Brorson, Hans Adolph Konklusion.

Konklusion.

Man tør gå ud fra, at de rent ortografiske ændringer i alle udgaver alene skyldes sætteren. Ellers ville dog næppe former som ey/ej, møye/møje, haardt/hart, ville/villie, tvivl/tviil ofl. veksle fra udgave

473

til udgave. Desuden afviger de fleste ændringer fra den retskrivning, Brorson selv anvender endnu ca. 1760. Dette gælder rimeligvis også de morfologiske ændringer; i al fald har Brorson inkongruens i verbernes numerus, og genitiv på -sens i P. Derimod er det overvejende sandsynligt, at der i hver af udgaverne J1-J3 (måske også J4) er foretaget enkelte mindre indgreb i teksten af forfatteren, selv om det er umuligt at afgøre, hvor ændringerne skyldes sætteren eller eventuelt en kyndig korrektør (Nic. Brorson?). Der har dog næppe i noget tilfælde været tale om en egentlig revision eller korrektur fra forfatterens side, men man må tænke sig, at han i sit eksemplar lejlighedsvis har indført rettelser, der da er kommet en følgende udgave til gode.

De indgreb, der mest føleligt har ændret tekstens stilistiske præg, er flg.: den hårdhændede udryddelse af de bibelske genitivformer på -sens i J1 (§ 16), af salmesprogets participier af typen fød, bered > født, beredt i J4 (§ 19.2) og af 2. person på -(s)t; endelig de ortografiske ændringer, der forringer rimene, navnlig i J4, se §§ 4, 5, 6, 9, 10, 19, 22.

For at give et indtryk af ændringernes omfang i de forskellige udgaver har jeg talt samtlige afvigelser fra den nærmest foregående udgave i nr. 1-66 (124 sider i J4). Tallene er omtrent flg.: J1: 220; J2: 40; J3: 40; J4: 80; J5: 15; J6: 60; J7: 10. Det høje antal i J1 skyldes først og fremmest overgangen til små begyndelsesbogstaver.

III. Svanesang og prædiken.

Når man vil danne sig en forestilling om, hvorvidt trykket af »Svanesang« og den dertil knyttede prædiken afviger fra Brorsons originalms., har man et kontrolmiddel i det egenhændige manuskript til prædikenen og to digte, som findes i Ålborg Katedralskoles bibliotek og er aftrykt ovf. s. 129-741). Skønt dette manuskript på titelbladet har ordene »til trykken overgivet«, kan det dog - som omtalt i udgiverens indledning III 24 f., jf. 255 - ikke have været brugt som forlæg for trykket, men en renskrift må ligge mellem dette og vort hs. De ændringer, der er foretaget, kan altså have mindst 3-4 ophavsmænd: forfatteren selv, udgiveren og sætteren (korrektøren). De mere betydelige indgreb er dog af en sådan art, at de efter al rimelighed må tilskrives forfatteren. M. h. t. afvigelser i ortografi og bøjningsformer olgn. er der den yderligere vanskelighed, at både manuskript og tryk har mange inkonsekvenser og dobbeltformer. Således har trykket som regel formen Engle svarende til Engler i ms., men 173 er forholdet det omvendte; man kan derfor ikke udelukke den mulighed, at forf. i sin renskrift har brugt formen Engle hyppigere end i vort ms., og at ændringerne altså til dels skyldes ham selv. På lignende måde har ms. ej v. s. a. ey, han: hand, saasant:saa sandt osv. Lykke:icke osv., siuncke:syncker osv.

Også for Svanesangs-digtenes vedkommende må vi regne med

* 474

muligheden af en renskrift (ved udgiveren) mellem originalms. og tryk, men her har rim og rytme sat snævre grænser for normaliseringen, og bortset fra nogle få rent ortografiske træk (ey > ej, ck > k(k), konsekvent brug af stort bogstav) synes der ikke at være grund til at mistænke afskriver eller sætter for vilkårlige indgreb i teksten.

1) Medens ms. ofte har lille begyndelsesbogstav i substantiver og af og til stort bogstav i andre ord (Jubiler er 136 I sær 169 Vunden 133 Din 138 Majestetiske 139), har trykket gennemført stort bogstav i substantiver (og substantiviske ord). Kun pron. Eder skrives i ms. alm. således, i trykket eder 132 ofl. (jf. Dig > dig 132, men dig > Dig 162). I enkelte tilfælde skriver Brorson første led i en sammensætning med lille, sidste led med stort: hoved-Maanet, hovet-Sag 132 149 155 ofl. (men: Bygnings Mændene, Hoved-hiørne-steen 132). Efter punktum har ms. ofte lille bogstav, medens trykket altid har stort.

2) Brugen af Interpunktion og Bindestreg er ligeledes normaliseret i trykket; manskriptet har i princippet den samme brug af komma foran og efter bisætninger (også relativsætning uden som) samt adverbielle indskud, men er mindre konsekvent; navnlig findes ofte komma for punktum (eller omvendt), og brugen af bindestreg er yderst vilkårlig: Riber-Domkircke 129 var den lyse-Side 137 for meente 157 formeget 136 lin klæder 146 saasant:saa sandt ms. til 295.2.3. - Jf. ovf. om A-I.

3) Dobbeltskrivning af lang vokal er - i overensstemmelse med tendensen i tiden - reduceret betydeligt i ms., når man sammenholder dette med tryk og afskrifter fra Tønder-tiden; i trykket forsvinder manuskriptets få tilfælde med fordobling af andre vokaler end e og i i lukket stavelse, fx. Lyys 134 148 ofl. Bruud 160 leedte 164 (men hine > hiine 136; ene > eene 295.1.7).

Brugen af stumt e er vist kun ændret i adj.: faae > faa 144 152 ofl. (modsat verbet at faae). I digtene finder man påfaldende hyppigt skrivemåder som Soel, Stoel. - Persohn ændres til Person 138 140 148. I digtene finder vi derimod h i Gevæhr 323.1.11 Vahre olgn.

4) aa er en enkelt gang rettet til o (forlaarne 151; forloret kaaret nr. 307.11 f. kan derfor bero på rettelse; sml. Taare uden fore 307. 33 f.); skrivemåden hart, der i J1 ændredes til haardt (s. 458), er bevaret, både i prædiken og digte. Overmåde hyppigt ændrer trykket (kort) e > æ, navnlig i ord, hvor æ i roden alternerer med a eller aa: Trengsel, Fengsel, lengsel, betencker, befestet, forfengelig, forkrenckelig, nevner, Majestetiske; beskiemmer > beskæmmer 153; men også i andre ord, især foran og efter r: Retferdighed, forferdelig, verdige, trette (173). Den omvendte ændring findes i enkelte ord: ræt > ret 130.19 lægges > legges 133 135, æmbede, Sælskab, stæd; specielt ved lang vokal efter i: kiært (og kiert) 136 ff. > kiert, Siæl (Siel) > Siel 138 ff., forgiæves > forgieves 150. I evig har ms. normalt e, men bevarer et par steder den gl. form ævig; trykket retter til ævig 295.2.9, jf. 295.4.9.

I digtene synes forfatterens retskrivning at være bevaret i noget højere grad, selv om æ-formerne også her er hyppigere: Tænk 284.2 Fæst 284.3 hæfter 284.3 osv.

6) Trykket bevarer iu i siung 130.20 160 (jf. nr. 299.1.1 og 300.1.4 osv.), siuncke 155 (men både ms. og tryk har syncker 295.1.2).

475

7) I superlativ rettes -iste til -este 134 141 ofl., jf. nr. 287.3.8; men menniske bevares. I bestemt form ændres himlen til Himmelen 170 ofl.

8) ck for k i ind- og udlyd ændres både i prædiken og digte konsekvent til k(k). Den sjældne skrivemåde ch rettes i Patriarcher > -k- 145.

10.1) Trykket retter konsekvent ey, øy > ej, øj; også ms. har en del steder ej for ey, men det er ofte vanskeligt at afgøre, hvad der står. Ved anvendelsen af større skrift har trykket ei: Speil Feil 290.8.6, 8. - ieg rettes til jeg.

10.2) Nogle få tilfælde med f for v normaliseres i P: nafne 142 147. I digtene er f hyppigere end i ms.: Lifs 286.1.3 288.3.3 ofl. Løfsal 352.2.12 Stefne 290.1.7 lifsaligste 288.1.8, jf. Straf gav 317.1; spec. i ordet Lof (= pris), Lofsang 302.4.8 345.2.6 (6 exx. noteret mod lov 293.3.11, jf. Lov både i ms og tryk s. 130.10). Derimod rettes den karakteristiske Brorson-form livligste > lifligste 140, jf. 287.1.4 314.1.2.

12) Trykket fjerner stumt d i gandske, ald, hand, kand, mand (pron.) samt i de usædvanlige former forvendte 173 indtet 142 hendted 295.2.5; det indsætter etymologisk d i mit i 141 (s. 166 har også ms. midt; derimod har digtene normalt mit, fx. 284.2.4 302.3.7); i 285.2 har ms. først saasant (= tryk), i gentagelsen saa sandt; trykket bevarer skrivemåder som got, hart 157 ofl.

13) hovet, maanet rettes til Hoved, Maaned 132 155 ofl. (men fremmet 349.1.4).

14) Ændringer af genusformer er sjældne: vort (> vor).. menniske 142 i vor (> vort) stæd 163. - ingen Raad > intet Raad 295.1.9.

15.1) Engler, Dievler, Discipler erstattes ofte af former med -e (men Engle > Engler 173 Disciple > -er 154; Engle 288.2.4 ofl.; Apostlerne 130). Taare > Taarer 159 (jf. ovf. s. 453). Den latinske form 3 Mariæ afløses af Marier 140; jf. genitiv Magdalenæ > Magdalene 130.

15.2) Verbers (og participiers) flertalsform gennemføres i trykket mere konsekvent end i ms.; dog ikke i modalverberne (155 169 ofl.) og ikke altid ved har (142). Jf. dog døe vi > døer vi 159 samt (i begge kilder): vil vi være vis i 155. Den hyperkorrekte form nogle indføres i: Vil vi dog hellere miste alting end nogen (> nogle) af vore Lemmer 154. - ingen Raad > intet Raad 295.1.9.

16) De gamle genitiver på -sens er ikke så hyppige som i TrK; nogle bibelske udtryk med livsens bevares i trykket (se s. 453), derimod rettes Dødsens 160 Korsens 153 (andre steder har ms. korsets se s. 453). I digtene finder vi Lifsens... Træe 289.1.2, men ellers Livets 291.1.3 316.2.7 Gravens 346.3.10 Dødens (Fyrste) 297.2.6 ofl. Syndens 290.5.4 Kiødets 333.2.4. Det kan ikke afgøres, om disse former stammer fra digteren. - Daabs > Daabes 142.

17) 2. persons-former på -(s)t er ikke bemærket i prædikenen; kun få exx. i digtene, navnlig est du 290.7.4 (men du vil, maae smst.), blevst 318.2.1.

19) Ændring af tempusformer er påfaldende sjælden; jeg har noteret normalisering af de særlige Brorson-former veedste > vidste

476

157 ofl. giorte > giorde 132; knuset > knust 168 (men har knuset 295.4.3). I digtene finder man (i modsætning til -dt i J4) part. som blev fød Kiød 288.1.6 bereed 292.1.7 forraad 318.1.12. - Guds Udvalde sammenkalde (inf.) 346.2.8 (jf. s. 454). Desuden præs. faer farer 169 (men bær bevaret 148). - bortgangen er ændret til bortgaaen 139, men denne form findes også i ms. 154.

21) Befalinger > Befalninger 155.

22) tviil(e) rettes til tvivl(e) 156 160 ofl. ligger > legger 168 171. - siger hand om sine (> hans) svage Disciple 154 (men fx. 167 bevares: hand giver hende saa got et Budskab til hans Disciple). - mere > meer 154 161 172; jf. fleer' 130.11. - tilforne, hvorfore > tilforn, hvorfor 159 146. - fornøden > fornødent 154. - fornemste > fornemmeste 142 ofl. og > ogsaa 138 146 153 mfl. - evindeligen, visselig en > evindelig, visselig 166,173 (bibelcit.); den omvendte rettelse 145 (klarlig > klarligen). - Om udskiftning af forældede gloser se s. 255, jf.: sige... god Nat > sige... Farvel 171. Det ejendommelige udtryk tencke derhen, herfra (jf. nr. 262.1.2) afløses af omskrivninger 159 171 ofl.

23) Af syntaktiske ændringer bemærkes navnlig flg.: (1) den som foransat artikel uden adjektiv erstattes af andre udtryk: det er den (> en) fest frem for alle Fester 132 den Goel > deres G. 133 i den livsens Bog > i L. B. 144 den din Taare-Strøm > den Strøm af Taarer 156, men bevaret: Maria den Cleophas Hustrue 141 (bibelcit.).

Ms. har den hen visen de til ingen: ingen... skal tvile... naar den (> de)... 160.

(2) Hvor en (guddommelig) person er betegnet med pron., indsættes ofte den fulde betegnelse (som mere ærbødig): hans > Guds 134 136 137 138 140 ham > Vor Frelsere 150 hand > Herren 169 hendes > Mariæ Magdalenæ 141 150 157; omvendt: Jesum > ham 168 170.

(3) Manuskriptets levende, men noget springende brug af historisk præsens er gennemgående rettet til præteritum, se fx. Persohnen, for hvem hand først aabenbarer (> -ede) sig 1383 13510 1409 1486 ff. 15610 15710 1586 (kun en enkelt form rettet) 15818 16513 (er) 16611 (har) 16914 (skal); jf. nu > da 1554.

(4) En løsere (parataktisk, ufuldstændig eller uregelmæssig) sætningsforbindelse er ikke sjældent ændret til en fastere periode: Derimod har > da derimod ingen har 142 thi det samme har > som har 147, jf. 1349 1586 169 (nederst) 170-71. Således ofte hvor ms. ved de mange inddelinger har en forkortet eller ufuldstændig sætning: 3) hvor yndigt er det ikke > 3) hvor yndigt det er... 148. Et led er indført foran (3) og (4) s. 156 for at motivere inversionen; se også 162 (III,1 (a)) 1631. Derimod er konstruktionen i et nyt afsnit brudt i trykket: 1561.

(5) Udvidet brug af det bøjede relativpron. hvilken, fx. for hvem > for hvilken 138 140 som icke > hvilken ej 147 I den (> hvilken) henseende hun og videre skal forkynde dem 169; men hvilcken erstattes af andre former, fx. 141 (> og).

477

(6) I 18. århundredes sprog finder man en brydning mellem en ældre skriftsprogstendens til at stille adverbielle led foran bisætningsverber og infinitiver, og en yngre, af talesproget påvirket, tendens til efterstilling. Vor tekst viser ændringer i begge retninger: (a) Foranstilling: for hvem han aabenbarede sig først > først aab. sig 1383. Men vi nøyes dennesinde, for tiden at spare, med.. > Men, for T. at sp., nøjes vi... 14512 14610 1478 det var... det sidste ord, som hun fick at høre... tenckte hun > at hun skulde sidste gang, efter hendes Tanker, høre ham paa Korset 162. - Andre bestemmelser foranstillet: det var bekiendt nock for hele Verden > det var al Verden bekiendt 164. - Foranstilling af let bestemmelse: Mand siger den gandske Dag til mig > til mig d. g. D. 166 er kommen saa mild og blid igen > igen s. m. o. b 174. - (b) Efterstilling: aabenbar os og jo mere og mere Din uovervindelige Kierlighed til os > aa. os ogsaa din u. K., jo m. og m. 138 15013 1584 15917 (først); saa let tenckt herfra > tenkt saa let paa deres rette Hiem 171. - Efterstilling af tung bestemmelse: af Guds ord og daglig forfarenhed kiendeligt > kiendeligt baade af osv. - Brorson bruger påfaldende hyppigt (efter tysk mønster) en indrømmende hovedsætning af typen Var hun dog bekiendt nock af andet 160; disse gengives som regel uændrede af trykket, men det anførte sted er sætningen omtydet til et spørgsmål ved indsættelsen af ikke: Var hun dog ikke bekiendt nok...?

(7) Et par steder fjernes meget tunge bestemmelser til et substantiv: bestraales af den, fra sin gravs Mørcke saa deylig fremskinnende Retferdighedens Sool 134. Tilsv. s. 1709.

Ms. har på enkelte steder rim, der udelades i trykket (vel fordi man hævdede, at rim var upassende i god prosa): kierlige og herlige 138 paa det mægtigste og prægtigste 144; således også Vaagen og Kaagen (dvs. gloen), løben og kiøben i det overstregede stykke s. 174; jf. reent og rundt > kierlig og rundelig 173. Dog bevares den stående folkelige forbindelse hige og fige herfra 172 (jf. ODS u. fige 2).

Skønt rettelserne gør et lidet konsekvent indtryk, tenderer de i det store og hele mod en klarere opbygning og en mere logisk-korrekt form; til gengæld går undertiden den ejendommelighed tabt, som for nutidslæseren er det mest karakteristiske og indtagende ved Brorsons sprog; evnen til at fastholde talesprogets jævne udtryk og bevægende tonegang; der udelades livfulde småord som ganske eller nu (134); man savner en ugrammatisk, men levende tempusomskrivning som at... de mægtigste i Verden sielden har vildet haft deres Børn ved Daaben anderledes opnevnede (142). Ofte udskiftes dagligdags udtryk med mere stive, fx. da skulde det vel staaet hart, inden de havde beqvemmet sig til, at lade sig frelse derfra (151). Den lampe kan snart gaae ud (> slukkes) (154) at jeg ikke kan komme til (> nyde den Trøst) at salve ham (156). Det er derfor, at > saa er det Aarsag, hvorfor (171). - Udeladt er vendinger som: Var det saa glædeligt for Maria Magdalena... at see ham her, hvad, naar I skal see ham der? (167). Saa giør Eder nu ret til Gode, I Troende (173). Thi den stund vor kiære frelsere levede, vilde hun icke fra ham. Der var hun sicker nock (161).

Ej heller føler man det som en vinding, at trykket strammer en

478

passage, hvor taleren ved varieret gentagelse af jævne ord har fundet et levende sprogmelodisk udtryk for sin bevægelse: ja! o hvor deyligt vil det da komme igien (143). O den din Taarestrøm (156). - Hvem leder du efter? hvad giør du her i haven? hvad søger du i Graven? (164; citat fra arien nr. 295.3.2-3). Flere tilsvarende stramninger s. 164 f. Et enkelt sted griber trykket tilbage til en stivere konstruktion, som var rettet i ms.: saadan deylig (i ms. rettet til: saa deylig en) Guds Tempel 1605.