Brorson, Hans Adolph Uddrag fra Guds Kirckes Iubel-Fryd og Høytiid. Prædiken

På sine steder kan der komme en egen skønhed over hans ord, så det næsten føles som et lyrisk digt, f. eks. hvor han ud fra teksten taler om Herrens miskundhed: De første Christne kaldtes af Daaben de smaa Fiske, ret nok, og her ere de stoere Strømme, som de svømme udi: nemlig Herrens Miskundhed; det er Christi Turtel Dues gyldne Lund og Paradiis, blide Luft og Liflige Sommerdage, blanke Himmel og klare Sool: nemlig Herrens Miskundhed. Dersom dend skiuler sig for dem, ja da sidder de, som eenlig Fugl paa Taget og kand icke siunge bedre end en Rørdrum i Ørken... Men naar De Skyer driver forbie, Dend Vindter viger, da heeder det: Stat op min Venniste..., og så følger den forårsskildring fra Højs. 2, 10 flg., som han elskede så højt (s. 288).