Claussen, Sophus Baggrunden

Baggrunden

Overfladen ser således ud: siden sin studentereksamen i København (1884) havde han taget filosofikum hos professor Harald Høffding og dyrket radikalisme og Georg Brandes i Studentersamfundet, hvor han mødte vennerne Johs. Jørgensen, Viggo og Ingeborg Stuckenberg og andre jævnaldrende, der alle gik med drømme om at revolutionere kunsten. Han begyndte et halvhjertet jurastudium, men blev i begyndelsen af 1886 ansat som redaktionssekretær ved Horsens Folkeblad - og i denne provinsby traf han den pige, Anna Cathrine Christensen, som skulle blive den Første og Eneste, og som senere skulle udbrænde alle andre Billeder af hans Organer. De blev forlovede, men allerede efteråret 1886 forlod han byen og hende, vendte tilbage til studierne og livet i København, skrev lejlighedsvis i tidens aviser, fik udgivet digtsamlingen Naturbørn (1887) for egne penge, oversatte Baudelaire om natten, tilbragte længere tid som redaktør ved faderens, venstremanden Rasmus Claussens Nyborg Dagblad, hvor han i ledige stunder skrev hobevis af gode digte omkring det brudte forhold - digte, som ingen ville udgive. Enkelte blev dog trykt i det nyoprettede tidsskrift Ny Jord (1888-1889), 14 »Idyller« i Tilskueren (juni 1882) og ellers spredt, fortrinsvis i det radikale dagblad København (1891-92), hvor han samtidig arbejdede som free-lance journalist. Journalistikken fortsattes i det ligeledes radikale Kjøbenhavns-Børstidende (1890-1891) og senere i Politiken (1891 ff.). Baudelaire-versene 296 blev trykt i Tilskueren (januar 1892); romanerne om årene i provinsen planlagt: Unge Bander og Kitty.

Overfladen funklede - og blændede: manden gik sikkert frem, vellidt, begavet, velsitueret, belæst - og kendt som erfaren og begejstret erotiker. Men også stolt: der var ting, han ikke ville lægge blot, forhold, der forvirrede. Dem ville han aflægge regnskab for i den prosa, tiden krævede; poesi var der ikke brug for. Om nætterne fyldte han ark på ark med dette følelsernes regnskab, men kunne ingen vegne komme med det. Alt skulle være anderledes - også her - anderledes end det billede, Claussen villigt stillede til skue offentligt. Han ville fremfor alt ikke fremstå som mørk og stiv pedant - dem var der nok af.

Hvad ser man så her - i al forkortning?

Et menneske, der har søgt at nærme sig alt det nære - og samtidig smerteligt må se i øjnene, at han også uforsætligt har fjernet sig fra det. Unge Bander og Kitty afdækker denne indre udvikling - og selvom det hele tiden må fremhæves, at der i denne »dannelsesroman« (som fortsættes med de to rejsebøger og Fortællingen om Rosen) er tale om et overordnet fortællerjeg, der mere eller mindre distanceret overskuer, tilrettelægger og indirekte vurderer den mandlige hovedpersons være- og handlemåde, så aftegner bøgernes udviklingsmønstre også stadier på en vej, som Claussen selv har gennemlevet.

Unge Bander arbejdede Claussen på gennem godt seks år - og først sommeren 1893 i Paris lå den trykfærdig; dernæst færdiggøres Kitty 1893-beg. af 1894 - og de udkommer henholdsvis nov. 1894 og maj 1895. Biografisk dækker de Horsens-, Nyborg- og tildels Københavnerårene. Udvendigt set giver de yndefulde, bevægende, men også undertiden og tilsyneladende overfladiske og sært kuriøse indtryk af provinslivet i Provisorieårene. Alt det, som Herman Bang kunne meget bedre.

Don Juan rummer som nævnt hele bevægelsen i en sum. For det fordærv og den selvfortærelse, som den mørke dæmon tilsyneladende har det så fint med, ja, det fordærv breder sit underjordiske mycelium i de to bøger.

Denne dobbeltbevægelse har da at gøre med Claussens kunstneriske teknik. Som han - apropos Unge Bander - konstaterer, dels overfor Viggo Stuckenberg, dels overfor Herman Bang, skal bogen blive mere end blot en massiv Hverdags- og Hvergarns-Roman, men et 297 omfattende Værk fuld af Symbolik og interessante Solopgange 2, og alt skal hellere være anderledes end i de Romaner, der er skrevet til denne Dato (notesbog 30). Det gør han da ved - med fine små rokeringer, forskydninger og udeladelser - at lade ydre tildragelser afspejle den indre Bevægelse, som det for ham i egentligste forstand var afgørende at kortlægge.

Bevægelsen i Unge Bander ser således ud: en ung mand drager ud i verden for at vinde den og besejre den. Men kampen mod den vrangvillige verden erstattes gradvis med kampen for at vinde en vrangvillig, men dejlig ung pige, som han forelsker sig i. Pga. forskellig slags borgerlig modstand kan han ikke komme nogen vegne med hende, men midt i sin utålmodighed opdager han, at han dog vinder noget på et andet plan: den opdæmmede eros forløses i digt og fantaseren - og før han kan komme til en forståelse med pigen, må han se at komme til en forståelse med disse modsatrettede tilbøjeligheder i sig selv.

Her sætter Claussen hele sit symbolistiske og raffinerede apparat i gang. Det er der redegjort for andetsteds3, her skal det kun konstateres, at helten i sin utålmodighed forføres til at svigte kærligheden til fordel for den måneskinskolde, men samtidig også sært bevægende og tilfredsstillende glæde, det er at opleve pigen fremstå som billede på det, som kunne have været virkelighed. Fra elsker bliver han til drømmer. Da han endelig omfavner pigen, finder han ikke den oversalige Rus, han havde drømt og utaalmodigt søgt. Men han finder noget andet: (...) en veg Varme, en Duft som tffvisnende (m.u.) Roser fromt udstrømme fra hendes Legeme.

I dette forfald efterlades han ved bogens slutning - og således møder vi ham på ny i begyndelsen af Kitty - i skikkelse af en kunsthistoriker, hvis splittelse håndfast demonstreres ved, at pigen, der er god ved ham i den by, hvor han bor, får ham til at drømme om den pige i en anden by, som - når han er sammen med hende - igen forlades, da billedet af hende ikke modsvarer virkelighedens. Som Claussen selv skriver til Georg Brandes (9.5.1894): (bogen) handler om et ganske ungt, men allerede halvt afblomstret Kunstmenneske (...) og skildrer Opløsningen af det Kærlighedsforhold, der tidlig har opfyldt hans Tilværelse med sin Foraarsduft. (...) han rejser tilbage til sin Ferieby, til nye ligegyldige Oplevelser, der viser hans Smærte i fjærne, drømmeagtige Perspektiver, viser ham levende i sin »fme Blanding af Foraar og Forfald« (FL I 223).

Smerten ved oplevelsen af forfaldet, forfaldet oplevet med en 298 forskydning i forholdet til den i hvert fald et år tidligere skrevne Don Juan: det er denne smerte, der ligger bag beslutningen om at forlade, hvad Claussen andetsteds kalder Aandsmaskeraden i København, oktober 1893.