V. Slutning
✂ Tidligere talte man om jeg'ets dannelse; i dag - med et udtryk hentet fra dybdepsykologien - om individuation. Silvios rejse ned og op gennem sit indre viser da også slående lighedspunkter med andre rejsende, der som mål har at forbinde seksualitetens både udadrettede og indadvendte kraft.
✂ Trofast overfor den fylde og glans, der stod omkring Céliméne, vender han sig først væk fra yderverdenen. Claussen taler på egne vegne om en offer-situation og omtaler sig som et Skib helt omspændt af Luer, hvad der gør ham hellig som den, der ofres til evige Magter (Taarnet, juni 1894, s. 127; jf. her s. 311 og n.t.s. 218).
✂ Han identificerer sig med den mørke Dæmon, der lidenskabeligt retter sine øjne mod det jeg, der ikke vil anerkende nogen nødvendighed, før den forvandler sig og åbenbarer sig så skøn, som den er forudanet. Ved bestandig at overgaa Lovene skabes de nye Typer skriver Claussen med en Nietzsche-allusion i sin notesbog - og i et sent brev til Johs. Jørgensen apropos denne tid (2.9.1926): Vilde vi mon hellere leve i den adækvate Legemlighed end at vove det højeste, det frygteligste. Men samtidig også: Jeg vil i den Forbindelse understrege, at jeg ikke gjorde mig til Fornægter af Sansernes Betydning... langtfra! De var Varmeledninger eller Straalekastere i Aandsdiktaturet. (...) Heller ikke (livets love) vilde jeg respektere ubeset - hvis de gjorde mig ringere - saa hellere gaa i Fordærvelse.
✂ Undertiden hæmmes menneskers seksualdrift ufrivilligt med mulige neuroser til følge. Det er der ikke tale om her. Et Fordærv og et Helvede er tilstanden ligefuldt, men Silvio kan i mødet med toscanerinden - og efter den halsbrækkende cykeltur - alligevel udbryde, at Hjulene i hans indre er intakte. Helheden har han stadig for øje, drømmene og forventningerne lever videre på trods.
✂ I denne brændende cølibat-tilstand bliver Silvio klogere og klogere: Jeg troede at forstaa Kristus. Jeg forstod ogsaa Paven. Selv det hellige Paradox er en Stormstige, der fører de ihærdige til en høj, klar Himmel (s. 281). Og hans forfatter, Claussen selv, fylder notesbog på notesbog med digte og optegnelser - ved siden af al den øvrige skabende virksomhed.
✂ Men jo mere der tænkes, skrives og kredses om kærlighed, desto mere svækkes paradoksalt nok evnen til konkret hengivelse. Det såkaldt højeste i kærlighedsmødet kan hos Claussen enten 323 ironisk-humoristisk kulminere - i søvn! (jf s. 308), eller han kan mere og mere alvorligt tale om døden - og i den forbindelse fylde Pietå-motivet med et indhold, hvor kvinden eller moderskikkelsen nok er fyldt med en forståelig Vrede, men også og kærkomment en vrede, der opløser sig i rolig Omhu (s. 223).
✂ Dette mørke punkt i historien oplyser Claussen i en direkte optegnelse fra maj 1894 (notesbog 33): Mands og Kvindes Hengivelse er en altfor tarvelig Ting til at være Afslutningen paa Kærlighedsproblemet - det højeste af Kærlighed, ja den er i sig selv en saa lav og forvreden Glæde, at det kunde tænkes som Helligbrøde vilde man forstyrre sin Kærligheds udelt simple Klædebon dermed. Kærligheden er en Forklarelse, to Sjæles Mættet hed af den samme, kunstneriske (?) Idealisering, en unaturlig Tilstand. - -
✂ Og dog er Hengivelsen uundværlig for det højeste i Kærlighed. Den er det højeste, d.v.s. stundum, naar den indtræffer tilfældig, og naar den er gennemtrængt, næsten skjult af de tos Forelskethed16.
✂ I denne driftens indre opadstigen ofrer jeg'et altså en del af det seksuelle begær - til selvet for at opnå større indsigt og frihed. Målet er at vække den indre modsatkønnethed, som Jes Bertelsen vist rigtigt udtrykker det17. Denne modsatkønnethed (mandens anima) eksponeres af den - i dette tilfælde - kvinde, manden er forelsket i. Den fascination, hun udøver, bliver da et billede på de latente kræfter og muligheder, der ligger indlejret i hans underbevidsthed Det betyder imidlertid ikke, at de to ikke mødes. De møder blot hinanden på et andet plan - et åndeligt, hvor de sammen - måske - bryder igennem til en generel mystisk oplevelse af alts enhed - hvad der ikke udelukker hengivenhed og ømhed på det nære plan.
✂ Bjergbestigningsberetningerne i Valfart illustrerer disse tærskel- og offersituationer, som Clara vel at mærke uden Vrede følger og forunderligt nok er fortrolig med Således kaster hun med foragt den frivole hotelejerenkes roser ud i havet: hun og Silvio modtager ikke tilbuddet om adspredelse på de billigste Betingelser (s. 279). Ja, Clara finder ganske vist ikke døden, men Silvio ved sin side efter sin drøm (klæd dig i Rosenrødt) - men hun er dog som nævnt parat til at vandre lige ind i Døden - hvad de da gør - solophedede og skønhedsforfulgte. Havet - lidenskabernes element - følger dem stadig, men også solen, hvis strålekraft stadig intensiveres. Solen som urbillede på en højere bevidsthed, der gennemlyser den mørke seksualdrift.
✂ I dette sære kærlighedsmøde - som ikke opnår varighed og 324 borgerlig synlighed - forbindes en indadvendt og selvbevidst længsel med længslen efter kropslig hengivelse. Clara følger Silvio - og med Varmeledninger til sanselighed og natur hæver de sig gradvis op over det, som tidligere blev kaldt den ydre nødvendighed - og frigør sig vel fra den. Jeg'et (kursiveret s. 271) - forstået som den del af personligheden, som er blændet eller forvirret af illusoriske interesser - skal ikke følge med; til gengæld oplever Silvio en harmoni på et højere plan; han føler sig som en nyfødt, som sig selv - og med denne tro på en balance i tilværelsen bliver hans - og Claussens - ord om en aandelig Verdensorden (s. 280), en Slags sublim Mathematik (jf s. 339) pludselig forståelige. Fra natten er han kommet ud i lyset og kan på baggrund af denne transcendens prise den heroiske Tid - og træde ind i det ny århundrede med forventninger - som nok har realitet, som han selv prøvede at realisere, men som knapt er blevet realiseret endnu.