Brorson, Hans Adolph Bøjning og Afledning

Bøjning og Afledning

14) Genus. Vaklen i genusbrug er hverken i tryk eller mss. væsentligt hyppigere end i andre af tidens skrifter. De vigtigste træk er flg.

14.1) Adjektiver og pron. Neutrums-t mangler undertiden, især hvor et adj. står adverbielt og fortrinsvis ved adj. på -ig. Exx. fra trykkene er anført under J1. Fra P og brevene er noteret (som adv.): fuldstændig, naadig, sterck III 163 168. - Pron. ingen hedder i A-I i forb. m. neutrumsord alm. ingen: slet ingen ney 186.3.1 slet ingen ord 118.5.5, men: intet Blad bd. I s. 4.20 (J2). Ligeså P: slet ingen Raad, det var ingen under III 164 ingen blodig saar (flt.?). Brevene: intet haab.

14.2) Substantiver. P har ligesom A-I: en... Tempel, i vor stæd. Se i øvrigt under J1.

15) Numerus. 15.1) Substantiver. Ligesom hefterne har P dobbeltformer i ord som disciple(r) III 154 168 f. Dievle(r) 150 f. 160 Engle(r) 156 173 Apostle(r) 137 ofl. Ordet tåre hedder i trykkene i ental Taar 1.18.5 25.2.3 255.3.6 (Taare ere intet steds sikkert ental). I flt. er Taarer den alm. form, ikke blot i rim 166.12.1, men også uden for rim (ca. 15 exx. noteret; jf. III 166). Flt. Taare optræder over 11 gange som rim, men synes at være sjældnere uden for rim: 217.7.2 254.4.2 (begge steder kan opfattes som ental, jfr. III 159). Formen Taar optræder som flt. III 188.29. P har tilsvarende dobbeltformer: III 151 164 166. I J2-3 rettes Taarer undertiden til taare: 27.10.2 40.10.5.

15.2) Verber. Ligesom hefterne er mss. inkonsekvente m. h. t. verbernes flertalskongruens. Kun i bibelcitater spores en stærkere tendens til at gennemføre flertalsformer efter flertalssubj. Særlig sjælden er flt. af modalverberne (og have).

16) Kasus. 16.1) Genitiv. De gamle bestemte former på -(s)ens er overordentlig hyppige i A-I (se under J1 ]; i originalmss. er de også ret almindelige i stående udtryk fra bibel- og salmesprog: livsens (bog, fyrste, træ, vej, vand, kilde) fx. III 159 173, helvedes og Dødsens nøgler III 160, Retferdighedsens, i Korsens skole III 153 (men: i Korsets nat 141), Menniskens Søn, Hiertens lengsel osv.; men: Syndens Legeme III 142 Naadens Skiød, i nødens tid. - Desuden finder man bibelske genitiver som dine lives dage (III 132: bibelcit.), eders arves Pant III 173. - Genitiv udtrykt ved efterstillet pron.: den gamle Mand Hans øye III 233, jf. 92.1.6 224.10.2. K S T stemmer som regel med A-I, men moderniserer undertiden formerne.

16.2) Nominativ. Mss. har visst kun hvo som, hvo der; A-I har enkelte exx. på hvem, der senere rettes til hvo, se u. J1.

17) Person. P har du skal 295.3.6 men du est 295.4.1 ff. I A-I er brug af 2. person på -(s)t i verberne normal, men ikke gennemført (jfr. u. J1). K S T afskaffer undertiden 2. personsformen. I brevene er tiltaleformen: Deres høygrevelig Naade.

18. Modus. Om imper. holt se u. J1.

454

19) Tempus. Materialet i originalmss. er for spredt til, at man kan give noget sammenhængende billede af Brorsons verbalbøjning. Der er dog tydelige spor af, at den vaklen, vi finder i trykkene, delvis kan gå tilbage til forfatteren, der delte tidens usikkerhed på dette punkt og udnyttede friheden, således at han valgte den form, der passede bedst i rim og rytme. I de svage verber bemærker man, at adskillige ord har bevaret den lange bøjning: talede, talet III 138 165 har knuset, forkyndet, blev kaldet (og kaldt) III 168 f. 132, forkastede (men: forkast), havde korsfestet, den korsfæstede III 132 141 (men: den korsfeste III 160 163 er korsfest 141, jfr. Korsfæst(e): 32.1.1, 3.6). Sekundære langformer findes i glædede III 136, vigede III 164. - I den korte bøjning skrives endelsen normalt -te: viiste, elskte, smagte, meente, men efter -r finder vi dog også -de i udførde III 132; jfr. førde 4.4.2, ( bønhørde) 109.7.8, ( oprørde) 79.4.5; hørde 41.8.3 lærde 227.2.9 (men lærte hierte 188.6.6). Jfr. J1. I disse forbindelser har -d rimeligvis endnu været stumt i datidens talesprog, jfr. rim som kier uforfærd 171.6, lærd 168.5; forfærde giærde 68.6.3, således som det endnu er i gjorde, men netop dette ord har hos Brorson den ellers usædvanlige form giorte III 132 ff., T2a 164.9.8 (men giorde III 133 og nogle få andre steder, gennemført i den trykte udgave af Svanesang); den ændres i de senere tryk, se under J1 , i J4 også hvor den rimer på borte. Formen er vel dannet i analogi m. part. giort ( bort 174.2.5). Jf.: efter aflagde Geistlighedens Eed V.

Verberne følge, sælge, vælge har i præt. former som fuldte, soldte III 146 169, i part. (plur.) udvalde III 173 udvaldte III 144 (bibelcit.). Disse former genfindes i trykkene og rettes ikke: har fuldt 169.4.6 fuldte 91.8.1 udvalde (part.) falde 213.12.3 befalde (inf.) 228.7.6; har val(d)t alt 225.4.4 227.3.6. Verber med opr. d (ð) i stammen har i præt. i orig.mss. alm. tid: klædde III 149 (men glædede 136), i part. -d: blev fød III 133 har, er bered III 171. De samme former finder vi i A-J3, indtil J4 planløst indfører den nyere stavemåde med -dt (H J1 har dog forraadt -daad, og J3 retter fød > født 9.4.2). Foruden de under J4 nævnte exx. kan anføres flg., hvor rimet viser, at der udtaltes åbent d: er, har fød skiød, nød, død 82.1.6 107.6.4 141.4.1, est, har traad braad (dvs. brod) 46.10.6; uden rim: 49.3.8; er, har ber(e)ed III 171 sted, fred 24.5.5 138.6.8 125.9.6. Dette er en rimtradition, som kan følges i dansk salmedigtning fra Hans Thomissøn til Grundtvig. I præteritum har jeg kun noteret een rimform: klædde at redde 98.3.3 105.17.4; uden rim: traadde 86.2.8 143.4.1, fødde 44.2.3 (som plur. af part.: 188.2.1). I oprindelig stærkt bøjede verber som lide, stride finder vi præt. lidde, stridde 79.12.5 240.5.5 266.8.3 ofl. (men leed 24.3.6 ofl.), part. har striid (J2-3; striidt J4) 273.3.2 274.1.2, striidt (J1 ff.) 26.4.1 har liidt (I J1 ff.) 199.2.5. I ord med opr. t i stammen hedder præt. fx. ledte (dvs. søgte) III 164 78.11.1, svedte 2.4.6; part. fx. forstødt 76.1.2 afslidt, grædt P. Af ord, hvis stamme ender på vokal, har jeg kun noteret: flydde 165.8.6 skeede III 146, 46.8.10 ( vrede), skeet III 134 ofl. forseet 128.2.11, men beteed -hed 224.1.2 toed, troed 125.5.3 202.7.3 forsmaaed 116.4.8 flydt (smykket) 78.1.5. - Den ejendommelige form veedst(e) (jfr. Ordbog

455

over det danske Sprog) findes både i mss. (fx. III 157 f.) og trykkene, fx. B 2.3.5, C 49.1.8, G 30.3.5 (men vidste Ea).

19.2) P har i præsens kortformer som bær, fa(e)r III 148 167 169 171 (især i bibelcit.), men i trykkene synes kun at forekomme langformerne: bærer 30.1.3 farer 54.9.3 ofl., jfr. sværer 99.3.3 (forsvære III 168).

19.3) De stærke verbers participier har i originalmss. som regel kongruens med subj. både i tal og i køn, men undtagelser er ikke helt sjældne: noget er bleven borte III 156 Brudgommen er taget fra Eder III 163, således også i trykkene: Lyset er .. kommen har fornommen 8.4.1 Og begge vor navne i himlen er skreven er du og bleven 188.6.2 tilsv. 18.6.7 jeg er hiulpet 168.8.0. - Efter har finder man i mss. alm. -et: har indtaget, vundet, givet III 169 163 (bibelcit.) 174, men også: har funden, vunden, overstanden, uddreven III 159 f. 139. Samme inkonsekvens i trykkene: har taget, drevet (A), fundet (H) 126.8.2 v. s. a. har funden, bunden (A), har funden ( forsvunden) 172.1.3-4 fornommen (se ovf.); -en rettes delvis > et i J1, s. d. - Særlig mærkes i P formen: alle vare bortgaaene fra graven III 154, formen var ikke ualm. i samtiden, se ODS u. gaa.

20) Præsens participium-es er alm. i mss.: anlangendes V naar den er nærværendes, blev hun staaendes III 156 skiønt uvidendes III 157 siddendes hos Guds høyre haand III 172, vist noget sjældnere i A-I, se u. J1.

21) Afledning. Der skrives undskyldning, befaling V. Se u. J1.

22) Enkelte ord. Salmehefterne har den tyske og sønderjyske form ville (dvs. vilje), dels hvor ordet rimer på stille 84.15.6, forestille 127.2.4 (jfr. dog i H: Villie spille 105.10.2), dels hvor metrum kræver to stavelser; hvis versemålet kræver 3 stavelser skrives derimod villie: 13.4.3. Om ændringer se u. J1. Både P og A-I skriver tilig, fx. A 18.4.3 III 152. - Om livlig/liflig se § 10.2. P har formerne tviil, tvile (III 160), ligesom trykkene, se u. J1 . - P har to steder ligge for legge (III 160 168), svarende til A 7.7.4. - Ordet linned har formen linden P III 146, jfr. Feilbergs Ordb. - vunder-verke (F) 153.2.2 genfindes i T2bc 29.10.1 (og tillægsstrofe efter 29.11); rettelsen til Under er (G2 J1 ff.) skyldes således antagelig sætteren.

23) Syntaktiske bemærkninger. Hjælpeverbet have er undertiden udeladt i inf.: ligesom hun vilde grædt hiertet ud III 148 hvo der da kunde seet III 157, jfr. Jeg burde været 37.5.2. - P har et enkelt tilfælde med »dobbelt supinum«: ellers kunde det vel ikke været skeet III 156-57. Nogle gange skriver P hendes for sin: at hun i hendes ungdom har været vild III 150, jfr. 157; ligeså trykkene.