Claussen, Sophus Uddrag fra Antonius i Paris (Danske Klassikere)

↩ De blege, velnærede Parisere, rundt omkring de to, tørrede Øllet af de spidse Henry IV Skæg, blandede Kortene og fortalte, med deres Basstemmer og sonore rr, Anekdoter, som afbrødes af dybe Latter-Udbristninger. De rystede deres Tærninger og vendte Kløver Knægt saa trygt og ubekymret om Tiden, som havde de siddet der saaledes, hver med sine Venner eller med sin Rose, fra den ridderlige Frants den Førstes Dage og skulde sidde der fremdeles til Verdens Undergang, som kun vilde tage dem bort herfra, for at de kunde fortsætte ind i Himlen med at ihjælslaa og fordrive Tiden - Tiden, der (ved et af Guds mange Misgreb) er bleven gjort uden Ende.