↩ Da sad han imidlertid allerede i god behold i Paris, hvor han under navnet Malthe-Brun, den eneste dansker efter hvem en gade i Paris er opkaldt, i årenes løb udfoldede et omfattende og højt anerkendt geografisk forfatterskab. Han indordnede sig, stemningsmenneske som han var, smidigt under de skiftende magthavere og opnåede en betydelig social position. Men aldrig glemte han sit fædreland: han fulgte levende med XII i dets åndsliv og udtrykte sin rystelse over dets ulykker i 1801 og 1807, han var en gæstfri vært for rejsende landsmænd, og nærede intet højere ønske end at få sin landsforvisningsdom ophævet, skønt han med sin franske kone og sine børn naturligvis ikke kunde tænke på at flytte hjem. Den 18. januar 1826 fik han sit ønske opfyldt, men den 14. december samme år døde han uden at have genset sit fædreland, kun 51 år gammel.