Brorson, Hans Adolph Uddrag fra Svane-Sang ; Lissabon ; Mindre digte ; Prosaskrifter ; Tillæg : Paul Diderichsen: Filologisk redegørelse. Arthur Arnholtz: Brorsons vers- og sangkunst. - 1956

↩ For kortvokalens vedkommende er hovedreglen den, at der skrives e overalt, hvor vokalen ikke veksler med a (eller aa, o) i stammen; i så fald skrives æ. Efter kons. i er der dog en stærk tendens til at skrive e uanset udtale og forhold til a (se ndf.). Efter disse regler skrives (i modsætning til nuværende praksis) fx. Egte-(stand, -skab osv.) Ea, kek I, Neppe A, decker, Dekke, Becke Ea, G, A, Ea, F, fordervet A, Ea, velter F, skrecke(lig) G, Slegt F, spender A, I. Bortset fra A, der synes at have æ overalt, hvor der foreligger alternation med a/o (undt. Vextes), er der dog noteret en del tilfælde, hvor den ældre form med (kort) e er bevaret: sencker Ea, legger F, I, fornemme F, recker I. Dobbeltformer er her særlig hyppige: sætte A, I: sette F, -skræncket F: -skrencket Ea, nævne I: nevne, nefne Ea, G, længe I: lenge Ea, tæncke A, Ea, G, I: betencke Ea, stærk G, I: sterck F, G, væcke/vecke F, mærke I: mercke F, Stæd(er) A: Sted F, brænde A, G, I: brende G, Mængde A: Mengde G. - Afvigelser i modsat retning (æ for e) er særlig hyppige i A: ræt(te) (6 gange) A, (1 g.) I, men: ret Ea, F, I (3 g. ret som rim på eet 168.2.7-8), Smærte A: Smerte A, Ea, Pærle A: Perle G, Bærme A, G, snærte F, værge G, værre I, forfærdet I, værd(ig) Ea, F, I, stæmme, stæmt, bestæmt A, Bræt A, Frælseren A, træt G, I, tæt I, læt(te) I, mælde A, Nælde Ea, Trældom Ea, F, fortræd Ea, Næste F, Læs F, anfægter G, hændte (dvs. hente) G. Efter i finder vi e ikke blot i Hierter, Stierne, Bierg, Dievle og efter ki, gi i kiende, Kieppe, skiencke, skiende, kielne, gierning, gierne, giemme, begiere, regiere, men også ved alternation med a: Hielp, hielpe A, F, G, I (over 14 gange), gielde I; æ er her kun noteret i skiæncke/skiencke A, skiælve A, skiænde I (men: Skiendsel G).