Chievitz, Poul Uddrag fra Fra Gaden

Men nu vilde Skjæbnen, at netop dette Værelse var taget i Besiddelse af Candidaten, der efter at man havde placeret hans stridbare Antagonist ved Spillebordet, igjen var tyet til sin Kjæreste, og med hende havde begivet sig derind, for ved en erotisk Discussion at styrke Kræfterne til nye æsthetiske. Felix, der under den sidste havde siddet med Ryggen vendt imod ham, blev nu høilig overrasket, ved at see ham og en ung Dame i en overmaade fortrolig Stilling; han skyndte sig at tage Noderne, idet han meget høfligt bad dem undskylde sit ubeleilige Komme, samt forklarede sit Ærinde. Han kunde ikke nægte for sig selv, at Candidaten var steget betydelig i hans Øine ved den Omstændighed, at han saa godt benyttede Leiligheden, og han besluttede i sin Tjenstvillighed at tie fuldkommen stille med sin Opdagelse. Imidlertid havde hans Ansigt nær røbet ham, thi hans Lyst til at lee var større end at han ganske kunde betvinge den, og Emilie var ikke seen med at spørge hvorover han nu morede sig.