Brorson, Hans Adolph Uddrag fra Svane-Sang ; Lissabon ; Mindre digte ; Prosaskrifter ; Tillæg : Paul Diderichsen: Filologisk redegørelse. Arthur Arnholtz: Brorsons vers- og sangkunst. - 1956

↩ at have klaret sig med allerede indsungne melodier - utvivlsomt i første række af hensyn til sine menigheder. Hermed være ikke sagt, at han så kun brugte pietistmelodierne af nød, tvunget af de nye strofeformer, som han så gerne beholdt i sine oversættelser. Det lader sig ikke nægte, at visse af de ældre melodier kan falde lidt tørt til hans subjektive tekster1), og hans egen smag for de nye, ja endda for de endnu verdsligere som Sperontes', er jo bevidnet2). Om Brorsons musikalske smag ved vi i øvrigt intet nærmere. Hans valg til registrantens tre hovedgrupper er ikke på nogen måde påfaldende. I de to første gælder det især det kendte; i den sidste afviger hans valg lidt fra Pontoppidans salmebogs, men begge steder står godt og mindre godt imellem hinanden. Forholdet er jo det mærkelige, at »den sangløse tid« mellem barok og rokoko føltes stærkest inden for den verdslige sang. Inden for den sædvanlig konservative og moderate åndelige sang kunne kontinuiteten bedre bevares. Og således gik det da til, at pietistarierne var tidligere forberedt (se registr. nr. 68-85) og for en gangs skyld blev pionerer for den følgende verdslige sang. Brorson har da måske ligesom Schemelli tænkt sig sine »Freylinghausen«ske stykker brugt til husandagt. Han har muligvis tænkt, at her var den nye sang, men har forregnet sig. Inden for kultureliten kritiseredes den straks3) og fortrængtes hurtigt af odetidens højere og oplysningstidens jævnere kunst.