↩ Og saaledes vil jeg da nu kunne fortælle, uden at behøve at frygte for at blive spurgt, i hvad Ærinde jeg en Aften sidste Efteraar befandt mig drivende langs Husene ved Volden. Veiret var langtfra smukt, thi det var koldt og smaaregnede af og til, men Saadant afficerer ingenlunde en Driver; man er forsynet med en tæt Paletot, og gaaer aldeles ikke tidligere hjem, om det endogsaa øser Skomagerdrenge ned. Tvertimod man befinder sig snarere bedre; man er ikke saameget generet og har ikke saa Mange at gaae af Veien for som i godt Veir; og har man endelig Færre at see paa, saa ere de Faa til Gjengjæld desto interessantere. Dermed være det imidlertid ikke sagt, at jeg ubetinget giver det slette Veir Fortrinet; der kan siges meget baade for og imod, og jeg er stærkt fristet til at troe, at det snarere beroer paa de tilfældige Omstændigheder end paa Veiret, om Aftenen skal bringe noget Resultat. Den omtalte Aften var det saaledes næsten for mørkt, og Regnen blæste mig ovenikjøbet i Ansigtet, saa at jeg med mine forcerede Skridt og nedbøiede Hoved nær var løbet forbi, uden at bemærke hvad jeg nu skal have den Fornøielse at fortælle.