Brorson, Hans Adolph Nr. 342. - LIX.

Nr. 342. - LIX.

Pillegrims Marche paa deres Vandring igiennem Tidens Nat.

Med alternativ Chor.

1.

Langt oven for den Taage-Skye
Af Babylon, den gamle Bye,
Der er Jerusalem, det nye,
GUds Pillegrimes Lye.
Hver Gade er af Guld al heel,
Hver Grundvold-Steen en stor Juveel;
Hvad da den Bygnings Overdeel
Af plat u-tænkelig Paneel!
For Pillegrime aabne staae
Tolv Porte med tolv Engle paa.
I den man aldrig Natten saae.
Hvad Nat! hvor GUd paa Ærens Stoel,
Og Lammet selv er deres Soel.
Merk, Zoars Søvne-Boel!

* * 106

Chorus.

O vaager op af Drømme,
I Folk ved Sodoms Egn!
Og seer, hvad I vil dømme
Om disse Tiders Tegn.
Hvor Lyse-Stagen alt
Er flyttet bort
Fra mangen Ort,
Da Folk i Søvne falt.

2.

See af dem alle, som fik Bud,
Gik nogle faa af Babel ud,
Fik Ordenen af: FRIE FOR SKUD,
Og rejste saa med GUd.
Men Sathan af sin Slange-Krog
En blandet Gudsfrygt foreslog,
Den Gift endeel tilbage drog,
Som havde tabt sin Rejse-Bog.
Hvor mangen een sig bildte ind
At have et bevæbnet Sind,
Og kom dog ej i Staden ind.

* 107

Der klages ofte: Bleve ti
Ej alle rensede og frie,
Hvor ere da de Ni?

Chor.

GUds Pillegrime-Skare,
Paa hvert et Fied giv Agt!
Her er saa mangen Snare
Paa alle Sider lagt.
Følg Naadens klare Skin
I Ordets Spor;
Thi uden for
Er Dødens mørke Trin.

3.

Er Himlen altiid vist vort Maal,
Vort Forset, som Magnete-Naal?
Er Troen sterkere end Staal,
Og Kierlighed end Baal?
Hvad hielper Vext, som ej vil groe,
At bygge, og dog aldrig boe,
At komme løs, dog ej til Roe?
Vor Losen er: TIL DØDEN TROE.
Nu Landsmand! munter, vaag og beed.
Glem aldrig, hvad vor Goel leed,
Og lad ham see Bestandighed,
At vi paa Jorden udenlands
Har Zion kun i Hu og Sands,
Og Livets Brude-Krands.

* 108

Chor.

Hvad est du dog af Glæde
O søde Salem! fuld.
Hvor længes vi at træde
Paa Gaderne af Guld.
Ej! Pillegrim, kun fort
En liden Tiid,
Saa staaer du bliid
I Salenas Perle-Port.