Bruun, Malthe Conrad Uddrag fra Aristokraternes Catechismus

"Genie var fordum Politiets Plage,
"Men Kongen hørte F***s Klage
"Slaa Hundene, han bød, og lad Genier gaae
"Dem Hofogstads-Rets Dom skal slaae."
Saa skrev en Digter, og det veed vor Herre,
Og denne Digter selv, saavidt jeg troer,
At Hofogstads-Ret har opfyldt hans Ord.
Men ak, hvad hielper det? Desværre,
Den slemme Skade daglig groer,
Hvorfra aleene Folkevennen kunde
Kureret Danmark. Ak, men han er død!
Giftfulde Bid af jacobinske Hunde,
Ham joge ned til Gravens mørke Skjød.
Hvo redder Landet nu? Vel Zetliz sønderbrød
Paa Folkevennens Grav sin glade kjelne Lyra,
Og greb til Straffens Riis? I tordnende Satyra
Det smældende om Danskens Ører lød.
Men ak, paa haarden Ryg gik det i Stykker,
Og skolemesteren
10 Tog ydmyg sine Ord i sig igjen,
Og Dannemark blev ved de gamle Nykker.
Man tog, som før, i Frankrigs Skjæbne Deel,
Selv i Kasernerne, ja selv til Hove,
Der gaves Folk, der saae i samme Oldtidslove
Ej mange Spor til Agt for Folkets Ret og Vel.
Man blev som hidtil ved at slikke
Paa Paines Skoe.
Ja, det som værre er, man lader ikke
De fromme Kirkens Faar i Roe
Paa Troens Mark det sande Sjelefoder spise,
Men dette Kjætterpak vil dem nu vise,
Hvor giftig Urt, hvor sunde Planter groe.
Og det er dog en aabenbare Sandhed,
At naar man vover først at røre ved
Den hellige Treenighed,
Undfangelsen foruden Mandhed,
Cum ceteris
Ecclesiæ mysteriis,
Saa falder baade Religionen
Og Tronen! -