Claussen, Sophus Uddrag fra Unge Bander

↩ Tilværelsens forvirrende sammenhæng af lyst og frastødning, sorg og lykke, kærlighed og død, mister sit pinligt menneskelige tilhørsforhold. På Silkeborg kirkegård kan Erik i bevidstheden om sit indres uudtømmelighed med sindsro vandre rundt mellem grave og ormædte roser: han var Erik, den altid rene, som skulde opnaa det højeste i Kærlighed, Hjærtets dybe Enhed i sin Elskov, baaret af fyrig Drift. Og ved h e nd e s Hjælp, gennem h e n d e s Øjne skulde hans mandigblevne Aand stirre ind i hidtil savnede og tillaasede Tankeverdner (s. 125).