Brorson, Hans Adolph Troens rare Klenodie, 1.-2. del. - 1951

Hans Adolph Brorsøns salmer og sange, der stadigt lever i det danske og norske folk, har længe været vanskeligt tilgængelige for offentligheden i en fyldestgørende udgave. Særligt føleligt er det, at P. A. Arlauds udgave fra 1867 i mange år har været udsolgt. 1937 tog forlagsboghandler O. Lohse sagen op ved en drøftelse med dr. theol. L. J. Koch, og herunder fremkom planen til en ny udgave. Kort efter døde imidlertid forlagsboghandleren, og først for 3 år siden blev planen genoptaget af forlaget, som fik dr. Kochs tilsagn om at ville besørge udgaven. Man enedes om at lade udgaven omfatte Brorsons samlede skrifter og søgte derefter samarbejde med Det danske sprog- og litteraturselskab.

Den samlede udgave af Brorsons værker vil bestå af tre bind, af hvilke det første bringer 1. og 2. del af Troens rare Klenodie; andet bind vil bringe resten af denne samling med tillæg og vil blive afsluttet med en sproglig karakteristik af udgaverne af professor, dr. phil. Paul Diderichsen; tredie bind vil indeholde Svane-Sang (1765), Lissabons ynkelige Undergang (1756), mindre digte på dansk, latin og tysk, 2 prædikener, Brorsons vita ved bispevielsen 1741 og hans latinske afhandling: De vexillo ecclesiæ ved doktorudnævnelsen i 1760 (med dansk oversættelse).

For den støtte, Carlsbergfondet har ydet til udgivelsen, fremsætter selskabet sin ærbødige tak, ligesom man gerne vil udtrykke sin taknemmelighed over for O. Lohses forlag, Eftf., uden hvis interesse for sagen udgivelsen ikke havde kunnet gennemføres.

Det danske sprog- og litteraturselskab.

IV
V
VI

VII

DA Brorson 1739 udgav sit hovedværk, »Troens rare Klenodie«, betegnede det ikke et frembrud af noget nyt, men snarere afslutningen på noget, der i en årrække havde været i gang.

Der forelå allerede fra hans hånd 190 salmer, som han havde udsendt i 12 mindre og større salmehefter, trykt i Tønder 1732-35. Det ry, han havde vundet som digter, gav sig ikke blot til kende derved, at utrykte salmer af ham blev udbredt i afskrifter, og at man i Flensborg uden hans vidende lod en del af dem trykke*), men frem for alt derved, at der i den kirkesalmebog, som Erich Pontoppidan udarbejdede 1736-40, blev optaget ikke færre end 92 salmer fra Tønderhefterne.

Så kom »Troens rare Klenodie«. Denne bog havde som sit første formål at få hele salmestoffet fra hefterne samlet. Men dette stof forelå ikke uordnet. Et blik på hefterne viser, at digteren tidligt har haft planen til det store salmeværk om troen. Det system, hvorefter »Troens rare Klenodie« er bygget op, møder vi allerede i hefterne. Salmestoffet til den første af dets 7 afdelinger findes i en række forskellige hefter; men de 3 næste afdelinger foreligger praktisk talt færdige i systemets opstilling. Der manglede så 3 afdelinger, og det andet formål måtte da blive at få dem med. Herpå har Brorson arbejdet i årene fra 1735 til 1739, og da værket var færdigt, var der til de 190 salmer fra hefterne føjet 67 nye. Til fuldførelsen af dette samlearbejde hentydes der vel i de to - også anden steds fra kendte**) - linier, som i 1739 blev sat på sidste side af »Troens rare Klenodie«:

Af mange Blade er nu dog
tilveyebragt saa stor en Bog.

- - -

* * VIII

Brorsøns ry blev naturligvis ikke mindre efter fremkomsten af den store salmesamling. Pontoppidan betegnede ham 1752 som Kingos ligemand*), og skønt »Troens rare Klenodie«, som jo ikke var nogen kirkesalmebog, var henvist til brug i familielivet og ved private forsamlinger, fik denne bog dog sådan en afsætning, at vi fra digterens levetid kender 6, måske 7 udgaver af den.

Disse forhold må man være klar over for at forstå de særlige vanskeligheder, som rejser sig, når det gælder en ny udgave af »Troens rare Klenodie«. Flertallet af bogens salmer findes jo først i Tønderhefterne, og alle findes de i en række udgaver af bogen selv. Derfor foreligger de i forskellig form. Retskrivningen er ikke den samme; Tønderhefterne bruger f. eks. store begyndelsesbogstaver i substantiverne og andre ord, medens alle udgaver af »Troens rare Klenodie« bruger små. Der er foretaget mange ændringer både af sproglig og af indholdsmæssig art. Der er indløbet fejl og misforståelser. Og hver udgave har sine mangler og sine fortrin. Heraf opstår der adskillige problemer: Hvilken udgave skal man vælge som tekstgrundlag? Hvor nøje skal man følge den valgte udgave, når man skønner, at andre udgaver på visse punkter har en bedre tekst? I hvor stor udstrækning kan man regne med, at ændringer i teksten skyldes digteren selv?

Men inden vi går ind på disse sprøgsmål, vil det være nødvendigt at give en oversigt over tekstmaterialet.**)

Salmehefter fra Tønder.

Disse er her ordnet efter årstal og inden for samme år efter deres plads i systemet. De findes alle 12 i et samlingsbind på Universitetsbiblioteket, 5 af dem kun i dette.

A

Nogle Jule-Psalmer, GUD til Ære og Christne-Siæle, i sær siin elskelige Meenighed til Opmuntring Til den forestaaende

- - -

* * IX

Glædelige Jule-Fest Eenfoldig og i Hast sammenskrevne Af H. A. B. Tundern, Hosz Clausz Kieszbug og findes hos hannem Tilkiøs 1732. Indhold: 7 julesalmer, 2 nytårssalmer, 1 påskesalme. (Tr. r. Kl. nr. 5-11, 18-19, 53). Brudte verslinier, 32 paginerede sider, oktav. Forrest i heftet står af trykt Kol. 3, 16-17. Universitetsbiblioteket, 2 ekspl.

I P. A. Arlaud, Hans Adolph Brorsons Psalmer og aandelige Sange, 1867, betegnet som D.

B

Nogle Advents-Psalmer, tillige med et Tillæg til de forhen udgifne Jule-Psalmer gud til ære og Hans Kircke til opmuntring sammenskrevne af H. A. B. Tundern Hosz Clausz Kieszbuy og findes hos hannem tilkiøbs 1733. Indhold: 4 adventssalmer, 2 julesalmer, 3 nytårssalmer, 2 helligtrekongerssalmer, 1 salme til Mariæ renselsesdag, 1 til Mariæ bebudelsesdag (Tr. r. Kl. nr. 1-4, 12-16, 20-22, 42). Brudte verslinier, 20 blade uden sidetal, oktav. Forrest i heftet står aftrykt Es. 62, 11-12. Universitetsbibl. Arlaud: E.

C

Nogle Paaske-Psalmer Gud til Ære og hans Kircke til opmuntring sammenskrevne af H. A. B. Tundern, Hosz Clausz Kieszbuy og findes hosz hannem til kiøbs. 1734. Indhold: 8 salmer (Tr. r. Kl. nr. 45-52). Brudte verslinier, 16 blade uden sidetal, sidste blad blankt, oktav. Universitetsbibl. Arlaud: F.

D

Nogle Himmelfarts og Pindse-Psalmer, Gud til ære og hans Kircke til Opmuntring Verterede*) af H. A. B. Tundern, Hos Claus Kieszbuy og findes hos hannem Tilkiøbs 1734. Indhold: 4 himmelfartssalmer, 8 pinsesalmer (Tr. r. Kl. nr. 54-65). De 4 første med brudte verslinier, resten uden, 16 blade uden sidetal, sidste blad blankt, oktav. Universitetsbibl. Arlaud: G.

E

Nogle Psalmer om Troens Grund Gud til Ære Og Hans Kircke til opmuntring forferdigede af H. A. B. Tundern Hosz Clausz Kieszbuy og findes hosz hannem Tilkiøbs. 1734. Indhold: 6 salmer (Tr. r. Kl. nr. 71-76). Brudte verslinier, 12 blade uden sidetal, oktav. Forrest i heftet står aftrykt Ef. 2, 17-22. Kgl. Bibl. (defekt ekspl.) og Universitetsbibl. Arlaud: H.

- - -

* X

Ea

Hefte uden tiltelblad og årstal. Indhold: 8 salmer under overskrifterne: Om Skabelsen, Om Guds Forsyn og Regiering (Tr. r. Kl. nr. 77-84). Indholdet danner fortsættelse af E. Brudte verslinier, 16 blade uden sidetal, oktav. Kgl. Bibl. (defekt ekspl.) og Universitetsibibl. Arlaud: A.

Eb

Hefte uden titelblad og årstal. Indhold: 7 salmer under overskrifterne: Om Guds Billede, og Menniskens Elendighed og Fordervelse, Om guds Venlighed og Kierlighed (Tr. r. Kl. nr. 85-91). Indholdet danner fortsættelse af Ea. Brudte verslinier, 16 blade uden sidetal, de sidste 3 sider blanke, oktav. Universitetsbibl. Arlaud: B.

Ec

Hefte uden titelblad og årstal. Indhold: 12 salmer under overskrifterne: Om JEsu Navne, Embeder og Staender, Om Guds Kald, Om Oplyysningen (Tr. r. Kl. nr. 92-103). Indholdet danner fortsættelse af Eb og har igen sin fortsættelse i H (Nogle Psalmer Om Troens Grund II). Brudte verslinier, 18 blade uden sidetal, oktav. Universitetsbibl. (2 ekspl.). Arlaud: C.

Hefterne E, Ea, Eb, Ec og H svarer i denne orden nøje til afsnittet »Troens Grund« i »Troens rare Klenodie«, og man må deraf slutte, at de 3 hefter uden titelblad er at betragte som tillæg til E. Typografisk ligner de E og de andre Kieszbuy-tryk fra 1733-34. Deres affattelsestid må da formentlig være mellem E, 1734, og H, 1735. Når L. R. Tuxen*) anser dem for at være de ældste af hefterne, skyldes det formentlig, at de i det ovenomtalte bind på Universitetsbiblioteket, hvori alle hefterne er indbundet, er sat foran de andre. At de her er anbragt på denne måde - langt fra E, - og at Ea og c findes i særlige små bind, viser for øvrigt, at de ikke ligefrem er at opfatte som dele af E, hvad der også fremgår af, at de alle begynder med arkbetegnelsen a eller A.

F

Nogle Psalmer om Troens Frugt forferdigede af H. A. B. Tryckt i Aar 1734 og findes til kiøbs hos Hans Christian Kiesbuy i Tunder. Indhold: 42 salmer (Tr. r. Kl. nr. 150-191). Brudte

- - -

* XI

verslinier, 63 blade uden sidetal, oktav. Forrest i heftet står af trykt Jak. 2,26. Universitetsbibl. Arlaud: I.

G

Nogle Paszions-Psalmer, Udgivne af H. A. B. (Det andet Oplag.) Nøjere igiennemseet og formeeret. Tønder, Trykt udi Vaysen-Huset, og paa dets Forlag, af Herman Henrich Rotmer. 1735. Første oplag kendes ikke. Indhold: 15 Brorsonske salmer (Tr. r. Kl. nr. 27-41) samt Tillæg af Tvende Psalmer Om Christi Død og Begravelse, sammenskrefne af T. H. (Tr. r. Kl. nr. 277-78).*) Brudte verslinier, 56 paginerede sider, oktav. Forrest i heftet står aftrykt Es. 53, 4-5; Lk. 18, 31-33. Kgl. Bibl. og Universitetsbibl. (2 ekspl.). Arlaud: K.

H

Nogle Psalmer Om Troens Grund. (Den anden Deel.) Udgivne af H. A. B. Tønder, Trykt udi Wæysenhuset, og paa dets forlag, af Herman Henrich Rotmer, 1735. Indhold: 24 salmer (Tr. r. Kl. nr. 105-128). Brudte verslinier, 92 paginerede sider, oktav. Forrest i heftet står aftrykt Joh. 3,3; Mk. 1, 15. Det kgl. Bibl. og Universitetsbibl. har hver et eksemplar, indbundet sammen med G, Det kgl. Bibl. endnu et og Universitetsbibl. et i bindet med alle hefterne. Skønt alle 4 eksemplarer øjensynlig er samme udgave, har det sidstnævnte på et par steder (i nr. 105, 18,5 og 107, 2,2) en fra de førstnævnte afvigende læsemåde; på disse steder er de førstnævnte betegnet som Ha, det sidstnævnte som Hb. Arlaud: L.

I

Nogle Psalmer om Troens Kamp og Sejr, forferdigede af H.A.B. Tønder, Trykt udi Væysenhuset og paa dets Forlag, af Herman Hinrich Rotmer, 1735. Indhold: 33 salmer (Tr. r. Kl. nr. 192-223, 104). Brudte verslinier, 56 blade uden sidetal. Forrest i heftet står aftrykt 1. Joh. 5,4 (angivet som 5,5). Kgl. Bibl. og Universitetsbibl. Arlaud: M.

- - -

* XII

Troens rare Klenodie.

Af de 7 udgaver af denne bog, som her kommer i betragtning, er der kun 2, som bærer årstal på titelbladet, nemlig den første fra 1739 og udgaven fra 1752. De andre 5 har alle samme kobberstukne titelblad uden årstal (se gengivelsen s. 1) og har heller ikke på andre steder end titelbladet nogen angivelse af trykkeår. Vi må altså ad andre veje prøve på at bestemme deres tilblivelsestid. En hjælp har vi her i Claus Lydersen Fasting, Forsøg til en Fortegnelse over de udi Danmark og Norge fra Bogtrykkeriets Indførsel til 1789 Aars Udgang udkomne Danske Skrifter, Bergen 1793, hvor der nævnes følgende udgaver af »Troens rare Klenodie«: »1739, 1742, 1747, 1752, 1760, 1773 og fleere Gange«.*)

I den følgende oversigt over udgaverne anbringer vi dem i den rækkefølge, som må anses for sandsynlig og begrunder samtidig denne placering. Tønderhefterne betegnede vi med bogstaverne A-I; herefter bliver »Troens rare Klenodie« J, og de 7 udgaver betegnes som J1-7. Alle udgaverne er i oktav og har fortløbende linier i salmerne.

J1

Troens Rare Klenodie, i nogle Aandelige Sange forestillet af Hans Adolph Brorson, Forhen Sogne-Præst i Randerup under Troyborg i Løeherred under Riber Stift, siden den tredie Præst i Tønder, men nu Stifts-Provst og Sogne-Præst til Vor Frue Kirke i Ribe. Selges u-indbunden for 2 Mark 2 szl. Dansk. Kiøbenhavn, Bekostet af Frantz Christian Mumme, Boghandleren paa Børsen, og findes hos hannem sammesteds til kiøbs. 1739. Indhold: 257 H. A. Brorsonske salmer, de 2 af T. H. fra G som tillæg til Passions Psalmer samt - uden forfattermærke og stående efter indhold blandt de andre s. 468, 522, 532 - 3 nye af Nicolai Brorson. På bagsiden af titelbladet står: Imprimatur. At denne Censur saaledes findes i Facultatis Theologicæ Protocoll, vidner hermed, som bemældte Facultæts Notarius, Marcus

- - -

* XIII

Wöldike D (ikke gentaget i senere udgaver). Kgl. Bibl., Universitetsbibl. og i privateje hos provst, dr. M. Neiiendam (2 ekspl.). Arlaud: N.

J2

Titelblad uden årstal; der står nu: Hans Adolph Brorson, Biscop udi Riber Stift. Indhold: Foruden salmerne i J1 er der 15 nye af H. A. Brorson, 3 af Nicolai Brorson og 1 af Broder Brorson; i alt 272 af H. A. Brorson, 9 af andre; disse sidste er anbragt i Et lidet Tillæg Af mine Brødres og en anden kiær Vens Psalmer, som til Deels i de forrige Oplag have været indførte iblant de andre i denne Psalme-Bog, men findes nu her trykte for sig selv. Vi har her sikkert udgaven fra 1742. I hvert fald ligger den efter Brorsons udnævnelse til biskop 1741 og og før 1745, da den Psalme mod den begyndte Lande-Plage 1745 (kvægpesten), som findes i alle senere udgaver, endnu ikke er kommen med. Og da den begynder med Allerunderdanigst Tilskrift med tilegnelsesdigt til Christian VI, dateret d. 19 Aug, 1742, er det naturligt at antage, at den er udkommen i dette år. Dette stadfæstes ved, at det ene af de to eksemplarer, hvori J2 findes (begge på Kgl. Bibl.), på bagsiden af bindet bærer årstallet 1742. - Påfaldende er, at der i overskriften over det nævnte tillæg tales om de forrige Oplag. Kan der virkelig forud for J2 have været mere end een udgave? J1 som den første kan der ikke rokkes ved, da det er den, der har censurpåtegningen og slutningslinierne: Af mange Blade er nu dog tilveyebragt saa stor en Bog (jfr. også Fastings angivelse af 1739 som tidspunktet for den første udgave). Så spørger man, om der har været en nu tabt udgave mellem J1 og J2. Men begyndelsen af tilegnelsesdigtet synes at udelukke dette, idet der står: Da jeg den første gang tillood Mit Sange-Skrift at trykke, og det samme resultat giver en annonce om bogen i »Kiøbenhavns Post-Rytter« for 12. oktober 1742, hvor der tales om dem, som allerede have bemeldte Psalmebog af forrige Oplag, sikkert = det forrige oplag (Arlaud, anf. skr., s. 334). Tilbage bliver næppe nogen anden løsning, end at udtrykket de forrige Oplag er en trykfejl for det forrige Oplag, - Arlauds betegnelse for J2 er O.

J3

Titelblad uden årstal. Indhold: Foruden salmerne i J2 er der XIV kommet 2 nye til, så der nu er 274 af H. A. Brorson foruden de 9 i tillægget. Hermed har bogen nået sit endelige omfang. Vi møder her En Psalme mod den begyndte Lande-Plage 1745, så udgaven hører tidligst til i dette år. Desuden har den tilegnelsesdigtet til Christian VI. Dette findes ikke i J4, 1752, så J3 må ligge forud for dette år, da det næppe kunne tænkes, at Brorson først havde taget digtet ud af bogen og i en senere udgave længe efter kongens død på ny sat det ind; J3 ligger altså i tiden 1745-52, og når vi fra Fasting ved, at der kom en udgave 1747, er det rimeligt at antage, at denne er identisk med J3. Herimod kan man ikke gøre gældende, at J3 på grund af tilegnelsesdigtet må være før Christian VI's død 6. august 1746; for trykningen kan tænkes at være påbegyndt før denne dato, selv om bogen først er kommen i handelen i begyndelsen af det næste år. Eller det kan tænkes, at Brorsons varme følelser for Christian VI har gjort, at han ikke straks efter kongens død har kunnet få sig til at fjerne tilegnelsesdigtet. - J3 har et kobberstik af Brorson, som genfindes i de følgende udgaver på nær J5. Man har hidtil ment, at dette stik først var fremkommet i J4, da det ikke findes i det eneste eksemplar, man kendte af J3 (Kgl. Bibl.); men det har vist sig, at Videnskabernes Selskabs Bibliotek i Trondheim har et eksemplar af J3 med kobberstikket. Ved nøjere undersøgelse af eksemplaret i Det kgl. Bibl. ser man også spor af, at et blad forrest i bogen kan være fjernet. - Arlaud: P.

J4

Titelblad med årstal 1752 (se gengivelsen s. 7). Kgl. Bibl. og i privateje hos fru Anna Johannessen, f. Koch; sidstnævnte eksemplar mangler kobberstikket af Brorson. Arlaud: R.

J5

Titelblad uden årstal. Når vi skal tidsfæste udgaven, lægger vi først mærke til, at salmen mod landeplagen 1745 findes, dernæst til, at tilegnelsesdigtet til Christian VI mangler, så udgaven i hvert fald er yngre end J3. På flere punkter viser den slægtskab med J4; f.eks. er de to udgaver fælles om bogtrykkersiraterne efter registeret foran i bogen og efter den sidste salme, ligeledes om trykfejlen vær for være i nr. 13,5,5. Men J5 må være senere end J4; den har nemlig en række ligheder XV med J6, som vi skal se sandsynligvis er fra 1760. Fælles er her f.eks. siratet over den første salme og initialen til denne samt sproglige ændringer fra de tidligere udgaver (du er for du est, du kom for du komst, du tør for du tørst). Disse ændringer er dog ikke gennemført med nær den konsekvens som i J6, og teksten viser i det hele en mellemform mellem J4 og J6. Fra tiden mellem disse udgaver dvs. mellem 1752 og 1760 må J5 derfor hidrøre. At kobberstikket af Brorson mangler, har ingen betydning for tidsbestemmelsen; vi har jo set, at eksemplarer både af J3 og J4 mangler billedet; tilmed er J5 indbundet i det 19. århundrede (R. Paulli) og gør for de første blades vedkommende et medtaget indtryk. Kgl. Bibl. Ukendt af Fasting og Arlaud.

J6

Titelblad uden årstal. Brorsons forlægger var i mange år Frantz Christian Mumme, og alle de her omhandlede udgaver bærer hans navn på titelbladet; men J6 har bagi en bogfortegnelse, over hvilken der står: Danske Bøger, som af Boghandler Sal. Frantz Christian Mummes Enke... ere oplagde. Enken har altså fortsat forretningen og beholdt den afdøde mands navn på bogen, hvad der er forståeligt, da det drejer sig om det ovenomtalte kobberstukne titelblad, som anvendtes i den ene udgave efter den anden. J6 er da udkommen efter F. C. Mummes død, der indtraf 1756 (begravet 9. aug. 1756, Petri*)), og før hans enkes død 1767 (Dorothea Elisabeth Mumme, død 9 febr., begr. 14. febr. 1767, Petri*)). Når vi ved det, er der mulighed for, at J6 kan være den af Fasting omtalte udgave fra 1760. Kgl. Bibl., Oslo Universitetsbibl. og i privateje hos professor, dr. J. Oskar Andersen (noget defekt eksemplar). Kendt, men ikke benyttet af Arlaud.

J7

Titelblad uden årstal. En betragtning af varianterne viser, at denne udgave ligger nær op ad J6. De to følges ad i stor udstrækning, f. eks. i modernisering af sproget. Men hvilken af dem er ældst? Her må vi huske, at J6 havde tilknytning til J5 ved et sirat og en initial; hvad sirater angår, står derimod J7 helt alene. Dette tyder jo på, at J6 er den tidligste. I samme retning peger en betragtning af Brorsons kobberstik, der i J7

- - -

* XVI

står svagere, øjensynlig mere afslidt, end i J6. Og den omstændighed, at J7 retter fejl eller sprogligt ufuldkomne udtryk, som findes i J6, anviser også J7 pladsen som den sidste, se f. eks. nr. 36, 3,8; 114, 5,3; 120, 7,3. At Mummes navn står på titelbladet, viser jo kun, at udgaven er før hans enkes død 1767. Efter dette år kan den sikkert ikke være, da den følgende forlægger Friderich Christian Pelt ikke førte Mummes navn på titelbladet, men, som vi ser i udgaven 1773, lod det slibe ud af kobberpladen og sit eget anbringe i steden for. Det synes givet, at en af de to nær beslægtede udgaver J6 og J7 må være identisk med udgaven 1760, og sandsynligheden taler for, at det er J6 som den ældste; det ville nemlig være mærkeligt, om der mellem 1752 og 1760 var en udgave mere end J5. Herefter hører J7 til i tiden mellem 1760 og 1767. Om den så er fra før Brorsons død 1764, lader sig ikke sige; men muligheden er der. Kgl. Bibl., Universitetsbibl. og i privateje hos læge Mogens Hauge. På ryggen af Universitetsbibliotekets eksemplar står: 1767, øjensynlig dog anbragt i nutiden. Ukendt af Fasting; kendt, men ikke benyttet af Arlaud. -

Mod den brug, der her er gjort af Fastings meddelelser, kunne man rejse den indvending, at han, der var født 1743 og skrev 1793, vanskelig kan have kendt årstallet for udgaver, som ikke bar det påtrykt. Lad os se, hvordan forholdet ville komme til at ligge under denne forudsætning. Af de 6 udgaver, han nævner, er der årstal på J1 1739, J2 med dateringen 1742 under tilegnelsesdigtet. J4 1752 samt udgaven 1773 med årstal bag i bogen. De to derimod, som han sætter til 1747 og 1760, måtte være gået tabt, og de to - J3 og J6, - som vi har henført til disse år, måtte ligge helt uden for hans opgivelse. Ser man sådan på sagen, forrykker det ikke det indbyrdes forhold mellem de udgaver, vi kender, - rækkefølgen; - men der bliver ikke noget i vejen for at antage, at J6 ligger efter Brorsons død, og dette får følger både for J5 og J7; denne sidste går helt ud af betragtning. Imidlertid bygger denne opfattelse på antagelsen af en så stor mængde udgaver før 1767, at det synes lidet rimeligt, og der har for Fasting godt kunnet være andre veje til viden om tidspunktet for udgivelsen end netop et påtrykt årstal, f. eks. XVII meddelelse fra forlaget eller eksemplarer med årstal på bindet, sådan som vi kender det fra J2. Sandsynligheden taler derfor til gunst for den brug, vi har gjort af Fastings oplysning.

- - -

Vi har nu set på det stof, man har at arbejde med ved udgivelsen af »Troens rare Klenodie«. Når spørgsmålet så bliver, hvilken af udgaverne man skal lægge til grund, synes det rimeligt at vælge en af dem, hvori salmestoffet foreligger i fuldstændigt omfang, og dermed går J1 og J2 ud af betragtning.

Så kunne man tage J3, som jo er den første, der har alle salmerne; men det viser sig, at retskrivningen i denne udgave ikke kan andet end vække betænkeligheder ved det præg af inkonsekvens, som hviler over den. Eksempelvis kan nævnes, at man snart finder stavemåden ej, vej, dejlig, øje, høje o. s. v., snart ey, vey, deylig, øye, høye o. s. v. Formen siæl veksler med siel, I (pronominet) med j. I nogle af arkene hersker der en almindelig sammenblanding af de forskellige former; i andre tilfælde følger det ene ark væsentlig een stavemåde, det næste en anden. J3 ville derfor frembyde særlige vanskeligheder, hvis den skulle lægges til grund.

J4 har i nogen måde bragt orden i tingene, selv om heller ikke den - lige så lidt som nogen af de andre udgaver - er fuldkommen. Dette har været anledningen til, at man i nærværende udgave har valgt J4 som tekstgrundlag. Desuden må det siges at være et gode, at man hertil har en udgave, hvis datering ikke hviler på slutninger, men på udtrykkelig angivelse af årstal på titelbladet, og i den henseende er J4 jo den eneste af de fuldstændige udgaver, som gør fyldest. At J4 på visse punkter har fjernet salmerne lidt fra deres oprindelige skikkelse ved at modernisere sproget, f. eks. ved at forandre siunge til synge, fød til født, kan ikke tale imod at vælge den. Dels er forholdet nemlig det, at allerede J1 betyder en modernisering i sammenligning med Tønderhefterne, f. eks. ved afskaffelsen af former som aandsens, dødsens, evighedsens, så »Troens rare Klenodie« har overhovedet aldrig eksisteret med nøjagtig samme sprogform som hefterne. Dels må man gå ud fra, at moderniseringen XVIII må være foretaget efter Brorsøns ønske eller i hvert fald med hans billigelse. Det kan ganske vist ikke antages, at han ligefrem i moderne forstand har læst korrektur; det var ikke datidens forfatterskik, og den vekslende retskrivning gør det utænkeligt; men en modernisering, som planmæssigt fortsætter gennem alle udgaver, kan selvfølgelig ikke være undgået hans opmærksomhed, og havde han ikke syntes om den, havde det jo kun kostet ham et ord at få den standset. J4 danner i det stykke ikke afslutningen; den har - som allerede berørt - endnu formerne du est, du barst, du tørst o. lign., og med J5 som overgang ser vi dem forsvinde i J6-7. Brorson må have haft øje for betydningen af, at hans bog i sproglig henseende fulgte tidens udvikling.

Hvilken opmærksomhed han viste de små ting i versene, får vi for øvrigt belyst ved at se på de rettelser, han har foretaget i slutningsverset af salmen »I denne søde jule-tiid« (nr. 6,7, se s. 31 flg.). Dette vers, som er senere tildigtet, foreligger i 3 former: 1) i en håndskreven form, 2) i Pontoppidans salmebog, 3) i »Troens rare Klenodie«. Linie 7 hedder i 1: den lyst har ingen lige, i 2: den lyst er uden lige, i 3: den fryd har ingen lige. I linie 9 har 1 og 2: jeg gaaer herfra, medens 3 har: jeg vil herfra. Her kan der ikke være tvivl om, at det er Brorson selv, der har rettet. Sådan har han altså filet på disse udtryk, i sidste tilfælde vel af tankemæssige grunde, i det første af sproglige. Og den samme ejendommelighed hos ham møder vi ved at sammenligne de af provst Otzen fundne håndskrevne Brorsonsalmer med de tilsvarende trykte*).

Men når man har set dette, forstår man, at digteren heller ikke kan have været ligegyldig for, i hvilken skikkelse de nye udgaver bragte hans salmer. Og at han også har haft hånd i hanke med J4, fremgår af, at der i denne udgave - ligesom for øvrigt allerede i J3 - findes rettelser, der afgjort ser ud til at være foretaget af ham selv. Der er små ændringer af samme art, som vi lige har mødt. Vi tager nogle eksempler. Først et vers (nr. 104, 5), som i J4 lyder:

- - -

*) Povl Otzen, anf. skr.

XIX

Men Adam blev fra Gud forvendt
Med Eva til at synde,
Og dermed havde de fortient
Guds evig vredes brynde.

I de tidligere udgaver (I J1-3) stod der have i linie 3; det er åbenbart ændret for meningens skyld. Dernæst nr. 270, 9, 5-7, hvor J4 har:

I fromme skal lide,
Men derhos dog vide,
Hand redder af trængseler...

Salmen findes forud kun i J3, der læser og i den midterste linie; det er sikkert for at få tanken klarere, at det i J4 er ændret

til dog. Nr. 181, 2, 3-4 lyder i J4:

Har du trang en liden stund,
O! det er dog kun en skygge.

I de tidligere udgaver (F J1-3) hed det kun dog; her har J4 gjort sprogformen lettere ved dog kun. Noget lignende møder vi i nr. 238, 3, hvor det i J4 hedder:

O hvem dog først ret var kommen
Ind til Gud i kierlighed,

medens J1-3 havde det ubehjælpsomme ret først. Eller i nr. 254, 8, 4-6, hvor J4 har:

O! JEsu, du har og et sted
I dette Zion mig beredt,
Saa lad mig det dog eye.

Her læste J1-3 og i den sidste af de tre linier; det lød ilde efter og i den første og blev derfor rettet til dog.

Et særlig ejendommeligt eksempel har vi i nr. 168, 7, 8. Salmen er oversat, og originalen har Entreisse mich aller vergänglichen lust. Dette gengives i salmeheftet F samt i J1-3: Riv fra mig al kiødets forfængelig lyst, altså unøjagtigt; men i J4 er det ændret til: Riv mig fra al kiødets forfængelig lyst. Hvem XX andre end Brorson skulle have haft interesse af her at tilvejebringe større troskab mod originalen? Hvis det havde drejet sig om at give linien mere velklang, kunne en sætter tænkes at have stillet de to ord om; men det modsatte er snarest tilfældet, så rettelsen skyldes sikkert den, der havde myndighed til at lade det formelle træde tilbage for højere hensyn. Når man tænker efter, ser man for øvrigt også, at originalen og J4 vel nok har den dybeste mening, så sandt som det, at jeg selv bliver reven løs fra kødets lyst, må være noget større end, at lysten rives fra mig.

Det må da siges at være velbegrundet, når J4 her - ligesom for øvrigt også hos Arlaud - er valgt som tekstgrundlag. Selvfølgelig havde også den fremgangsmåde været mulig, at man valgte den af de senere udgaver, som man anså for den sidste fra Brorsons levetid. Herfor kunne anføres, at man fik alle ændringer med, som han kunne tænkes at have ønsket eller billiget. Men man havde i så fald undladt at tage hensyn til, at J4 er den sidste udgave, om hvilken vi - gennem dateringen 1752 - har fuld sikkerhed for, at den er fra digterens tid. Ved J5-6 har man, som vi har set, sandsynlighed, ved J7 kun mulighed. Ved at vælge J4 bliver vi altså på den faste grund. For øvrigt findes der i de senere udgaver måske knap nogen ændring, som med rimelighed kan tilskrives et personligt indgreb fra Brorsons side.

Valget af J4 udelukker naturligvis ikke rettelser på punkter, hvor denne udgaves ufuldkommenheder gør sig gældende. I følgende tilfælde er tekstgrundlaget fraveget:

1. Oplagte trykfejl er rettet i teksten; tekstgrundlagets form anføres da i apparatet, med mindre det drejer sig om ubetydeligheder.

2. Ved afvigelser fra førstetrykket, hvor der vel ikke er fremkommet noget formelt eller indholdsmæssigt umuligt, men hvor det er lettere at antage en misforståelse eller forvanskning fra sætterens side end en rettelse af forfatteren, er førstetrykkets læsemåde optaget i teksten (med retskrivning fra J4), og tekstgrundlagets form er henvist til apparatet. Dette gælder særlig brugen af bindestreg i løst sammensatte ord. Tønderhefterne XXI har nemlig en vilkårlig brug af bindestreg, også i tilfælde, hvor der ikke kan være tale om sammensætninger. Denne brug søgtes indskrænket og normaliseret i de senere udgaver; men af og til har disse også udeladt bindestreg mellem ord, som det er rimeligst at opfatte som sammensatte. I sådanne tilfælde er førstetrykkets bindestreg genindsat i nærværende udgave.

3. I tekstgrundlagets tegnsætning og brug af store bogstaver har man lempeligt forsøgt at bringe orden, som regel uden angivelse i apparatet. Den vekslende skrivemåde GUd og Gud er bibeholdt, dog således, at ordet skrives ens inden for den enkelte salme.

4. En betragtning af førstetrykkene kan give grundlag for den formodning, at Brorson har tilstræbt ortografiske rim. Disse er på sine steder bortfaldet i J4 ved moderniseringen af retskrivningen, og nærværende udgave har da genindsat de oprindelige former i rimordene. -

Noteapparatet i nærværende udgave er ordnet sådan, at den øverste note angår det tekstkritiske. Her angives ved hver salme de tekstvidner, hvori den findes, f. eks. GJ1-7 dvs. i salmeheftet G samt i alle 7 udgaver af »Troens rare Klenodie«. Dernæst varianterne, således at det (de) pågældende ord i teksten nævnes, efterfulgt af en skarp parentes, og derpå den afvigende læsemåde samt de tekstvidner, der har den, f. eks. lysets] lysens BJ1-3 , hvilket vil sige, at salmeheftet B og udgaverne J1,2,3 af »Troens rare Klenodie« læser lysens. Praktisk talt alle varianter undtagen de ortografiske er medtaget, og mange vender derfor stadig tilbage. Ved at betragte dem er læseren i stand til selv at danne sig et indtryk af de forskellige udgavers ejendommelighed.

Den nederste note angår salmernes oprindelse og indhold. Her meddeles ved hver salme, om den er original eller oversat, og i sidste tilfælde, hvem forfatteren er, samt hvor den findes i Johann Hermann Schraders Vollständiges Gesang-Buch, 1731 (»Tøndersalmebogen«, her betegnet som Schr.), hvorfra Brorson må antages at have hentet så godt som alle sine oversatte XXII salmer*). Desuden gives her ordforklaringer, bibelske oplysninger og - hvor det skønnes nødvendigt -- fortolkning af tankeindholdet. Der er i disse noter ikke lagt an på at undgå gentagelser. Flertallet af de mennesker, der bruger sådan en bog, læser den nemlig ikke fra ende til anden, men vælger bestemte salmer rundt omkring og er derfor bedst tjent med, at hver salme får, hvad der skal til for at forstå den, uden for meget hensyn til, om det tidligere har stået ved andre salmer.

- - -

*) Med hensyn til Brorsons forhold til Schraders bog henvises til L. J. Koch, Salmedigteren Brorson 11931, 21932, s. 78 flg.; Fr. Orluf, Brorson og Schraders tyske salmebog, i Danske Studier, 1935, s. 124 flg.; Povl Otzen, anf. skr. I det førstnævnte skrift påvises det, at det system, hvorefter Brorson har opstillet salmestoffet, er uafhængigt af Schrader, for så vidt angår hovedinddelingen ud fra troen: trosklenodiet, bestående af 7 dele, nemlig »Troens Fryde-Fest«, »Troens Grund«, »Troens Midler«, »Troens Frugt«, »Troens Kamp og Seyer«, »Troens Herlighed« og »Troens Ende«, men at det forholder sig anderledes med underafdelingerne. Dem har Brorson nemlig i det store og hele overtaget fra Schrader; navnene på dem er næsten de samme, og med få undtagelser står de oversatte salmer i de afsnit, som de tilhørte i Tøndersalmebogen; for en del er også disse afsnits rækkefølge bibeholdt. Orluf yder et supplement ved at fremhæve de tilfælde, hvor Brorson ikke har fulgt Schrader; særlig påpeger han med rette, at Brorson ved omflytning af underafdelinger har nået en bedre systematik end Schrader. På et andet punkt har Orluf ikke ret, nemlig når han hævder, at afsnittet »Troens Fryde-Fest« lige så fuldt som de andre hovedafsnit er et naturligt led i Brorsons trossystem. Han overser her, at dette hovedafsnit slet ikke findes i Tønderhefterne; det er først »Troens rare Klenodie«, der har skabt det som en sammenfatning af, hvad der forelå i de indbyrdes uafhængige hefter med salmer til de 3 højtider, til advent og passionstiden. Værdifuldt er det, at Orluf gør det af med en gammel formodning om, at Brorson skulle have været Schraders hjælper ved udgivelsen af Tøndersalmebogen. Det af Otzen fremlagte fund af håndskrevne salmer synes at vise, at Schrader og hans bog næppe i den grad, som man tidligere havde grund til at antage, har givet Brorson stødet til salmedigtning.

XXIII

Forfatterne

til Brorsøns oversatte salmer i nærværende bind.

Albinus, Johann Georg, præst (1624-79): Nr. 109.

Anton Ulrich, hertug til Brunsvig-Lüneburg-Wolfenbüttel (1633-1714): Nr. 111.

Arnold, Gottfried, kirkehistoriker, præst (1666-1714): Nr. 66.

Bacmeister, Lucas, superintendent (1530-1608): Nr. 48.

Bernstein, Christian Andreas, præst (1672-99): Nr. 106.

v. Bonin, Ulrich Bogislaus, officer, embedsmand (1682-1752): Nr. 83.

Buchholz, Andreas Heinrich, superintendent (1607-71): Nr. 43.

Böhmer, Justus Henning, juridisk professor (1674-1749): Nr. 28, 49, 60.

Denicke, David, jurist, konsistorialråd (1603-80): Nr. 67, 72(?), 121.

Francisci (Finx), Erasmus, skribent (1627-94): Nr. 73.

Franck, Johann, borgmester (1618-77): Nr. 65.

Freylinghausen, Johann Anastasius, præst (1670-1739): Nr. 3, 35, 38, 52, 74, 98.

Funcke, Friedrich, præst (1642-99): Nr. 57.

Gerhardt, Paul, præst (1607-76): Nr. 4, 12, 30, 37, 39, 58, 61,

76, 91, 125.

Gesenius, Justus, generalsuperintendent (1601-73): Nr. 72 (?).

Gotter, Ludwig Andreas, hofråd (1661-1735): Nr. 102.

Hagen, Peter, rektor (1569-1620): Nr. 23.

Heermann, Johann, præst (1585-1647): Nr. 115.

Held, Heinrich, sagfører (1620-59): Nr. 31.

Herrnschmidt, Johann Daniel, teologisk professor (1675-1723): Nr. 13.

Homburg, Ernst Christoph, retskonsulent (1605-81): Nr. 56.

Knorr von Rosenroth, Christian Anton Philipp, kancellidirektør (1636- 89): Nr. 14, 44, 101.

Koitsch, Christian Jacob, rektor (1671-1735): Nr. 53.

Kramer, Mauritius, præst (1646-1702): Nr. 62.

Lange, Johann Christian, generalsuperintendent (1669-1756): Nr. 95.

XXIV

Laurenti, Laurentius (Lorenzen, Lorenz), kantor (1660-1722): Nr. 15, 21, 22, 25, 100, 113.

Liscow, Salomo, præst (1640-89): Nr. 124.

van Lodenstein, Jodocus, hollandsk præst (1620-77): Nr. 70 (tysk oversætter: Crasselius, Bartholomäus, præst, 1667-1724, el. måske Arnold, G., se ovf.).

Müller, Michael, teologisk kandidat, huslærer (1673-1704): Nr. 16.

Neander, Joachim, præst (1650-80): Nr. 92.

Olearius, Johann, generalsuperintendent (1611-84): Nr. 24.

Rambach, Johann Jacob, professor og superintendent (1693-1735): Nr. 75,85.

Richter, Christian Friedrich, læge (1676-1711): Nr. 42, 89, 103.

Rist, Johann, præst (1607-67): Nr. 51, 54, 96, 97.

Rothe, Johann Andreas, præst (1688-1758): Nr. 120.

Schade, Johann Caspar, præst (1666-98): Nr. 123.

Scheffler, Johann (Angelus Silesius), læge, katolsk præst (1624-77): Nr. 20, 34, 64, 93, 94.

Schmidt, Johann Eusebius, præst (1670-1745): Nr. 32, 50.

Schrader, Johann Hermann, provst (1684-1737): Nr. 2, 68, 84, 110, 119.

v. Senitz, Elisabeth, hof frøken (1629-79): Nr. 36.

Stegmann, Johann Caspar, præst (1687-1736): Nr. 63.

Stockmann, Ernst, præst (1634-1712): Nr. 82.

Zwick, Johann, præst (1496-1542): Nr. 55.

Ukendte forfattere: Nr. 59, 69, 90, 105, 108, 122.

J.F.Johannsen, Historisch-Biographische Nachrichten von geistlichen Liederdichtern, deren Lieder in dem Schleswig-Holsteinischen sowohl alten als neuen Gesangbuche befindlich sind, 1802. - E. E. Koch, Geschichte des Kirchenlieds und Kirchengcsangs3 II-V, 1867-68. - A. F. W. Fischer, Kirchenlieder-Lexikon I-II, 1878-79. - E. Brederek, Geschichte der schleswig-holsteinischen Gesangbücher I, 1919.

XXV

XXVI
1

Titelblad 1742 J2. (desuden J3. 5-7.)

rare] sjældne, herlige.

2
3

Allerunderdanigst Tilskrift med tilegnelsesdigt findes kun i J2-3.

4

Stormægtigste MONARCH!

Allernaadigste ARVE-KONGE OG HERRE!

Undseelighed mig ey tilstood
Den allerstørste Lykke,
Da jeg den første gang tillood
Mit Sange-Skrift at trykke;
Jeg tænkte: KONGEN visselig
Har andet paa at tænke,
End at Hand skulde lade sig
Saa slet et Arbeyd skiænke;
Jeg vidste, Himlens store Mand
Har altid Hænder fulde
Af Klager fra det heele Land,
Dog just det samme skulde
Nu give mig Opmuntring til
At lade mine Sange
Omsider gaae den Vey, de vil,
Og ikke være bange.
Kand dog enhver med sit Papiir
Saa frit til Kronen haste,
Vil MAJESTÆTENS Vældes Spiir
Dog intet Blad forkaste;
Er her saa stor en Naades Poort
For baade Tak og Sukke?
Er dog saa stærk en Anstalt giort
Til alle ind at lukke?
Hvor kunde jeg da sige ney
Til Bogens Længsels Smerte?
Da her er dog en alfar Vey
Til KONGENS milde Hierte.

* 5

Det maae al Verden troe dig til,
KONG CHRISTIAN DEN SIETTE,
Du selv din Byrde bære vil,
Og alle andres lette,
Har sat dit Hierte til et Maal
For hver Mands Trængsels Pile,
At den maa være Steen og Staal,
Som kunde der paa tvile.
O! HØY-VELSIGNEDE MONARCH!
Hvi skulde jeg forbyde
Da mere disse Siunge-Ark
Den Herlighed at nyde,
At vorde til et Offer lagt
For DANNER KONGENS Throne,
Samt Vidnesbyrd om Troens Magt,
Dens Sverd og Skiold og Krone?
En Samling er i dette Baand
Af ydmyge Suppliqver,
Som Israel ved Troens Haand
Til Himlen daglig skikker;
De er' et Neeg og liden Høst
Af Aandens Første-grøde,
En Tone til at gaae med Lyst
Den sidste Dag i møde;
De viser Troens rette Grund,
Art, Frugt, Kamp, Midler, Ende.
Vel den! som kand til sidste Stund
Dens rette Virkning kiende.
Til sligt at vise har de sat

* 6

KONG CHRISTIAN DEN SIETTE,
At Christenheden Troens Skat
Desmindre skal forgiette.
Hid! læser denne gyldne Skrift
Paa Bogens første Side,
I Folk, som sætter Aandens Drift
Fra Troen selv til Side.
Og du, min Bog, hvad vil man dig
Dog meget salig prise,
At du har lært saa mesterlig
Din Meening at bevise,
Thi hvad du baade stort og rart
Om Troen kand bekiende,
Det seer man, som et Lyys saa klart
I KONGENS Navn at brænde.
GUD lade KONGENS Verk og lid,
Hans hele Huus og Stamme
Fra nu og indtil evig Tiid
Blant Troens Helte bramme!

Det ønsker i allerdybeste

Underdanighed

Deres Kongel. Majests.

Min Allernaadigste

Arve-Herres og Konges

Ribe. d. 19. Aug. 1742.

Allerunderdanigste

Arve-Undersaat og Forbedere

HANS ADOLPH BRORSON.

*

- - -

* 7

* 8
9

TROENS RARE KLENODIE

BESTAAER AF 7. DELE.

DEN I. DEEL.

Troens Fryde-Fest.

INDEHOLDENDE:

1. Advents-Psalmer pag. 1-11. it. 506-512
2. Jule-Psalmer 1-11. it. 11-26
3. Nyt-Aars-Psalmer 26-37. it. 512
4. Psalmer paa Hell. 3 Kong. Dag 37-40
5. Psalmer paa Mariæ Renselses-Dag 41-48
6. Passions-Psalmer 48-80. it. 515
7. Paa Mariæ Bebudelses-Dag 48-80. it. 80-84
8. Paaske-Psalmer 84-101. it. 518
9. Himmelfarts-Psalmer 101-107
10. Pintse-Psalmer 107-123
11. Paa Johannis den Døberes Dag 123
12. Mariæ Besøgelses-Dag 124
13. Sanct Mikkels-Dag 128-134
14. Alle Helgens-Dag 134

DEN II. DEEL.

kaldes

Troens Grund,

bestaaende af 2. Parter.

Den 1ste Part handler

1. Om GUds Væsen og Egenskaber pag. 137-145
2. Om GUds evige Naade-Val og Forskydelse 146-151
3. Om Skabelsen 151-158
4. GUds Forsyn 158-169
5. GUds Billede og Menniskets Elendighed. 170-184
6. GUds Venlighed og Kierlighed 184-187 it. 520
7. JEsu Navne, Embeder og Stænder 188-202
8. GUds Kald 202-206
9. Oplysningen 206-209

* 10

Den anden Part af
Troens Grund,
handler om

1. Salighedens Orden pag. 210-212
2. Igienfødelsen 212-222
3. Omvendelsen 222-247
4. Troens Egenskab 247-257
5. Retfærdiggiørelsen 257-266

DEN III. DEEL.

lærer

Troens Midler.

1. GUds Ord, Loven og Evangelium pag. 266-281
2. Bønnen 281-289
3. Daaben 290-295
4. Alterens Sacramente 295-306

DEN IV. DEEL.

viser

Troens Frugt.

1. En daglig Prøve pag. 306-310
2. Hellig Frygt for GUd 310
3. Tilliid paa GUd 313-319
4. Begierlighed og Længsel efter GUd 319
5. Kierlighed til GUd 320-327
6. Den sande Viisdom 327
7. Christi Efterfølgelse og Verdens Fornegtelse 329-342
8. Glæde i Gud 342-346
9. Taalmodighed 346-350
10. Hiertets Opofrelse til GUd 350-355
11. Hiertets Overladenhed i GUds Villie 355-360 it. 523
12. Sielens Roe og Hvile i GUd 360-366
13. Den almindel. og broderl. Kierlighed 366-375
14. Kydskhed 375-381

DEN V. DEEL.

Troens Kamp og Seyer

beskriver

1. Korsets Hemmelighed i Almindelighed pag. 381-400
2. Aandelig Striid 400-413
3. Høye aandelige Anfegtninger 413-423
4. Aandelige Aarvaagenhed 423-432
5. Bestandighed og Fremvext i Troen 432-444

11

DEN VI. DEEL.

Troens Herlighed

forestiller

1. De Troendes høye Adelskab pag. 444-464
2. Den aandelige Foreening med JEsu 464-479
3. De Troendes forborgene Liv 479-484

DEN VII. DEEL.

Troens Ende

af maler

1. Dette Livs Forfængelighed pag. 484
2. Døden og Opstandelsen 486-492
3. Den yderste Dom og Verdens Ende 492-496
4. Saligheden og det evige Liv 496-500
5. Den evige Fordømmelse 500-502
Allersidst tillegges
En Morgen- og Aften-Psalme pag. 503-506

I det lidet Tillæg

befindes nogle Psalmer om

1. GUds Lof og Priis pag. 524-535
2. En Psalme mod den begyndte Landeplage 1745 535
3. Døden 537

I det allersidste Tillæg.

1. En Advents-Psalme pag. 540
2. En Jule-Psalme 542-545
3. Passions-Psalmer 645-549
4. Om Gelassenhed eller Hiertets Hengivenhed i GUds Villie 549-551
5. Om Bestandighed og Fremvext i Troen 551-555
6. Om det evige Liv og Salighed 555-559
7. En Beslutnings-Psalme 559

12
13

DEN FØRSTE DEEL,
TROENS FRYDE-FEST.

1. Advents-Psalmer.

Nr. 1.

Mel. Fryd dig, du Christi bruud.

Fryd dig! du JEsu bruud,
Her er et himmel-bud,
Som tydelig skal sige
Fra GUd i himmerige,
Dig skal hand stærk forkynde:
Du har vor HErres ynde.

2. Fryd dig! du JEsu bruud,
Hør budet nøye ud,
Hand siger: vær fornøyet,
GUd har dig høyt ophøyet,
GUds Søn dig selv vil tage
Til hustrue, bruud og mage.

3. Fryd dig! du JEsu bruud,
Saa stor en HErre GUd,
Saa vældig i sit rige,
Saa herlig uden lige,
Og du, en fattig qvinde,
Skal saadan brudgom finde.

*

- - -

* 14

4. Fryd dig! du JEsu bruud,
Nu seer det ikke ud,
Som før i Edens have,
Der alting gik af lave,
Der satan var din lige,
Og helvede dit rige.

5. Fryd dig! du JEsu bruud,
Hvor er den regn og sluud
Af vredens grumme torden?
Det klarer op paa jorden;
Thi solen af det høye
Dig vinker med sit øye.

6. Fryd dig! du JEsu bruud,
Som seer saa bange ud,
Af sorg for synden trænges,
Og efter naaden længes,
Du! du est just den datter,
Som GUd saa herlig skatter.

7. Fryd dig! du JEsu bruud,
Det haver du forud,
At JEsus og hans Fader
Sig selv tilbyde lader,
Og Aandens fæstegaver
Du til forsikring haver.

8. Fryd dig! du JEsu bruud,
Er det din brudgoms bud,
Da tørst du dig ey klage,
At du mod ney skal tage,
GUd selv sig jo frembyder,
Trods den, der det fortryder.

*

- - -

* 15

9. Fryd dig! du JEsu bruud,
Men satan spyt og spruud,
Saa længe dig behager,
Om disse brude-sager
Imod dit ønske stride,
Du faaer det dog at lide.

10. Fryd dig! du JEsu bruud,
Af trængsels hytte ud!
Er det nu tiid at klage
I slige bryllups-dage?
Tænk ey paa verdens jammer,
Men paa dit brude-kammer.

11. Fryd dig! du JEsu bruud,
Det er den skarpest luud
I satans glubske øye,
Naar du dig ret vil bøye
Til JEsu milde hierte,
At glemme al din smerte.

12. Fryd dig! du JEsu bruud,
Mod satans lod og kruud,
Hans glavind, skiold og pile,
Du kandst ad alting smile,
Saa er hand overvunden,
Thi JEsus har ham bunden.

13. Fryd dig! du JEsu bruud,
Naar der er skrald og skud
Paa Sinai at høre,
Det kand dig ikke røre,
Den dig til bruud udvaldte,
Hand al din gield betalte.

*

- - -

* 16

14. Fryd dig! du JEsu bruud,
Og siig, at lovens bud
Slet intet har at sige
Mod JEsu naades rige:
Siig, at du est forlovet
Med lovens lov og hoved.

15. Fryd dig! du JEsu bruud,
Og gak fra verden ud,
I verdens lyst at hvege,
Med dukke-tøy at lege,
Din stand det ey kand lide,
Set verden reent til side.

16. Fryd dig! du JEsu bruud,
Est du et fade-klud
I verdens spodske øye,
Din JEsus af det høye
Dig desto meer vil ynde,
Det kand jeg dig forkynde.

17. Fryd dig! du JEsu bruud,
Og alle dem bebud,
Som naadens trøst begiere,
At her er nok, og mere,
End de kand alle raade,
Af naade, naade, naade.

18. Fryd dig! du JEsu bruud,
Naar det seer ilde ud,
Jo meer du glæde savner,
Jo meer dig JEsus favner,
Hver taar, du her udgyder,
Dig tusind kys betyder.

*

- - -

* 17

19. Fryd dig! du JEsu bruud,
Naar du gaaer ind og ud,
Og vil dig nogen spørge,
Hvorfor du ey vil sørge,
Saa siig, at du kun vanker
I idel bryllups-tanker.

20. Fryd dig! du JEsu bruud,
Saa fryder sig din GUd,
Naar du est vel til mode
Ved naadens store gode,
Som sig en brudgom glæder
Ved brudens milde sæder.

21. Fryd dig! du JEsu bruud,
GUds engler selv gaae ud,
At see den dydens kierne,
Som JEsus seer saa gierne,
Og ønsker dig til lykke
Udi dit brude-smykke.

22. Fryd dig! du JEsu bruud,
Og smyk dig mod din GUd,
Din brudgom dig vil hente,
Hver time kand du vente,
At du faaer bud at træde
Til himlens bryllups-glæde.

23. Fryd dig! du JEsu bruud!
Og tak for dette bud,
At hver en blode-draabe
Kand takke, synge, raabe:
Hosanna, priis og ære,
Min søde GUd skal være.

*

- - -

* 18

Nr. 2.

Mel. Hiertelig mig nu længes.

Eller: Jeg raaber fast, o HErre.

Op! op, mit arme hierte
Fra al din nød og trang,
Bryd giennem al den smerte,
Som holder dig i tvang,
Hvad vil du mere klage?
Din hielp og trøst er nær,
Nu ender sig din plage,
Din konge kommer der.

2. Din konge, som saa nøye
Har talt din suk og graad,
Og for dit vaade øye
Veed mange gode raad,
Din konge, som saa kierlig
Din siel i møde gaaer,
Og viser dig, hvor herlig
En seyers-krands du faaer.

3. Din konge satan truer,
Og giør ham taus og ræd,
Alt det, hvorfor du gruer,
Frygt, uroe og fortræd,
Har JEsus vidst at dæmpe,
Der til den bittre død
Hand maatte for dig kæmpe,
Da fandt hand selv din nød.

4. Den bangheds nød og smerte,
Som hand i sielen fandt,
Den angest, som hans hierte
Med helved-pine bandt,

*

- - -

* 19

Den kamp, hand maatte lide,
Den tiid hand svedte blod,
Forandrer al din qvide
Til glæde som en flod.

5. Luk op da dine porte,
Og byd ham kierlig ind,
Lad trængsel blive borte
Af dit forknuste sind,
Klag ham, hvor haardt bebunden
Du her i verden gaaer,
Saa har du salve funden
Mod dine siele-saar.

6. Naar svaghed dig begynder
At gribe an med magt,
Merk, alle dine synder
Paa JEsu ryg er lagt,
Naar satan dig forskrekker
Med dine feyl og brøst,
Hans værdskyld dig bedækker
Til sielens største lyst.

7. Hand vil som konge stride
Og jage fienden ud,
Og vil du mere vide,
Du est hans egen bruud,
Du est af ham udkaaret,
O hvilken kierlighed!
Og derfor blev hand saaret
Til døden, som man veed.

8. Din konge fattig rider
Paa aseninden frem,

*

- - -

* * 20

Sagfmodig alle tider,
Mild, venlig, angenem,
Nu kommer hand at give
Dig kys og favne-tag,
I himlen skal der blive
En prægtig bryllups-dag.

9. Din konge overmaade
Af ansigt mild og skiøn,
Saa fuld af hielp og naade,
GUds egen lyst og Søn,
Hans billede og glæde,
Hans hiertes egen skat,
Hand vil paa brudesæde
Dig hos sig have sat.

10. Min konge kommer, træder
Med glæde ham imod,
Udbreder eders klæder
Og palmer for hans fod,
Begynder frydesange,
Der er hand! jeg gaaer ud,
Velkommen tusind gange,
Min konge! til din bruud.

11. Min konge kom! velkommen!
O hvilken fryd og lyst,
Jeg har dig alt fornommen,
Min JEsu, i mit bryst,
Din viin er sød at smage,
Din kys er honning-mad,
Nu veed jeg ingen plage,
Nu er mit hierte glad.

*

- - -

* 21

Nr. 3.

Op! thi dagen nu frembryder,
Som den gandske verden fryder,
Op! thi naadens gyldne aar
Frem med lys og glæde gaaer,
Som de gamle før saa saare
Ventede med længsels taare.
Hallelujah, hallelujah.

2. Tiden nu til os fremiler,
Hvorved Zions datter smiler,
Da hun lystig sig beteer,
For hun ham i kiødet seer,
Som er hendes mand og herre,
Skiønt ham kiende faa desverre.
Hall. hall.

3. Den, som mange majestæter,
Fromme fædre og propheter,
Har tilforne vildet see,
Og det dog ey kunde skee,
Hand til os saa kierlig kommer,
O! en yndig naades sommer.
Hall. hall.

4. Den, som Abraham var lovet,
Menighedens liv og hoved,
Jakobs krone, soel og lyst,
Alle folkes fryd og trøst,

*

- - -

* * 22

Fandt sig hos os ind omsider,
Sagfelig til Zion rider.
Hall. hall.

5. Her er den, som vil fuldføre,
Hvad hans Fader bød at giøre,
Hand vil giøre sagen god
Med sit dyrebare blod,
Piint, foragtet, ilde saaret,
Søgte det, som var forlaaret.
Hall. hall.

6. Hand som borgen vilde møde,
Sig for dig at lade døde,
For at slaae med naadens lugt
Vor forbandelse paa flugt,
Lod hand sig for os forskrive,
En forbandet ting at blive.
Hall. hall.

7. Nu maa skyggen bort sig vende,
Og det billed-verk faae ende,
Hvad skal blod og alteret?
Seer! hand alting er i eet,
Hvad har pagtens ark at sige?
Her er naadens rette rige.
Hall. hall.

*

- - -

* 23

8. Hvem vil naade-stolen favne?
Hvad kand templets sekel gavne?
Røgverk, lampe, løve-kar,
Lam, som ubesmittet var,
Den figur og væsen svinder,
Alting nu sin ende finder.
Hall. hall.

9. Mosis rige nu ophører,
Christi friheds Aand os fører,
Borte er den trældoms frygt,
Hvo GUds naade ret har søgt,
Kand sig til vor Goel fryde,
Børne-friheds stand at nyde.
Hall. hall.

10. Nu er forhæng sønderreven,
Og en indgang aabnet bleven,
I GUds helligdom at gaae,
For ham uden frygt at staae,
Den, som verdens lys er bleven,
Nattens mørkhed har fordreven.
Hall. hall.

11. Derfor, Zion, op at siunge,
Og velsigne denne konge,

*

- - -

* * * * 24

Giv ham mund og hierte til;
Du est bruud, med dig hand vil
Riget dele, lad dig føre
Ham til offer, lad dig høre.
Hallelujah, hallelujah.

Nr. 4.

Mel. Hiertelig mig nu længes.

Eller: Jeg vil nu HErren love.

Hvorledes skal jeg møde,
Og favne dig min skat?
Du skiønne morgenrøde
Mod al min jammers nat.
Min JEsu siig hvorledes
Mit arme hierte skal
Opsmykkes og beredes
Dig til en brude-sal.

2. Din Zion palmer svinger
Til evig seyers-tegn,
Og frydens tone klinger
I naadens blide egn,
Mit hierte dig til ære
Skal grønnes som en skov,
Og alt mit liv skal være
Din kierlighed til lov.

3. Hvor har du milde hierte
Dog ingen møye spart,
At dæmpe al den smerte,
Som klemte mig saa hart,

* *

- - -

* 25

Da jeg i mørkheds sæde
Og satans rige sad,
Da komst du selv, min glæde,
Og giorde mig saa glad.

4. Jeg laae i baand og fængsel,
Du førde mig herud,
Jeg stod i spot og trængsel,
Da togst du mig til bruud,
For mig at faae ophøyet,
Du barst min skam og brøst,
Hvad du saa tungt har pløyet,
Er mig en evig høst.

5. Ey andet fra dit rige
Har draget dig herned,
End din den uden lige
Grundløse kierlighed,
Hvormed du vilde spende
Al verden til dit bryst,
Og hendes jammer vende
Til herlighed og lyst.

6. Kom, bange siel, at skrive
Dig det i hiertet ind,
Lad denne glæde drive
Igiennem siel og sind,
At hielpen er til stede,
At JEsus selv er her,
Hand vil dig trøste, glæde
Og altid have kier.

7. Du tørst ey heller klage,
At du ham ey skal faae,

*

- - -

* 26

Hand kommer selv at tage
Dig ud af jammers vraae,
Hand kommer selv, hand kommer,
At dæmpe al din vee,
Og giør en liflig sommer
Af al din trængsels snee.

8. Du tørst og ey forskrekke
For dine synder stort,
Ney, JEsus vil tildekke,
Hvad du har ilde giort,
Hand kommer fuld af naade
Til arme syndres trøst,
At dæmpe deres vaade,
Som føle deres brøst.

9. Lad dig kun ikke true
Af satans list og mord,
Din JEsus ham kand kue,
Det koster kun eet ord,
Hand gaar med dig i striden
Med konge-magt og mod,
Al magt mod ham er liden
Og daaner for hans fod.

10. Hand kommer og vil dømme,
At give hver sin deel,
De onde svovle-strømme,
De gode himlen heel.
Ach kom, vor soel og glæde,
Kom! hent din lille flok
Til himlens brude-sæde,
Saa er der kommen nok.

8,1: tørst] tør J5-7 . 9,4: eet] et BJ1-3 .

27

2. Jule-Psalmer.

Nr. 5.

Saa lader os dog gaae over til Bethlehem, Luc. 2. v. 15.

Mel. Hiertelig mig nu længes.

Bort! verdens jule-glæde
Af hvert et huus og sind,
Hver følge nu og træde
Til barnet JEsum ind,
Bort syndig legestue!
Vi vil i stalden gaae,
I Bethlehem at skue
Vor JEsu hvile-vraa.

2. Bort syndens natte-veye,
Som man tilforne gik!
Hver hielpe at udfeye
Den gamle jule-skik,
At dantse og at stime
I verdens syndig iid,
Hvor kunde det sig rime
Med JEsu fødsels tiid.

3. Hvor kunde nogen mene,
Som har naturlig sands,
At vi vor GUd kand tiene
Med syndig drik og dants;
Skal jule-festen være
Til JEsu lof og priis,
Saa lad ham faae sin ære
Paa lovlig christen-viis.

*

- - -

* 28

4. Det er: andægtig være
I daglig bøn og bod,
Ham frydelig at ære
Af gandske hierte-rod,
Hans ord at overveye,
At spæge kiødets lyst,
Hans svage lemmer pleye
Med villig hielp og trøst.

5. Hver andre at formane
Til fyrighed og fliid
Paa livets trange bane
I naadens korte tiid,
For alting vel betænke,
At GUd i evighed
Sin Søn har vildet skenke
Til os paa jorden ned.

6. Hvo det vil trolig giøre,
Faaer neppe tiid engang
Om jule-leeg at høre
For idel bøn og sang,
Hand setter plat til side
Al verdens lyst og pragt,
Og kun af ham vil vide,
Som blev i stalden lagt.

7. Saa lad dig derfor raade,
Min elskte menighed!
At skiønne paa den naade,
Som GUd os har beteed,
Hverandre at formane
Til hiertens bøn og bod,
At denne slemme vane
Kand rykkes op med rod.

8. Vel an, vi os vil samle
I JEsu Christi navn,

*

- - -

* 29

De unge med de gamle
Skal løbe ham i favn;
Hand er vor jule-gave,
Vor glæde, lyst og liv,
I ham vi og vil have
Vor jule-tiidsfordriv.

9. O JEsu! dig at finde
Er vores fulde agt;
Ach! giv os ret i sinde,
At gaae med samled magt
Din krybbe at beringe
Med hiertens tak og troe,
At psalmerne kand klinge
I hver mands huus og boe!

Nr. 6.

Ære være Gud i det høyeste, og fred paa jorden, i menniskene en velbehagelighed. Luc. 2. v. 14.

Mel. Et lidet barn saa lystelig.

I denne søde jule-tiid
bør man sig ret fornøye,
Og bruge al sin konst og fliid,
Guds naade at ophøye,
Ved den, som er i krybben lagt,
Vi vil, af gandske siele-magt,
I Aanden os forlyste,
Din lof skal høres, Frelsermand,
Saa vidt og bredt i verdens land,
At jorden den skal ryste.

* *

- - -

* * 30

2. En liden Søn af Davids rod,
Som er og Gud tillige,
For verdens synders skyld forlod
Sit søde himmerige,
Det var ham svart at tænke paa,
At verden skulde undergaae,
Det skar ham i hans hierte,
I saadan hiertens kierlighed
Hand kom til os paa jorden ned,
At lindre vores smerte.

3. Vor tak vi vil frembære da,
Endskiønt den er kun ringe,
Hosanna og halleluja
Skal allevegne klinge;
Guds ark er kommen i vor leyr!
Thi synge vi om fryd og seyr,
Mens hiertet sig kand røre,
Vi synge om den søde fred,
At helvede skal skielve ved
Vor jule-sang at høre.

4. Gud er nu ikke længer vred,
Det kand vi deraf vide,
At hand har sendt sin Søn her ned,
For verdens synd at lide,
Det vorde vidt og bredt bekiendt!
At Gud sin Søn for os har sendt
Til jammer, vee og vaade,
Hvo vilde da ey være fro,
Og lade al sin sorg beroe
Paa JEsu søde naade?

5. Som natten aldrig er saa sort,
Den jo for solen svinder,

*

- - -

* * 31

Saa farer al min kummer bort,
Naar jeg mig ret besinder:
At Gud saa hiertens inderlig
Af evighed har elsket mig,
Og er min broder vorden,
Jeg aldrig glemmer disse ord,
Som klingede i engle-koor:
Nu er der fred paa jorden!

6. Og blandes end min fryde-sang
Med graad og dybe sukke,
Saa skal dog korsets haarde tvang
Mig aldrig munden lukke;
Naar hiertet sidder meest beklemt,
Da bliver frydens harpe stemt,
At den kand bedre klinge,
Og knuste hierter føle best,
Hvad denne store fryde-fest
For glæde har at bringe.

7. Halleluja, vor striid er endt,
Hvo vilde mere klage?
Hvo vilde mere gaae bespendt
I disse fryde-dage?

*

- - -

* 32

Syng høyt i skye. Guds kirke-flok:
Halleluja, nu har jeg nok,
Den fryd har ingen lige,
Halleluja, halleluja,
Guds Søn er min, jeg vil herfra
Med ham til himmerige.

Nr. 7.

I skal finde et spædt Barn svøbt liggende i Krybben. Luc. 2. V. 12.

Mel. Jeg raaber fast o HErre.

Mit hierte altid vanker
I JEsu føde-rum,
Did samles mine tanker
I deres hoved-sum.
Der er min længsel hiemme,
Der har min troe sin skat,
Jeg kand dig aldrig glemme,
Du søde jule-nat.

2. Du mørke stald skal være
Mit hiertes fryde-slot,
Der kand jeg daglig lære,
At glemme verdens spot,
Der kand jeg best besinde,
Hvori min roes bestaaer,

* *

- - -

* * 33

Naar JEsu krybbes minde
Mig ret til hierte gaaer.

3. Men, ach! hvad skal jeg sige,
Naar jeg vil tænke paa,
At Gud af himmerige
I stalden ligge maa,
At himlens fryd og ære,
Guds væsentlige ord,
Skal saa foragtet være
Paa denne slemme jord.

4. En perle, der forgiettes,
Saa nøye ledes op,
Den blanke demant settes
I gylden krones top:
Man kaster ey en drue
Blant tørre grene ned:
Skal jeg min Gud da skue
I saadan uselhed?

5. Hvi skulde herre-sale
Ey for dig pyntet staae?
(Du havde at befale,
I hvor du pegte paa,)
Hvi lod du dig ey svøbe
I lyset som et baand,
Og jordens konger løbe,
At kysse paa din haand?

6. Hvi lod du ey udspende
En himmel til din telt,
Og stierne-fakler brænde?
O store himmel-helt!
Hvi lod sig ey til syne
En mægtig engle-vagt,

*

- - -

* 34

Som dig i silke-dyne
Saa prægtig burde lagt?

7. Ney! JEsus faaer sit leye
I denne gode juul,
Hvor betlere de pleye
At legge sig i skiul,
Det var og ey hans eget,
Det høe, hvori hand laae,
Hand havde ey saa meget,
Hand kunde ligge paa.

8. Den sag kand ey begribes,
At JEsus, Gud og mand,
Saa meget hart indknibes
I verdens jammer-stand,
Hand, som med Guddoms vælde
Al verden dømme vil,
Ey har det, hand kand helde
Sit arme hoved til.

9. En spurre har sin rede
Og sikre hvile-boe,
En svale ey tør lede
Om natte-lye og roe,
En løve veed sin hule,
Hvor hand sin roe kand faae;
Skal da min Gud sig skiule
I andres stald og straae?

10. Ach! kom! jeg vil oplukke
Mit hierte, siel og sind
Med tusind længsels-sukke,
Kom, JEsu, dog derind!

*

- - -

* 35

Det er ey fremmed bolig,
Du har det selv jo kiøbt,
Saa skal du blive trolig
Udi mit hierte svøbt.

11. Jeg vil med palme-grene
Dit hvile-sted bestrøe,
Min brudgom, dig allene
Jeg leve vil og døe.
Kom! lad min siel erlange
Sin rette qvæge-stund,
At kysse tusind' gange
Din søde rosen-mund.

Nr. 8.

Denne er dommen, at lyset er kommen i verden, og menniskene elskede mere mørket end lyset, thi deres gierninger

vare onde. Joh. 3. v. 19.

Mel. Nu vel an vær frisk til mode.

Hvordan takke vi vor HErre,
For hand gav sin Søn herned,
Mange skiønne lidt, desverre!
Paa saa stor en kierlighed,
Deres onde synde-lyst
Dekke de med naadens trøst,
Vil af JEsu intet lære,
Og dog sande christne være.

2. Vist nok, ingen siæl fordømmes,
Naar man paa sin JEsum troer,

*

- - -

* * * 36

Naadens kilde aldrig tømmes,
Naaden er og bliver stoer,
Men det er en afsagt dom:
Siden JEsus til os kom,
Skal man sig fra synden vende,
Eller ogsaa evig brænde.

3. At du vil i dine lyster
Fare fort, som du er van,
Og dig dog ved JEsum trøster,
Gaaer i evighed ey an:
Kiere hierte, eet af toe,
Enten udi bøn og troe
Syndens vey at flye og hade,
Eller lide siele-skade.

4. Lyset er i verden kommen,
Veedst du ogsaa, at du troer?
Har du nogen tiid fornommen,
At din JEsus i dig boer?
Har hans naade-straalers kraft
I din siel sin virkning haft?
Kand du i dit hierte finde,
At der er et lys derinde?

5. Hvordan gaaer man dog og drømmer
Udi saadan vigtig sag,
Og i sikkerhed forsømmer
Naadens dyrebare dag,
Sagen burde vides vist,
Mens der end er bedrings frist,
Evig evighedens tanke
Bør jo vore sandser sanke.

*

- - -

* 37

6. Bort du syndens fæle taage,
Satans helved-sorte magt!
Det er tiid engang at vaage,
Og at passe paa sin vagt;
Det er tiid at sandse vel,
Og at sørge for sin siel,
Det er tiid at forekomme
HErrens grumme vredes-domme.

7. Gud, som lyset lod opklare
Udi naadens blide aar,
Vil og ingenlunde spare
Dem, som samme lys forsmaaer;
Vil du vende ryggen til,
Gud dig fra sig støde vil;
Vil man ikke lyset kiende,
Skal man sig paa lyset brænde.

8. Lad din naades glands oprinde,
Søde JEsu, at jeg maa
Derved altid veyen finde,
Som jeg bør at vandre paa,
Vær min formand, at jeg ey
Kommer paa den brede vey,
Eller fra dit fodspor viger,
Før jeg ind i himlen stiger.

Nr. 9.

Mel. Fryd dig du Christi bruud.

Frisk op! endnu engang,
Vi vil med bøn og sang
I Aanden os foreene,
At synge, hvad vi mene:

* *

- - -

*

Nr. 9. Original.

38

Vor riigdom, lyst og ære
Skal JEsus ene være.

2. Gak sorrig-fulde sind,
Gak med i stalden ind,
Gud vil sin Søn dig skenke,
Hvor kand du dig da krænke?
Vor riigdom, lyst og ære
Skal JEsus ene være.

3. Du stolte, bøy dig ned
I hiertens ydmyghed,
Besee de ringe sager,
Som Gud til takke tager:
Vor riigdom, lyst og ære
Skal JEsus ene være.

4. Du gierige, din skat
Blev født paa jule-nat,
Lad riigdom dig ey blinde,
Men see du ham kand finde:
Vor riigdom, lyst og ære
Skal JEsus ene være.

5. Vellystige, du maa
I stalden ogsaa gaae,
Bort onde lysters brynde,
Besee din JEsu ynde:
Vor riigdom, lyst og ære
Skal JEsus ene være.

6. Du arme, syng og siig:
O jeg er meer end riig!

*

- - -

* * 39

Jeg har i stalden funden
Min skat i palter bunden.
Vor riigdom, lyst og ære
Skal JEsus ene være.

7. Du rige, tænk dig om
Ved JEsu fattigdom,
See til, du ey forglemmer
Din Frelsers arme lemmer:
Vor riigdom, lyst og ære
Skal JEsus ene være.

8. I gamle, lister hen
Til eders siele-ven,
Gaaer ogsaa med I unge,
Af hiertens grund at siunge:
Vor riigdom, lyst og ære
Skal JEsus ene være.

9. Hvert ægte-par i sær
Ved denne fryde-færd
De unge vey skal vise,
Guds kierlighed at prise:
Vor riigdom, lyst og ære
Skal JEsus ene være.

10. Og I velsigned' smaa
Skal ey tilbage staae,
I HErrens huus og hiemme
Opløfter eders stemme:
Vor riigdom, lyst og ære
Skal JEsus ene være.

11. Saa skal ey korsets tvang,
Ey døden selv engang
Os fra vor JEsu rive,
Men det skal derved blive:

* 40

Vor riigdom, lyst og ære
Skal JEsus ene være.

Nr. 10.

Jeg er en rose i Saron. Cant. 2. v. 1.

Mel. Med sorgen og klagen etc.

Den yndigste rose er funden
Blant stiveste torne oprunden,
Vor JEsus den deyligste pode
Blant syndige mennisker grode.

*

- - -

* 41

2. Alt siden vi tabte den ære,
Guds billedes frugter at bære,
Var verden forvildet og øde,
Vi alle i synden bortdøde.

3. Som tidsler ey mere kand due,
End kastes i brændende lue,
Saa tiente ey verden til andet,
End vorde ved ilden forbandet.

4. Da lod Gud en rose opskyde,
Og sæden omsider frembryde,
At rense og gandske forsøde
Vor vextes fordervede grøde.

5. Saa blomstrer Guds kirke med ære,
Og yndige frugter kand bære,
Thi JEsus dens grøde opliver,
Og vedske i vexterne giver.

6. Al verden nu burde sig fryde,
Med psalmer mangfoldig udbryde,
Men mangen har aldrig fornommen,
At rosen i verden er kommen.

7. Forhærdede tidsel-gemøtter,
Saa stive som torne og støtter,
Hvi holde I eder saa ranke
I stoltheds fordervede tanke?

*

- - -

* 42

8. Ach søger de nedrige steder,
I støvet for Frelseren græder,
Saa faae I vor JEsum i tale,
Thi roserne voxe i dale.

9. Nu, JEsu, du stedse skal være
Min smykke, min rose og ære,
Du gandske mit hierte betager,
Din sødhed jeg finder og smager.

10. Min rose mig smykker og pryder,
Min rose mig glæder og fryder;
De giftige lyster hand døder,
Og korset saa liflig forsøder.

11. Lad verden mig alting betage,
Lad tornene rive og nage,
Lad hiertet kun daane og briste,
Min rose jeg aldrig vil miste.

Nr. 11.

En liden Psalme for børnene.

Have I aldrig læst, at af de umyndiges og diendes mund skal du berede en lof. Matth. 21. v. 16.

Mel. Ach levende Gud, jeg bekiender for.

Eller og: JEsu søde hukommelse.

Her kommer dine arme smaa,
O JEsu, i din stald at gaae,
Oplys enhver i siel og sind,
At finde veyen til dig ind.

2. Vi løbe dig med sang imod,
Og kysse støvet for din fod,

* *

- - -

* * 43

O salig stund! o søde nat!
Da du blev født, vor siele-skat.

3. Velkommen fra din himmel-sal,
Til denne verdens græde-dal,
Hvor man dig intet andet bød
End stald og krybbe, kors og død.

4. Al verden stod i satans pagt,
Da brød vor JEsus frem med magt,
Og reev os ud med blodig haand
Af alle vore fienders baand.

5. Men, JEsu, ach! hvor gaaer det til,
At dog saa faae betænke vil
Den synderlige kierlighed,
Der drog dig til vor jammer ned.

6. Saa drag os gandske til dig hen,
O søde fromme siele-ven,
At hver af os saa inderlig
I troen maa omfavne dig.

7. Vi kysse dig med suk og bøn,
Du himmel-søde Jomfru-Søn;
Din søde mund og rosen-kind
Har taget siel og hierte ind.

8. Lad verden ey med al sin magt
Os rokke fra vor daabes-pagt,
Men giv, at al vor længsel maa
Til dig, til dig allene staae.

*

- - -

* 44

9. Saa skal det skee, at vi engang
Blant alle helgens fryde-klang,
I himlens søde paradiis
Skal prise dig paa engle-viis.

10. Her staae vi nu i flok og rad
Om dig vor skiønne hierte-blad,
Ach! hielp at vi og alle maae
I himlen for din throne staae.

Nr. 12.

Immanuel! vi synge dig,
Du livets fyrste, frydelig,
Du himmel-rose, jomfru-søn,
Vor skiold og meget store løn!
Halleluja.

2. Din elskelige kirke-bruud
Af alle kræfter bryder ud,
At du, vor længsel, endelig
Saa sød og mild indfinder dig.
Halleluja.

3. Du høyt forønskte salighed,
Du alle frommes øye-meed,
Af mangen konge og prophet
Saa gierne længe siden seet.
Halleluja.

* *

- - -

* * 45

4. Ach! at dog himlens hvelning brast,
Og hielp af Zion kom med hast,
Da skulde Jakob glæde sig,
Og møde ham med fryde-skriig.
Halleluja.

5. Nu du est her, der ligger du,
Vi see dig alt i krybben nu,
Est liden, og giør alting stort,
Har intet, som har alting giort.
Halleluja.

6. I fremmed huus du ligge vil,
Som alle himle høre til,
Og drikker melk af moders bryst,
Som selv est alle englers lyst.
Halleluja.

7. Du kalder sielene din skat,
Dog af de fleste est forhadt,
Herodis hær vil see dit blod,
Endskiønt du est saa hierte-god.
Halleluja.

8. Men jeg uværdige, din bruud,
Jeg siger frit min mening ud,
Jeg elsker dig, mens jeg er til,
Dog ey saa meget, som jeg vil.
Halleluja.

9. Jeg vil, men kræfter seer jeg ey,
Dog siger du mig ikke ney,

*

- - -

* 46

Mit arme hierte kand og maa
Saa mild en JEsus ey forsmaae.
Halleluja.

10. Har du dig selv saa svag dog giort,
Kast bort, hvad verden agter stort,
Varst fattig og til takke tog
Med saadan ringe betle-krog.
Halleluja.

11. Du sov jo paa den bare jord,
Din krybbe var jo ikke stor,
Den stald, og hvad dig meer befaldt,
Var slet og ringe over alt.
Halleluja.

12. Jeg derfor har saa glad et mod,
Du skal og see mig an for god,
Saa drag mig med dit milde sind
I stalden til dig trøstig ind.
Halleluja.

13. Har jeg end synder uden tal,
Har jeg ey levet, som jeg skal,
O! derfor komst du jo her ned,
At være vores salighed.
Halleluja.

14. Saa favner jeg dig frit, min ven,
Du tager al min jammer hen,
Du lider, slaaer vor død ihiel,
Og retter al vor sag saa vel.
Halleluja.

*

- - -

* 47

15. Du est mit hoved, derimod
Jeg er dit lem, med liv og blod,
Og vil af gandske hiertens fliid
Dig tiene al min lives tiid.
Halleluja.

16. Saa synger jeg frimodig da
Paa jorden mit halleluja,
Men siden i din himmel-sal
Foruden ende klinge skal
Halleluja.

Nr. 13.

Mel. Hand smelter hen etc.

Vor JEsus kand ey noget herberg finde
I Bethlehem, sin egen fædre-bye,
Hand lader der i ringe svøb sig binde,
Hvor ellers fæ og faar gaaer ind i lye,
En krybbe er hans første eye,
Det tørre græs og straa hans angenemme leye.

2. Den HErre har sig fattigdom tilegnet,
Som alle gode gaver har i haand,
Og bliver slet blant arme syndre regnet,
Indtil hand sønderriver satans baand,
Nu er her liv for alle døde,
Imens Guds egen Søn paa jorden lod sig føde.

3. Velsignet være HErrens store naade,
Hans store magt til evig minde sat,

* *

- - -

* * 48

Som vidste paa vor jammer bod at raade
I denne underfulde naades nat,
Velsignet mørke, uden lige!
Da lyset selv brød frem af søde Himmerige.

4. Ach lad, o blide lys, vor nat forsvinde,
Oplys den plat formørkede forstand,
Lær villien det gode ret at finde,
Tag giften bort af slangens bidske tand,
At vi ey skulde døden smage
Har du os kiøbt til arv i himlene at tage.

5. Saa vil vi os trods alle fiender fryde,
GUD har os givet det, ham kierest var,
Og lader alle naade-strømme flyde,
Hvad er der, som hand os ey givet har,
Saa være ham da ogsaa livet,
Og hvad vi er og har, til evig offer givet.

3. Nyt-Aars-Psalmer.

Nr. 14.

Mel. Hvo kun sin Gud vil lade raade.

Da nu det gamle aar forsvinder,
Og os, som Gud har født paa nye,
Hans naade nu paa nye oprinder,
Saa klinger ogsaa høyt i sky
Vor tak for naade, fred og livet,
Som hand os rigelig har givet.

*

- - -

* * 49

2. Nye kraft og naade hand forlene,
At vor begiering og forstand
Maa henge fast ved ham allene,
Uryggelig i ild og vand,
Til hans befalning ret at lyde,
Og dermed al vor vandel pryde.

3. Hans lys og ret for os opdage,
Som solen sine Straaler slaaer,
Og overhaand i verden tage,
Til verden selv engang forgaaer,
At vi, som lysets børn, maae leve,
Og altid i hans naade sveve.

4. Det navn, som hand sig lod tilegne,
Og blodet derved heftig flød,
Vor frelse dermed at betegne,
Vor vey skal være til vor død,
Vor dyrebare skat og krone,
Vor smykke for Guds høye throne.

*

- - -

* 50

5. Hand lade os os selv omskære,
Fra hvad os fra ham skille kand,
Langt mere glad i ham at være,
End nogen sands begribe kand,
At døe fra alle gamle veye,
Og siden himlen faae til eye.

Nr. 15.

Mel. Guds godhed ville vi prise.

Hvo hiertet vil omskære,
Dets forhud tage af,
Den gamle Adam bære
Til døden og sin graf,
Hand faaer og JEsu sind,
Som er omskaaren bleven,
Hand er til himlen skreven
Og korsets orden ind.

2. Hvo saa sit aar begynder,
Hand følger kiødet ey,
Men sig i aanden skynder
Til livets rette vey,
Hand nye er født og skabt,
Af himmel-byrd oprunden,
Som har i JEsu funden
Alt det, som før var tabt.

* *

- - -

* * 51

3. Dog hiertet at omskære,
Merk siel hvordan det skeer:
Din synd du ret maa lære
At hade meer og meer;
Bod er det, som der maa
Det stene-haarde hierte
Ret føre ind i smerte,
Ja gandske sønderslaae.

4. Ach! giv, til det at giøre
I det begyndte aar
Din Aand, som os kand røre,
Og ene det formaaer,
At vi dit billede
I dem, som ere blinde,
Naar de sig ret besinde,
Kand snarlig faae at see.

5. Jeg er i længsels smerte,
Og tusinde med mig,
At finde dig, mit hierte,
Og ret at favne dig,
Naar jeg dig have maa,
Hvad vil jeg meer begiere?
Jeg kand jo ikke mere,
End alting, JEsum, faae.

6. I syndere! betænker,
O hvilken farlig sag;
I gaae i satans lænker
Saa mangen aar og dag,
Begynder aaret ey,
Før I ved HErrens naade
Har ladet eder raade,
At gaae paa livsens vey.

*

- - -

* * 52

7. Omskærer eders hierte,
Og løber Gud i favn
Med poenitenses smerte
I JEsu Christi navn!
Saa skal det ogsaa skee,
Gud lader sig formilde,
At I hans naades-kilde
I dette aar skal see.

8. Lad alle christnes mening
Ret derudi bestaae,
At de i din forening
Til døden blive maae;
At de i ingen nød
Sig lade fra dig drage,
Men trøstig korset smage
For din den bittre død.

9. Saa ville vi dig prise
Vor gandske lives tiid,
Men denne pligt bevise
Med større kraft og fliid,
Naar vi vor JEsum faaer
At see, med alle fromme,
Og kand med dennem komme
Til evigheds nyt-aar.

Nr. 16.

Nu det gamle aar gik hen,
Lader os begynde
Frydelig det nye igien
Udi Aandens brynde,

* *

- - -

* * 53

Thi, hvad gammelt er, forgaaer,
Og det nye igien opstaaer.

2. Lad det gamle kun gaae hen,
GUd vil snarlig giøre
Alting nyt og got igien,
Det er sødt at høre,
Gaaer kun alt det gamle hen,
Bliver alting nyt igien.

3. GUd os lys igien har bragt,
Der hand lod sig føde,
Lys, som blev ved syndens magt
Dumt og dødt og øde,
Bort med nattens sorte skye,
Alle ting giør JEsus nye.

4. Mørkhed, taage, striid og nød
Skal for lyset vige,
Jammer, blindhed, fald og stød
Udi satans rige
Maa ved lysets komme flye,
Alle ting giør JEsus nye.

5. Hand er verdens lys og lyst,
Evighedens Fader,
Alles raad og kraft og trøst,
Som det onde hader,
At man kand det ogsaa flye,
Alle ting giør JEsus nye.

6. Satan bruger vel sin konst,
Denne Søn at dæmpe,

*

- - -

* * 54

Men hans brølen er omsonst,
Barnet er en kæmpe;
Derfor synges høyt i skye:
Alle ting giør JEsus nye.

7. Denne Søn og naade-soel
Af sin Fader drages
Op til himlens arve-stoel,
Moderen forjages,
Finder udi Ørken lye,
Til hun hørde fred paa nye.

8. O! det underlige noor,
Hvo det ret kand skue,
Da undrykkes man i stor
Kierlighedens lue,
For ham maa det gamle flye,
Alle ting giør JEsus nye.

9. Den er ret en Christen, som
Er i Christo funden,
Naar det bare skin og skum
Gandske er forsvunden,
Det er guld og ikke blye,
Da er christendommen nye.

10. Saadan har den ædle skat,
JEsum, i sit hierte,
Tager ham i troen fat,
Dog ey uden smerte,
Til det gamle plat maa flye,
Da hand alle ting giør nye.

*

- - -

* 55

11. Naar er dog den tiid forbi,
Da vi ret kand sige,
At vi ere gandske fri
Fra det sorte rige,
Og det gamle plat maa flye,
Alle ting maae blive nye.

12. Sukker creaturet dog
Efter dette gode,
Da det spændes af sit aag,
Og saa glad til mode
Til sin frihed ind kand flye,
Naar de alle blive nye.

13. Fra forfænglighed, hvori
De nu fangne ere,
Skal de vorde qvit og fri,
Saa som de begiere.
Naar det gamle bort maa flye,
Da hand alle ting giør nye.

14. Naar at baade synd og død
Er opslugt tillige,
Og vi, fri fra al vor nød,
Staae i Himmerige,
Der er ingen modgangs skye,
Der er glæden altid nye.

15. Da, saa længe himlen staaer,
Vi hans navn skal ære,
Hvor et evigt jubel-aar
Ham til lof skal være,

*

- - -

* 56

I Guds Himles stille lye,
Der er tiden altid nye.

Nr. 17.

Mel. Nu vel an vær frisk etc.

Lad dit rige allevegne
Bredes ud paa denne jord,
Giør det lyyst i vore egne
Ved dit klare livets ord!
Stød, o GUd, i grunden ned
Christendommens lunkenhed,
Syndens mørke taage vige
For dit lyse naades rige.

2. Lad din naade altid virke
Til en ret forbedret stand!
Set den gandske christen-kirke
I en hellig himmel-brand!
Dem, som ordet lære, giv
Viisdom og et helligt Liv,
Aand og naade, mund og mæle
Til at redde mange siele!

3. HErrens viisdoms glands forgylde
Kongens spiir og arve-stoel!
Vor Monarch af JEsu fylde
Glimre som den blide soel!
Gaae med Kongen ud og ind,
Glæd hans himmel-sindet sind,
Kongen leve mange dage,
Siden livets krone tage!

4. Lad vor Dronning altid være
Alle Kongers Konges Brud,
Til at søge al sin ære,
Lyst og herlighed i GUd!

*

- - -

* 57

Hendes fromhed og forstand
Funkle længe i vort land!
Hendes siel i GUd sig fryde,
Og til lammets bryllup pryde!

5. Arve-Princen, rigets lykke,
Kongens lyst og himlens æt,
JEsus meer og mere smykke
Med sin naades lys og ret,
Lade Princen blive stor
Til sin store priis i nord,
Fuld af Aandens kraft og glæde
Rigets arve-stoel betræde.

6. Lad Princesserne fornøyes
Meer og meer i livets favn,
Høyt til herlighed ophøyes
Med at ære JEsu navn!
Kongens Arve-huus og slægt
Under himlens varetægt
I GUds kierligheder brænde,
Blomstre indtil verdens ende.

7. GUd velsigne øvrigheden,
Kongens raad i deres stand;
Dem, som vaage her paa steden
For vor stad og amt og land!
Giv dem viisdom, kraft og mod
Ret af gandske hierte-rod,
Til din ære kun at søge,
Derved landets gavn forøge!

8. HErrens frygt behiertet giøre
Kongens magt til lands og vands!
GUds frimodighed dem føre
An mod fiende-sverdets glands!

* 58

Vær o GUd vor Konges skiold
Og hans landes muur og vold!
Lad os altid dig behage,
Giv os fred i vore dage!

9. Øvrighed og Undersaatter
I vor gandske menighed
Vi indslutter og befatter
Under HErrens søde fred!
GUd forfremme stadens gavn!
Svøb os i din naades favn
Ind med dem, som boe paa landet,
Dig at elske, intet andet!

10. Ægtefolk i deres boelig
Sig foreene ret i GUd,
Til at troe og følge troelig
Med hinanden HErrens bud,
Signe deres lives frugt!
Signe deres børne-tugt!
At de smaae og store vandre
Alt til himlen med hverandre!

11. Vær de gamles lys og glæde!
Vær de unges fryd og lyst!
Giv enhver i enkesæde
Og de faderløse trøst!
Giv de arme nærings brød!
Vær de bange hierter sød!
Giv de u-omvendte baade
Ret at see og søge naade!

12. Læg de syge, ledsk de svage!
Løs de bundnes fængsels baand!
Hielp enhver sit kors at drage!

*

- - -

* 59

Styrk dem med din gode Aand!
Ach! at hver, som dette aar
Bort af denne verden gaaer,
Maatte giennem døden stige
Ind i søde himmerige!

13. Derfor lad os ret oprigtig
Alle søge stelens tarv;
Vandre, som enhver er pligtig,
Der kand vente himlens arv,
Giøre ret alvorlig fliid,
At vi her i naadens tiid
Elske JEsum allesammen,
Siden blive salig! Amen.

Nr. 18.

Mel. Rind nu op i JEsu navn.

Nu vel an! et freidigt mood!
Op mit hierte! op min tunge!
Op om JEsu navn at siunge,
Om hans kierlighed og blod,
Alt, hvad i mig er, sig fryde
Til min Frelsers lof og priis,
At min nyt-aars sang kand lyde
Langt hen ind i paradiis.

2. O du blodig JEsu navn!
Min forløsnings morgenrøde,
Paradises første grøde,

*

- - -

* 60

Bange sieles hvile-stavn,
Troens stærke seyer-fane,
Haabets rette anker-grund,
Lys oppaa min trange bane,
Ja udi min sidste stund.

3. O det søde JEsu navn!
O det navn foruden lige!
O mit søde himmerige!
O min sieles frelse-havn!
O mit hiertes lyst og længsel!
O min søde himmel-skat!
O min fryd i største trængsel!
O mit lys i dødens nat.

4. JEsus os til trøst og gavn
Dette navn har vildet bære,
Men hand maatte tilig lære,
At det var et smerte-navn,
Thi da blodet maatte rinde,
Da hand frelse-navnet fik,
Derved troe vor jammers minde
Hannem ind i sielen gik.

5. Derfor findes nu for mig
Dette navn saa fuldt af naade,
At jeg mig i al min vaade
Derved fryder inderlig,

*

- - -

* 61

Maa jeg kun min JEsum nyde
I en fast og stadig tro,
Skulde det mig ey fortryde,
Om end verden brast i to.

6. O jeg er en syndig krop,
Det er al min titels ære,
Bedre kand den ikke være,
Naar jeg kaster loven op,
Men for du est JEsus bleven,
Og min jammer paa dig tog,
Derfor staaer mit navn indskreven
Deylig udi livets bog.

7. Jeg skal op i dommen staae,
Ind med fryd i himlen stige,
Herske udi JEsu rige
Med en deylig krone paa,
Hvide klæder, palme-grene,
Engle-drik af livets flod,
Dette nyder jeg allene
For min JEsu navn og blod.

8. Nu det navn, o JEsu, som
Du for mig har vildet bære,
Lad det mig i tanker være,
Hvor jeg gaaer i verden om,
Og i dødens sidste dvale
Lad det qvæge siel og sind,
At jeg maa om JEsu tale,
Til jeg gaaer i himlen ind.

6,5: est] er J6-7. 6,8: livets] Livsens A. 7,6: livets] Livsens A. 8,5: dødens] Dødsens A.

- - -

5,8: i to] itu. - 6,4: kaster loven op] slår op i loven. - 6,7-8: Fil. 4,3; Joh. Åb. 3,5. - 7,3: Joh. Åb. 22,5. - 7,4: Joh. Åb. 2,10. - 7,5: Joh. Åb. 7,9. - 7,6: Joh. Åb. 22, 1.

62

Nr. 19.

Mel. Jeg beder dig min HErre.

Kom, hierte! tag dit regne-bret,
Skriv op dit lives dage,
See til, at du kand sandse ret,
Og tænke lidt tilbage!
Hvad har du giort de mange aar,
Du har i verden levet?
Tænk, trygge siel, at alting staaer
I GUds register skrevet.

2. Vel løber tiden hastig hen,
Og bliver evig borte,
Men det vil komme vist igien,
Hvad du i tiden giorte,
Naar GUd engang til dommen vil
Den gandske verden sanke,
Og her skal nøye svares til
Hver gierning, ord og tanke.

3. Hvor mangt et slemt og daarligt ord
I lystig samling vanker,
Som siden bliver spyd og mord
I de fordømtes tanker,
Hvo gruer ey at tænke paa
De mange blodig' bander,

*

- - -

* 63

Hvormed de store og de smaa
Hvert andet ord beblander.

4. Hvor skiules mangen sviig og list
I hiertets fule giemme
Og kaade lysters onde gnist,
Som ingen kand fornemme,
Da tænker du, det er forglemt,
Den sag har ingen fare,
Men GUd har vist sin dag bestemt,
Som sligt skal aabenbare.

5. Det blev for langt at melde om
Den synlig syndens mængde,
Som man (u-agtet vredens dom
Og evighedens længde)
Til GUds fortørnelse begaaer,
Og ey engang vil vide,
At alle u-omvendte faaer
Til evig tiid at lide.

6. O sikre siel! som lever da
I verdens sidste ende,
Der færdig staaer med Sodoma
Hvert øyeblik at brænde,
Du som har drevet tiden hen
I mange slemme synder,
Og mueligt nu med dem igien
Din nyt-aars dag begynder.

7. Betænk! betænk! hvor hastig gik
De andre naades-dage!

*

- - -

* 64

Hvad om der ey var øyeblik
Nu meer for dig tilbage?
Og er der skiønt en liden stund
Endnu for dig i vente,
Saa tænk, du har saa stort et pund
Og end slet ingen rente.

8. Fald ned med ydmyg hiertens bod
For naadens stoel og throne,
Og beed, at GUd for JEsu blod
Vil lade sig forsone,
At du herefter bedre maa
Din naades-tiid anvende,
Og ved dit lives aften faae
En sød og salig ende!

4. Psalmer paa Hell. 3. Kongers Dag.

Nr. 20.

Dig min søde
Skat at møde
Med mit kys og favne-tag,
Og at skue
Dig min drue,
Er min længsel nat og dag.

2. Livets søde
Morgen-røde
JEsus giver os sit skin;
Lys og livet
Bliver givet
Dem, som gik i mørke trin.

* *

- - -

* * 65

3. O min lykke,
Fryd og smykke!
Aldrig noksom prises kand
Dit gemytte,
Som vil flytte
Til os i vort fængsels-land.

4. Derfor haster
Jeg, og kaster
Mig i støvet for din fod,
Tag den gave,
Du skalt have
Siel og hierte, liv og blod.

5. Siel og livet
Være givet
Dig min søde rosens mund,
Begges kræfter
Skal herefter
Ofres dig af hiertens grund.

6. Troens rare
Gyldne vare,
Røgelse i andagts brand,
Myrres taare
Til min baare
Ofrer jeg min GUd og mand.

7. Hiertet kiende
Dig, og brænde
I din længsel dag og nat,
Rens det meget
Til dit eget,
Giør det til din egen skat.

*

- - -

* 66

8. Mine sinde
Altid finde
Udi den forening roe
Til at ære
Dig, og være
Indtil døden huld og troe.

9. Da jeg siden,
Efter tiden,
Al din klarhed skue maa,
I dig leve,
Hos dig sveve,
Evig priis du da skal faae.

Nr. 21.

Mel. Ach! hvad skal jeg synder giøre.

Hvo i hiertet ret vil finde
Denne søde himmel-stand,
JEsum Christum GUd og mand
Udi sielen at oprinde,
Skriftens bog hand søge maa,
Der er denne skat at faae.

2. Hand maa vandre med de vise,
Til vor morgenstiern' opgaaer,
Og i hiertet stille staaer.
Saa kand man sig salig prise,
Thi Guds aasyns klare glands
Fylder hierte, sind og sands.

3. Thi hvor hand er født og baaren,
Der sig viser over alt

* *

- - -

* * 67

En Guddommelig gestalt,
Som i hiertet var forlaaren,
HErrens klarhed speyler sig
Da i sielen yndelig.

4. Hvad man siger, foretager,
Er om denne naade-stoel,
Evighedens blide soel,
Efter ham saa længe jager,
Til at sielen selv har fat
Paa den dyre himmel-skat.

5. Ach! hvor vidt er den tilbage,
Som i verden dum og blind
Spørger efter vær og vind,
Hvor er guld og pragt at tage?
Hvor er herlighed at faae?
Som dog skal engang forgaae.

6. Dumme folk, ja stene-blinde
De vel billig kaldes maae,
Som i denne verden gaae,
Og sig ikke kand besinde,
Ret at søge naadens stand,
Men kun samle dynd og sand.

7. Men den søgning intet gavner,
Naar man kun til kirken gaaer,
Og i dens forsamling staaer,
Efter haanden ogsaa favner
Skriftestoel og alterfod,
Mener saa er sagen god.

*

- - -

* * 68

8. Ney det bare skin at bære,
I en hyklevane gaae,
Gandske intet vil forslaae,
Du maa GUd opofret være,
Og i troen dag og nat
Følge ham, din siele-skat.

9. Ja, saa er hand snart til stede
Hos din bod og altergang,
Naar din sieles synde-trang
Løses i utroelig glæde,
Naar du finder, at hans blod
Renser hierte, aand og mod.

10. Thi saa kand man trøstig ile
Til Guds naades-throne hen
Som en JEsu bruud og ven,
I hans favn og naade hvile,
Naar man her ey andet vil,
End sin JEsum høre til.

11. JEsu, lad mig her i live
Dette ene pønse paa,
At du hos mig være maa,
Og at jeg dig liig kand blive,
Her saa vidt min tiid den naaer,
Der i evighedens aar.

12. Saa vil jeg med alle vise,
Verdens spot og skumpel-skud,
Dig min Frelsere og GUd,
Tiene, love, takke, prise
Ret af gandske hiertens fliid
Her, og indtil evig tiid.

*

- - -

* 69

5. Paa Mariæ Renselses Dag.

Nr. 22.

Mel. Kommer til mig sagde etc.

Ach! at enhver dog tænkte paa,
Hvordan Maria vil og maa
Til templen ikke komme,
Før tiden til den renselse,
Som GUd befalede at skee,
Var efter loven omme.

2. Naar synden først er renset ud
Af hiertet, efter HErrens bud,
Ja da vil JEsus komme,
Og stille sig i templen ind,
Thi det er skiult for verdens sind,
Men føles af de fromme.

3. Tænk ikke, at vor Frelsermand
I saadant hierte blive kand,
Hvor kiød og blod vil raade,
Hvor Aanden ey har kiød og blod
Og satans rige under fod,
Der føles ey hans naade.

4. Hans tempel er et renset mod,
En siel, som knuset er i bod
Og stolperne giort røde
I Lammets blod, der er hans boe,
Der favner ham den sande troe,
Og gaaer sin GUd i møde.

*

- - -

* * 70

5. Da viger al vor synd og skam,
Naar vi GUds rene Søn og Lam
Vor GUd til offer bringe,
Der sig saa villig selv frembød
For os at lide korsets død,
GUds hierte at betvinge.

6. Ach! stil dig, med hvad du formaaer,
Kun frem for GUd, men hvor det gaaer,
Lad synden borte blive,
Jag verden af dit hierte ud,
Og søg din hvile kun i GUd,
Saa vil hand naade give.

7. Eenfoldighed, det due-sind,
Skal bringes med dit offer ind,
GUd skal dig ey forskyde,
Lad lammenes den stille art
Ey fattes i din ofrings part,
Saa vil din GUd dig fryde.

8. Lad verdens den forvendte flok
Opofre satan længe nok
Guld, vellyst, mange penge,
Den tieneste ey andet kand
End lønnes hist med svovl og brand,
Naar GUd sin ret vil strenge.

9. Men hvo, som vandrer derimod
Med Simeon i bøn og bod,

*

- - -

* 71

Sin JEsum favnetager,
Fuld af den Hellig Aand og troe,
Og venter Israelis roe,
Den ofrer rette sager.

10. Hand og med Simeon engang
Kand fare bort med fryde-sang
Til evig fred og ære,
Hvo JEsum vil i troen see,
Kand ogsaa midt i døden lee,
Og siden kronen bære.

11. Ach! at jeg glad i Aanden stod,
Opfyldt med kierlighedens flod,
Som oven fra nedflyder,
Med Simeon jeg vilde snart
Da holde saadan himmelfart,
Hvortil min siel sig fryder.

12. Giv, søde JEsu, at jeg maa
Kun efter hiertets reenhed staae
I alle mine dage,
Til du mig, naar dig synes got,
Fra verden til dit himmel-slot
Af naade vil optage.

Nr. 23.

I, som af synders søle vækkes,
Og for Guds vrede skrekkes,
Op! fatter kun et trøstigt mod,
Her er al reenheds væld og flod,
Hand, som er reen allene,
Vil giøre eder rene.

* *

- - -

* * 72

2. Det offer, som der ofres skulde,
Det bringer hand til fulde,
Og tager paa sig, som et lam,
Al verdens synders vee og skam,
Som ellers alle siele
I pølen skulde qvæle.

3. Det er den trøst, som af vort hierte,
Forjager frygt og smerte.
Det er det rette himmel-pant,
Som Simeon saa kraftig fandt,
At hand sit liv forkaster,
Og glad til døden haster.

4. Vel den! som seer iligemaade
Sin Frelser fuld af naade,
Og trykker ham ved troen ind
Saa nær og kier i siel og sind,
Hand skal faae trøst at finde,
Og synden overvinde.

5. Guds Søn, min trøst, mit lys og ære!
Lad mig det grundig lære,
At jeg ved din forsoning maa
I troen sielens reenhed faae,
I fred og roe henfare
Til himlens rene skare.

Nr. 24.

Mel. O GUd af Himmelen see etc.

O! GUd skee lof! min JEsus giør
Mig reen af alle synder,
Hvad hand betalte, kand og bør,
Som livets ord forkynder,

* *

- - -

* * 73

Mig til fortred ey komme meer,
Men satans magt jeg kun beleer,
Thi JEsus i mig lever.

2. Bort sorg, hand lever jo, som har
Giort loven for mig fyldest,
Den sag ved JEsu død blev klar,
Da vandt jeg fred og hyldest,
Hvad JEsus har, det har jeg og,
Hvor kunde større rigdom dog,
End den jeg haver, findes.

3. Min JEsu blod giør sielen reen,
Thi derved hand fortiente,
At syndens straf, end ikke een,
Jeg nogen tiid tør vente,
Saa fatter jeg hans hellighed,
Og alt, hvad hand uskyldig leed,
Det er min skat og smykke.

4. Saa kand jeg og i fred engang
Med Simeon henfare,
Jeg frygter ikke dødens tvang,
GUd selv min siel vil vare,
Lad briste øynene i to,
Jeg sover sødt i JEsu roe,
Og himlens glæde finder.

5. Hvor vil min siel da fryde sig,
Og gierne afskeed tager,
Naar HErrens engler møder mig,
Og hiem til GUd ledsager,
Naar jeg da faaer det fryde-sted,
Som JEsus selv mig har bered,
I himlens slot at skue.

*

- - -

* 74

6. GUd! lad mig altid færdig staae,
Mig aldrig fra dig vende,
Ledsag mig, at jeg vist kand faae
En sød og salig ende,
Kom, hielp mig snart af al min nød,
Hielp HErre ved dit blod og død,
Ja kom HErr' JEsu Amen.

Nr. 25.

Mel. O GUd! Du fromme GUd.

Ohiertets renselse!
Hvor ringe man dig agter?
Ret som du kunde skee
Med skiemt og lege-fagter,
Man griber til en bøn
Af bare hyklerie,
Saa agter man sig skiøn,
Fra synden reen og frie.

2. Naar man til alters gaaer
Paa de bestemte dage,
Da fældes vel en taar,
Da høres vel en klage,
Naar dagen er forbie,
Gaaer og den andagt hen,
Man søler sig da i
Den gamle synd igien.

3. Dog mener verdens sind,
Hun gandske reen er vorden,
Naar hun sig hykler ind
I JEsu giesters orden,

*

- - -

* 75

Vil nogen pege paa
Den rette snevre stie,
Det aldrig høres maa,
Men kaldes kætterie.

4. Ach! hvad er renselsen
Dog gandske noget andet;
At blive ny igien,
Som JEsus selv har sandet,
Og dæmpe, hvad man seer
At stride mod Guds bud
I dette svage leer,
Saa sandt man elsker GUd.

5. Vort hierte er en brønd,
Som alletider sanker
En overflod af synd
I gierning, ord og tanker;
Hvo denne kilde ey
Vil stoppe, hvad hand kand,
Hand finder aldrig vey
Til reenheds søde stand.

6. Det kand jo ogsaa skee,
GUd selv os kraft vil give,
Naar vi paa ordet see,
I bønnen altid blive,
Men verden ikke hen
I kors og striid vil gaae,
Hun lader renselsen
I hykle-bod bestaae.

7. Vor HErres øyne kand
Ey slangens gift fordrage,
Ja ey det mindste grand,
Det skal man flux forjage,

* 76

Hand prøver hiertets grund,
Naar den ved Christi blod
Kun holdes reen og sund,
Saa er vor vandring god.

8. O JEsu! du som mig
Har dette lært at kiende,
Hielp, at jeg idelig
Fra al synd mig kand vende,
At jeg hver tiid og sted
Til døden renses, saa
Jeg helligheden ved
Din kraft fuldende maa.

Nr. 26.

Mel. Af Dybsens Nød etc.

Et helligt liv, en salig død
Hinanden kierlig møder,
De har det skiulte man i skiød,
Som døden selv forsøder,
De to maae ikke skilles ad,
Den eene giør den anden glad,
Og meget liflig favner.

2. Naar den, som troer paa JEsum ret,
Maa føle megen plage,
Da tænker hand, naar hand er tret:
Gid ingen dog forsage,
Velan! nu kommer snart min død,
Saa giør hun al min jammer sød,
Og ender al min plage.

*

- - -

* 77

3. Og faaer hand siden dødens bud,
O tænk, hvor sødt det smager,
At hand har holdet fast ved GUd
I fristelser og plager,
Ja, hvordan det gik op og ned,
Hand dog en god samvittighed
Beholdt ved JEsu naade.

4. At have striidt den gode striid
Og løbet ufortrøden
Paa troens vey til sidste tiid,
Hvad er det sødt i døden!
Vel den, sin HErre tro har tient,
Sit ærinde saa vel fuldendt,
Og bort i fred kand fare.

5. O Simeon! du hiertens mand,
O tusind fold til lykke,
Du prydet har din tiid og stand
Med hellighedens smykke,
Du lod en himmel-vandring see
Til alderdommens sidste snee,
Og tiente GUd paa jorden.

6. Al verdens Frelser var din skat,
Du brugte dine kræfter
At tiene HErren dag og nat,
Det stræbte du kun efter,
Du gik al verdens lyst forbi,
Og naaede paa den trange stie
En sød og salig ende.

7. Hvad under da, at dødens rad
Dig ey forfærde kunde,
Du gik til hendes port saa glad
Som fugl i frydens lunde,

* 78

Du tog din JEsum sødt i favn,
Saa reyste du i HErrens navn
Til søde himmerige.

8. Nu denne troe er grunden til
Et helligt liv at føre,
Naar sielen JEsum favne vil,
Hvor kunde den da giøre
Ham noget vitterligt imod,
Man vover før sit liv og blod
Og al den ting man eyer.

9. Den blinde verdens døde troe
Kand ingen død fordrive,
Den sikkerhedens falske roe
Til sidst sig tabt maa give,
Den Hellig Aand os føre vil,
At al vor vandring sigter til
Vor Faders priis og ære.

10. O! JEsus er endnu at faae,
Men hand vil favne-tages,
Har man ey skønnet før derpaa,
Da skal det dybt beklages,
At sielen finder ingen roe,
Før hun udi den sande troe
Sin Frelser seer og favner.

*

- - -

* 79

6. Passions-Psalmer.

Nr. 27.

Mel. Nu vel an, vær frisk etc.

Eller: Som Hiorten med tørst befangen etc.

Alle Christne-siele skynder
Eder op til bøn og bod,
Faste-tiden nu begynder,
Og fremviser JEsu blod.
Al den deel der græde kand,
Alle øyne staaer i vand,
Alle hierter sukker, bløder,
JEsus til sin pine møder.

2. Ingen kand den jammer sige,
Som man her paa jorden saae,
GUd sin Søn af himmerige
Lod til pine-bænken gaae,
For at faae os frelst og frie
Udaf syndens slaverie
Og en evig helved-plage,
Derom tale disse dage.

3. Hvilken møye, hvilken iver
Maa da ikke blive brugt?
At man ret deelagtig bliver
I vor JEsu pines frugt;
Christi blod os nytter ey,
Følge vi den brede vey,
Hvo sig andet her indbilder,
JEsu blod og himlen spilder.

4. Nu I Christne, som bekiende
Eder til det Christne-navn,
Skal det ikke have ende
Med den syndig fastelavn?

*

- - -

* 80

Skal det dyre JEsu blod
Trines mere under fod?
Vil man altid med at synde
Vores faste-tiid begynde?

5. Hvad skal Bacchi hedensk gilde
Midt i JEsu menighed?
Hvad skal hand sin bærme spilde
Hos vor Frelsers blodig sveed?
Hvad har den forbandet skik,
Fastelavens dantz og drik,
I Gethsemane at giøre?
Skal det ey engang ophøre?

6. Vægterne paa Zions volde
Tale frisk i denne sag,
Hvad skal spøgerie og trolde
I GUds naades lyse dag?
Udi huse hver en mand
Være derimod en brand,
Jage paa vor HErres vegne
Saadan skik af vore egne.

7. Op af søvne! op af drømme!
O! du arme Christne-flok,
Op i bedrings-graad at svømme,
Her er raset længe nok.
Har GUd ey sit riis i blød
Til enhver, som JEsu død
Og hans blod saa ringe agter
Med saa liderlige fagter?

*

- - -

* 81

8. Kommer I, som før i slige
Verdens lyster have rendt,
Kommer, lader eder sige;
Lader det nu være endt.
Tager JEsum ret i favn,
Det er vores fastelavn;
Lover, at I aldrig mere
Verdens vellyst vil begiere.

9. Kommer I, som JEsum kiende,
Træder frem paa eders vagt,
Lader eders lys kun brænde
Mod den sorte mørkheds-magt,
Og med ordet, bøn og sang
Giører satan tiden lang,
Vover det i troens glæde
Al hans magt at undertræde.

10. Kommer alle! vi vil vie
Denne tiid med taare ind,
At GUds pine os kand svie
Ind i hierte, siel og sind
Til en uforfalsket bod
Udi paaske-lammets blod,
Og til derved alle dage
Verdens lyster at forsage.

11. Nu god nat, du gamle vane!
Synde-fulde fastelavn!
Christi korses blode-fane
Svinge vi i JEsu navn.
Hvo en Christen være vil,
Ret vil høre Christum til,
Skal ved JEsu død og pine
Verdens lyster undertrine.

*

- - -

* 82

12. Søde JEsu! lad det lykkes
Med min faste, bøn og bod,
At din pine-perse trykkes
Ind udi mit hierte-rod,
At jeg altid hvor jeg gaaer,
Grunder kun paa dine saar;
Dine mange pine-bænke,
Lad mig paa dem altid tænke.

Nr. 28.

Mel. Immanuel, vi synge dig.

Bryd giennem, mit anfegtet sind,
Bryd giennem modgangs skarpe vind,
Kom hid, Guds eget Lam at see,
Paa korset fuld af spot og spee
Og hierte-vee.

2. Hand rekker sine arme ud,
At favne dig, sin kiere bruud,
Hand rekker dig sin milde haand,
At fatte din beklemte aand
I dødens baand.

3. Gak nu da frisk i kamp og striid,
I krigen prøves troe og fliid,
Thi hvert et anfald lærer dig,
Hvor man i ham ret mandelig
Kand værge sig.

4. Hand byder sine vunder frem,
At hiertet der kand løbe hiem,
Der leve udi JEsu troe,

*

- - -

* * 83

Der, som udi en himmel, boe
I fred og roe.

5. Her er et slot mod al din nød,
En cuur mod helvede og død,
En kilde fuld af livets vand,
Et hav, som tørsten slukke kand,
Ja helved-brand.

6. Naar fristelse os kommer paa,
Om vi end kraftesløse staae,
Da styrker du det svage mood,
Naar hiertets mening er kun god
Og holder fod.

7. Nu søde JEsu! siele-ven!
Til dine saar jeg haster hen;
Min siel dig ikke slippe kand,
Før jeg kand føle lys og brand
I naadens stand.

8. Mit hierte finder storm og sluud,
Det regner idel salt og luud;
I troen løber jeg til dig,
Du eene kand saa sødelig
Husvale mig.

9. Jeg flyer hen til dine saar,
Naar aandens lyst og kraft forgaaer,
Jeg qvæger mig udi dit blod,
Naar sielen finder denne flod,
Da faaer jeg mood.

10. U-endelige naades-haf,
Din kirkes trøst og støde-staf,

*

- - -

* * 84

Hvor styrker os din trofast haand,
Som fattes af min svage aand
I troens baand.

11. Der hænger du, saa hierte-huld,
Af andres skam og skændsel fuld;
Kun at et fristet hierte maa
Din aabne sides balsom faae,
Og frelse naae.

12. Du blodig blev fra taa til top
Hængt for den hele verden op,
Og kiøbte ved din haarde død
Os fri fra sielens bittre nød
Og helved-stød.

13. Ey! bort da sorrig af mit sind,
Jeg drager til min JEsum ind;
I ham jeg finder roe og rast,
Fordi min svare synde-last
Var paa ham kast.

14. Det livets ord, den Guddoms kraft,
Har saadan kiempe-styrke haft;
Velan, min JEsu, siele-skat,
Jeg længes bort fra verdens nat.
Kom! tag mig brat.

*

- - -

* 85

Nr. 29.

Mel. Himlen er det rette Land.

Gak hen i Gethsemane,
Siel! og see,
Hvad din JEsus megen vee
Lide maa for dine lyster,
Og i støv
Som et løv
Af banghed ryster.

2. Helveds ild og svovel-flod
For ham stod.
Døden fnyste ham imod,
Syndernes utallig mængde,
Som en hær,
Hannem nær
Paa livet trængde.

3. Hvor min JEsus seer omkring,
Ingen ting
Udi hele verdens ring
Er med nogen trøst til rede,
JEsus maa
Eene staae
For HErrens vrede.

4. GUd hand mod ham stiller sig,
Skrekkelig,
Skiønt hand giver jammer-skriig,
Skiønt hand løfter modigt øye,
Fuld af blod,
Op imod
Guds himles høye.

*

- - -

* 86

5. Trende gange hand omkuld
Pine-fuld
Falder i den sorte muld,
Og, naar al hans kraft forsvinder,
Saa er det,
Striden ret
Sig først indfinder.

6. Som i sidste aande-dræt
Man er tret,
Og da først maa stride ret,
Naar det baand, som sammenspænder
Siel og krop,
Brister op
For dødens hænder.

7. Skiønt den timelige død
Honning-sød
Regnes maa mod JEsu nød;
Thi GUd Fader, for at hevne
Syndens skam,
Plaget ham
Af grummest evne.

8. O! forhærdet hierte, see,
Denne vee
Burde dig med rette skee;
Men at du GUds vredes hede
Kand undgaae,
Derfor maa
Din JEsus svede.

9. Men forundre dig ihiel,
Kiere siel,

*

- - -

* 87

Hvordan kunde blodet vel
Giennem hele aarer bryde,
Da der ey
Fandtes vey
Og gang at flyde.

10. Under er, at blodet gaaer
Uden saar;
Men min siel det saa forstaaer:
At det blod for længsels iver
Ikke vil
Bie, til
Man hul opriver.

11. Thi den død, hand saae der stod
Os imod,
Skar ham i hans hierte-blod,
Som af iver for os brændte,
At det brast
Ud i hast
Os hielp at hente.

12. Kierlighed i kampen gaaer,
Giør sig haard,
Agter ingen blodig saar;
Kierlighedens fulde iver
Bryder ud,
Og sin bruud
Fra satan river.

13. Som du og for hvad du leed,
For din sveed,

*

- - -

* 88

For dit blod og kierlighed,
Dette vil aldeles have,
At jeg mig
Ofrer dig
Til evig gave.

14. Mig som ey fra haand til fod
Har en god
Draabe i mit hele blod;
Saadan fuld af synd og plage,
Som jeg er,
Du begier,
Og vilt antage.

15. Hiertens-gierne siele-ven,
Tag mig hen!
At jeg faaer dig selv igien;
Jeg mig er kun selv en plage,
Intet nu,
Uden du,
Mig kand behage.

16. Thi alt siden jeg har haft
Smag og kraft
Af min roses purpur-saft,
Saa er verdens sødest mine
Mig ey meer,
End en fier,
Ja daglig pine.

17. Hielp mig kun, min Frelsermand,
At jeg kand
Elske dig i ild og vand;
At jeg holder dig saaledes
For min skat,

*

- - -

* 89

At jeg plat
Af verden kedes.

18. Kom, min Ære! kom, min lyst!
Kom og kryst
Mig nu til dit blodig bryst;
Det er al mit ønskes mening,
At jeg maa
Med dig staae
I sand forening.

Nr. 30.

Mel. Et lidet Barn saa lystelig.

Her seer jeg da et Lam at gaae,
Og sig til døden skynder,
Et taaligt Lam, som bærer paa
Al verdens sorg og synder;
Til pine-bænken staaer hans hu,
Og siger: see, her staaer jeg nu
For Adams kiøn at stride;
Man viser alle piner frem,
Hand svarer: gierne! hvert et lem
Er færdigt til at lide.

2. Det Lam er HErren, stor og stærk,
Med verdens kiøn forbunden,
Som GUd til vor forløsnings verk
Har eene dygtig funden.

* *

- - -

* * 90

Gak hen, min kiere Søn, og liid
For dem, som indtil evig tiid
Min vrede skulde smage;
Den straf er grusom ud at staae,
Men verdens frelse staaer derpaa;
Vil du dig dem antage?

3. Ja, Fader! ja, af hiertens grund,
Leg paa, jeg vil det taale;
Lad komme kun den bittre stund,
Jeg drikker denne skaale.
Hvo vidste før slig kierlighed,
Saa høy, saa dyb, saa lang, saa breed,
At tænke eller nævne?
O kierlighed! saa stærk og stor,
Du fører den til kors og mord,
For hvilken klipper revne.

4. Paa korsets træ du piinte ham
Med nagler og med spyde,
Hvor saae man da det offer-lam
Udi sit blod at flyde;
Hvor saae man da hans hierte slaae,
Hver aare som en bæk at gaae,
Hans rosen-kinder blegne!
O Lam! hvorledes skal jeg dig

*

- - -

* 91

For saa ret ubegribelig
En kierlighed begegne?

5. Mit hierte vil jeg dag og nat
Med længsel til dig vende,
Hver time vil jeg dig, min skat!
I kierlighed omspænde.
Du være skal mit hiertes roe,
Ja naar mit hierte gaaer i to,
Skal du mit hierte blive;
I dig jeg ene roser mig,
Alt mit, det vil jeg evig dig
Til eyendom forskrive.

6. Din liflighed med fryde-sang
Jeg nat og dag vil ære,
Og til mit sidste aandefang
Dig plat opofret være;
Hver tanke, ord og gierning skal
I dine fodspors dybe dal
Som stille bække rinde;
Og alt det, du mod mig har giort,
Jeg vil i hiertet prente stort,
Din død til evig minde.

7. Mit hierte skal en rosen-dal
Og skatte-kammer hede,
Den største skat en himmel-sal
I hende vil berede,

*

- - -

* 92

Bort perle-pragt og gyldne skat,
Som skinner kun i verdens nat,
Jeg har en bedre funden;
Den skat, jeg have vil og faaer,
Er den, som er af JEsu saar
Og aabne side runden.

8. Det skal jeg ogsaa al min tiid
Mig føre ret til nytte,
Det skal mig giøre stærk i striid,
I farlighed mig skytte,
I sorgen give harpe-spil,
Og naar mig intet smage vil,
Skal det mit manna blive,
Min viin, naar jeg af tørst er mat,
Naar jeg er ene og forladt,
Mig tiden sødt fordrive.

9. Mit liv det er i JEsu blod
Trods alle dødens pile,
Gaaer hele verden mig imod,
Jeg deri har min hvile;
Det lindrer alle siele-saar,
Forfrisker modet, naar jeg gaaer
Beklemt med svare tanker,
Naar mange plagers hvirvel-vind
Forvirre vil mit bange sind,
Da er hans blod mit anker.

10. Hans blod mit purpur være skal,
Naar jeg engang maa træde
Af denne verdens jammerdal
Til evig fryd og glæde;

*

- - -

* 93

Min krone i Guds himmel-sal,
Naar jeg som solen skinne skal;
Alt hvad mig skenket bliver,
Den dag jeg skal for thronen gaae,
Og bruud ved JEsu side staae,
Det alt hans blod mig giver.

Nr. 31.

Mel. Sving dig op mod Himlens etc.

JEsu, sielens lyse dag,
Glæde, fryd og ære,
Al mit hiertes velbehag,
Lad mig dog frembære
Denne slette tak for al
Dine piners møye,
Kast paa dette fode-fald
Dog et naadigt øye.

2. Jeg betænker, hvad der dig
Dog bevæge kunde,
At du vilde her for mig
Næsten gaae til grunde,
At du angest, vold og nød
Villig vilde lide,
Og ey mod saa haard en død
Med een mine stride.

3. Nu din faders kierlighed,
Naadens rige kilde,
Og at du saa meget leed,
Og saa gierne vilde,

*

- - -

* * 94

Det har, JEsu, magt det saa,
At ey noget hierte
Tør forsage og forgaae
Udi syndens smerte.

4. O! et raad, som al forstand,
Vid og sands maa vige,
O! en gierning, som der kand
Aldrig faae sin lige,
Hvad et menniske, det muld,
Ikke værd at nævnes,
Har bedrevet synde-fuld,
Paa GUd selv skal hævnes.

5. Mine lysters vilde green,
Har dig saadan slaget,
Og indtil det hvide been
Pidsket, piint og plaget,
Synden haver sat dig saa
Dybt i skyld og brøde,
At du dig omsider maa
Derfor lade døde.

6. Straffen, som jeg idelig
Skyldig var at lide,
Ligger gandske nu paa dig,
Og ved dødens qvide
Er os fred og frelse bragt,
Derfor vil mig sømme,
Denne kierlighedens magt
Evig at berømme.

7. Lad mig, JEsu! al min tiid
Frugten deraf nyde,

*

- - -

* 95

At jeg kand i nød og striid
Ved din død mig fryde,
Ach mit hiertes hierte, kast
Ved din død og smerte
Alle mine synders last
Langt bort fra mit hierte.

8. At saa snart jeg ingen fred
I min siel kand finde,
Maatte straxen qvæges ved
Naadens kølne vinde,
JEsu! see! jeg falder dig
Hierte-knuust til fode,
Ønskende at bedre mig
Ret fra grund og rode.

9. Nu jeg veed, paa hvem jeg troer,
Og hos hvem jeg bliver,
Hvo min sag paa denne jord
Og i himlen driver,
JEsus ene er min skiold,
Som mig vil beskierme,
Om end alle dievles vold
Vilde mod mig sværme.

10. Jeg, som efter striid og død
Skal i himlen sveve,
Vil nu i dit favn og skiød
Baade døe og leve,
Til man efter dødens striid
Sige skal med glæde:
Der er JEsus mild og bliid,
Der er hand til stede.

*

- - -

* *

sag. - 10,2: sveve] befinde mig.

96

Nr. 32.

Korsfæste! see! jeg vil i troe
Saa inderlig med dig forbindes,
Og søge al min siele-roe
Udi din pines kraft at findes,
Jeg har til min ære allene betænkt,
At være med JEsu paa korset ophængt.

2. Ach! at jeg kunde snoe mig om
Dit kors, din angest, død og pine,
Og med det samme for GUds dom,
Ret som det var mit eget, trine.
Ach! maatte mig vorde den ære tiltænkt,
At være med JEsu paa korset ophængt.

3. Ach! at jeg kunde loven dog
At af dø e ret i aanden lære,
Og dens utaalelige aag
For mig ubrugelig erklære;
Thi ønsker mit hierte, og agter det best,
At være med JEsu min Frelser korsfæst.

4. Ach! at jeg maatte dog med dig
Som den, der døer, de ting forlade,
I hvilke verden roser sig,
At agte dem for skarn og skade;
Thi ønsker mit hierte, og agter det best,
At være med JEsu min Frelser korsfæst.

5. Ach! at den gamle Adam med
Til korset ogsaa lod sig banke,

*

- - -

* 97

Saa havde jeg ey meer fortred
Af nogen syndig lyst og tanke;
Thi ønsker mit hierte, og agter det best,
At være med JEsu min Frelser korsfæst.

6. Saaledes lad mig i din død,

O JEsu! saadan samfund finde,

Og derved alle synders nød,

Lov, kiød og verden overvinde,

Opfyld dog mit ønske, som tiener mig best,

At være med JEsu min Frelser korsfæst.

Nr. 33.

Mel. Af Dybsens Nød raaber jeg etc.

Naar jeg min JEsu piinsels færd
Veemodig giennemvanker,
Er alting vel forundring værd,
Og skrekker mine tanker,
Man spytter ham i øyne op,
Man slaaer hans arme ømme krop,
Ja blaa og blodig banker.

2. Men dog i sær at dette mord
Ey kunde af ham pine
Det mindste utaalmodigt ord,
Ja ey engang en mine,
Hvor længe hand end maatte staae,
Og lade sig saa voldsom slaae,
Bespytte og begrine.

3. Pilatus ham hudstryge lod
Det heftigste hand kunde,
Betænk, hvor randt det dyre blod
Af hver en riblet vunde?

*

- - -

* * 98

Hvor kiødet hængte sønderslidt,
Ret som hand reven var og bidt
Af vilde dyr og hunde.

4. Paa korset var hans legem fast
I grusom vee og svie,
Men sielen var i dødens bast,
Hand blev dog ved at tie,
Endskiønt hand kunde ey engang
I denne korsets nagle-tvang
Sit piinte legem vrie.

5. Dog at man hans taalmodighed
Des bedre kunde vide,
Hvor svar den pine var, hand leed,
Hvor haardt hand maatte stride,
Da skreeg hand ud af dødens nat
Det helved-bittre ord: Forladt!
I dødens grumme qvide.

6. Just i den allerhaardest nød,
Da satan skulde bukke,
Der JEsus fik det sidste stød,
Til vredens ild at slukke,
Da brød hans siel forfærdet ud:
Hvor kand du saa, min Gud! min Gud!
Din naade for mig lukke?

7. Her gaaer det løs paa satans magt,
Af høyeste formue,
Min JEsu krop var spendt og strakt
Paa korset, som en bue,
Hans raab og skriig i denne kamp,
Det var hans hiertes qvalm og damp
Af HErrens vredes lue.

*

- - -

* 99

8. Det er min JEsu feyde-skriig,
Til satan at bekrige,
Skal helvede ey frygte sig,
Naar himlen selv vil skrige,
Saa blev det og kun knald og fald
Ved JEsu stemmes torden-skrald
I dødens mørke rige.

9. Vor løve med sin stærke lyd
Os frelse vil forkynde,
Enhver sig snart med lyst og fryd
Til rov og hytte skynde,
Guds sande kirkes gandske leyr
Skal raabe høyt om fred og seyr
I kierlighedens brynde.

10. Her raaber JEsus: Ud paa vagt
Fra syndens trygge sæde!
Op, op ved JEsu pines magt,
Paa satans hals at træde!
Enhver, som har sin JEsum kier,
Beruste sig med HErrens hær
Mod verdens lyst og glæde.

11. O! JEsu lad din piinsels røst
Mig ind i øret skrige,

*

- - -

* * 100

At hiertet stedse i mit bryst
Mod verdens lyst kand krige.
Den gift, som JEsu hierte brød,
Kand den en Christen være sød?
Det var jo skam at sige.

12. Og naar din stærke røst engang
Vil vække alle døde,
Naar englerne med jubel-klang
I fryds basuner støde,
O! lad mig da, o JEsu, dig
Med himmel-fryd og glæde-skriig
For dommens throne møde.

Nr. 34.

O JEsu! GUds taalmodig lam,
Som med saa taaligt hierte
Paatog dig verdens synd og skam,
At bære al vor smerte,
Forleen mig og et taaligt sind,
Naar jeg skal med i striden ind.

2. Du lidde, at jeg skulde med
I dine fodspor træde,
Og gaae saa troligen afsted
Mit korses gang med glæde,
Ach! hielp mig, at jeg slipper ey
Taalmodighedens rette vey.

3. At gaae med dig til kors og mord,
Det er min største ære,

* *

- - -

* * 101

Ja meer, med dig paa denne jord
Hver stund korsfæst at være,
Dog derhos ønsker, at jeg maa
Som lammet dertil taalig gaae.

4. Lad bruse pine, kors og nød
Som havets salte bølger,
Og hvad der med en voldsom død
Af spot og pine følger,
Naar jeg kun ved min vee og skam
Maa findes taalig som et lam.

5. Jeg veed, man uden kors og trang
Til kronen ey kand træde,
Fordi du gikst den samme gang
Hen ind i himlens glæde,
Hvo ey med dig til kors vil gaae,
Kand ey for dig med kronen staae.

Nr. 35.

Mel. Vreden din afvend etc.

O lam! som ingen syndens gift har saaret,
I din fuldkomne reenhed ubeskaaret,
U-endelig meer deylig end den klare
GUds Engle-skare.

2. Du est den rene, af GUds aand undfangen,
Deylig som solen i din glands opgangen,
Som blant os torne lod sig deylig skue,
Min søde drue.

* *

- - -

* * 102

3. Hvor gaaer det til, at du da staaer opskrevet
Som den, der havde alle synder drevet,
Ret som der var i ondskab ey din lige
Paa jorderige.

4. Afgrunden ey allene, men tillige
Himlen dig selv begynder at bekrige,
Mægtige skarer seer man at fremtrine
Til dig at pine.

5. Der ligger du i angst og blodig søle,
Hvo kand begribe hvad du maatte føle,
Man seer dig for GUds grumme vredes lue
Skielve og grue.

6. Man griber dig, og fører som en fange,
Man spytter paa dig, slaaer og giør dig bange,
Torne og pidske giør dit Ømme hierte
Utrolig smerte.

7. Du holdtes en forbandet ting at være,
Dig at begrine holdt man for en ære,
Af GUd forladt du var, og maatte smage
Helvedes plage.

8. Menniske siig: Er dette ey en plage,
Hvortil man skulde grove syndre jage;
Hvi skal uskyldigheden selv da lide
Saa haard en qvide.

9. Det var, for hand vor gield sig lod tilskrive,
Derfor hand maatte sig til døden give,
Til gielden, for de skyldige at spare,
Borgen maa svare.

*

- - -

* 103

10. Ustraffet kunde synden aldrig blive,
Til hvilken GUd lod dødsens-dom opskrive,
Den sag engang paa jorden maa fuldbyrdes,
JEsus skal myrdes.

11. Hvad synden er, hvad plage den fortiener,
Har GUd, før hand med syndre sig forener,
Ved saadan strænghed skuldet aabenbare,
Kand ikke spare.

12. Hav tak, o lam! at du paatog den pine,
Og i GUds vredes-perse lod dig trine,
Saa taalig i den svare lue brændte,
Som jeg fortiente.

13. I sandhed, du har baaret al min smerte,
Straffen blev lagt paa dit uskyldig hierte,
At du mig kunde fred og frelse skaffe,
Lod du dig straffe.

14. Jeg tager an, hvad du til veye bragte,
Jeg troer, at du just derfor lod dig slagte,
At mig, som nu er frie fra syndens brøde,
Intet kand døde.

15. Ach! styrk min troe, at den kand staae sin prøve,
Og lader sig ey denne skat berøve,
Som ey med alt, hvad verden har i eye,
Bringes til veye.

16. Lad mig din pines frugter stedse nyde,
Lad denne kilde paa mit hierte flyde,
At jeg mig ved din pines purpur-klæde
Stedse kand glæde.

*

- - -

* 104

17. Synden, som nu i dig har mist sit rige,
Lad den nu og med skam og skiendsel vige,
At jeg den samme i mig aldrig mere
Lader regiere.

18. Kun dig! kun dig! mit lam skal hermed livet
Til eyedom aldeles være givet,
Hvortil du har mig ved din pine vunden
Og høyt forbunden.

19. Saa skal og kand mig intet fra dig vende,
Jeg bliver din til livets sidste ende,
Da jeg din priis derfor med engle-tunge
Stedse vil siunge.

Nr. 36.

O! min kierlighed og glæde,
Du forønskte salighed,
Som af medynk vilde træde
I din pines jammer ned,
Og saa villig var til rede
Med dit blod, o milde lam,
Til at slukke himlens vrede
For al verdens synd og skam.

2. Kierlighed, som saa forfærdet
Udi urte-gaarden stod,
Var dog udi sindet hærdet
Til at lide indtil blod.

* *

- - -

* * * 105

Kierlighed, som var saa rede
Til at dæmpe vredens brand,
Hvilken helved-sydend' hede
Ellers ingen slukke kand.

3. Kierlighed med taaligt hierte
Al bespottelse har hørt,
Kierlighed i største smerte
Ey til vrede blev oprørt,
Kierligheden lod sig kiende
Midt i dødens haarde sluud,
Kierligheden saae man brænde,
Da hans lives lys gik ud.

4. Kierlighed, hvis arme vilde
Tage mig til sidst i favn,
Kierlighed, som i sin milde
Faders venskabs trygge havn
Mig har vildet overgive,
Da hand for mig græd og bad,
I hans naade at forblive
For al fare ubeskad.

5. Kierlighed, som har troloved
Sig med mig ved mange saar,
At hand, som min mand og hoved,
Nu for regenskabet staaer;
Lad mig og med al min smerte,
Mens jeg skal i verden boe,
I dit giennemstungne hierte
Finde stille ly og roe.

6. Kierlighed, som lod sig slagte,
Og en evig hielp og trøst
Derved mig tilveye bragte,

*

- - -

* 106

Ach! Hvor himles ret mit bryst,
Naar jeg glædelig begrunder,
At jeg midt i døden maa
Hvile udi dine vunder,
Hvor mig ingen død kand naae.

7. Kierlighed til døde krænket,
Og for mit forfrøsnet mod
I den kolde grav nedsenket,
Ach! hvor frydes alt mit blod,
Tak! o tak! tak at du døde,
At jeg evig leve kand,
Hav mig, tag mig, o min søde
Frelser! til dit fryde-land.

Nr. 37.

Mel. Nu hviler Mark og Enge etc.

O! verden kom at skue
Dit liv paa korsets bue
I døden synket ned,
Hvor himlens fryd og ære
Saa hart sig lod besvære
Med hug og al elendighed.

2. Triin hid, og merk dog nøye,
Hvor ansigt, mund og øye
Er fuld af sveed og blod,
Hvor suk og vee og smerte
Af hans forpiinte hierte
Udbryder som en stridig flod.

* *

- - -

* * 107

3. Hvem har dig dog saa slaget?
Min skat! saa piint og plaget?
Din skikkelse forbrændt?
Du giorde aldrig ilde,
Dig syndens onde kilde,
Som i os er, var ubekiendt.

4. Jeg, jeg har foraarsaget,
At du est bleven slaget,
Jeg voldte denne straf
Med mine synders mængde,
Hvorfore man dig trængde
Ind i dit store piinsels haf.

5. Jeg, jeg er skyldig funden,
Jeg burde været bunden
Og kast i pølen ned,
De slag, den haarde qvide,
Som du har vildet lide,
Det var min straf og rettighed.

6. Den straf mig burde myrde,
Du lader dig paabyrde,
Saa tung som steen og bly,
Forbandelsen dig rammer,
Velsignelsen annammer
Min siel i dine vunders ly.

7. Du lover for vor brøde,
Dig lader slaae og døde,
Du føler vredens riis,
Du bærer torne-krone,
For vores synd at sone,
Og sette os i Paradiis.

*

- - -

* 108

8. Du sprangst i dødens grube,
At du af satans strube
Mig kunde rive ud;
Min grumme død du døder,
Og i din grav nedstøder
Af iver for din arme bruud.

9. Den frelse, jeg har funden,
Har giort mig dig forbunden,
At være ofret op,
Kun der at stræbe efter
Af alle mine kræfter,
At være din med siel og krop.

10. Meer kand jeg ey optænke,
Din kierlighed at skenke,
Hvad kand jeg her formaae?
Men dine piners minde
Du skalt til døden finde
I sielen lue-rød at staae.

11. Det setter jeg for øye,
Mig derved at fornøye
Hvert øyeblik og stund;
Det som et speyl skal lære
Mig, nat og dag at være
Dig troe af gandske hiertens grund.

12. Hvor vore synder skiende
Guds ære, og antænde
Hans nidkierhed som blaar,
Hvor synd om straffen skriger,

*

- - -

* 109

Hvor høyt den lue stiger,
Det vil jeg see i JEsu saar.

13. Jeg deraf og vil lære,
At jeg skal prydet være
Med saadan stille aand,
Et kierligt sind at øve
Mod dem, som mig bedrøve,
Naar vreden tager overhaand.

14. Naar onde tunger stænke
Forgift, mit navn at krænke,
Da vil jeg være tys,
Den sky kun lade drive,
Min næstes feyl tilgive,
Og tage derfor JEsu kys.

15. Jeg vil mig med dig henge
Paa korset, og hudflenge
Mit hiertes onde lyst,
Hvad dine øyne hade,
Det vil jeg aldrig lade
Faae rum og roe udi mit bryst.

16. Dit blod, der randt saa saare,
Din skriig og tusind taare,
Din dødens kamp og sveed,
Min arme siel skal tage
Omsider, og ledsage
Til evig fryd og salighed.

*

- - -

* 110

Nr. 38.

U-op-øselige kilde,
Som din Fader selv har sat,
Til hans vrede at formilde,
Hvormed verden var beladt,
Naar du, Gud! dit blod lod rinde,
Og mod ham for verdens gield
Indtil døden lydig finde
Som den rette naades væld.

2. Tak og ære jeg dig giver,
At du lod dig, milde lam,
Udi kierlighedens iver
Føre hen til korsets skam:
Ach! at jeg ret kunde skue,
Hvordan kierligheden stod
I dit hierte som en lue,
Der du for mig giorde bod.

3. Vel er jeg ey værd at trine,
O! jeg slemme usle ting!
I min trængsel til din pine,
Naadens rette kilde-spring,
Dog de svage at forbinde
Est du jo forordnet til,
Mild og venlig kand dig finde,
Hvo med Peder græde vil.

4. Derfor see, min siele-hyrde!
Ikke paa, hvad jeg er værd,
See kun paa den svare byrde,
Som mit hierte klemmer her,

*

- - -

* 111

Du veedst selv, hvordan det trykker,
Under syndens last at gaae,
Som, til hiertet brast i stykker,
Paa dit milde hierte laae.

5. O! hvor maatte du dig bukke!
O! hvad blev dig veyen trang!
Da du neppe kunde sukke
Under korsets haarde tvang;
O! hvor heftig har dog smerte
Dine lemmer strakt og spendt,
Før du fik din Faders hierte
Til os arme syndre vendt.

6. Lad mig dette venskab smage
Af din naades rige væld,
Lad dit blod min skyld borttage,
Som til vores synde-gield
Du saa villig lod beramme
Udi kierlighedens magt,
Og din Guddoms liv ved samme
Pine os tilveye bragt.

7. Luk da op, o! livets klippe,
Aabne mig din sides dør,
At min siel derind kand slippe,
Naar min aand er svag og tør;
Ret som hiorten i sin brynde,
Saadan lad mit svage mod
Sig med tusind sukke skynde
Til din sides aabne flod.

*

- - -

* 112

8. Denne balsom-kraft lad styrke
Siel og hierte, marv og been
Mod al lunkenhed og tørke,
Til at holde sielen reen,
Lad dit blod i hiertet rinde,
Jage morder-englen hen,
At jeg frihed snart kand finde
For min arme siel igien.

9. Lam, som lod dig gandske give
Til at vilde være min,
Jeg mig kraftig vil forskrive
Evig at forblive din.
Du nu bærer ærens krone,
Drag mig JEsu, jeg vil med,
Til at see dig paa din throne,
Og at vorde brudeklæd.

Nr. 39.

Mel. Som en Hiort med etc.

Vær velsignet, naade-throne,
Tusind gange, at du var
Villig, synden at forsone,
Som dig selv fortørnet har.
Ach! hvad er jeg fryde-fuld!
Naar jeg kaster mig i muld,
Ved din blod-regn at bedugge
Sielen, under korsets skugge.

2. Jeg omfavner dine mange
Purpur-røde slag og saar,

*

- - -

* *

skygge.

113

Og vil kysse tusind gange
Hvert et nagle-gab og skaar.
O! hvo kand, min salighed!
Al den svare tørst du leed
For mig arme løs at rive,
O! hvo kand den tørst beskrive!

3. Kom, min Læge! at forbinde
Mit forknuste sind og mod,
Lad mit arme hierte finde
Redning i din død og blod,
Tag den gandske skade bort,
Som mig Adams fald har giort,
Og jeg selv har bragt til veye,
Ved din pines blodig leye.

4. Skriv mig, JEsu! dine vunder,
Blod og død i sielen ind,
At jeg seer dem alle stunder
Trykt og prentet i mit sind;
Du allene est den mand,
Som min siel fornøye kand,
Lad mig her i støvet finde
Det du lod paa korset rinde.

5. Disse fødder vil jeg holde
Som min sieles faste stavn,
Mine hænder vil jeg folde,
Og dig spænde i min favn;
Lad mig finde ly og læ
Under dette livets træ!
Siig; Lad sorgen borte blive,
Jeg vil al din synd fordrive.

*

- - -

* 114

Nr. 40.

Mel. Som en Hiort med etc.

JEsum seer jeg for mit øye,
Som jeg ret skinbarlig stod,
Golgatha, paa dine høye,
Hvor man saae Guds hierte-blod,
Og med det, jeg der kand see,
Med den pine, ach og vee,
Som Guds Søn saa haardt bespendte,
Jeg mit hierte fuldt vil prente.

2. Jeg vil alting nøye skrive
Paa mit hiertes tavle ind,
Hver en draabe blod skal blive
Trykt og stemplet i mit sind;
Jeg vil see, saa langt jeg kand,
Ind i JEsu pines stand,
Og med bitter graad begrunde
Hvert et slag og blodig vunde.

3. JEsu dine fødder bløde,
De som gik paa jorden før
Hver beængsted siel i møde,
Dem at aabne livets dør.
Nu har naglens haarde staal
Fæstet dem ved dødens maal,
Der maae de i saadan svie
Al vor frelses tiid opbie.

4. Jeg min fod ved din vil sette,
Holde ud i korsets tvang,

*

- - -

* 115

Trængsel skal mig ikke trette
Paa den snevre livets gang;
Jeg har seet, hvor fast du stod
Til den sidste draabe blod,
Giv du mig kun mod og kræfter,
Jeg vil trolig følge efter.

5. O! hvor bleve JEsu arme
Spendte ud med bødle-tvang,
Og i fiendens grumme harme
Naglede til korsets stang,
O! hvad er den smerte haard,
Da de store nagler gaaer
Giennem disse rene hænder,
Og paa pinebænken spender.

6. De udspendte sener bryde
Satans stærke løve-tand,
Og de knuste aarer flyde
Til at slukke vredens brand,
Nu er dødens heele magt
Og hans fæstning haardt belagt,
Den korsfæste vil bekrige
Mørkheds fyrstes sorte rige.

7. Hvad er det hans armes kræfter
Sprænges for af vee og værk?
Hvad er det hand favner efter,
Da hans hierte slaaer saa stærk?
Det er dig, hand har saa kier,
Dig, mit hierte, vil hand nær
Til sit eget hierte drage,
Dig vil JEsus favne-tage.

*

- - -

* 116

8. Hvad man giorde ham for svie
Og uhørlig spot og skam,
JEsu søde læber tie
Gandske stille som et lam,
Beder stærk for hver mands siel,
Som ham sloge selv ihiel,
Lindrer sødt sin moders smerte
Og en røvers knuste hierte.

9. Munden taler af sit hiertes
Store overflødighed,
Giennem al den svare smertes
Galde flyder honning ned,
O du sukker-søde mund!
Dine ord til sidste stund
Vil jeg kysse, giemme, lyde,
Skal mig lede, styrke, fryde.

10. JEsu øynes milde miner
Alle sandser overgaae,
At hand midt i alle piner
Til en røver naadig saae,
Kierlighedens taare randt,
Til hans øynes lys forsvandt,
Disse øyne maatte briste,
For hand kunde mig ey miste.

11. JEsu brustne øyne lukker
Altid mine øyne til,
Naar mig verdens lysters sukker
Fra min Gud forføre vil,
Jeg har ingen lyst at see
Det, som føder evig vee,

*

- - -

* 117

JEsu øyne mig har fundet,
Og mit gandske hierte vundet.

12. JEsu søde rosen-kinder
Falme hen i afmagts sveed,
Torne-kronens blod det rinder
Over dem i strømme ned,
Disse kinder kys, min aand,
Klap dem med din troes haand,
Tak dem, at du nu foragter
Dødens skrek og sure fagter.

13. JEsu vunder kand jeg ikke
Regne allesammen op,
Seer man neppe dog en prikke
Fri paa lammets hele krop,
Dog vil jeg mig holde nær
Ind til hver af dem i sær,
Og hos hver en vunde sige:
Her er vey til himmerige.

14. Nu er det i sær fornøden,
At mit arme hierte kand
See i smerten og i døden
JEsu hiertes bittre stand,
Nu vel an, det aaben staaer
Ved hans sides store saar,
Hvo der vil, kand deri skue
Kierlighedens stærke lue.

15. Hvor forferdelig og meget
Underligt er dette sted,
Har Guds tempel ey sit eget
Allerhelligste i fred,

*

- - -

* 118

Skal Guds helligdom og chor,
Hvor hans Guddoms fylde boer,
JEsu hierte, nu staae aaben
For de onde striids-mænds vaaben.

16. Hiertens allerkierest milde,
Søde JEsu hierte, siig:
Hvorfor flød dit hiertes kilde
Dog saa meget ledske-riig?
Lod du det ey derfor skee,
At jeg udi al min vee
Skulde finde overmaade
Megen lædske, trøst og naade?

17. Saa skal JEsu hierte vide,
Som blev aabnet med et spyd,
At hans hiertes aabne side
Er mit hiertes hiertens fryd;
Her er rum og hierte nok
For den hele verdens flok,
O, gid alle hierters sinde
Dette hierte vilde finde.

Nr. 41.

Mel. O Drøvelse, etc.

Ney, det er ey
Saa let en vey
Til Golgatha, mit hierte,
Som de fleste mene, nev!
Det vil koste smerte.

* *

- - -

* 119

2. Er sielen ret
Af synden træt,
Og tørster efter hvile,
Da er hun først bleven let,
Op til Gud at ile.

3. Det stolte mod,
Det kaade blod
Kand JEsu død ey finde;
Poenitentses taare-flod
Maa i sandhed rinde.

4. Alvorlig fliid
Og kamp og striid
Mod synden er fornøden,
Ind i JEsu piines tiid,
Ind med ham i døden.

5. Man skrekkes maa,
At tænke paa
Vor Frelsers mordres miner,
Som saa følesløse saae
JEsu svare piner.

6. Selv solen fik
En dødnings skik,
Og ikke lyse kunde;
Just i middags-stunden gik
Hendes glands til grunde.

*

- - -

* 120

7. Den sorte Jord
Sin skabers mord
Var færdig til at hevne;
Og begyndte med en stor
Bevelse at revne.

8. Et grusomt knald
Af klippers fald
Man hørde allevegne;
Stene brast med torden-skrald
I Guds marter-egne.

9. Dog stode de
Og kunde lee
Ad alle JEsu smerter;
Stene kunde mere see,
End de haarde hierter.

10. Du tænker, det
Var ikke ret,
Men skrekkeligt at sige;
Ja, jeg vil dig sige eet,
Du est deres lige.

11. Jeg siger: Du
Hvis sind og hu
Fra synden ey vil vende,
Est sandfærdelig endnu
Christi korses fiende.

12. Al verdens flok
Er skyldig nok
I JEsu beeske plage;
Hvo der ey er steen og stok,
Maa det nok beklage.

*

- - -

* 121

13. Du siger: Hvad,
Om jeg er glad?
Ja, glad i dine lyster,
Dermed du dit hoved ad
JEsu pine ryster.

14. Den deel, der var
Guds Søn saa svar,
Maa dig saa got ey giøre.
Red dig; sagen er jo klar,
Lad dig ey forføre.

15. Mit hierte tag
Guds pines sag
Til grundig eftertanke;
Lad dit sind hans korses dag
Daglig giennemvanke.

16. Ach! hierte, see,
Hvor dødens vee
Din JEsu hierte trykker!
Vil du meer i synden lee?
Hierte brist i stykker.

17. Ach! bittre død,
Ach! haarde nød,
Ach! jammer, vee og smerte!
Ach! min synd, der sønderbrød
Livets fyrstes hierte!

18. Nu verden kort
At sige bort,
Din lyst er idel møye;
JEsu død har giort dig sort
For min sieles øye.

*

- - -

* 122

7. Paa Mariæ Bebudelses Dag

Nr. 42.

Mel. Hand smelter hen i kierlighed og.

O kierlighed, som himlen sønderriver,
Som til os senkte dig i jammer ned,
Hvad for en drift, hvad for en brand og iver
Har kast dig hen i min elendighed?
O kierlighed det selv saa bød,
Hun som en moder saae mig i min store nød.

2. O kierlighed er stor udi dit hierte,
Det største under har du giort for mig,
Din kierlighed for min skyld giør dig smerte,
At midt i tornene du hviler dig,
O hvilken grad i kierlighed!
Der senkte livets ord til os i kiødet ned.

3. O kierlighed min egen slægt er vorden,
Min broder er selv kierlighedens Gud,
Guddommens væld nu lever i min orden,
Da tiden blev til evighedens bruud,
Da livet selv en søn blev skabt,
Den herlighedens glands, det lys, vi havde tabt.

4. I hannem er jo Adams kiøn forsonet,
Og sielens renselse tilbage bragt,
Og som Guddommens bruud nu bliver kronet,
Selv himlen glæder sig ved hendes pragt,

*

- - -

* 123

Vor jord-natur fik glands og skik,
Da Guddommen deri sin eye-throne fik.

5. Nu spiller viisdom her paa jorderige,
Et paradiis i sielen ned er sendt,
Af Gud vi fødes ædle, smukke, rige,
Som JEsu fødsel haver os fortient,
Den himmel-baarne siel med lyst
En anden Aand og kraft kand føle i sit bryst.

6. Ey nogen jammer kand vor glæde spilde,
Immanuel er hos os i vor nød,
Vi tør kun gaae til livets rige kilde,
Saa maa vor nød ja døden blive sød,
Jeg føler kun den jammer-stand,
Som mig i Christo dog slet intet skade kand.

7. Min synd mig ey med vredes dom kand true,
Fordi den selv er kast i vredens band,
Hvad skader mig nu hendes ild og lue,
Som oversvømmes af hans blod og vand,
Thi vor Immanuel er her,
Hand slipper sielen ey, hand har den alt for kier.

8. Et evigt liv i ham jeg haver funden,
Vor riigdom, vellyst og en prægtig stand,
Jeg er med ham, og hand med mig forbunden,
Som jeg udi min siel fornemme kand,
Hand har fornøyet mig saa vel,
Hans naades klare strøm den flyder i min siel.

*

- - -

* 124

9. Op! op min Siel, mens sørge-tonen hviler,
Op! op! med fryd i kierlighedens kraft,
Thi himlens lys og glands i sielen smiler,
Vi fik igien alt, hvad vi før har haft,
O her er seyr og vunden sag,
Vi yndes nu af Gud i Christi velbehag.

Nr. 43.

Hosianna, livets ord,
Den som styrer verdens roer,
Har nu, hierte-mild og god,
Klædt sig i vort kiød og blod.

2. Den som Gud har talet om
Strax, da synde-faldet kom,
Meldes an ved engle-mund
I en himmel-salig stund.

3. O du slange-træder, du,
Est du da selv kommen nu,
Alle fromme fædres trøst,
Al vor glæde fryd og lyst.

4. Kom, du ædle qvindens sæd,
Og os arme orme glæd,
O hvad er os denne tiid
Himmel-yndig, sød og bliid.

5. Hosianna store helt,
Folk skal vrimle om dit telt,
O vor faste naade-stoel,
Naadens himmels lys og soel.

*

- - -

* * 125

6. Kom og fyld vor siel med fryd,
Dødens brodde sønderbryd,
Styrt den gamle slange ned
Med sin magt i evighed.

7. Har du jo saa underlig
Derfor dog fornedret dig,
At vi skulde frelses ved
Dig Immanuel, vor fred.

8. HErrens vredes grumme brand
Du allene slykke kand,
Lad os see, at syndens straf
Evig nu er skaffet af.

9. Lad dit folk sig frelste see
Fra den evig pines vee,
Efterdi det inderlig
Ved din ankomst fryder sig.

10. See! saa vil vi dag og nat
Rose os af dig vor skat,
Synge dig, vor soel og skiold,
Hosianna tusindfold.

11. Helligste Tre-enighed,
Vores mund og hierte veed
Aldrig nok at takke dig,
Tag til takke naadelig.

Nr. 44.

Den, som Gud har født og baaren,
Før der fandtes nat og dag,

* *

- - -

* * 126

Er til A og O udkaaren,
Til en kilde, sum og sag,
For det kiøn, som var forlaaren,
Skyldig til at kastes ned
I den lange evighed.

2. Salig er den frugt at kalde,
Hvor en jomfru moder blev,
Og os fødde den udvalde,
Som vor jammer-nat fordrev,
Syndens gift og dødens galde,
Hvor i svøbet legges ned
Den, som skabte evighed.

3. Synger ham, I himlens høye,
Synger alle engle-chor,
Alle kræfter sig bemøye,
At hans lof kand blive stor,
Alle hierters knæer sig bøye,
Stemmer an og bliver ved
I den lange evighed.

4. Den, de ældste olde-fædre
Deres fryde-psalmer sang,
Alle prophetier hædre,
Hver i sine tiders trang,
Hand er her, vor sag at bedre,
Roser det I om ham veed,
Nu og i al evighed.

* *

- - -

* 127

5. Høye, lave, gamle, unge,
I og uden ægtestand,
Ja og hver en børne-tunge
Prise vores Frelsermand.
Hvo kand best for JEsum siunge?
Synger hvad I kand og veed
I den lange evighed.

8. Paaske-Psalmer.

Nr. 45.

Mel. Af høyheden oprunden er.

Hvad er dog Paaske sød og bliid
For dem, som kiende naadens tiid,
Og syndens jammer finde,
I JEsu aabne grav vi see,
At alle himle ad os lee,
Og seyers krandse binde,
Den dag
Vor sag
Og elende
Fik en ende,
Da vor søde
JEsus hand stod op fra døde.

2. For vore synder er hand død,
Til vor retfærdighed hand brød
De stærke dødens porte,
At hand opstod, det viser grandt,
At synden, gandske vist og sandt,
Er død og evig borte,
Vor nat
Er plat

* *

- - -

* 128

Overvunden
Og forsvunden,
Da vor søde
JEsus hand stod op fra døde.

3. Hand er opstanden, det er got,
Den grumme død til evig spot,
Som før saa mægtig bruste,
Hand er opstanden, det er vist,
Det sorte riges magt og list
Vor kiere JEsus knuste,
Det ord
Skal, hvor
Jeg maa vanke,
Af min tanke
Aldrig svinde:
JEsus kunde døe og vinde.

4. Hand er opstanden, det er stort,
Og dermed er en ende giort
Paa al min vee og jammer;
Hand er opstanden, det er nok,
Min grav, som var en fange-blok,
Er nu et brude-kammer,
Al spee,
Suk, vee,
Dødens fagter
Jeg foragter,
Gravens hvile
Synes ad mig nu at smile.

5. Nu er her vey til livets land,
Op alle! følger, hvad I kand,
Vor frelsere og hoved,
Hand er opstanden, dette ord

*

- - -

* 129

Skal raabes høyt paa denne jord,
Hand være evig loved,
Vær glad,
Guds stad!
Alle tunger
Raaber, siunger
Mod hinanden:
JEsus er, hand er opstanden.

Nr. 46.

Mel. JEsul du min glæde.

Hører, I som græde,
Og med taarer væde
JEsu hvile-sted,
Bort med graad og klage,
Her er gode dage,
Her er fryd og fred!
Jesus alt
Har brugt gevalt,
Brekket alle dødens skiolde,
Intet kunde holde.

2. Hand er alt fra døde
Standen op at møde,
Eder seyer-fuld,
Engler kand I finde,
Intet meer her inde
I hans graves muld;
Seer kun paa
Det sted, hand laae!
Kaster derhen al den smerte
Bort fra eders hierte.

*

- - -

* * 130

3. Kommer hid! begraver
Al den deel, som haver
Krænket eders mod,
Skynder eder, skynder
Til hans flok, forkynder,
At Guds Søn opstod,
Siger hver,
Som bange er,
Hans discipler, ingen anden,
At hand er opstanden.

4. Verden har sin egen
Paaske-Skik i megen
Lyst og daarlighed;