Brorson, Hans Adolph MELODIUNDERSØGELSER VEDR. SVANESANG I

MELODIUNDERSØGELSER VEDR. SVANESANG I

I

1 (284): Livet med sin brudeskare -

2 (285): Her er sang på Juda bjerge -

36 (319): Korset vil jeg aldrig svige -

37 (320): Himlen, trods de grusomst' bølger -

Ingen strofeparalleler. J. A. L. Holms forslag til 1 og 2: »Nu velan, vær glad til mode« og »Som den gyldne sol frembryder« tilhører et andet metrum og vansirer Brorsons forfinede strofe (jf. s. 492). Tre folkemelodier til 2 (El. II, 10, s. 14) og 36 (Sand I, 72; El. II, 11, s. 11 ??? Gudbr. 12); de to første galt bygget til strofen; den sidste passer til det sjældne metrum og synes at være en omsungen koral. Ikke identificeret.

II

3 (286): Op dog, Sion! ser du ej -

Ingen strofeparalleler. Sand I, 100 a ??? MM 268 (noteret henholdsv. i ¾ og ) og III, 47 spejler intet ældre forbillede. Sand I, 100 bc er optaget fra Freylinghausen uden speciel motivering (»Himmel, Erde, Luft und Meer« og »Gott sei Dank in aller Welt«); de er kun 4-liniede, Brorsons 8-liniet, endda med da capo for de første 4 linier. - F. 5093 (29 4-lin. mel., en af G. Josephus). F. 5115 (anon. arie; usandsynlig). Z. 1174-1248 (4-lin.). Z. 6369 (8-lin., M. Schneider i G. Schefflers »Seelenlust« 1667).

IV

5 (288): Du smelter i tåre -

Ingen folkemelodier. - F. 6665 (1 anon. mel. fra saml. 30 (E. Schlickeisen, u. å.): »Ich achte vergänglich die weltlichen Güter«) eller Z. 3911 (1 mel. af J. R. Ahles »Arien« 1660: »Du ewig lebendig selbständiges Sprechen«) kan måske være kendt og brugt af Brorson.

V

6 (289); Se, hvor heftig døden ryster -

7 (290): Kunde du dog ikke våge -

11 (294): Lad os drage, bange hjerte -

Metret er så almindeligt (et af Sperontes' yndlingsmetre), at strofisk kongruens ikke siger meget her. J. A. L. Holms forslag »Jesu, dine dybe vunder«, altså atter til en strofe med afvigende udgange, kan dog afvises, selv om Brorson stundom fandt sig i den slags. Klenodiets paralleler »O min kærlighed og glæde« (36) og »Uopøselige kilde« (38) går til Freylinghausens 55. art (se Klenodieregistranten 116 a), 3 melodier, hvoraf en hos Pont. til »O du store sejerherre«. -

Over alle tre Svanesange findes i Univ.bibl.s eksemplar tilskrevet »Allerdejligste Climene«, en anonym hyrdevise, trykt hos Graae I, 37 og benyttet som melodiangivelse sammesteds til I, 62, 63, 64, 94 og II, 165 og i senere samlinger. I brødrene Basts nodebog samt i et manuskript (Ny kgl. sml. 1510 fol.) angives Climene-melodien at være identisk med »Belle Brune, que j'adore«, og det samme er tilfældet i H. Rungs partitur til H. Hertz's »De fattiges Dyrehave« (opf. 1859), hvori melodien er bevaret og benyttet for sit gammeldags præg (for dette fund takker jeg Nils Schiørring).

- De to danske folkemelodier (Sand I, 75 ab) og de to norske (El. II, 3, s. 12 og 13) kan hverken siges at pege bestemt mod Freylinghausen-melodierne eller »Climene«. Den første af hvert par har menuettakt, hvilket, sammen med tilskrifterne, kunne tale for Climene-melodien. - F. 5750 (16 mel.). Z. 6690-6766.

518

VI

8 (291): Lad mig, søde Jesu, møde -

29 (312): Overmåde fuld af nåde -

Forrige gruppe havde 4 trokæiske liniepar a 8 og 7 stavelser, denne gruppe har 6, og endelig har Klenodiets nr. 138: »Jeg er rede til at bede« 3 sådanne liniepar. Melodifællesskab mellem disse almindelige metre bliver da muligt ved gentagelse af tekst- eller melodidele (bemærk da capo-delen i Sv. 29). Sperontes har 9 og Foss 2 melodier, hvoraf dog intet tør sluttes. O. M. Sandvik henviser i »Norsk koralhistorie« (Oslo 1930, s. 160) nr. 29 til Pont.s »O du store sejerherre« (Freylingh. 1704). De to danske folkemelodier (Sand I, 107; III, 51) viser ingen omsyngning, kun at den sidste atter er i »Climene«s menuettakt. Den norske (El. I, 1, 4 og No. koralhist. s. 160) kan måske være en ombygning af Joh. Crügers »Herre, jeg har handlet ilde«, som Brorson (trods den gale sidste udgang) selv havde angivet til Klenodiets nr. 138. - F. 5750 (16 mel.). Z. 8347 (fra GB. Meiningen 1693).

VII

9 (292): Ser dog de blodige strømme, som rinder -

52 (335): Aldrig jeg mere på verden vil tænke -

Kun een egentlig strofeparallel noteret, nemlig Sperontes' »Meide mich, fliehe mich, törichte Liebe« (3. Fortsetzung nr. 18). Iøvrigt foreligger her igen et nogenlunde almindeligt metrum: 6 daktyliske verspar a 11 og 10 stavelser, der jo kan tænkes sunget til kortere melodier med dele gentaget (evt. også til længere med tekstdele gentaget). Klenodiet selv bringer ganske vist ingen af disse kortere strofer (med 2, 3 eller 4 verspar), og folkemelodierne til Sv. 52 (Sand I, 6 ab; MM. 1136; El. II, 1, s. 16) synes ikke at røbe ældre forlæg. Tre melodier a 4 verspar er dog med rette anført af Harald Vilstrup som sandsynlige: En anonym tysk til J. L. C. Allendorfs »Jesu Jehovah! ich such und verlange« fra o. 1733 (digtet oversattes af P. J. Hygom til Pont.: »Jesus, din søde forening at smage«, og melodien kom hos Breitendich); en anonym (dansk?) melodi hos Pont. til samme tekst; samt J. B. Königs »Sollt' mich die Liebe des Ird'schen bethören« fra 1738, der har været kendt til Hygoms salme siden Schiørrings koralbog 1783.

IX

12 (295): Hvorledes går det her?

Rosenknopstrofen (jeg kalder den således efter Stubs »Du dejlig rosenknop«) har været et af rokokoens yndlingsmetre. Inden for den verdslige sang benyttes strofen 7 gange af Stub, 5 gange af Sperontes og 15 gange hos Graae (heraf 4 Stub'ske samt fordanskningen af »Ich bin nun, wie ich bin«). Til det markante metrum kendes tre melodier herhjemme, en af S. S. Weise i hans »Syngende nymfekor« (1753) til »Jeg en hyrdinde er«; en i Thielos »Den borgerlige hovmesterinde« (1759; variant hos Ny. Ras. I, 28; restaureret af F. Viderø til GDV. II, 16) til »En ærlig ven er rar«; og en, omtalt af Fr. Barfod (i hans udgave af Stubs digte 1852, s. LXXV, noten) under betegnelsen »Jeg laver tynd caffé«. I sin afhandling »Til Ambr. Stub« (Analyser og problemer I, 1933, s. 282) foreslår Brix, at denne sidste melodi skulle være Sperontes' »Murky« til »Ich bin nun, wie ich bin« (I, 33), og at Brorson skulle have overtaget den til sin påsketerzet fra en af Stubs verdslige viser.

Mod Brix's antagelse strider et forhold, som ikke tidligere har været fremdraget: Til dette ene Svanesangsdigt har Brorson egenhændigt angivet melodi i manuskriptet til påskeprædikenen (jf. s. 510): »Nur frisch zum Himmel zu«. Grev Heinr. Ernst zu Stolberg-Wernigerodes salme i samme metrum: »Fort, fort,

519

zum Himmel zu« findes i »Wernigerödisches Gesangbuch«, dog ikke i 1. og 2. udgave 1735/38 (de eneste, som Kgl. bibl. ejer), men kun i den ny samling, Halle 1767. Her skal den (iflg. Z. 8438) være ledsaget af 2 anonyme melodier, den ene så ariemæssigt forsiret, at Zahn undlader at gengive den. Den anden melodi passer hverken til Stolbergs eller Brorsons tekster; den har de fornødne 13 linier, men gentager straks lin. 1-4, mens teksterne kræver lin. 2-5 gemt til et afsluttende da capo. Over for denne uomtvistelige vansiring og melodiernes sene fremkomst tør man da vist slutte, at Brorson vel har kendt Stolbergs tekst, men nok til en mere passende melodi. Hans egne tegn for da capo'et (i ms.) stemmer da heller ikke med Wernigerode-bogen, men med tilskrifterne i Univ.bibl.s førstetryk (jf. s. 496 og 510).

Til Brorsons versform passer derimod de 3 førstnævnte verdslige melodier, og af disse har endvidere Sperontes' »Murky« (som Brix antog) størst sandsynlighed for at have været forlægget. Allerede fra 1739 benyttedes den djærvt-lystige melodi til salmer (»Seht, da ist euer Gott«, »Triumph, Viktoria! / Mein Heiland ist erstanden« - jf. Z. 8435/37/41, der ikke genkender Sperontes' original i de meddelte varianter). Til Danmark kan den være kommet med en af disse eller med Stubs (?) oversættelse af den opr. verdslige tekst »Jeg er og bli'r mig lig« (Graae I, 93). Vigtigst for os er, at Sand (I, 49 c), også uden at genkende den, har optegnet den som 6/8-variant efter almuesang på Middelfartkanten - til Brorsons påskesang. Jeg vover da at antage, at det er til Sperontes-tonen, at Brorson både har sunget Stolbergs og sit eget digt. Yderligere afklaring kan først nås, når Wernigerodebogens »anden, ariemæssige melodi« kan inddrages i sammenligningen; den hertil nødvendige 1767-udgave kan for tiden ikke skaffes fra tyske biblioteker.

520

De to andre melodier har (med deres svage mindelser om Sperontes' 2 linier kortere »Vergnügte Frühlingslust« - 2. Fortsetzung 1743, nr. 34 - jf. Z. 8436) næppe interesse i denne forbindelse. Også Sand 49 ab synes at være uden betydning. - Om Rosenknop-strofen i almindelighed, dens udbredelse i Tyskland, og om Sperontes-melodiens forhold til J. S. Bach m. m. se min afhandling »Folkelig kunstsang i Danmark« (Danmarks sanglærerforenings årsskr. f. 1947) s. 32 ff., særlig note 93 m. henvisn. til Ph. Spitta, M. Friedlaender og Edw. Buhle. - Strofer af lignende type hos Rathgeber I, 5 (7 linier), II, 11 (8 lin.) og III, 2 (12 lin.).

XII

15 (298): Her er nyt fra Dødens porte -

Ingen egentlige strofeparalleler, men påfaldende lighed med indvielseskantaten til Kolding kirke 1758 (nærv. udg. III, s. 227; jf. Harald Vilstrups bemærkning om kantatens indholdsmæssige sammenhæng med Sv. 59 - i min anf. Brorson-afh. s. 65, note 2). Sletter man kantatens 3 liniegentagelser og vor nr. 15's sidste linier (»Hallelujah!/Triumf ..« etc.), fås metrisk kongruens af afsnittene: Aria (lin. 1-6), recitativ (lin. 7-11), aria (lin. 12-18). - Sand I, 41 deler digtet i 3 strofer til samme

521

melodi ved falsk udfyldning. El. II, 11, s. 12, passer nøjagtigt, men er jævn og intetsigende.

XIII

16 (299): I dag skal alting sjunge -

Den ret simple strofe benytter Brorson kun dette sted. Med 2 stavelsers tilføjelse til sidste linie fås »Nu hviler mark og enge« (brugt til Klenodiets nr. 37, 249 og 255), som dog vansirer digtet her. J. A. L. Holm har forslaget. - El. III, 1, 13 synes at være en omsungen koral, som jeg dog ikke har kunnet identificere. - F. 1200 (26 mel.). Z. 2266-2292. - Kingo angiver i Sjungekor II, 5 »Udi din store vrede« og meddeler melodien i gradualet 1699.

XV

19 (302): Jeg ser dig, søde Lam at stå -

21 (304): Ak Fader, lad dit ord og ånd -

De to strofer er ikke helt ens; nr. 21 har to stavelser færre i 5. linie og gennemfører den anomali at parrime lang og kort linie (som »I skovens dybe, stille ro«). Brorson har kun brugt stroferne her, men de har paralleler hos Foss, Stub og Sperontes - uden at enkelte kan udpeges som forbilleder. De er sammenstillet her, fordi Univ.bibl.s førstetryk ved dem begge har melodiangivelsen »Sæt fuglen i forgylden bur« samt et tegn for ordgentagelse i nr. 19 (lin. 6 i hver strofe), mens melodilinierne kan forkortes til nr. 21's linie 5-6 (ved at man stryger tonegentagelserne her). Melodiangivelsen er begyndelsen til 3. strofe af den udbredte moralvise »Ak frihed, ædle frihedsstand« (Ny. Ras. I, 39; Lütken 134; melodierne her er formentlig varianter af den nederlandske vise om Pierlala, som vist af F. Viderø, GDV. II, 15, hvor den er ny trykt).

Af tabellen vil ses, at begge salmer, især dog nr. 19, har været folkelige favoriter. De danske forsamlingstoner er intetsigende. De norske er alle (undtagen El. II, 2, s. 2) moll-agtige og peger måske vagt hen mod Pierlala-melodien eller den beslægtede af Schein, som vi siden Laub har benyttet til nr. 21 (DK. 5), se navnlig Øst 25. - F. 1612 og 1640 (2 anon. ældre mel.) eller Z. 5574-76 og 5592-98 (5594: Schein) giver ingen videre opklaring.

XVII

22 (305): Er ikke Efraim min lyst -

33 (316): Så sød er Jesu hyrdefavn -

Til P. Gerhardts original (22) i det almindelige 7-liniede metrum (f. eks. »Af dybsens nød«) bringer Freylinghausens 40. art 21 melodier. Brorson har imidlertid gjort strofen sjældnere ved at udvide den med en slutlinie og har kun Sv. 33 som parallel til den. Freylinghausens eneste parallel er Joh. Schops melodi til »Ermuntre dich, mein schwacher Geist« (i Joh. Crügers »Praxis pietatis melica« 1648), der i betragtning af metrets sjældenhed muligt har været Brorsons forlæg. Stubs parallel »Her bragte tiden en pokal« siger intet.

Til Sv. 22 er ingen folkemelodier. Sv. 33 har derimod været blandt de mest yndede. Sand I, 111 a og III, 55 er vel skolelærerkompositioner, I, 111 b moll-agtig norskpræget (??? El. II, 6, s. 4) uden at røbe forlæg. De fleste af de norske (især El. II, 1, s. 5 og III, 1, 11 b) synes at være ombygninger af »Af dybsens nød«. Undtagelser er El. III, 1, 11 d, som intet siger, og III, 1, 11 e, hvis 6. linie spejler »Ermuntre dich..« - Jeg har desværre ikke haft lejlighed til at jævnføre folketonerne med F. 1986 (32 mel.) eller Z. 5733-5770.

XVIII

23 (306): Fred i Jesu død vi skulde -

Strofe som Klenodiets nr. 59, 233 og 234, hvortil Brorson selv angiver »Herre, jeg har handlet ilde (Klen.registr. 46: Joh. Crüger 1649). J. A. L. Holm foreslår

522

samme melodi. To paralleler hos Sperontes (I, 57: »Sanfte Rime« og 1. Fortsetzung 30: »Und wie lange«) kommer vel næppe i betragtning. Ingen folkemelodier. - F. 5775 (66 mel., en af G. Josephus). Z. 3685-3789.

XXIV

32 (315): O du min Immanuel -

60 (343): Op min ånd, op fra dit ler -

Til Klenodiet nr. 16 havde Brorson oversat »Nun das alte Jahr ist hin« i samme strofe og med melodi hos Freylingh. 1704. Muligt er det denne, vi mider omsunget hos Sand I, 95 a og c. Sand I, 95 b og III, 49 viser måske hen til andre pietistmelodier, som ikke er sporet. Sand I, 103 og MM. 562 (svensk ??? Gudbr. 7) siger mig intet. El. II, 1, s. 23 er muligvis en ombygning af »Herre, jeg har handlet ilde«. - F. 4945 (4 mel.). Z. 3312-3323 (3314 - også i F. - af Josephus i Schefflers »Seelenlust« 1657 har svag lighed med Sand I, 95 b).

XXVIII

39 (322): Arme skrog går i tog -

40 (323): Goliath drog fra Gath -

De sært, men ens byggede strofer har forskelligt linietal, Goliath-visen 22 uden gentagelser, dialogen (Sv. 39) 26 + de 4 første udskrevet samt en ubestemt repetitionsdel. Indtil videre kan det nok forsvares at betragte dem under eet. Brorson kalder selv nr. 40 »en kæmpevise«, hvilket Brandes (Saml. skr. XII, 1902, s. 241) og Brix (anf. skr. s. 310) forstår som folkevise. Metrisk er det imidlertid en børnerimsmanér (som »Pandeben, godt det gror«), Brorson benytter. En anvendelse i kunstsangen (Thielos Oder I, 1751, s. 25):

»Dejlighed / kærlighed
letteligen kan opvække.
Skønheds pragt / har en magt,
som os snart betage kan« osv.

kommer næppe i betragtning p. gr. a. de skiftende mandlige og kvindelige versudgange. En tysk tælleremse (Des Knaben Wunderhorn II, 1808, s. 347-350):

»Bons dies, Bock! / Dei Grats, Block!
Wo sind nun die Hosen, Bock?«

varierer over det rytmiske motiv, sammentrækker eller udvider det. Melodien ikke fundet.

Kun to folkemelodier er mig bekendt, en hos Sand (III, 19) og en, meddelt mig i juli 1955 af lektor Alf Bo, Lyngby (den har været min kone bekendt fra afd. læge Ellen Hallas og begynder (alm. bogstaver for -dels noder, kursiverede for ¼-noder): c' c' e / g g c). Ingen af dem røber ældre forbilleder. Børnerimsmanéren gør det imidlertid nærliggende at tænke på den udbredte franske vise »Ah, vous dirai-je, Mamam«, kendt herhjemme til tekster som »A B C D E F G« og i varianter til »Jeg gik mig over sø og land«, »Skære, skære havre« og »Bro, bro brille« (se »La Clé du Caveau«, Paris 1810, nr. 25, og Schiør. I, 102, m. henv. til W. Danckert om de tyske, svenske og norske melodiformer). Noteret med bogstaver som før, skulle Goliath-visen da lyde:

2/4 /: g g g / a a g / f f e e / d d c :/
/ g g f / e e d / g g f f / e e d /
/ c c g / a a g / f f e e / d d c //

Naturligvis kun en gisning.

523

XXXI

43 (326): Klag dig ikke for trang på drikke -

44 (327): Her vil ties, her vil bies -

De to digte har hver sin form for metrisk forfinelse. Begge varierer strofernes enkelte linier ved at skifte mellem 2- og 3-stavelses fødder og holder så stroferne kongruente. Det er linie-variationen i de to digte, der er forskellig. Nr. 43 nøjes med i hver linie at sætte trisyllablen i 2. taktled. Nr. 44 tiltager i bevægethed ved en gradvis forøgelse af 3-stavelses fødder gennem de første 4 linier og falder så atter til ro i gentagelsesdelen. Denne sidste teknik er så udtryksfuld, så kunstfuld og påfaldende, at Ch. Th. Barfoed har forsøgt, ganske vist uden held, at efterligne den direkte: »Lad den rige / ingen vige, / fordi han har laderne fuld« (Graae I, 108). Den er også så markant, at man fristes til at tænke sig den skabt til et melodiforlæg. Men til ingen af de to sange har jeg fundet egentlige strofeparalleler eller melodier med netop disse metriske variationer.

Bedømmer man dem grovere som blotte varianter af Brorsons trokæiske 6-liniede strofe: »Jeg er rede til at bede« (Klen. 138) eller hans 4-liniede (+ gentagelse): »Dig min søde / skat at møde« (Klen. 20) eller »Hvem der havde dog forlåret« (Klen. 238), dukker nogle melodimuligheder op. Til Klen. 138 kan, foruden den vansirende »Herre, jeg har handlet ilde« (Brorsons angivelse, Klen.registr. 46) tænkes G. Chr. Strattners til J. Neanders digt (Bundeslieder 1691) og melodien til samme salme hos Freylinghausen. Til Klen. 20 og 238 bringer Freylinghausens 7. art 5 melodier, som med gentagelse af 1. eller 2. strofehalvdel kan have været benyttet. Af disse gengives melodien til »O, der alles hätt' verloren« hos Pont. (»O, den alting kunde dræbe« - Klen.registr. 100 a), og af denne findes en norsk folkelig variant (El. I, 1, 9) til »Her vil ties« - med 1. lillesats fordoblet og ¾s takt, som det klæder tekstvariationerne bedst. - Over for dette fund taber de andre overleveringer i betydning, Sand (I, 135 = MM. 1188) til »Dig min søde«, MM. 1192 (tysk 1698) til »Jeg er rede« og Li. 185 til teksten.

Ved siden af El. I, 1, 9, står, som vist af Torben Krogh (Ældre da. teater 1940, s. 295, og radioforedrag 11.1.43) Folie d'Espagne-melodien (Klen.registr. 60), som Brorson utvivlsomt har kendt fra sin brodér Nicolais salme (Klen. 275). Måske har den været i hans hoved til Marias vuggesang fra J. K. Schandrups (d. 1720) »Helligtrekongers komedie« (Skrifter v. P. Phönixberg 1728 med denne melodiangivelse) - med linier som »Vinteren trænger / mere og strenger«. Måske Brorsons vending blot er efter et ordsprog.

XXXII

45 (328): Skal vi ustridig hist -

I det ret sjældne metrum findes en anon. 17. årh.s melodi (F. 750), en af J. R. Ahles »Arien« 1662: »Nun hab ich ausgehaucht«, og en fra Neuss 1692 (Z. 5224/25). Jeg har ikke haft lejlighed til at konferere disse med de danske forsamlingstoner (Sand I, 116; MM. 901) og den interessante norske koralomsyngning (El. III, 1, 9).

XXXVI

50 (333): Ak, hvad er dog tiden lang -

57 (340): Ve dig, Edoms trygge egn -

58 (341): Se dig, Sion! vidt omkring -

Paralleler til den almindelige strofe i Klenodiet: »Jesus han er syndres ven« (110), »Sørger du endnu, min sjæl« (181) og »Jesu! når jeg sindet ned« (231), samt hos Foss (70) og Sperontes (I, 9, 11 og 28). Til Klen. 110 har Brorson brugt Crügers »Jesus, meine Zuversicht«; den er nok identisk med de andre melodiangivelser (se Klen.registr. 50 og 114) og med J. A. L. Holms forslag til alle tre Svanesange

524

(»Sørger du endnu«); endelig findes den i Pont. (til Klen. 110). Sand I, 66 og El. II, 4, s. 15 synes at være omsungne pietistmelodier, men er ikke identificeret. Til »Se dig, Sion« sætter Sand (I, 113) uden speciel motivering »Jesus ist der schönste Nam'« fra Freylinghausens 24. art (5 mel.). - F. 5305 (30 mel.). Z. 3430-3496 (3442/43, også i F., af Josephus i Schefflers »Seelenlust« 1657).

XXXVIII

53 (336): Midt igennem nød og fare -

Sand I, 81 (= MM. 1069) er komponeret af H. C. Simonsen. MM. 1070 og de norske har jeg ikke haft lejlighed til at konferere med F. 5585 (4 mel.) og Z. 6504.

XL

55 (338): Solskivens streg / den peger alt på Dødens port -

Ingen egentlige strofeparalleler. Den smukke og kejtede melodi hos Sand (to varianter I, 117 ab) kan jeg heller ikke identificere. Stub synes at have eksperimenteret med et lignende metrum: »Her er jo fred« (Sml. skr. 1852, nr. 87). Delvis tilsv. strofe og melodi hos Foss (Psalt. 14, 64; Nogle samtaler s. 48).

XLII

59 (342): Langt oven for den tågesky -

Ingen strofeparalleler. Marchmanéren fra »Den store, hvide flok (3 lange + 1 kortere linie sammenstillet og helt eller delvis samrimet) udvidet. De tre korstrofer i Vægterversenes metrum. Sand I, 79 abc aldeles intetsigende. El. II, 3 s. 4 ikke identificeret. El. II, Tillæg s. 6, bringer en intetsigende march, men her omsider afbrudt af en omsyngning af vægtermelodien (DK. 323) til korene.

XLIII

61 (344): Hvad blev der liden / tab på tiden -

Ingen strofeparalleler. Sand I, 44 a intetsigende, 44 b en omsyngning af den tyske »Grossvater-Tanz« (17. årh.), udbredt i Danmark til gildesskålen »Og dette skal være -« (nærmere i A. Arnholtz, K. Clausen og F. Viderø: »Festsange« 1947, nr. 84). De tre norske folkemelodier har svage mindelser i samme retning.

XLIV

62 (345): Når mit øje, / træt af møje -

Til det almindelige metrum findes i Klenodiet en salme af Brorson: »Jesum, Jesum, Jesum sigter« (176) og to af hans broder Nicolai (280, 283), de sidste med melodiangivelse »Jesus, Jesus, nichts als Jesus«. Hertil bringer Zahn 67 melodinumre. Inden for pietistmelodiernes snævrere kreds kunne tænkes en af Crüger eller en af J. C. Bach, der begge findes i Pont. (Klen.registr. 49; Freylinghausens melodi til teksten + slutgentagelser er derimod ikke optaget). En tredie mulighed er J. Neanders »Eile, Herr, mir beizustehen« (1680), som Prahl og Heinebuch (1895) sætter til Nic. Brorsons »Amen! Jesus han skal råde« (283). - De smukke ¾s-melodier hos Sand (I, 87 ab) kan jeg ikke identificere. Derimod finder jeg J. C. Bachs melodi svagt spejlet i Gudbr. 21 og MM. 623 (den sidste til »Når mit øje« i P. Hjorts »Gamle og nye psalmer« 1843, nr. 132). Li. 501 ikke identificeret. - F. 4637 (bortkommet). F. 5660 (58 mel., 4 af G. Josephus). Z. 3613-3680 (ikke konfereret).

XLVI

64 (347): Nu verdens rige, / du dårligheds kastel -

65 (348): Sulamith lille! / hvi jamrer du så tit -

En af Brorsons yndlingsstrofer har været »På Gud alene«-metret, i hvilket han har skrevet 5 originale salmer (Klen. 130, 219, 229, 263, 274) til den anonyme melodi

525

hos Arrebo (1627; MM. 1201). Metret er på een gang simpelt og markant; det består af 5 særprægede, men ens liniepar, fletrimede 2 og 3. Det kan altså udvides ligesom »Goliath«-metret (XXVIII, 39, 40), og dette har Brorson da gjort her (7 liniepar, 2 + 2 + 3 fletrimede), formodentlig til samme melodi, skønt den så må gentage sin første lillesats 4 gange. Jeg kender ingen fremmede salmer i metret. - Folkemelodierne anvender forskellige gentagelsesdele, Sand I, 92 a (??? MM. 1207) og b med 18 linier, I, 121 (??? Li. 460) med 16 og El. I, 1, 2 med 24 linier. Ingen af disse synes at støtte Arrebo-melodien; den støttes derimod af Gudbr. 40 (til Klen. 219): »Nu da til lykke«).

L

69 (352): Den store, hvide flok vi se -

Betragter man kortlinierne (»med skov omkring / af palmesving« o.l.) som indrimede langlinier, kan den 15-liniers strofe reduceres til en 12-liniers på 3 ens afsnit. Hvert afsnit har den typiske marchmanér (3 fuldstændige og 1 katalekt linie sammenstillet og rimbundet, jf. »Pilegrims march« XLII, 59, og flere andre Svanesange), som kendes fra Bellmans »Så lunka vi så småningom« (Fredm.s sanger 21), »En sømandsbrud har bølgen kær« (af »Capriciosa« 1836, iflg. E. Bøgh en böhmisk folkemel.), »Århus tappenstreg« (ved C. C. Møller), og (i ) den såkaldte »Francaise: Der var om mig umanerlig rift« (Danmarks melodibog II, 46). Da Univ.bibl.s førstetryk til dette nummer tillige har tilføjelsen »Studenter Mars«, ligger det nær at søge forlæg blandt melodier af denne karakter. De allerede nævnte er formentlig for unge og for fjerne i stemning. En ældre parallel foreligger i Sperontes' »Der Abschiedstag bricht nun heran« (I, 34), om man blot tør fordoble linie 9: »Erwege selbst, geliebtes Kind«. Den har endda samme indrimsteknik som Brorsons digt. - Efter forslag fra pastor K. Fønss-Jørgensen (i breve til lærer Kr. Lovmand og mig af 3.11.42 og 4.5.43) skulle et tema af Gluck også kunne være forlæg. Det »går igen i flere af Glucks operaer, sidst i »Armida« 1777 (formentlig den kendte musette i 4 akt), men også i hans første fra 1740-erne«. Det er ikke let at slutte fra et tema, der er så almindeligt i sin harmonik; og det er ikke lykkedes mig at finde det i en form, der evt. kunne have foranlediget Brorsons strofe. Visse formelementer findes derimod endnu i Sperontes' »Weicht, ihr Grillen« (I, 60), der bærer titlen »Studenten-Lied« og foredragsbetegnelsen »March«; men strofens helhed stemmer ikke med Brorsons.

Af alle Svanesange har denne nok været elsket og beundret mest, særlig i Norge. Cath. Elling opregner i sin afhandling »Vore religiøse folketoner« (No. videnskaps-akademis skr., II, 7; Oslo 1927, s. 20 ff.) 16 melodier alene til »Den store, hvide flok«; Gaukstad (anf.skr.) registrerer 9 selvstændige melodier hos Elling, men dertil et utal af opskrifter, der vidner om deres og digtets store udbredelse. Det trykte melodistof, som jeg har kunnet overkomme (se tabellen), falder i forskellige grupper. Den største omfatter småmelodier på 4 linier, der gentages 3 gange til digtets strofe (storform AAA). Hertil hører Sand I, 19 b (= MM. 1271), III, 7 b, Li. 93 (= MM. 1272), der især blev kendt ved Griegs udsættelse for barytonsolo og mandskor (»Salme og sang« I, 1915, s. 38), El. II, 1, s. 3; 2, s. 3; 7, s. 8 (de to sidste ??? Gudbr. 37 abc); 8, s. 2 (= El. III, 1, 8 b); 8, s. 3; og El. III, 1, 8 a. Ikke blot p. gr. a. deres melodier, som intet røber mig, men allerede p. gr. a. deres form mener jeg at kunne se bort fra dem. Deres eventuelle forlæg ville næppe i sig selv fremkalde Brorsons 3-dobling af strofen. - En næste gruppe har 8 linier med gentagelse af henholdsvis første eller sidste halvdel. Det gælder Sand III, 7 a (??? MM. 1270; AAB) og Sand I, 19 a (??? Øst. 50; ABB). Og endelig er en enkelt folketone gennemkomponeret (Øst. 32 a; storform: ABC, med kunstfærdig benyttelse af mindre enheder til spredt gentagelse - og i flydende rytme: Bilag nr. 13). - Af en af tabellens 12 melodier, Sand I, 19 a, har pastor Fønss-Jørgensen venligst sendt mig en variant i menuettakt, kendt fra Thorsted, Vallekilde og Horne og trykt (atter varieret og i ) i M. T. Bredsdorffs og H. Nutzhorns »Salmemelodier« 2. saml., Nyborg 1892 (272 d) med overskrift »Fra de gudelige forsamlinger

526

(Fyn)«. På de følgende noder viser 1. system den først anførte Sperontes-melodi, 2. system G-dur marchen hos Bredsdorff og Nutzhorn (meget nær Sand I, 19 a) og 3. system dens variant Øst. 50.

Forholdet mellem evt. forlæg og evt. omsyngning er her ikke klart som ved Sv. 12: »Hvorledes går det her?« Man må nøjes med at sige, at Sperontes-melodien, om Brorson har brugt den, sikkert har været »forsamlingerne« for svær. Menigmand har da sunget efter hukommelsen, men er allerede begyndt at forenkle fra 2. linie med stereotype formler. Man kan også overveje Fønss-Jørgensens forslag påny - eller vente på fremtidige fund.

527

528

LI

70 (353): Farvel, min sjæl, i Jesu sides vunde -

Til Benigna Reusz-Ebersdorfs original »So ruht mein Mut in Jesu Blut und Wunden« (ikke i Freylingh.; hos Schrader 1731 uden mel.ang.) skrev J. B. Rem en planløs melodi (Z. 7317), trykt i hans »Vierstimmig Choralbuch, worinnen alle Melodien des Schleswig-Holsteinischen Gesangbuchs enthalten sind«, Altona 1755.

Siden 1735 havde imidlertid en anden melodi vundet stor udbredelse, opr. vist som dans, snart efter også som koral (danseformen smukkest i F. 3837; begge former i Z. 7314-16) - i ms. Herrnhag (efter 1735) til »O Haupt, wer glaubt«, i ms. Wagner (1742) til »Ich bin vergnügt, wie's Gott mit mir will fügen« (= F.s tekst) og i Chr. Gregors koralbog 1784 endelig til »So ruht mein Mut«. Vi kender kun disse to melodier til det sjældne metrum. Brorsons gentagelse af indrimene i strofens to sidste linier taler for, at han har villet imødekomme da capoet i den meget charmerende danseform. Rein har intet sådant da capo.

529

Det skal ikke nægtes, at undersøgelsens resultater er blevet under forventning. Brorsons benyttelse af enkelte melodiforlæg er nok sandsynliggjort, men alt i alt er vi kun nået til en usikker mosaik. Freylinghausens melodier slår ikke til over for hans stroferigdom; Sperontes' har han vel kendt, men brugt langt sparsommere af, end jeg tidligere troede. Og over for mange af de interessanteste former står vi stadig på bar bund. Det gælder som sagt 26 strofer (resp. grupper), heriblandt de dejlige til »Kærligheden kunde« (10), »Hvad est du dog skøn« (31), »Solskivens streg« (55) og »O blide stad« (68). Det gælder dialoger som »I arme kvinder« (13) og »Hvad ser min Sulamith« (49), herunder også de levende ekkorim »Mon Jesus mig ej ynker nu« (27) og »Min søster har det mageligt« (28). Det gælder yderligere de fleste af de djærve, spændende marcher, »Påskemorgen« (14), »Guds søn har gjort mig fri« (34), »I hælen sværdet følger« (41), »Frisk, Sion, på vor vagt« (54) og »Langt oven for den tågesky« (59) - og endelig den bevægede, fuldt udformede kantate »Er han borte, al min eje« (24). Man kunne fristes til at spørge, om vi dog trods alt ikke skulle have nogle læsedigte for os, som »måske i tiden kunne tiltrække sig en tonekunstners opmærksomhed« (A. Winding Brorson, nærv. udg. III, 12). Alt tyder imidlertid imod det - A. W. Brorsons egne ord om »et sammenhængende cantat« (anf. st.) og kronvidnet herom, Sv. 24, der netop er formet som en fuldt udskrevet libretto med gentagelsesdele etc., ikke som skitse eller »frie vers«1). Man må da trøste sig med, at det trælse arbejde, som her er gjort (og som i og for sig bør fortsættes), måtte og gøres, før man tør slå sig til ro med, at kun et større, samlet, egentligt nodefund vil kunne løse »Svanesang«s melodiproblemer. Finn Viderø fremsatte i 1943 den tanke, at Brorson (måske fra sine brødres eller venners studieophold i Tyskland) skulle have haft en særlig luthbog at spille efter, hvis stykker han så havde digtet til. Denne hypotese er nu i og for sig mere sandsynlig end dengang. Skulle man lede efter den slags, var det vel rimeligt - om mulighed gaves derfor - at begynde med de bevarede papirer fra Stubs tid på Valdemarslot.

* 530

En anden trøst, en positiv og sært fængslende oplevelse, har det været under arbejdet at komme de religiøse folketoner på nærmere hold. Deres ry har ikke været for godt herhjemme. Evald Tang Kristensen ser i dem sin værste fjende, fordi de har fortrængt de gamle folkeviser, både deres toner og deres ånd:

»Man har undret sig over, at den indre mission gjorde så stærk, fremgang i Vestjylland... Men hvor der er mange pietister, dér har fordum været mange indehavere af vore folkeminder og især af viser, og derfor tør jeg med sandhed sige, at ingen fremtoning i vor tid har gjort folkeminderne så megen skade som den indre mission, netop fordi den påkalder beslægtede åndelige interesser, bemægtiger sig, hvad den kan deraf, og drejer sådan om på mennesket, at hvad der før var elskelig natur og sund menneskelighed, nu med vold og magt og magtsprog skal bekjæmpes, dæmpes og fordømmes... Derfor ser jeg meget skjævt til... denne åndsretning, idet den fraraner mig mine kilder... forkludrer... vort folks helligste eje... tramper med jernhæl på, hvad der burde fredes og fremelskes...«1).

Evald Tang Kristensens påvisning af de gamle verdslige visers og de yngre forsamlingstoners fælles grobund i særlige, musisk prægede dele af almuen er åndfuld; men hans konklusion synes mig for drastisk og ensidig. Man kan ikke simpelthen sætte plus ved den gamle livsholdning og minus ved pietismens. At drøfte livssyn ligger dog uden for nærværende afhandlings plan; her skal kun meddeles en æstetisk betragtning.

H. Grüner-Nielsens interessante teori2), at de danske salmeomsyngninger væsentlig skulle skyldes den baroke orgelmusiks koralforsiringer, mens de norske »mere minder om den katolske kirkesangs melismer«, passer bedst med det ældre sangstof fra reformationen til Kingo. De yngre danske melodier (Brorsontonerne) synes mest at være skolelærer- og lægmandskompositioner af billigste slags. Sand når helt ned til den kendte vals »I lemmer, hvis hoved« (I, 58; brugt på Viborg-kanten endnu i 1940'rne - efter meddelelse fra provst Noring) og lignende frejdige bondedanse (I, 42 og 45 b). Besynderligheder kan også forekomme som melodien til »Kærligheden kunde« (I, 77), men også enkelte af stilfærdig inspiration. Og med de norske folketoner er det, som inspirationen får overvægt. Mellem meget almindeligt, kejtet eller bizart møder vi her et væld af melodier, anderledes

* * 531

end den gamle folkevises, men på højde med dem. De vidner om, hvordan en almue dunkelt, men spontant har taget Svanesangens syner til sig og med en mærkelig klarøjet kunstsans har formået at følge dens slyngede rokokostrofer. Brorson har næppe drømt om disse melodier, men har alligevel fået en slags folkelig opstandelse i dem.

Ud fra oplevelsen af de religiøse folketoner ville jeg gerne slutte musikbilaget med nogle eksempler herfra. Hverken for de egentlige rokoko-melodiers vedkommende eller for disses har jeg ønsket at bringe kuriositeter, men kun stof, der føles lødigt og brugbart den dag i dag. Nodeeksemplerne illustrerer derfor (på enkelte undtagelser nær) ikke direkte de forskningsproblemer, som er berørt her. De står der, ligesom før, for at meddele læseren en etos, skabt udfra Brorsons digtning. De to første (bilag 8 og 9) er blandt Sands bedste. Om bilag 10: »Her vil ties« skriver Elling selv: »En folkelig omformning af salmen »Kjæmp alvorlig«« (jf. gruppe XXXI). Bilag 11: »Hvad est du dog skøn« og 12: »Hvad er det godt at lande« skulle vise, hvor fint folketonen forbinder sig med et par af Brorsons vanskeligste strofer. Og endelig er bilag 13: »Den store hvide flok« (Øst. 32 a) kronen på værket. Vel synes den »kun« at være en udvidelse af omsyngningen af Kingos »Det mulner mod den mørke nat« (Sjungekor I, 5; Øst. 32 b), men virker dog som en selvstændig komposition. Den ædle melodik, den strømmende rytme og den komplicerede og dog simple form er den store poesi værdig.

Man kunne vie eftertidens Brorson-kompositioner et særskilt kapitel. Det har ikke været opgaven her. I Brorsons Samlede skrifter er oversigten - også over melodistoffet - i alt væsentligt begrænset til det, som kunne tænkes, nærmere eller fjernere, at have haft betydning for hans digtning.

532