↩
Da jeg atter kom til mig selv, var min Moder i Stuen og beskjæftiget med
at bringe mig til Besindelse. Det varede længe inden jeg kunde fatte,
hvor jeg var; jeg var ganske forvirret og følte heftige Smerter. Efter
flere Gange at have forsøgt om jeg kunde holde mig opreist, blev jeg
tilsidst baaret ned ad Trappen, sat i en Vogn og kjørt hjem. Nu laae jeg
i flere Uger, og i den Tid var jeg fri for Prygl, ja endogsaa for
Skjend; og denne Godhed imod mig varede selv efter at jeg havde begyndt
at staae op. Vi boede ogsaa bedre end før, og uagtet 54
min Broder slet intet bestilte og min Moder
kun meget lidet, manglede de dog aldrig Penge. Jeg opdagede snart, at
det var den gamle Herre, der understøttede dem, og flere Hentydninger
lod mig kun altfor tydeligt forstaae, at jeg nu ganske var solgt til
ham. Men en Dag kom min Moder hjem og fortalte under frygtelige
Forbandelser, at nu var vor Herlighed til Ende, thi den gamle Herre var
pludselig falden om paa Gaden og død Jeg blev saa glad, som jeg ikke
veed jeg nogensinde før havde været, og det uagtet jeg forudsaae, at mit
forrige Liv i Nød og Elendighed med Skjænden og Prygl vilde begynde
igjen. Og det udeblev heller ikke, men paa en anden Maade end jeg havde
tænkt mig det. Min Broder var nu næsten aldrig hjemme; kun i Mørkningen
kom han, og havde da lange Samtaler med min Moder i det lille Kjøkken,
som hørte til vor Leilighed. Hun havde ogsaa travlt, men bestandigt med
at rende i Byen, og jeg sad saaledes ofte den hele Dag alene; thi ud
turde jeg ikke gaae, det havde de forbudt mig under skrækkelige
Trudsler. Undertiden befalede min Moder mig at følge med; jeg maatte da
klæde mig ordentligt paa -jeg havde en ret smagfuld og anstændig Dragt -
og gaae med hende omkring paa de meest besøgte Gader og Spadsereveie. O,
jeg forstod det nu altsammen, uagtet jeg lod, som jeg aldrig tænkte over
hvad de foretog dem med mig, og som om vore Spadseretoure vare saadanne
som en honnet Borgermands Kone gaaer med sin Datter. Men da de endelig
rykkede ud med Sproget, og begyndte med at foreslaae mig at hjælpe dem
med at gaae i Boutikkerne, da nægtede jeg det, og lod dem vide, at
dersom de eengang til foreslog mig det, da vilde jeg angive dem for
Politiet. De talte aldrig tiere derom og vort Liv vedblev som før, med
Undtagelse af at vore Spadseretoure blev sjeldnere og sjeldnere og
tilsidst aldeles hørte op, da min Moder indsaae det Unyttige i at trække
Byen omkring med en Pige, der ikke løftede sine Øine fra Brostenene. Og
jeg tilstaaer det, det var ikke af Undseelse at jeg gik med nedslagne
Blik; thi hvorledes skulde jeg, efter hvad jeg havde seet og hørt og
efter at være bleven behandlet som jeg er bleven det, endnu være i
Besiddelse deraf; nei, det var alene for at trodse dem. Med hver Dag
voxede min Afskye for dem, og den steg til det Høieste, da de en Dag
sagde mig, at jeg den næste skulde forlade dem, fordi - de havde solgt
mig til Eierinden af et berygtet Huus. Jeg bad dem paa mine Knæ om at
blive hos dem; jeg vilde tie med alt, hvad 55
jeg havde seet og nogensinde fik at see.
Jeg bad om at maatte gaae ud og tigge; hver Skilling, jeg fik, skulde
jeg bringe dem; om at maatte tage ud at tjene, de maatte have min Løn,
og jeg vilde tilgive dem alt, hvad de hidtil have gjort imod mig. De
vare ubønhørlige. Men jeg vedblev, jeg klamrede mig om deres Fødder, og
taalte at de sparkede til mig og trak mig i Haaret; og saaledes tryglede
jeg til langt ud paa Natten, da endelig min Broder lod til at give
efter, og opfordrede min Moder til en Samtale i Eenrum. Den varede
næsten en Time; i al den Tid laae jeg paa mine Knæ og bad til Gud, hvem
jeg ikke havde tænkt paa siden jeg gik til Præsten. Endelig kom de ind
og sagde mig, at hvis jeg kunde faae en Plads som Huusjomfru hos en riig
Familie, saa maatte jeg modtage den; de vilde endogsaa selv hjælpe mig
dertil ved at avertere i Aviserne, men at jeg, selv efter at være kommet
et saadant Sted, dog stedse skulde lystre dem, og gjøre hvad de befalede
mig. Jeg lovede Alt, hvad de forlangte; jeg var altfor glad til at tænke
derover, og havde kun lidet brudt mig om at bryde alle mine Løvter til
dem. O, jeg troede dengang endnu, at de lode dem nøie med Løvter. Efter
en Maaneds Tids Forløb var jeg saa heldig at blive antagen som
Huusjomfru hos Justitsraad Linds i Gothersgade. Hvor jeg var lykkelig.
Jeg skulde tiltræde min Condition en Søndag. Om Eftermiddagen gik jeg i
Kirkejeg havde ikke været der siden min Confirmation; men det forekom
mig, som om jeg nu skulde begynde et nyt Liv, og at jeg vilde kunne gaae
ud af Kirken reen og ubesmittet af de Laster, i hvis Skjød jeg var
opvoxet og hvis Aande jeg havde indsuget. Justitsraadens vare vist meget
vakkre Folk, men de vare høflige imod mig, ikke venlige, og jeg trængte
til et kjærligt Ord, for at kunne troe, at jeg ikke var udskudt af denne
Verden, som er saa smuk at see paa. O, da jeg første Gang var tilstede i
et Selskab, De kan ikke tænke Dem med hvilken Forbauselse og Glæde jeg
saae paa disse mange smukke Damer og unge Herrer, der vare saa lystige
og dog saa artige; ja, en ung, smuk Pige kom endogsaa hen og talte til
mig, og hjalp mig at bære en Bakke med Theetøi, som jeg nær havde tabt i
al min Lykke. Det var de første venlige Ord, som noget Menneske har
henvendt til mig. Hvor jeg elsker denne unge Pige; jeg veed ikke hendes
Navn, thi der var jo Ingen, som jeg turde spørge derom; jeg har aldrig
seet hende siden, men jeg kunde gaae i Ilden for hende. Jeg havde været
i Justitsraadens Huus i fjorten Dage. Jeg kjendte nu 56 hvad jeg havde at udrette, og jeg syntes at
Fruens Tone imod mig blev mindre fornem. Jeg haabede ved den Umage jeg
gjorde mig for at udføre ethvert af hendes Ønsker, at den tilsidst
maatte forandre sig aldeles og give Plads for en mere ligefrem men
venlig Tiltale, da jeg en Dag fik Bud fra min Moder, at jeg skulde komme
ud til hende. Jeg fik om Eftermiddagen Tilladelse til at gaae ud, og
begav mig paa Veien, men med et tungt Hjerte, thi det ahnede mig, at det
ikke var noget Godt, jeg vilde faae at høre. - Efter paa en snedig Maade
at have faaet mig til at fortælle, at jeg vidste, hvor Fruen gjemte sit
Sølvtøi og andre Kostbarheder, opfordrede de mig, thi min Broder var
kommen til, til at skaffe ham de nødvendige Nøgler og hjælpe ham til at
stjæle. De erindrede mig om mit Løvte at lystre dem; at det kun var paa
det Vilkaar, jeg var kommet ud, og sagde endelig, at det skulde være det
Eneste, de vilde forlange af mig, da de derefter vilde reise bort, og at
jeg aldrig skulde see dem siden. Men jeg vilde Intet høre derom. De
truede mig, og jeg truede dem ligesom sidst med at angive dem for
Politiet. Men nu opsloge de begge en Latter, - jeg gyser endnu naar jeg
tænker derpaa. - Det var den Aften, jeg mødte Dem; - og min Moder sagde,
- nu skal De høre, troer De saa hun kan være min Moder? - hun sagde: Du
vil angive os for Politiet? Du, som ikke kan sætte Dine Fødder indenfor
Kammerets Dør, førend de napper Dig og sætter Dig et Aar i Tugthuset De
veed ikke hvor Du logerer, og Du er sex Gange anmeldt ikke at have mødt
til -