↩ Klangen af hendes Stemme var melodieus og Tonen sørgmodig; jeg skammede mig næsten over mig selv, der uvilkaarlig var standset i Porten tæt ved, for at høre efter; men der var alligevel Noget, der lignede det bekjendte: »De maa ikke troe, jeg er af det Slags,« og som gjorde, at min bedre Følelse forsvandt og gav udelukkende Plads for min Lyst til at gjøre Bekjendtskab med Herrens Forslag. Jeg stillede mig derfor ind i Porten som om jeg traadte i Ly for Regnen, og hørte saaledes Georg sige: