du ikke nej ... Hvad Pokker vil du for Resten bryde dig om det? De kunde jo godt lide det, antager jeg.«

Tæppet gik op, og da nu de dejlige Teaterprinsesser i sølvskinnende, noget urene Dragter og de pralende, silkeklædte Tenorer i ugarvede Støvler vandrede ned over det fattige Skraagulv, slyngende deres bravurmæssige Toneløb ud over Hovedet paa et Publikum, der sad, som skulde det lige straks omfavne dem - blev Erik saa betaget af dette Æventyrliv mellem støvede, giftgrønne Træklynger, at han for fuldt Alvor begærede den selv samme Usandsynlighed og Romantik i sit eget Liv.

Mens han efter første Akt langsomt og drømmende søgte fra det varme Teater ud til Buffeten, saa han forbavset Redaktør From, der sad paa en af de bageste Bænke helt inde i Halvmørket under Balkonen. For første Gang mødte han From ved de Forlystelser, der tiltrak andre Folk i Aasum. From sad ved Siden af en jævnaldrende, trofast Ven og havde et skikkeligt, betvungent Væsen som Bjørnen, »Skovenes Konge«, der har indladt sig paa at drage til Gæstebud med Jordens andre rene og urene Dyr og nu ikke véd, hvor han skal skjule sin uselskabelige Kolos.

»Godaften Erik!«

»Men Godaften,« svarede Erik Kølby, og hans Inderste blomstrede med ét af Glæde og Sympati, omgivet som han havde været af saa megen Fjendtlighed.

»Erik har sendt mig en Jobspost,« sagde From til sin Ven. »Maa jeg fortælle det, Erik?«

»Aa nej, lad os ikke tale om det. Det er dog afgjort,« afbrød det unge Menneske ham hastig.

»Naa ja ja!« From fortsatte drillende. »Man siger ellers, at De skal forloves.« Og idet han saa i Retning af Margrete: »Det er daarlig Race, Erik.«

»Ja De vil jo have mig forlovet med Kjesten. Første Præmie ved Skuet i Venstres Landbrugsforening!«

»Kjesten, ja men det er da et Fruentimmer!«

»Midjesmækker,« smilte Erik, »Højbarmet! Jeg lagde mit Hoved til Elverhøj -«

»Ja Erik, ja!« bifaldt From.

»Aa kære From! En saadan Præmie-Kvinde! Det blev et bedaarende Bryllup. Og saa nemt og simpelt tænker De Dem det hele afgjort.

151

De er en udmærket Politiker. Jeg er vis paa, at det gaar saadan til paa Landet, hvor Folk er uskyldige og holder Grundloven. Men jeg fordærvede og umættelige begærer en Kvinde saa attraaværdig, at vort Liv kunde blive et evigt Bryllup.«

Da i det samme Fru Kruse og Frøken Kristine gik forbi, sagde From, der kaldte alle ved Fornavn:

»De skulde hellere tage Kristine.«

Dette spøgende Skænderi mellem From og Erik fortsattes lidt efter ude i Restaurationen, da Erik havde samlet sine Venner om sig til en samtykkende Flok, der i fælles Længsel efter det usædvanlige hørte ham udvikle, at der i hver Provinsby for Statens Penge burde oprettes et Teater, stort og smukt, hvor Befolkningen i Støvler og i Træsko kunde forlyste sig uden Vederlag. »Tænk, hvor det vilde udbrede Kultur,« sagde Erik, der i Aften var besat af en overspændt, forbitret Sandhedstrang.

»Aa Erik, Stakkel,« sagde From. »Forstaar De da ikke, at de Folk fra København er ved at kvæle os med deres forbandede Poesi. Alle I unge Mennesker indbilder Jer, at det er saa vigtigt, hvordan I nyser, snyder Jeres Næse og lægger Jer i en Seng. Og saa vil I have, at andre Folk skal kalde det Poesi, som handler om Jeres Snyden Næse og Lyst til Sengen ... Aa Erik, husk paa, hvad jeg altid har sagt Dem: tænk paa Bønderne vester ude.«

Med to nysgjærrige Øjne fæstede paa From spurgte Vilhelm, der sad og tegnede Figurer i Vinen paa Bordpladen:

»Men tror De da, »andre Folk« vilde interesseres stærkere af, hvordan Bønderne vester ude snyder sig?«

From lo besejret:

»Ja skaf os et saadant Stykke. Det var gevaltigt. Eller lad os for Katten være fri for det alt sammen. Ulykken er, at I unge Mennesker alene tænker paa Jer selv. Aa Erik, De kom dog herover, fordi De vilde slaa et Slag for Bønderne vester ude!«

»Nej stop nu,« sagde Erik pludselig vendt mod From. »Hvorfra har De den Viden om mig? Tror De, jeg kom her over for en Smule Politiks Skyld Jeg holdt af Friheden ... ja naturligvis ... som jeg holder af at trække mit Vejr. Jeg kom herover - vil De vide det - fordi jeg mente, at Tale- og Tænkefriheden, »Pressens frie Brug«, ogsaa var til for mig ... for mig ... fordi jeg selv vilde være med ved et Venstre- Dyrskue-Bal, kysse Kirsten eller en anden stolt, køn Pige af bedste 152 Race og ikke overlade den og de andre grundlovsmæssige Friheder alene til Bønderkarlene vester ude ...« Da From vilde afbryde, fortsatte Erik i stigende Tone, med spøgefuld Hæftighed: »Ingen samfundsnyttigt Skaberi! Det var min Ret. Mine Motiver var de reneste. Og hvorfor vilde De have mig herover? Fordi De vilde give Operaforestilling med en Tenor fra København. Fordi I alle keder Jer herovre. Sorg, Smærte, Forbitrelse, alt antager hos Jer kun én eneste Tone: den graa Kedsommelighed I længes alle efter det allerumuligste. Og kom saa og fortæl mig, at I ikke trænger til Poesi!«

I det samme ringede det ind, og Erik rejste sig. From, som endnu blev siddende, tog Vilhelm ved Ærmet og saa paa Erik:

»Vil De sé en Veltalenhed Det klæder ham, hvad?«

»Gu' gør det saa,« sagde Vilhelm i samme Tone.

Henne ved Døren standsede Erik foran Margrete og sagde uden andre Omsvøb:

»Vil De i Morgen Klokken tre komme igennem Holmeskoven. Jeg har noget at tale med Dem om.«

Der gik en hastig Trækning over Margretes Ansigt, og hun sagde:

»Jeg kan ikke Klokken tre.«

»Saa Klokken to. Det er ikke Tiden, som det kommer mig an paa.«

Margrete saa' sig om til alle Sider efter Hjælp.

»Hvis jeg kan faa Elise med,« sagde hun bleg i Mælet.

Erik gjorde et Ryk med Skuldren af Vrede, Utaalmodighed:

»Nej De behøver ikke Kusine. De skal komme selv ... ganske alene. Er det aftalt?«

Den høje, ranke, stilfærdige Dame saa sig stadig omkring som for at indbilde sig selv og alle andre, at det, der taltes med hende om, ikke var noget saa alvorligt og betænkeligt.

»Hvis jeg kan,« sagde hun med krampagtig smilende Læber.

»Farvel da, Godnat!« sagde Erik og gav hende pludselig Haanden.

Hun smilte overvældet og krampagtigt:

»Farvel!«

Over alt, hvor der er Synd, er der Fare, og den korte Lyst drager den lange Uro efter sig.... Frøken Kristine valgte fortrinsvis Farens Mørke og flygtede med en lille gnistrende Latter fra sit adstadige Selskab ind under de natdunkle Trær, hvor andre ængstes for Spøgelser. Og 153 Tusmørketidens smaa Møder med Erik og en rummelig Hengivelses overlegne Forglemmelse af Verden havde adskillige Gange i denne Sommer haft en grundig Forskrækkelse til Følge.

Frøken Kristine var vistnok tapper, men ikke radikal. Hun var født til at være ærbar Dame, og hvad man end kunde sige, hun følte sig med alle sine Nervetraade som ærbar Dame. I sine Anfald af dyb Forskrækkelse bad hun til Gud, som er langmodig - for det var jo dog umuligt, stridende mod Tingenes evige Fornuft, at hun - en Jomfru, efter hvad alle vidste - ganske aabenbart skulde kunne sætte Børn i Verden ...

Erik havde siden den Dag, da han kyssede Margrete i Skoven, været tro mod sit tavse Ideal. Men da han i Aften efter den endte Forestilling gik ned ad Teatertrappen, stod Kristine der og tog sin Hat paa, og hun havde et særeget udvisket Udtryk omkring de blaa Øjne.

Idet hun fæstede sin Hattenaal, standsede hun ham blidt og frygtagtigt, som om hun helt tilfortroede sig ham:

»Hr. Kølby, gaar De ikke med hjem til os og drikker Kaffe?« Hun tog ham ved Armen og trak ham lidt til Side. »Jeg har noget, jeg maa tale med Dem om!« hviskede hun og trak sine Øjenbryn forfærdet til Vejrs.

»Hvad da?« sagde Erik forbavset.

»Ja det er grueligt - men jeg kan ikke sige Dem det her.«

Erik fulgte med Kristine sagde, at hun maatte rejse fra Byen; denne Gang var hun sikker i sin Sag; og det gik da ikke an, at en ung Pige, som ingen Mand havde, saadan fik Børn her for alles Øjne. Erik trøstede hende med, at hun gik og ængstede sig uden Grund Men Kristine blev ivrigere i sine Udviklinger og standsede saa pludselig med en forskrækket, selvironisk Latter og optrukne Bryn:

»Ja det er grueligt. Er det ikke grueligt, synes De?... Hvad? Hvad siger De?«

Der kom bestandig det samme Ord fra Eriks Læber: »Taalmodighed«, og halvvejs beroliget tog hun hans Haand og støttede sig til ham, mens hun traadte op paa Trappestenen foran sin Gadedør.

Damerne var saa usædvanlig hyggelige. De behandlede ham igen med en Ærbødighed som en fremmed, i hvis Anliggender de kun beskedent turde blande sig.

»Kommer De med til Ballet paa Onsdag Hr. Kølby?« spurgte Kristine stadig blid.

154

»Ja jeg antager det.«

»Og Deres Venner kommer ogsaa?« Hun nævnte »Deres Venner« uden nogen skinsyg Grimace.

»Nu vil jeg spaa Dem,« sagde Kristines ældre Søster efter Kaffen. Hun tog et Spil Kort.

»Der ligger en lys Dame til Dem ... De synes stærkt optaget af hende ... Hun har en Smule Penge ... Men De vil spørge ubehageligt Nyt ... Ja se ... her kommer en anden lys Dame i Vejen, som har noget at fortælle Dem, De ikke vil blive glad over ...«

Erik saa forbløffet paa Søsteren. Var hun Medvider?

Klokken henad tre den næste Dag, mødte Erik i en lille Gade i Udkanten af Byen Frøken Kristine, som havde taget en uhyre stor og uhyre grim Hat paa, og som hilste ham med sine to forskrækkede Øjne i et skæbnesvangert Ansigt.

Han var selv paa Vej til sit Stævnemøde.

Hun sagde et lydløst »Goddag« og »hvor skal De hen?«, og hun sagde ham, at hun vilde ud til »Madam Hansen« for at faa Vished i sin Angst. Denne kyndige, forfarne Madam Hansen var tyst som en Grav. Hun vilde ikke sladre af Skole.

Erik gik til Holmeskoven for at træffe Margrete Juel. Han havde af Forsynlighed skrevet et Brev, som han vilde give hende, hvis han ikke traf hende alene og kunde faa talt ud.

I Holmeskovens Gange laa tørt Løv. Dagen var stille og graa. Margrete spaserede ved Elises Arm og deres Fødder flyttede sig rapt og afmaalt.

»Bind dit Skobaand, Elise!« sagde Margrete.

Elises ene Skobaand raslede ved hvert Fodtrin paa den faste Vej. Erik fulgte taus og fortvivlet med de unge Piger og søgte at vise Margrete sit Brev.

»Bind dit Skobaand, Elise!« var det eneste, Margrete sagde, mens hun skred hen som en Dronning.

Kusinen lod, som hun ikke hørte det.

»Aa den Lyd gør mig nervøs,« blev Margrete ved Pludselig standsede hun med Hænders Magt sin Kusine og bød for tredje og sidste Gang:

»Bind dit Skobaand, Pigebarn!«

Mens Elise knurrende bøjede sig og bandt, viste Erik atter sit Brev. Han troede, at Margrete havde beregnet dette Øjeblik. Men hun saa 155 paa hans hemmelige Fagter med en storslaaet Mangel paa Forstaaelse, og hun sansede raadvild ikke at tage Brevet, før Elise rejste sig og med en let Stampen bragte Kjolen i rette Folder.

Efter at have sagt Erik Farvel ved Skovledet forsvandt de unge Piger ad Vejen til Byen i samme rappe, ensformige Tempo - som om de gik for Timebetaling.

Ude bag Skoven, havde Bønderne mejet alt det Korn, der stod paa Markerne. Og snart skulde han forlade denne Jord, hvis Luft overalt var fyldt med skyggeagtige og forflygtigede Erindringer om en straalende Sommer. Men drevet af sit Hang til Fuldstændighed maatte Erik eje Margrete - for at ikke alt, hvad han havde set og ønsket her under Aasums Sol, skulde forspildes. For ikke at kvæles af Minderne om værdiløse Stævnemøder og alt det andet Intetsigende maatte han bære sin største og stolteste Drøm hel ud af denne By, hvor han jo dog ikke havde boet for at bortslænge sig selv og sin Tid, men for at oplede et Liv, hvormed hans Hjærte var fortroligt - som en Musling, der forsøger at danne sin Perle.

... I Tusmørket den Aften stod Frøken Kristine igen efter lang Tids Forløb ved Eriks Dør, ganske ynkværdig som et Barn, der i sin Skræk er taknemlig for det mindste opmuntrende Ord. Madam Hansen havde sagt hende, at hun vistnok var frugtsommelig ...

Kristine gjorde sig ganske viljeløs og lille, af Angst for at fortrædige ham, falde ham besværlig. Hun lagde sin Hat paa en Stol, knappede Jaketen op uden at tage den af og satte sig paa en Skammel med Albuerne støttede paa hans Knæ.

»Ja er det ikke frygteligt,« sagde hun med sin kejtede Latter; og idet hun bange kærtegnede hans Kind næsten uden at berøre den:

»Kunde De ikke tænke Dem at gifte Dem med mig? Tror De ikke, De kunde faa den, der var værre?.. Jeg holder af Dem ...«

Gifte sig med Frøken Kristine! Det var jo Redaktør Froms Forslag. Men Erik, som aldeles ikke havde tænkt at gifte sig, gav intet Svar.

Da rejste Kristine sig langsomt fra sin Skammel og sagde i en fastere Tone:

»Men De kan jo ikke lade mig gaa saadan.«

Den Skygge af truende Fjendtlighed, som var i hendes Øjne, der nu ikke mere saa paa ham, fik øjeblikkelig Eriks Medfølelse til at forsvinde.

»Jeg har aldrig lovet at gifte mig med nogen!« 156 »De bliver i alt Fald nødt til at hjælpe mig. For det bliver ikke billigt.«

To Minutter efter kom hun hen og klappede ham paa Kinden:

»Er De vred paa mig? Huskjeg er saa gruelig, saa gruelig bange.«

Men Erik følte ikke mere den Uhygge, den Tingenes Uoverensstemmelse, som havde pint hans Samvittighed en Smule, da han gik som en Tyv og vilde liste sit Brev i Hænderne paa Margrete, mens en anden Kvinde, ulykkelig for hans Skyld, maatte løbe og spørge Byens kloge Kvinder til Raads. Det var sikkert mere ved et Tilfælde end af særlig Kærlighed, at Frøken Kristine havde gjort ham til Medpart i sine smaa Synder. Hvorfor skulde hun saa lyve Kærlighed?

Om Aftenen var han hos Guldsmedens.

Paa en Strimmel Silkepapir, som han rullede sammen til en lille Kugle, bad han Margrete møde ham den næste Dag. Han trykkede hende det i Haanden, da han sagde Farvel. Paa den unge Piges Ansigt viste sig igen en Række Trækninger, hun vaklede en Smule af Forskrækkelse og lo, saa man saa alle hendes Tænder.

Men han huskede hende saa fin og lys og dejlig den Aften.

Dagen efter spaserede han Klokken halvto i Anlæget med Frøken Kristine. Hendes Øjne var taagede af Forknythed, og hun var paa ny viljeløs glad for et ubetydeligt Kærtegn.

Klokken tre ventede han Margrete, som blev borte. Da besluttede han, at han vilde gifte sig med Kristine, om det skulde blive nødvendigt.

Og med Margrete vilde han endnu kun gøre ét Forsøg. Et Brev blev skrevet, som Fotografen med en meget betroet og meget sigende Mine paatog sig at bringe til Margrete.

Der stod:

»Jeg ventede Dem i Gaar en Time.

»Jeg venter Dem i Dag endnu længere.

»Herre min Gud, nu er der kun ti Dage, til jeg rejser fra Aasum.«

Fotografen lagde det i en Nodebog, som han overbragte hende. Han var allerede ude af Huset og skulde dreje om ad en Sidegade, da hun kom løbende med bart Hoved og vinkede ad ham.

»Jeg kan ikke komme i Dag,« sagde hun uden videre, som maatte Fotografen kende alt.

»Maa jeg da bringe Erik Kølby Besked om en Tid, som er Dem belejligere?«

157

»I Morgen ... Klokken halv tolv.«

Saaledes stod hun paa Gadehjørnet med Haaret blafrende om Panden. Og Fotografen bragte Erik den Besked: »Jeg havde aldrig tænkt mig, den rolige Dame skulde komme saadan i Bevægelse ... Du tager hende formelig med Storm.«

Det var Onsdag. Og da Erik ikke vidste, hvorledes han skulde faa den lange Tid til at gaa, drev han et Par Timer hen til det Bal, som Frøken Kristine havde talt om. Det var med Ulyst, men han var nysgærrig efter at tale med hende.

Han saa hende blive ført op til Dans. Han saa de mange Par, som gled ham forbi, smilende unge Piger og Fruer, der ogsaa havde et Smil eller et frittende Øjekast til overs til ham, Fornærmeren af alt, hvad der var vedtaget i Aasum. En eller anden Dame, som han kendte en Smule, strejfede af og til hans Øre med et frisk, udæskende Udbrud, idet hun smuttede forbi ham i kysk Uantastethed. Alle disse Ansigter og disse Danse var ham med et ligegyldige. Margrete var der ikke. Og han begreb i Grunden ikke, hvorfor alle disse Folk støjede og dansede, indtil Støvet stod omkring dem og de kogte af Varme. Men Livsglæden blussede paa alle Kinder ... gennem de aabne Vinduer strømmede Køligheden fra en fin, tæt Høstregn, som ustandselig vedblev at falde ude i Mørket.

Erik opsøgte Kristine paa en Bænk, hvor hun nu sad ensom og nedslaaet. Han talte til hende dæmpet-beskyttende; og hun svarede ham dæmpet-forundret; som to halvt fortrolige taler hver ud fra hver sin Verden, efter at den egenlige Sympati er bristet.

Da Frøken Kristine forlod Erik og Salen en Stund, sad han og talte med en ung Købmand Musiken spillede en Tyrolervals, og de dansende Damer vuggede sig ud og ind saa kækt som vajende Faner. Erik begyndte at faa Interesse. Det var en besnærende Ungdom, der sprang fra Violinernes Strenge i store Hop, mens Parrene gyngede deres Arme frem og tilbage som Guirlander.

Da dukkede Kristine igen op ved Indgangen til Salen. Hun gik og bed hemmelighedsfuldt i Snippen af sit Lommetørklæde, og hun spankede stolt paa Hælene ned igennem Vrimlen. Hun gjorde endogsaa et Par Dansetrin i Takt til Musiken og stirrede lige ud, som om hun ikke saa Erik. Men idet hun gik forbi ham, slog hun ham med Lommetørklædet let paa Skuldren:

158

»Hr. Kølby, vil De høre noget nyt?« Og hun bøjede sig og hviskede ham hastigt et Par Ord i Øret.

Erik klaskede Haanden mod sit Laar.

»Naturligvis!« udbrød han leende.

»Naturligvis!« sagde Frøken Kristine og gik knejsende videre. Hun drejede kun Hovedet og nikkede tilbage:

»Som altid!«

Den unge Købmand struttede af Nyfigenhed, men det eneste, han kunde faa ud af Erik, var: at Livet tilsidst er en Farce, og at Himlens Styrer - hvad enten han hedder Buddha eller Jehova eller Zeus - er en god Gud, som lader det regne over onde og gode, og som satte Regnbuen paa Himlen til Tegn paa, at fra nu af skal Sommer og Vinter, Vaar og Høst, Dag og Nat ikke aflade.

Frøken Kristine sagde straks efter Godnat til Erik, for at tage hjem. Og hun fjærhede sig med en Stolthed og en Tryghed, som var hun inderlig tilfreds med sig selv og havde faaet en høj Agtelse for det jordiske Stof, hvoraf hun var skabt.

Erik var frelst.

Ude faldt Regnen ustandselig og over alt, den fine, milde Høstregn. Og Erik, som ogsaa slentrede hjem, tyst drømmende om Margrete, havde kun den éne Bekymring: at Regnen skulde forstyrre hans Møde den næste Dag.

159

XVII: Forelskede.

Den ene rager Kastanierne af Ilden, og den anden nyder godt deraf. Frøken Kristine havde gjort ham fortrolig med Tanken om at gifte sig - og Dagen efter blev han forlovet med Margrete.

Hun blev ikke synderlig glad eller talende, fordi han tilbød at gaa til hendes Moder straks; men i hendes Haandtryk laa dog et egensindigt Hjærtes sære Godhed ...

Det havde ikke været hans Omgivelsers Mening, at han skulde ende i en Forlovelse efter Landets Skik. Gode Ægtemænd, der sad fast i Aasum, med Kone og Børn, og kun paa Afstand kunde sværme for Friheden, ønskede at have Erik gaaende ugift som et Mønster paa det Liv i Ubundenhed, som de ikke selv kunde føre. Det var rart at have ham som en Protest imod Moralen og Ægteskabet. Det gjorde Livet mangfoldigere ogsaa for dem, at der kunde findes saadanne Folk. Og ved smaa Portvins- eller Torskegilder lod de og deres Fruer ham forstaa, at han ikke skulde binde sig. At de for deres Part vilde nyde Æren som sædelige Samfundsstøtter var selvgivet; men i en naiv, indadvendt Radikalisme, der havde vokset sig stærk ved et stærkt, moralsk Tryk, fordrede de, at Erik, som var en net Fyr med en spydig Pen, skulde tage Kampen op paa alle Omraader. Det var det repræsentative System. Og i godlidende Offervillighed udsatte de sig for Faren ved at have en saadan Ungkarl slentrende om paa deres Stier.

Erik holdt ikke af noget, som var halvfærdigt. Han fik trykt Kort, som han sendte rundt, bestilte Forlovelsesringe og lod sig højtideligt gratulere. Og han læste i sine Venner, de ængstelige Demokraters Ansigter trefoldig Ordet: »Dumhed! Dumhed! Dumhed!« Men Damerne smilte, nikkede, og i deres Miner stod skrevet: »Han er vist lykkelig!« Han mødte en uventet Velvilje hos alle Mennesker, han knapt kendte. Og Interessen tindrede ud fra alle Gadespejle, naar han og Margrete lidt forlegne gik gennem Byens Gader, stadig to Skridt fra hinanden.

Vilhelm og de andre unge Venner hørte Budskabet med forbeholden Stilhed og henfaldt én efter én til Grublerier.

160

Om Aftenen paa Forlovelsesdagen mødte de op - en krigsberedt, munter Flok - for at fejre Begivenheden i Fru Juels Hus. Det var egenlig de to Kusiner, der var gladest over Erik, og som satte sig ved hans Fødder paa Vindusforhøjningen for at høre, hvad han halvt i Spøg, halvt i Alvor belærte dem om.

Margrete selv havde glemt Dagens Betydning. I vildt, barnagtigt Lune førte hun store Kampe med den drilske Vilhelm og med Fotografen, som hun med fysisk Magt satte hen i en Krog; der stod hun og holdt hans korslagte Haandled med sin venstre Haand, mens hun hævede højre Arm højt og truede med Pegefingren. Hendes Haar flagrede om Panden, Kinderne blussede, og hendes kaade Profil med Næsen løftet i livsglad Trods og med pudsig spilede Næsevige fik Erik til at tænke paa en lang, uartig Skoledreng, skønt der var store Bevægelsers Vælde og plastiske Majestæt i denne Uartighed.

Han var ved at blive hjærtesyg. Han forsøgte at lege med Men der var mere Kærlighed end Kamp i hans Leg. Hun stødte ham fra sig.

Og han stod og tænkte paa at liste sig stille ud, pakke sine Kufferter og rejse med Aftentoget hjem til København. Da skød hun, som Legen gik bedst, Døren op til et mørkt Værelse, rykkede ham let i Ærmet og trak ham med sig derind Og hun lukkede Døren bag sig. Ude hos Vennerne og Kusinerne blev der et Øjeblik undrende Stilhed, som sluttede med en Latter.

Hun satte sig paa hans Skød i den store Lænestol ved Vinduet og gav sig til at kysse ham.

Erik prøvede at smile:

»De andre prygler du derude i den lyse Stue, og mig kysser du i Mørke. Jeg stod just og havde besluttet at rejse hjem til København i Nat. Hvad vilde du da have sagt?«

»Ja jeg ved ikke ... jeg var maaske rejst efter dig,« sagde hun slet ikke forundret

»Kun maaske. Fortryder du ikke allerede? Er du ikke træt af mig. Sig, bryder du dig i Grunden om mig?«

»Det kan du da nok forstaa. Tror du, jeg ellers vilde forlove mig?«

Hun sagde alt saa hjemmevant, saa trygt og tilforladeligt, i Aasumdialekt. Og hun blev ved at kærtegne ham, stirre paa ham i det blege Genskær fra Gadelygten, som vilde hun helt mættes med Glæde over ham. Det var som en god Moders bedste, forkælede Datter, der havde faaet en Dukke at lege med Hun forekom ham meget yngre, end 161 han havde tænkt, men dobbelt skøn i det matte, hvide Lys med sin fyrige, lunefulde Kærlighed og sine Øjne, der stirrede saa utrætteligt paa ham, som om de vilde inddrikke ham helt. Han gav sig hen i Tro paa sin Lykke og talte beundrende Ord, der kom inderst fra Hjærtet.

Hun herskede her i Mørket med en frimodig Selvegenhed og sagde:

»Du stod og satte et Ansigt op ... aa saa surt! Jeg maatte jo se at faa dig kureret. Er du nu ikke fornøjet med mig?«

Og Erik havde ikke mere Tvivl. Han trak en lang, svær Haarlok frem af en Lomme for at overgive til hende. Den havde tilhørt den unge Pige, han havde troet at elske i København. Margrete gav til Gengæld en Lok af sit eget Haar, ikke nær saa stor, men sirlig omvundet med Silketraad og lagt i et sirligt Stykke Silkepapir. Hendes Kærlighed var ikke rundhaandet, ødsel, som Emmys havde været; men det gjorde den endnu kærere, at den var saa sød og stolt og fordringsfuld

Kun én Ting var det ved Eriks tidligere Forhold, som pludselig gjorde hende forlegen og uvis. Først da Erik havde forklaret, at dette Forhold var barnløst, beskæftigede det hende ikke mere.

Og inden hun aabnede Døren ind til den lyse Stue, holdt hun ham endnu en Gang tilbage for at se ham ved Lygteskæret og endnu en Gang at skænke ham et af sine ubekymrede Kys. Inden hun gik ind til Lyset, hvor hendes Kærlighed lukkede sig sammen som en forfrossen Blomst, og hvor en stor, velopdragen Pige, som hun, ikke vilde være bekendt, at hun legede med Dukker.

En af de første Aftner i Oktober fulgtes Erik til Toget af sine unge Venner og Veninder. Vilhelm og Fotografen var begge næsten forlovede med hver sin af de to Kusiner.

Ved Udgangen fra Ventesalen kom en smilende Dame hen til Erik.

»Jeg maa dog lykønske Dem, Hr. Kølby!« Og hun vendte sig mod Margrete: »Ja Dem har jeg allerede lykønsket.«

Det var Fru Eva Holst, der uddelte disse Lykønskninger med en skælmsk Ynde, fuld af guddommelig forstaaende Overlegenhed, som var det selve den gyldne Aphrodite, der uddelte sine Blomster og Velsignelser til disse to Børn af den skønne Jord.

Og hun tilføjede let spøgende:

162

»Hvem skulde have troet, at De vilde forlove Dem - naar man talte med Dem, den Aften De kom til Byen?«

Erik bukkede for Fru Holst, slog ud med Haanden og forklarede med den Frimodighed, han havde lært af Redaktør From:

»Frue, De er vedbleven at staa uden for mit Liv.«

Erik havde valgt sig en Kupé, sagt Farvel, trykket Hænder, men den rette Afskedsstemning vilde ikke her for alles Øjne gribe de to Forelskede.

Konduktøren kom løbende for at lukke Kupeerne. Erik sprang ind, og Døren blev smækket i. Erik stod og sled fortvivlet med at aabne det lukkede Vindu. I dette Øjeblik længtes hun derude og han derinde uendeligt efter en sidste Hilsen.

Men Toget gled langsomt ud af Perronen, og Vinduet vilde ikke gaa ned.

163

Til Erik Kølby.

Endskønt der i din Ungdoms Liv og Meninger
var døde Sider, som i denne Bog,
du troede paa Aandens Magt og slog,
saa du blev udelukt fra Folks Foreninger.

Med Slangens List og Uskyld som en Due
du krydsed en Borgmesters Rænkespil.
Man saa' dig oprejst fly en yppig Frue,
men bly for Frøknen Blikket sænke til.

Du var saa ny, at selv ej Svig var Svig.
Du gav i al din Færd, din lille Krig,
Udkast til lutter nye, danske Dyder

og blev, saa underligt det ogsaa lyder,
Bud om et Danmark, skabt til noget mer,
som omkom under lange Fødselsver.

164
165

Tillæg
Ny Jord 14 Dags Skrift for Literatur, Videnskab og Kunst.
Redigeret af Carl Behrens.
1. Bind Januar - Juni 1888. [side 262-278]
København. P. Hauberg & Comp.

166
167

Højsang.

September.
Mia carissima!

Saa er vi altsaa skilte, hver i sin By, bundne af den samme Lænke. Her sidder jeg, som en ensom Glød, hvem en umild Skæbne har revet bort fra den rette Arne. Og dér ligger du i Asken, som næppe er kold efter mig, opfangende den sidste Rest af min Varme. Søde Margrete, Arnen afkøles, og de muntre Minder fra i Sommer dør - men rug kun over dem, drøm, og lad ikke din Ild gaa ud!

Ja vi er wel reyste - et listigt Forsyn, der vidste, hvor lidt man kan stole paa Verdens Børn, udfandt at gøre en Munk og en Nonne af os, mere sikkert, end om vi havde bundet os ved de strængeste Løfter. Din Pande er en Nonnes, og daglig vil dit Sorøs Jomfruhjærte hente Styrke fra din fromme Mine, nu da din Helgen er saa langt uden for dine venlige Hænders Rækkevidde. Ti fortæres du end af hedenske Flammer, paa Minen kender man Helgener.

Margerita - en Nonne! Hvor raffineret finder Forsynet paa at pine os! Margerita - en Nonne; indemuret at skulle sukke og længes, længes efter den fjærne Brudgom, der en Gang med sine Kys skal indblæse hende en himmelsk Lyksalighed! Mia carissima - det skal kaldes Lykke! Nu har vi ledt saa længe om en Salighed efter vort Hjærte, og dér havde vi fundet den, men nu fordobler den blot vor Pine.

En forelsket Nonne - af alle Nonneskæbner den tungeste. Hvor fortærende at svælge i en Længsel, hvis Ende ikke er at øjne! Cellestilhed, Klosterandagt, en forvirrende Drøm om blændende Sommerlys, om et Bad i Henrykkelsens hede Kilder, om Dagene, hvor vi skal age i Lykkens gyldne Karm, lé med hinanden eller græde med hinanden, men altid: med hinanden og derfor lykkelige. Det er flimrende lyst i Sjælen, brændende klart; og uden om er saa den tunge Tavshed, de klamme Klostermure - isnende, isnende; og man ser intet Ophør paa Vinteren, Kulden, Mørket.

Saa er da Margerita en Nonne, med hvidt Slør, med Rosenlæber, med Længsels Taarer funklende i Øjenvipperne; og Barmen hæver 168 sig bævende og synker sukkende, og Sindet er Glød og Flamme, Flamme og Glød - lad dem prøve at slukke, Ilden dør ikke, før det unge, skønne Støv er hærget til Kul. - Og jeg er Munk. Det blev ikke sunget ved min Vugge, det blev ikke nævnet, da jeg sprang paa Hovedet i Livet. Jeg blev det trods onde og gode Profeter. Det blæser lidt koldt der udenfor; med hvor mange gamle Klude man lappede denne brøstfældige Verden, igjennem alle Sprækker og Fuger piber Trækken, og vær glad til, om du slipper med lidt Gigt og AndendagsVærk! Men en Mund aandede varmt paa mig, og lidt efter lidt kom jeg til Kræfter. Jeg var som forvandlet; og jeg blev Munk. I Klostrets Ensomhed tilbeder jeg nu den Madonna, fra hvem der udgaar Liv, Aand og alle Ting.

Cara mia, nu synger jeg en hellig Højsang, en Salme om et nyt Eden, hvor Solen er som Guld i sin Opgang, som Purpur, naar den gaar ned; hvor spraglede Sommerfugle flagrer i dirrende Lys mellem eviggrønne Trær.

Det er en Salme, mange, mange har sunget før. Men det er ogsaa den fornemste af Salmer. Aldrig kan den synges for tit; ved den vil jeg synge mig ind i Paradiset; den er min Opsang, vil jeg storme Himlen.

Jeg tror paa den eneste sande Margerita, Nonnen, cara mia, mia carissima, som har indblæst mig Livsens Aande, som daglig opretholder mig, fuldkommengør mig og vil gøre mig mangfoldig som Sandet ved Havets Bred.

Jeg skal ikke have andre Guder for hende.

Jeg skal komme vore Hyrdetimer i Hu og holde dem hellige.

Den gamle Adam i mig skal druknes ved Anger og Bod Jeg skal iføre mig en ny Adam, der er værdig at omslynges af min unge Evas hvide Arme.

Den gamle Adam vil klamre sig til hendes Fødder og kysse dem, vil kaste sig til hendes Barm og kysse den. Da falder hans Ham, og han bliver dobbelt ung, dobbelt fyrig ...

Og nu sender Munken klagende af Længsel sin ærefrygtige Hilsen til Nonnen, Søster Margerita, som med bankende Hjærte, fromt opbygget læser hans Epistel og trykker et Søsterkys paa Navnet

Erik. 169
November.

Det er Løvfald, Margerita, klamme, taagede Dage, og hver Morgen jeg aabner mit Vindu, tilslører en frysende hvid Damp de forkrøllede Trær.

Den sidste Smule grønne er forbi; og Falmetidens Farvebrand er sunket hen i en mat Rusttone. I den graa, svære Luft skinner Træerne, halvt afbladede, frem med muntre, brunrøde Profiler.

Inde i stilfulde, forladte gamle Haver, hvor ved hver Omdrejning af de snirklede Gange en Marmor-Erot sigter med sin Pil eller en Hyrde kysser sin kokette Hyrdinde, vader man i fugtigt Løv til over Anklen. Og i alt det smuldrende Liv med Blade, der drysses, og Frugter, som gaar i Trøske, medens kun en Spade, tankefuldt hensunken midt i et halvt omgravet Kartoffelbed, forraader Nutidens grove Stræb, bliver man saa kaad og galant til Mode. Man drømmer sig tilbage i det Aarhundrede, da belevne smaa Markiser, forklædte som kortskørtede Hyrdinder, gjorde et allerkæreste Kniks for »min Herre« og med det aabenbareste Mod i skalkagtig slyngede Vendinger skriftede, hvilke søde Synder »madames« Hjærte mest længtes efter at kunne angre:

»Jeg er Hr. Damons allerydmygste Tjenerinde!«

Mademoiselle Marguerite, da mit Hjærte endnu var frueløst, vilde jeg ogsaa i denne pyntelige Aarstid have drømt om en saadan »ydmygste Tjenerinde«, vilde have længtes efter hvælvede Sale, udstyrede til Overdaadighed med en lige saa nydelig som vittig Rokoko-Smag. Og foran Marmorkaminen, siddende hver i sin Lænestol, skulde vi holde Hyrdetime, hun og jeg, mens Mørket faldt paa og Ilden lyste. Der skulde ikke kysses eller tales om Kærlighed, men gøres Knæfald i leende Ord, i forsigtig maskerede Forvovenheder. Hyrdinden har sat sin skælmske lille Fod op paa Kamin-Forsatsen, og de kælne Fingerspidser krummer i Ømhedsiver deres Rosennegle fast om Stolearmen, idet hun syndefuld spørger, om min Herre ikke nu er træt af den overvættes causerie ...?

Og jeg vilde maaske have sat det paa Alexandriner:

»Det sommerlig Paulun jeg skienker for en Stue;
Bort Frøken snerpet Mund! mig elsker nu en Frue.«

170

- - Ak, det var en Trængslernes Tid, da saadanne Drømme drog ind og ud af mit Hjærte. Margerita, lille Margrete - med dig kom et nyt System til Magten. Du traadte sejrrig ind og lukkede Døren i Laas efter dig; og nu kan de banke paa, saa mange de vil, Markiser og Hyrdinder, plaprende Frøkner og diskret-vemodige Enker - du har sat Foden fast for, eftertrykkelig og med en sikker Mine: »Nej det skal vi dog ikke have mer af!«

Og hvad gjorde da jeg? Jeg tænkte som saa: Marguerite vaut bien une messe! Jeg lod dig vende op og ned paa alt derinde, lod dig ransage mine Gemmer og kigge i mine dybeste Hemmeligheder. Hvorledes skulde jeg forhindre? den nysgærrige lille Næse kunde snuse uden paa en lukket Skuffe, at den skjulte konfiskerligt Gods. Markiserne og Hyrdinderne, der stod udenfor og frøs, spottede mig som frafalden og sagde, at jeg solgte min Frihed, min gyldne, unge Frihed, som jeg aldrig havde villet bytte selv med det blødeste Baand. Men jeg svarede: Se paa hende! jeg vilde forskrive mig til ham med Hoven, naar det gjaldt at vinde hendes Kærlighed - og saa skulde jeg ikke kunne høre en Prædiken? Margarita er vel en Messe værd.

Min fine, ranke Margrete - det er dog ikke Kirketoner, dem, som kommer fra din Mund, det er ikke den vinterfrosne Forsagelsens Tekst, og ogsaa Andagten er en anden.

»Es liegt der heisse Sommer
auf deine Wängelein.«

Jeg mindes dit Ansigt fra sidst og ser dig for mig trædende let over Efteraarets Bladdynger. Og jeg ser dig som den Gang du puttede din Arm ind under min og vi vandrede nynnende gennem den bleggule Allé. Ordene faldt fra dine Læber saa let, saa blødt som Løvet, der i Søndagsstilheden dryssede ned langs den opkørte Vej.

Klokken var fire. Det blev mørkere og mørkere; da vi skulde hjem, var det helt sort. Og saa gik vi i det dybe Mørke med Armene om hinandens Liv og kyssedes hele Vejen som to, der ikke maa. Jeg glemmer heller ikke Aftenen paa Banegaarden, da jeg skulde rejse. I majestætisk Ensomhed stod du midt paa Perronen og saa' efter mig og sagde ingen Ting ... Det er virkelig sandt, at Folk bliver lange i Ansigtet.

Ak Margrete, af saadanne Søndage har hver Maaned kun to. Du 171 véd ikke, hvor de andre to er mig pinefulde og fade. Man staar sent op, og før man tænker derpaa, mørknes det allerede i de graa Gader, og da er der en uendelig Skumring og en uendelig Aften igen. Saa sidder jeg og tænker paa sidst og ærgrer mig usigelig. Og det trøster mig slet ikke at vide, at nu sidder du ogsaa og længes efter mig. Er der noget saa fortvivlende som den Tanke, at begge rækker Armene ud og kan dog ikke naa sammen, at begge er saa hede, saa unge og dog saa afmægtige? Jeg oprøres over Verdens Ufornuft og finder det vanvittigt, stridende mod al Logiks inderste Væsen.

Men saa i Mandags Morges kom dit Brev med Violerne. Jeg fandt det smukt af dig, siden det var de eneste i Drivhuset. De var bleven pressede, og deres Saft havde gjennemtrukket og farvet Silkepapiret. Nu ligger de foran mig, og jeg ved ikke, hvad det er for en sød Følelse, at de er fra Marguerite, at dem har hun »baaret paa sit Bryst«, forleden Aften hun maatte gaa alene hjem uden anden Trøst end sin Fader og Moder. Ene! den græsseligste Sindsstemning, saa opløst og elendig. Min stakkels, stakkels Pige, hvor selvforagtelig du fortæller om at sjaske alene bagefter! Foragter du dig selv, naar du ingen har at kysse?

»Det var saa dejlig mørkt hele Vejen,« skriver du. »Jeg gik og ærgrede mig over, at du ikke var her, saa at jeg kunde kysse og omfavne dig; for ingen kunde se det.«

Ja søde Margrete, paa samme Maade tænker jeg hver Aften: det er dog en Skam for det udmærkede Mørke, at det gør sig sort til ingen Nytte.

Men du skal faa Revanche. En saadan uforfærdet Pige er nok værd at belønne.

- - Netop nu begynder det at sne udenfor, den første Sne i store snurrende Flokke, vrimlende tæt, hvidere og hvidere. Dagslyset falder blegt ind paa min Væg, og jeg finder det ligesom en Smule koldere her. Jeg rager op i Kakkelovnsilden, saa det knitrer; men Sneskæret fra Ruderne gør, at jeg fryser indvendig.

Et Øjeblik sætter jeg mig hen foran Kakkelovnen og tænker paa dig. Dit Ansigt staar for mig i en Hvirvel af Sneflokke, som risler ned over Haar, Øjne og Kinder, og dobbelt gløder Blodet under den tynde Hud.

»Es liegt der heisse Sommer
auf deine Wängelein.«

172

Du er min Sommer og Sol, min Frøken snerpet Mund, min Markise og Frue - du er Summen af alle mine brogede Drømme i det brogede Efteraar; mod de brune konturløse Løvmasser og mod den snegraa Luft tegner din ranke Skikkelse blødt sit nynnende Rids. Og disse hede, venlige Kinder vil jeg kysse næste Søndag, fordi du er flink og ikke ræd for Mørke.

Din
Erik.
Januar. Min kære Margrete!

Jeg er i den mærkeligste Stemning, saa modfalden og tilintetgjort. Og næsten maa jeg gøre Vold paa mig selv, at det ikke skal gaa ud over dig. Jeg har en Lyst, uimodstaaelig, til at bande - vé over Verden, vé over de store Aander, vé over de smaa Filistre! De store, fordi de har hvælvet os Himlen for højt, de smaa, fordi de har gjort Jorden altfor plat. Jeg vilde jo saa gærne gaa min egen Vej - midt imellem! Men midt mellem Himmel og Jord, hvorfra faar jeg Balance til den Linedans?

Det var altsaa den Jul, de fjorten Dage, vi lovede os saa meget af. Jeg havde udkastet Planer som en Digter og har ført dem igennem som en Æsel.

Det er min Fejl. Man skulde aldrig lægge Planer. Alle de Drømme, jeg havde haft - hvor kunde jeg forlange, at de skulde tone ind i en saa vidtløftig Koncert uden en eneste Skurren. Der var min Hyrdinde, min Jomfru, min Frue; intet under Solen kunde der nævnes, som jeg satte Pris paa, uden der jo skulde være det med. Og jeg fortalte dig i forberedende Breve alt det gode jeg vilde finde hos dig, naar jeg nu i fjorten Dage var sammen med dig fra Morgen til Aften. Min stakkels egen Gretemo'r, det var Tyrani om jeg vilde, du skulde danse efter alle de Signaler. Det var umulige Fordringer, og saa traf jeg dig uforberedt ...

Jeg husker den Aften, jeg kom. Du kunde ikke rigtig kysse mig. Det var, som om du gik i dine egne Tanker og ikke evnede at gøre ryddeligt for mig; som om jeg endnu var langt borte og du ikke kunde blive fortrolig med, at jeg virkelig var kommen, at jeg sad der ved Siden af dig med din Haand i min, ventende paa, at du skulde aabne 173 dig og modtage mig. Men du kunde ikke. Maaske havde du drømt altfor meget om, hvor smuk den Aften vilde blive.

Vi er alle en Smule af Porcellæn og Kvinderne ikke mindst. Vor Kærlighed, hvor skrøbelig! undertiden er den, undertiden ikke. De gamle Sagn og Folkeviser fortæller om Kærligheden som den solide Masse, det mægtige Instinkt. Men nu ... man maa ikke forlange, at Kvinden, naar somhelst og hvor somhelst skal kaste sig i sin Ridders Arme; hun kunde være uforberedt. Hendes Ridder maa være virkelig Ridder; hans Lod er at knæle, at forstaa og vente. Vil han i Ungdomshede stille Fordringer, vil han vise hendes Luner bort og gribe hende: »Til Gengæld, fordi jeg elsker dig, giv mig din hele Kærlighed« ... stakkels Ridder, saa er han jo ikke ridderlig, og han forværrer bare sin Sag. Hun er af Porcellæn, hans Dame; et Intet kan tænde hendes Kærlighed, men mindre end intet kan slukke den. Rolig maa han være; han maa finde sig i, at hun er, som hun er; han skal være erfaren, overbærende og Psykolog, og naar hun er mest uretfærdig, maa han bukke, smile og galant stryge sit Overskæg.

Men jeg kunde ikke være ridderlig, naar jeg syntes, at man gjorde Uret imod mig; det var ulige Parti. Jeg oprørtes altfor stærkt - værst for mig selv! Haarde, stenhaarde Ord blev Følgen, hadefulde, brændende hadefulde Øjekast. En fortærende Ild var kastet ind i vor hellige Lund - al Ting fænger som tørt Kvas, det blødeste og bedste, vore fineste og venligste Drømme. Skovbrand!

Jeg havde jo ikke lært at gaa paa Akkord Hvor kunde jeg være Ridder? Jeg fordrede ungdomsstolt en hel Kærlighed; for jeg vidste ikke, at Livet kun giver Ret til en halv. En halv - ikke mere; da Manden deler sin Kærlighed mellem sig selv og sin kaarede, kan han ikke forlange udelt Hengivelse af hende. Jeg burde have tænkt mig om. Men hvem husker at tænke, naar Blodet er hedt? For hver Uvenlighed blev jeg mere saarlig.

Min kære egen Margrete, det holder altid haardt, naar nogle Idealer skal falde. Og w, som havde haft det saa godt paa vore Søndage, vi skulde nu skændes og fortælle, at vi ikke forstod hinanden! Du skulde sidde mut og urørlig og hvert Ønske, jeg havde, knuses mod din Vilje! Vilje - og overfor al den Urørlighed stod jeg uden Magt, som et Intet, som tom Luft. Det hjalp ikke at bede, det hjalp ikke at skrige ... Skovbrand.

Jeg glemmer ikke Ballet, da vi hele Aftenen ikke talte sammen i 174 fem Minuter. Vi havde enedes om Dagen og haft den ømmeste Mørkningstime. Men paa Ballet gav du dig slet ikke af med mig. Jeg kom en Gang og vilde danse; du var engageret Nu ja, jeg gik; og ventede, at du snart vilde komme til mig. Først længe ud paa Natten lod du sende Bud: om jeg saa vilde danse Lanciers? - »Nej Tak, jeg har engageret en anden sød ung Pige!« Og jeg gik hen og bukkede for Frøken M., som saa' skælmsk og nyfigen paa mig og troede, at jeg skulde danse denne Dans med min kæreste ...

Saa var vi fornærmede begge to og skinsyge. Og paa Hjemvejen gjorde du ikke Tegn til at ville følges med mig - hvorfor jeg naturligvis sluttede mig til et andet Selskab. Du kom først til Gadedøren, men jeg havde Nøglen, og du maatte vente, til jeg kom. Uden at sé til højre eller venstre aabnede jeg og gik lige op paa mit Værelse. Jeg hørte dig paa Trappen, men pludselig blev det stille; og da jeg efter et Kvarters Forløb endelig vilde kigge ud, sad du paa det øverste Trin og græd.

Du var uendelig sød i den hvide Baldragt med de blaa Sløjfer, hulkende og med forgrædte Øjne; jeg kunde ikke lade være at kysse dig; men jeg mente jo, jeg havde Ret, og rev mig fra dig, da du vilde gøre mig Bebrejdelser. Du blev ved med et indtrængende: »Ja men, Erik, synes du da ...?« som gjorde mig hidsig. Og jeg gik uden at ville sige Godnat, skønt du bad mig og rejste dig for at omfavne mig.

Aa vi to Børn! For første Gang lagde vi os til at sove uden et Godnatkys - det var, som naar en from Katolik skulde dø uden den hellige Hostie.

Og Dagen efter! Du fortalte mig, at jeg var hæftig, og forsikrede trofast og selvtillidsfuld, at det skulde du nok faa pillet ud af mig.

Aa denne Sikkerhed, denne Kejserindemine! Jeg har saa tit fundet den sød, har syntes, det klædte en ung Pige, som var forelsket, at være rigtig uforbløffet i sin Kærlighed Jeg har knælet og velbehagelig vendt Nakken til for at føle det svage Tryk af en betøflet Taa; ti Fruen var saa lækker i Tøfler. Men nu gik Fruen ikke længer paa Tæerne, nej Tøflens Hæl trampede mig brutalt i Tindingen. Og Selvherskerinde-Ansigtet, der før var saa rørende, fordi hun med sine strænge Befalinger kun tilsigtede at bevare mig rigtig for sig selv, blev haardt under en Kamp om Magten og syntes at sige: du eller jeg -

Dog, jeg vil ikke tænke paa al den Barnagtighed Der var da ogsaa saa meget skønt; vi brugte jo ikke Tiden til at skændes alene. Ak men 175 for hvert bittert Ord, hvert hvast Blik udslettes ti Ytringer af Ømhed, og jeg glemmer, hvor sødt du kunde komme og bede mig om Tilgivelse, naar jeg husker det Øjeblik, du var haard Min kære Margrete, bliv ikke vred paa mig! jeg vilde ikke have skrevet alt dette, men saadan noget graver sig dybere i éns Sind, end man tror.

Jeg skal glemme det og ikke tale mere derom. Jeg har taget det saa taabeligt, saa naragtigt, som var jeg Hr. Petersen, Kommis af Sorø, og ikke Erik, der i sin blomstrende Ungdom studerer Sprog i København og med Tiden haaber at blive noget mere. - Ja, bag efter kan man sagtens være overlegen. Lad mig ikke blive Aristokrat! I Livets Kunst er vi lige kloge - Kommis Petersen af Sorø og Erik af København.

Jeg skal glemme det og alene huske paa den sidste Aften, vi havde saa svært ved at forlade hinanden, da jeg skulde rejse næste Morgen ganske tidlig og der saa ikke blev Tid til lang Afsked. Du lyste mig op til mit Værelse og begyndte, som vi stod omfavnede, med ét at græde, ikke enkelte, listende Taarer, nej et Uvejr, en sand Stormflod, der gennemrystede dig helt. Du bad mig at tænke rigtig venlig paa dig og ikke bryde mig om alle de Gange, du havde været ond imod mig; du vidste det og fortrød det, men saadan var du, at altid skulde du pine dem, du holdt mest af; det skulde nok blive bedre, du skulde aldrig mere blive urimelig, hvis jeg vilde love at glemme, hvordan du havde været denne Gang ...

Ja jeg skal glemme, Margrete; jeg er jo selv en stor Synder.

Taarerne rislede ud af begge Øjne paa dig - jeg blev næsten bange, saa voldsomt du græd Og jeg tørrede dine Øjne og spøgte; men jo mere jeg tørrede dem, des mere græd du. Og hver Gang jeg vilde sige Godnat, græd du hæftigere. Da vi tilsidst maatte skilles, bad du mig, at jeg ikke vilde sé paa dig, for du kunde ikke taale at se mine Øjne. Jeg gik hen til mit Værelse, men i Døren saa' jeg endnu en Gang tilbage: du stod som før med Ansigtet bortvendt og de vaade Øjenlaag blinkende mod Lyset.

»Godnat, lille Margrete!«

»Godnat.« Du blev trofast staaende uden at røre dig med Lyset i Haanden.

Indtil jeg faldt i Søvn, og under hele Jærnbanefærden den følgende Morgen gentog jeg for mig selv: 176 »Min kæreste er alligevel en sød Pige.«

Din
Erik.
Marts.
Kære Margrete!

Dit Brev var bleven opholdt ved Sne og Togstandsninger og traf mig først i Gaar. Jeg skulde naturligvis have svaret straks, men var ikke oplagt, da jeg havde været til stort Sold den forrige Aften.

Dine Bekymringer i Anledning af min Forkølelse er ufornødne. Den Sygdom har jeg for længst glemt. Var der i denne Verden blot ikke andet, som gør syg!

Mit sidste Brev har pint dig med sin triste Sindsstemning. Skulde jeg have holdt det for mig selv? Men du har jo skrevet, at du vil være min Kammerat, og lidt af sine Byrder tør man vel læsse paa en Kammerats Skuldre ...

Forstaar du ikke, hvad det vil sige, at en Sjæl befinder sig i Opløsning? Min stakkels Gretemo'r! - har du vel prøvet at miste Troen paa, hvad der var din største Glæde?

Jeg er i denne Verden til Pas som én, der gaar paa tynd Is. Jeg har for tit stukket Fødderne igennem, og nu tør jeg ikke mere træde sikkert og fast som paa min egen umistelige Jord Livet er ikke saa helt, som man havde indbildt sig; de stærkeste Følelser, det, man havde haabet og troet fuldt ud, det er kun nette, luftige Sæbebobler ...

Det var i Søndags otte Dages i Mørkningen, da vi spaserede igennem Alléen. Vi gik ganske langsomt hen over Sneen, og jeg talte næsten hele Tiden. Hvad det altsammen var, jeg sagde, kan jeg ikke huske. Men jeg husker, at jeg var ivrig og varm. Og midt under alt dette havde jeg den Fornemmelse, at dér gik du ved Siden af mig kold og forundret, som om du vilde spørge, hvad der dog gik af mig!

Du siger nok, at vi forstaar hinanden. - Vi forstaar hinanden, for vi taler begge dansk. Men føler vi sammen, uden Ord, paa et halvt Vink - har vi Hjærtets Forstaaelse?

Du mener: ja! Du er fuld af Forsikringer og henrivende Følelser. Det lyder rigtig kønt og gaar mig til Hjærte. Men hvor mange Gange har du ikke lovet det samme?

Dog bliv kun ved at forsikre. Jeg er ikke meget troende; 177 efterhaanden er der dryppet for meget af Tvivlens ætsende Syre i mit Blod Men bliv du ved, det lyder dog smukt. Jeg ser dig for mig med dit aller kæreste Ansigt, i ivrig og opfindsom Ømhed overvældende mig med hundrede nye Tegn paa, hvor inderlig og umaadelig du holder af mig. Det er uvirkeligt, men hvilket nydeligt Digt! Jeg elsker Poesi, og jeg vil sidde stum paa Tilskuerbænken, henreven som om jeg saa' »en Skærsommernatsdrøm«; jeg vil klappe ad de bedste Scener, og naar jeg efter sidste Akt gaar hjem, vil jeg sige til mig selv:

»Hvor virkelighedstro! hvilken fortryllende Komedie.«

... Véd du hvad, min Skat, dersom det stod til dig, gjorde du vel i hurtigst at gifte dig med mig. Du skulde forlade dit Sorø, ile til mig og tage mig om Halsen, alt imens du holdt følgende fortræffelige Tale: »Min Ven, jeg skal aldrig mere forlade dig, aldrig mere give dig Tid til at indse, hvilket Skarn jeg er. Jeg skal plage dig saaledes hvert solskabt Minut, at du ingen Dag faar Stunder at huske, hvorledes jeg plagede dig i Gaar!«

Giv hver Dag nok i sin Plage; saa vil du ved en djævelsk Kur maaske til sidst faa Bugt med mit triste Humør. Den modsatte Vej, som du lover at gaa, at fordrive ondt med godt, er vistnok behageligere, men jeg er ikke helt sikker, at det ligger for dig.

Dog bliv kun ved at skrive smukke Breve, og fortæl din vantro Thomas alt det smukke, du vil gøre ved ham. Fortæl ham, hvorledes du vil lægge dine bløde Fingre om hans Hals, elske ham over Maade og ikke pine ham, men være en Engel alle Dage.

Og kan du fortælle det smukt og med Følelse, vil han bestandig lytte i beundrende Skønhedsnydelse. Og kan du fortælle det rigtig smukt, vil han maaske ende med at tro det.

»Stakkels Thomas fryser!« Han befinder sig slet ikke vel paa sin tynde Is. Aldrig tør han gribe rigtig fat; aldrig tør han træde til, rigtig til. For ikke at synke i maa han, skønt med et tungt Hjærte, feje lethendansende af Sted. Han presser Læberne tæt sammen for at skjule Mundens usikre, tvivlslappe Træk. Han smiler koket og udfordrende og bærer sit Hoved stolt, trods al indvendig Famlen og Sønderslidelse. Men »stakkels Thomas fryser«.

Hvad hjælper det ham, at Kvinderne paa Gaden ser ham ind i Øjnene? De kan jo ikke hjælpe ham, er de nok saa skønne, nok saa barmhjærtige. Om han vovede den Drøm, at en saadan Samaritaninde med bløde Hænder strøg det stramme Træk bort fra hans Mund 178 og kyssede ham Varme i det halvkolde Legem - en ung og skøn Samaritaninde, ti ellers vilde det ikke blot være Utroskab, men en Fornærmelse mod Margrete - om han vovede ... det vilde dog være fremmede Hænder, fremmede Læber, fremmed alt! Ingen kan hjælpe ham uden én. Med hende er han trods alt vokset sammen, og kun hun kan byde ham Livsvarmen saaledes, som han behøver den. »Stakkels Thomas fryser«; han faar en pludselig Hjemlængsel efter denne ene, efter Margrete, og føler sig saa blød til Mode ...

Det er netop otte Dage siden, en Dag med tyk Sneluft og alle Gaderne hvide. Jeg stod henad Skumring nede i Porten og passiarede med en Ven. Og det blev mørkere og koldere, og uendelig melankolsk stirrede jeg op mod det graa Dagslys. Jeg følte mine Øjne fugtige, næsten som skulde jeg græde; og jeg vidste ikke hvorfor. Min Tanke var falden paa dig, og jeg fik med ét Lyst at rejse ned til dig, at blive et Par Dage og rigtig hvile ud efter al min Bedrøvelighed. Jeg tænkte paa, hvor sødt det vilde være at overraske dig, at sidde sammen med dig en Aften og gøre alt om igen, som vi sidste Gang havde gjort saa slet. Og ganske uden Rimelighed blev mine Øjne ved at løbe i Vand - var det den kolde Vinterdags Skyld?

Men som du har set: jeg blev. Jeg kunde jo have truffet dig uforberedt! Og nu skal vi ogsaa ses paa Søndag.

Jeg blev; jeg var desuden syg den Dag, og halvt i Feber sad jeg foran min Kakkelovn i Mørkningen og udtænkte nogle Vers til dig.

Det er vist ikke Poesi; for Poesi er jo noget med mange Ord Men tag dem som det, de er, som simple, oprigtige Tanker fra én, der aldrig har drømt om at blive Digter. Og gid du maa forstaa dem saa inderlig, som jeg har følt dem!

Kom, min blodvarme Pigelil,
kom, min elskede rene!
foran en fablende Mørkningsild
sidder jeg syg og alene.
Kan du ej komme? men kunde jeg blot
i Tanken dit Billed fange!
det gjorde i denne Tomhed saa godt;
jeg føler mig utryg og bange.
179 Nu bliver det Nat. Mine trætte Laag
hedt over Øjnene glider.
Jeg synes i Drømme, en slimet Snog
efter mit Hjærte bider.

Men jeg skal ryste Tungsindet af mig. I Sorø er dog bedst; og der er al Grund til at længes efter Søndag. Men Sorø maa paatage sig sit alleryndigste Ansigt og hilse Goddag med et muntert Kniks.

Vil du være skikkelig, skal jeg komme; og jeg skal nok kysse dig saa varmt, saa ihærdig, som nogen kysselysten Skjønjomfru kan ønske.

Men jeg er kun en lidet troende.

Erik.
Maj.
Gretchen!

Det er Foraar, og min Ungkarle-Forladthed bliver mig for hver Dag pinefuldere.

Sidste Søndag tog jeg i ensom Storhed til Dyrehaven. Der er ingen Bakke endnu, ingen af alle de Lyksaligheder, som snart hver Søndag skal trække det halve København derud.

Men Træerne var helt udsprungne og stod med tætte Kroner af altfor lyst Løv. Jeg lagde mig paa en Skrænt ved Ulvedalene, hvorfra jeg tydelig kunde høre Ekkoet af hver Stemme, som talte i nogen Afstand En lille Karavane paa fire unge Damer kom syngends frem under Bøgene paa Skraaningen til højre og drog tværs over Græsset i Dalen. En af dem, hvem Foraaret og Følgeskabet havde gjort modig, standsede for Foden af Skrænten, hvor jeg laa, og sagde, pegende op, med øm Stemme: »Se, hvor han ligger alene!« De saa' alle i Veiret, og jeg tog min Hat af; hvorpaa de lo, nikkede og drog syngende videre.

Siden den Dag mumler jeg hver Aften, før jeg falder i Søvn, og hver Morgen, før jeg staar op, trist hen for mig: »Se, hvor han ligger alene!«

Margrete, selv om du ikke vil forstyrre mine Nætters Søvn, glæder jeg mig dog til, at du snart kommer og besøger mig. Ensomheden er mig altfor besværlig, og jeg skal være god imod dig.

Vi vil gaa paa Akkord Lad os gaa paa Akkord!

180

Min Margareta, Marguerite, min Margrete, Gretemo'r, Gretchen! Paa alle Sprog har jeg drevet Afguderi med det Navn.

Du har været Nonne paa Latin, i den første Adskillelses Længsel; og i Efteraaret, jeg havde været i Fredensborg og faaet Smag for Rokoko, blev du Marguerite paa fransk Men efter Jul, efter Skovbranden, da Døren faldt i for det tabte Paradis, da hed du Margrete - slet og ret. Og den Gang jeg som en hvileløs, flagrende Fugl søgte viden om efter et Fodfæste paa den rullende Jord, bad jeg for mig: »Hvor er du, Gretemo'r? er der Land hos dig?«

Men nu skinner Solen, og Græsset spirer - og jeg kalder dig Gretchen. Ti uden Afguderi kan intet Menneske leve.

Gretchen, lad os slutte Forlig!

Vi er jo trætte af at brydes, vi duer kun til Kærlighed Tænk blot paa sidst, vi var sammen. Vi skændtes nok, men det havde ingen ret Art som i gamle Dage. Hvorledes det nu var - maaske Foraaret havde Del deri - vi var blevne saa modtagelige for hinanden, vi behøvede ikke at sætte alle Sejl til for at føle vor Lykke, men kunde sidde stille ved hinandens Side og nyde alle de søde Ubetydeligheder, som vi før ikke havde ænset, og som dog til sidst er Kærlighedens Sum. Havde det fine, spirende Foraar gjort os vise som Hejmdal, der kunde høre Græsset gro og Ulden vokse?

Dér sad du, dg jeg mærkede, at dit Blik hvilede paa mig. Og du havde, som overtroiske Folk siger, gode Øjne. Det gjorde mig godt helt ind i min inderste Sjæl.

Men skændes maatte vi jo; dog blev vi altid saa kønt enige. Jeg husker en Dag, vi havde skændtes; jeg skulde ud paa en Visit, du fulgte mig til Døren, lukkede op for mig og stak smukt Hovedet frem for at kysse mig. Men jeg var syg af vore Pinagtigheder, og halvt for at klappe dig, halvt bebrejdende gav jeg dig et lille bitte Slag paa Kinden - det var som al min Forpinthed opløstes, da min Haand berørte din bløde Kind.

Men du bøjede Hovedet lidt tilbage med en pludselig bedrøvet Mine som et Barn, hvis Venlighed er bleven afvist, og hviskede fortrydelig et langt:

»Ne-ej!«

Jeg kan ikke sige, hvor den Bevægelse klædte dig; klædte dig, fordi den viste, hvor meget du holdt af mig.

181

Gretchen, lad os gaa paa Akkord! Du skal faa Lov til at være lidt slem ved mig af og til, naar Forsoningen altid kan blive saa sød.

Nu maa vi kunne slutte Forlig; ti ingen ved, hvor varm Solen er, naar han ikke har prøvet at fryse i Skyggen.

Livet er jo ikke noget, man kan løbe til med attenaarig Uforstand Men bagved de første Illusioner - dér bor Lykken.

Og nu vil jeg tale som et Orakel og sige, hvad Lykken er:

»Lykken er at gribe til; Lykken er at mindes, hvad man har ejet og ejer endnu. Men at eje er ingen Lykke; ti vi skønner ikke paa Lykken.«

Lad os skønne paa Lykken og ikke længer være som to ubesindige Børn, nu vi har smagt paa Ulykken. Det, vi »har ejet«, ejer vi jo endnu; og vil vi ikke forspilde Glæden, saa gaar vi paa Akkord, glemmer Fortiden og Minderne og sér, at det, vi endnu ejer, dog er skønt - skønt i Vel og Vé. Vi er kun Mennesker, og vor Lod er op og ned; Skænd følges med Kys som Nat og Dag. Lad os tage Kyssene alvorlig og Skændene i Spøg, erindrende, at der følger Kys efter.

Og hvad gør det saa, at der har været Skovbrand? Der brændte blot nogle dumme Idealer, som forpestede os Verden med deres Vederstyggelighed.

Nu føler jeg mig fri og glad, fri i den store Verden, glad ved mit eget lille Liv. De gamle Idealer er faldne, men Livet selv vokser frodigt og frodigere, fuldt af Grøde og Foraar - mit eget Liv, vort Liv! Jeg ved ikke, hvorledes det er, men i gamle Dage holdt jeg af dig paa en anden Maade, jeg tilbad dig i al Almindelighed som Elskerinden, som det levendegjorte Billede af alle mine Drømme, nu holder jeg af Margrete, Margrete selv, en god ung Pige, som bor i Sorø og mener det godt med mig. Jeg holder af hende for hendes Øjnes Skyld, for hendes Maade at være paa, for hendes Særegenheder, som jeg kender. Jeg ved, hvorledes hendes Stemme lyder, naar hun er venlig, skuffet, overmodig; jeg har tilegnet mig denne Musik, og jeg har tilegnet mig hendes Træk, hendes Udtryk. Det er mit, og det bliver mit - ejendommeligt og derfor skønt. - Og saa kan vi da elske hinanden som Børn af den nye Jord og bygge vort Liv helt paa vort eget Grundlag. - -

Nu maa du snart komme, Margrete. Om Foraaret skal man være to for at leve rigtig. I Ensomhed kan jeg ikke længe bære disse kaade Solskinsdage; det ender med, at jeg bliver melankolsk ...

182

I Morges - jeg stod op Kl. 7 - viftede den mildeste, sagteste Luftning ind ad mit Vindu, og da jeg gik ud mødte jeg saa mange foraarsklædte Skabninger med hede Øjne og Roser paa Brystet. Jeg kom ret i Humør og følte fra Issen til Fodsaalen den sødeste Elektricitet.

Men disse Skabninger, som jeg mødte paa Vejen, manglede dog det rette Foraar. Friske Roser og foraarsgale Hop, blege Ansigter og Miner, som minder om Skibbrud! I Mørke kan Blikkets lade Smægten og en Blomst paa en stærk Barm maaske passere for »Frühlingslust«, men i fuldt Solskin, naar man har Foraaret selv til Sammenligning, gælder deres Vaarforsorenhed ikke.

Foraar - o søde Letfærdighed!

Jeg gad se den unge Dame af de ægte Sorøske Principer, som under Paavirkning af en mild Dag i Maj og en uforfærdet Kavaler ikke fik Lyst at gøre nogle frivole Spjæt!

Og saa væmmes jeg dog ved denne flanede Verden.

Og saa bliver jeg dog melankolsk og længes efter en slank ung Pige, som én af de første Solskinsdage anlægger sig en luftig, lys Kjole med blaa Sløjfer paa Barm og Skulder. Underkjolen slaar let om Anklerne, mens hun hopper ned ad Trapperne. Og naar hun gaar ud, balancerende i Hofterne, slynger den lune Vind med Kjolens lette Stof; og hun spanker lystig og med en Mine, som om hun ejede hele den halve Verden, hvor Mandfolkene bor ...

Søde, letfærdige Foraar! hvor jeg længes efter at svøbe mig ind i min Margretes Haar, hvor jeg længes at hvile lange Nætter ved hendes Side, kyssende og drømmende, til den første bløde Dagglans lysner ned over Øresundets graa Silke. Da vil jeg staa op med Hovedet omtaaget af søde Drømme og med blødagtige Nerver, som dobbelt føler Solens varme Skinnen, Vindens overrislende Kølighed og Vandets bløde Lyde. Lykkelig slentrer jeg langs Stranden, til min Frue kommer frem i Døren og kalder mig ind til Morgenkaffen. Jeg hører hendes Stemme - hun skal raabe rigtig højt, og den gaar over i den blødeste, mest hjærtesmæltende Diskant: »E-rik! E-rik!« Ak hvilket Idyl!

Nej det er for langt ind i Fremtiden. Jeg behøver blot at spørge Svigermo'r. Hun mener, at det var tidlig nok, om vi saa først blev gift om syv Aar.

Aa de gamle! de mener det saamænd ærlig nok. Og de er undskyldte, naar de ikke forstaar os. De ejer jo kun ét Begreb - Moral - 183 hvormed saa alt under Solen skal lade sig maale. Men Ungdom er et Begreb for sig.

Kære Margrete, skynd dig at komme. Vi er afskaarne fra den fulde Lyksalighed; men at være sammen i to, tre Uger et andet Sted end netop Sorø er dog et Surrogat.

Mit Bogskab, Gyngestolen ved Siden af mit Skrivebord og alle de andre huslige Herligheder venter paa dig. Og bliver du træt af dem, saa tager vi ud, hele Dage, kører med Jærnbane eller sejler og spaserer igennem Skov, til vi finder en Plet med Udsigt over grønne Sletter og blaa Sø; der vil vi hvile ud i nogle Timer, læsende og vegeterende. Ingen Planer eller Spisetider, intet hvornaar? eller hvorhen? - Nomadeliv, Nomadeliv! vi bliver brune som to Sigøjnere.

Jeg skal ikke trætte din Kærlighed Kom, og del Stilheden med mig!

Her i min Stue, mens den store By summer og larmer under mine Vinduer, er vi dobbelt alene, og Tummelen udenfor vil give hvert Ord en mere fortrolig Klang. Du skal helde dig over mit Bryst og tage alt, hvad jeg ejer af Varme og Ømhed, i Bevaring, saa at det ikke forkommer, og vi skal suse bort over den mylrende By.

Kom, Margrete! her er Foraar, Frihed og Højfjældsluft.

Erik.
184
185

Efterskrift og noter
JØRGEN HUNOSØE

186
187

Efterskrift

DEN UTÅLMODIGE ELSKER

1. Den biografiske baggrund

Januar 1886 ansattes den 21-årige stud.jur. Sophus Claussen som redaktionssekretær hos redaktør Emil Bojsen på dennes venstreavis Horsens Folkeblad. Han skrev polemisk-radikale indlæg vendt mod Estrups regering, hvoraf et enkelt afstedkom en retssag. Om sommeren var han medarrangør af et møde mellem den lokale befolkning og Studentersamfundet. Samtidig har han mødt den tre år yngre Anna Cathrine Christensen, der var datter af en af byens agtede håndværksmestre. De forlover sig på Claussens fødselsdag den 12. september, han opsiger sin stilling på bladet og flytter i oktober tilbage til København, hvor han genoptager jurastudiet, samtidig med at han lejlighedsvis sender artikler til Horsens Folkeblad og til faderens, venstrefolketingsmanden Rasmus Claussens provinsblad Lolland-Falsters Folketidende. Nu - som i de følgende år - skriver han et overvældende antal digte samt prosaudkast m.m. Julen 1886 tilbringer han i Horsens, næste jul 1887 hæver han forlovelsen med Anna Christensen.

Dette enkle begivenhedsforløb danner den biografiske baggrund for Unge Bander. Men endnu en brik må tilføjes: I brevene til Viggo Stuckenberg, der ellers er hyppige nok og som sådan mest fyldigt dækker perioden, findes en lakune mellem 1.7. og 9.9.1886. I julibrevet diskuterer han ægteskabets mulige velsignelser, i brevet fra 9.9. fastslår han, at hans kærlighed er forbi - og 12.9. forlover han sig altså! Går man til notesbøgerne (bog 20, se s. 207) ses et lignende hul: der har ikke været tid til eftertanke - handling og refleksion modsiger hinanden - og først i arbejdet med Unge Bander falder paradokset på plads i det mønster, som kompositionen udgør.

188

2. Tilblivelsen

I forordet til 2. udgaven fra 1912 skriver Claussen: »Ce livre est toute ma jeunesse!« og senere om hovedpersonen Erik Kølby, at denne dybt lydhør fik Del i en Bevægelse ... fra Jordens Indre eller fra den højeste Morgen, ... som overgik alle de senere Bevægelser. Denne Bevægelse eller udvikling skal jeg her nærmere søge at karakterisere, men når Claussen har et så afklaret og determineret syn på denne udvikling, har det også noget at gøre med den afstand i tid, der er mellem bogens begivenheder og de biografiske tildragelser og så dens sene affattelsestidspunkt. Det er en moden mand, der ser tilbage på ungdomstidens tumultuariske oplevelser - og det fører naturligt over i en redegørelse for bogens tilblivelse.

Sophus Claussen arbejdede på bogen gennem godt seks år, og to redaktioner kan udskilles. I notesbøgerne ses udkast allerede fra 1888-1889, et digt som Foraars-Regntiden, der indtager en central plads i bogens komposition, stammer fra 23.2.1889 - og i et brev fra 6.3.1891 til Stuckenberg hedder det, at forfatteren tygger kummerlig paa en gammel ofte tygget Brødskorpe, en Prosa-Roman om en ung flov Journalist i middelstor Provinsby. Bogen benævnes andetsteds Aasum, og i et heksameterbrev til Johs. Jørgensen fra sommeren 1892 (senere optaget i Heroica, 1925) skriver han, at bogen (mit halvendte Værk) er blevet sendt til P.G. Philipsens Bogbod, og at han fuld af forventning håber på antagelse og at finde den i ellevte Oplag. Det blev ikke til noget. I et senere brev til Stuckenbergs (12.10.1892) - lige før sin afrejse fra og afsked med Danmark - konstaterer Claussen: Min Bog har jeg nu gjort færdig, og jeg er begyndt forfra med at skrive den om - saa at den virkelig ikke bliver blot en massiv Hverdags- og Hvergarns-Roman, men et omfattende Værk fuld af Symbolik og interessante Solopgange. Den vil blive gjort færdig for anden Gang i Paris.

Symbolisten markerer sig overfor tidens herskende naturalistiske retning - hvad der også kommer til udtryk i et notat fra Paris, hvor Claussen møder (og hjælper) Herman Bang. Han har med urimelig Selvbeherskelse ventet med at udgive bogen, for har man ventet saa længe, skulde alt hellere være anderledes end i de Romaner, der er skrevet til denne Dato (notesbog 30).

Den sendes i sommeren 1893 i færdig form igen til P.G. Philipsens Forlag, men returneres: Fortællingen synes for spæd, for ufærdig [...] Med 189 megen Beklagelse osv. (1) Samtidig ømmer Claussen sig på andre punkter: Naar oplever jeg igen det Sommerlys, den Følelse af Vinrus, som jeg oplevede i Horsens 1886? (notesbog 28), hvad der imidlertid sker med forelskelsen i Vilhelm Topsøes datter Karen Topsøe december 1893, en forelskelse der dog ikke blev gengældt, hvorfor Claussen januar 1894 brød op og tog til Italien. Herfra forsøgte han sig igen.

Johs. Jørgensen meddeler således i februarnummeret af sit tidsskrift Taamet (1894), at Sophus Claussens Roman Ung Bande (første Del af et større Værk) er under Trykken. Anden del er romanen Kitty, som Claussen p.t. også søgte forlægger til. Desuden arbejdede han på en ny roman: Ideernes Diktatur - og det var hans livsdrøm, at disse tre bøger sammen skulle danne det større Værk.

Men som nævnt af Johs. Jørgensen: Unge Bander var gået i trykken, nemlig hos forlægger J.H. Mansa; i marts forelå den færdigtrykt, men Mansa måtte uheldigvis likvidere, og bogen blev så liggende, indtil en af Claussens venner fra Horsensårene, bogtrykker Hans Langkjær, forbarmede sig over ham og udgav bogen på sit eget forlag november 1894 - næsten samtidig med, at Sophus Claussen selv vendte hjem til Danmark (2). Efterskriften til romanen: Til Erik Kølby blev skrevet i Nice 22.9. - og dermed blev der sat punktum for dette som for andre afgørende forløb i Claussens liv (3).

3. Analyse og tolkning

Bogen er således hele Claussens ungdom - og historien om dens tilblivelse er også historien om en karakter. For det er jo slående, at Claussen dels har haft så stor tillid til sit værk, dels så stor tålmodighed med det. I den forbindelse kan der være grund til at påpege det tilhørsforhold til landet og sin ældgamle bondeslægt, som han selv så ofte fremhæver (4). Og samtidig have in mente, at den 29-årige forfatter først nu debuterer som prosaforfatter - og at han kun har én selvstændig publikation bag sig, nemlig digtsamlingen Naturbørn fra 1887, som han selv måtte bekoste udgivelsen af De to kursiverede udtryk er da også nøglebegreber i Unge Bander, hvad en nærmere analyse og tolkning vil godtgøre.

Det ydre handlingsbillede er enkelt og begivenhedsløst: Erik Kølby kommer til provinsbyen Aasum for som redaktionssekretær ved 190 byens venstreorienterede avis at modvirke og bekæmpe de altdominerende højrekredse. Det lykkes også godt nok: Erik bliver en torn i øjet på borgerskabet, han isoleres fra de »bedre kredse« og selskabelige foreninger - men indadtil bekræfter og styrker han lønlige håb hos mange om fornyelse og bevægelse, og hans skarpe avisartikler læses med slet dulgt forargelse og en glubende interesse.

Denne udadrettede, målsøgende stræben stagnerer imidlertid: helt andre problemer kommer til at sysselsætte den unge journalist Kampen for at vinde en vrangvillig omverden erstattes af kampen for at vinde en vrangvillig, men såre dejlig ung borgerpige, Margrete Juel. Denne kamp skifter også karakter: på grund af mange forhindringer henlægges valpladsen til Eriks indre verden. Her strides indbyrdes tilsyneladende uforenelige kræfter - og før han kan vinde pigen, må han overvinde modsatrettede tilbøjeligheder i sig selv.

Denne indre handling har Claussen anskueliggjort ved benyttelsen af en symbolistisk fortælleteknik, der betjener sig af tildragelser i den ydre verden som spejl for indre tilstande.

Erik Kølbys mål er det enkle og samtidig svære at lære sit jeg at kende - og at komme til en art forståelse med det - før han kan komme til en forståelse med pigen. Derfor spalter forfatteren hovedpersonen i to: Erik og dennes skygge eller vrængbillede: forføreren, fuldmægtig Vilhelm Ahlmann (bemærk efternavnet). Skyggen har en personlig side i de tilfalde, hvor den modsvarer vort ego. Da optræder den f.eks. i skikkelse af en god ven eller bekendt [...] i hvem man møder sin egen modsætning (5). Dette er tilfældet her, jf f.eks. Faust, hvor den samme modsætning findes mellem Faust og hans famulus Wagner.

Et andet billede på indre kræfter er brugen af mytologiske forestillinger. Her tænkes på forestillingen om en tredobbelt månegudinde: Artemis - Selene - Hekate. I Claussens subjektive fremstilling et udtryk for projektioner af forskellige sider af kærlighedens væsen (eros og sex).

Den jomfruelige og utilnærmelige Margrete anskues i jægerpigen Artemis' (Dianas) skikkelse (s. 111, 114 og Tilegnelse str. 3). Margretes lidenskaber finder udløsning i musikken, som hun dyrker sammen med sin lærerinde, fru Eva Holst, en Selene- eller Luna-skikkelse, omstrålet af evig ungdom og måneglitrende, fjern kulde. Hun forstår snildt at drage sin elevs hengivenhed for Erik op til sin kyske og rene sfære. Ligheden mellem de to omtaler Erik selv (s. 111).

191

Overfor dette par står som deres modsætning den yppige, men utilfredse fru Kruse, en hvidarmet Persefone, hvis væsen rummer en dobbeltverden af frodig sanselighed, der viser sig om foråret med det første grønne, men også af underjordisk fordærv og død Hun er således beslægtet med månegudinden Hekate, der stod i dunkel forbindelse med underverdenens magter og skadelige kræfter. Skønt frugtbarhedsdaimon var det hende, der hjalp Demeter med at finde Persefone i dødsriget og hente hende op til jorden. I bogen skildres fru Kruse som en forførende, statelig gudinde, hvis bagkrop som en slange snor sig ned i Hades' dybder (s. 82 og s. 110) (6).

Alle tre gudindeskikkelser træffes senere i produktionen, som de også alle er fyldigt behandlet i datidens mytologiske håndbøger, f.eks. Bloch og Secher: Haandbog i den Græske og Romerske Mythologi, 1882 og 1889, som Claussen må formodes at have haft kendskab til. Johs. Jørgensens roman Sommer (1892), der er udarbejdet bl.a. ved hjælp af breve mellem de to venner, røber en lignende viden om månegudindens forskellige aspekter (7).

Eriks skæbne er ligeledes angivet på et mytologisk plan. Opfyldt af et stort håb om en dyb og ren kærlighedsoplevelse ser han under en tur i skoven det attråede møde med kvinden som et kosmisk billede af solens møde med jorden, som oplader sin Mund, sine Læber mod Solen til et fugtigt Kys. Han føler en dyb trang efter at bøje sig over et Kvindeansigt, paa hvilket der var den fine Uendelighed af Sol (s. 77).

Mødet indtræffer ikke. Bogen lægger op til en skildring af en ung solguds, en Apollons, mægtige erobrertrang, men drejer i den videre udformning over til at handle om en Endymion - Selenes elskede -, hvis menneskelige lidenskaber dysses i søvn, men som til gengæld skænkes en synsk evne til i rige og bevægende billeder at opleve den elskede i en virkelighed, hvorfra der nu kun risler måneskin ned og fylder alle hans dunkle dybder (s. 146). Dog: Erik Kølby er endnu ikke fanget ind af månelysets kulde, men oplever han solbilledet på sin tur i skoven som en forjættelse om sit møde med kvinden - så oplever han det rigtignok sammen med sin skygge Vilhelm.

Denne forstår hurtigt, hvad der rører sig i Eriks indre, og har straks et forslag parat, der kan udnytte det vågnende forårsbegær. Fru Kruse har tidligere på dagen sendt roser til den af kvinderne feterede journalist med vedhæftet påskrift: Wandle auf Rosen, sei vergnügt - og denne opfordring er Vilhelm ikke sen til at yde sit bifald og sin støtte.

192

Han får hurtigt bugt med Eriks moralske indvendinger - og inden aften står denne i fru Kruses stuer for senere at sidde hyggeligt bænket ved hendes aftensbord, nydende et Maaltid, hvor de første unge Grøntsager ude fra Haven var det bedste Lækkeri.

Den sol, han tidligere på dagen har anskuet i en kosmisk sammenhæng, går nu ned på en Himmel, der var gylden og rød som en Frugtgelé (...). Her forføres Erik til for første gang at skyde en genvej, hvor der ellers krævedes en vidtstrakt tålmodighed baseret på indsigt og overblik. Her lægges kimen til den adskillelse mellem drift og en større eros, som Vilhelm ved så god besked med Det er da også karakteristisk, at Vilhelm kun dukker op i valgsituationer, hvor længslen efter opfyldelse kan følge forskellige veje.

Drømmen om Margrete, som Erik ikke har set siden ankomsten til byen, fortoner sig i de følgende måneder, men en forårsdag mellem maj og juni genser han hende. Længslen efter kvinden, som han tidligere havde set i sol-jord-billedet, får her næring fra virkeligheden. Hvad der tidligere havde spiret i hans sind, og som han senere havde fortæret hos den modne fru Kruse, sætter nu sine spæde skud igen. Alene det, at han er sammen med en ung Kvinde, en bleg, tavs Skabning, en P e r s o n l i g h e d, alene det, at man aandede, at man var til, var jo Lykken (s. 92).

Dette føler han som sin første mandige tanke, som i den følgende tid skal vokse sig stærkere. Nu kan alle Kilder frit strømme og alle Planter frodigt grønnes (s. 107). Erik kan afskrive fru Kruse, da det er usundt at ligge/i Duggen med brudte Lemmer - besøget hos underverdenens Hekate blev kun et intermezzo.

Senere - sammen med Margrete i hendes forældres hjem - føler Erik stadig den sikre Tillid til sin gode Lykke, som tit havde trøstet ham, naar han lidt klog og magelig havde holdt sig hjemme i sin Sofakrog [...]. Han følte i sit Hjærte en stor T a a l m o d i g h e d [...] (s. 98; m.u.), som Vilhelm dog snart skal få sat en stopper for. Denne står pludselig nede på gaden og kræver højlydt de penge, som han har kastet mod ruderne for at påkalde sig opmærksomheden. Hvad han kræver er med andre ord udbytte, resultat af sine investeringer - og i den følgende scene forleder han Erik til i Margrete at se en ivrig og dristig pige, som slet ikke svarer til det billede, hans tålmodighed og omtanke har dannet sig.

Erik besættes igen af utilfredshed med omverdenens og den elskedes inerti, og nogle dage senere kan Vilhelm da også finde øjeblikket 193 modent til omtale af den skælmske, musikalske og dragende fru Eva Holst - ligesom han tidligere introducerede fru Kruses fordele (s. 1 11).

Samtidig forstærker han det indtryk af en forelsket og vilter Margrete, som han tidligere havde henledt Eriks opmærksomhed på. Dette må forstås på den måde, at Vilhelm her grumt spalter det billede, Erik har dannet sig af sin elskede, så hun nu kommer til at fremtræde dels som ren og ophøjet drøm, dels som et lunefuldt, skrøbeligt og alt for menneskeligt væsen.

Dette er tredje gang, skyggen sår uro og tvesyn i Eriks oprindelig harmoniske, men også umodne sind Forvanskningen af den oprindelige tillid til at se sin drøm indfriet i virkeligheden skylder Erik altså en dybere liggende tilbøjelighed i sig selv.

Imens er Margretes kærlighed til Erik stille og sikkert vokset - og da han for første gang kysser hendes hånd, mærker han en vellugt fra hendes skikkelse som fine, modne Æblers Duft (s. 114). Det gamle forhold til fru Kruse har imidlertid rejst en ny barriere mellem de to, og Margrete ses nu kun sammen med den månestrålende og selvsikre fru Holst. Eriks fred er overladt til, hvad djævelen vil indgive ham.

Her stiller den varmhjertede og hensynsløse Kristine sig til hans rådighed, men drømmen om Margrete svæver stadig i Eriks sind, og disharmonien kan kun opleves som skærende, smertelig: Han følte Jorden under sig som en Kugle af Sten, Menneskene omkring som hedenske Skabninger af Sten. Han kunde tænke sig de voldsomste, forbryderske Handlinger udførte mod disse Omgivelser, der jo ikke var af Liv, men Sten. Og man kunde ikke glemme Forstenelsen, ved at beruse sig eller søge til Kvinder

Til sin stille forundring oplever Erik imidlertid senere, da hans tanker drejer sig mod Margrete, at hendes skikkelse bliver tydeligere for ham, forsteningen opløses, og han glemmer al vrede. Fra himmelrummet smiler hans sjæls gudinde tavs og ophøjet ned til ham - og styrket af hendes billede kan hans livsfølelse rejse sig påny.

Denne ikke tidligere kendte evne til synsk fantasi bliver skelsættende for Erik; han kan nu definitivt gøre op med den flove og udvendige virkelighed: hans indre rummer langt rigere og sødere billeder. Vilhelm har nået sit mål: at omskabe Erik fra elsker til drømmer ved i afgørende øjeblikke at forgøgle og forvrænge den tålmodighed, den retning og de mål, som Eriks jeg er nået til erkendelse af.

194

Erik begærer nu et Vita nuova, et nyt liv, præget af åndens lidenskab. Omverdenens grove omfavnelse kan ikke længere fastholde ham: bevirkede fru Kruse hans fald, hæver Margreteskikkelsen til gengæld hans ånd op i luftige og klare højder, hvor nye tanker og mål kan fødes.

Tilværelsens forvirrende sammenhæng af lyst og frastødning, sorg og lykke, kærlighed og død, mister sit pinligt menneskelige tilhørsforhold. På Silkeborg kirkegård kan Erik i bevidstheden om sit indres uudtømmelighed med sindsro vandre rundt mellem grave og ormædte roser: han var Erik, den altid rene, som skulde opnaa det højeste i Kærlighed, Hjærtets dybe Enhed i sin Elskov, baaret af fyrig Drift. Og ved h e nd e s Hjælp, gennem h e n d e s Øjne skulde hans mandigblevne Aand stirre ind i hidtil savnede og tillaasede Tankeverdner (s. 125).

Håbet om enhed følger altså stadig Erik - skønt han ikke kommer et skridt videre i forholdet til den tilbageholdende Margrete. Da han hen på efteråret endelig omfavner hende, finder han ikke den oversalige Rus, han havde drømt om og utaalmodig søgt. Men han fandt noget andet, der forbavsede ham: han mærkede ved den lette Berøring med hendes Klædedragt en veg Varme, en Duft som afvisnende Roser fromt udstrømme fra hendes Legeme. Hun synes at aabne sig for ham som denne Skovslugt aabnede sig for den lyse Sommerblæst, og hun syntes at modtage disse Kys, hun ikke gav tilbage, som en Jordbund modtager Himlens frugtbare Regn (s. 144).

Eriks store drøm om et kosmisk elskovsmøde indfries ikke af virkeligheden, der i stedet giver plads for en passiv, lidenskabsløs, men stor ømhed. En hjertegribende og vemodig erkendelse - for forfatteren, men ikke for Erik Kølby, der blot er et redskab for dybereliggende drivkræfter, som han ikke magter eller ønsker at gribe ind overfor. For opnår han ikke en dybere lykke end andre drømmer om? I hans sind opstår større og finere tanker end dem, han var vant til. Han saa hendes Ansigt for sig som det uendelig fine Kvindesmil, han en Foraarsdag i Skoven havde skimtet i Vejens skælvende Solslør, eller som han mangen Middagstime, [...] havde tænkt sig hende midt i den modne, gyldne Havremark helt gennemstraalet af Sol [...] blændende [...] (s. 145).

Erik er nu stadig dybt i vildrede - og holder sig fortsat til den gavmilde Kristine; virkeligheden levner ingen plads for Margrete, som nu og fremover for Erik kun har billedlig fylde, er en musikalsk-erotisk Stemning, som det siges s. 224 i 2. udgaven. Han tænker på at forlade Aasum, men drevet af sit Hang til Fuldstændighed maatte Erik eje Margrete 195 - for at ikke alt, hvad han havde set og ønsket [...] skulde forspildes. Han måtte bære sin største og stolteste Drøm hel ud af denne By, hvor han jo dog ikke havde boet for at bortslænge sig selv og sin Tid, men for at oplede et Liv, hvormed hans Hjærte var fonroligt - som en Musling, der forsøger at danne sin Perle (s. 155). En sådan perle - forstået som resultatet af en personlighedsudvikling i harmoni med omverdenens krav - bliver det ikke Eriks lod at danne. Han kan stadig stampe lige frugtesløst i gulvet, årsagen til kalamiteten indser han ikke.

For dog at se et ydre tegn på udvikling forlover han sig med Margrete - en beslutning Vilhelm modtager med forbeholden stilhed og tavse grublerier (s. 159). Da Erik forlader byen for at genoptage de forsømte studier, møder fru Holst - kvinden, der ikke kender til hengivelse - op til afsked: hendes væsen vil for fremtiden stadig lægge vid afstand mellem de to, og Erik magter ikke at åbne det vindue, der skiller ham fra Margrete, som venter på perronen. Hun bliver tilbage i virkeligheden - uforståelig og tillukket, men den rose, hun har rakt ham, fører ham ind i nye verdener:

Lille, alt skal trodse døden,
gro sig frem for anden gang. -
Dine kysses røde roser
overvintrer i min sang.

(Olaf Bull: Høst)

4. Frøken Regnvejr, Brevene, Kitty og Unge Bander 1912

Forløbet er typisk, men her gennemført med en styrke, konsekvens og rigdom på nuancer, som gør Unge Bander enestående i den tradition af romaner, der viser den unge utålmodige elskers udvikling til drømmer og fantasimenneske i en kulisse af et borgerligt samfund, der også sætter snævre og uoverstigelige grænser for lidenskabens udfoldelse. En nærliggende parallel kunne f.eks. være Klaus Rifbjergs Den kroniske uskyld, der benytter sig af samme symbolistiske teknik som Unge Bander-dog her forfatteren uafvidende (8).

Det såkaldte hyrdespil Frøken Regnvejr er åbent for en lignende læsning, men appellerer med sin skrøbelige, gennemsigtige og enstrengede poesi til en alt andet end håndfast forståelse. I det hele taget kan 196 man undre sig over, at stykket blev sat sammen med romanen, men det har Claussen sin forklaring på i forordet til andenudgaven, hvor han nok siger, at et Tilfælde førte Frøken Regnvejr sammen med Unge Bander, men samtidig også, at det på den måde blev indsmuglet som lyrisk Forspil på et tidspunkt, hvor det var umuligt at få trykt digte. Dét var det afgørende for lyrikeren in spe.

Stykket havde tidligere været offentliggjort i Tilskueren, april 1894 (jf. s. 206) og er skrevet under Claussens Nyborgår 1889-1890. Det har da også genkendelige træk fra netop denne lokalitet. Som nævnt har Johs. Jørgensen i Sommer skildret denne periode i sit og Claussens liv - gennem de to hovedpersoner Oluf og Albert; og skønt hans bog er en fiktion, har den - som hans andre ungdomsromaner - stærke rødder i en selvbiografisk virkelighed Det hedder om Albert, at i hans Liv spiller Poesien en større Rolle end det reale, at han lever bag hvide Munkemure, som lukker hele den dumme Verden og dens tomme Lyst ude alene for at ofre sit liv for digtningens skyld. Forholdet til omverdenen var nu ikke noget, Claussen skulkede fra, snarere en nødvendig udfordring og forbindelse til hverdag og anden virkelighed Alligevel har Johs. Jørgensen dybest set ret, for Claussen følte nok, at retningen af hans inderste stræben og målet for hans virke i egentligste forstand blev afstukket af hans kunstneriske trang. Trangen til at lade sit hjerte udstrømme i Digt som et lynende Skymulm, som det hedder i det samtidige Hexameterbrev til Johs. Jørgensen, lagde beslag på de indre kræfter - som de også gør det for drømmeren og poeten uden værker i Frøken Regnvejr, Mikal, der utålmodig med den jordbundne og tilbageholdende Caty omskaber hende til Maaneskinsprinsesse om natten og om dagen lader hendes væsen inkarnere regnvejrets sjæl. Han befinder sig desværre endnu som Asket trods alt udmærket tilpas med sin rolle, der tillader ham at holde lange taler til kærlighedens pris - ligesom hans galante renæssanceprojektion Cesare, der slet ikke ved, hvad han skal i Stykket. Måske skal han vise en yderlighed, der som sin modpol har den ligeledes pigeglade Friis, der gør nar af alt og alle, men alligevel henter sin pige ind i forlovelse og formodentlig ægteskab.

De tre mænd anskueliggør tre niveauer i denne kærlighedens komedie en miniature, der udspilles under månens lys og stadig i al tilforladelighed Claussen forblev ejendommelig trofast overfor den - og da Frøken Regnvejr så sent som foråret 1927 blev opført i hans 197 atelier, viser fotografiet overraskende et scenebillede domineret af Willumsens gengivelse af Ottins skulpturgruppe: Acis og Galatea iagttaget af kyklopen Polyfem (Medicifontænen i Luxembourghaven i Paris). Spillet mellem de elskende styres og beherskes af et overmægtigt øjemenneske - en dæmon, der rivaliserende træder mellem elskeren og den elskede (9). Som det klassiske hyrdedramas erotiske intrige kunne være overvåget af en højere instans, feks. gudinden Diana, er det altså også tilfældet her.

Det ved elskeren og den elskede ikke - men sådan ser forfatteren åbenbart og senere ned på de agerende i dette uskyldige hyrdespil. Claussen protesterede overfor Johs. Jørgensen, der havde kaldt det et sensualistisk Arbejde (10), og det er slet ikke ejendommeligt at det i et forarbejde til stykket er Maaneskinnets Fe, der efter prologen træder frem og reciterer Hvor drypper, siver, nynner ... Johs. Jørgensen citerer da også Claussen for at have hævdet, at stykket var en Nøgle til din Borg og din hellige Stad.

Derfor kunne Claussen heller ikke slippe stoffet, da der her var kræfter på spil, der gav hans liv skæbne.

1912 udkom Unge Bander i en helt ny udgave - forøget med næsten 100 sider og tilføjet Eriks authentiske Breve til Margrete Juel - ikke optagne i den første Udgave af Unge Bander, hvor de hører hjemme og aldrig burde have manglet. Her er de nu. Og i nærværende udgave kan de derfor læses i et tillæg - som oprindelig blev publiceret i tidsskriftet Ny Jord I 1888.

At de er authentiske bekræftes af Ernst Frandsen, Claussens svigersøn og biograf (EF I s. 50) - og denne har givetvis fået antagelsen bekræftet af Claussens tidligere forlovede og langt senere hustru, Anna Claussen. De findes ikke mere og har nok allerede i 1912 været borte; Claussen skriver jo også selv: Ved et Held findes i et Tidsskrift [...]. De er sandsynligvis blevet brændt (11). Tidsmæssigt ligger de - som Frøken Regnvejr, men før stykket - i umiddelbar forlængelse af handlingen både i romanen som i Claussens liv og viser med al tydelighed, hvilke bryderier forholdet var gerådet ud i - bryderier, som desillusionsromanen Kitty (1895) skulle behandle mere indgående. For at gøre historien færdig må det anføres, at færdig blev den - og for samtidig at blive i blomstermetaforikken fra Unge Bander vises her Opløsningen af det Kærlighedsforhold, der tidligere har fyldt hans 198 (: hovedpersonens) Tilværelse med sin Foraarsduft. Han, der kaldes et ganske ungt, men allerede halvt afblomstret Kunstmenneske og som efter bruddet rejser tilbage til sin by, til nye, ligegyldige Oplevelser, der viser hans Smærte i fjærne, drømmeagtige Perspektiver, viser ham levende i sin »fine Blanding afForaar og Forfald« (brev til Georg Brandes 9.5.1894, FL I s. 223).

Hvis man ser på tilføjelserne i 2. udgaven, er det denne udvikling, som forfatteren implicit foregriber ved at meddele eller uddybe dens forudsætninger. Claussen siger selv i forordet, at han har bragt l i d t mere Orden i Undersøgelse(n) af Heltens Sejre og Synder - og denne Orden samler sig helt klart omkring den mytisk-månelysende Eva Holst, der jo i 1. udgaven stort set kun optræder i begyndelsen af bogen for blot at dukke op ved Eriks og Margretes afsked på sidste side. Nu indflettes hun overalt i bogens forløb for at optage samme vægt i kompositionen som Eriks forfører: hr. Almann. Desuden uddybes karakteristikken af den musicerende Margrete, hvad der afstedkommer brud på fortællersynsvinklen, der jo ellers er søgt bundet til Erik, men nu må forlades til fordel for en alvidende fortæller. Når fru Holst og frk. Juel tildeles mere plads, nødvendiggør det, at bogens handlingsforløb uddybes med en række bihandlinger, der dog på ingen måde kan siges at forstyrre den Bevægelse, som er romanens eksistensberettigelse. Således bryder Margrete på et tidspunkt med sin musiklærerinde, da denne bevidst og med held forsøger at lægge afstand mellem Erik og hans elskede. Til gengæld genopretter fru Holst venskabet med sin elev ved at stifte en klub (Eriks Klub) som protest mod Eriks udelukkelse fra byens øvrige klubber. Men da er splittelsen i Eriks bevidsthed også ført igennem til roden. Bogens øvrige kvindeskikkelser (fru Kruse og kredsen omkring hende) er ligeledes uddybede, hvad der har medført omrokeringer af enkelte kapitler og afsnit - og alt i alt kan det konstateres, at bogens erotiske tema er blevet mægtigt udvidet, selvom kernen er den samme. Resultatet er da det, at ændringerne har medført, at Erik må vente 90 sider mellem det første kys og forlovelsen. Det tåler romanen dårligt!

Samtidig har Claussen følt lyst til at indføje et par kapitler, der belyser Eriks - i dette tilfælde også hans egen - politiske og journalistiske virke i de bevægede Provisorieår. F.eks. er der tilføjet (dele af) nye kapitler om Studentersamfundets besøg hos de Horsens bønder, om Eriks glæde ved provinsen og afsmag for København (12), og endelig om støtten til de i disse år hastigt oprettede andelsslagterier. En lokal 199 batalje med to unge højreorienterede, som prøver at slå Erik fordærvet, savnes heller ikke; den giver dog god mening på det symbolske plan, hvor Erik må føle på sin krop, hvad Vilhelm har sat i gang (13).

Endelig forekommer der i 2. udgaven en del mindre udeladelser samt mange små tilføjelser og sproglige og ortografiske rettelser, som i en del tilfælde klart bringer mere Orden i udviklingsgangen, men som det ville blive for vidtløftigt at notere i et egentligt variantapparat. Blot dette eksempel: Det hedder i det opsummerende slutningsdigt Til Erik Kølby, at Man saa' dig oprejst fly en yppig Frue. Er dette udtryk svært gennemskueligt, levnes der ingen tvivl i 2. udgaven: Man saay dig trække Kjolen af en Frue! At samme formulering ses i den oprindelige renskrift (notesbog 34), illustrerer da vist udmærket, hvad man turde og måtte skrive i 1890'erne.

5. Modtagelsen

Hvordan blev nu dette værk fuld af Symbolik og interessante Solopgange modtaget? Alt skulle jo hellere være anderledes end i de Romaner, der er skrevet til denne Dato. Svaret er nærmest givet på forhånd, da det er samme svar, som romanen op til i dag hyppigst er blevet mødt med. Det mytisk-symbolske plan har ingen anmelder øje for, derfor bliver Unge Bander sammenlignet med tidens øvrige romaner, f eks. Henrik Pontoppidans, og derfor må den også falde igennem.

For at gøre det kort og begynde med provinspressen. Jyllands-Posten (20.12.1894; sign. A) betegner et yderpunkt: bogens Ferskhed er ubeskrivelig; personerne er alle ubetydelig smaa og meningsløse, stemningen lutter vandet Maaneskinspoesi og kjedsommelig Smaastadspjat. Herfra videre til mærket Store Bælt (Nyborg Avis 12.12.1894), der måske dækker over vennen Emil Opffer, der dels - ligesom så mange andre af anmelderne - kender bogens kranke forlæggerskæbne, dels véd om det Oprør, bogen som påstået nøgleroman har vakt i en vis jysk By. Efter et referat henvises til det kendte udtryk fra Naturbøm om det ene kys fra 100 piger, som er at foretrække for 100 Kys af 1 Pige - et udtryk Claussen aldrig skulle slippe for - og anmeldelsen afsluttes med den påstand, at forfatteren således har stor Sands for at udvikle de forskjellige Faser paa den erotiske Bane! Den uddybes desværre ikke. Længere østpå - i faderens avis- og valgkreds - fordeles ros og ris efter en 200 politisk alen. Lolland-Falsters Stiftstidende (11.12.1894; usign.) refererer spydigt Erik Kølbys erotiske meriter og ynker Venstre-Pigernes Fædre. [...] Vi se, at »Nakskov Tidende« anbefaler Bogen til Folkelæsning, hvad der efter dens hele Tendents og Indhold unægtelig harforbauset os. Det gjorde Ludv. Borre også i bemeldte avis (1.12.1894), der redigeredes af Rasmus Claussens svigersøn N.Th. Petersen, men først og fremmest i form af et uhyre langt, positivt referat, en præsentation af Claussens tidligere publikationer og en forklaring af bogens svagheder, der skyldes det er Aar siden, den blev skreven. Og som en ung Bog, [...] skreven, som den er, frisk og rask, uden Kunstgreb anbefales den så til ungdommen.

Nu kunne man vente sig solid opbakning fra den hjemlige Lolland-Falsters Folketidende; anmeldelsen af Morten Jensen (13.12.1894) er da også lang og grundig, men den er alt i alt afstandtagende fraset slutningen, der med en ejendommelig kovending roser romanens fremstilling, der sker med fin Forstaaelse og skarp Iagttagelsesevne, samtidig med at den sætter Tanker i Bevægelse og derved hæver sig højt over [anden] Dødvandelitteratur. De tanker, der er sat i bevægelse, er ellers af groft moraliserende art: MJ havde gerne set en helt anden bog, nemlig en realistisk-historisk skildring af et tidsrum, hvor en venstremand virkelig var en venstremand. Sådan bedømmer han anslaget, men skuffes snart, da fortællingen løber ud i erotiske, sygelige Skildringer af Kærlighed og Kvinder, og den »unge Bande« bliver derved [...] mere eller mindre ligegyldig. Anmelderen er desillusioneret på livets vegne: Thi er Livet virkeligt saa - og det er det nok - at snart al Ungdomskraft bliver udtyndet i løse Forbindelser uden Ende - dg dermed også på bogens vegne, da romanen if. MJ netop afspejler dette forhold. Og i dette spil indtager Erik Kølby en lidet flatterende rolle: han er ingen sympatetisk Personlighed, men en svag Karakter, som har noget pjaltet over sig. [...] et Barn af de »trætte Mænds« Tid. Bladets ejer og sønnen, den vordende kulturredaktør, må have fået noget at grunde over.

Samme moraliserende holdning ses i den borgerlige hovedstadspresse. Dannebrog (22.12.1894; usign.) - der i øvrigt også kender bogens forhistorie - finder to træk karakteristiske, træk, man ogsaa kjender fra hans lyriske Digte: Det ene er Uklarhed, der gør at man tilsidst opgiver [...] Læsningen. [...] Det andet Indtryk er den stærke Rolle, det kjønslige spiller i hans Produktion. Og det er ikke ment som en ros. Forf. minder næsten om en ung Mand i Pubertetstiden, hvem Blodet uhyggeligt stiger til 201 Hovedet, saa han hverken kan sanse eller samle. Alligevel foretrækker anmelderen langt denne Sanserus for andre af hans jævnaldrendes afmægtige Brunstfantasier og professionelle Anvisninger paa Raffinementer. Så trods alt: Claussen kan være brutal og robust, men han er dog en Mand - og Fortællingen vidner overalt om Talent - [...] - men baade Talentet og Takten trænger til Skole. Det skulle vel ikke være Claussens gamle dansklærer fra den private Mariboes Skole, Otto Borchsenius, der var litterær redaktør på bladet, som her i det skjulte stadig er på spil?

Samme holdning indtager Berlingske Aften (11.12.1894; usign.), der efter omtalen af Frøken Regnvejr (et løjerligt Stykke) og dets manglende forbindelse med selve fortællingen (bestemt ikke let at fatte) samt et længere, ironisk farvet referat slutter med at slå fast: »Bandems Sjæleliv munder ud i Flirt og tilsløret Sandselighed samt - apropos det mer, som omkom under lange Fødselsver - med en henvisning til det bekjendte p a rt u r i u n t m o n t e s osv. For en ikke-Horatskender: bjergene barslede (og fødte en mus).

G.B. (: Georg Brandes) ser heller ikke meget mere i sin større oversigtsartikel i Politiken (16.12.1894). Han indleder med at karakterisere en lille Gruppe danske Digtere mellem 28. og 31. Aars Alderen, som har Talent, men endnu ikke ret har vundet Publikums Øre. Det er: Viggo Stuckenberg, Johannes Jørgensen og selvfølgelig Sophus Claussen. Han tager afstand fra Johs. Jørgensens karakteristik af vennen (: Taarnet febr. 1894, s. 225), som En, der er bortvendt fra Livet, [...] og som i Stedet ganske lever i det Forgangne og Svundne, i så fald hører Unge Bander til et ganske overvundet Stadium i Claussens digteriske Livsførelse. Sådan anskues bogen da: Bogen ligner ham vel, som et gammelt Fotografi ligner - og Romanen har saaledes slet intet at gøre med den ny Digterskoles Program. Det er en ganske jordisk Bog, undertiden humoristisk, undertiden yndefuld, om det Hele end er en Kende tomt og ringe. Skildringen trykkes en Smule af, at alle disse Anliggender er saa fordømt ubetydelige. Helten er jævnligt ubetydelig med de Ubetydelige; [...] han er netop ganske ufarlig, i Fald man kun ikke tænker paa de Aasum Fruer og Smaafrøkner, og hans Idealisme bestaar [kun] i, at han med to tamme Fugle i Haanden fløjter for en tredje tam Fugl paa Taget. Altså: her er tale om Memoirer. [...] De mangler ikke frisk Ungdommelighed, heller ikke en let og klædelig Ironi; men der fattes, hvad Italienerne kalder i l p o c o p i ù (det lidt Mere), som det i sidste Instans kommer an paa. Dette l i d t M e r e véd GB findes for den ældre Læser i 202 den følgende Bog (: Kitty), som han også véd savner forlægger (14) - og om ikke andet må dét da siges at være en indirekte hjælp og trøst.

Som det ses kunne Claussen også nok have behov herfor. Og der er da også enkelte, mere positive reaktioner på bogen, selvom der som nævnt ikke er nogen nævneværdig forståelse for dens erotiske problematik. Vennen C.B. (Carl Behrens), der ligeledes har kendskab til romanens forhistorie, værdsætter den både på det journalistiskpolitiske og på det erotiske plan (Adresse-Avisen 21.12.1894). Han fremhæver Claussens humor og uhøjtidelighed, og på trods af Mangler i technisk Henseende og at den ledende Traad hyppig glipper, røber hans sunde Naturel sig ofte. [...] Han har Iagttagelsesevne og formaaer navnlig med Sikkerhed at skildre de pure unge Piger. Han slutter den karakterbogsagtige og korte anmeldelse med det håb, at den talentfulde Bog vil kunne bane vej for den næste.

H.L. (: Helmer Lind) ser som Brandes bogen som udtryk for et forladt stadium pga. dens forhistorie (Aftenbladet 19.12.1894): Hvad der fortcelles i »Unge Bander« er der [derfor] ikke Grund til at opholde sig længe ved. Bogens handling kaldes raa, men det har ingen betydning overfor dens lyrik. Hr. Kjølbye og Hr. Claussen [...] er Lyrikere paa en Hals, fyldte af en ung frimodig Glæde ved Livet, nydende, hvad det byder, uden mange Skrupler, med en tilforladelig Tro paa Ungdoms og Skjønheds Ret. Det er da denne Ungdom, der giver Bogen sit Præg, hvortil kommer en betydelig formel Evne - hvad der tilsammen vil kunne skærpe Forventningerne til Claussens fremtidige Produktion.

Det ses, hvorledes der brik for brik anlægges et bestemt billede af Claussen som den oversunde, livsglade og ureflekterede æstetiker - et billede, som skulle følge ham fremover, og som han forgæves livet igennem prøvede at frigøre sig fra.

Dette billede genfindes i den eneste uforbeholdent anerkendende anmeldelse af C.E. (: C.E. Jensen; Sodal-Demokraten 28:12.1894), der da også skulle blive den person, der gav den første samlede karakteristik af 90'er-generationen med sin Vore Dages Digtere fra 1898. Han betoner bogens erotiske tema, hovedpersonens amoralske og hedenske livsbegær, men har dog også fin fornemmelse for, hvilke kræfter der står på spil i Eriks forelskelse i Margrete, som han sætter i forbindelse med den sky og undselige Frøken Regnvejr, som han så citerer fra - som fra andre steder i bogen. Der er hos Erik Kølby en aaben og følsom Oprindelighed, en Sjælens Uskyldighed, som retfærdiggør den afsluttende 203 sonet, bogen har en Rigdom af nysgærrige Kim, forfatteren helt sit eget Fysiognomi. Man har Lov til at vente sig Noget af ham.

Mente de litterære tidsskrifter nu også det? Ja og nej. Den nyere tids førende litterære autoritet Valdemar Vedel roser hans lyriske Temperament, som minder ham om Drachmanns, og det er dette temperament med dets ujævne Inspiration og fuldkomne Mangel paa Selverkendelse, [der] kommer frem i hans »Unge Bander«. (Tilskueren, februar 1895). Den fødende Stemning bagved Bogen er frodig og frugtbar nok. »Frk. Regnvejr« roses (den stod jo også at læse i april 1894-nummeret), ligeledes Ideen i Fortællingen, som VV nu ikke karakteriserer nærmere, han må snarere tænke på bogens sujet - men: Udførelsen er temmelig løs og ubetydelig. Hvad kunne en Selma Lagerlöf, en Kielland eller en Pontoppidan ikke have fået ud af dette stof! Her bliver det ved valne og tjattende Tilløb, - Forf.'s naive Lyrikeregoisme kan ikke ret have Tanke for »de andre«. Alligevel kan den strenge kritiker næsten afvæbnes ved tanken om forfatterens sorgløse, udæskende Ungdommelighed og stilens lette, lyriske Gratie.

Og hermed er vi fremme ved den sidste, men største anmeldelse: Johs. Jørgensens artikel i Taarnet, juli-september 1894, der dog først udkom sent i december. Han slår først fast, at Claussen er en født Digter - og det er udfra det kriterium, at han i første halvdel kritiserer ham, idet han måler ham med Maurice Maéterlincks sidste bog. Unge Bander karakteriseres som Naturalisme - og det er for den vordende katolik en vederstyggelighed, og her kunne Claussen have lært af den klogere belgiers synthetiske Dramaer, hvor Hvert Ord er bestemt af Skuespillets Verdensorden. Og i Claussens Bog mangler der netop e t F o rs y n. Han hænger sig i ydre beskrivelser - og her laver han de mest storslåede, tekniske fejlgreb - i stedet for at lade fortællingen være styret af tilliden til en transcendent verdensorden, som da skulle konstituere og styre begivenhederne. Dette har Sophus Claussen meget vel indset - og Johs. Jørgensen henviser til hans udtalelser andetsteds i Taarnet (juninummeret) - han har blot ikke magtet at overskride Svælget mellem Theori og Kunst. En alvorlig anklage, der nærmest ligner et bagholdsangreb, når man betænker, hvilken omhu og omtanke der ligger bag det så ofte omarbejdede manuskript. Men altså: »den fødte digter« mangler modet til at udelade, og skønt hans Magt til at vække Stemning er stor - hvad der gives eksempler på - fornemmes undertiden en Art Ubehændighed. Han forekommer En saa lidet Kunstner, 204 efter nogle forunderlige Plumpheder påvises. Selv en Johs. Jørgensen kan åbenbart være selvmodsigende. (I parentes bemærket: Claussen fulgte nogle af rådene, da han gennemrettede manuskriptet i 1912.) Nej: Hvad der virker smukkest i hele Bogen, og hvad der udgør dens levende Nerve, er dens Erotik, ikke Boccaccio ijydsk Mundart, men den store Følelse, som Hr. Erik Kølby gennem alle Utroskaber forbliver tro - den ømme og skønne Kærlighed, hvis højeste Udtryk findes i disse Linjer, hvorefter den situation citeres, hvor Erik første gang kysser Margrete. Claussens Helt har i det Øjeblik, han grebes af hin Ømhed, haft sin Besøgelses Stund - og hans Gæst har været hint Sendebud, som Theologien kalder N a ad e n, og Menneskene Kærligheden. Her har Claussen kunnet mødes med sin ekseget, men må samtidig have stillet spørgsmålstegn, når Johs. Jørgensen dernæst håndfast forkynder, at vil man være »hjærtekarsk« gælder det at gribe den naaderige Kærlighed og at holde den fast selv med Ofret af sit kæreste Jeg. Det er jo netop det spørgsmål Unge Bander behandler: hvad er - og hvornår oplever man -sit kæreste Jeg?

6. Romanens efterliv

Claussen plejede at reagere offentligt på den værste uforstand, hans bøger blev mødt med; mht. Unge Bander forholdt han sig tavs, og der ses kun et kort brev til Georg Brandes, hvor han takker for dennes venlige Mening om [hans] Talent og fremtidige Muligheder, samtidig med at han gør indsigelser overfor udtrykket det »lidt mere« (24.12.1894).

Fra vennekredsen kom der brev fra Stuckenbergs: en kort fra Viggo og en lang begejstret, overstrømmende taksigelse fra Ingeborg (28. og 29.11.1894), men ellers sænkede glemslen sig hurtigt over romanen - og der har den hvilet næsten siden. Da den forøgede og reviderede 2. udgave udkom november 1912 - det år Claussen fejrede 25-årsjubilæum som digter - var han godt nok agtet og æret af både kritikerstand og publikum, omend næppe bedre forstået, men det er slående, at den mere Orden ikke har bragt mere orden i forståelsen. Enten forkastes bogen som sjusket og sjasket både formelt og indholdsmæssigt, men det er nu undtagelsen, eller også skamroses den som eroten og faunens mest skælmske og gratiøse stykke ungdomskaprice. Og på det plan har forståelsen holdt sig indtil 1960'erne, hvor den første dybtgående og kongeniale behandling af bogen så lyset i

205

7. Sammenfatning

Det kan også siges på en anden måde - og i et andet tonefald: hjemkommen fra sin store udenlandsrejse og med regnskabet lagt bag sig i form af de to bøger fra før rejsen: Unge Bander og Kitty og de to fra selve rejsen: Antonius i Paris og Valfart kan han mistrøstigt udbryde, tilsyneladende under et, midlertidigt ophold på en jernbanestation: Jeg føler mig i Slægt med de store, farlige Maskiner og videre: Hvorledes er jeg, Bondesønnen, kommen løs fra den almindelige Glæde ved den jævne Natur, som man kan tage i Haanden? Jeg forlanger stedse Verden i Tværsnit! (l 7.7.1896; notesbog 37).

Unge Bander fortæller på sin underfundige måde, hvorledes dét kan ske; et kendt og senere digt sammenfatter samme historie, men nu i stor sørgmodighed over årsagsforløbet:

Ingen Ven og Fjende gætter, hvad for mig der stod paa Spil

i det Aar da alle Bælter lagde til.

Ven og Fjende ingen husker det forfærdelige Aar,

ja end ikke hun, jeg mindes, ... heller ikke hun forstaar,

at det var et Alvorsaar, da vort Liv sank i Forfald,

dette Vinteraar, som drukned under Sneens tætte Fald.

(Mennesket og Digteren, Fabler)

Året er vinteren 1888-1889 i Nyborg, hvor Sophus Claussen arbejdede på Unge Bander og Frøken Regnvejr. Et udkast til digtet fra 1907 nævner Aasums gamle Vold - og her skete da det tilsyneladende uoprettelige, at den utålmodige elsker blev forvandlet til den digter, der nok kan fejre livets fester, men må fejre dem i ord.

hvorform af Aage Henriksens essay i Det guddommelige barn. I Ernst Frandsens monografi (EF I 31-32; 49) benyttes romanen kun som Kilde og som historisk Dokument til forståelse dels af Lyriken, dels af den begivenhed, der udspillede sig et tilsyneladende fjernt sted - den begivenhed, som optegnelsesbøgerne og brevene som nævnt ikke giver oplysninger om, men som Sophus Claussen aldrig fik ud af sit liv og derfor altid vendte tilbage til i sit værk.

206

TEKSTEN

8. Tekstbeskrivelse og -behandling

Der findes intet egentligt trykmanuskript til Unge Bander, kun forskellige udkast og brudstykker af rettede renskrifter på Det kgl. Bibliotek i NkS 3634, 4°, I. Smst. ses udkast til 2. udgaven, og i NkS 2174, 2°, I,1 en rettet renskrift samt stykker af 1. udgaven og tidsskrifttrykkene af Frøken Regnvejr og Brevene med håndskrevne rettelser.

Materialet viser, at 2. udgaven bygger videre på 1. udgaven, og at de to udgaver således ikke begge støtter sig på samme manuskript, hvoraf 1. udgaven da skulle være en strammet bearbejdelse, mens 2. udgaven skulle ligge originalmanuskriptet nærmere. Dette kunne man jo forledes til at tro, når Sophus Claussen i forordet til 1912-udgaven skriver, at han har forsøgt at bringe Fortællingen [...] lidt nærmere til dett den oprindelig kunde have været. I manuskriptet lyder den oprindelige formulering da også således: [...] forsøgt at gøre lidt mere ud af Fortællingen, der så rettes in scribendo. Omarbejdelserne og udvidelserne er der redegjort for s. 198.

2. udgavens Brevene er et næsten direkte optryk af Højsang, brevnovelle i Ny Jord, januar-juni 1888, s. 262-278 (Collinske Sml. 114, 4°, trykmanus m. enkelte rettelser). Digtet Kom, min blodvarme Pigelil,... ses i notesbog 21 (usign. renskr. bly., dat. 21.1.1887 m. titlen I Feber). Som nævnt er den oprindelige version her optrykt i et tillæg s. 165 ff. Når brevene er udeladt i 1. udgaven, kan det skyldes hensynet til Anna Cathrine Christensen, som Claussen jo havde brudt forbindelsen med i 1894.

Frøken Regnvejr (NkS 2098, 2°, M. Galschiøts Autografsml., rettet trykmanus) blev oprindelig trykt i Tilskueren, april 1894, s. 282-306, dog uden Tilegnelse (notesbog 23 samt NkS 3634,4°, 1, 1: udat, usign. renskr., bl., fra efteråret 1888; 15 str. m. titlen Kaminild). Hyrdespillet indgik så godt som uden ændringer i 1. udgaven, mens der i 2. udgaven er tilføjet et Efterspil, der afsluttes med det digt, der som Novelle først blev trykt i Tilskueren 1892 (p. 431), senere blev optaget i Pilefløjter (1899). En usign. renskrift af dette digt befinder sig i familiens eje, dateret Sept. 87. Vignetdigtet Hvor drypper, siverr nynner [...] gik uforandret over i 1. udgaven, men er udvidet i 2. udgaven, 207 ne er markeret i Sophus Claussens Lyrik IX:2, s. 319, hvor der ligeledes er angivet øvrige ændringer m.m. mht. de nævnte digtes forhold til manuskripter og førstetryk. F.eks. citeres vignetdigtet i Johs. Jørgensens digt: Til Sophus Claussen (Efter Læsningen af F r ø k e n R e g nv e j r), Taarnet, april-maj 1894, s. 31-32, en læsning Claussen så kommenterer i Foraarstaler, 1927, s. 13.

Som det ses griber teksterne på mange leder og kanter ind i hinanden og tegner sammenlagt et billede af Claussens ungdom og tidens litterære liv. At redegøre i detaljer for ændringerne i billedet ville virke malplaceret, konturerne er nedtegnet, og læseren med den fornødne nysgerrighed må selv nærmere udfylde rammerne. Ydermere indeholder notesbøgerne (NkS 1340, 8°) et righoldigt materiale i form af udkast og kladder; de vigtigste er - foruden de allerede nævnte -: I, 1 (udat, fra 1890), I, 2 (udat., fra 1890-1891), IV, 21 (1887; breve til og betragtninger over »Kitty«), IV, 23 (1888-1889), V, 25 (slutn. af 1889; udk. til Frøken Regnvejr; renskr. af Foraars-Regntiden), V, 26 (udk. til Frøken Regnvejr fra 23.4.1890), V, 27 (do. fra juli 1890), VI, 28 (1892; noter om og udkast til Unge Bander), VI, 30 (Paris, forår 1893; udk. til Frøken Regnvejr) og endelig VII, 34 (Santa Margherita di Ligure, sept. 1894: Til Erik Kølby). Arbejdet med 2. udgaven ses ikke i notesbøgerne.

9. Principper for tekstrettelser

Såvidt håndskrifterne og trykkene. Som det fremgår er Unge Bander sammenholdt med dem, og det har fået følgende konsekvenser mht. evt. rettelser i den trykte tekst: førsteudgaven er i videst muligt omfang benyttet som trykgrundlag, og der er kun foretaget rettelser i teksten, hvor der har været tale om åbenlyse trykfejl (moqnueur >moqueur, Guskelov > Gudskelov, ført til Protokol >ført til Protokols, da denne form benyttes senere), stavefejl (Vita nova > Vita nuova) og decideret meningsløs eller manglende tegnsætning (især mht. citationstegn), jf. principperne i Sophus Claussens Lyrik I, s. 20. Således er en tilsyneladende inkonsekvent interpunktion bibeholdt (Ligemeget! han var), ligesom Claussens undertiden ejendommelige ortografi og morfologi er respekteret (eks.: Numer efter Numer, Odshavnkresen, Parryk.

208

NOTER TIL EFTERSKRIFTEN

1.

Frans Lasson: Fra Ekbátana til Klareboderne. En brevbog om Sophus Claussen og hans forlæggere. Gyldendals julebog 1981 (1981), s. 24-25.

2.

Mht SC's biografi: se tidstavlen i SC:SL IX: 2, s. 363-383.

3.

Jeg tænker på SC's forhold til italienerinden Clara Robinsson, se min artikel Breve fra Clara i Danske Studier 1985 og Bo Hakon Jørgensens efterskrift til genoptryk af Valfart 1983.

4.

F.eks. i Fabius' Stamtavle. Foraarstaler 1927.

5.

Eigil Nyborg: Den indre linie i H.C. Andersens eventyr (1962) s. 20.

6.

Jf. evt. en lignende »skikkelse« i romanen Byen (1900), der med en allusion til Heine kaldes Vaarens jomfruelige Gudinde, og Resten af Aaret [...] Dødens Dronning. Skikkelsen »spaltes« da ud i to kvindeportrætter (s. 259).

7.

If. Emil Frederiksen: Johannes Jørgensens Ungdom (1946) s. 121. Om månegudinden se evt. JJ: Sommer, kap. Maaneskinnet.

8.

If. udtalelse i Digtere i Forhør 1966 (1966) ved Claus Clausen, s. 186: Bagefter kan jeg (: Klaus Rifbjerg) godt se, at bogen ramler ind i sammenhænge af arketypisk karakter og ubevidst er blevet en symbolsk roman på et andet plan end jeg var klar over da jeg skrev den.

9.

Skulpturen er gengivet som frontispice i Antonius i Paris (1896), fotografiet med Willumsens bagtæppe i Gyldendals Julebog (1952) s. 11, jf. SC:SL IX:2, s. 274-275 og Aage Henriksen i Vindrosen 4 (1964) s. 34 f.

10.

I Foraarstaler s. 13 apropos JJ: Til Sophus Claussen (Efter Læsningen af F r øk e n R e g n v e j r), Taamet april-maj 1894.

11.

If. brev fra SC's dattersøn, arkitekt Sophus Frandsen til udgiveren.

12.

På grundlag af art. Kjøbenhavn. Et Brev, Horsens Folkeblad 8.4.1886. E&H 33.

13.

Lemlæstelsesmotivet i forb. med en erotisk problematik ses flere steder i forfatterskabet, f.eks. i romanen Valfart (s. 91) og Fortællingen om Rosen (s. 245).

14.

Pga. SC's brev til Georg Brandes af 9.5.1894, FL I s. 223-224. Musiken; Askeblond Haar, tale om Fruentimmer, men en gods Moders > en god Moders, Spørgsmaal, jeg ikke mener mig forpligtede til at besvare > [...] forpligtet [...] og reservation mentalis > reservatio mentalis; diskuttere > diskutere, da denne form ses i 2. udg. (og i Tilskueren).

209

LITTERATURLISTE

Ernst Frandsen: Sophus Claussen I-II (1950). Forkortet EF.

Aage Henriksen: Det guddommelige Barn (1965).

Sophus Claussen - en studiebog, ved Bo Hakon Jørgensen og Jan Sand Sørensen (1977).

Taarnet. Fotografisk optryk med efterskrift og registre ved F.J. Billeskov Jansen (1981)

Tom Engelbrecht og René Herring: Sophus Claussen. En bibliografi 1882-1981 (1982). Forkortet E&H. Et efterflg. tal henviser til indførsels-nr.

Sophus Claussens Lyrik I-IX. Tekstkritisk og kommenteret udgave ved Jørgen Hunosøe. Bind VIII og IX under medvirken af Knud Bjarne Gjesing (1982-1984). Forkortet SC:SL.

Frans Lasson: Sophus Claussen og hans kreds. En digters liv i breve I-II (1984). Forkortet FL.

210

Noter

7

Thing: ældre skriveform for ting. Artemis: i den gr. mytologi jagt-, dødsog månegudinde; samtidig også gudinde for alt gryende og voksende liv, skønt selv kysk og urørt.

9

Et Hyrdespil: Med denne ejendommelige genrebetegnelse søger Claussen vel at ramme flere forhold, der er karakteristiske for det klassiske hyrdespil. Dette foregik i et landskabeligt miljø, undertiden benævnt Arkadien, befolket med hyrder og hyrdinder, nymfer og satyrer, guder (f.eks. Pan) og gudinder (jf. Tilegnelse). Sujettet var det samme: kærligheden og dens forviklinger, stilen let, undertiden munter og capriciøs. Parafraser over Højsangen kunne falde ind under genren (jf. blot s. 34). Metrisk benytter Claussen de såkaldt frie (»franske«) aleksandrinere, måske i et forsøg på at skrive en moderne minipastiche på senrenæssancens hyrdedramaer. Det melodiske versemål har da også en tendens til at glide over i en musikalsk udtryksform; det var tilfældet med det oprindelige hyrdespil, der blev grundlaget for operagenren. Udkastene til Frøken Regnvejr viser, at visse partier forestilles sunget.

16

Kolumbus [...] Breve. I brev fra Columbus til Aragoniens finansminister Luis de Santangel - efter 1. rejse 1492-1493 - beskriver han udførligt frugtbarheden og den yppige, grønne vegetation på de formodede indiske øer (15.2.1493). I et brev fra C. til det spanske kongepar vedr. 4. rejse 1502-1504 (Jamaica 7.7.1503) berettes dels om indianernes angreb, dels om C.'s feber, ligesom C her - som andetsteds - omtaler at have hørt Guds stemme. Claussens kilde kan have været: Select Letters of Christopher Columbus (...), v. R.H. Major, 2. udg. 1870, i serien: Works issued by The Hakluyt Society, bd. 43, London 1870. På dansk findes fire populære småbøger om C., udg. i anl. af C.-jubilæet okt. 1892, men ingen af disse synes at være Claussens kilde. Der kan dog have været artikler i dagspressen.

21

Sangklub: se note til s. 51.

24

etsteds i Byrons Bøger: sandsynligvis i Don Juan, canto I, str. 62. Alderen hos Byron er dog 50 og 25.

26

Landsting: 1849-1953 det ene af Rigsdagens to kamre.

30

Koncil: (kirke)møde. - som hos Goethe: muligvis i Wilhelm Meisters Lehrjahre, 5. bog, kap. 12, slutningen: efter at teaterselskabet har spillet Hamlet, får Wilhelm om natten besøg af pigen Philine.

34

iBiblen stod: frit efter Højsangen 7,11-12.

51

Sangforening: i købstæder en udbredt foreningsform, bygget på egen og 211 andres musikudøveke og anden optræden plus selskabeligt samvær. - pikerende: let sårende, stødende.

52

vindskibelig: foretagsom. - tørrer [...] Kattekillingen: jf det kendte folkelige udtryk: Man hjælper sig, som man kan, sagde kællingen, hun tørrede bordet af med sin kattekilling. Eller: Renlighed er en god ting, sagde kællingen, hun... - Takkelager: skibsmaster med tilhørende tovværk. - ved Midten af Firserne: 1885-1901 styredes Danmark af konseilspræsident J.B.S. Estrups Højre-regering, der var i mindretal og derfor så sig nødsaget til at udstede en række provisoriske (foreløbige) finanslove. Imod Højre, der fortrinsvis bestod af borgerskabet af godsejere, fabrikanter og storhandlende samt mindre næringsdrivende i byerne og en del funktionærer, stod småborgerskabet af gårdejere, der i 1880'erne slog sig sammen om andelsmejerier og -slagterier og fællesindkøb af foderstoffer, maskiner osv. Gårdejernes parti, Venstre, havde under det meste af godsejerstyret flertal i Folketinget, nægtede som følge heraf at betale skat - og da det forhadte blå gendarmerikorps blev sendt ud for at inddrive skatten, svarede bønderne igen ved oprettelsen af riffelbevægelser eller skytteforeninger. - Ungdommen raser [...]: ses bl.a. hos Peder Syv: Almindelige danske Ordsproge (1682), Danmarks gamle Ordsprog VII:1, 1983, nr. 10442.

53

Parvenuer: opkomlinge, nyrige. - Estrup, Provisorierne: se note til s. 52.

54

Niebelungensangens Heleden lobebaeren: pluralis: (vores) rosværdige helte. Fra 1. strofe af det middelhøjtyske epos Nibelungenlied. - -kanuter: fyre. - »Gendarmsnude«: se note til s. 52. - den oprørske Sang: kunne være en hentydning til Claussens digt En Fabel, først trykt i Lolland-Fablers Folketidende 16.11.1885, senere optaget i Naturbørn (1887).

55

knøweste: bedste, mest udmærkede; venligste. - Paj-Grundtvigianere: Forleddet »pej« har i lollandsk dialekt nedsættende eller forstærkende betydning. Måske også spil på det svenske ord »paj«: stor trøje eller (vadmels)-frakke. - Bulehat: blød, bredskygget hat, i hvis pul der er trykket buler; slidt eller afstikkende hat. - rareste: mest sjældne, ejendommelige.

56

debauchere: skeje ud, føre et udsvævende liv. - dudle: spille (på musikinstrument).

57

Minuet: menuet, fr. dans i 3/4-takt udført med stor anstand og kunstfærdighed; almindelig selskabsdans til omkring 1850. - Krinoline: nederdel, som ved et stativ f.eks. af fiskeben holdes udspændt i klokkeform; især benyttet under rokokoen og i midten af 1800-tallet under ny-rokokoen.

59

Don Cæsar de Bazan (1844): skuespil af den fr. forfatter Philippe FP. Dumanoir (1806-1865). Claussen anmeldte stykkets opførelse i Nyborg Dagblad 7.4.1889, jf. E&H 222. - Abekatten (1849): vaudeville af Johanne Luise Heiberg (1812-1890); anmeldt af Claussen i Nyborg Dagblad 16.3.1889, jf. E&H 216.

63

Bosse: lokkeråb og kælenavn til en ko.

64

qui trottoie: fr. »som traver«. Selvdannet verbum af fr. trotter: at spadsere og trottoir: fortov (oprindelig den sti eller bane, hvor man red med 212 heste). - ventre a terre: fr. egl. med bugen mod jorden; i strakt galop. - geleidet: ledsaget. - Novelle om en Skarpretters [...]: 26.2.1886 kunne man i Horsens Folkeblad læse En Novellette (usign.), 2.3. artiklen 2000 Katte (ligeledes usign.) om de »Katte«, der skulle være skjult i En Novellette m.m. I retssagen vedrørende En Novellette refereres 1. og 2. forhør over Claussen - stadig usign. - 9. og 10.3., frifindelsen 19.5. Se E&H 28, 29, 30, 31 samt 38.

65

moqueur: fr. spotter, drillepind. Claussens mærke fra og med Nyborgtiden 1888 ff. - est le chat?: fr. hvor er katten?

69

spansk Kappe: strafferedskab bestående af en tønde, hvorigennem synderen skulle stikke hovedet for at bære tønden til skam og skændsel gennem byens gader.

70

reservatio mentalis: lat. mentalt (stiltiende) forbehold (hvorved man tror at kunne gøre et udsagn ugyldigt).

71

irrelevant: Ordet var indtil ca. 1970 næsten ubenyttet udenfor juridisk fagsprog.

72

Borgmesteren [...] Ridderkorset: 22.5.1886 kunne man i Horsens Folkeblad læse Hr. Lendrop og Ridderkorset, om borgmesterens modtagelse af ridderkorset, netop som han i egenskab af dommer havde tabt sagen om En Novellette, jf. E&H 39.

73

Yute(gardinerne): baststof - Grønne Kranse: en dengang populær vise af Vilh. Fristrup med melodi af E. Horneman. - Fryd dig ved Livet: Freut Euch des Lebens, populær vise af Martin Usteri med melodi af HG. Nägeli (1790'erne).

76

Blegsot: sygdom, der skyldes, at blodets mængde af farvestof er nedsat; en form for anæmi, der især optræder hos unge kvinder. - Die Wasserlilie: evt. allusion til det afgørende symbol i Theodor Storms novelle Immensee (1849, da. overs. 1871). Også en bestemt kvindetype hos Heine (jf. Claussens anmeldelse af Ola Hanssons roman Sensitiva Aorosa, Ny Jord aug. 1888 under mærket A.G.).

78

Buffo: sanger i en komisk opera.

79

Laa laa la lu, [...]: Jensen nynner omkvædet til Mads Doss han war en kon Koltringsknæjt, en vise af St.St. Blicher, indlagt i novellen Kjerlighed paa Dagvognen (1844). - kakket: klattet, skidt.

81

Peluche: plyds. - Trøster: pude eller pølle på sofa eller i lænestol, som man hviler sit hoved på.

84

Mandbarhed: (køns)modenhed. - Kapervogn: lejet (kapret) vogn.

88

bakkantisk: løssluppen.

89

Odalisk: haremskvinde.

91

Maria Stuart: dronning af Skotland 1542-1567; anklaget for højforræderi mod den eng. dronning Elisabeth og henrettet 1587. - Maria Stuarts Krave: stivet kniplingskrave, der ikke ligger ned over skuldrene, men snarere buer opad. - flanede: letfærdige, letsindige.

93

Chenittesjal: sjal vævet af blød, lådden tråd. - Merskummer: pibe med hoved af hvidt, leragtigt, porøst mineral: merskum.

94

Silhuetter: skyggebilleder klippet i sort papir. - Antimakasser: tøjstykker, 213 der skal beskytte møbler mod fedt fra håret. Benævnt efter macassarolie, som man smurte i håret.

95

Strikke: strejke, efter den engelske stavemåde strike.

96

et svælgende Dyb befæstet: som mellem Lazarus og den rige mand (Luk. 16, 19-31).

97

Frimureransigt: der således tilsyneladende tilkendegiver en hemmelig indbyrdes sympati og forståelse. - dansk Jurist: om person, der har taget en juridisk eksamen, der ikke krævede studentereksamen eller latinkundskaber.

98

Visen af Komevilles Klokker: Comevilles Klokker, operette af R. Planquette, uropførelse Paris 1877, samme år København, oversat af Erik Bøgh.

99

Therose: Navnet, fordi blomsterne dufter som te.

103

tvivlende Pilatus:jf. Johs. 18, 38, hvor P. spørger: Hvad er sandhed?

104

Josef: patriarken Jakobs kyske søn, der flygtede for Potifars hustrus tilnærmelser, jf. 1. Mos. 39 ff.

105

Mantille: sjal, ofte af kniplinger; kort, let dameoverstykke, hængt løst over skuldrene.

106

Gulnare til Aladdin: Adam Oehlenschlägers skuespil Aladdin (1805) 2. akt, Aladdins Kammer.

107

Vigner: vingårde. - Skure: fure.

108

Fribytter: person som i krigstid med eller uden regeringstilladelse opsnapper fjendtlige skibe, hvis ladning han beholder; sørøver. - Moirée: vævet silkestof, der ved en art presning har fået et specielt mønster.

111

Dødedansen: allegorisk kædedans med levende og døde - især et yndet motiv i senmiddelalderen, illustrerende livets forgængelighed f.eks. i kalkmalerier og træsnit

114

Dandy: laps, levemand.

115

»Aa hun har en Haand [...]: frit efter Aarestrups digt Tilstaaelsen (Donna Maja) str. 9 (1837). - Sulamith: navn på den elskede i Højsangen. - Solveig: i Henrik Ibsens dramatiske digt Peer Gynt (1867).

120

satte [...] ud fra hinanden: forklarede, fremstillede.

122

Chartreuse: fr. munkelikør. - »Jylland [...]«: H.C. Andersens kendte digt, først trykt 1860.

123

enkelte: enkle, jf. note til s. 131.

127

Næseklemmerne: brille, der fastholdes på næsen med en fjeder; lorgnet.

128

Boccaccio Giovanni (1313-1375): ital. forfatter, hvis berømmelse skyldes novellesamlingen Dekameron, første gang oversat til dansk 1873. Titlen, der betyder »de ti dage«, henviser til, at de 100 noveller fortælles på 10 dage af 7 kvinder og 3 mænd, der er flygtet fra pesten i Firenze 1348.

130

Dantes V i t a n u o v a (Nyt liv) er et værk bestående dels af prosa, dels digte (ca. 1295). Det nye liv opstår ved digterens møde med og kærlighed til Beatrice. Først oversat til dansk 1915.

131

enkelt: enkel, jf. note til s. 123. - F i a m e t t a: Boccaccios ungdomsromaner har alle på eller anden måde tilknytning til en kvindeskikkelse, der 214 hedder Fiarnmetta, ligesom hun også optræder i Dekameron. - naturlig Datter: datter født udenfor ægteskab. - Johanne I: af Anjou (1326-1382), dronning af Neapel (1343-1382).

133

dudlede: se note til s. 56. - en Vise om »det tykke Barn«: Omkvædet fælles med anden populær vise fra 1880'erne, se lørn Piø: 8O'erviser fra Julius Strandbergs digterværksted (1980).

135

en Højreøl: Efter venlig oplysning af arkivar Birgit Ntichel Thomsen kan ordet være en betegnelse for godt bajerskøl fra store bryggerier i København og provinsen, hvis ejere havde markeret sig som Højremænd bl.a. i forbindelse med forslaget om ølskat 1891. Hvis jargonordet har været af lokalt tilsnit, kan der sigtes til det lokale bryggeri, tilhørende den meget velhavende familie Levi, der i 1891 havde brygget noget af det første lagerøl i Danmark, efter etiketten kaldet »Hesteøl« (Dansk Brygger-Stat I-II 1934-36, I,77 f og II, 388 ff).

137

Lorgnet: se note til s. 127.

141

Tubaerne: her: trompetstemmerne på et orgel. - rafaelsk: som ligner den ital. maler Rafaels madonnaer; af sublim skønhed.

144

Enogtyve Aar, [...]: allusion til Don Carlos' replik: Dreiundzwanzig Jahre und noch nichts Jur die Unsterblichkeit getan (Sehiller: Don Carlos II, 2; 1787).

147

»Syndens Sold«: eller løn, er døden, if. Romerbrevet 6,23. - Sølvpatsch: en slags sølvmedaillon i halskæde. - »Konge for en Dag«: komisk opera af CA. Adam, førsteopført Paris 1852, København 1889.

148

De Hunde i en lille, tysk By [...]: allusion til Heines Tyskland. Et Vintereventyr, Kaput III, strofe 3.

150

Jeg lagde mit Hoved [...]: 1. linie i folkevisen Elverhøj.

161

Aphrodite: i den græske mytologi gudinde for kærligheden. Hun havde bl.a. to tilnavne: Urania og Pandemos, der refererer til to sider af kærlighedens væsen: den himmelske og den mere jordisk-vulgære. I denne sammenhæng alluderes tydeligvis til den første betydning.

163

Bud om et Danmark [...]: jf. at forliget mellem de moderate fløje indenfor Højre og Venstre blev indgået 1.4.1894.

215

Indhold

  • Unge Bander ........................................ 5
  • Tilegnelse ......................................... 7
  • Frøken Regnvejr. Et Hyrdespil ........................ 9
  • Unge Bander. Fortælling ............................. 45
  • Til Erik Kølby ..................................... 163
  • Tillæg: Højsang (Ny Jord, 1888). ......................... 165

    Efterskrift

  • Den utålmodige elsker ............................... 187
  • 1. Den biografiske baggrund ........................ 187
  • 2. Tilblivelsen.................................... 188
  • 3. Analyse og tolkning ............................. 189
  • 4. Frøken Regnvejr, Brevene, Kitty og Unge Bander ..... 195
  • 5. Modtagelsen ................................... 199
  • 6. Romanens efterliv .............................. 204
  • 7. Sammenfatning................................. 205

    Teksten

  • 8. Tekstbeskrivelse og -behandling ................... 206
  • 9. Principper for tekstrettelser ....................... 207
  • Noter til efterskriften ................................ 208
  • Litteraturliste ...................................... 209
  • Noter .............................................. 210
216

Danske Klassikere

Serien er indledt med fire bind i januar 1986:

H.C. ANDERSEN: Skyggebilleder af en Reise til Harzen, det sachsiske

Schweitz etc. etc. i Sommeren 1831 (1831)

ved Johan de Mylius

hans egede schack: Phantasteme (1857)

ved Jens Kr. Andersen

J.P. JACOBSEN: Niels Lyhne (1880)

ved Jørn Vosmar

HERMAN BANG: Ludvigsbakke (1896)

ved Flemming Conrad og Mette Winge

- og fortsat i maj 1986 med:

herman bang: Tine (1889)

ved Villy Sørensen og Marie Hvidt

SOPHUS CLAUSSEN: Unge Bander (1894)

ved Jørgen Hunosøe

I efteråret 1986 udkommer:

H.C. ANDERSEN: Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af

Amager i Aarene 1828 og 1829 (1829)

ved Johan de Mylius

thomasine gyllembourg:

Drøm og Virkelighed (1833). To Tidsaldre (1845)

ved Anne Marie Mai og Anni Broue

Der er planlagt otte bøger spredt over 1987

og yderligere bind i 1988.