Chievitz, Poul Uddrag fra Fra Gaden

Saa vidt tilbage jeg kan huske, har jeg aldrig seet andet end Fattigdom og Elendighed; min Broder, synes jeg, har altid været ligesaa gammel som han nu er, og seet ligesaadan ud, med et uredt og forvildret Haar. Han har altid været ond imod mig, og naar jeg som ganske Lille sad i vor Gadedør, og saae ham komme, skyndte jeg mig bestandig bort; thi jeg var vis paa, at han sparkede til mig, hvis jeg blev siddende til han gik ind. Senere kom jeg i en Skole, og uagtet Læreren var streng og slog os, var jeg dog glad, naar jeg skulde derhen. Der var dog andre Børn, jeg kunde lege med i Fritimerne, og hjemme fik jeg kun Skjend og Prygl; thi min Broder, som næsten aldrig var paa Arbeide, sad den hele Dag inde i Stuen, og gik kun ud om Aftenen. Engang var han dog borte et heelt Aar, og den Tid havde jeg det bedre; thi Moder slog mig kun sjeldent. Jeg fik først senere at vide, hvor han havde været. Saaledes hengik Tiden til jeg skulde confirmeres, og jeg 53 længtes efter denne Dag, da jeg troede, at jeg saa kunde komme ud at tjene, som jeg hørte alle de andre Piger skulde, med hvem jeg gik til Præsten. Men min Moder og Broder havde besluttet det anderledes. Og da jeg engang vovede at bede derom, lod de mig vide, at jeg ikke kunde tilbagebetale dem, hvad jeg havde kostet dem, med den usle Løn, jeg kunde tjene om Aaret. Nogen Tid efter sagde man mig, at jeg nu skulde gaae et Sted hen at lære at sye. Jeg blev glad derved, og takkede den gamle Herre, for hvem min Moder vadskede, og som hun sagde vilde betale for mig. Jeg fik ogsaa bedre Klæder, hvorfor jeg ligeledes maatte takke den gamle Herre, da det var ham, der hjalp mig. O jeg vidste dengang ikke endnu, hvorledes jeg senere skulde betale ham det igjen; eller snarere, det faldt mig ikke ind, at jeg, der endnu var et Barn, kunde have optændt nogen Lyst hos denne Herre, der var saa riig, saa jeg dengang troede, at han kunde have kjøbt de smukkeste Fruentimmer. Ja, thi De maa vide, at fattige Børn ere fra Vuggen vante til at høre tale om de forargeligste Ting, og ofte Vidne til Afskyeligheder, om hvilke deres Alder under andre Forhold vilde holde dem aldeles uvidende. Og saaledes vil De forstaae, at jeg strax begreb, hvad Herren vilde, da jeg en Aften af min Moder var sendt i et Ærinde til ham, og han lukkede sin Dør ilaas, for at være uforstyrret med mig. Jeg blev angst og bad ham lukke mig ud; men han lo og sagde at det var med min Moders Villie, at jeg var hos ham. Han tog min Haand, for at trække mig bort fra Døren, og smilte til mig, men der var noget saa Frygteligt i hans Smil, at jeg ræddedes endnu mere, og foer hen til Vinduet i den Hensigt at springe ud paa Gaden. Men han greb mig og holdt mig fast. Jeg græd og kastede mig for hans Fødder, tiggede og bad om Skaansel; jeg sagde ham, at jeg var et Barn endnu - jeg viiste ham, at jeg var det; men hans Blik blev endnu rædsommere, hans Favnetag heftigere, det sortnede for mine Øine, og mine Sandser forlode mig.