Brorson, Hans Adolph Uddrag fra Svane-Sang ; Lissabon ; Mindre digte ; Prosaskrifter ; Tillæg : Paul Diderichsen: Filologisk redegørelse. Arthur Arnholtz: Brorsons vers- og sangkunst. - 1956

12) Stumme konsonanter. 12.1) A-I gennemfører som regel at bevare grundformens d foran t og s i bøjning og afledning: vidt, bredt, spædt, lidt (og Lit), men: søt ( Gemøt). - Sidste (men best), Vædske, sendt, bekiendt (men blant, hart) A. - Herudover findes d mellem n og s eller t i Sands, sandse, Glands (Glantz, se § 8), gandske, pyndtet (Ea har to gange pyndet 78.1.4 79.3.8), Tidsel, men ikke i hans (af hand) og kun en enkelt gang i dends. Der skrives hand og dend (i A-F sjældnere, i G-I vistnok alm.: den), mand, ald (men oftest altiid, alting, al Verden). Falsk d findes i betaldte ( udvaldte 1.13.6), forvaldte ( kaldte) 78.4.4 (begge rettet i J4 ). Modalverberne har både i præteritum, i præs. plur. og inf. formerne kande, skulde, vilde (jfr. har vildet, i F dog at ville), men i præsens skrives vistnok konsekvent kand, skal, vil. Mss. har ligeledes randt, fandt, vandt, svandt (men iblant), fuldt, opholdt, forgrædte, men: got (V, P), vit, mit i. Falsk d synes lidt hyppigere i hss.: (V, P:) Krands, gandske (ind)hendte, forvendte, se også s. 435. Der skrives hand, mand (pron.), men den (som i G-I), ald, ald verden, men altiid. Modalverber som i A-I.