Claussen, Sophus Uddrag fra Antonius i Paris (Danske Klassikere)

... En knap Time efter at dette Brev var modtaget og læst, kørte en Droske nedad Champs Élysées, rullede over Seinebroen ved Palais Bourbon og fortabte sig nede i Quartier Latins regnfyldte Gader. I Rue Bonaparte 31 standsede den endelig, uden for La Plumes Redaktion, og en Herre, inden for hvis Overfrakke man skimtede en sort Kjole og et hvidt Slips, steg ud, trak et Guldstykke op af 89 Vestelommen og rakte det til Kusken, som imidlertid ikke kunde vexle, Herren gik ind i en Guldsmedebutik ved Siden af og bad om at faa vexlet et Tyvefrancsstykke, men da han havde afleveret Guldmønten, fik han den strax tilbage og blev gjort opmærksom paa, at den ikke gjaldt i Frankrig, eftersom det var en russisk Fem-Rubel. Herren ser sig hjælpeløs omkring og tilstaar naivt, at det er hans eneste Pengestykke, og at han er i stor Knibe, da han skal betale Kusken.