Chievitz, Poul Uddrag fra Fra Gaden

Jeg fordrer, sagde han, en sund, blufærdig og anstændig Livsanskuelse hos enhver, der vil optræde som Forfatter, jeg fordrer den bestemt udtalt, ja, jeg fordrer, at den paa Dramaets og Romanens Gebet skal optræde personificeret. Hele den nyere franske Literatur er forkastelig, vedblev han, idet han saae sig om med Værdighed; thi hvor man vil slaae op, træffer man paa Steder, som kun ere skikkede til at bringe den unge Pige til at rødme. Selv de Bøger, som i denne Literatur ere skrevne i moralske Øiemed, ere fordømmelige.