Brorson, Hans Adolph Troens rare Klenodie, 1.-2. del. - 1951

8. Paaske-Psalmer.

Nr. 45.

Mel. Af høyheden oprunden er.

Hvad er dog Paaske sød og bliid
For dem, som kiende naadens tiid,
Og syndens jammer finde,
I JEsu aabne grav vi see,
At alle himle ad os lee,
Og seyers krandse binde,
Den dag
Vor sag
Og elende
Fik en ende,
Da vor søde
JEsus hand stod op fra døde.

2. For vore synder er hand død,
Til vor retfærdighed hand brød
De stærke dødens porte,
At hand opstod, det viser grandt,
At synden, gandske vist og sandt,
Er død og evig borte,
Vor nat
Er plat

* *

- - -

* 128

Overvunden
Og forsvunden,
Da vor søde
JEsus hand stod op fra døde.

3. Hand er opstanden, det er got,
Den grumme død til evig spot,
Som før saa mægtig bruste,
Hand er opstanden, det er vist,
Det sorte riges magt og list
Vor kiere JEsus knuste,
Det ord
Skal, hvor
Jeg maa vanke,
Af min tanke
Aldrig svinde:
JEsus kunde døe og vinde.

4. Hand er opstanden, det er stort,
Og dermed er en ende giort
Paa al min vee og jammer;
Hand er opstanden, det er nok,
Min grav, som var en fange-blok,
Er nu et brude-kammer,
Al spee,
Suk, vee,
Dødens fagter
Jeg foragter,
Gravens hvile
Synes ad mig nu at smile.

5. Nu er her vey til livets land,
Op alle! følger, hvad I kand,
Vor frelsere og hoved,
Hand er opstanden, dette ord

*

- - -

* 129

Skal raabes høyt paa denne jord,
Hand være evig loved,
Vær glad,
Guds stad!
Alle tunger
Raaber, siunger
Mod hinanden:
JEsus er, hand er opstanden.

Nr. 46.

Mel. JEsul du min glæde.

Hører, I som græde,
Og med taarer væde
JEsu hvile-sted,
Bort med graad og klage,
Her er gode dage,
Her er fryd og fred!
Jesus alt
Har brugt gevalt,
Brekket alle dødens skiolde,
Intet kunde holde.

2. Hand er alt fra døde
Standen op at møde,
Eder seyer-fuld,
Engler kand I finde,
Intet meer her inde
I hans graves muld;
Seer kun paa
Det sted, hand laae!
Kaster derhen al den smerte
Bort fra eders hierte.

*

- - -

* * 130

3. Kommer hid! begraver
Al den deel, som haver
Krænket eders mod,
Skynder eder, skynder
Til hans flok, forkynder,
At Guds Søn opstod,
Siger hver,
Som bange er,
Hans discipler, ingen anden,
At hand er opstanden.

4. Verden har sin egen
Paaske-Skik i megen
Lyst og daarlighed;
Høytid vil hun have,
At hun sig kand grave
Dybt i synden ned,
JEsum vil
Hun ikke til,
Paaske-lammet, som er slagtet,
Har hun slet foragtet.

5. Men de arme hierter,
Som i længsels smerter
Efter JEsum gaaer,
Løber dem i møde
Med den første grøde
Af Guds naades vaar,
Siger, at
Den ædle skat,
JEsus, lever, eders glæde,
Hand er nu til stede.

6. Hører, I, som bange
Gaae i verden mange
Sorrigfulde trin,

*

- - -

* 131

Eders jammer finde,
Vanke, som i blinde
Uden lys og skin,
Er det vel
Da ret og skiel,
I saa fryde-fulde dage
Jammerlig at klage?

7. Fatter det til hierte,
Glemmer eders smerte,
Det har ingen nød,
Hand har dæmpet branden,
Og er alt opstanden,
JEsus, som var død,
Brød hand ud,
Saa kand hans bruud
Og ved samme kraft udbryde,
Sig i Gud at fryde.

8. Har du mange synder,
JEsus dig forkynder,
Gielden er betalt,
Her er ingen vrede,
Naaden den er rede,
Det er rigtigt alt;
JEsu død,
Og at hand brød
Giennem dødens vold og vrede,
Det for dig jo skeede.

9. Derfor allevegne
Kandst du dig tilegne
Med et trøstigt mod:
JEsus for dig døde
For din skyld og brøde,

*

- - -

* * 132

Og igien opstod;
Grib kun til,
Hand gierne vil
Være din, med hvad hand eyer,
Med sin død og seyer.

10. Synd! hvor er din fælde?
Helvede din vælde,
Død, hvor er din braad?
JEsus har alt vunden,
Jeg har seyren funden,
Du est undertraad,
Gud, som gav
Ved JEsu grav
Os saa stor en seyers ære,
Evig priis vi bære.

Nr. 47.

Mel. Nu, vel an, vær frisk til etc.

Vilt du have paaske-glæde?
Kiere hierte, hvad for een?
Verden i den store stræde
Svinger og sin palme-green,
Men det er til syndig lav,
Giestebud i syndens grav,
Ilde at fordrive tiden,
Som saa kostbar er og liden.

2. JEsu Christi sande lemmer
Har en anden paaske-stie,
Verdens lyst de gierne glemmer

* *

- - -

* * 133

Og afsides gaaer forbi,
JEsus, alle dyders dyd,
Hand er deres paaske-fryd,
Det kand al vor vee forsøde,
At Guds søn stod op fra døde.

3. Det er søde paaske-kager,
Det er sielens honning-brød,
Naar hun himlens ynde smager
Udi JEsu grav og død,
Seer, at straffen er forbi,
Seer, at hun er gandske fri,
Seer, at hun skal himlen eye,
Saadan mad kand sielen pleye.

4. Derfor smykker hun og pryder
Hiertet til den høye fest,
Synden hiertelig fortryder,
Flyer og hader, som en pest,
Senker sig i JEsu grav,
For at døe al verden af,
Vender lige sindets Øye
Til sin JEsum i det høye.

5. Veyen til den rette glæde
Falder giennem JEsu grav,
Naar man synden vil begræde,
Døe de onde lyster af,
Veyen hen til evig vee
Er i syndens lyst at lee,
Verdens søde paaske-dage
Bringer surest helved-plage.

*

- - -

* 134

6. Vilt du have paaske-glæde?
Spørger jeg endnu engang,
Kom din JEsu grav at væde,
At dig tiden bliver trang,
Da du gikst den brede vey
Ind i verdens synde-rey,
Og dig ønsker tusind gange
Den opstandne at undfange.

7. Bort! I verdens paaske-lyster,
Det forbudne træes frugt,
Den, som slige grene ryster,
Finder siden dødens lugt,
Slangen snoer sig der omkring,
Giver dødelige sting,
Ælter gift i lysters kager,
Naar de allersødest smager.

8. Verdens samqvems lyst og gilde
Røver sielen al sin sands,
Hvo sin himmel ey vil spilde,
Vende sig fra hendes glands,
Søge deres samlings roe,
Som i andagt, bøn og troe
Verdens kierlighed begrave,
Og kun vilde JEsum have.

9. O hvor liflig er den glæde,
O hvor salig er den stund,
Der er JEsus selv til stede,
Der har glæden fynd og grund,

*

- - -

* 135

Naar man til de fromme gaaer,
Taler om hans blod og saar,
Der er Gosens lys og glæde,
Bort Ægyptens mørke sæde.

10. Hvad er det for onde sæder,
Hvad er det for paaske-skik,
Naar man sig i verden glæder
Udi fraadserie og drik,
Tænker ey paa JEsu blod,
Og at hand igien opstod,
At vi skulde ved hans pine
Verdens lyster undertrine.

11. Glæd dig siel i ham allene,
Som har døden ødelagt,
Svinger seyers palme-grene
Ret af gandske siele-magt,
Bærer krandse ham imod,
Som har vovet liv og blod
For vor salighed at vinde,
Saadan seyr til evig minde.

12. Zion, tænk dog tusind gange
Paa vor glædes store fest,
Alle hierter synge, prange
Mod vor søde paaske-giest,
Hver bedrøved siel gaae med,
Her har sorgen ingen sted,
Alle takke, synge, sige,
JEsus vandt os himmerige.

*

- - -

* 136

Nr. 48.

Mel. Alleneste Gud i Himmerig, etc.

I Christne! reiser eder snart
Af syndens fule leye,
Den gamle suurdeys leve-art
Aldeles ud at feye,
En ny dey fører Gud herind,
Et nyt og reent usyret sind,
Som kand vor Gud behage.

2. Det er fornødent, at vi maae
Ret undersøgning giøre,
Hvordan vi her i verden gaae,
Og vores levnet føre,
En liden suurdey kand hun ey
Forsyre let den gandske dey,
Og hendes sødhed dæmpe?

3. En syndig gnist, hvorad man leer,
Og ikke strax vil kue,
Kand sette, som man ofte seer,
Den hele siel i lue,
Vort paaske-lam vil, hiertets grund
Skal være renset, reen og sund
Fra syndens skidne væsen.

4. Hvo paaske rigtig holde vil,
Og paaske-lammet smage,
Da maa der bittre urter til
Og poenitentzes lage,
At vorde synden leed og gram,
Saa smage vi vort paaske-lam,
Og kraften af hans pine.

*

- - -

* 137

5. Gid ingen da i syndens dey
Og ondskab paaske æde,
Om man endskiønt paa skalkheds vey
Var længe van at træde,
Men at langt meer ved sandheds brød
Vor paaske-fest kand blive sød
I JEsu kraft og glæde.

6. O JEsu, paaske-lam, forleen
Os denne paaske-gave,
At vi oprigtig hver og een
Maae rene hierter have,
Giv at dit ord og rene bud
Al suurdey af hvert hierte ud
Jo meer og meer maa feye.

Nr. 49.

Du est, opstandne seyers helt,
Opstandelsen og livet,
Som fører fred fra gravens telt,
Og har dig selv os givet,
Før varst du død
I gravens skiød,
Nu har du, seyers kiempe,
Dog døden vidst at dæmpe.

2. Du var i vredens baand og bast
Og dødens haarde krige,
Du stridde til dit hierte brast
For hele verdens rige,
Nu er jeg fri
Fra slaverie,

* *

- - -

* * 138

Som før mig havde fangen,
Imens du est undgangen.

3. Nu bryder solen deylig ud
Igiennem alle vinde,
Der, som det syntes, før gik ud,
Og lod sin straale svinde,
Nu staaer du glad
Ved dødens rad
Og har ham overvunden,
Ja traadt ham ned i grunden.

4. Din Guddoms magt og majestæt
Forjager gravens mørke,
Vi har med fryd og glæde seet
Din Guddoms kraft og styrke,
Men dødens magt
I baand er lagt,
Og satans vold er borte.
Det var det, Jesus giorte.

5. O! at vi denne seyers tiid
Livagtig kunde kiende,
At hierterne ved denne striid
I troen kunde brænde;
Thi anden vey
Kand lyset ey
Os ind til livet føre,
End at vi det skal giøre.

6. Saa giennembryd da siel og sind,
O JEsu, livets HErre,

*

- - -

* 139

At troen der kand trænge ind
Og syndens grav tilsperre,
At vi i dig
Til himmerig
En aaben dør kand finde,
Og ikke gaae i blinde.

7. Lad satan ey i naadens tiid
Vor sind og sands forstyrre,
Men giv os andagt, lyst og fliid
Og poenitentses myrre,
Og dermed snart
I troens fart
Og glæde til dig ile
Fra kiødets falske hvile.

8. Fordriv det dorske Adams sind,
At vi i morgenstunden
Ved bønnen daglig trænge ind,
Til vi dig ret har funden,
At træde af
Fra syndens grav
Og denne verdens mørke
Ved din opreysnings styrke.

9. O lad os dog med dig opstaae
Af gravens mørke bolig,
At lyset og til os kand naae,
Og hvad du os saa trolig
Har ved din magt
Til veye bragt,

*

- - -

* 140

O lad os det dog nyde,
Og giennem alting bryde.

10. Her ligger vagt i tusind tal,
At vi ey op kand træde
Af gravens sorte dyb og dal,
At finde dig med glæde,
Thi dødens magt
Staaer selv paa vagt,
Og verdens lyst bestrider
Vor gang paa alle sider.

11. Den lyst-pragt-penge-syge aand
Os alt tilbage rykker,
Den pharisæisk hykle-haand
For graven seglet trykker,
Hvo velter af
Fra denne grav
Den svare steen og hinder,
Som jeg i veyen finder.

12. Du, JEsu! ene est den mand,
Som kand de døde vekke,
Du, du allene vil og kand
De sterke segle brekke,
Velt stenen bort
Og hielp os fort
Til himlene at haste
Og verden fra os kaste.

13. O aabenbar dig for os, naar
Vi over synden græde,
Og hielp os al den deel, der staaer
Imod, at undertræde.

*

- - -

* 141

Saa kand vi fri
Paa sandheds stie
Vor Paaske-palmer svinge,
Og sandheds offer bringe.

14. Lad, hvad det er, ret at opstaae,
Os i os selv erfare,
Ved Aanden ud af graven gaae
Og denne skat bevare,
Det dyre pant,
Som du saa grandt
Til seyren os har givet,
Saa gaae vi ind til livet.

Nr. 50.

O søde JEsu, du
Som lodst af ingen magt dig holde,
Men brød igiennem dødens volde
Og lever evig nu,
Giv, at jeg dig ret udi troen kand finde,
Og evig i aanden mig med dig forbinde.

2. Din død mig glæde spaaer,
Hvor skulde da ey meget mere
Dit liv til salighed regiere,
Mens døden sligt formaaer,
Ach! maatte jeg uden dig alting foragte,
Og i dig at findes, alvorligen trägte.

3. Den store Guddoms kraft,
Som førde dig af gravens mørke,

* *

- - -

* * 142

Har givet mig den livets styrke,
Jeg hidindtil har havt,
Ach lad mig dog med dig af graven oprinde,
Og kraften af samme din styrke befinde.

4. Jeg lever, jeg dog ey,
Thi da du dig med mig indliver,
Og stedse i mit hierte bliver,
Saa est du selv min vey.
Ach! lad mig dog blive eet med dig, mit hierte,
I sindet, i sæder, i glæde og smerte.

5. Dig lever, ikke mig
Min siel, thi du dig haver givet
Til mig i døden og i livet,
Saa giver jeg mig dig,
Saa vil jeg mig fra mig selv gandske forvise,
Din evig at være, dig evig at prise.

Nr. 51.

Lader os vor HErre prise,
O I christne, hver for sig,
Kommer, lader os bevise
Hannem tak med glæde-skriig,
Syndens baand har sønderreven
Samson, som fra himlen kom,
Løven udaf Juda, som
Levende igien er bleven,
Striden JEsus har lagt ned,
Glæd dig da, o christenhed!

* *

- - -

* * 143

2. Christus haver overvunden
Den forbittred dødens magt,
Den, som laae i graven bunden,
Haver slangen ødelagt,
Satans rige slet er knuset,
Døden blev til spee og spot,
Belial har tabt sit slot,
Helvede omsonst har bruset,
Fik sin rest og fuld beskeed,
Glæd dig da, o christenhed!

3. Du varst ikke død allene,
Men i graven ogsaa sat,
Der at hente og fortiene
Os den ædle himmel-skat.
Helt, du est tilbage kommen,
Haver baade liv og magt
Af den sorte grube bragt,
Døden har din kraft fornommen,
Og er kast i graven ned,
Glæd dig da, o christenhed!

4. Død! hvor er dit grumme rige,
Helvede! hvor er din vold,
Satan faldt i disse krige,
Rodden var hans piil og skiold,
Christus hans forgift er bleven,
Hele helvede en pest,
Synden ligger syg og qvest,
Al vor jammer er fordreven,
JEsus dommen søndersleed,
Glæd dig da, o christenhed!

*

- - -

* 144

5. GUd kand stille al vor plage,
Naar vi ingen hielp kand see,
Lader efter tvende dage
Os igien af glæde lee,
Derfor jeg ham tak vil give,
Og min ære fryder sig,
At din GUd, min JEsu, dig
Ikke lod i graven blive;
Efterdi vi dette veed,
Glæd dig da, o christenhed!

6. Du est fra din jammers mængde
Reven ud til Guddoms stand,
Hvo er, som dit lives længde
Og triumph beskrive kand?
Du vor hiørnesteen est bleven,
Som utrolig an blev seet,
Og er dog af HErren skeet,
Syndens magt er sønderreven,
Skiendt og kast i havet ned,
Glæd dig da, o christenhed!

7. Har du skiønt af bækken drukket
I dit korses snevre gang,
Ynkeligen grædt og sukket
Under alle piners tvang,
Ey! du har igien dit hoved
Rettet op af gravens leyr,
Mig til evig fryd og seyr,
Vær da evig, evig lovet

*

- - -

* 145

For din død, striid, kamp og sveed,
Glæd dig da, o christenhed!

8. Disse frugter ere søde,
Din opstandelse har bragt,
At jeg kand for dommen møde
Alle tider uforsagt,
Himmel-søde paaske-gaver,
At jeg efter denne kriig
Nu kand leve seyer-riig,
Midt i døden livet haver
Og af døden intet veed,
Glæd dig da, o christenhed!

9. Mens du seer os da at tørste
Efter denne søde fred,
Som du store krigens fyrste
Har os ved din kamp bered,
Ey saa lad det skiønne bytte,
Hvormed du, vor Samson, kom,
Allevegne deles om,
Ja og komme dem til nytte,
Som deraf slet intet veed,
Glæd dig da, o christenhed!

10. Lad os, Evighedens Fader,
Ret oplyste øyne faae,
Til at kiende hvad os skader,
At vi med dig op kand staae.
Bryd da ind i vore hierter,
Overvind vort onde kiød,
Satan, verden, synd og død,
Koster det end mange smerter,

*

- - -

* 146

Giør os kun af synden keed,
Glæd dig da, o christenhed!

11. Skal man da min krop begrave,
Legge mig i jordens vom,
Livet jeg igien skal have,
Naar du kommer til din dom.
Da skal jeg i graven høre
Din basunes søde klang,
Og med jubel-fryd og sang
Lysens engler selskab giøre,
Derfor frisk i graven ned,
Glæd dig da, o christenhed!

12. Da skal denne aske-bolig
Himmel-glands og klarhed faae,
I en stor og fast utroelig
Deylighed og ære staae,
Thi min aske, du skal vorde
Engle-prydet, reen og riig,
Mere, JEsu legem liig,
Lad dig kun med glæde jorde,
JEsus dig at finde veed,
Glæd dig da, o christenhed!

Nr. 52.

Triumph! triumph! vor soel er alt oprunden.
Hand er ey her, hand er ey her!
Den fordum laae i dødens strikke bunden,
Stod op i dag ved morgen-skier.

* *

- - -

* * 147

2. Hand er opstanden, merk du sorte rige,
Om du end blevst engang saa vred,
Dog maa du for vor stærke fyrste vige,
Kun fort, kun fort, af thronen ned.

3. O død! hvor er din braad? du fæle grube,
Hvor blev din seyr i lammets kriig,
Hand har opslugt dig i sin løve-strube,
Og staaer paa pladsen seyer-riig.

4. Hand er opstanden! merker og det samme,
Som Christum har til døde bragt,
Her staae I nu med eders list til skamme,
Hvor bleve de, som holdte vagt?

5. Hvad hielper al den deel du giør og byder,
Du slange-sæd og øgle-slægt,
Vor løve os til frelse seglet bryder,
Og spotter eders varetægt.

6. Du maat da vel forferdet staae og beve,
At den, du giennemstungen har,
Os lader nu i naadens himmel sveve,
Fordi hand vore synder bar.

7. Vil du endnu hans vredes magt undvige,
Da er det paa den høye tiid
I bedrings graad af syndens grav at stige,
Og søge ham med hiertens fliid.

8. Hand er opreist, o merker det I svage,
Som bange her i verden gaae,
GUd er til freds med JEsu korses plage,
At synden intet kand formaae.

*

- - -

* * 148

9. Hvo vilde nu i trængsel meer forsage,
Hand lever! siger himlens bud,
Skal I hans død vel stundum lidet smage,
I leve dog med ham i GUd.

10. Hvo med ham døer, maa ufeylbarlig mene,
Hand og med JEsu livet faaer,
Viinrankens saft forsyner sine grene,
Vor viinstok det jo meer formaaer.

11. Hvo vil for død og graven være bange,
Gak kun, og reddes ey derfor,
Tag dødens frygt ved JEsu grav til fange,
Du gaaer jo dog i JEsu spor.

12. Triumph! triumph! vor soel er alt oprunden,
Hand er ey her! hand gik herfra,
Hand er ey meer i dødens strikke bunden,
Triumph! triumph! Victoria!

Nr. 53.

Frisk op til fryd, alt christen-blod,
At JEsus op fra døde stod,
Og giennem mord og grav og død
Med Guddoms kraft og styrke brød,
Halleluja lad klinge da al verden om,
At hand med liv fra døde kom.

* *

- - -

* * 149

2. Den anden Adam er opvakt,
Og GUd har selv ham bruden bragt,
Som GUd udaf hans side drog,
Der hand en søvn i graven tog,
Halleluja lad klinge da al verden om,
Bort trygheds nat og syndig slum.

3. Er jeg da JEsu kiød og been,
Hvo vild' da være stok og steen?
Vaag op, mens JEsus vaagen blev,
Og mørkhed med sin glands fordrev,
Halleluja lad klinge da al verden om,
Ja skingre i hvert engle-rum.

4. Vor Noa, som os trøste kand,
Og føre paa det tørre land,
Af arken gaaer med freydigt mod,
Thi borte er den synde-flod,
Halleluja lad klinge da al verden om,
Thi GUd forsonet er og from.

5. Velsignelsen nu deles ud,
Hast siel, at møde for din GUd,

*

- - -

* 150

Viingaarden staaer i fulde floer,
Hvor trøstens kølne-druer groer,
Halleluja lad klinge da al verden om,
Lad synge, hvad der ey er stum.

6. Vor Noa skenker vinen klar,
Som kraft og ingen bærme har;
Bliv drukken, JEsu milde bruud!
Hvad da om verden leer dig ud,
Halleluja lad klinge da al verden om,
Vel den, som verden kalder dum.

7. Nu voxer modne mandler op
Af Aarons kieppes tørre knop;
Den blomstrer, qvæger liv og bryst
Med tusind himmel-fryd og lyst.
Halleluja lad klinge da al verden om,
Slig sommer-pragt af jorden kom.

8. Saa kommer, nyder uden frygt
Den frugt, I har med taarer søgt;
Hans kierlighed ey visner hen,
Hver morgen er den nye igien.
Halleluja lad klinge da al verden om,
Her voxer sielens lægedom.

9. Vort Paaske-lam vi æde kand,
Som kom fra himlens fryde-land,
Hvis kiød al verden giver liv,
Hvis blod giør synden død og stiv.
Halleluja lad klinge da al verden om,
Vel den, der har kun hierte-rum.

*

- - -

* 151

10. Al suurdey ud af dit gemøt,
Thi her maa alting være sødt;
Bort med den stinkend vellyst-rad,
Thi kierlighed er selv vor mad.
Halleluja lad klinge da al verden om,
Bort bitterhed og falskheds skum.

11. Du lever, hersker, store helt,
Det er min skandse for min telt;
Frisk! jeg vil vinde ved dit blod,
Og slide satan under fod.
Halleluja lad klinge da al verden om,
Naar ved basunen holdes dom.