Bøjning og Afledning
✂ 14) Genus. Vaklen i genusbrug er hverken i tryk eller mss. væsentligt hyppigere end i andre af tidens skrifter. De vigtigste træk er flg.
✂ 14.1) Adjektiver og pron. Neutrums-t mangler undertiden, især hvor et adj. står adverbielt og fortrinsvis ved adj. på -ig. Exx. fra trykkene er anført under J1. Fra P og brevene er noteret (som adv.): fuldstændig, naadig, sterck III 163 168. - Pron. ingen hedder i A-I i forb. m. neutrumsord alm. ingen: slet ingen ney 186.3.1 slet ingen ord 118.5.5, men: intet Blad bd. I s. 4.20 (J2). Ligeså P: slet ingen Raad, det var ingen under III 164 ingen blodig saar (flt.?). Brevene: intet haab.
✂ 14.2) Substantiver. P har ligesom A-I: en... Tempel, i vor stæd. Se i øvrigt under J1.
✂ 15) Numerus. 15.1) Substantiver. Ligesom hefterne har P dobbeltformer i ord som disciple(r) III 154 168 f. Dievle(r) 150 f. 160 Engle(r) 156 173 Apostle(r) 137 ofl. Ordet tåre hedder i trykkene i ental Taar 1.18.5 25.2.3 255.3.6 (Taare ere intet steds sikkert ental). I flt. er Taarer den alm. form, ikke blot i rim 166.12.1, men også uden for rim (ca. 15 exx. noteret; jf. III 166). Flt. Taare optræder over 11 gange som rim, men synes at være sjældnere uden for rim: 217.7.2 254.4.2 (begge steder kan opfattes som ental, jfr. III 159). Formen Taar optræder som flt. III 188.29. P har tilsvarende dobbeltformer: III 151 164 166. I J2-3 rettes Taarer undertiden til taare: 27.10.2 40.10.5.
✂ 15.2) Verber. Ligesom hefterne er mss. inkonsekvente m. h. t. verbernes flertalskongruens. Kun i bibelcitater spores en stærkere tendens til at gennemføre flertalsformer efter flertalssubj. Særlig sjælden er flt. af modalverberne (og have).
✂ 16) Kasus. 16.1) Genitiv. De gamle bestemte former på -(s)ens er overordentlig hyppige i A-I (se under J1 ]; i originalmss. er de også ret almindelige i stående udtryk fra bibel- og salmesprog: livsens (bog, fyrste, træ, vej, vand, kilde) fx. III 159 173, helvedes og Dødsens nøgler III 160, Retferdighedsens, i Korsens skole III 153 (men: i Korsets nat 141), Menniskens Søn, Hiertens lengsel osv.; men: Syndens Legeme III 142 Naadens Skiød, i nødens tid. - Desuden finder man bibelske genitiver som dine lives dage (III 132: bibelcit.), eders arves Pant III 173. - Genitiv udtrykt ved efterstillet pron.: den gamle Mand Hans øye III 233, jf. 92.1.6 224.10.2. K S T stemmer som regel med A-I, men moderniserer undertiden formerne.
✂ 16.2) Nominativ. Mss. har visst kun hvo som, hvo der; A-I har enkelte exx. på hvem, der senere rettes til hvo, se u. J1.
✂ 17) Person. P har du skal 295.3.6 men du est 295.4.1 ff. I A-I er brug af 2. person på -(s)t i verberne normal, men ikke gennemført (jfr. u. J1). K S T afskaffer undertiden 2. personsformen. I brevene er tiltaleformen: Deres høygrevelig Naade.
✂ 18. Modus. Om imper. holt se u. J1.
454✂ 19) Tempus. Materialet i originalmss. er for spredt til, at man kan give noget sammenhængende billede af Brorsons verbalbøjning. Der er dog tydelige spor af, at den vaklen, vi finder i trykkene, delvis kan gå tilbage til forfatteren, der delte tidens usikkerhed på dette punkt og udnyttede friheden, således at han valgte den form, der passede bedst i rim og rytme. I de svage verber bemærker man, at adskillige ord har bevaret den lange bøjning: talede, talet III 138 165 har knuset, forkyndet, blev kaldet (og kaldt) III 168 f. 132, forkastede (men: forkast), havde korsfestet, den korsfæstede III 132 141 (men: den korsfeste III 160 163 er korsfest 141, jfr. Korsfæst(e): 32.1.1, 3.6). Sekundære langformer findes i glædede III 136, vigede III 164. - I den korte bøjning skrives endelsen normalt -te: viiste, elskte, smagte, meente, men efter -r finder vi dog også -de i udførde III 132; jfr. førde 4.4.2, ( bønhørde) 109.7.8, ( oprørde) 79.4.5; hørde 41.8.3 lærde 227.2.9 (men lærte hierte 188.6.6). Jfr. J1. I disse forbindelser har -d rimeligvis endnu været stumt i datidens talesprog, jfr. rim som kier uforfærd 171.6, lærd 168.5; forfærde giærde 68.6.3, således som det endnu er i gjorde, men netop dette ord har hos Brorson den ellers usædvanlige form giorte III 132 ff., T2a 164.9.8 (men giorde III 133 og nogle få andre steder, gennemført i den trykte udgave af Svanesang); den ændres i de senere tryk, se under J1 , i J4 også hvor den rimer på borte. Formen er vel dannet i analogi m. part. giort ( bort 174.2.5). Jf.: efter aflagde Geistlighedens Eed V.
✂ Verberne følge, sælge, vælge har i præt. former som fuldte, soldte III 146 169, i part. (plur.) udvalde III 173 udvaldte III 144 (bibelcit.). Disse former genfindes i trykkene og rettes ikke: har fuldt 169.4.6 fuldte 91.8.1 udvalde (part.) falde 213.12.3 befalde (inf.) 228.7.6; har val(d)t alt 225.4.4 227.3.6. Verber med opr. d (ð) i stammen har i præt. i orig.mss. alm. tid: klædde III 149 (men glædede 136), i part. -d: blev fød III 133 har, er bered III 171. De samme former finder vi i A-J3, indtil J4 planløst indfører den nyere stavemåde med -dt (H J1 har dog forraadt -daad, og J3 retter fød > født 9.4.2). Foruden de under J4 nævnte exx. kan anføres flg., hvor rimet viser, at der udtaltes åbent d: er, har fød skiød, nød, død 82.1.6 107.6.4 141.4.1, est, har traad braad (dvs. brod) 46.10.6; uden rim: 49.3.8; er, har ber(e)ed III 171 sted, fred 24.5.5 138.6.8 125.9.6. Dette er en rimtradition, som kan følges i dansk salmedigtning fra Hans Thomissøn til Grundtvig. I præteritum har jeg kun noteret een rimform: klædde at redde 98.3.3 105.17.4; uden rim: traadde 86.2.8 143.4.1, fødde 44.2.3 (som plur. af part.: 188.2.1). I oprindelig stærkt bøjede verber som lide, stride finder vi præt. lidde, stridde 79.12.5 240.5.5 266.8.3 ofl. (men leed 24.3.6 ofl.), part. har striid (J2-3; striidt J4) 273.3.2 274.1.2, striidt (J1 ff.) 26.4.1 har liidt (I J1 ff.) 199.2.5. I ord med opr. t i stammen hedder præt. fx. ledte (dvs. søgte) III 164 78.11.1, svedte 2.4.6; part. fx. forstødt 76.1.2 afslidt, grædt P. Af ord, hvis stamme ender på vokal, har jeg kun noteret: flydde 165.8.6 skeede III 146, 46.8.10 ( vrede), skeet III 134 ofl. forseet 128.2.11, men beteed -hed 224.1.2 toed, troed 125.5.3 202.7.3 forsmaaed 116.4.8 flydt (smykket) 78.1.5. - Den ejendommelige form veedst(e) (jfr. Ordbog
455✂ over det danske Sprog) findes både i mss. (fx. III 157 f.) og trykkene, fx. B 2.3.5, C 49.1.8, G 30.3.5 (men vidste Ea).
✂ 19.2) P har i præsens kortformer som bær, fa(e)r III 148 167 169 171 (især i bibelcit.), men i trykkene synes kun at forekomme langformerne: bærer 30.1.3 farer 54.9.3 ofl., jfr. sværer 99.3.3 (forsvære III 168).
✂ 19.3) De stærke verbers participier har i originalmss. som regel kongruens med subj. både i tal og i køn, men undtagelser er ikke helt sjældne: noget er bleven borte III 156 Brudgommen er taget fra Eder III 163, således også i trykkene: Lyset er .. kommen har fornommen 8.4.1 Og begge vor navne i himlen er skreven er du og bleven 188.6.2 tilsv. 18.6.7 jeg er hiulpet 168.8.0. - Efter har finder man i mss. alm. -et: har indtaget, vundet, givet III 169 163 (bibelcit.) 174, men også: har funden, vunden, overstanden, uddreven III 159 f. 139. Samme inkonsekvens i trykkene: har taget, drevet (A), fundet (H) 126.8.2 v. s. a. har funden, bunden (A), har funden ( forsvunden) 172.1.3-4 fornommen (se ovf.); -en rettes delvis > et i J1, s. d. - Særlig mærkes i P formen: alle vare bortgaaene fra graven III 154, formen var ikke ualm. i samtiden, se ODS u. gaa.
✂ 20) Præsens participium på -es er alm. i mss.: anlangendes V naar den er nærværendes, blev hun staaendes III 156 skiønt uvidendes III 157 siddendes hos Guds høyre haand III 172, vist noget sjældnere i A-I, se u. J1.
✂ 21) Afledning. Der skrives undskyldning, befaling V. Se u. J1.
✂ 22) Enkelte ord. Salmehefterne har den tyske og sønderjyske form ville (dvs. vilje), dels hvor ordet rimer på stille 84.15.6, forestille 127.2.4 (jfr. dog i H: Villie spille 105.10.2), dels hvor metrum kræver to stavelser; hvis versemålet kræver 3 stavelser skrives derimod villie: 13.4.3. Om ændringer se u. J1. Både P og A-I skriver tilig, fx. A 18.4.3 III 152. - Om livlig/liflig se § 10.2. P har formerne tviil, tvile (III 160), ligesom trykkene, se u. J1 . - P har to steder ligge for legge (III 160 168), svarende til A 7.7.4. - Ordet linned har formen linden P III 146, jfr. Feilbergs Ordb. - vunder-verke (F) 153.2.2 genfindes i T2bc 29.10.1 (og tillægsstrofe efter 29.11); rettelsen til Under er (G2 J1 ff.) skyldes således antagelig sætteren.
✂ 23) Syntaktiske bemærkninger. Hjælpeverbet have er undertiden udeladt i inf.: ligesom hun vilde grædt hiertet ud III 148 hvo der da kunde seet III 157, jfr. Jeg burde været 37.5.2. - P har et enkelt tilfælde med »dobbelt supinum«: ellers kunde det vel ikke været skeet III 156-57. Nogle gange skriver P hendes for sin: at hun i hendes ungdom har været vild III 150, jfr. 157; ligeså trykkene.