Brorson, Hans Adolph Førsteudgaven J1 (1739).

Førsteudgaven J1 (1739).

1) Storbogstav. Brugen af storbogstav indskrænkes - dog uden fuld konsekvens - til liniebegyndelse, personnavne og navne på guddommens personer (hvor ofte to eller flere bogstaver er store): GUd, HErren, JEsus, Skaberen, Frelseren, Aanden. Dette beror efter tidens typografiske praxis på, at teksten nu for at spare plads trykkes omløbende, ikke i verslinier1), hvorved stort bogstav bliver signal for versliniens begyndelse.

2) Interpunktion og bindestreg. Skråstregerne i A-F afløses af komma. I øvrigt foretages kun tilfældige ændringer af interpunktionen.

Derimod gribes der kraftigt ind i originalernes ejendommelige brug af bindestreg efter genitiv; stregen fjernes ikke blot hvor den strider mod almindelig brug, men også i mange tilfælde, hvor der efter moderne opfattelse foreligger sammensætning, og hvor der efter tidens praksis ikke synes at være noget usædvanligt ved hefternes brug. Da vi her øjensynlig har at gøre med en særpræget sprogbrug hos Brorson, vil vi anføre et fyldigt eksempelmateriale og ordne det i grupper, der viser, at brugen ikke er aldeles tilfældig.

a) Den mest iøjnefaldende type er bestemt form i genitiv med efterfølgende substantiv. I de fleste tilfælde ville det være muligt nu at have ubest. gen. som første led og hele sammensætningen i best. form; som regel er førsteleddet et ord, der ofte optræder i sammensætning i religiøst sprog: Naadens-Kilde (dvs. nådeskilden) aldrig tømmes 8.2.3 Naadens-Himmel 128.7.4 for Naadsens-Stool og Throne

* 457

19.8.2 med Naadens-Trøst 8.1.6 Livsens-Fyrstes Hierte 41.17.5 fald af Livsens-Vand 28.5.3 ingen Syndsens-Gift 35.1.1 til Korsets-Orden ind 15.1.8 paa Korsets-Træ 30.4.1 Naar Hiertets-Mening kun er god 28.6.4 det betyder Ærens-Kroner og en evig Samlings-Roe 79.16.7-8 I Frydens-Lund 79.1.1 (jf. 105.9.3) Pagtens-Ark 3.7.5 lod Dødsens-Dom opskrive, til Dødsens-Dom opskreven, blive under Dødsens-Dom 35.10.2 86.5.12 117.13.2 i Dødsens-Baand 28.2.5. - Med foranstillet bestemt pron.: Det Livsens-Ord, den Guddoms-Kraft 28.14.1 dit Livsens-Træ og Frugt 128.8.8 ofl. den trange Livsens-Stie 61.9.4 det onde Kiødsens-Sind 61.9.5. Denne manér drives så vidt, at der sættes bindestreg, endogså hvor der kommer et adjektiv ell. lign. mellem genitiven og det efterfølgende substantiv: Udi Naadens-blide Aar 8.7.2 Naadens-rige Kilde 31.3.2 Kierlighedens-fulde Iver 29.12.4. I ægte sammensætn. er bindestreg fjernet i Hiertens-Fryd 40.17.4 min søde Rosens-Mund 20.5.3.

b) Ubestemt genitiv; særlig mærkes tilfælde, hvor et foranstillet pron. eller genitiv hører til genitiven: til vor Forløsnings-Verck 30.2.3 mit Hiertes-Roe 30.5.5 din Boligs-Sæde 96.9.1 i vor Begierligheds-Grave 107.4.5 Guds Vredes-Perse 35.12.2 hans Korses-Dag 41.15.4 hans Naades-Kilde 15.7.7 Guds høye Thrones-Sæde 61.3.1 fick en Dødnings-Skick 41.6.2 min Roses-Purpur Saft 29.16.3 (ikke rettet i J1). Jf. tilfælde som et faders sind § 14.3. Andre tilfælde: Helveds-Ild og Svovel-Flod (måske): Helveds ild- og svovlflod) 29.2.1 fra Verdens-Nat 28.14.4.

c) Tilfælde, hvor bindestreg er fjernet i forbindelser, der med rimelighed kan opfattes som egentlige sammensætninger: Verdens-Lyst(er) 27.8.2 128.4.6 vor Daabes-Pagt 11.8.2 Fryds-Basuner 33.12.4 af Herrens Vredes-Riis 87.1.2 med Længsels-Taare 3.1.6 i Kierligheds-Taare 107.5.6 en yndig Naades-Sommer 3.3.6 De andre Naades-Dage 19.7.2 Din Naades-Tiid 19.8.6 u-endelige Naades-Haf 28.10.1 i Edens-Have 1.4.3 Hiertens-gierne 29.15.1.

d) Bindestreg fjernet mellem adjektiv i bestemt form og substantiv (denne brug genfindes i K). Fra de 80 første numre antegnes: Naadens gyldne-Aar 3.1.3 det Christne-Navn 27.4.2 du Christne-Flok 27.7.2 Naadens Kølne-Vinde 31.8.4 Evighedens Blide-Soel 21.4.3 Egyptens Mørke-Sæde 47.9.8 i Trængsels Mørke-Stand 59.2.2 trætte-kiære-Sinde 58.7.6 Himmel-sindet-Sind 75.9.2 (men: OlmeBlod F > olmeblod J1-7 186.7.4).

Forholdsvis sjælden tilføjer J1 en manglende bindestreg efter genitiv:1) Bryllups(-)Dage, (-)Tanker, (-)Glæde, (-)Dag, (-)Sæde (B og Ea), Naades(-)Gave, (-)Throne (B, D). Derimod indsætter J1 bindestreg i utallige sammensætninger uden -s-, hvor den mangler i A-I: Blode(-) Draabe, Helved(-)Pine, Jule(-)Leeg osv. (over 50 exx. i de 80 første numre); ikke indsat fx.: paa sit christen (christne J6-7) navn 187.2.6.

* 458

J1 indfører ofte sammenskrivning i ord som der med, der udi, der imod, der ved, der til, Hvor til, til veye, til freds, nock som, giennem vancke, efter tragte, op liver, sammen lencker. Omvendt ændres hvermand ofte til hver mand: 5.9.8 54.2.10 117.10.7 ofl. (i senere udgaver: 126.4.3, jfr. Arlaud s. 334).

J1 udelader undertiden apostrof som udtryk for vokalsvind: tusend' F 180.11.3 udmatted' F 183.13.6.

3) Længdebetegnelse. Der synes ikke at foreligge principielle ændringstendenser (rense > reense 192.1.12, jfr. udtale med langt e: Høysgaard. Accent. Gramm. 13).

4) Åbningsgrad (og runding). 4.1) o:aa. kaars(et) rettes til kors(et) 6.6.3 125.11.4 ofl. og (et enkelt sted) forlaarne > forlorne 98.1.4 ( udkaarne), jfr. 239.16.2 samt ndf. u. J4, haabe-Tal > hobe-tal 163.1.2. Omvendt: rodden > raaden 191.6.8 (andre steder er o bevaret, jfr. u. J4 ).

4.2) aa:a. J1 indfører i en række tilfælde den dialektale form aa for a foran r, især i adj. svar(t), svare > svaar(t), svaare: 6.2.5 30.9.7 101.2.6 104.18.3 126.4.6 153.5.3 201.3.5, jfr. baarst 4.4.6 skaar 6.2.7. Formerne fjernes i J2 . hart rettes gennemgående til haardt 2.5.5 33.5.4 40.6.6 68.1.12 (her med bet. 'tæt') 84.20.8 (men 40.1.7 gennemføres rettelsen først i J4 ). Arlaud opgiver (s. 334), at J1 har 23 gange haardt mod 6 gange hart, medens J2 omvendt har 1 aa mod 28 a. J3 har 0 aa: 29 a, men J4 atter 26 aa: 3 a. - Nogle steder, hvor salmehefterne (ligesom de ældre bibler) har sla(er) rettes til slaa(er), fx. 71.8.5.

4.3) u:o. Konst(ig) > kunst(ig), jfr. u. J4 (ikke gennemført).

4.4) y:ø. Originalerne skriver gennemgående gemøt(te), flt. gemøtter. Denne form rettes til gemyt osv., ikke blot, hvor den rimer på flytte 20.3.4, men også uden for rim (119.5.4 203.7.1,6), ja selv i rim på støtter (10.7.1: støtter rettes samtidig til stytter) eller sødt 53.10.1 (hvor rimet altså svækkes). På samme måde rettes støtter ( flytter) til stytter 239.14.2, ønsker > ynsker 197.9.7 253.9.1, sønder (adv.) > synder, hvorimod brynd ( synd bliver til brønd trods rimet: 157.1.2.

4.5) e:æ. Langvokalen rettes i vee > 64.10.4 72.9.6 106.12.3 (men ikke i rim på Snee 4.7.6). - J4 retter tilbage til Vee (jfr. Arlaud 337). - Omvendt rettes ævig > evig 56.2.12 61.10.8, kiælne > kielne 195.2.5, men kierlig > kiærlig (kierlig bevaret fx. 195.1.4). For kortvokalens vedkommende er der svage forsøg på at følge hovedreglen bedre, end hefterne gør (se ovf.); således fjernes mange af de »falske« æ-former i A, og æ indsættes fx. i længe(s) 54:5.11, 6.7 ofl.

4.6) i:y. bryst (af briste) G rettes til brist 41.16.5.

5) Omlyd. Verbet magter rettes et par steder til mægter 73.1.8 77.2.3 (men ikke fx. 234.3.1); ligeså kraffter > kræffter 58.2.3 (ellers vist altid i alle udgaver kræfter); huld (subst.) > hyld 106.11.2 (J1.4-6).

6) Diftonger. 6.1) iu:y. Nogle steder rettes iu > y, fx. i siunge 71.8.4 71.9.6 74.11.3 168.8.8 siunker 61.10.2 82.4.3 187.8.4 siun 102.3.2 usiunlige > usyn- 119.4.1. Men som regel bevares iu og rettes først i J4 .

459

6.2) ej, øj, av osv. se § 10.

7) Vokal i tryksvag stavelse. Foran s rettes i til e: dis(z) være olgn. > des 3.2.6 8.1.3 33.5.2 76.6.7 116.14.6. Endvidere i aldelis 79.14.5 voris 84.7.2 menniske 35.8.1 (-iske genindført J4 ) saaledis, eniste 168.7.8.

8) Fremmede konsonanter, se ovenfor s. 451.

9) Konsonantfordobling. De gamle skrivemåder ??? (Priisz, Huusz, disz være osv.) og ck (skick, smycke, tæncke osv.), der er almindelige, om end ikke fuldt gennemførte i A-F (og i Brorsons egen retskrivning), erstattes af henh. (s)s og (k)k, der allerede er den normale skrivemåde i G-I. Dobbelt ff foran konsonant erstattes af enkelt: løffte > løfte osv. 54.5.9. Konsonantforenkling findes i taallig (også i K S T fx. 210.13.7) > taalig 30.1.3 73.7.5 166.3.1,5 156.2.4 fyrrig > fyrig 60.1.8 kiøddets F > kiødets 191.9.6, men raaden F > raadden J1-2 191.6.8. saggen, strygge osv. (se ovf. s. 451) > sagen, stryge osv. (nogle steder dog først i J2: 107.8.1 234.3.2).

10) Halvvokaler. 10.1) J1 ændrer som regel ej, øj (i G-I) til ey, øy og vender således tilbage til den form, der findes i A-F (og mss.). Omvendt rettes Mayestæter > Majestæter 3.3.1.

10.2) Den gamle skrivemåde f for v (i stavelseudgang), der ikke sjælden findes i A-F, afløses af v, fx. i hafde 7.5.3 fafne, hafne 152.5.2,4 170.2.5,7 nefne 187.1.5 lifsalig osv. Dette sker dog ikke, hvor det pågældende ord danner (øje)rim med et ord, der bevarer f, fx. graf som rim på af 15.1.14. Her findes f også i de salmer, der først er optaget i J1-2, fx.: af: Graf 229.11.2 (grav J4-7) 246.4.4 257.4.3 (grav J1.4-7) 274.5.4 gaf af. 131.2.3 eller straf 224.1.5 ofl., jfr. haf staf 28.10.1-2 (alle udgaver), straf haf (hav J4) 37.4.3-6 straf haf grav 263.3.5,7,9 (J2-7).

Den ny ortografi overføres undertiden også til participium haft/havt 118.11.2 osv., skønt dette (iflg. Høysgaard) udtaltes med f. Også her beholdes den gamle form i rim: haft kraft 8.4.6 195.3.5.

Omvendt indfører J1 f for v i livlig (dvs. liflig): 107.1.3. Flere steder glemmes denne rettelse, så at den først indføres i J3 eller J4 , fx. 148.2.6. 159.3.1 167.3.2 191.10.3.

12) Stumme konsonanter. J1 retter gennemgående hand, dend, ald til han, den, all. Sml. u. J4 .

13) -et: -ed. I tryksvag stavelse tilstræbes en regulering af skrivemåderne -et, -ed, således at svage participier og neutrumsartiklen, der i salmehefterne ikke sjælden skrives -ed, rettes til -et, fx. foragted > foragtet 7.3.7. Efter vokal beholdes dog alm. -ed: toed og tvettet 125.5.3 troed 202.7.3 (> et J4), især i rim: beteed ( -hed) 224.1.2 forsmaaed ( raad) 116.4.8 (> -et J4), toed blod 127.3.7. Der findes dog stadig inkonsekvenser som Tilbedet og høyloved (D: -et) 54.8.3 osv. uagted (> -et J4) 241.5.6, jfr. krænket (præt.) senket (part.) 115.4.5. -

I ord som hovet, levnet, fremmet rettes -et til -ed fx. 7.1.4 157.3.6 173.14.4 220.6.8 222.1.1 (214.4.6 246.3.3 først i J2 ) undtagen, hvor de er rim på et participium, fx. hovet lovet, sovet 147.2.7 226.4.5 235.4.6

460

237.5.1 (alle rettet i J4 ); 54.8.1 og 189.11.7 har dog allerede J1 rettet trods rimet; 220.11.2, 4 retter J1 begge rimord (hovet, vovet hoved, voved).

14) Genus. 14.1) Adjektiver og pronominer. I ord på -ig mangler salmehefterne (som datidens sprog i det hele taget) ikke sjælden t i neutrum. Det tilføjes da undertiden i J1: evigt 80.3.8 86.2.12 95.9.4 132.1.7 175.11.1 tienligt 182.5.6 yndigt, fyndigt, men ofte først i senere udgaver, fx. J2: eenfoldigt, yndigt, fyndigt, lykkeligt: 217.11.3 228.1.1, 2 118.4.7 (de fleste steder som prædikat), jfr. u. J4. En enkelt gang tilføjes -t (mod almindelig praksis) efter possessivt pronomen: dit uskyldigt (uskyldig H J6-7) blod 115.4.1, jfr. tilsvarende rettelse i J3: mit syndigt øje 116.12.6 og læsemåden i G: dit uskyldigt hierte 35.13.2 (> uskyldig J1). I andre tilfælde har både originalen og J1 -t: nødigt (præd.), evigt 71.1.6 helligt 71.8.12 prægtigt 73.2.8 ( mægtigt) (disse steder er t bortfaldet i senere udgaver).

Også efter (stumt) d mangler A-I undertiden neutrums-t; det indsættes da i J1: fuldt 18.5.2 60.2.5 79.10.2 199.12.2 Jeg mit hierte fuldt (< fuld G) vil prente 40.1.8 (overalt som præd. eller efterstillet attribut; t ofte atter bortfaldet i senere udgaver); værdt (præd.) 206.2.5 dødt 16.3.4. Sjældnere i andre ord: et selsom Val > selsomt 94.3.4 (> selsom J2 > selsomt J4). Skiøn og frugtbar (som præd. til obj. land; + t J1) 95.6.4. I rim bevares den t-løse form: sterk 125.13.8 fuld 101.1.1; jfr. dog klar (adv.; > klart J1-2) har 237.10.2. I al tilføjes t ved neutrumsord: alt hans værk 192.6.4 (men 122.6.4 først i J7 ; 176.1.2: Al mit hiertes ønske i alle udgaver) jfr. ald (H > alt J1 al J2-6) vort Levnets Dage 108.7.2; det fjernes ved fælleskøn, hvor det af og til optræder i hefterne (jfr. en moderne konstruktion som alt maden): Alt (> All) din ville 152.16.2 (alt kan være adv.) alt (> all) din modstand 204.1.7. Tilsvarende ændring i J2: alt (> al) skidenhed 60.4.3. Men 54.4.8: Ald (> Alt J1 > Al J3) satans magt og vold. Sml. 65.4.5. Bortfald af t er ellers kun observeret en enkelt gang: vort (> vor) frosne sind 60.1.6 (Sind anføres af Høysgaard som fællesk., men er hos Brorson altid neutrum).

Omtydning af adverbium til adjektiv foreligger i fornøden (tysk: vonnöthen) > fornødent 48.2.1 (bevaret i rim: 82.1.10 222.2.5).

14.2) Substantiver. En del substantiver, der i hefterne (og mss.) optræder som fælleskøn, ændres til intetkøn. Det drejer sig dels om ord, der i samtiden har begge køn, som tempel 3.8.2 22.1.3, 2.4 59.5.2 61.2.7 62.4.4 78.7.6 96.8.2 (overalt, undtagen 3.8.2, rettes det i J4 tilbage til fælleskøn), kys 20.1.3 65.3.8 (106.13.3 131.2.3 og 223.1.3 har alle udgaver neutrum, 2.11.6 og 171.1.4 rettes først til neutrum i J4 eller 5), syn 102.3.2 (men fælleskøn bevaret fx. 254.1.2, jfr. 201.5.2), telt 98.4.2 knald 41.8.1 - dels om ord, der ellers (næsten) kun er bevidnet som neutrum: anfald 28.3.3 forbund 60.9.8 bytte 51.9.5 (også fk. hos Moth). Det hedder: min A og O, begyndelse og ende (> mit J6-7) 74.5.1. - Den modsatte rettelse fra neutrum til fælleskøn er kun noteret i ordet ende 121.10.7 222.8.8 (rettes i senere udgaver: 173, 14.7 (J2) 249.5.4 (J7)). Fælleskøn i alle udgaver (J1-7): 228.3.6 (nogen ende). Intetkøn er ellers ukendt i dette ord (germanisme?). At neutrum er autentisk, bekræftes af T3 ad 173.14.7.

461

14.3) Særlige forhold gælder ved genitivforbindelser og i sammensætninger. Ved sammensætninger kan adjektivet (pronominet) hos Brorson undertiden rette sig efter første led i steden for efter sidste. Denne konstruktion rettes i flg. tilfælde: et (> en J1) fadeklud 1.16.2 (> et J2-3, > en J4; ordet fadeklud er intk. i vestslesvigsk); din > dit himmelslot 22.12.5 (jfr. dette frydens slot 253.10.2 dit slot 71.1.8); min himmel-man (dvs. manna) > mit J4 106.5.4 (jfr. det skiulte man 26.1.3), mit hierte-rod 27.12.4 (alle udgaver). Omvendt rettes mit (> min J2) hore-leye 117.7.3 sit (> sin J2 fodspor 156.5.5; spor og leye kan i ældre sprog være f k.). - Jfr.: til evig seyers tegn (> seyers-tegn J4) 4.2.2 til vor Forløsnings-Verck (> forløsnings verk J1) 30.2.3 til et (en K) helvedes arrest 117.1.4. Omvendt kan adjektivet (pron.) ved genitivforbindelser kongruere med sidsteleddet i forbindelser, der kan opfattes som sammensætninger (jfr. § 2 og 16.1): sit eget Guddoms ord 77.7.6 et evigt naades merke 126.7.7 som dit naades kar 169.2.1; undertiden også i tilfælde, hvor en sådan opfattelse næppe er mulig: i mine troes (> troens J6-7 == T2a) arme 214.10.8; i disse tilfælde retter J3-4 som regel til den normale form: Udi mit (> min J3) sieles øye 236.3.2 et (> en J3) faders sind 76.3.5; den omvendte rettelse har jeg kun fundet to gange: mit (> min J4 = K T2) ønskes mening 29.18.4 vort (> vor J1-7) hiertes have 194.8.1. - Et særtilfælde foreligger ved al hørende til sidsteleddet: al (alt Eb J1) mit hiertes inderdeel 91.4.3.

14.4) den eller det indsættes enkelte steder for hun henvisende til tingsnavne (fx. 79.12.7, om ægteskabet); denne udvikling fortsætter i de næste udgaver, J2: 46.4.4,5,8,10 (om verden); J3: 26.2.6 (om døden) 48.2.5 (om surdej), men gennemføres ikke, se u. J4 . Den tilsvarende ændring gennemføres af Pontoppidan i Brorsons salmer.

15) Numerus. 15.1) Substantiver. Formen engle, der synes at være den alm. form i hefterne (jfr. dog engler 46.2.4 81.11.4 (Ea, rettet til Helgens J1) 107.2.3 (H J1-7)), rettes i J1 som regel til engler 1.21.2 33.12.3 54.2.11 76.7.8 79.2.3 151.4.6, jfr. 24.5.3 68.8.6 86.9.11 241.12.6, hvor J1 som original har samme form; 188.3.7 finder rettelse først sted i J3; 245.4.5 har J1 Engle > engler J2. I J6-7 genindføres af og til formen engle, og denne form har J2 som original 264.2.2 266.1.2 (englene > englerne J4). Omvendt ændres discipler > disciple 46.3.9.

15.2) Verber. J1 viser stærke bestræbelser (over 20 rettelser noteret) for konsekvent at gennemføre verbets flertalsform ved subjekt af flertal, en enkelt gang endog på bekostning af rimet: lee ( meer) 172.4.1,2 (sml. 58.12.6). En del steder rettes det dog først i senere udgaver, fx. J4 : 68.6.1 60.8.7 107:16.3, 17.6 249.8.4-5 (rim); J7 : 83.7.1. Ganske tilsvarende rettelser finder man i trykket af Svanesangsprædikenen, medens Pontoppidan som regel bevarer entalsformerne (se s. 382).

16) Kasus. 16.1) Genitiv. De gamle genitiver på -sens, der i visse ord var bevaret i det ældre bibel- og salmesprog, erstattes gennemgående af de nyere former på -ens, -ets. Det gælder navnlig ordene syndsens (164.5.3), livsens, dødsens (alene i bogens første fjerdedel er noteret en 20-30 ændringer af disse ord, næsten udelukkende fra

462

J1), desuden aandsens, naadsens (men naadens allerede i orig. fx. 8:1.6, 2.3, 5.4, 7.2 31:3.2, 8.4 38.3.4 43.5.4, kiødsens (165.1.2 190.2.3), lysens, havsens (men havets i alle udgaver 77.8.2), korsens (men korsets 6.6.3 9.11.1 38.2.4 39.1.8 40:4.2, 5.4, jf. overskr. til 192), evighedsens 8.5.7 (ellers vist altid evighedens)

Dette er uden tvivl den mest gennemgribende formelle ændring i J1, men det turde være tvivlsomt, om den stemmer med forfatterens intentioner, idet de salmer, der er optaget som nye i J2-3 (og som vel er aftrykt direkte efter forfatterens ms), har de gamle former: dødsens 263.8.9 267.7.4 271.2.2 272.2.2 (> dødens J6-7). I nr. 230, der først er trykt i J1, viser afskriften i T3 (s. 419), at orig. har haft de gl. former. Pontoppidan bevarer endelsen -sens uændret i sin salmebog (1740), medens han fx. fjerner de gamle 2. persons former, som J1 farer mere skånsomt frem med.

Denne ændring adskiller sig fra samtlige andre ved, at den hårdhændet udsletter en forskel mellem to former, der ikke er stilistisk ækvivalente. I nyere sprog findes som bekendt former som dødsens, livsens, naadsens, hjertens, havsens i særlige forbindelser og sammensætninger, hvor de regelmæssige former (dødens, livets osv. gennemgående ikke er brugelige. Også i originaltrykkenes sprogbrug forekommer begge sæt af former med en tydelig brugsadskillelse. Men det er ganske tydeligt kun den nævnte gruppe af ord fra bibelsproget, som kan have den gamle endelse, og som det fremgår af ovenstående (jfr. også ndf. om hjertens), bruges de kun i visse tilfælde med den gamle form. En nærmere undersøgelse viser, at -sens først og fremmest optræder i ordforbindelser, som stammer fra bibelen og danner faste formler, der i originaltykkene ofte forbindes med bindestreg (se § 2) og syntaktisk behandles som sammensætninger.1)

J1 udskifter formerne ganske uden hensyn til dette, og vi får altså tunge, ja, nærmest sprogstridige former som dødens dom for Dødsens-Dom, dvs. 'dødsdom' 35.10.2 86.5.12 117.13.2 din dødens kamp og sveed (dvs. 'dødskamp og dødssved') 37.16.3, dette livets træ (for Lifsens-Træ, dvs. 'livstræ') 39.5.6 96.4.9 128.8.8 du Jakobs livets kilde, dvs. 'livskilde' 116.1.7 min livets kilde 89.14.5 101.6.5 o klare livets kilde 175.4.1 jfr. livs-kilde 175.10.3 denne klare livets flod 86.1.5 en kilde fuld af livets vand 28.5.3, jfr. 86.11.7 give rette livets kræfter 89.12.3 110.6.2 fuld af livets kraft 97.8.3 O søde livets drik 101.6.1 livets soel 175.13.2 148.7.1 (men Livsens 262.3.3, J2-7), rette livets brød 106.5.4 Det livets ord 28.14.1 en evig livets lugt 193.7.8 sine milde naadens arme 110.10.4 den bitre korsets død 96.1.4 mit fredens bud 97.6.4 100.2.1 til havets grund 115.4.6 ved syndens flod (dvs. syndfloden) 128.8.5 osv. - Om bindestreg i disse forbindelser se u. § 2.

* 463

I disse og talrige andre tilfælde har J1 ved sin reform fjernet en karakteristisk stilejendommelighed hos Brorson og erstattet den med konstruktioner af betænkelig karakter. Det vil imidlertid kun med nogen vilkårlighed være muligt at restituere de oprindelige former, med mindre man vil gøre det i alle tilfælde. Men derved ville man gribe meget dybt ind i tekstgrundlagets ejendommeligheder, og nærværende udgave har derfor afstået fra enhver rekonstruktion.

Det må dog bemærkes, at J1 ved eet ord er faret skånsomt frem, nemlig ved ordet hierte. Dette hedder i originaltrykkene i bestemt genitiv som regel Hiertets, fx. i Hiertets fule Giemme 19.4.2 efter Hiertets (hiertens J6-7) Reenhed 22.12.2 Hiertets-Mening 28.6.4, men i mere faste forbindelser, hvor ordet nærmer sig adjektisk funktion, hedder det Hiertens, og denne form bevares gennemgående i J1 ff., fx. hiertens bøn og bod 5.7.6 hiertens tak og tro 5.9.6 hiertens kierlighed 6.2.8 Hiertens(-)inderlig 6.5.5 hiertens(-)gierne 29.15.1 (i orig. m. bindestreg), 37.11.6, af hiertens rod 126.11.6 I en hiertens bedrings graad 164.2.6 af hiertens grund 30.3.1 111.11.1 (men: i Hiertes grund 95.8.3 131.3.6 i inderst hiertes grund 136.1.2 i hiertets grund 217.1.3; formen hiertes er rettet i J3 eller J4 til hiertets eller hiertens, men der foreligger sikkert en sammensætning hjerte(s)grund, som er kendt fx. fra Kingo, se ODS.). - Kun eet sted er den gamle form fjernet i J1: Af hiertets (Ea: Hiertens) fryd og glæde 93.6.4 (men hiertens(-)fryd 40.17.4 uændret, vel fordi vi har at gøre med plantenavnet, jfr. 128.6.5). - Nogle gange er sætteren kommet for skade på samme måde at rette en gammel bibelsk genitivform som lives til livets, fx. vort lives (> livets) næring 80.11.6 (den opr. form restitueret i J4), jfr. vor korses (> korsets J1) gang 197.9.6.

Rettelser af denne type mangler næsten fuldstændigt i de flg. udgaver (se dog J4 ). I de salmer, der er tilføjet i J2, finder vi derfor former som livsens 262.3.3 264.7.5 dødsens 262.6.3, 8.5, 12.8 263.8.9.

For at give et indtryk af, hvilke ord der optræder i bestemt genitiv med den moderne endelse, skal hidsættes de former, der er truffet ved en gennemgang af A: Kaarsets, Frydens, Jordens, Naadens, Herrens, Hiertets, Evighedens, Trøstens, Siælens, Himlens. I G (nr. 30-40): Naadens, Kierlighedens, Dommens, Vredens, Verdens, Korsets, Ærens, Fiendens, Kronens, Lammets.

16.2) Nominativ og akkusativ. I J1 indsættes gennemgående hvo (eller hver: 115.6.5 > hvo J2 ) for hvem: 52.9.1 53.3.2 80.2.4 81.5.2 (Hvo er også den alm. form i hefterne).

16.3) J1 erstatter de gamle former til retter Tide 145.7.2 (se ovf. n. K s. 441) 153.2.4 199.2.7 (først rettet i J4 ; jfr. i retter tide. Bording. II. 167), gode nat 139.8.3 med til rette tide, nu god nat. Jf. om natter tide 70.3.5 (> natte J7).

17) Person. De gamle 2. persons former i ental af modalverber og stærke præterita, som var bevaret i salmesproget, trænges tilbage i TrK. I J1 er det dog kun enkelte verber, der nogenlunde hyppigt ændres: skalt > skal 86.7.3 86.11.3 99.3.4 192.10.6, vilt > vil 75.10.4 80.8.1 84.2.1,6 ofl. viltu > vil du 75.6.8, est 84.14.4 (men fx. 192.15.2 først i J6-7), kandstu 86.10.5 maat 164.5.1 192.11.7; og først i J6-7

464

gennemføres udrensningen nogenlunde til bunds. Foruden de nævnte har originalerne formerne tørst, veedst 164.5.5 (veedstu 81.3.3,4) varst, blevst, barst, togst, gikst, sprangst, lodst, brødst.

18. Modus. Imperativformerne holdt (holt; således også K 210.10.1), vendt ændres til hold 76.1.13 98.11.1,6 123.3.2 183.2.5 vend 151.2.1.

19) Tempus. I præteritum ændres -de efter r undertiden til -te: hørde, rørde > hørte, rørte 214:2.6-8, jf. 270.2.3 249.6.1. Derimod giorte > giorde 164.9.7 214.4.2 (i rim først i J4, se ndf.). Formerne funden, vunden ændres en række steder (men ikke fx. 107.11.6) efter har til fundet, vundet: 40.11.7-8 113.4.3.6 120.1.1 125.3.5 151.1.9 196:6.3,6 205:5.1, 3 219:2.1, 3. Tilsvarende ændres har dreven > har drevet 118.2.6; De ere dig forlatte > forladne 119.5.7.

20) Præsens participium. Af de få former på -es ændres de fleste > -e: ønskendes 31.8.7 levendes 51.1.8 95.7.5.

21) Afledning. Suffikset -ing erstattes af -ning i undskyldning 186.4.3 (i J2 desuden 165.2.7), i J3 i betalning 150.3.5; i J4 i befalning 14.2.5.

22) Enkelte ord. J1 gennemfører (jf. dog 105.10.2) formen villie ikke blot, hvor metrum kræver 2 stavelser (75.1.4 111.3.5 152.16.2, jf. 69.3.7 70:2.1,5, hvor J1 er orig.), men endogså i rim på stille, skille (84.15.6 175.10.1 176.4.1). J2 retter atter til ville (jf. dog 127.2.4), medens J4 som regel genindfører villie, hvor det ikke strider mod rimet. - Mod A-I (og mss.) søger J1 at gennemføre formerne tvivl, tvivle; de originale former tviil, tvile genindsættes dog som regel enten i J2, J3 eller J4: 69.3.7 80.11.5 81.7.4 89.7.2 95.17.7 102.8.6 117.7.2 119.6.4 (tvivlsom) 122.4.2 osv. I rim beholdes tviil i J1-6: 165.1.4 (tvivl J7 ). - Vær > veyr 198:1.5, 8.4, 10.2 (men 206.1.3 først i J2). - Fier > feer 76.11.6 (jf. K T ad 29.16.6). - gnister (verbum) > gnistrer 81.12.4. - fordret > fodret 154.3.2 191.2.1. - trine (der kendes fx. fra Kingo og muligvis har været følt som forældet?) rettes til træde 27.9.2 82.4.8 (jf. 5.1.3), men ikke 78.1.2 125.1.4 (jf. træde i rim: 125.1.1 220.2.4. - sickre > trygge 19.1.7 (men bevaret 19.6.1 255.1.1 ofl.; P har sickerhed i betydn. 'tryghed). - tusend(') F > tusind 167,1,7 177,3,4 180.11.3. - Nogle få germanismer fjernes: forbittert > forbittret 186.5.1 (i 51.2.2 først rettet i J2), Regierungs 71.1.12 begindes > begyndes 79.13.2 Ribbe > Ribbeen 79.3.6 opffer op! > offer op 177.3.1. - Derimod bevares itzige 222.2.3 indtil J7. Om vunder-vercke se s. 455.

Nogle småord: I betydn. 'men' rettes mens til men 7.3.1 105.12.1. - des i bet. 'derfor' > thi 159.4.4 (men ikke rettet 68.14.1); diss foruden > derforuden 94.4.1. - hvo der > hvo som 126.10.1 Gid > giv 195.9.1 (89.12.4 først i J6). - Der tilstræbes en fordeling af skrivemåderne en: een, således at een bruges, hvor ordet betyder 'en eneste' (specielt efter nægtelse): Og ey mod saa haard en død Med een mine stride 31.2.8 ja ey engang een mine 33.2.4 (en J4-7). - 4.9.4 rettes et > eet først i J4 (omvendt: O lad dig det dog eengang (Ea > engang J1-7sige 83.8.8; jf. tilsvarende rettelse i J4 83.7.3). - løbe at (> og J1) rende 168.4.6.

465

23) Tekstændringer. Bortset fra ovennævnte, rent formelle rettelser, viser J1 påfaldende få afvigelser fra salmehefterne, og af disse er endda ikke ganske få åbenbare forvanskninger (se fx. fyldt for flydt 78.1.5 samt 2.2.8 60.4.8 105.4.5 118.10.1 166.11.3, medens det i andre tilfælde er tvivlsomt, om der foreligger småændringer fra sætterens side eller forfatterrettelser (64.6.1 71.7.4 72.12.7 80.4.5 89.7.1 91:9.3, 10.1 105:4.5, 18.5, 20.6 107:13.4, 17.6 108.10.4 116.5.2 165.2.8 166.5.3 178:2.2, 5.3 220.1.2 223.6.2). Det er da kun tilføjelsen til nr. 6, et par ændringer af rim på samme ord (5.1.3 84.1.7) og en enkelt anden forbedring (81.11.4), som man med nogen sikkerhed tør tilskrive forfatteren. Dertil kommer, at en række åbenbare fejl, dels stammende fra hefterne, dels i de salmer, der er nye i J1, ikke er korrigerede, men først rettes i de følgende udgaver eller slet ikke. Sådanne permanente fejl foreligger sandsynligvis 37.3.3 42.8.2 51.5.3 63.11.5 65.3.4 110.13.4 166.9.3 236.4.3; på ikke få steder synes de håndskrevne hefter at afsløre trykfejl, se varr. til 29.11.3 116.9.1 118.13.8 144.8.5 145.3.1 146:5.6 165:8.2 168:1.8, 10.7 208:11.4 210:8.7 214.9.4 215.5.4. Det må derfor anses for givet, at Brorson ikke har foretaget nogen gennemgående revision af salmehefterne til brug for den samlede udgave, og at han ikke har læst korrektur på udgaven. Varianter fra J1 har således meget ringe autoritet.