↩ Skaan mig, sagde hun i den bønligste Tone, husk blot, at De skaante mig den Aften, jeg første Gang fulgte Dem til Deres Hjem, og dengang forstod jeg neppe, hvorfor jeg fandt Deres Opførsel ædelmodig. Men i den Tid, jeg har været hos Dem, har jeg lært meget; hvad De har sagt mig, har jeg gjemt og tænkt derover om Dagen, naar jeg var ene. Og er der endogsaa meget, jeg ikke har forstaaet, eet er der dog, som jeg veed med Vished, og det er, at de foragte det Fruentimmer, som hengive sig til deres Sandselighed. - Husk, jeg er udstødt og foragtet af Verden. De er den eneste paa Jorden, for hvem jeg lever; og imorgen vilde De foragte mig.