Claussen, Sophus Uddrag fra Antonius i Paris (Danske Klassikere)

↩ Ak, hvor er Menneskene falske! Og hvor har den tyske Impresario, som rejste sammen med mig, og som først udgav sig for Journalist, skændig skuffet mine bedste Forventninger! Han talte alle Sprog med lige Lethed og jeg med lige Slethed - og vi var Venner, vort Venskab strakte sig fra Rhinen til Seinen, fra Morgenen i Køln til Aftenen i Paris ... Da Laasen paa min Haandkuffert gik itu under Toldvisitationen i Jeumont og de seks Par hjemmestrikkede Strømper, som min Moder havde givet mig med, rullede ud, var han mig behjælpelig og havde strax en Rem, som han spændte om Kufferten. Til Gengæld lod han mig slæbe den Del af hans Bagage, han ikke selv kunde overkomme, og lod mig paa Venskabets Regning, og fordi han ikke selv havde vekslet Penge, betale alt, hvad han nød under Vejs. En sjælden Mand! han talte ogsaa dansk, kunde sige smukke Pike og vidste, at smaa Børn hedder smo Bjarne. Vi indrettede vor Kupé til Sovevaggon, for at han kunde finde den fornødne Hvile, og vi drak Kognak af det samme Glas, endskønt han var kommen fra det kolerafarlige Hamburg. Og jeg, som kunde min Heine, citerede for ham Digtet om de to Polakker:
»De drak af det samme Bæger, sov i den samme Seng. Én Lus og én Sjæl - kløede de sig begge omkap.«