Brorson, Hans Adolph Nr. 345. - LXII.

Nr. 345. - LXII.

1.

Naar mit Øje,
Træt af Møje,
Vaadt og mørkt af Taare-Regn,
Seer med Længsel
Af sit Fængsel
Op mod blide Salems Egn;
O hvor svinder da min Vee,
Bare ved derop at see!

* * 112

2.

Jeg fornemmer
Folke-Stemmer
Alle Slags, blant Englers Lyd,
Dem de driver
Op med Iver
I Guds Lofsangs fulde Fryd.
O hvor siger da min Siæl
Verden glædelig: Farvel!

3.

Ja jeg skuer
Dine Druer,
Paradiis! den Livets Frugt.
Dine søde
Roser møde
Mig nu alt med deres Lugt;
Giver Tidens Aande-Drag
Ævighedens Luft og Smag.

4.

Lammets klare
Brude-Skare
Seer jeg midt i Paradiis,
Hvor de svømme,
Som i Strømme
Af Guds søde Lof og Priis.
Snevre Vej og korte Tiid,
O hvad er din Ende bliid!

5.

Hierte milde,
JEsu lilde!

* 113

Som os Himlen vant saa huld;
See, hvor dines
Længsel pines
Under Tidens Aften-Kuld.
Naar, o søde Brudgom, da
Vil du hente mig herfra.