Claussen, Sophus Uddrag fra Antonius i Paris (Danske Klassikere)

↩ Jeg har været saa mistænksom som en Dame hjemme i Danmark, der en Gang fortalte mig, at hun, fra hun var en lille Pige, stedse har haft den selviske Forestilling, at Verden blot var til for hendes Skyld, 22 og at hendes Fader, hendes Moder, alle Væsner og Skabninger, kun var Figurer af Pap, saa det gjaldt for hende om at kunne overraske dem en eneste Gang, komme »om ved« dem og fatte det nemme Maskineri. Ved de første Skridt i Paris forekom jeg mig som stillet over for en Port, hvor der med kæmpemæssige Bogstaver stod berettet den kæmpemæssige Logn: »Dette er Paris.« Men bag Bogstaverne tittede næsvise Ansigter frem, som med fiffig Tøsethed og ikke helt uvenskabeligt holdt én for Nar, og som meget godt kunde falde paa at raabe et københavnsk Godaften. Ensom lænet til et Træ i Boulogneskoven sogte jeg nu at titte bag ind i Maskineriet og komme til den rette Betragtning af Tilværelsens uhyre Gøgleværk.