Brorson, Hans Adolph Uddrag fra De vexillo Ecclesiæ

Når man har læst bogen, er man først og fremmest klar over, at Brorson var en stiv latiner. Sproget er yderst gloserigt; der er ordspil og elegante vendinger, og de lange, indviklede sætningsforbindelser giver det hele den tungtskridende værdighed, der er så væsentlig for latinens ejendommelige skønhed. Man forstår, at det - som tidligere omtalt (s. 259) - er fra dette sidste, Brorsons danske prosa har fået sit særpræg. Men hvad der på latin er en dyd, er jo unægtelig på dansk det modsatte.