Brorson, Hans Adolph Svane-Sang ; Lissabon ; Mindre digte ; Prosaskrifter ; Tillæg : Paul Diderichsen: Filologisk redegørelse. Arthur Arnholtz: Brorsons vers- og sangkunst. - 1956

Udgaven J4 (1752).

Tekstgrundlaget for nærværende udgave (saavel som for Arlauds) betegner et brud i traditionen ved på visse punkter at gennemføre en vidtgående normalisering af retskrivningen. Den regulering, der var forsøgt i J1 , var kun gennemført med ringe konsekvens. Der var stadig spor af salmehefternes afvigende ortografi, både den ældre (A-F) og den yngre gruppes (G-I). J2 og (i mindre grad) J3 viste atter modgående tendenser (ej, øj; hand, ald; ville, tvivl, hart ofl.), ligesom de i disse udgaver nytilkomne salmer ikke på alle punkter er tilpasset til udgavernes normale form. Der findes således betydelige inkonsekvenser i de ældre udgavers ortografi, og den er blevet gradvis forværret gennem de tre første udgaver, selv om J3 næppe kan siges at være ringere i så henseende end de fleste andre bøger fra samtiden; man kan opmærksomt gennemlæse omfattende partier uden at bemærke mere end ganske få afvigelser fra normen. Men i J4 har man altså forsøgt en ny og mere dybtgående regulering, der på enkelte punkter er gennemført med mekanisk konsekvens, så at fx. rimene er blevet forringet. Det er dog kun på enkelte punkter, det er lykkedes at gennemføre normaliseringen til bunds, på andre har en kun delvis gennemførelse af nye principper snarere skabt større forvirring. For at give et indtryk af ændringernes karakter vil vi

468

gennemgå de samme punkter som under J1 (foruden det indsamlede variantmateriale er der benyttet materiale fra en kollationering af nr. 10, 13, 45, 78, 79 og enkelte andre stikprøver).

1-2) Tegnsætning og brug af bindestreg er ikke væsentligt forbedret, men gør et meget tilfældigt indtryk. Derimod er der væsentlige fremskridt m. h. t. konsekvent udryddelse af storbogstaver.

3) Dobbeltvokal og stumt e. I alle udgaverne er der stor forvirring på dette punkt, og gennem overleveringen sker der stadigt små forskydninger, der dog ikke har kunnet sammenfattes til tendenser, selv om der måske nok er flere ekss. på forenkling end på fordobling. J4 ændrer også på dette punkt i højere grad end forgængerne, men det er ikke lykkedes at finde noget andet princip end en tendens til forenkling, især i åben stavelse. I de undersøgte prøver findes flg. ekss.: good > god 79.16 stoor > stor 79.12 (roos bevares); altiid > altid 119.8, men tidt > tiit 119.9 tvil > tviil ( piil) 119.2 paradis > -diis 78:12.2, 14.2 (priis bevares); ee forenkles undertiden (især i flerstavelsesord): fleste 79.15 mere 10.3 formerer 119.9 hele 78.10, men bevares fx. i ribbeen 79.3.6 deel 83.7.1. fordeel 84.2.5 spee 84.13.3. yy er vist normalt forenklet: lys 13.4 79.6.

M. h. t. stumt e er det ikke lykkedes J4 at opnå konsekvens. Det tilføjes ofte i udlyd, især efter aa: inf. faa > faae ( maa) 79.13.4, præt. saa > saae 78.2.2 79.4.3 (hvor saa i Ea J1-3 kunne opfattes som adv. 'saaledes'). Dog findes også den omvendte rettelse, fx. maae > maa 45.3.9 79.13.1 ( faae). I indlyd indføres -e navnlig efter o: soel, stoel 43.5.3-4, roes, troelig 126.10.1,3 vaerlig 88.19.2.

4) Åbningsgrad (og runding). 4.1) o:aa. Tendensen til at erstatte aa med o i forlaaren gennemføres nu trods rimet overalt: 3.5.6 21.3.4 44.1.5 98.1.4 211.6.5 238.1.1 244.7.3; jf. forloret kaaret Svanesang nr. 307.11-12. Samme ændring (mod rimet) i tilhaabe 68.14.11 70.4.5 71.8.11 76.7.3 (her har også Ea J1-2 o) 255:13.4, 18.2 261.15.1 270.10.8, jfr. fra verdens hob (haab I J1-3) og hykklerie 197.16.2. Omvendt rettes rodden > raadden 184.4.5 (omvendt i J3), stodder > staader 95.9.6 kobber- > kaabber- 173.11.5.

4.2) J1's form haardt genindføres de fleste steder (mod originaltrykkenes hart), se u. J1. Enkelte steder ændres det normale datter > daatter 237.1.1, > dotter 3.2.2.

4.3) u:o. Participiet fornommen (overalt som rim på kommen, jfr. s. 449) rettes overalt > fornummen, hvorved øjerimet ødelægges: 2.11.3 51.3.8 134.1.5 180.11.1 238.3.3. - konst(ig) rettes tilbage til kunst(ig) fx. 164.4.5 (dog ikke fx. 6.1.3).

4.4) y:ø. I J1 gik tendensen (bortset fra brynd > brønd) snarest i retning af at erstatte ø med y, både hvor nutidens rigssprog udtaler y (gemøt), og hvor det har ø. Denne tendens fortsættes i J4 kun på et enkelt punkt (trøglen > tryglen 67.7.4), ellers mærkes en svag tendens i modsat retning, således at ø erstatter y i overensstemmelse med nuværende udtale: stytter rettes tilbage til støtter 10.7.2 (trods rim på gemytter (< gemøtter A), der ikke ændres), 239.14.2 ( flytter), ønske(r) 12.3.1 176.1.2 197.9.7 253.9.1 brynd > brønd 101.1.6 (> begynd).

469

4.5) e:æ. Tendensen til at erstatte æ med e fortsættes ikke blot, hvor vokalen er kort: ræt > ret ( tæt) 192.9.8 læt > let 255.12.1 fortræd > fortred, også hvor æ alternerer med a/aa: vædske > vedske 10.5.4 (men 63.1.7 beholdes vædske, medens rimordet lædske ændres til ledske, jf. 63.4.3), men endog ved lang vokal: stæder ( græder) > steder 10.8.1 kiæde ( glæde) > kiede 79.2.2. Der findes dog også ændringer i modsat retning: ferdig > færdig ( værdig) 78.6.5 egteskab olg. > æ- 79 (6 ekss.), sterke > stærke 45.2.3 262.4.8 (79.3.1 findes æ i forvejen i J3 ). For at illustrere den inkonsekvente brug af e/æ selv i rim, hidsættes endnu nogle ekss.: fra nr. 78: bække dekke, vender hænder, indskrenket skenket, evne nævne. - Væ rettes tilbage til vee.

5) Omlyd. Et par steder ændres uden konsekvens omlydsformer, der tidligere var gængse i skriftsproget, men nu er dialektale: slykker > slukker 185.10.4 273.5.1 ( rykker); jf. huld (subst.) (H J2-3+7) > hyld (J1, 4) 106.11.2; forfrøsnet > forfrosnet 36.7.2 lob > løb (trods rim på op) 54.5.12 60.5.6 (ikke rettet 170.1.8).

6) Diftonger. En af de mest gennemgribende rettelser i J4 , hvortil der kun findes svage begyndelser i de forrige udgaver, er ændringen af iu til y i siunge 1.23.4 osv. siun(t)es 107.6.1 117.2.3 siun 254.1.2 265.4.3. Enkelte steder indføres rettelsen også på rimets bekostning, fx. 3.11.1, jf. dog: Hvo kand best for JEsum siunge ( tunge.) Synger hvad I kand og veed 44.5.5,6; siunket rettes dels > synket 37.1.3, dels > sunket 197.4.2 214.1.4.

7) Vokal i tryksvag stavelse. Foran s gennemføres (i modstrid med tendensen i alle ældre tryk) i foran s i formen menniske, mennisklig olgn. 35.8.1 69.4.1 73.1.6 90.1.1 105.1.3 107.8.2 110.2.4.

8) Fremmede konsonanter: kratze > kradse 127.2.3 pallatz > palads 237.2.6.

9) Konsonantforenkling: dørre (alm. form i ældre tid) > døre 197.3.5 242.1.4 251.4.1 (her har også J1-2 døre), 254.1.3 ( tørre); bevaret i rim: 108.8.2, 4 ( større) og 118.15.7,8 ( tørre).

10) Halvvokaler. 10.1) ej, øj, der trængte frem i G-I, J2-3 , rettes nu særdeles konsekvent tilbage til ey, øy (= A-F, J1): deyligste 10.1 ey 10.3 ofl. vey 45.5 ey 13.1.1 seyers 45.1 høyt 45.5 (alle stederne har j i J3 ).

10.2) f for v (i Graf, haft osv.) fjernes nu, også hvor f dannede øjerim (se u. J1 ). Om lov: lof se § 22. Livlig rettes fortsat til liflig, se J1.

11) Palatalisering. I enkelte ord ændres ki- til k- foran e og ø; det drejer sig dog delvis om sådanne ord, der allerede i hefterne normalt skrives uden i, og som i en af de samlede udgaver (især J3) har fået ki, fx. kiedes > kedes 78.13.4 (jf. i alle udgaver ked(es) 128.4.3 29.17.7); desuden er noteret skienke > skenke 30.10.7 78.9.4 107.5.3 kiølne > kølne 31.8.4. I øvrigt bevares ki fx. i bekiende 27.4.1 begiere 27.8.8 kiødet 84.17.4 beskierme 31.9.6 skielve 35.5.4. Princippet for disse reguleringer vil ikke kunne formuleres uden et fyldigere

470

materiale, jf. Boberg, Den danske Retskrivnings Historie: 39 f. 52.66. Skautrup III 178.

12) Stumt d. Formen hand, som søgtes udryddet i J1 , men dukkede op igen i de flg. udgaver (især i det nytilkomne stof), gennemføres nu atter konsekvent. Derimod genindføres -d ikke i man og al (der nu skrives med enkelt l fx. 78.9.4 45.4.3 mod overvejende all i J1-3); også i andre tilfælde stryges stumt d, se fx. s. 452.

13) -et, -ed. I tryksvag stavelse videreføres reguleringen af -et: ed, undertiden også hvor rimet derved forringes (se u. J1 ); fuld konsekvens er dog heller ikke opnået på dette punkt.