Bruun, Malthe Conrad Aristokraternes Catechismus

II
III

Malthe Conrad Bruun

Aristokraternes
Catechismus

Med en
historisk Indledning af
K. F. Plesner


Fagskolen for Boghaandværk
København 1945

IV
V

UNDSELIG og spædlemmet, med uskyldsblå øjne i et rødkindet barneansigt omgivet af et langt gult hår, der hang ham ned på skuldrene, men med en fremragende fortand, der kundegive ham et noget bidsk udseende, når han tillod sig at ironisere - således var den endnu ikke femtenårige student, som kammeraterne med spøgefuld varme kaldte "jomfru Bruun". Han var elskværdig og fordringsløs, damerne syntes godt om ham, og han holdt sig gærne til dem. Rahbek, som ganske vist er noget genegen til at tale vel om sine venner - og var hvermands ven - priser ham for "hans personlige elskelighed, hans blidhed, hans varme for alt ædelt og godt, hans ualmindelig rene sæder, ligesom og i ildebrandens dage [1795] hans raskhed, tjenstfærdighed og personlige uforsagthed." Hvem skulde tro, en slig sød og fjalet jydedreng kunde blive en af de hjemlige revolutionsheroer?

VI

MALTHE CONRAD BRUUN fødtes i Thisted den 14. december 1775. Hans fader, en dattersøn af Anholts lærde ejer Frederik Rostgaard - hvem man vil erindre fra Peder Paarses historie, - var amtsforvalter og ejer af hovedgården Ulstrup i Thy, i hvilken egenskab han i 1790 var medunderskriver af de jyske jorddrotters reaktionære henvendelse til kronprinsen.

Efter at være blevet privat dimitteret med udmærkelse til universitetet i maj 1790 begyndte den unge bondestudent at dyrke først teologien, siden jurisprudensen; men tiden var fyldt af revolutionsårenes uro, og allerede som ganske ung havde det været den spirende radikalers drøm "engang at komme til at stå ved siden af Heiberg." I skarp tone fik de nye ideer udtryk hos frihedskære skribenter som N. D. Riegels, M. G. Birckner, P. A. Heiberg og adskillige andre. Det var unægtelig mere spændende for et følsomt og let påvirkeligt gemyt som Malthe Bruun at tage aktiv del i striden for frihed end flittigt at læse sig frem til et præstekald, og i august 1794 lagde VII han derfor ud på sit litterære korstog med første nummer af Vækkeren. Et Blad for menig Mand, der er blevet betegnet som på en måde vort første arbejderblad. Uheldigvis faldt dets udgivelse sammen med en tømrerstrejke, så bladet efter tre numre blev forbudt, og bogtrykkeren Vinding (Bruun skrev ikke for fordel, men for vinding, sagde man) blev idømt en bøde, der dog dækkedes af en indsamling til forfatteren, som "værdig til et agtelsestegn for fremsatte vigtige og nyttige sandheder". Den unge forfatter havde nu faaet blod på hugtanden og fortsatte efter årsskiftet med et nyt blad Jerusalems Skomagers Rejse til Maanen, en satire i Niels Klims maner, der pådrog ham en ny proces, men ingen dom. Også i en teaterpolitisk strid med Heiberg, den såkaldte "Dyveke-fejde", blev han inddraget, men tabte snart interessen for så fredsommelige spørgsmål. Ind imellem skrev han ligeledes lyriske digte, der gør ham til et ikke uvigtigt overgangsled i dansk lyriks historie mellem Ewald og Oehlenschlæger.

VIII

Men Bruun havde endnu den store trumf i baghånd: Mandag den 11. april 1796 udkom det lille skrift, der især har bevaret hans navn for eftertiden, Aristokraternes Catechismus. Det er så sandt ikke nogen genistreg; ideen er lånt fra Heiberg, og forordets baggesenske rytmer er kun habil efterligning; det er angrebets vægt og alvor - for spasen ligger kun i formen - der har givet den ulystelige pamflet en position i den demokratiske frihedskamp herhjemme. Allerede en samtidig hædersmand skal ifølge Rahbek have bemærket, at "Bruuns bog måske kan vidne om, at hans forstand har fejlet, men den kan aldrig vidne mod hans hjærte."

Imidlertid havde biskop Balle, der med sin berømte "lærebog" jo selv havde leveret en katekismus af noget anden art, fået fat i det lille værk og angav det efter to dages betænkningstid for kancelliet, ikke fordi det spottede over religionen, "thi den forsvarer sig selv ved sin egen kraft", men for dets politiske tendens. Bruun blev alvorligt forskrækket, og da stævningen den IX 23. afleveredes på hans bopæl i Store Kannikestræde, var fuglen fløjet. Han var flygtet ud til Drewsen på Strandmøllen, hvor han ganske vist ikke kendte ejeren, men var ven med huslæreren, en student H. G. Sveistrup, der for alvor havde haft planer om en mørk nat at rive Ulfeldts skamstøtte på Gråbrødretorv ned. Herfra lykkedes det Bruun nogle dage senere med venners bistand i en robåd at slippe over til Hveen, hvor han blev i halvandet år, opmuntret snart af vennebesøg, snart af udflugter til Sverige eller Danmark, hvor han opsøgte Rahbek på Bakkehuset, eller med ham tog til Hørsholm, hvor Claus Pavels var præst, og hvor de sammen med den landflygtige svenske grev Horn, (der havde deltaget i sammensværgelsen mod Gustav III), højtidelig drak frihedens skål.

Medens Bruun således havde absenteret sig, affødte hans piece den første månedstid en hel række efterligninger og modskrifter, som det nu er en sport for bibliofiler at samle: demokraternes, geniernes, royalisternes og de moderates X respektive katekismer. Morsomst er en højtravende anonym Lovtale over den for landet og videnskaben tabte, der bl. a. prises for at "vinens kraft og skøgens tillokkelser var lige fremmede for ham."

A. P. Bernstorffs død i juni 1797 bevægede imidlertid den landflygtige frihedsmand til en ode, som samtiden fandt gribende; man fik ham til at indsende en ansøgning om at få tiltalen hævet, hvilket bevilgedes ved en kongelig resolution af 5. september 1797 "i anledning af supplikantens ungdom og i forventning om, at han for fremtiden gør bedre brug af sine ævner". Han begyndte også meget lovende med i et patriotisk digt at besynge Steen Billes sejr i Slaget ved Tripolis. Men allerede da assessor P. Collet den 30. september blev afsat for nogle udtalelser om folkets ret til at gøre oprør, kunde han ikke dy sig længere. Han skrev to små artikler på kun et par sider hver, som sammen med en tilfældig afhandling af en teologisk kandidat Mønster blev udgivet under titlen Tria juncta in uno, der var XI lovlig nærgående mod kronprinsen og hans forvaltning af trykkefrihedsloven. Han blev atter stævnet og sagen mod Aristokraternes Catechismus genoptaget. Strax flygtede han endnu engang til Hveen og derfra videre til Sverige. Herfra blev han dog udvist, da det befrygtedes, at han nærede planer om en skandinavisk union, og et forsøg på at ydmyge sig for at blive taget til nåde i Danmark slog også fejl; den 19. december 1800, lige knap et år efter P. A. Heibergs landsforvisning, blev M. C. Bruun for sine formastelige udtryk i de påklagede skrifter forvist kongens riger og lande.

Da sad han imidlertid allerede i god behold i Paris, hvor han under navnet Malthe-Brun, den eneste dansker efter hvem en gade i Paris er opkaldt, i årenes løb udfoldede et omfattende og højt anerkendt geografisk forfatterskab. Han indordnede sig, stemningsmenneske som han var, smidigt under de skiftende magthavere og opnåede en betydelig social position. Men aldrig glemte han sit fædreland: han fulgte levende med XII i dets åndsliv og udtrykte sin rystelse over dets ulykker i 1801 og 1807, han var en gæstfri vært for rejsende landsmænd, og nærede intet højere ønske end at få sin landsforvisningsdom ophævet, skønt han med sin franske kone og sine børn naturligvis ikke kunde tænke på at flytte hjem. Den 18. januar 1826 fik han sit ønske opfyldt, men den 14. december samme år døde han uden at have genset sit fædreland, kun 51 år gammel.

Som poet hører M. C. Bruun kun til de små, og hans massive satire er blottet for vid. Ikke heller blev han nogen martyr for den sag, der greb ham saa stærkt i hans lysblåøjede ungdom. Kun den historiske situation, den unge revolutionsenthusiast, der falder som en forstokket enevældes offer, har bevaret hans navn for eftertiden.

Vi har derfor ment, at hans navnkundigste værk nok kunde fortjene at genoptrykkes som historisk dokument. Foruden originaludgaven fra 1796 findes kun et optryk med indledning og noter af Alfred Ipsen fra 1889, en typografisk XIII rædsel med den slettest tænkelige text. I det følgende har vi så nogenlunde i datidens form, men uden at ville nogen direkte pastiche, gengivet originalens text; noternes indhold er i det væsentlige taget fra Ipsens udgave. I denne skikkelse er det vort håb, at den vil kunne modtages med velvilje såvel af bogens venner som af kendere og elskere af oplysningens og frihedsideernes strålende århundrede.

XIV
1

Aristokraternes
Catechismus,
eller
kort og tydelig Anviisning
til den
aleene saliggjørende politiske Troe.

Med et Anhang
af aristokratiske Psalmer.
Til Troens Bestyrkelse hos de Genfoldige
og de Vantroendes Omvendelse.
2
3

Til Hs. Kejserlige Majestæt
Sultan Selim den Tredie.

4
5

Ej Kaps, Tokajs og Cyprens Viin,
Ej svanebarmet Glut med Rosenskind,
Ej Sabel fra Damask, besat i alle Kanter
Med Dekans og Golkondas Diamanter,
Kan jeg til Offer bringe Dig.
Dog, underdanigen jeg nærmer mig,
I Haab, at ej forstødt fra dine Fødder blive,
Og giver hvad jeg kan. Jeg kan kun Bøger give.

Tillad, at denne Bog Dig dediceres maa,
Du Souveraineste blant Souverainer.
Dit Navn, Dit store Navn ved alle Hoffer tjener
Den som et Creditiv paa ægte Hofmandstroe
Den Bog, der har den sjeldne Ære,
Et saa udemokratiskt Navn at bære,
Tør, uden Frygt for at belees,
Sig lade see i kongelige Kabinetter,
Paa Assemblee og ved Hofdamers Toiletter
Og selv i Kammerjunkers Kreds.
6 Den Du, o Sultan, vil beskjerme.
Leer kun ad Recensenterkøllens Ram,
Og selv fiskalske Tigerdyr til ham
Sig ej med udstrakt Kloe tør nærme.

Tillad, at, hurtig som den Hvirvelvind,
Der førte Mahomet i Himlen ind,
Min Musa, løftet op paa Phantasiens Vinger,
Sig over Land og Hav paa Ørnens Vei fremsvinger,
Og daler blant Seraillets Herlighed
Paa din elastikbløde Sopha ned! -
Der seer hun Mufti henrykt læse
For Storviziren og for Dig min Piece,
Smukt translateret af en Emigrant.
Og see, i det en Glædestaare randt
Ned paa hans purpurrøde Næse,
Han raaber, vendt mod Nordens Kant:
"Held, Held det Monarkie, som slige Bøger ejer,
"Hvori til Punkt og Prikke er beviist,
"At Fødslens Slumpetræf, en blodig Sejer,
"Et Ja, fralokket deels ved Trudsler, deels ved List,
"Er meer, langt meer end nok for Ret at have,
"Naar man gjør en Nation til Arve-Slave.
"Ja, Sultan, denne Catechismus kan
7 "Du ved et Ferman strax autorisere,
"Til første Læsebog at være
"For alle Skoler i vort Land.

Ak, vilde dog Hr. Mufti ogsaa raade
Hans kejserlige Højhed til, at han
Gav dens Forfatter en Pensjon i Naade.
Thi af den franske Republik
Og de americanske Stater,
Jeg vistnok ej Belønning fik;
De andre christelige Potentater
For okkupeerte er i dette Øjeblik
Med Cour, Tedeum, Opera,
Med Balpare og Ligprocessioner,
Og med den Qvæstion for alle Qvæstioner:
Hvor faae vi Penge fra?
Til at de kunde ned fra Tronens Himmelhøje
Et allernaadigst Par af Ører bøje
Til nogen prentet Bog,
Der ei er Ceremoniale,
Og ei Geburtsdags-Tale,
Og ei engang Prolog!

Allerunderdanigst af
Forfatteren.
8
9

Fortale.

"Genie var fordum Politiets Plage,
"Men Kongen hørte F***s Klage
"Slaa Hundene, han bød, og lad Genier gaae
"Dem Hofogstads-Rets Dom skal slaae."
Saa skrev en Digter, og det veed vor Herre,
Og denne Digter selv, saavidt jeg troer,
At Hofogstads-Ret har opfyldt hans Ord.
Men ak, hvad hielper det? Desværre,
Den slemme Skade daglig groer,
Hvorfra aleene Folkevennen kunde
Kureret Danmark. Ak, men han er død!
Giftfulde Bid af jacobinske Hunde,
Ham joge ned til Gravens mørke Skjød.
Hvo redder Landet nu? Vel Zetliz sønderbrød
Paa Folkevennens Grav sin glade kjelne Lyra,
Og greb til Straffens Riis? I tordnende Satyra
Det smældende om Danskens Ører lød.
Men ak, paa haarden Ryg gik det i Stykker,
Og skolemesteren
10 Tog ydmyg sine Ord i sig igjen,
Og Dannemark blev ved de gamle Nykker.
Man tog, som før, i Frankrigs Skjæbne Deel,
Selv i Kasernerne, ja selv til Hove,
Der gaves Folk, der saae i samme Oldtidslove
Ej mange Spor til Agt for Folkets Ret og Vel.
Man blev som hidtil ved at slikke
Paa Paines Skoe.
Ja, det som værre er, man lader ikke
De fromme Kirkens Faar i Roe
Paa Troens Mark det sande Sjelefoder spise,
Men dette Kjætterpak vil dem nu vise,
Hvor giftig Urt, hvor sunde Planter groe.
Og det er dog en aabenbare Sandhed,
At naar man vover først at røre ved
Den hellige Treenighed,
Undfangelsen foruden Mandhed,
Cum ceteris
Ecclesiæ mysteriis,
Saa falder baade Religionen
Og Tronen! -

O, men et Haab tilbage er! -
En Talisman, som kan betvinge
11 De Djævelens Indskydelser,
Der sikkert al den hele Støj frembringe;
Et Lyn, hvis pludselige Stop!
Skal saae hver Demokrat til at besvime
Og standse, i en høj, en hellig Time,
Oplysningens vanhellige Galop! -
Kort sagt, til Hjelp for Augsburgskonfessionen,
Til Hjelp for Constitutionen
Af sextenhundrede og treds,
Fremtræder her, i bistre Fjenders Kreds -
Min Catechismus!
Den skal med Sandheds skarpe Sværd,
Hin onde Aand, Demokratismus,
Og dennes hele Helvedhær,
Voltaire, Friderik, Rousseau og Paine,
De to fordømte Folk ved Shulkill og ved Seine,
Som først paa Knæe for Friheds Dæmon laae,
Ja alskens Philosopher, Demokrater,
Tvetunger selv, og Moderater,
Paa Flugten slaae.
Opmuntrede ved dens Exempel,
O sande Politik, trindt om dit Tempel
En Hær af djærve Kjæmper skal fremstaae,
Utallige, som Frø'r i vaade Enge,
12 Som Tøsene, der sig til Bibellæsning trænge,
Som flaue Vers mod Nytaarstid,
Som tomme Sæder i Hr. Sniksnaks Kirke. -
Ja, dersom Sandheds Kraft mod Daarers Vid
Formaaer et Gran, saa skal, trods alskens Bjef og Bid,
Min Pjece Verdens Redning virke.

O Rojalisme, dig paakalder jeg,
O du Fiskalers Gud, som lønner sødt din Dyrker
Med Guld og Smiil, med Nøgler og med Steeg,
Du, som opliver end og styrker
En Schiraks Mod, naar hver hans Prophetie
Ubønhørt Skjebnens Øre gik forbi, -
Bestraal mig med dit klare Naades Øje!
Opflam mit Mod i Kampens djerve Møje!
At alle dine Fjender falde maae,
Dit Navn lovsynges højt af Jordens Millioner,
Og evigtryg, blant Garder og Kanoner,
Paa Friheds Gruus din Marmorthrone staae!

M.C.Bruun.
13

Indledning.

1. Min lille Junker, kan De finde Dem i Middelstanden og borgerlige Kaar?

Nei, jeg afskyer den gemeene Middelmaadighed og vil ikke fornedre mig til noget, der er lavere end i det højeste Lieutenanten og Hofjunkeren.

2. Du vil altsaa gjerne være stor til Hove og højt i Rangforordningen?

Ja, kunde jeg kun blive det.

3. Hvorledes tænker du, man bliver det?

Jeg haver af mangfoldige store og fornemme Folks Mund fornummet, at man bliver det ved at antage den aleene saliggjørende politiske Troe.

4. Hvor læres denne politiske Troe?

I adskillige fortreffelige og grundige Skrivter, saasom Hr. Etatsraad Schiraks Politisches Journal, i Folkevennen, i Burkes og Hr. Kammerherre 14 Morgenstjernes Skrivt imod Paine, i Girtanners Annaler og Revolutionsalmanakken, i det - Fyens Adel være lovet! - ogsaa paa Dansk udkomne Wiener Zeitschrift, samt endeligen og især i Generalfiskal Skibsteds Procedurer.

5. Men hvorledes kan du vide, at disse Skrivter indeholde den sande politiske Troe, som kan gjøre dig stor til Hove?

Fordi Hofferne have indblæst dem baade hvad og hvorledes de skulle skrive. Denne Inspiration tilstaae disse Skribenter selv, især Schirak og Burke.

6. Men hvorledes vil du i Korthed lære alt det meget, der indeholdes i disse mange Skrivter?

I den nylig udkomne aristokratiske Katekismus, som er udgivet til Troens Bestyrkelse hos de Genfoldige og til de Vantroendes, det er, Philosophers, Republikaners og Demokraters Omvendelse.

15

Aristokratisk Catechismus.

Første Part.
De syv store Bud.

1. Du skal frygte, elske og adlyde din regjerende Herre og hans Familie over alle Ting.

Det er: Naar din Arveherre og Konge, eller hans Familie befaler dig at dræbe din Ven eller dine Forældre, naar han byder dig at bekjende en Lærdom, hvilken du afskyer, naar han fordrer en Meeneed eller et Forræderie af dig, naar han forbyder dig at udøve en hellig Pligt, saa skal du med Ærbødighed anhøre, med Fornøjelse modtage, og med Nøjagtighed udføre slig allernaadigst Befaling, ja du maa siden efter ikke engang føle Samvittigheds-Nag derover.

2. Du skal give din Herre Skat og Laan og alt hvad han ønsker og befaler.

Det er: du har ingen Ejendom, som jo din Herre kan tage fra dig, deels paa eengang, om han saa 16 maatte behage, deels lidt efter lidt ved Paalæg, som han ikke behøver at gjøre dig eller nogen anden, end Gud og sin Samvittighed Regnskab for: altsammen efter det smukke Sprog: Lyster Kongen dit Gods at tage, hvad heller Kys af din Ægtemage, kun buk, hold Munden, buk atter og tie.

3. Du skal ikke tage din Herres Navn forfængeligen.

Det er: Du skal ikke nævne din Herre uden med den dybeste Ærefrygt, som maa vise sig baade i Ord, Gebærder og Stilling. I Henseende til Ordene, da bør det sig aldrig at sige blot f. E.Kongen, men i det ringeste enten Hs. Majestet ell. Vor Allernaadigste Konge, dog helst begge Dele paa eengang. Til Gebærderne henhøre dybe Buk, Hattens Aftagelse i hundrede Skridts Frastand o.s.v. Stillingen maa væredet fuldkomneste Udtryk af tilbedende Ærefrygt, og derfor maa en sand aristokratisk Troende studere dette i Engels Mimik.

4. Kom ihu, at deeltage i alle din Herres Glæder og Sorger.

Det er: Du skal helligholde hans og hans Families Fødselsdage ved Baller, Illuminationer, 17 Gjæstebudde, Cantater o.s.v. item altid besørge det trykt i Aviserne, andre til et godt Exempel. - Ligeledes maa du altid passe nøje paa Hofsorgen, og for alting maa du ingensteds glemme at spørge efter de dyrebare Herskabers Velbefindende. Naar der er skeet noget ubehageligt for Hoffet, saa maa du vel tage i Agt, at du seer bedrøvet ud.

5. Du skal ikke bære Medynk med nogen Demokrat.

Det er: du skal billige alt, hvad din naadige Herre finder for godt at gjøre imod hans Magtes og Æres Fjender. Jager han en talentrig og ærlig Mand i Landflygtighed, fordi han f. E. havde roest Pethion, saa siig: Det var retfærdigt! og skriv, hvis du kan, en Lovtale over Regjeringens Kjerlighed for Sandhed, eller en Ode over den allernaadigst forundte Tænkefrihed. Forfølger man med offentlige og hemmelige Trudsler en for Døden liggende Mand, saa priis den kongelige Ædelmodighed. Foragtes og tilsidesættes de retfærdigste, de mest beviiste Klager over en Befalingsmands, en Magistrats Plyndresyge og Selvraadighed, saa smiil og tal om kjedsommeligt Overhæng, om skyldig Ærbødighed for de constituerte Øvrigheder o. s. v.

18

6. Du skal ikke aflægge noget formasteligt Vidnesbyrd om nogen bedre Regjeringsform, end den existerende.

Det er: Om dit Land ingen anden Constitution har, end den Regjerendes Indfald og Villie; og ingen Pligt eller intet tilstrækkeligt Ansvar for Pligter er paalagt ham; om ingen Rettighed er betrygget for Undersaatterne; om denne hele statsforfatning, fremtvunget ved List omgjerdet af Vold, trykker haardeligen dit Fædreneland ned, og føder Misbrug og Slave-Taalmod, Udsuelser og Undertrykkelser af sig, kort, om alting galt og forstyrret er, hvad bryder du dig om Riger, drik Punsch, vær doven og fjas med Piger, tael for Guds Skyld ikke et Ord - - end sige skriv en Tøddel - om at der gives andre Regjeringsformer, men udryd hellere om muligt al Kundskab derom baade hos dig selv og andre. Saadan en Forfatning er just til din Fordeel. Søg du at fiske i rørte Vande, og lad Statens Skib sejle sin Kaas, om det sejlede lige ind paa en Klippe. Strander det, bliver der altid noget for dig at sanke op.

19

7. Du skal end ikke begjære Friheden.

Det er: Du skal udrydde enhver Tvivl, som kunde opstaae hos dig, om hine foregaaende Buds Hellighed og Gyldighed; du skal bortkaste alle Tanker om andre Rettigheder og Pligter, end dem, der følge deraf; du skal udrense fra dit Bryst al saadan menneskelig Skrøbelighed, paa det at du med en stærk og varm og uryggelig Troe antager alle disse Bud og af dit hele Hjerte og Sind, uden noget Ønske om en anden Tilstand, føler dig lyksalig ved at adlyde dem.

20

Anden Part.
De tre gang tre Troesartikler.

1.
Det europæiske eller Menneskenes
Symbolum.

Jeg troer paa eet Menneskes Ufeilbarhed, uendelige Viisdom og Godhed, Allestedsnærværelse og Almagt.

Jeg troer paa Forsynets Naade, at det alletider vil i en arvelig Række skjænke os ligesaa ufejlbare, alviise, allestedsnærværende og almægtige Mennesker.

Jeg troer en blind Hengivenhed under den Eenes Villie, uden Fordring paa Ansvar eller Regnskab, at være alle Undersaatters Pligt indtil deres Død.

2.
Det afrikanske eller Dyrenes
Symbolum.

Jeg troer paa Løvens Kløer, d. e. at de ere de stærkeste blant alle Dyrekløer og derfor fuldkommen berettigede til at beherske alle Dyr, (NB. følgende Ord hvisker man) som ikke ere stærke nok til at modsætte sig.

21

Jeg troer paa Løvens Tænder, d. e. at Gud Skaberen har i disse Tænder givet Løven et Patent paa at maatte spise alle de andre Dyrs Føde og dem selv med.

Jeg troer paa Løvens Manke, d. e. at alt det Utøj, som kryber i denne, er ædlere og bedre, ikke blot end alt andet Utøj paa Jorden, men selv end de ædleste og forstandigste Dyr.

3.
Det schirakiske eller Emigranternes
Symbolum.

Jeg troer paa Monarkiet, den eeneste retmæssige og tilladelige Regjeringsform, som haver frembragt Assembleer, Opera, Kammerjunkere, Marskalstave, Stjerner, Slotte, staaende Armeer og alt hvad andet stort, siint og fornemt der er i Himmelen og paa Jorden.

Jeg troer paa Adelen, Monarkiets eenbaarne Søn, som først blev undfanget af Hovmod og Egennytte, siden piint og forfulgt as den ugudelige Philosophie, omsider i Frankerige af Frihed og Liighed korsfæstet og ihjelslaaet, henfoer derfra til Tydskland og prædikede der for Kongen af Preussens Aander, 22 men, da den ikke kunde omvende dem, opfoer til Engelland og satte sig der ved Hr. William Pitts Fødder, hvorfra den snart skal komme paa den brittiske Flode, udrustet med Guineer, Kanoner samt Manifester i alle Formater, for at holde Dom over Levende og Døde i Paris.

Jeg troer paa den sønlige Underdanigheds-Aand, som udgaaer fra Monarkiet og Adelen, som udbreder Ydmyghed og Taalmod i Borgernes Hjerter, som tager den forfængelige Fornuft fangen i den blinde Troes Snarer. Jeg troer en rojalistisk Kirke, som er det høiærværdige Selskab imod Oplysningen, stiftet i Altona af Schirak, en fuldkommen Udryddelse af alle demokratiske Kjetterier, og efter Fornuftens og Frihedens Død et nyt, evigt og himmelsk Versailles, hvor den triumferende royalistiske Kirke, smykket med hvide Kokarder, skal evig synge et evigt Vive le roi.

(Dette sidste Symbolum har alt Jerusalems Skomager ladet trykke i sin Rejsebeskrivelse. Det citeres derfor her blot med nogle Berigtigelser for Fuldstændigheds Skyld).

23

Tredie Part.
De hellige Hemmeligheder.

1.

Adskillige fine og listige Streger, hvorved en rettroende Aristokrat kan gjøre sin Lykke, men som først, naar han troligen har efterlevet de syv store Bud og besvoren de tre gang tre Troesartikler, kunne læres ham og lykkes for ham, kaldes de hellige Hemmeligheder eller de aristokratiske Sakramenter, og ere i Tallet fem.

2.

Det første Sakrament er Refereringen. Det bestaaer i at fortælle Stormændene alle de Lovtaler, man hører og ikke hører over dem. Vel synes dette Konstgreb næsten alt for almindeligt til at kaldes en Hemmelighed; men der gives den gemeene, og den fine Art af Referering; hiin seer alt for meget liig et ærligt Hiertes Udbrud til at være ægte aristokratisk, og kan undertiden endog være sin Ophavsmand til Skade; ved denne er derimod et betydeligt Skridt giort fremad til Yndest og Befordring.

24

3.

Det andet er Spionering, som bestaaer i at efterforske Venners og Fjenders Samtaler og Planer, og at bringe det enten det er behageligt eller ubehageligt, for Vedkommendes Øren. Dette giver rigtig undertiden megen Fortred af sig, naar det gjøres med Uforstand, men naar det drives forsigtigen og snildeligen, saa kan man ikke aleene skaffe sig de Stores Venskab, for hvilke man spionerer, men endog holde gode Miner med de smaa Folk, eller det demokratiske Pak, som man ubspionerer. Den er et Trin videre frem end den blotte Referering.

4.

Det tredie er Spillekonsten, som bestaaer i at man altid er rede til et Partie hos sin naadige Mæcen, enten man derved forsømmer sine Forretninger eller ikke, og at man veed med Glædesminer i Ansigtet at tabe sine Penge, enten saa man siden skal laane eller stjæle sor at erstatte Tabet.

5.

Det fjerde mellem disse hellige Mysterier kaldes Jøderiet. Det bestaaer i at skaffe Patronerne Penge at laane hos de døbte saavelsom hos de ikke 25 døbte Jøder. Herved har mangen en Mand i Stilhed gjort sig Storfolkene uendelig forbundne, og den, som vil bane sig Veien til selv at vorde med Tiden en Stormand, bør ikke forsmaae denne Gjenvei.

6.

Det femte og dybeste mellem alle den aristokratiske Troes Mysterier er Kobleriet. Det beskriver en profan Skribent, navnlig Vosz, saaledes:

"Man führe seinem Herrn
"Sein Weib und seine Tochter zu,
"Und - trage Band und Stern.

NB. Alle disse Aristokratiets Hemmeligheder nævnes her blot korteligen. Den udførlige Forklaring deraf hører ikke hen til Catechismussen, som kun skal indeholde de første Fundamenter.

26

Aristokraternes Litanie.

Ak, du kjere Himmel bønhør os!
Staae os bi i disse onde Tider!
Giv os din Hielp mod den frække Fornuft,
Som vil bryde ud af sine Lænker,
Af sine gamle retmæssige Baand.
Bevar os fra dens Vold!
Fra al dens List og Klygt!
Fra alle dens Prædikanter,
Fra Journalister og Pamphletister,
Fra Naturretter og politiske Skrivter,
Fra Oversættelser af Paine og Robespierre,
Fra al falsk Lære,
Bevar os kiære Herre Gud! -

Bevar os fra Trykkefrihed,
Denne Datter af Satan,
Hvis Skygge alt har udrettet saameget Ondt
Mod os og vore Børn,
Og som nu truer personligen at ville,
Trods den hellige Augsburgske Consession,
Trods Kongeloven og Fiskalen,
27 Opslaae sin Bolig blant os.
Du naadeligen os bevare
Fra al dens Vold og Sviig!

Fra Ansvarlighed og Regnskab,
Fra Undersøgelse af Finance-Forfaldets Kilder,
Fra Reduktion af ufortjente Pensioner,
Fra Befordringernes Jndretning efter Fortjenester, ikke efter Gunst og Gave,
Fra ørkesløse Hofembeders Afskaffelse,
Fra Opsyn over vore Forretninger,
Fra Opmærksomhed paa Klager imod os,
Fra Domstole uden Personsanseelse,
Fra Folket eller dets Udvalgte
Og fra deres Deeltagen i Bestyrelsen,
Bevar os etc.

Fra Adelprivilegiernes Undergang,
Fra Negernes Frigivning,
(Et farligt Exempel!)
Fra Bøndernes fuldkomne Frihed,
Fra bedre Skoleanstalter,
Fra deraf befrygtende Almeenoplysning,
Fra nymodens Prækener,
28 Fra populær Philosophies Udbredere,
Fra Marezoller og Gutfelder,
Bevar os etc.

Fra flere Universiteter,
Og deraf flydende Farer
For større Frihed i Studeringer,
Mindre Herredømme over Sandhederne o.s.v.
Fra offentlige Bibliotheker,
Fra Læseselskaber,
Fra Bogtrykkerier og Boglader,
Fra Leipziger Messekataloger
Bevar os etc.

Fra en Theaterdirektion begavet med Fornuft
Fra farlige Skuespil, og Borgersind,
Demokratiske og heterodoxe Scener,
Fra Operaernes Forstødelse,
Fra Moralitet og Fædrenelandskhed,
Fra Dyveker og Einar Tambeskjelvere,
Fra Brutus og Cæsars Død,
Bevar os etc.

Tag i din Varetægt
Den aristokratiske Kirke,
29 Og alle dens sande Troende!
Lad prophetisk Aand hvile
Paa Burke, Dundas, Pitt og Girtanner,
Paa Schirak og hans danske Efterlignere!
Send os snart en Trøster
I Folkevennens Sted!
Styrk Doktor Esaias Fleischer,
Naar drabelig han hæver sin Kølle
Over Repertørens Isse!
Beskyt Universitets-Journalisten,
Hvadenten han paatager Cerberus Skikkelse,
Bjeffer ad Berger og viser Tænder ad Vilse,
Eller han, som Herkules,
Slaaes med Pygmæerne i Iris,
Knuser Robespierre og Sveistrup,
Ja dræber dem saa fuldt, som han fordum
Dræbte Horats i en Version!

Ogsaa den augsburgske Confession
Beskjærme du!
Besæst Kirkens Flode ved dens Ankere
At de maa holde fast mod Vindkastene
Fra Repertoriumet,
Fra physisk og politisk Magazin,
30 Fra Samleren,
Fra lærde Efterretninger,
Fra Jesus og Fornuften,
At ikke de Troendes Orlogsskibe og Barkasser
Med samt Capitainer, Matroser og Passagerer,
Skal kuldseile i en Naturalistisk Storm,
Eller strande paa Riems og Tellers Klipper,
Eller opsluges af Kants Malstrøm!
Lad dem med Dogmatikens Kanoner
Bore Fornuften i Sænk!
Eller lad dem lykkelig entre den,
Og føre den hjem, som god Prise
I Troens Havn! -

Endelig alle Inqvisitionstribunaler,
Dem som befale Proces imod Bøger,
Og dem som føre dem,
Cancellier og Fiskaler,
Censores og Denunciateurer,
Bogforbud og Lettres de cachet,
Bevare du fra Fornuftens Angreb,
Fra Sandhedens skarpe Vaaben,
Fra Vittighedens Bomber!
Bønhør os, kjere Herre Gud.

31

Aristokratiske Psalmer.

1.
Begyndelses-Sang.

Til Melod. O store Gud, vi love dig.

I. O Kongemagt, vi love dig.
Du skjærmer al vor List og Svig.
Hvad er vel Aristokratie,
Naar Du vil det ej stande bi?

2. Beskyt, beskyt dog evig os,
Fornufts og Folkets Raab til Trods!
Lad os, som Engle, om Dig staae,
Og demokratisk Vold nedslaae!

3. Hør evig vore søde Ord!
Lyt evig til vort Jubelchor!
Du sue Viraksdampen ind,
Vi ofre Dig med trofast Sind!

4. O da skal Pøblens dumme Skrig
Ej meer inkommodere Dig!
Vi qvæle skal Skribenters Røst,
Og alt omkring Dig være tyst!

32

5. Men ogsaa du med runde Haand
Uddeele Nøgler, Stjerner, Baand,
Ja, tomme Casses Suk til Trods,
Du gavmild pensjonere os.

6. O Kongemagt, hersk Jorden om!
Knus Mindet af Athen og Rom.
For alt du undertvinge dig
Amerika og Frankerig!

7. Ja, sluk hver Gnist af Sandhed ud! -
Da skal Du være Jordens Gud,
Og Menneskeheden ved Din Haand,
Skal evig gaae i Børnebaand!

2.
Daglig Bøn.

Til Melod. Fryd dig ved Livet.

Stjerner og Titler,
Eder jeg bejler til!
Eengang I fryde
Mig med et Smiil!
Gid al min Vandel tækkes maa
Min allernaadigste Mæcen!
33 Gid jeg min Sjel bevare fri
Fra demokratisk Meen!

Stjerner og etc.
Gid jeg fra proppet Forgemak
Først naadig indladt blive maa!
Gid jeg paa Hoffets glatte Iis
Ej falde maa, men staae!

Stjerner og etc.
Gid Smaafolk krumme ydmyg Ryg,
Naar min Karosse ruller srem!
Med bange Blik, med Hat i Haand
Om mig jeg skue dem!
Stjerner og Titler
Eder jeg bejler til!
Eengang I fryde
Mig med et Smiil!

3.
Et stille Suk
(naar man læser Aviserne.)

Gud, lad dog eengang Hævnens Torden vække
Syndfulde Jord! Lad den nedslaae de Frække,
Som haane Konger - Præster - Dig!
34 Send ned fra Himmerig,
I tydske Heltes Skikkelse, Serafers
Udvalgte Hær! Med Trin, som Langulaffers,
Til Babylon-Paris de nærme sig.

4.
Aristokratiske Skaaler.

Til Melod. Jeg synger gjærne om Kongers Magt. (Forandret og forøget.)

Bort Jacobinskhed fra dette Lag!
Bort Frihedsskaaler og Frihedsviser!
Kun Monarkiets den gode Sag
Vort Hjerte hylder, vor Tunge priser.
Ja, gid Musketter og gid Kanoner
Maa trygt beskjerme al Jordens Troner!
Hver Trones Skaal!

Næst efter Tronen bør Ad'lens staae,
Og derpaa først de Gemeene komme;
Thi gammel Orden haandhæves maa,
Trods alle næsvise, nye Domme.
Du Hjørnesteen for al Kongedømme,
Højbaarne Adel, af Hjertet tømme
Vi her din Skaal!

35

Dig store Tydskland, vi takke bør:
Du Adelsmænd os i Flokke sender.
I Krig du stedse Mirakler gjør,
Og sejrer altid, naar du ei render.
Og havde Fransken kun høflig været,
Du sikkert var til Paris marcheret!
Stor-Tydsklands Skaal!

O franske Prindser, jert Navn er stort
Blant Creditorer, paa Hværverhuse:
Vel sandt jert Feldttog kun vared' kort.
Dog, det foreviged' Schiraks Muse.
Cousins jer Kongerne endnu kalde;
Paa Knæe for Eder Lakejer falde:
Skaal derfor, Skaal!

Prinds York var smidig og rask og snild:
Men høflig, høflig han var tillige.
Han Ret ei altid beholde vil,
Og tit man saae ham sin Plads at vige.
Til Verdens Lykke paa ny han være
Anfører for sin Hr. Faders Hære!
Prinds York, din Skaal!

36

King George er langt fra at være béte
Og herligt Kortene for ham falde,
Det er kun Heiberg som nægter det.
Som tør hans Raadgiver "Satan" kalde,
Nei, Viisdom al hans Regjering røber,
Og det er Løgn, at han Stemmer kjøber.
King George, din Skaal!

Kan Retten tolkes med større Fynd,
End naar man tolker den med Kanoner?
Og tør vel nogen det kalde Synd,
Hvad Konger gjør for at vinde Troner?
I Tree, som deelte nys Polens Rige,
For Jer al Jordklodens Ønsker stige:
Gud lønne jer!

O, I som Cramer forjog fra Nord,
Da fræk han voved' Pethjon at rose! -
Her standser Tungen! her mangle Ord!
O, gunstigst tager det ej for Skose,
Om, uden mere Introducering,
Vi drikke, henrykt ved slig Regjering,
En velmeent Skaal.

37

Ja straffet vorde hver Sansculot,
Som fræk tør gnave paa Kongers Ære!
Man strax maae hævne sig for hans Spot:
Dertil Fiskaler i Verden ere;
Et nyttigt Embed, hvor sure Miner,
Mod det end gjøres af Jakobiner!
Fiskalers Skaal!

Men godt gagere man alle dem,
Som tappert fægte mod Demokrater,
Som gaae paa Folkevens-Banen frem,
At redde Kirker og Potentater.
Til Kamp! Til Kamp imod Frihedsslokken!
Til Kamp! Til Kamp imod Kjætterskokken!
De Kæmpers Skaal!

5.
Aristokratisk Bordpsalme.
Til Melod. Hvor saare lidet vil der til.

Der Topf, der Topf ist's Vaterland,
Das übrige sind - Frazen.

Voss.

Hvad bryder jeg om Frihed mig.
Naar jeg har Mad og Klæde?
Naar jeg kun vorder feed og rig,
38 Mig trykker ei min Kjæde.
For Orden og for Rolighed
Maa Frihedsaanden kues ned;
Og ubegrændset Myndighed
I Ligheds Sted fremtræde.

Hvad sluddre I om Fædreland?
Vort Fædreland er Gryden.
Naar Frimand har kun Brød og Vand,
Vi høre fro dens Syden.
O, hvad er alskens Frihedssang
Mod denne søde Surreklang?-
Det Patriotens haarde Gang
Er mod vor bløde Nyden!

I stedse fremad ville gaae,
Og gjøre Verden bedre! -
O Daarer, hvor I stod, I staae!
Saa gjorde vore Fædre.
Den Mand, der sov evindelig,
Han aldrig har forsyndet sig!
Trods Kantianisk List og Svig,
Bør man det Ordsprog hædre.

39

Ja, Søvnens Søster, Rolighed,
Dig kalder Kongers Vrimmel,
Dig Præsternes Mangfoldighed,
Dig Adlens bange Stimmel.
O, hvor, hvor er du slygtet hen?
Kom fra Seraillet hid igjen!
Kom fra dit elskte Spanien!
Kom fra dit Ruslands Himmel!

Du standser snildt Oplysnings Flugt,
Naar den for høit sig svinger.
O, hvor beklipper du saa smukt
Patriotismens Vinger!
O, kom og hersk paa Jorderig!
Med Skud, Raketter, Jubelskrig,
Vi hilse skal den Dag, som dig
Igjen til Jorden bringer.

40
41

Bagtale til Bøgen selv.

Irruimus, densis et circumfundimur armis.

Virgil.

Jeg mærker nok, at det gaaer mig med dig, min lille Bog, som det fordum gik min særdeles gode Ven Horats med hans, see den 20de Epistel. Du kan ikke finde Dig i at blive hjemme, Du vil ikke høre efter det smukke latinske Sprog; jeg dog har præket og verteret paa dansk for Dig: Bene qui latuit, bene vixit: d. e. Den Bog, som ikke er trykt, er tryg for Recensioner. Men naar en Bog først er reenskreven, ja, saa kan Pokker ikke holde paa den; saa gaaer det, som den salig Herre Virgilius siger: Fertur equis auriga, nec audit currus habenas; paa dansk: Publicitetens Hest løber løbsk med Autor og render, ihvormeget han end holder paa Tøjlen, ligemidt ind mellem Recensenter og Fiskaler.

Jeg forstaaer nok, hvad du vil, min gode Bog! Du tørster efter den Lykke at staae smukt indhæftet paa Soldins Hylder, eller at ligge til 42 Gjennembladning paa eet af de lærde Klubborde. En stor Lykke! Du kan troe mig, du vil have et besværligt og farefuldt Liv. Ikke at tale om de Farer, du udsættes for, om en eller anden Nar skulde finde noget deri, som traf hans ømme Byld, og han da for des tydeligere at vise, det traf ham, upaatvivlelig river i det mindste det Blad af dig; ikke at tale om de Forfølgelser, een og anden højrøstet Klubdemokrat vil beære dig med, for Din tro Hengivenhed til Kongeloven: Saa ere der endnu mange, mange Lidelser, som vente Dig. Dog, Du faaer at have din Villie; og jeg vil blot give Dig her nogle Raad, hvorved Du kan undgaae noget af det Onde, som venter Dig.

Jeg havde saamænd tiltænkt Dig det saa godt, at jeg paa Vers, og det endda i en "schwergereimte Ode a la Voss" vilde tage denne Afskeed med Dig og give Dig disse Leveregler med paa Din Rejse igjennem Verden. Saaledes havde jeg begyndt:

Min lille Bog, naar du nu gaaer fra Seestes
Bogtrykkerie i Verdensassembleen ind,
Saa viid, du ei behage vil de Flestes,
Og i det mindste ei de Størstes Sind.
Thi meget faa vil troe sig rosede
43 Og næsten alle skosede.*)
Dog hyl Dig i Din Dyd! Du er ei efter Moden,
Du er ei demokratisk fræk og fri,
Derfor forfølger Dig et vist Partie,
Som drev en Morgenstjernes Bog til Urteboden
Og ærgred Folkevennen død.
Dog, ei de Onde slye! Kun dobbelt kjæk dem mød!
De Demokraters Tid er snart forbi; men -
Ak, selv blant vore Folk er nogle, der
Vil have dig mistænkt, min Bog, paa Timen,
For at du en ironisk Spotter er.
- (Sligt kommer af den onde Verdens Væsen!
Man før har seet en listig Fugl,
Som tog Aristokrater frisk ved Næsen,
En Jakobiner, svøbt i et ironisk Skjul.) -
Hvis da fra Prækestoel en Maaløe eller Langhorn,
En Antimarezoll Dig taler til:
Svar: du har stræbt saa godt, som de, med Troens Stanghorn
At kaste Kjætterne i Helveds Ild. -
For Piecehandlere vogt dig kun vel;
Buk dybt for Malling og for Reistrup;

* 44

Ønsk dem paa Styverfangsten meget Held! -
Men dersom han, der har vertert Horaz ihjel,
Og nylig knuset Robespierr' og Sveistrup,
Seer ind til dig - - -

(Men her forlod Pegasus mig, og jeg maa fortsætte min Tale i bunden Stiil.)

Saa siig ham, at du ikke indeholder noget Gran af Kants Philosophie, hvilken han saa særdeles hader og frygter*), og at Du følgelig haaber han hverken vil bruge sine Tænder eller sin Herkules Kølle imod Dig, men naadigen betragte Dig, som et uvigtigt dansk Skrivt.

En vis philosophisk Recensent i Lærde Æfterretninger, som ogsaa hader og frygter Kant, maae du ligeledes gjøre til Din Velynder, ved at forsikre ham om, at du ønsker ham al mulig Lykke til, i Foreening med Baden, at omstyrte Kant, og at du haaber, det lærde og philosophiske Europa vil snart ærbødigen henvende sine Øjne paa dette deres store Foretagende NB. naar de begynde derpaa.

Af Hr.M.Hagerup, Hr.H.G.Bechmann, Hr. Hans von Gyldenpalm v.v.v. udbed Dig blot den * 45 eene, men store Gunst, at de hverken i deres bundne eller ubundne Stiil ville lovtale eller besynge Dig.

Du bønfalde underdanigst den forhenværende Redaktør af Kritik og Antikritik, om han ikke nu, da han selv har lagt sig til Hvile, vilde laane dig Troens berømte Skjold, Hjelm og Harnisk, imod de gloende Pile, som Demokraterne vist ville afskyde mod Dig, fordi Du er Din Gud og Konge troe i disse onde Tider.

Den nærværende Redaktør af bemeldte Blad kan Du underhaanden bede, at han kun ikke vil alt for nøjeregnende annotere det, om der skulde være et Bogstav eller en Tøddel skrevet eller trykt fejl i Dig, for anden Fortred har du ikke at frygte fra ham.

Dersom Recensenten i Iris tiltaler Dig lakonisk, saa svar ham endnu mere lakonisk, det er: Tie og lee. Skulde Du komme til Helsingør, saa stræb ogsaa der at udbrede den sande politiske Troe. Indprænt Vedkommende en fast Troe paa de Folks Redelighed, som anvendte Tredivetusende Rigsdaler paa at anlægge en Fjerdingmiils Vei. Indprænt dem Ærbødighed for de skjulte Grunde, der bevægede Cancelliet til ikke at agte paa deres Klage derover.

46

Alle Skoleholdere i Dannemark, som Du maatte komme til, advare Du mod Bahrdts Catechismus der natürlichen Religion, som en Hr. Seidelin vover at oversætte; tænk, en Bog af Bahrdt, midt i Balles Stift! O tempora, o mores!

Vil Du reise længere end til Altona, saa udbed Dig et Pas af Etatsraad Schirak; det vil rekommandere Dig hos alle tydske Hoffer. Vogt Dig for det ugudelige Jena, hvor man, trods Badens Harme i Universitets-Journalen, vover at tale om Menneskets Stigen til Fuldkommenhed! Hils Hr. Aloysius Hofman fra bemeldte Universitets-Journalist, og fortæl ham, at denne har nu lykkeligen afmaskeret den store og sorte Cabale, som blev spillet mod hans danske Oversætter, og som giorde, at ingen læste hans Bog her.

Dog, jeg vil overlade til Hr. von Schirak at give Dig flere Regler, om Du skulde, hvorpaa jeg højlig tvivler, reise udenlands.

Altsaa kun eet Raad endnu, min kjære Bog! Vogt Dig her Kjøbenhavn for den nye 47 Naturkyndigheds Professor, som i den physikalske Aarbog har meget alvorligen og grundigen undersøgt og med meget dyb Eftertanke lykkeligen opløst den saare vanskelige Qvæstion:

"Hvorfor falde Tagsteenene ned i Blæst?"

Thi vel handler du ikke i ringeste Maade om Physik; men hvo veed, om ikke hans saa besynderligen skarpseende Øje, kunde alligevel opdage physikalske Fejl hos Dig? Vogt Dig for ham! thi det er en Magikus! paa Dansk, en Heremester! Han har jo skrevet en Bog, kaldet den naturlige Magie eller Hexekunst, hvori han, blant andre Troldomskonster, har lært alle Kokkepiger i Danmark, (ifald de ikke vidste det før) hvorledes de skulde dryppe en Steg med Smør! O Viisdoms og Kundskabs Dyb!

Og hermed farvel, min Bog. I, pedes quo te rapiunt et auræ! I, nostri memor!

M. C. B.
48
49

Indhold.

  • Dedikation....................... 5
  • Fortale.......................... 9
  • Indledning....................... 13
  • Catechismussens første Part.......... 15
  • - anden -.......... 20
  • - tredie -.......... 23
  • Aristokratisk Litanie................ 26
    • Aristokratiske Psalmer:

    • No. 1. Begyndelsessang.......... 31
    • - 2. Daglig Bøn.............. 32
    • - 3. Et stille Suk.............. 33
    • - 4. Aristokratiske Skaaler...... 34
    • - 5. Bordpsalme.............. 37
  • Bagtale til Bogen selv?.............. 41
50
a

Noter og oplysninger

3Selim III, sultan 1789-1808.

5Golko nda er en for sine diamantgruber bekendt by i Dekan i Forindien.

6Fiskalske Tigerdyr. Fiskalen var en embedsmand, som anklagede på det offentliges (oprindelig: *dolgoeO* statskassens) vegne, navnlig påtalte embedsforsømmelser.

........ den Hvirvelvind,
der førte Mahomet i Himlen ind.

Muhammed hævdede i et syn at være bleven henflyttet først til Jerusalem og derpå til himlen.

Mufti, muhammedansk skriftfortolker.

7Ferman, tyrkisk kabinetsordre.

9Genie var fordum Politiets Plage. I følge en i 1796 udkommet (meget tarvelig) satire på "Aristokraternes Catechismus", "Geniernes Catechismus " kaldet, (udkommet anonymt hos Reistrup) synes dette citat af Bruun selv, der sværmede for slige mystifikationer. Den nævnte pjece begynder med følgende kun svagt ændrede gengivelse:

Genie var altid Politiets Plage;
men engang svane Kongen paa dets Klage:

b

9

Slaa Hundene, han bød, og lad Genier gaa,
dem skal vor Hof- og Stadsret slaa -

og fortsætter:

saa skrev en Rimsmed, og det véd Vorherre
og denne Rimsmed selv, saa vidt jeg tror,
at Retten jo opfyldte, som den burde, smedens Ord.

Hvis dette ikke er satire over Bruun, synes der slet ingen mening at være deri. Jævnfør følgende citat af H. G. Svejstrups "Geniepersen", 1798:

.............. Geni
er Plage selv for Politi.
Ha, saa man ej endnu i vore Dage
med frække Viser dem i Kamp at drage
imod vor gode, kære, fromme Flindt,
der rigtig tog de Karle for gelindt.

Ordet geni brugtes i slutningen af forrige århundrede med en anden betydning end nu. Genierne var de politisk radikale, agitatorerne og omvæltningsmændene. (Se Rahbeks Erindringer III, 31).

F***s Klage: J. T. Flindt, 1741-1805, politimester i København 1788, fra 1793 tillige borgmester, afskediget 1794 på grund af malkonduite under tømrerstrejken.

"Folkevennen" var et aristokratisk (konservativt) blad, der udkom i København 1794-95 og i sin korte levetid gjorde sig ualmindelig forhadt ved sine hensynsløse og blindt fanatiske angreb på frihedsbevægelserne. Det udgaves af en obskur person, en tysker, J. C. M. Steineck, og da han døde, gik bladet ind. (Man mindes P. A.

c

9 Heibergs hymne til "Folkevennen": "Min Omvendelse", der nogenlunde betegner stemningen over for dette organ).

Vel Zetlitz sønderbrød
paa Folkevennens Grav sin glade, kjelne Lyra
og greb til Straffens Riis.

Jens Zetlitz, 1761-1821, yndet visedigter, gik efter et muntert studenterliv i de københavnske, litterære kredse til sit fædreland Norge, som præst. Skønt forfatter af den bekendte vise: "At slyngler hæves til Ærens Top", var han dog strengt konservativ i sin politiske opfattelse og en fanatisk modstander af de franske frihedsideer. Han var medarbejder ved den ilde medtagne "Folkeven", og da dette blad gik ind, udgød han i tvende satiriske rimbreve til Rahbeks Tilskuer (1795, Nr. 66 og 67) sin vredes fulde skåler over den danske nation for dens uselvstændighed og leflen for det franske frihedssværmeri. Det er disse rimbreve til Erast (Johan Nordahl Brun), som de ovenanførte linier sigter til. Brevene vakte en sådan storm af uvilje, at Rahbek skyndsomst tog afstand fra dem (hvad han forresten med fuld sandhed kunde gøre), og Zetlitz selv fandt sig foranlediget til at gøre en slags afbigt for sine voldsomme udtryk.

10Man blev som hidtil ved at flikke paa Paines skoe. Thomas Paine, 1737-1809, en af revolutionsideernes ivrigste og indflydelsesrigeste forfattere; hans værker "Common sense" og "Rights of Man" læstes i alle lande og betragtedes blandt tidens radikale næsten som hellige bøger. - Det ovenanførte sted sigter til et udtryk, som Zetlitz havde benyttet i brevet til Erast.

d

10

Sid bag op hos Jerusalems Skomager,
naar han (af Rejsen aldrig kjedet) drager
til Maanen for at hente Flikker til
Hr. Paines Sko som ikke holde vil.

"Jerusalems Skomager" er M. C. Bruun, således kaldet på grund af det politiske hefteskrift "Jerusalems Skomagers Rejse til Maanen", 1795.

Cum ceteris ecdesiæ mysteriis *dolgoeO* tillige med de andre kirkelige mysterier.

11

Voltaire, Friderik, Rousseau og Paine,
De to jordømte Folk ved Shulkill og ved Seine,
som først paa Knæe for Friheds Dæmon laae.

Frederik den store, Voltairianeren paa tronen. - Shulkill er en flod i Pensylvanien, hvor Paine en tid fungerede som statssekretær i udenrigsministeriet for De forenede stater. Rousseau tilbragte en stor del af sit liv i Paris og omegn, ved Seinen.

12som Tøsene, der sig til Bibellæsning trænge. Et, iøvrigt grundløst, rygte, påstod, at der ved biskop Nicolai Edinger Balles bibellæsninger, som efter branden 1795 holdtes hver søndag i Garnisons kirke, fandt moralske uordener sted, så "at her ikke er større horehus i København, end kirken er på denne tid".

Du, som opliver end og styrker
En Schiraks Mod, naar hver hans Prophetie
Ubønhørt Skjebnens Øre gik forbi.

Etatsraad Gottlob Benedict von Schirach. 1743-1804, også kaldet Altonas profet, udgav fra 1781 i en lang årrække et konservativt politisk organ: "Politisches e 12 Journal", der på den hensynsløseste måde angreb alle frihedsbestræbelser. Det omtales hyppig og med temmelig stor foragt i samtidige danske tidsskrifter. Hentydningen sigter til Schirachs triumferende forudsigelser under de allieredes felttog mod Frankrig (1. koalition), der endte med den for Tyskland lidet smigrende fred i Basel 1795.

13Edmund Burke, 1729-97, berømt engelsk statsmand og taler, udmærkede sig i begyndelsen af sit offentlige liv ved frisindede anskuelser og knyttede indtil 1790 sit navn til ethvert fremskridt. I dette år foretog han imidlertid, påvirket af den franske revolutions begivenheder, et omslag, som han kundgjorde i "Reflections on the French Revolution", der vakte stor bevægelse Europa over. Man sagde om ham - sikkert dog med urette - at han var bestukket af Pitt.

Kammerherre Caspar Wilhelm v. Munthe af Morgenstjerne udgav 1793 et konservativt værk "Examen des principes repandus dans l'ouvrage de M. Payne....". Han døde 1811 som stiftamtmand over Lolland-Falsters stift.

14Girtanners Annaler. "Politische Annalen", Berlin 1793-1814, udgivet af C. Girtanner (død 1800).

Revolutionsalmanakken, et lille aristokratskrift, der udgaves i Göttingen fra 1793 til lidt ind i vort århundrede.

Wiener Zeitschrift. Dette tidsskrift, der nød megen omtale for dets kras-konservative tendens, udgaves af Aloysius Hoffman. En samtidig radikal forfatter betegnede det som "den sidste eksplosion af en hemmelig orden, der ophævedes 1773 (Jesuiterordenen, ophævet ved en

f

15 bulle af pave Clemens XIV), og som bestod af de listigste hoveder, der havde indgået et rædsomt forbund imod frihed, oplysning og menneskehed". I dansk oversættelse udkom 1793 et sammendrag af de seks første hefter, betitlet: "Betragtninger over den franske Revolution og Frihedssværmeriet" ved Georg Chr. v. Scheel. Den danske udgiver, der mentes at være beslægtet med de adelige fynske Scheeler, var forøvrigt født i Norge, hvor han tilbragte størstedelen af sit liv efter at have taget dansk juridisk eksamen i København.

Skibsted, Poul, 1753-1812, generalfiskal fra 1789; Heiberg kaldte ham Chr. Colbjørnsens bulbider.

16Lyster Kongen dh Gods at tage osv. Brudstykke af Werner H. F. Abrahamsons berømte vise: "Min Søn, om du vil i Verden frem, saa buk".

Engel, Johann Jacob, 1741-1802, frugtbar oplysningsforfatter. "Ideen zu einer Mimik", 1785.

17Pétion de Villeneuve, Jerome, 1756-94, fransk revolutionsmand. Ved girondisternes fald lykkedes det ham at flygte, men han begik kort efter selvmord på en kornmark ved Bordeaux. - En oversættelse af Pétions værker bebudedes i oktober 1793 af Carl Friedrich Cramer, 1752-1807, søn af den kendte københavnske hofpræst og selv professor i Kiel. Da han i subskriptionsindbydelsen betegnede Pétion som "den menneskekærligste ånd og en mand der lider som martyr for sin retskaffenhed", blev han afskediget fra sit professorat og forvist fra Kiel. Han døde i Paris. (L. Krähe, C. F. Cramer bis zu seiner Amtsenthebung. Berlin, 1907).

g

17En for Døden liggende Mand. sigter muligvis til "den Schmettowske fejde", som foranlediges ved, at den noget forsumpede rigsgreve s. 1792 i en anonym pjece kritiserede det danske retsvæsen; det trak op til en duel, som regeringen dog forbød, da S's død d. 8. juli 1794 gjorde en ende på sagen.

18Om alting galt og forstyrret er, osv. Atter citat af den ovennævnte vise af Abrahamson.

22William Pitt, den yngre, 1759-1806, engelsk premier-minister, Napoleons uforsonlige modstander og sjælen i koalitionerne mod ham.

Hvide Kokarder: Bourbonernes mærke. Udgør med byen Paris' blå-røde trikolorens farver.

25Voss, Johan Heinrich, 1751-1826, navnkundig tysk digter og filolog.

27Negernes Frigning: Takket være H. E. Schimmelmann forbød Danmark, som den første stat i verden, al handel med negerslaver 1792.

28Marezoll, Johann Gottlieb, 1761-1828, rationalistisk præst, indkaldtes på Bernstorffs tilskyndelse 1794 som præst ved st. Petri tyske kirke, hvor han blev en yndet og anset prædikant; men allerede 1803 udnævntes han til professor og superintendent i Jena. Han er forfatter til flere andagtsbøger.

Gutjeld, Carl, 1761-1823, rationalistisk præst, først i Hørsholm, fra 1795 i Korsør, fra 1811 Holmens præst.

Fra flere Universiteter. sigter til den lange strid om et selvstændigt norsk universitet, der endte med h28 universitetets oprettelse 1811. sagen havde en varm talsmand i J. N. Wilse (se note til s. 29).

Fra en Theaterdirektion begavet med Fornuft. Sigter til Grev Ahlefeldts teaterdirektion fra 1793. Ved sin hovmodige og egenrådige optræden lagde han sig stærkt ud med forfatterne. (Se Overskous teaterhistorie).

Fra Operaens Forstødelses. Fra 1789 førtes en forbitret strid om operaens berettigelse på skuepladsen, med udgangspunkt særlig i Baggesens "Holger Danske" med musik af Kunzen; Baggesens text blev lobhudlet af hans ven Cramer og parodieret af P. A. Heiberg i "Holger Tydske".

Fædrenelandskhed: I århundredets slutning mærkes ofte en vågnende nationalbevidsthed, med brod mod tyskeriet.

"Dyveke", sørgespil af O. J. Samsøe. Det opførtes 1796 få dage efter forfatterens død og gjorde umådelig lykke.

"Einar Tambeskjelver", skuespil af Johan Nordahl Brun.

"Brutus" og "Cæsars Død", to tragedier af Voltaire. De var på denne tid ikke opført herhjemme - rimeligvis på grund af æmnet.

29Burke, Dundas, Pitt og Girtanner, Spidserne inden for den aristokratiske litteratur. Henry Dundas, 1742-1811, var indenrigsminister under Pitt. I 1792 indledede han parlamentets debat om undertrykkelse af oprørske skrifter og rettede ved denne lejlighed et skarpt angreb på Tom Paine.

i

29

Styrk Doktor Esaias Fleischer,
naar drabelig ban hæver sin Kølle
over Repertørens Isse.

Repertøren er Malte Møller, 1771-1834, der som teologisk student fra Jena udgav "Repertorium for Fædrelandets Religionslærere", fem hefter 1795-97, hvis hensigt var at gøre teologerne kendt med Kants filosofi. Skriftet vakte opsigt ved sine personlige angreb og "kætterske" udtalelser. - Rasmus (ikke Esaias) Fleischer, 1744- 1804, fra 1782 præst i Kalundborg - hvorfor han kaldtes "den kalundborgske havgasse" - angreb kraftigt repertoriet i det konservative tidsskrift "Kritik og Antikritik".

Beskyt Universitets-Journalisten. Prof. Jacob Baden, 1735 -1804, udgav 1793-1801 Kiøbenhavns Universitets-Journal, et fjerdingårsskrift af konservativ og polemisk karakter. Hans oversættelse af Horats, 1792-93, blev for sin smagløshed temmelig hårdt medtaget af både samtid og eftertid, af M. C. Bruun i "Fluesmækken", senere bl. a. af J. L. Heiberg.

Bjeffer ad Berger. Joh. Erich v. Berger, 1772-1833, gjorde som ganske ung student megen opsigt ved et lille skrift "Dagens Anliggende, et Ord til Danmarks selvtænkende Mænd". 1794, hvori han fremtrådte som en begejstret apostel for "det fra Tyskland udgangne fornuftevangelium" (Kants filosofi). Båden kritiserede skarpt, skønt ingenlunde hadsk, dette lille manifest i sin Universitets-Journal.

Viser Tænder ad Vilse. J. N. Wilse, 1735-1801, professor og præst i Eidsberg i Aggershus stift, var den j29 ivrigste forkæmper for tanken om et selvstændigt norsk universitet i Kristiania. Baden var en modstander af disse planer. Udtrykkene Cerberus og Herkules er vistnok begge hentede fra Wielands "Göttergespräche". Baden havde nemlig på en vis måde gjort sig identisk med denne - i alt fald i de radikales øjne - ved i "Universitets-Journalen" at oversætte en afhandling af ham, hvori det frarådes monarkerne at fire for de revolutionære krav. Denne afhandling med mottoet: Oderint dum metuant (*dolgloeO* Lad dem kun hade, når de blot frygte), fremkaldte et langt og forbitret gensvar i "Iris og Hebe", hvorpå Baden replicerede i en artikel: "Pygmæernes Strid med Herkules" (Wieland). Se Universitets-Journalen for 1796.

Knuser Robespierre og Sveistrup. Hans Guldberg Sveistrup, 1770-1824, politisk visedigter, radikal, god ven af Bruun og kendelig påvirket af ham i sine produkter. Sveistrup havde i et tidsskrift oversat en af Robespierres taler, og dette havde Baden forarget sig over. Se også indledningen.

Befæst Kirkens Flode ved dens Ankere. Ved ankerne sigtes til biskop Balles apologetiske tidsskrift "Pligtankeret", 1793-96.

Fra physisk og politisk Magazin. "Politisk og physisk Magazin", et radikalt tidsskrift, udgivet 1793-96 af Rudolph Buchhave. Heiberg og Riegels var flittige medarbejdere derved.

30Samleren, udgivet 1794-98 af bogtrykker H. L. S. Winding, var et radikalt tidsskrift, som Bruun var flittig medarbejder ved.

k

30Lærde Efterretninger, litterært tidsskrift, grundlagt 1722, fra 1790 udgivet af Rasmus Nyerup.

Jesus og Fornuften, et fritænkersk tidsskrift, 1796-1801, udgivet af Otto Horrebow. - De her nævnte tidsskrifter var de vigtigste oppositionelle organer såvel i politisk som i religiøs henseende.

Riems og Tellers Klipper. Andreas Riem, frugtbar tysk filosofisk og politisk forfatter, var en ivrig forsvarer af den kantske fornuftreligion. Albert Teller, ligeledes kendt tysk rationalist; hans bog om "de fuldkomneres religion" var også oversat på dansk.

Kants Malstrøm. Man gør sig i almindelighed kun lidet begreb om den store praktiske indflydelse, Kants filosofi havde i slutningen af forrige århundrede. Hans skrifter var de rustkamre, hvorfra det beståendes angribere hentede deres våben. Således kom den gamle, stilfærdige Konigsberger-filosof på mode og var endog her i Danmark så populær, at man på Københavns børs forhandlede en sølvmedaille af ham til 4 rdl. stykket. (Ipsen).

32Fryd dig ved Livet. Digt af Rasmus Frankeman, 1767- 1811.

34I tydske Heltes Skikkelse, Serafers udvalgte Hær! Med Trin, som Langulaffers, til Babylon-Paris de nærme sig. Det er en spot over Schirachs profetier om de franskes snarlige undergang og de allierede troppers indtog i Paris. - Langulaffer, prins af Libanon, er en af personerne i Baggesens opera "Holger Danske", der gør sig usynlig, da det gælder.

l

34"Jeg synger gerne om Kongers Magt", vise af Jens Zetlitz (Poesier, 1789, s. 227).

35Vel sandt jert Feldttog kun vared' kort. Allerede i 1795 var det lykkedes Frankrig at tvinge de fleste af sine fjender til at slutte fred.

Prins York. Frederick Augustus, Hertug af York, 1763 -1827, Georg den tredjes søn, førte fra 1793 de engelske hære i Nederlandene.

36King George, den engelske konge Georg den tredje. - I Heibergs "Klubvise" af 1794, forekommer følgende vers:

King George han spiller høje Spil,
en Satan (*dolgoeO* Pitt) fik ham nylig til
at rive Folkets Klubber ned
sig selv til stor Fortræd.

Dristigheden kostede for øvrigt Heiberg 300 rdl.

Og det er Løgn, at han Stemmer kjøber. Formodentlig hentydning til Burke, (sig. note til s. 13).

Itre, som deelte nys Polens Rige. Polens sidste deling foretoges 1795 af Rusland, Prøjsen og Østrig, medens vestmagterne var optagne af den franske revolution.

37Hvor saare lidet vil der til. Vise af Zetlitz (Poesier, 1789. s. 294).

Der Topf, der Topf ist's Vaterland: citat af Voss' digt "Der zufriedene Sklave" (Gedichte III, 1802, s. 52).

41Irruimus, densis et circumfundimur armis, *dolgoeO* Vi styrter ind på dem og omgiver dem med tætte våben. Vergils Æneide, II, 383.

m

41Bene qui latuit bene vixtt, *dolgoeO* Den har levet vel, som har levet skjult. Ovid Tristia III, 4,25.

Fertur equis auriga, nec audit currus habenas, *dolgoeO* kusken føres afsted af hestene, og vognen lystrer ikke tømmen. Vergil, Georgica, I. 514.

Paa Soldins Hylder, A. Soldin, københavnsk boghandler, forlagde "Aristokraternes Catechismus".

42schwergereimte Ode à la Voss. Sigter til en slags versifikatoriske kunststykker, som under denne benævnelse findes spredt blandt Voss' lyriske Digte. Vanskeligheden består i sjældenheden af de valgte rim.

43rime struccioti, som Hr. Schak Staffelt har nytigen anbejalet os. I "Euphrosyne" for 1796 findes et digt af Schack Staffeldt: "Til den troløse", hvori forekommer følgende vers:

Naar da i dobbelt Favn forenede.
med Mund paa Mund, med Bryst paa Bryst,
som til et Støttepar forstenede
I daane, dø i Elskovs Lyst.

Nedenunder er i en Note tilføjet: Hvorfor skulde vi ikke stundom turde bruge disse af Italienerne tidt brugte rime struccioli? (daktylrim).

Hvis da fra Prækestol en Maaløe eller Langhorn, en Antimarezoll dig taler til. Maaløe, H. W. L.. 1761-1841, præst og lærer. - Langhorn, R. P., 1740-97, "kinapræsten" kaldet, fordi han havde været skibspræst, siden ansat i Norge; hans prækener er udtværede og enfoldige. Begge var som teologer konservative.

n

43

Buk dybt for Malling og for Reistrup;
ønsk dem paa Styverfangsten meget Held!

Malling og Reistnip var begge københavnske boghandlere og udgivere af talrige skillingspjecer. Hos Reistrup ses bl. a. at være udkommet: "Revselse til Hr. P. A. Heiberg og Hr. M. K. Bruun for deres barnagtige Opførsel i Striden og Ende paa Striden Dyveke-Sagen angaaende". Hvad der her sigtes til ved "Styverfangsten", er uvist. Muligvis til udgivelsen af et æstetisk tidsskrift "Pallas", som Reistrup netop den gang havde påbegyndt, og hvorom det markskrigeragtigt hed i subskriptionsindbydelsen, at "hensigten med dets udgivelse var ikke blot at more, men fornemmelig at gavne. Uden sky at bringe sandheden og tidernes tarv sådanne ofre, som kunne tjene til at befæste menneskets rettigheder og fremme menneskehedens vel, skal især være dets hovedformål".

44Men naadigen betragte Dig, som et uvigtigt dansk Skrivt. De bøger, som anmeldtes i Badens Universitets-Journal, anmeldtes under titlen "Vigtige danske Skrifter", en kategori, som fremkaldte megen kritik.

En vis philosophisk Recensent i Lærde Efterretninger, som ogsaa hader og frygter Kant. I L. E. for 1795, nr. 26, findes en skarp kritik af Bergers "Dagens Anliggende". Sig. note til s. 29.

Hr. M. Hagerup, Hr. H. G. Beckmann, Hr. Hans von Gyldenpalm. Hagerup, Mathias, f. 1765, d. 1822 som sekretær ved det norske statsråds afdeling i Stockholm. Skrev lovtaler over Niels Juel, Tordenskjold og Daniel Rantzau. - Bechmann, Hans Gram, 1759-1836, præst i o44 Raarup i Aarhus stift, digter og teologisk forfatter. - Hans Hagerup, 1717-81, adledes fire dage efter sin død som stiftamtmand i Norge under navnet Gyldenpalm. Nogen Gyldenpalm ses ikke at have optrådt som forfatter i halvfemserne.

45den forhenværende Redaktør af "Kritik og Antikritik": J.C.Tode. Den nuværende redaktør: F. Ekkard, bibliotekssekretær ved Det kgl. bibliotek.

Recensenten i Iris udmærkede sig på daværende tidspunkt ved nogle temmelig parodiske og intetsigende anmeldelser. (Ipsen).

Indprænt Vedkommende en fast Troe paa de Folks Redelighed, som anvendte Tredivetusinde Rigsdaler paa at anlægge en Fjerdingmiils Vei. - Tvende helsingørske købmænd, Arthur Howdens og Jean Jakob Claessen, havde til stiftamtmand Knuth i samme by indgivet en klage over vejskatten, der efter deres mening var uretfærdig pålignet. De ansøgte om lettelse af denne byrde, der var steget uforholdsmæssigt på det sidste, og påberåbte sig navnlig, at vej regnskabet udviste udgifter, som ikke kom vejen ved, og at denne overhovedet ikke kunde have kostet synderligt efter dens fuldendelse. Det vedlagte extrakt af vejregnskabet viser også en post som denne: Lånt adskillige vejen uvedkommende 2822 rdl. 5 mrk. 4 sk. - Stiftamtmanden oversendte denne skrivelse til Helsingørs magistrat. Det kgl. danske kancelli resolverede, at ansøgerne ikke var berettiget til de ønskede nedsættelser. (Se: Tvende Ansøgninger fra Helsingør med Svar efter bilagte Ekstrakter af Byens Vejregnskaber. Kbhvn. 1795).

p

46Bardts Catechismus der natürlichen Religion, som en Hr. Seidelin vover at oversætte. Naturlig Religions Katekismus, oversat af K. H. Seidelin. Kbhvn. 1796. Forfatteren K. F. Bahrdt, 1741-92, var professor og præst i Leipzig, men anklaget som radikal rationalist måtte han nedlægge sit embede. - Klavs Henrik Seidelin, 1761-1811, var en kendt københavns bogtrykker og forlægger ("de seidelinske udgaver"); men samtidig virkede han som frugtbar forfatter og oversætter, indtil han 1805 mistede sin bogtrykkerbevilling.

O tempora, o mores. - Udtryk fra Ciceros første catilinariske tale.

det ugudelige Jena. Jena var i slutningen af forrige århundrede som et brændpunkt for fritænkerske og revolutionære ideer. Der udgaves den radikale, også her i landet meget læste "Allgemeine Literatur-Journal"; derfra fik vi den bekendte rationalistiske præst Marezoll, og der virkede rationalisten Paulus.

Aloysius Hoffman: se note til s. 14.

den nye Naturkyndigheds Professor: Nicolai Bøtcher, 1756-1821, fra 1795 professor i naturvidenskab ved Københavns universitet. Udgav 1793 "Den physicalske Aarbog", 7de Bd., hvori lindes en afhandling: "Hvorfor Tagstenene i heftig Vind kastes ned af Husene". 1794 -97 udgav han "Den naturlige Magie", I-II. hvori der foruden mange fysiske, kemiske og ekvilibristiske kunster også findes et afsnit helliget "Økonomiske Kunststykker". Det er halvt om halvt en kogebog, hvor iblandt q46 mange andre fortræffelige ting også findes en detailleret anvisning til at dryppe de forskellige slags stege.

47I, pedes quo te rapiunt et auræ! I, nostri memorl Gå, hvorhen fødderne og vinden bære dig! Gå, men kom os i hu! Begyndelsen anført efter Horats Oder, bog III, ode II. v. 49, slutningen lidt forandret.

68
69

Malthe Conrad Bruun
Aristokraternes Catechismus

er udsendt som Privattryk af Lærerpersonalet ved Fagkolen for Boghaandværks Bogtrykskole. Papiret er fra Aktieselskabet De forenede Papirfabrikker.Titelvignetten og Bindets Overtrækspapir er tegnet af Helge Kühn Nielsen, og Clicheerne hertil er fremstillet i Kemigraffagets Lærlingeskole. Trykningen er udført paa Fagskolen og Indbindingen hos Kgl. Hof-Bogbinder Carl Petersens Enke. Bogens Oplag er 650 nummererede Eksemplarer, der ikke kommer i Handelen. - Dette Eksemplar er

Nummer
566