Chievitz, Poul Uddrag fra Fra Gaden

Gud, søde Sophy, hvor det var en kjedelig Forelæsning jeg holdt for Dig igaar, det kom sig af, at jeg var i daarligt Humeur, og saa seer Alting graat ud Lad være at læse det, saa skal jeg fortælle Dig noget morsommere; thi idag er jeg netop oplagt. Før, jeg var ude i et Par Ærinder, tabte jeg min Portefeuille; -ja, det er da ikke derfor, at jeg er lystig; men jeg synes det er ganske vist, at Solen ikke skinner paa Himlen, for at vi skulle gaae og hænge med Hovederne og see suurt, fordi nogle Enkelte ikke opføre sig som moralsk tænkende Væsener for at bruge et af Cancellistens Favoritudtryk.