Brorson, Hans Adolph 3. Ortografisk oversigt

3. Ortografisk oversigt

I det følgende meddeles en oversigt over væsentlige træk i Tønderhefternes retskrivning sammenlignet med digterens privatortografi. Der er gjort rede for de vigtigste af de punkter, hvor datidens skriftnorm frembyder variationsmuligheder, og for at lette sammenligningen med samtidigt og ældre sprog er oversigten i alt væsentligt ordnet på samme måde som de tilsvarende afsnit i Peter Skautrup: Det danske sprogs historie II (1947) s. 318 ff. og III (1953) s. 170 ff., hvortil der her henvises een gang for alle. De fleste punkter er drøftet i samtidens ortografiske skrifter, især Holbergs Orthographiske Anmerkninger (1720, genoptrykt i Danske Grammatikere v. H. Bertelsen IV (1920),

447

nedenfor citeret med henvisning til originalens sidetal), og Høysgaards Accentuered Grammatica (1747; genoptrykt smst. bd. IV); Tønderhefterne og Brorson indtager som regel et mere konservativt standpunkt end disse.

De tryk, der bærer navnet Kieszbuy, og de, der er trykt i Vajsenhuset hos Rotmer,1) synes kun på to væsentlige punkter at vise gennemgående forskelle: Kieszbuy-trykkene A-F har som regel ey, øy overfor ej, øj i Rotmer-trykkene G-I (se § 10.1 ndf.) og ck overfor k eller kk (§ 9.3). I begge disse henseender stemmer A-F med Brorsons (senere) privatortografi. De ortografiske indgreb er altså allerede begyndt med hefterne fra Vajsenhuset 1735 ff.

1) Stort begyndelsesbogstav anvendes i A-I nogenlunde konsekvent i liniebegyndelse og i substantiver samt substantiverede adjektiver: Da Stolte, Du Giærige (9:3.1, 4.1 osv.). I adjektiver med substantivisk førsteled bruges også lejlighedsvis stort bogstav: Sorrig-fulde Sind 9.2.1. Der skrives GUD JEsus (JESU) osv. Brorson selv er her langt mindre konsekvent. Storbogstav bruges tilsyneladende tilfældigt, fortrinsvis ved relativt vigtige ord. Jeg citerer fra V: tiid, undskylding, forønskning, soumission, respect, rimelighed, ungdommen, til fornøyelse, Visitations liste, Deres Excell., Herrer, Velsignelsers, Himmelen, Svaghed, Catechiserede, Salig... Ihukommelse, Saa (i eftersætning efter komma); i brevene er der måske en lidt stærkere tendens til at bruge stort bogstav: fraværelse, forhindringer, brev, betenckning, omstændigheder, nytte, ord, gierning: Høg Grevelig Naade, Deres høygrevelig Naades, Prøve, Ende, Indhold, Dispensation, Retferdighed. Smaae-Pocker, Kiøbenhafn. Fra P mærker man sig navnlig den inkonsekvente brug i sammensætninger: Bygnings-Mændene, Paaske-Dag, hoved-Maanet, Paaske-fest, jammer dal osv. Dette træk går igen i de håndskrevne hefter, især K.

2) Interpunktion, bindestreg. Medens A-F har de gammeldags skråstreger, indfører G-I komma. Tønderhefterne (både A-F og G-I) viser en påfaldende brug af bindestreg, navnlig i genitivforbindelser og mellem adjektiv og substantiv; til gengæld mangler bindestreg mange steder, hvor den efter samtidig praksis skulle stå. Denne praksis er knap så udpræget i de egenhændige dokumenter (se s. 474), men i de håndskrevne salmehefter, navnlig K, finder vi talrige spor deraf, også i tilfælde hvor Tøndertrykkene har normaliseret teksten, se fx. varr. s. 405 ff. til 29.12.3 53.5.4 86.12.2 18.6.2, 8 144.4.4, 12.1 150.1.3

* 448

197.9.2 208.5.3. - I J1 fjernes de fleste af de usædvanlige bindestreger, se eksempelsamling ndf. s. 456 f.

3) Længdeangivelse (materialet fra A omtrent fuldstændigt). Dobbeltskrivning af lang vokal i lukket stavelse er i A regel ved i, e, u og o: Iid, Tiid, Fliid, Priisz, Viisz, Paradiisz, Viin-Gaarden || Been, Steen, leer, meer, meest, Leeg, veed (men: vred), see || Huusz, Bruud (men: Jul, Skiul) || Bood, Rood, Flood, Mood, Blood, sto(o)d, lo(o)d, Roos, Stool, stoor, Floor, groor, troor, boor, Oord (og Ord), Moord, toog, Boog (men drog 2 gange). Mindre konsekvent ved ø, y: Døød (og Død), brøød (og brød), bød || Lyys (men Oplysz), Fryd, ydmyg. - Foran v skrives enkel vokal: blev, rev, fordrev || bliv, Liv, Skriv, Tiidsfordriv. Foran g er der vaklen: siig, riig, men slig, Svig. Der skrives som regel ned, en enkelt gang need. I G-I trænges dobbeltskrivning noget tilbage, navnlig ved ø og foran rd, rt (Ord). Tilføjelse af stumt e findes i A i udlyd ved langt o, ø, y: Tro(e), et Boe, en Roe, Toe (talord), beroe (inf.) (men: fro) || Høe, bestrøe, døe || Lye, Nye (ental) (men: fly). Derimod ikke efter aa: gaa, staa, maa, faa adj. i flt., Straa, Smaa; ej heller i præs.: faar, gaar. Der skrives muligt, grode (præt.). I de følgende hefter (B-I) er stumt e hyppigere. Det er således gennemført i udlyd efter vokal i førstearkene af Ea, F, G, I (over 100 tilfælde og kun 6 undtagelser, hvoraf de 3 er verbet maa (I)). I præsens faaer, gaaer, staaer er der vaklen, kun I har gennemført e. Det stumme e indsættes nu også foran suffix: troelig, umuelig og i tryksvag stavelse Jomfrue. I lukket rodstavelse findes der især efter o: Soel, Stoel, Roer.

I Brorsons privatortografi er brugen af dobbeltvokal mindre konsekvent gennemført (undtagen ved e og i), medens til gengæld stumt e bruges ret konsekvent (jfr. s. 474). Således finder man Lyys (men: lyset), fry(y)d, Lyynet (III 229), Bruud, Huus, suur, Sool (og Soel), Choor (III 234 Jord), Eed, steen, striid ofl., men bød, flød, god, stod, stor, Flor, liv, blev osv. Stumt e: Skye, nye, troe (subst. og adj.: III 150), saae, laae, faae, gaae, staae, Smaae-Pocker, Vie (imperativ), døe, jfr. også biefalde, mueligt, angaaer (men: gaar); i indlyd: foer III 151, stoere III 150. Brorson skriver i P altid Persohnen III 138 ofl. E og Ea: Personer 71.7.3 79.16.5. - Om veedst(e) se § 19.

4) Åbningsgrad (og runding). På dette område har der i dansk ortografi været stor vaklen helt op i det 19. årh., og i Brorsons sprog gør denne usikkerhed sig gældende både i mss. og tryk og endogså i rimene. Særlig synes han i visse ord at have haft aa for langt o og æ for langt e.

4.1) o:aa. Den lange vokal skrives aa, hvor senere sprog alm. har o, især i ordene haab (tilhaabe) og forlaare(n) ( udkaarne olgn.), se under J1 samt forlaarne III 151 tilhaabe T2 ad 107.2.5; T2 har endvidere tilmaade forstaade 107.4.1, 3 og taarne (= tordne) 107.7.2. I ord med kort vokal har A aa i Kaars(et), men de senere hefter (og T2) ofte Kors(et); omvendt har C rodden 51.4.4 (mod P: forraadnelse).

4.2) a:aa. Som adv. hedder haardt i originalms. (III 157) og K S T (fx. 33.5.4) normalt hart, ligesom i A-H, medens formen rettes i J1, s. d. P har formen Daatter III 140, medens A-I visst altid har Datter

449

fx. 3.2.2 (> dotter J4), jfr. 237.1.1 ( skatter, men > daatter i J4). A-I har undertiden den fra ældre bibelsprog kendte sideform sla(e).

4.3) u: o. A-I skriver fornommen (se u. J4) som rim på kommen. Ordet er ikke fundet i original-ms. (T1 har fornummen 10.6.3), men formodentlig har om:um i Brorsons sprog rimet (med lukket vokal), jfr. komme slumme 103.4.1-2, skumme fromme 266.3.3-4 (J2-7), jfr. 266.7.1; om rum 271.7.5-6 (rom om 53.3.5-6 i T1), om kom, Slum, Rum, from, stum, dum, -dom, Skum, Dom nr. 53.1-11. Alle tryk har bond 198.7.3, men bundløs 71.4.4; hefterne har både Konst 6.1.3 (A) og Kunst 164.4.5 (F; omsonst); jfr. Konge siunge 266.7.2 243.8.2. - P har konstig III 147.

4.4) y:ø. Om Gemøt(te), sønder (adv.) osv. se u. J1. De tilsvarende ord ikke fundet i mss. (jeg har noteret: Bryst Trøst III s. 233 ønskelig III 146 Fyrste, Synder (subst. i ental)). T1: gemytter stytter 10.7.1-2 gemøt-sødt 53.10.1.

4.5) e:æ. En undersøgelse af A samt førstearkene af Ea, F, G, I giver flg. resultat: For lang vokal har Tønderhefterne nogenlunde konsekvent e (ee):æ efter udtalen. Vekselformer findes i forb. ie/iæ (se ndf.) samt i evig/ævig, vee/væ(modig), jfr. nædrig A 10.8.1 tilstæde B (> til stede) 4.6.5 ( Glæde).

For kortvokalens vedkommende er hovedreglen den, at der skrives e overalt, hvor vokalen ikke veksler med a (eller aa, o) i stammen; i så fald skrives æ. Efter kons. i er der dog en stærk tendens til at skrive e uanset udtale og forhold til a (se ndf.). Efter disse regler skrives (i modsætning til nuværende praksis) fx. Egte-(stand, -skab osv.) Ea, kek I, Neppe A, decker, Dekke, Becke Ea, G, A, Ea, F, fordervet A, Ea, velter F, skrecke(lig) G, Slegt F, spender A, I. Bortset fra A, der synes at have æ overalt, hvor der foreligger alternation med a/o (undt. Vextes), er der dog noteret en del tilfælde, hvor den ældre form med (kort) e er bevaret: sencker Ea, legger F, I, fornemme F, recker I. Dobbeltformer er her særlig hyppige: sætte A, I: sette F, -skræncket F: -skrencket Ea, nævne I: nevne, nefne Ea, G, længe I: lenge Ea, tæncke A, Ea, G, I: betencke Ea, stærk G, I: sterck F, G, væcke/vecke F, mærke I: mercke F, Stæd(er) A: Sted F, brænde A, G, I: brende G, Mængde A: Mengde G. - Afvigelser i modsat retning for e) er særlig hyppige i A: ræt(te) (6 gange) A, (1 g.) I, men: ret Ea, F, I (3 g. ret som rim på eet 168.2.7-8), Smærte A: Smerte A, Ea, Pærle A: Perle G, Bærme A, G, snærte F, værge G, værre I, forfærdet I, værd(ig) Ea, F, I, stæmme, stæmt, bestæmt A, Bræt A, Frælseren A, træt G, I, tæt I, læt(te) I, mælde A, Nælde Ea, Trældom Ea, F, fortræd Ea, Næste F, Læs F, anfægter G, hændte (dvs. hente) G. Efter i finder vi e ikke blot i Hierter, Stierne, Bierg, Dievle og efter ki, gi i kiende, Kieppe, skiencke, skiende, kielne, gierning, gierne, giemme, begiere, regiere, men også ved alternation med a: Hielp, hielpe A, F, G, I (over 14 gange), gielde I; æ er her kun noteret i skiæncke/skiencke A, skiælve A, skiænde I (men: Skiendsel G).

Også ved langvokal trænger ie ind, selv hvor rigssproget (nu) har udtalen æ. Her finder vi vekselformer som Siæl(e) A (ca. 20 g.), G (9), I (6): Siel Ea (3), F (14), kiær(e) A, F, G, I: kier Ea, I (kier

450

lærd 168.5.7-8 ofl.), Kiærlig(hed) G (6 g.). I: Kierlig(hed) A, Ea, F; jfr. giærig A, Kiæde Ea. Der skrives vist altid tiene ( allene).

Originalmanuskripterne stemmer ikke fuldt overens med noget af hefterne. Navnlig afviger de stærkt fra A ved at have særlig mange af de gamle former med e i alternation med a: nevner, betencker, saalenge, lenges, trengsel, gelder, recker, sterck, mercke(lig), behielpelig; derimod æ (ofte svarende til tysk ä) i mægtig, prægtig, mænd, stænder, fuldstændig, omstændigheder, forhærdelse, forældre, tillægges, Stæd samt tænde, æmbede, Sælskab. Der er påfaldende mange dobbeltformer: e/æ findes i længsel, sætte, korsfæste(de), næst(en), ret(færdighed). Vi genfinder dobbeltformerne ævig/evig, Siel/siæl, kier/kiær. Af langvokaliske former noteres endvidere: skiær, forgiæves, tieniste. T2a har Vræden, hæde, ræde, ælske ofl. se ovf. s. 445.

Det bemærkes, at salmehefterne ikke på dette punkt synes at tilstræbe øjerim (hvorfor udgaven da heller ikke retter divergerende former). Der læses fx. i A: disz være Herre, kiende brænde, beklemt stæmt, Smærte Hierte, Stæmme Hiemme; med lang vokal: glæder beder 262.7.7.-8 glæde kiede (dvs. kæde) 129.3.2-3; jfr.: i steden Kierligheden 174.3.1, 3, men tilstæde Glæde B 4.6.5,7. Se også u. J4.

4.6) i:e. Om formen veedst(e) se § 19.

5) Omlydsforhold. I enkelte ord har trykkene dobbeltformer, der begge er sikret ved rimet: slykke rykke olgn. 192.7.1. 207.1.3 213.11.5 273.5.1 (> slukkes J4); uden for rim: 43.8.2 185.10.4 (> slukker J4) 216.3.3; noget hyppigere er slukke, dels i rim: 33.6.4 188.7.7 192.6.3, dels uden for rim: 36.1.7, 2.8 40.6.4. Ved siden af det alm. skygge (subst.) bygge 125.3.3 202.7.2 osv. findes en enkelt gang skugge bedugge 39.1.8 V.s.a. (lefnets) Løb F 152.18.4 ofl. findes (Levnets) Lob op F 170.1.8, jf. u. J4. Ordet en sværm findes kun i den sønderjyske sideform svarm 205.2.4. - Fra mss. har jeg kun noteret slukke III 155 (bibelcit.), sluches ( rykkes) T2 207.1.3.

6) Diftonger. 6.1) iu-y. A-I har visst gennemført iu i siunge og siuncke, men y i lyd(e), ly(y)s(e), ly(y)n, syg 51.4.7. Der skrives siun(t)es H: 107.6.1 117.2.3, F: 177.2.2, I: 201.5.2, sin Siun Ec 102.3.2, således også: i siunen, J1-3 254.1.2 ofl.; men til syne A 7.6.5 ( dyne), synes F 162.1.5. KST synes her normalt at stemme med hefterne, ligeledes P, der dog har synke (v.s.a. siuncker) og synes. Brevene har siug. Om rettelse af iu > y se J4.

6.2) Om ey:ei osv. se § 10.1.

7) Vokal i tryksvag stavelse. Foran s har A-I som regel e: rykkes, vores, Højeste, liggendes, Hiertes osv. I det første ark af A finder jeg kun 2 undtagelser, nemlig disz være 8.1.3 samt Menniskene, som findes 2 gange i de indskudte bibelsteder; i G: aldelis. Flere ex. på -is er anført under J1. Mss. har vistnok kun i i forb. -isk (menniske) og -ist (kieriste, eniste, tieniste), den sidste vekslende med -est. P skriver desz, K: diszbeder 33.5.2 (= G), T1: disverre 8.1.3.

451

8) Fremmede konsonanter. A-I bruger kun i navne og rene fremmedord c, ch, ph, th: Choor, Christus, Christen, Ach, Sathan, Bacchi, Prince(sse). Dog er ck i A-F det normale tegn for k uden for forlyd og forbindelsen sk. (jf. ndf. § 9.3). I mss. finder vi en lidt videre brug af C: Cuur, Classe, crone (men krone III 171 og trykkene), Contrakt; men normalt ck som i A-F; det er dog ofte vanskeligt at skelne ck og k. - Både tryk og mss. har altid gt (ikke ct), en enkelt gang gt for kt: opvagt ( bragt) C 53.2.1. - Både A-I og mss. har qv for kv (qvæge osv.), x for ks (voxe, vext, strax osv.). Navnlig Tønderhefterne har ofte tz (ts), hvor der senere rettes til ds olgn.: stetze 10.9.1 kratze 127.2.3 Platz 221.1.4 Spatzere-Gang 173.8.4 dantz 5.3.4 krantz 196.7.3 Glantz, Skantze osv.

I A (og i ringere grad i de senere hefter) findes ??? som tegn for s i udlyd efter vokal: Huus/huu???, Ly(y)???/Lyys, Rii???, Vii???, Paradii???, di???; være, i indlyd kun en enkelt gang: vi???ner. Intervokalisk derimod s og ss: disse, kysse, passe, vise, prise. I nærværende udgave erstattes ??? af sz.

9) Konsonantfordobling. I almindelighed har hefterne kun dobbeltkonsonant intervokalisk efter kort tryksvag vokal. Dog er der spor af den ældre brug af ff, og (navnlig) ck i udlyd og foran konsonant (jf. ovf..435 om nogle rettede former).

9.1) A-I har ofte ff foran t og r: Krafft, Kræffter, opløffter (A), stiffte, Offrer, opoffret (G) osv., en enkelt gang også som tegn for v: Effne (Ea).

9.2) Om ??? i udlyd se § 8 samt u. J1.

9.3) I A-F er skrivemåden ck næsten gennemført både mellem to vokaler (tacker osv.), i udlyd og foran eller efter konsonant: gick, Skick, betæncke, sickre/sikkre osv. I G-J er kk og k vist fuldt gennemført. Mss. stemmer her med de ældste hefter (ved linieskifte skrives hvil-ket III 133 ten-ke III 139).

9.4) I nogle af hefterne (Ea, F, H, I) findes sporadisk gg for g mellem to vokaler: Saggen 154.7.4 164.3.4 strygge 234.3.2 (J1 > stryge J2) ryggende 107.8.1. Tilsvarende er ikke fundet i mss., jfr. dog behaggelig 108.2.1 (T2).

9.5) Både trykkene og T har undertiden enkelt r for rr, fx disz være A ( Herre) 8.1.3. D har fyrrig 60.1.8 svarende til fyrrighed P III 158, medens A har Fyrighed 5.5.2. Om Døre støre T2 108.8.2 jfr. u. J1. Om taallig se u. J1, J4.

9.6) Den alm. skrivemåde for hedde(r) er både i tryk og mss. hede(r), fx. III 140 ofl. berede, beder olgn. 30.7.2 219.7.7 ofl. om hæde, ræde i T2a se ovf. s. 445. F har en enkelt gang kiøddet 173.2.2. P har Brodd III 174, jf. braad traad (part.) 46.10.3,6.

10) Halvvokaler. 10.1) i:j:y. Efter vokal dominerer y i A-F: ey, Seyr, Leyer, Høye, Møye, Mayestæter, men ej, øj forekommer dog ikke ganske sjælden (ophøje fornøye, Vej ey osv.). I G-I er ej, øj næsten gennemført. Derimod har jeg ikke fundet skrivemåden ei, øi. Mss. stemmer her med A-F, blot at ej her er endnu sjældnere (ofte er det vanskeligt at afgøre, om der står ey eller ej). I tyske låneord som Geistlighed skrives ei.

452

Foran vokal bruges j i ren forlyd: jeg (sjælden: ieg), jo. Derimod har man (visst uden undtagelse) i i »dækket forlyd«: Hierte, Stierne, Siel/Siæl, giort. Mss. stemmer her med A-F, blot at ieg visstnok er den normale skrivemåde.

10.2) u:v:f (w). w synes hverken at forekomme i hefterne eller i mss.; ej heller u som tegn for v (i svar, qvæge osv.) eller omvendt. Efter vokal er det normale v, men lejlighedsvis forekommer i alle hefterne f (undtagelsesvis ff, se § 9.1): hafde AF; Efne, Nefne Ea; Lefnet, Sælf, fafne, hafne, Fafn, gif F; Staf, Haf, hefne, Efne, refne ofl. G; af gaf I (men trav af F 165.9.5, 8). Dette stemmer med mss., der undtagelsesvis har nafn(e) (men over 7 gange navn), refselse, Rafn, Kiøbenhafn/havn, self. Der skrives haft III 142. I ordet liflig har mss. vist altid livlig 1) III 140 164 171, jfr. T3 230.14.3, men liflig K 210.11.4; således også hyppigt i hefterne, se u. J1-4. Mss. har altid Lov i forb. som Gud skee Lov, jfr. lof (J2 og) J4.

11) Palatalisering. Skrivemåderne gi, ki, ski er praktisk talt gennemført i alle hefterne. Af undtagelser har jeg kun noteret: ske Ea, keed, kedes G, kek I, Sml. u. J4 . Tilsvarende mss. (keed III 135).

12) Stumme konsonanter. 12.1) A-I gennemfører som regel at bevare grundformens d foran t og s i bøjning og afledning: vidt, bredt, spædt, lidt (og Lit), men: søt ( Gemøt). - Sidste (men best), Vædske, sendt, bekiendt (men blant, hart) A. - Herudover findes d mellem n og s eller t i Sands, sandse, Glands (Glantz, se § 8), gandske, pyndtet (Ea har to gange pyndet 78.1.4 79.3.8), Tidsel, men ikke i hans (af hand) og kun en enkelt gang i dends. Der skrives hand og dend (i A-F sjældnere, i G-I vistnok alm.: den), mand, ald (men oftest altiid, alting, al Verden). Falsk d findes i betaldte ( udvaldte 1.13.6), forvaldte ( kaldte) 78.4.4 (begge rettet i J4 ). Modalverberne har både i præteritum, i præs. plur. og inf. formerne kande, skulde, vilde (jfr. har vildet, i F dog at ville), men i præsens skrives vistnok konsekvent kand, skal, vil. Mss. har ligeledes randt, fandt, vandt, svandt (men iblant), fuldt, opholdt, forgrædte, men: got (V, P), vit, mit i. Falsk d synes lidt hyppigere i hss.: (V, P:) Krands, gandske (ind)hendte, forvendte, se også s. 435. Der skrives hand, mand (pron.), men den (som i G-I), ald, ald verden, men altiid. Modalverber som i A-I.

13) -et: -ed: -edt i tryksvag stavelse. Neutrum af den efterhængte artikel skrives i A-I -et, kun rent undtagelsesvis -ed ell. edt (Støved 11.2.2, Lysedt). I participium er -et også det alm., men -ed forekommer dog ikke ganske sjældent: foragted, pyndted, se videre u. J1. Omvendt har A fx. I velsignet Smaa (> velsigned' J4) 9.10.1. H: krænket (præt.) sænket (part.) 115.4.5. - I ordene hoved, maaned, levned, fremmed har hefterne (i al Fald A) oftest -et, sjældnere -ed. Fra mss. har jeg noteret: Maaned/Maanet, hoved/hovet, fremmed/fremmet, part. indhendtet, behaget osv. V (kun -et). i P har part. alm. -et, men: saaed, hasted, Vaagned.

* 453