Brandes, Edvard En Forlovelse

EN FORLOVELSE

2
3

EDVARD BRANDES

📖 EN FORLOVELSE
SKUESPIL
I TO AKTER

P. G. PHILIPSENS FORLAG
TRYKT HOS NIELSEN 4 LYDICHK.
1884.

4
5

PERSONERNE:

Rønning, Fuldmægtig.

Fru Rønning, hans Hustru.

Signe, deres Datter.

Konrad Resen, Cand. jur.

Handlingen foregaar hos Rønning. Imellem første og anden Akt ligger der to Maaneder.

6
7

FØRSTE AKT.

En meget tarvelig Stue med gamle, udslidte Møbler. Til venstre et Sybord med Symaskine. I Midten et rundt Bord, dækket til Frokost, med Stole omkring. Til højre en Sofa. Til venstre Dør til Lejligheden og i Raggrunden Dør til Entreen.

FØRSTE SCENE.

SIGNE ved Sybordet. KONRAD kommer fra Baggrunden.

KONRAD.

Godmorgen, Signe!

Han giver hende Haanden og kysser hende. Hun bliver siddende.
SIGNE.

Godmorgen! du kommer tidligere end sædvanlig, (smilende) des mere velkommen.

KONRAD.
sætter sig i en Gyngestol.

Det er saamænd ikke for din Skyld.

SIGNE.

Naa!

8
KONRAD.

Ja, du skal ikke blive fornærmet. Da jeg kom hjem fra Ridning imorges, ventede jeg bestemt at finde Brev fra Far. Men der var intet. Saa tænkte jeg, han maaske havde sendt det til dig.

SIGNE.

Nej, jeg har ikke faaet noget.

KONRAD.

Jeg kan ikke begribe, han ikke har svaret mig.

SIGNE.

Han har maaske ikke syntes om dit Brev ?

KONRAD.

Det er umuligt. Far er selv lige saa stor en Hader af Forlovelser som jeg. Det er noget Griseri, siger han.

SIGNE.

Konrad dog!

KONRAD.

Jaja, du, Far er nu Landmand — han ser Tingen praktisk. Men det er vist, han kan umulig have noget imod at jeg vil gifte mig — nu da jeg har gaaet om som forlovet i et halvt Aar, og det sandelig ikke med min gode Vilje.

9
SIGNE.

Du skulde beklage dig! Har jeg været saa slem?

KONRAD.

Hvis jeg ikke var saa forelsket i dig, var jeg vel næppe saa ivrig efter at blive gift.

SIGNE.

Det lader sig høre.

KONRAD.

Du indvilger altsaa i at tage mig til ægte?

SIGNE.

Ja, Deres Velærværdighed.

KONRAD.

Det er vi altsaa enige om. Og det maa Far ogsaa være.

SIGNE.
lidt forlegen.

Jamen — din Far skal jo give dig de mange Penge.

KONRAD.

Aa, hvad betyder det, han er jo rig. Jeg kan da ikke gifte mig paa de Tusinde Kroner, jeg har i Ministeriet. Og det er ham selv, der har forlangt, at jeg skulde gaa Embedsvejen — jeg tror forresten heller ikke, jeg har Hoved til 10 mer. Han siger, det er den sikreste Vej og den anseligste — ja den visse Sulteføde er det. Tusind Kroner om Aaret, det vil sige 83 Kroner 33? Øre om Maaneden! (Han ler.) Det skulde jeg komme langt med. Nu har Far givet mig Halvandethundred Kroner om Maaneden til, og jeg forlanger til at begynde med bare det Dobbelte og saa Penge til at etablere mig for — men elegant vil vi have det.

SIGNE.

Aa, Konrad, jeg synes slet ikke, det behøves. Det er saa genert for mig.

KONRAD.
kommer hen til hende.

Men jeg vil det saadan. Og du skal blive straalende smuk i Brudedragt. Du skal være i hvid Silke — med mange Kniplinger — eller maaske Atlask — aa, jeg véd ikke — men tænk, naar vi kører fra Kirke, du og jeg alene, og jeg lægger Armen om dig og kysser dig for første Gang som min Hustru, og tænk, naar vi om Aftenen kommer ind i vor egen Lejlighed — der skal være blaat Atlask og tunge, tunge Silkegardiner i din Stue, og der drikke vi The og — aa, man kan jo blive gal af at tænke derpaa.

SIGNE.

Min søde Ven! Hvor jeg er lykkelig!

11
KONRAD.

Ja, du, det staar skrevet og beseglet, giftes vil vi til Maj — det er to Maaneder endnu. Det er alt, hvad vi kan afse.

SIGNE.

To Maaneder — og mit Udstyr!

KONRAD.
undertrykker et Smil.

Dit Udstyr?

SIGNE.
hurtig.

Du maa ikke le, Konrad, det er stygt af dig.

KONRAD.

Jamen —

SIGNE.

Nej, det er stygt af dig. Mor syr til sent ud paa Natten — og jeg med da — og fordi vi ingen Penge har —

KONRAD.
holder hende for Munden.

Hys, vil du tie stille! Og vil du lade være at sy om Natten. Du skal have klare Øjne til Bryllupet.

SIGNE.

Jaja, lad os saa ikke tale derom. Men det vil jeg sige dig: somme Tider kan jeg slet ikke lide dig. Du kan være saa vigtig og ovenpaa, slet ikke elskværdig.

12
KONRAD.
lidt stødt.

Ja, Folk er jo forskellige.

SIGNE.

Bevar’ os, vi er da ikke nær saa fine som du. For du er da Greve, det véd vi.

KONRAD.

Nu synes jeg, du skulde holde op.

SIGNE.

Ja, du kan nu ikke taale det mindste, man siger.

KONRAD.

Aa, jeg bliver virkelig saa ked af den Maade, hvorpaa du drejer rundt med al Ting.

SIGNE.

Naar du keder dig med mig, saa kan jeg tie ganske stille.

Pavse, hvorunder han trommer med Fingrene paa Bordet og hun syr.
KONRAD.

Ser du, vi skulde være gifte! Saa skændtes vi ikke om det bare Pølsesnak. Naa, vær nu god igen! (Hun nikker.) Det Var ret. (Han ser paa sit Ur.) Naa, nu vil jeg afsted.

SIGNE.

Vil du gaa nu! Vil du ikke spise Frokost med?

13
KONRAD.

Nej, jeg vil hen paa en Auktion, hvor der skal sælges nogle japanesiske Sager, som jeg er aldeles forliebt i. Du skulde se nogle Malerier: Blomster og Mennesker, saa morsomme og nydelige —

SIGNE.

Jeg forstaar mig saa lidt derpaa. Men kan du ikke spise Frokost først, og skal vi ikke ud at spadsere idag?

KONRAD.

Jeg kommer herop igen efter Auktionen.

SIGNE.

Mon ikke den Auktion holdes hos Konditoren paa Hjørnet?

KONRAD.

Hvad skal det siger?

SIGNE.

Vor tarvelige Frokost er vist ikke fin nok for Hr. Greven.

KONRAD.

Aa, Signe, hvor vil du nu —

SIGNE.

Nej, tilstaa hellere rent ud.

14
KONRAD.

Du véd godt hvorfor, saa jeg begriber ikke, at du vil tvinge mig til at sige Grunden. Det er det — ja det er — jeg er genert ved at se, hvordan der laves særlig Mad til din Far. Det piner mig, jeg kan ikke finde mig deri.

SIGNE.

Du er saa sensibel. Jeg finder det ganske rimeligt, naar Mor kræser lidt op for Far.

KONRAD.

Aa, sig ikke saadant et Ord: din Mor kræser — det farer igennem alle mine Nerver.

SIGNE.

Nej, hør nu, Konrad, du bliver virkelig altfor urimelig. Jeg véd snart ikke, hvordan jeg skal bære mig ad! Alting mishager dig.

KONRAD.

Aa nej, Sødeste, slet ikke: jeg vil bare have dig hjem til mig. Saa ordner det hele sig. Det er rent galt med saadanne store voksne Piger, som altid gaar i Fars og Mors Luft.

SIGNE.

Du tager fejl. Jeg har altid havt det udmærket godt herhjemme.

15
KONRAD.

Naa, naa, Herregud — lad os blot ikke skændes — nu maa jeg gaa.

ANDEN SCENE.

RONNING kommer fra venstre. De Forrige.

RØNNING.

Godmorgen, kære Konrad! Du er nok arriveret tidligt idag.

KONRAD.

Godmorgen, Svigerfar! Jeg skal lige til at gaa.

RØNNING.

Vil du ikke gøre os den Fornøjelse at nyde din Frokost her?

KONRAD.

Nej, jeg maa skynde mig hen paa en Auktion, hvor jeg vil have fat i nogle japanesiske Sager.

RØNNING.

Vær du glad, kære Konrad, at Du ikke skal leve af Embedsmandsgage — saa blev der sandelig ikke Raad til den Slags Snurrepiberier.

KONRAD.
fornemt.

Det er Kunstværker.

16
RØNNING.

De, der regerer os, mener øjensynlig ikke, at Statens Embedsmænd skal interessere sig for Kunsten. Vi maa nøjes med at dyrke den Kunst: at sætte Tæring efter Næring.

KONRAD.

Naa, Arbejdet der forlanges er da heller ikke overmenneskeligt — i alt Fald for de yngre Kræfter. Jeg har nu i flere Maaneder hver Formiddag sovet tre Timer over — (Bevægelse af RØNNING.) jeg mener revideret de grønlandske Regnskaber fra iforfjor. Og jeg vil nok udlove en klækkelig Præmie til den, der kan bevise mig, at Staten har havt en Øres Indtægt af det Arbejde.

RØNNING.

Min kære Konrad, jeg finder det meget morsomt, naar du saadan spøger med dit — hum — i Begyndelsen naturligvis ikke haarde Arbejde. Vi andre gamle har det dog nok lidt strængere. Men du maa ogsaa indrømme, Sagen har en anden Side. Embedsstanden er en Organisme, hvor hver lille Del er uundværlig, et Maskineri, hvor hvert lille Hjul griber ind i det store Hele: der arbejdes og udrettes bestandig meget, selv om man ikke mærker det — hum — i Enkeltheder.

KONRAD.
ligegyldig.

Ja, er det ikke Talemaader, Du?

17
RØNNING.
bidende Ærgrelsen i sig.

Hum — næ — ingenlunde. Det mener du heller ikke. Et ungt Menneske med din Opdragelse og — hum — din Formue hylder naturligvis ikke disse nymodens Ideer, som hidser Folk op til Uærbødighed for Embedsmændene. Du vil nok erfare, at disse i Virkeligheden er selve Staten, de eneste, hvem det kommer an paa. Jeg gad vide, hvordan det skulde gaa uden dem — hvad der blev staaende, naar Kontorerne faldt. Men nutildags skal jo alle unge være radikale.

KONRAD.

Jeg er saamænd ikke radikal.

RØNNING.

Nej, naturligvis — hehe! — det overlader du rigtigt til de brødløse Forretningsjægere og næsvise Literater! Naa, alle Embedsmænd vil ikke faa det som du. Lidt men sikkert, det har altid været mit Valgsprog, (Til SIGNE.) Og Nød har vi da ikke lidt, min Pige, selv om man ikke kan slaa stort paa med ældst Fuldmægtigs Gage.

KONRAD.

Snart Kontorchefs.

SIGNE.

Vi har altid havt det godt. Men Konrad har da slet ikke de Meninger —

18
KONRAD.

Nej, Jeg har i det Hele ikke mange Meninger. Vi skal saamænd ikke strides derom, Svigerfar! Naa, farvel til om lidt.

RØNNING.

Vil du ikke have en Cigar?

KONRAD.

Nej tak, jeg skal ikke røge. Men vil Svigerfar ikke prøve en ny, jeg har faaet?

Han byder RØNNING sit Cigarfuteral.
RØNNING.

Jeg siger Tak. Den lugter godt; min Svigersøn røger nok kun ægte Varer. Den skal nydes efter Frokost.

KONRAD.

Farvel! (Til Fru RØNNING, der kommer ind fra venstre Side med en Bakke.) Goddag og Farvel, Svigermor!

Hun nikker venligt til ham.

TREDIE SCENE.

RØNNING. Fru RØNNING, SIGNE. De sætte sig om Frokostbordet.

Fru RØNNING.

Hvor skulde Konrad hen?

SIGNE.

Hen paa en Auktion, derfor blev han ikke til Frokost.

19
RØNNING.

Konrad har saa mange Ideer. I gamle Dage tænkte man mindre paa sig selv — hvad har Mor til mig ifag? (Fru RØNNING rækker ham Fadet.) Aa, du forvænner mig virkelig, min Bedste.

Fru RØNNING.

Konrad er altid elskværdig mod min lille Pige — saa kan vi gamle sagtens være fornøjede.

RØNNING.

Ja, jeg holder nu engang stærkt paa en vis Korrekthed. Konrad forstaar ikke rigtig sin Tid. Der maa mere Alvor til. Alle vi, der arbejder i Statens Tjeneste, maa staa som en Mur uden at deltage i alt det Spræl og Spektakel, som rumler udenfor vor faste Stilling.

SIGNE.

Jamen Far vil da ikke sige, at Konrad deltager i noget galt.

RØNNING.

Konrad har ikke falske Anskuelser, men han er en Smule ligegyldig, lidt slap i det Hele, min Pige! Han har ligget alt for blødt og alt for længe hele sit Liv igennem, ikke staaet tidligt op og arbejdet sig møjsommeligt frem.

SIGNE.
krænket.

Konrad er da ikke doven.

20
Fru RØNNING.

Det mener Far heller ikke. Konrad er et rigtigt elskværdigt og flinkt Menneske.

RØNNING.

Ja, Mor er naturligvis forelsket i sin Svigersøn.

Fru RØNNING.

Jeg er glad, naar Signe er fornøjet. — Hør Rønning, en anden Ting! Jeg vil jo nødig plage dig, men du kan selv begribe, hvormeget der maa gaa med til Signes Udstyr. Det kniber lidt for os to i Øjeblikket, og jeg vil saa nødig tage paa Kredit.

RØNNING.

Der er sandelig ikke andet for, Kære!

Fru RØNNING.

Det bliver saa lidt svært bagefter.

RØNNING.

Naar Signe er ude af Huset —

Fru RØNNING.

Det har jeg naturligvis selv tænkt paa. Men der er saa mange Smaating, som jeg hellere vilde betale straks.

SIGNE.

Lille Mor, husk dog paa, at Konrad ikke bryder sig det mindste om alt det! Han tager 21 mig som jeg gaar og staar. Det er virkelig saa urimeligt, at du og Far skal plage jer med —

Fru RØNNING.

Nej, Signe, det vil jeg rigtig ikke høre noget om. Mit Barn skal da ikke gaa nøgen herfra; selv den fattigste Tjenestepige gør da Udvej for sit Udstyr. Det vilde være en saadan Skam for os —

SIGNE.

Aa, Skam, Mor — hvor kan det være det? Naar vi nu ikke har Raad til det —

Fru RØNNING.

Det har vi da, Gudskelov, selv om det vil trykke os lidt.

RØNNING.

Ja, det har Mor rigtignok fuldkommen Ret i. Skulde min Datter, en Embedsmands Datter giftes bort uden Udstyr? Det vilde være en Skam for mer end os selv, for hele Standen.

SIGNE.

Jamen, søde Far —

RØNNING.

Nej, Barn, du forstaar ikke, hvor store Forpligtelser, der paahviler os — hvormeget vi maa gøre for Standens, for Anstandens Skyld. Du véd det, Barn, det var i Begyndelsen uhyre smaat 22 for os. Men der var altid visse Ting, vi ikke sparede paa — vi viste ikke Verden vor Fattigdom; vor Dragt — i alt Fald min, var net; vi spiste selv yderst tarveligt, men kom her nogen fremmede, var her altid pænt. Aa, din Mor har mangen Dag og mangen Nat arbejdet haardt her med Huset og med Syningen, for at det kunde slaa til.

Fru RØNNING.

Tal bare ikke derom, Rønning, det var da dig, der tjente det alt sammen.

RØNNING.

Og vi sparede ikke paa din Opdragelse. Du har nydt den bedste i det bedste Institut — selv Smaatalenter som Klaverspil blev der Raad for. Det er afgjort, Mor vil sende sin Datter bort fra Huset med saadant Udstyr, som det sømmer sig en kongelig Embedsmands Barn. Dine Ord maa krænke os. — Jeg kan ogsaa sige dig, jeg føler mig mange Gange saaret ved Formues-forskellen mellem mig og din Forlovede.

SIGNE.

Da véd jeg dog, at Konrad ikke er pengestolt.

RØNNING.

Det siger jeg heller ikke. Jeg ynder ikke at tale om den Slags Ting — men Konrad er 23 ikke saa opmærksom som jeg kunde ønske. Han glemmer ogsaa en anden Forskel imellem os: i det Ministerium, hvor han er yngst Assistent, er jeg ældst Fuldmægtig — og hm! inden kort Tid rimeligvis Kontorchef.

Fru RØNNING.

Ak, Gud, om det virkelig skulde komme engang! Det har vi nu ventet paa i saa mange Aar.

RØNNING.

Jaja, Mor, lad nu det være godt! Ikke alle har Held med sig, og den, som ingen Konnexioner har — Konrads Far er jo Ven med Ministeren, saa han kommer nok frem. Vi andre maa arbejde.

SIGNE.

Jamen, Far, Konrad har da ingen Skam deraf.

RØNNING.

Siger jeg det?

SIGNE.

Men du er vred paa Konrad.

RØNNING.

Aldeles ikke! Kun finder jeg ham langtfra, langtfra hensynsfuld nok i sin Optræden. Og du? Synes du virkelig, han omgaas os som en Svigersøn skal omgaas sine Svigerforældre? 24 (SIGNE bøjer Hovedet.) Der Ser du Selv. (Han rejser sig.) Jaja, tak for Mad, Mor! (Han giver Fru RØNNING Haanden.) Jeg vil gaa paa Kontoret.

Fru RØNNING.

Altsaa, Rønning, de Penge, jeg talte om —

RØNNING.
undvigende.

Bare tag paa Kredit! Vi finder nok Udveje.

Fru RØNNING.

Jeg vil saa forskrækkelig nødig, Far!

RØNNING.

Den Ting er afgjort. Vor Svigersøn skal ikke klage paa dit Udstyr!

Han klapper SIGNE paa Kinden og gaar ud af Baggrundsdøren.
SIGNE.

Aa, Mor, du véd ikke, hvor det er pinligt for mig at høre paa. Jeg kommer rent ud af Humør.

Fru RØNNING.

Mit søde Barn! Naar vi kun kan give dig dit personlige Udstyr, saa maa du da forstaa, det skal være som sig hør og bør.

SIGNE.

Nej, Mor, jeg kan saa daarligt forstaa, hvorfor vi skal lade som vi har Raad, naar vi ikke har, og saa bare komme i Gæld.

25
Fru RØNNING.

Ellers bliver Livet for kummerligt, Barn, naar man rent ud vil se paa alt som det er. Naar du bliver gift, vil du nok lære, hvor meget man maa gaa uden om. Man maa ikke engang sige til hinanden, hvor slemt det tynger. Man maa lade som om det sørgelige ikke var — for ellers bliver det alt sammen én Pinagtighed.

SIGNE.

Du har havt det haardt, Mor.

Fru RØNNING.

Derfor er jeg glad over, at du skal faa det godt. Nu faar du en lys Ungdom, Barn. Om det ogsaa var lidt fattigt for dig nu og da, tog det ikke slemt paa dig, fordi du — ja, jeg kan godt sige det til min fornuftige lille Pige — fordi du var saa køn at se paa. Alle Folk tog venligt imod dig, og hvor du kom hen med dit søde Ansigt, blev du kælet for lige fra Skoletiden af. Jaja, det kunde slaa til en Stund. Men du maatte ikke blive gammel her i Huset, her er alt for mørkt for friske Kinder, og derfor er jeg rigtig lykkelig ved —

SIGNE.

Ved snart at blive af med mig.

Fru RØNNING.

Jeg vil tænke saa hyggeligt paa dig, naar 26 du sidder i dit smukke Hjem med din Mand, rigtig en fin og lykkelig Frue!

SIGNE.
kysser hende.

Min egen søde Mor.

Fru RØNNING.

Der har vi din Kæreste.

FJERDE SCENE.

De forrige. KONRAD kummer fra Døren i Baggrunden.

KONRAD.

Goddag igen! Svigermor sidder nok og kæler for Signe.

SIGNE.

Er du skinsyg?

KONRAD.

Ikke Spor — paa ingensomhelst. Jeg finder det umaadeligt dumt at være jaloux.

Fru RØNNING.

Det har du heller ingen Grund til. Signe holder altfor meget af dig, der er ingen Plads til andre.

SIGNE.

Derfor kunde han saamænd gærne være lidt jaloux, og Mor har da lige nu gjort mig en 27 Kærlighedserklæring. Nu vil jeg ind og klæde mig om, saa kan du til Gengæld erklære dig for Mor imens.

KONRAD.

Nej, bliv nu her et Øjeblik.

SIGNE.

Nej, saa bliver du blot bagefter vred, fordi jeg ikke er færdig. Kys min Haand og skam dig, fordi du ikke er jaloux.

Han kysser leende hendes Haand. Hun gaar ud til venstre.
KONRAD.

Hun er allerkæreste.

Fru RØNNING.

Ja, hun har været en sød En fra lille Pige af. Hun var uhyre livlig som Barn; jeg tror saamænd aldrig hun gik rigtig paa sine Ben, altid dansede og gyngede hun sig frem. Siden blev hun mere stille og lidt melankolsk, holdt af at læse og sidde mange Timer alene paa sit Værelse — men saa kom du, og saa var delingen Melankoli mer.

KONRAD.

Signe kan dog være lidt vanskelig somme Tider.

Fru RØNNING.

Det maa du ikke tage altfor strængt. Det 28 er altid lidt vanskeligt for en ung Pige at finde sig tilrette i de nye Forhold. Naar hun bliver forlovet, tror hun saa ofte: nu kommer Friheden, nu skal jeg rigtig til at slaa med Vingerne! Og saa bliver det helt anderledes: hun skal netop underordne sig, netop folde Vingerne sammen og putte sig pænt ned i Reden.

KONRAD.

Der er de Koner, som tager Revanche bag efter og som bliver dygtig forfløjne.

Fru RØNNING.

Signe vil blive den trofasteste og husligste lille Kone, som aldrig vil have andet i Tankerne end dig og din Lykke.

KONRAD.

Det tror jeg med. Men derfor skal Signe ogsaa have Lov at more sig. Jeg vil ikke spærre min Kone inde i Reden, som du siger.

Fru RØNNING.

Aa, du, naar Reden er god og varm, saa har man det hyggeligst der. Nu skal I vel snart til at købe Møblerne?

KONRAD.

Ja, jeg venter bare Brev fra Far. Jeg kan egentlig ikke begribe, hvorfor det ikke er kommet.

29
Fru RØNNING.

Din Far har vel meget travlt.

KONRAD.

Aa, saamænd om han har! Far tager sig Livet let. Forvalteren besørger det meste, men Jagten og L’hombren og Middagsselskaberne besørger Far selv. Aa, det gaar lystigt til paa Gaarden, skønt mig morer det nu ikke synderligt mer — der er blevet en Smule bondsk paa den sidste Tid. Dengang Mor levede, da var alt fint og stadseligt, rigtig herregaardsmæssigt. Dengang kom der ogsaa mange smukke og elegante Damer, og vi havde de fineste Selskaber, slet ikke stive, men heller ikke støjende. Jeg var ikke mer end femten Aar, men Mor vilde have mig med til alt. Hvor jeg morede mig! Og de smukke Damer behandlede mig snart som voksen og snart som Barn! — Saa døde Mor, og saa var alt forbi.

Fru RØNNING.

Hørte saa jer Omgang op?

KONRAD.

Jeg blev sendt til Kjøbenhavn for at blive Student. Og Far havde egentlig ikke selv Sans for Luksus og fint Selskabsliv. Men de Barndomsindtryk — de er og bliver mit Ideal at leve Livet paa. Saadan skal man indrette sig, 30 som Mor kunde: smagfuldt og elegant og rigt — saadan vil ogsaa jeg og Signe leve.

Fru RØNNING.
som har lyttet under KONRAD’S Ord.

Det er Rønning, som kommer ingen. (Til den ind trædende RØNNING.) Er der noget paafærde?

FEMTE SCENE.

De forrige. RØNNING kommer fra Duren i Baggrunden.

RØNNING.

Ingenting. Jeg vilde blot tale med Konrad, inden jeg gik paa Kontoret. Derfor vendte jeg om paa Halvvejen.

Fru RØNNING.

Der er noget i Vejen, ikke sandt?

RØNNING.

Du skal straks faa det at vide. Gaa blot ind et Øjeblik; jeg vil gærne tale lidt alene med Konrad.

Fru RØNNING gaar ud til venstre.
KONRAD.

Jeg synes du er saa højtidelig. Vil du mig noget?

RØNNING.

Jeg har faaet Efterretning fra din Far.

31
KONRAD.

Naa endelig. Der er vel Brev til mig?

RØNNING.

Ja. Jeg mødte Postbudet, som gav mig det. Men — Konrad — Svaret er ikke saadant, som du ventede.

KONRAD.

Hvad skal det sige?

RØNNING.

Din Far kan ikke opfylde dine Ønsker.

KONRAD.

Kan Far ikke? Det er umuligt. Nej, saa vil han ikke. Men hvorfor i al Verden vil Far ikke, jeg skal gifte mig? Han kan da ikke mene, at jeg i al Evighed skal gaa omkring som forlovet.

RØNNING.

Din Far kan ikke opfylde dine Ønsker, siger jeg dig.

KONRAD.
angst.

Kan ikke ?

RØNNING.

Nej, det er ham pekuniært umuligt.

KONRAD.

Giv mig ordentlig Besked! Der er sket en Ulykke.

32
RØNNING.

Ja, Konrad, jeg frygter for det. Din Far har tilskrevet mig, at hans pekuniære Stilling desværre er ganske forandret. Han har indlagt et Brev til dig, som han beder mig personlig give dig og i hvilket vi begge vil faa nøjere Oplysning.

KONRAD.

Giv mig det blot, giv mig det!

RØNNING rækker KONRAD Brevet, som denne blegnende læser.
RØNNING.

Naa, kære Konrad, hvordan er det saar?

KONRAD.
lavt.

Det er det allerværste. Far er ødelagt, han maa gaa fra Gaarden.

RØNNING.

Min Gud! (Pavse.) Du — vi — alle troede din Far saa rig.

KONRAD.
bittert.

Naar man ingenting bestiller og lever over Evne, kan man nok ødelægge en god Gaard.

RØNNING.

Det var dog forfærdeligt.

KONRAD.
udbrydende.

Og Signe og Bryllupet! Hvad skal jeg dog gøre!

Han dækker hulkende sit Ansigt med Hænderne.
33
RØNNING.

Min kære Konrad, det gør mig overordentlig ondt. Det er virkelig meget slemt for dig. Du er opdraget i Luksus med Bevidstheden om at have en Formue i Ryggen, du har kunnet haabe at føre et i enhver Henseende behageligt Liv — nu kommer denne uhyre Skuffelse. Men du maa huske paa, hvor mange Mennesker der gives, som ikke er en Smule bedre stillet end du og som dog baner sig en Vej, besværligt ganske vist, men i mange Maader tilfredsstillende for dem og andre. Det er en styrkende Tanke at skylde sig selv sin Stilling. Desuden, Penge er da ikke alt.

KONRAD.

Jo, det er de netop.

RØNNING.

Det maa du ikke sige. I tarvelig Nøjsomhed kan man være lykkelig.

KONRAD.

Ja, maaske de fattige, der aldrig har kendt andet og er vante til Pjalter og daarlig Mad — dem véd jeg ikke noget om. Hvis det kan more nogen, saa lad os bare indbilde os, at de er lykkelige i deres propre Nøjsomhed! Men hvor det gælder Folk i vor Stilling, med vor Opdragelse — der tror jeg ikke paa 34 Talemaaderne. Der véd jeg Besked. Der hører andet til end Tarvelighed — jeg taler slet ikke om Rigdom, men om det at have Raad — et vist Velvære — de Tusinder af Kroner om Aaret, som er nødvendige. — Jeg aner ikke, hvordan jeg skal finde mig tilrette i den Usseldom, som nu begynder. Aa, spare paa en Krone — ikke turde tage en Droske — tænke over en ny Vinterfrakke —

RØNNING.

Hvor kan et Menneske være saa letsindigt! Bestaar din Ulykke virkelig i den Art naragtige Rigmandsfornemmelser?

KONRAD.

Jeg siger jo bare, hvad der lige løber mig gennem Hovedet. Det bliver et Hundeliv, der kommer — Dag ud, Dag ind. Ingen Venner, ingen Fornøjelser — bare genert og menneskesky overfor alle.

RØNNING.

Aa, du tænker meget egoistisk alene paa dig selv. Har du ikke en Tanke for din stakkels Far?

KONRAD.

Hvad kan jeg hjælpe Far? Med Talemaader. Forresten — han er da selv ganske alene Skyld 35 i det Hele, han har moret sig til han blev en gammel Mand, nydt hele sin Ungdom sammen med Mor — og det en Ungdom, der varede saa langt den række kunde. Nu er han over treds og Livet forbi for ham. Han finder sig nok en Krog, hvor han kan slide sine Dage til Ende nogenlunde taaleligt, han kan da heller ikke stille store Fordringer mer. Nej, for mig er det værst. Han skriver det selv — der kan du høre: (Han læser af Brevet.) »Min stakkels Dreng! Jeg véd sandelig ikke, hvordan jeg skal undskylde mig overfor dig, for du maatte da tro, Fremtiden laa som den mageligste Kørevej for dig, og nu er jeg væltet med Vognen. Og oven i Købet just som du skulde have Bryllup med din lille kønne Kæreste. Nu faar det nok længere Udsigter, og det er Snavs at gaa omkring som forlovet. Men paa den anden Side, du er da gudskelov ung og flink og vil nok selv kunne bryde dig en Bane, selv om det i Førstningen falder lidt besværligt .....« Ja, det er disse Fraser, Folk altid kommer med ved saa-danne Lejligheder: bryde sig en Bane. Jeg er aldeles ikke opdraget til at bryde Baner — jeg kan revidere de grønlandske Regnskaber fra iforfjor, det er det Hele. — Nej, det er forbi — Aa, bevar mig vel, hvad bliver det dog for et Liv!

36
RØNNING.

Du tænker, synes det næsten, aldeles ikke paa Signe.

KONRAD.

Jo, just hende er det, jeg hele Tiden tænker paa. Det er netop den egentlige Elendighed. For hvad skal det nu blive til med os to? Aa, hvor jeg havde glædet mig til vort Hjem, til Bryllupsrejsen! Det var blevet saa utrolig godt. Og nu — nu kan vi gaa og se paa hinanden og skændes og forliges, mens hun bliver en gammel Jomfru og jeg bliver luvslidt i Klæderne og opslidt i Humør og forgræmmet og bitter og dum.

RØNNING.

I maa gifte jer paa en lille Indtægt.

KONRAD.

Det er bare Talemaader, Svigerfar. Kan vi gifte os paa mine Tusind Kroner — 83 Kroner om Maaneden!

RØNNING.

Du kan vel tjene et Tusind til ved Manu-duktioner eller Timer.

KONRAD.

Gud véd, hvad jeg kan. Men lad saa være! Maaske! Kan vi saa gifte os?

37
RØNNING.

Du véd, jeg har levet tarveligt af en ikke større Indtægt i mange Aar.

KONRAD.
tøvende.

Ja, Svigerfar — men —

RØNNING.

Men hvad? Sig det!

KONRAD.

Men — hvordan?

RØNNING.

Hvordan mener du?

KONRAD.

Hvordan har du levet, du og Svigermor — tarveligt som du siger.

RØNNING.

Jeg finder det meget underligt af dig —

KONRAD.

Jeg trænger mig slet ikke ind i din Fortrolighed, og det er aldeles ikke min Mening at krænke dig. Jeg vilde blot sige, at I, som holdt saa meget af hinanden, har faaet jer Kærlighed ilde tilredt af det daglige Livs Sorger. Se paa Svigermor: gammel før Tiden! Se, hvor hendes Hoved ryster og hendes Haand dirrer! — Det er Angst, du —

38
RØNNING.
stærkt.

Nu er det nok, hører du, Konrad! Man kan tilgive et Menneske, der lige er ramt af en Ulykke, en hel Del, men —

KONRAD.

Jaja, jeg mener blot: man fristes ikke ved hvad man ser.

RØNNING.

Din Tone er ganske urimelig.

Fru RØNNING kommer ind fra venstre.
Fru RØNNING.

Hvad er der dog paafærde?

RØNNING.

Aa, det er Konrad, som —

KONRAD.

Ja, det er mig, Svigermor, der er bleven ramt af en stor Ulykke. Min Far skriver mig til, at han ikke kan hjælpe mig mer, allermindst til Udstyr og Bryllup. Det er gaaet galt for ham. Hans store Formue, som jeg stolede saa sikkert paa, er smuldnet hen. Der er nu kun Gæld og hverken Gaard eller Penge.

Fru RØNNING.

Min stakkels, stakkels Dreng! — Saa grulig pludselig som det kommer. Ja, Livet er rigtignok tungt. Det gør mig saa inderlig ondt for din Far — er han meget forknyt?

39
KONRAD.

Ja, Far tager sig det meget nær for min Skyld — og det er maaske ogsaa værst for mig — og saa for Signe.

Fru RØNNING.

Ja, stakkels Børn, det er da forfærdeligt! At det skulde hænde just nu som alt syntes saa lyst for jer!

RØNNING.

Og nu tror Konrad slet ikke mer paa nogen Lykke for Signe og ham.

Fru RØNNING.

Er det sandt, Konrad?

KONRAD.

Hvad véd jeg nu derom! Men ét staar fast for mig: jeg maa i ethvert Fald give Signe hendes Ord tilbage. Hun har forlovet sig med mig, da jeg var rig, hun har sandelig ingen Forpligtelse til at blive hos mig —

RØNNING.
afbrydende.

Vil det sige, du vil hæve din Forlovelse med Signe?

Fru RØNNING.

Konrad! Du vil da vel ikke forlade hende!

KONRAD.

Det har jeg ikke sagt et Ord om. I vil 40 vel indrømme mig, det er min Pligt at spørge hende, at stille hende Valget frit, hvor forfærdelig tungt det kan være for mig selv —

Fru RØNNING.

Jeg forstaar dig ikke, Konrad. Signe holder af dig og har vist aldrig spurgt, om du var rig eller fattig —

RØNNING.

Jeg synes ogsaa, dette er en Fornærmelse mod min Datter.

KONRAD.

I maa dog indse —

Fru RØNNING.

Konrad, du er god, du vil ikke gøre hende Fortræd —

KONRAD.

Jeg forsikrer dig —

RØNNING.

Der kommer hun!

Fru RØNNING.

Lad os gaa ind, Rønning, lad dem tale alene sammen! Det er allerbedst.

RØNNING.

Ja, du har Ret — jeg maa ogsaa paa Kontoret.

De gaa ud af Sidedøren.
41

SJETTE SCENE.

KONRAD, SIGNE kommer fra venstre.

SIGNE.

Her er jeg! Er du vred, fordi du har maattet vente? Er du gnaven, trodsig, fornem, utaalelig, som du plejer at være? Jeg har gjort mig det allerpæneste, jeg kunde; men jeg er bange, det alligevel ikke er fint nok for Hr. Greven.

KONRAD.

Du maa tage dit Tøj af, vi skal ikke ud.

SIGNE.

Ikke ud! Hvad skal det sige?

KONRAD.

Jeg maa tale med dig. Der er hændet noget alvorligt.

SIGNE.

Men, kæreste Konrad, hvad er der?

KONRAD.

Jeg har faaet Brev fra Far.

SIGNE.
hurtigt.

Han vil ikke, vi skal gifte os saa snart?

KONRAD.

Ja, saaledes bliver det.

42
SIGNE.

Hvorfor vil han ikke tillade det?

KONRAD.

Han har ikke Raad til at give os de Penge, vi behøver.

SIGNE.

Jaja, Konrad, vi kan da ogsaa godt vente.

KONRAD.

Det bliver vi nødt til. Og du spørger ikke om Grunden til Fars Svar?

SIGNE.

Jeg synes ikke, jeg har nogen Ret dertil.

KONRAD.

Grunden er simpelthen den — at Far er ruineret. Han har bestyret sin Ejendom usselt og staar nu som en fattig Mand — og jeg som en fattig Mands Søn.

SIGNE.

Er det muligt, min stakkels Konrad?

KONRAD.

Forstaar du rigtig, Signe, hvad der er sket? Det er Dødsdom for os to. Alt, hvad vi i de bedste Timer har levet paa, bliver til intet. Jeg fører dig ikke længer fra Kirke i Silke og Kniplinger, ikke hjem til den blaa Stue. — 43 Aa, Signe! Man maa fortvivle, naar alt bliver tomt omkring En.

SIGNE.

Min søde Konrad, du maa ikke være saadan, ikke saadan lade det tage Magten fra dig. Det kommer dog alt éngang — naar vi blot holder af hinanden.

KONRAD.

Hvad kommer! Ikke det, jeg altid har villet — ikke den Lykke, Livet har lært mig at fordre — og nu var den saa læbenær!

SIGNE.

Konrad! Vi vil da blive ligesaa lykkelige, fordi vi ikke har saamange Penge — ikke har blaa Silke, men —

KONRAD.

Men vi maa vente — vi skal gaa som de andre og vente vor Kærlighed til Døde. Vente til jeg bliver udpint og halvgammel!

SIGNE.

Vær dog ikke saa fortvivlet, Konrad!

KONRAD.

Nej, nej, det vil jeg heller ikke — du har Ret. Jeg maa ogsaa tale med dig, fornuftigt. 44 Jeg skal være rolig. Det er det, jeg vil sige. Skal vi nu være forlovede mange Aar, saa bedrages du for din Ungdom.

SIGNE.

Jeg forstaar dig ikke.

KONRAD.

Ja ser du — du har siddet her langt borte fra, hvad der er Liv og Lys — ikke saadan helt uden Fornøjelser — du fik nok Lov at være med — men du havde ikke Lod og Del i Lystigheden. Og naar du gik hjem, var det til en hel anden Verden, som ikke havde noget at skaffe med den, du kom fra. Der var tusinde Mile mellem dem. Dit Ægteskab — det skulde hjælpe dig over. Og jeg glædede mig saa utroligt til at være den, der gav dig det alt sammen — jeg havde den underfulde Dug dæk Disk — jeg synes det maatte blive uvæltelig Grundsten for to Menneskers Lykke, naar den ene skyldte den anden alt. Og selv vilde jeg nyde alt gennem dig. Og nu, nu staar jeg som fattig Per Eriksen, kan intet byde, intet nyde — bare vente, vente.

SIGNE.

Ja, sødeste Konrad, vente til Lykken kommer.

KONRAD.

Den kommer for sent.

45
SIGNE.

Tror du, Konrad, der er nogen, som naar Lykken banker paa, stænger Døren og siger: Gaa! Du kommer for sent.

KONRAD.

Lykken ældes og dør med vor Ungdom.

SIGNE.

Det er en anden Lykke, der opstaar.

KONRAD.

Der gives kun én. Vi naar den ikke sammen.

SIGNE.
blegnende.

Hvad har du i Sinde, Konrad?

KONRAD.

Er det ikke min simple Pligt at spørge dig, om du virkelig vil vente sammen med mig?

SIGNE.

Aa, Konrad, Konrad!

KONRAD.

Jeg betragter dig ikke som bunden til mig ved noget Ord eller Løfte. Du er ganske fri. (SIGNE vil afbryde ham.) Hør mig ud! Jeg er ikke mer den samme, som du forlovede dig med, kan ikke byde dig den Tilværelse, jeg ønskede, kan ikke opfylde noget Løfte. Du skal vel betænke —

46
SIGNE.

Der er intet at betænke eller overveje for mig.

KONRAD.

Du skal ikke svare i Dag. Du skal naturligvis tage dig Tid.

SIGNE.

Jeg behøver ingen Tid. Jeg kan straks svare for mig selv. Og jeg maa straks spørge dig: Vil dette sige, Konrad, at du vil svigte mig, at du er bange for at vente paa mig — at du nu ikke mer holder af mig?

KONRAD.
ryster sørgmodig paa Hovedet.

Har du Grund til at spørge?

SIGNE.

Ja, Konrad, hvis du holdt af mig, synes jeg ikke, du kunde tale saaledes.

KONRAD.

Det er min Pligt.

SIGNE.

Aa nej, Konrad, sig det ikke saa koldt til mig! Se engang kærligt paa mig! Du maa ikke tale i den Tone til mig. Sig, du vil ikke gaa fra mig, aldrig, aldrig — at du ikke tænker derpaa.

47
KONRAD.

Min Sødeste, jeg vil ganske som du.

SIGNE.

Jeg er urimelig imod dig. Du maa naturligvis være bedrøvet og ulykkelig nu. Men jeg skal være saa god og kærlig imod dig. Du taler saa venligt til mig om min Ungdom og om Fornøjelser, jeg ikke har, og om — jeg véd ikke alt hvad det var. Men jeg vil kun være hos dig. Du er det altsammen for mig, Ungdom og Glæde og Lykke. — Sig, at du elsker mig og at du ikke vil forlade mig!

KONRAD.

Jeg elsker dig.

SIGNE.

Min søde, søde Ven. Du skal slet ikke tænke derover, ikke tænke over Fremtiden. — Jo, du skal dog tænke derover. Det er saa godt at haabe derpaa. Det trøster for alt — du! Jeg lukker blot Øjnene og tænker paa vort Hjem — og saa, Konrad, gives der ingen Sorger mer.

KONRAD.

Min elskede Egen.

SIGNE.

Men det kommer ogsaa snart, meget hurtigere 48 end du tror. Vi behøver slet ikke saa mange Penge, vi skal faa det saa godt og hyggeligt. Min søde dumme Konrad, hvad er det for Griller, du fanger, og hvad er det for en Højtidelighed! Jeg skal løses fra mit Ord! (Hun lér.) Nej, du kan tro, saa let bliver du ikke fri for mig. — Kom, sæt dig her hen! (De sætte sig i Sofaen.) Naa, sig saa, du, hvorfor skal vi ikke snart gifte os?

KONRAD.
smilende.

Men, Kæreste, vi har jo ingen Raad.

SIGNE.

Ikke? Tror du virkelig, du ikke magelig skaffer, hvad vi behøver? Skulde det virkelig ikke være et Maal, som kunde flinke min søde Ven op til en lille Anstrængelse? Naar han tænker: for hvert Hundred i Sparebøssen, svinder der en Maaned. Og naar du kommer herop til mig for Fremtiden, lidt anstrængt af Arbejdet — saa vil jeg elske dig tusind Gange højere end før — for nu kan jeg da ret se, du holder af mig. Saalænge det ikke kostede dig mindste Anstrængelse at faa mig, saa kan jeg nok begribe, du vilde unde dig en Luksus mer — men naar du skal slide lidt for mig! — Aa, Konrad, vi skal faa det saa godt sammen, Livet skal blive saa ærligt og kønt for os, naar vi nu 49 rigtig skal arbejde for at faa Lov til at være alt for hinanden.

KONRAD.
henreven.

Du har Ret, min søde Elskede, jeg har været slap og umandig. Du skal se, det skal lykkes. Jeg vil ikke frygte mer, ikke hænge med Hovedet, blot arbejde, arbejde for dig, for os, for vor Lykke. Jeg elsker dig og vil nyde alt godt med dig. Du skal faa at se, jeg skal være en Mand og ikke slippe det Bedste, jeg har vundet, fordi Skæbnen gik mig imod. — Du skal faa Glæde af mig.

SIGNE.
lægger Armen om hans Hals.

Aa, Konrad, min søde Elskede, hvor det er godt at høre! Og hvor jeg er lykkelig!

Tæppet falder.
50

ANDEN AKT.

Samme Stue. Frokostbordet er dækket.

FØRSTE SCENE.

SIGNE, syende paa Maskine, KONRAD kommer fra Døren i Baggrunden.

KONRAD.

Godmorgen!

SIGNE.

Godmorgen! (Han kaster sig i en Stol.) Er du træt?

KONRAD.

Man bliver Idiot af at sidde og herse med disse Drenge.

SIGNE.

Jeg gik mig en Tur tidlig imorges. Det er dog det dejligste Sommervejr idag.

KONRAD.

Ja, Vejr til at være paa Landet og se det første Grønne og drikke frisk Foraarsluft — ikke til at sidde i en Skolestue, der lugter af Drenge. 51 Det er græsseligt. Jeg véd forresten ikke, hvad der er mig værst: Eleverne eller Lærerne, de dumme, næsvise Drenge eller de forsultne, vigtige Lærere. Nej, det er dog Bestyreren, der ærgrer mig mest. Det er en rar Knægt. Som han kan pumpe Forældrene læns lige til deres sidste fireaars Pode — og alt med Skolens humane Gerning for Øje. Dette Mixeri af Forretning og Kristendom — puh!

SIGNE.
smilende.

Det er godt, Far ikke hører dig.

KONRAD.
kaster med Hovedet.

Javel, ja.

SIGNE.

Bliv nu ikke gnaven.

KONRAD.

Du minder mig om, hvor afhængig jeg er bleven. Jeg kan ikke mer tale frit.

SIGNE.

Vist saa kan du. Men Bestyreren er Fars Ven, og det er ham, der har anbefalet dig.

KONRAD.

Netop! — Alle de Hensyn, man maa tage! 52 Det at være rig, det er at bryde sig Pokker om, hvad andre Folk mener. Nu forstaar jeg saa godt alle dem, der ærgrer sig gale over Storborgerne. Naar man flytter fra første Sal til Kvisten, saa faar man et rart Overblik over det, man ikke tidligere saa’!

SIGNE.

Tidligere tænkte du slet ikke saadan.

KONRAD.

I gamle Dage var jeg fornøjet og lod fem være lige. Jeg var ganske udenfor. Men nu er Humøret fløjten.

SIGNE.

Det er morsomt at høre.

KONRAD.

Jeg synes ikke, det kan overraske dig.

SIGNE.

Nej, saamænd, for jeg hører det hver Dag. Men det bliver ikke morsommere for det.

KONRAD.

Jeg troede, jeg overfor dig turde vise mig som jeg er.

53
SIGNE.

Ja, det bestaar deri, at du lader dit daar-lige Humør gaa ud over mig. Du gemmer det herop til mig. Man kunde tænke sig, du blev glad ved at se mig; men det er ligesom du bare blev irriteret, saa snart du satte Foden indenfor Døren. Jeg skulde være dig til Trøst, men er dig bare til Plage.

KONRAD.

Jeg havde sagt dig forud, at Livet ikke vilde blive synderlig frydefuldt for os to.

SIGNE.

Du havde ogsaa sagt mig, hvor meget vor Kærlighed vilde styrke dig.

KONRAD.

Ja, men du — saadan det med Kærlighed og Styrke — det kan man da kun snakke om til Søndagsbrug ligesom en Slags Kirkegang. Om Hverdagen maa man nøjes med magrere Ord.

SIGNE.

Du morer dig med at ødelægge alle Følelser hos dig selv.

KONRAD.

Nej, men vi tørrer hinanden ud i disse 54 ensformige, evindelige Forlovelsesdage. Hvor kan der da blive Lejlighed til de overstrømmende Følelser, du forlanger? Det er Sultekur det Hele — lad os bare ikke bilde os andet ind. Vi er sat paa smal Ration — i alle Henseender. Rige Folk have Raad til rige Følelser, fattige Stakler maa nøjes med en lille fattig Kærlighed.

SIGNE.

Hvert Ord, du siger, viser, hvor ked du er af din Forlovelse.

KONRAD.

Ja, det er jeg ogsaa — ulykkelig over at vi er forlovede — og ikke er andet.

SIGNE.

Saa ulykkelig, at du hellere vilde være fri.

KONRAD.

Sig nu ikke saadant noget!

SIGNE.

Det maa jeg vel sige, naar du lægger mig det i Munden.

KONRAD.

Det er ikke værd at tale for meget derom.

SIGNE.

Hvorfor?

55
KONRAD.

Aa — fordi —

SIGNE.

Fordi du tænker derpaa! (Med Graad i Stemmen.) Ja, gaa saa fra mig, om du vil! Lad os skilles! Jeg skal ikke klage, ikke klamre mig til dig —

KONRAD.

Græd nu ikke!

SIGNE.

Jeg græder ikke. Jeg skal slet ikke være krampagtig. Du kan være ganske rolig.

KONRAD.

Hør nu engang! Det er den femtende Maj idag. Hvor kan jeg lade være at tænke paa, hvad denne Dag lovede mig for to Maaneder siden, og naar jeg sammenligner før og nu — er det da underligt, om jeg næsten synker sammen i Haabløshed! Hvor kan du fornærmes over en Stemning, der netop viser min Kærlighed?

SIGNE.
sørgmodig.

Blot det er den rigtige, kæreste Konrad!

KONRAD.
kort.

Ja, du ved, den Art Ord tror jeg ikke paa.

56
SIGNE.

Jaja, min Ven, jeg gør Uret, naar jeg tager alt saa tungt. Vær ikke vred paa mig!

KONRAD.

Jeg bliver aldrig vred paa dig. Du tvivler om mine Kræfter — det gør jeg selv med.

SIGNE.

Nu ikke mer Melankoli! — Nu stemmer vi Tonen lidt op. Nu er jeg færdig med denne dejlige Krave.

KONRAD.

Det er nok ikke mer til dit Udstyr, du syr!

SIGNE.

Vist saa — jeg tjener mange Penge derved.

KONRAD.

Millionær bliver du vel ikke.

SIGNE.

Jeg kan nøjes med mindre.

KONRAD.

Kan vi gaa en Tur efter Frokost?

SIGNE.

Nej, kære, jeg skal give Time straks efter.

57
KONRAD.

Hum — det er virkelig morsomt, altsammen. — Hvordan er der ellers hos de Folk?

SIGNE.

Aa, Barnet er meget sødt.

KONRAD.

Og Forældrene?

SIGNE.

Jeg har da kun med Fruen at bestille.

KONRAD.

Og hun?

SIGNE.

Hun er lidt fornem.

KONRAD.

Er hun ikke høflig?

SIGNE.

Jo vist er hun saa.

KONRAD.

Men — hvad er der?

SIGNE.

Hun behandler mig vel meget som en Art finere Tyende — men lad hende det! Jeg bryder mig fejl derom.

58
KONRAD.

Og det er min Kæreste, der skal behandles saadan!

SIGNE.

Det dør jeg saamænd ikke af.

KONRAD.

Jeg kan ikke finde mig i sligt. Jeg vilde ønske, du aldrig satte din Fod der mere.

SIGNE.

Det er jeg da nødt til.

KONRAD.

Der kan du se, hvilke Bassesser man maa begaa, naar man er fattig.

SIGNE.

Aa, tag dog ikke saadan paa Vej — Bassesser! — Aldeles ikke.

KONRAD.

Jeg synes, det er en daarlig Fornøjelse at narre sig selv —

ANDEN SCENE.

De Forrige. RØNNING kommer fra venstre. Senere Fru RØNNING.

RØNNING.
gnavent.

Hvad er der nu i Vejen? Skændes I nu igen?

59
SIGNE.

Nej, aldeles ikke.

RØNNING.

Det lød saadan.

KONRAD.

Goddag, Svigerfar!

RØNNING.

Goddag, Konrad! Hvad var der saa i Vejen?

KONRAD.

Aa, jeg ærgrer mig over, at Signe ikke bliver behandlet høfligt hos de Folk, hvor hun informerer.

SIGNE.

Jamen, Konrad tager aldeles Fejl. De er just ikke venlige, men høflige er de.

RØNNING.

Jeg er overbevist om, Signe vil tilbagevise ethvert Forsøg paa Uhøflighed.

KONRAD.

Jeg tror ikke meget paa unge Pigers Holdning over for Uartighed af en hvilkensomhelst Slags. De er vante til at finde sig i alt og taale enhver Frækhed af Mænd og 60 Tilsidesættelse af Damer — de opdrages til at tie stille og lade som ingenting.

RØNNING.
skarpt.

Du taler om din Forlovede.

KONRAD.

Ja netop derfor tager jeg mig den Sag saa nær.

RØNNING.

Men du er ikke høflig mod hende.

SIGNE.
gaar imellem dem.

Jo, kære Far, Konrad er blot sød og god, naar han saadan ivrer op.

Fru RØNNING kommer fra venstre.
RØNNING.

Naa, der har vi Mor med Frokosten.

FRU RØNNING.

Goddag, Konrad! Du spiser vel med.

KONRAD.

Tak!

De sætte sig om Frokostbordet.
FRU RØNNING.

Vær saa god, Konrad! Her har du en god Bøf med Spejlæg til at styrke dig paa.

61
KONRAD.
tager forlegent og rækker til RØNNING.

Tak, jeg trænger egentlig ikke til Styrknings-midler.

FRU RØNNING.

Du ser da ikke saa rask ud som før, min Dreng, men de røde Kinder kommer nok igen til Sommerferien.

KONRAD.

Tror Du? Jeg tænker, jeg holder Ferie afvekslende i den røde Bygning og i Studiestræde ligesom nu. Mon det skulde give røde Kinder?

FRU RØNNING.

Vil du ikke tage lidt paa Landet?

KONRAD.

Det har jeg ikke Raad til.

RØNNING.

Man kan ogsaa godt tilbringe Sommeren i Kjøbenhavn; det har vi da gjort saa mange Aar.

KONRAD.

Bevar’es! Man har jo Frederiksberg.

SIGNE.

Vi skal tage rigtig gode Ture til Skoven.

62
KONRAD.

Aa nej, Forhaand bryder ingen Trætte. I Skoven vil jeg ikke. Jeg kan ikke tænke mig noget være end disse Jærnbaneture, hvor man timevis slaas om en Billet for at trave om i den støvede Skov og spise daarlig Mad — og hvor man om Aftenen maa staa opstillet i den væmmeligste Trængsel mellem alt Rakkerpakket for at faa Lov at komme hjem igjen. Jeg har mange Gange forbavset mig over, hvorfor Mennesker frivilligt paatog sig et saadant Martyrium og har aldrig begrebet, hvor de tog Humøret fra — men jeg vil hellere kukkelure muttersene paa mit Kammer i Studiestræde end tage i Skoven paa den Maade.

Pavse.
SIGNE.

Greven maa ikke være alt for fin paa det.

KONRAD.

Jeg beder dig, Signe: forskaan mig for den Vittighed. Den passer saa daarligt nu.

RØNNING.

Jeg synes, Signe har Ret, naar hun mener, du maa give slip paa altfor fine Fornemmelser og forsøge at dele vore Glæder.

63
FRU RØNNING.

Konrad har saamænd, naar det kommer til Stykket, nok Lyst til at tage i Skoven om Søndagen med Signe og trække frisk Luft, naar han har anstrængt sig dygtigt de seks Dage af Ugen.

KONRAD.

Anstrængt mig! Naa—aa! Det var Synd at sige, Regeringen fordrer Herkulesarbejder af dens Embedsmænd. Det bliver bare vel lummert deroppe i Hundedagene.

RØNNING.
skarpt.

Du skulde vogte paa din Tale, Konrad.

KONRAD.

Jeg risikerer vel næppe Tugthus.

RØNNING.

Det lyder ikke godt.

KONRAD.

Du mener: dens Brød man æder, dens Lov man kvæder.

RØNNING.

Jeg mener, man skylder den Institution stadigt Hensyn, under hvilken man har den Ære at henhøre.

64
KONRAD.

Det er skammeligt, at en saa nidkær Embedsmand som du endnu ikke er avanceret til Kontorchef. Hvad mig angaaer, saa vil jeg, skønt jeg har den Ære at oppebære 83 Kroner om Maaneden, tillade mig selv de mest stats-forbryderiske Meninger i mit eget Hus.

RØNNING.
meget krænket.

Men ikke i mit — om du vil være saa god.

KONRAD.

Bevar’es! Du har at befale.

RØNNING.
skyder sin Stol bort.

Tak for Mad!

FRU RØNNING.

Allerede færdig?

RØNNING.

Jeg har ikke Appetit mer.

Alle rejse sig.
SIGNE.

Jeg skal ogsaa gaa; jeg har Time nu. (Fru RØNNING tager af Bordet. RØNNING tænder en Cigar. Sagte til KONRAD.) Vær lidt venlig mod Far, Konrad! Husk, han er gammel, og bær over med ham!

65
KONRAD.

Kommer du snart igen?

SIGNE.

Jeg skal kun give en halv Time.

KONRAD.

Saa træffer du mig endnu, Farvel!

(SIGNE gaar ud af Døren i Baggrunden og Fru RØNNING af Døren til venstre.)

TREDJE SCENE.

RØNNING. KONRAD Siden FRU RØNNING.

RØNNING.

Lad os for Fremtiden undgaa den Art Samtaler, Konrad! Vil du have en Cigar?

KONRAD.

Tak! Jeg skal ikke røge. — Jeg vil gærne tale med dig.

RØNNING.

Jeg er til din Tjeneste.

KONRAD.

For to Maaneder siden, da Fars Brev kom — husker du hvad jeg dengang sagde?

RØNNING.

Jeg véd ikke. hvad du sigter til.

66
KONRAD.

Jeg sagde dengang, at jeg følte mig forpligtet til at give Signe hendes Ord tilbage. Det havde sikkert dengang været min Pligt selv at hæve min Forlovelse, slet ikke at give Signe noget Valg, men selv at tage hele Ansvaret paa mig. Men jeg var fejg — og maaske ogsaa mere forhaabningsfuld end nu. Det blev mig saa nemt, naar jeg skød mig ind under hendes Afgørelse. Og det var dog klart, hvad hun vilde svare. Ingen ung Pige — og mindst saa ren og brav en Karakter som Signe — vilde kaste Vrag paa sin Kæreste, fordi han blev fattig! Hvor kunde hun det uden at miste Agtelsen for sig selv! Nej, jeg alene kunde og burde overveje, hvad der var det rette i denne Sag.

RØNNING.

Du har altsaa overvejet det paany.

KONRAD.

Ja hver Dag i disse Maaneder har jeg tænkt de samme Tanker om og om igen til min Hjærne var nær ved at sprænges.

RØNNING.

Og er du kommen til noget Resultat?

KONRAD.

Ja, jeg er.

67
RØNNING.

Og dette er altsaa?

KONRAD.

Jeg vil hæve min Forlovelse med Signe.

Pavse.
RØNNING.
lavt.

Vil du sige mig dine Grunde?

KONRAD.

Jeg kan ikke udholde en lang Forlovelse, og min vil vare i Aar.

RØNNING.

Der er mange Mennesker, der maa vente i nogle Aar, inden de gifter sig.

KONRAD.

Det er sandt. Men jeg kan ikke.

RØNNING.

Saa arbejd for des hurtigere at naa dit Maal!

KONRAD.

Hvad Arbejde kan jeg vel faa, der skaffer Indtægt. Jeg er en tarvelig Jurist, duer ikke til Sagfører, men passer meget godt til at slide mit Liv til Ende i et Kontor.

68
RØNNING.

Hvis du for Alvor holdt af Signe, vilde hendes Kærlighed indgyde dig Iver og Flid.

KONRAD.

Jeg holder af hende; — men, du maa ikke blive vred: saadanne Ord er for mig rene Fraser. Hendes Kærlighed indgyder mig hverken større Flid eller flere Kundskaber. Tværtimod hvis det endelig skal være, saa tager min Forlovelse megen Tid og enerverer mig oven i Købet.

RØNNING.

Jeg vil ikke disputere med dig derom, saameget mere som det efter min Overbevisning er din ligefremme Skyldighed at blive hos din Forlovede. Men nutildags løber man baade fra Kone og Kæreste, naar det passer En.

KONRAD.

Naar man ikke elsker hinanden.

RØNNING.

Man holder, hvad man har lovet. Man svigter ikke, hvad man har paataget sig.

KONRAD.

Ogsaa naar man ingen Lykke ser deri —

69
RØNNING.

Aa Lykke, Lykke — man gør sin Pligt. Den glemmer du. — Har du ogsaa tænkt paa, hvorledes Signes Stilling vil bliver

KONRAD.
stryger sig nervøst over Ansigtet.

Ja — jeg véd, det bliver slemt.

RØNNING.

For du maa huske, hun er heller ikke den samme efter sin Forlovelse som før denne. Da hun forlovede sig med dig, var hun rig — rig paa Ungdom og Fremtid. Hendes Rygte var uplettet. Naar du forlader hende, vil hun blive fattig — man vil snakke om hende, og der vil komme mange onde Rygter i Omløb.

KONRAD.
ser ned for sig.

Man har da før hørt om en hævet Forlovelse.

RØNNING.

Unægteligt. Men her kan Folk tro, at Signe hæver sin Forlovelse af en smudsig Beregning. Og du véd sikkert, hvor pinefuld en ung Piges Stilling altid er efter en saadan Katastrofe og hvor længe hun er om at vinde sin Plads i Samfundet tilbage. Betænker du alt det?

70
KONRAD.

Men — hvad kan jeg gøre derfor? Har jeg skabt noget saa vanvittigt som disse Forlovelser? Jeg har altid afskyt dem.

RØNNING.

Jeg deler aldeles ikke din Mening herom. Jeg synes, det er saa smukt et Forhold, som vel tænkes kan. Det passer just til Livets Foraar, hvor man endnu tør være fri for alt det Graa i Tilværelsen, alt det der sidenhen tynger os ned. Jeg synes, Forlovelsestiden besidder en Poesi, har en Romantik over sig, som ingen anden Periode i vort Liv. Vi staar Ideen nærmest, Mænd og Kvinder, i hin kyske, rene Tid. Og det berører mig højst ubehageligt, naar du tager saa materielt paa denne Poesi, saa — rent ud sagt sanseligt paa denne fine, zarte Tilstand.

KONRAD.

Jeg synes, det er den fordærveligste Unatur.

RØNNING.

Derom vil vi ikke strides. Det er Signe, vi taler om. Og her ligger noget praktisk for. En hævet Forlovelse er ganske vist ikke for alle unge Piger en uoprettelig Ulykke, men den bliver dette for en ubemidlet Pige. Jeg skal ikke udsmykke min Tanke, ikke bruge, hvad du kalder Talemaader, men sige dig det ganske som 71 det er. En fattig Pige maa giftes, det er saa at sige — hum — hendes eneste ønskelige For-sørgelsesmiddel, naar hendes Fader intet kan efterlade hende. Naar du hæver din Forlovelse, berøver du Signe næsten enhver Mulighed for at blive gift, for at blive forsørget. Du forarmer hende.

KONRAD.

Det er mod min Vilje.

RØNNING.

Har du Ret dertil, spørger jeg.

KONRAD.

Jeg kunde ikke, dengang jeg forlovede mig, ane, hvad der vilde ske.

RØNNING.

Sket er sket. Og naar du engang har handlet, er det din Pligt at tage Følgerne af dine Handlinger.

KONRAD.

Og naar der kun bliver Ulykke af? Foldet bliver der. Jeg véd ikke, hvor store Udsigter denne Forlovelse aabner os til et lykkeligt Ægteskab, men jeg véd, den i sig selv vil blive en Ulykke for mange Aar, en daglig uforanderlig Pinsel. Den er det allerede for os begge. Jeg siger det rent ud: jeg gaar med tøvende, tunge Skridt op ad Trapperne her, min Haand tager 72 nødigt i Klokkestrængen — for du ser det selv, her er ingen Hygge her indenfor. Vi strides og skændes, du og jeg, Signe og jeg — hvad skal dette blive til? Er det saa ikke tusinde Gange bedre at tage én stor uafvendelig Sorg, nu, straks, end hver Dag paany at lide samme Kval.

RØNNING.

Jeg synes, vor Uenighed er lidet betydende.

KONRAD.

Aa ja saamænd — hvis jeg ikke følte den trykkende, fordi jeg modtager saameget som jeg nødes til her i dit Hus, hvor I jo heller ikke har godt Raad —

RØNNING.

Har nogen ladet dig føle —

KONRAD.

Nej, nej — men jeg kan ikke mer. Det er forfærdeligt for mig selv, men jeg vil først trække Vejret frit den Dag, jeg ikke mer er bunden til Signe.

RØNNING.

Det er nok. Jeg har ikke mere at sige derom. Handl som du har Hjærte til!

Fru RØNNING kommer fra venstre.
73
KONRAD.

Jeg vil saa sige det til Signe idag.

Fru RØNNING.

Hvilket, Konrad, hvad taler I om?

RØNNING.

Jeg gaar paa Kontoret.

Han gaar hurtigt ud af Døren i Baggrunden.
Fru RØNNING.

Hvad er det, Konrad?

KONRAD.

Noget meget slemt.

Fru RØNNING.

Sig mig det. Har du nogen Sorg?

KONRAD.

Ja, den store, at jeg ikke længer tør være forlovet med Signe.

Fru RØNNING.
synker ned paa en Stol.

Aa, Konrad, hvor er det muligt!

KONRAD.

Jeg maa det. I kan gøre mig det endnu tungere, men jeg maa det.

Fru RØNNING.
skælvende.

Er hun da ikke god og kærlig — tror du, du finder nogen bedre end hun?

74
KONRAD.

Nej, det tror jeg aldrig, men det hjælper mig ikke nu.

Fru RØNNING.

Holder du da ikke mer af hende?

KONRAD.

Vor Forlovelse ødelægger os begge to. Om jeg ikke gjorde det forbi nu, vil jeg tænke derpaa hver Dag i de Aar, der kommer. Dette er bedst for hende. Jeg kan blot gøre hende ulykkelig.

Fru RØNNING.

Det tror jeg ikke paa. Men nu vil hun blive ulykkelig. Aa, hvor hun vil græmme sig og sygne hen — sidde her hver Dag saa bleg og stille uden at klage — og græde hver eneste Nat! Aa, skaan hende, Konrad, vær barmhjærtig — kan det ikke blive godt igen?

KONRAD.

Det vilde ikke nytte, om jeg opsatte det.

Fru RØNNING.

Jeg vil dog bede dig derom, Konrad, saa godt jeg formaar. Jeg har kun det eneste Barn, og det er al min Glæde her paa Jorden. Jeg tænkte, hendes Liv skulde blive saa lyst sammen med dig. Saa kom Ulykken. Naturligvis syntes 75 jeg, det var meget slemt — men, Herregud, I var saa unge og holdt saa inderligt af hinanden — det var da kun en lille Ventetid. Jeg véd godt, Konrad, hvad Penge betyder. Og maaske — hvis det gjaldt en anden end Signe, En, der var lettere af Sind og stærkere, saa kunde du have Ret — men ser du, hun taaler det ikke. Hun vil aldrig holde af nogen anden end dig. Konrad, jeg tror ikke, hun overlever det.

KONRAD.

Det er Synd imod mig at tale saadan.

Fru RØNNING.

Jaja, Konrad — men tænk dig det Liv, hun vil føre med os to gamle i Fremtiden! Hvor kan du nænne det?

KONRAD.

Du tager Modet fra mig, men jeg maa, jeg maa. Vær ikke altfor vred paa mig, døm mig lidt mildt — jeg tør ikke andet, jeg kan ikke udholde dette.

Fru RØNNING.

Maaske, Konrad, bliver det, der kommer, endnu slemmere for dig — maaske knuser du et Menneskes Liv til ingen Nytte. Er du sikker paa, du ikke vil fortryde dette?

KONRAD.

Det faar ikke hjælpe. Jeg har intet Valg. Jeg gør, hvad jeg ikke kan undlade. — (Lyttende.) Der er Signe.

76
Fru RØNNING.

Vil du tale med hende nu?

KONRAD.

Ja.

Fru RØNNING.

Saa gaar jeg. — (Hun tager hans Haand.) Konrad, du skal se, du nænner det ikke.

Hun gaar ud til venstre.

FJERDE SCENE.

KONRAD, SIGNE kommer fra Døren i Baggrunden.

SIGNE.

Her har du mig igen. Skal vi ud?

KONRAD.

Nej.

SIGNE.

Blev du forsonet med Far?

KONRAD.

Enige blev vi ikke.

SIGNE.

Men I kan lade være at skændes, og naar du bare er enig med mig —

KONRAD.

Synes du egentlig, vi ikke skændes?

77
SIGNE.

Aa, saadant et lille Skænderi det har man godt af, det sætter Liv i Kroppen.

KONRAD.

Jeg synes, det er græsseligt.

SIGNE.

Er du endnu gnaven paa mig? Aa, lad være! Ikke mer! Det er saa ganske unødvendigt.

KONRAD.

Jeg er ikke gnaven.

SIGNE.

Hvad da — fornem?

KONRAD.

Bedrøvet.

SIGNE.

Hvorfor det?

KONRAD.

Fordi jeg synes, det kun gaar daarligt med os to.

SIGNE.

Ja, naar vi bestandig skal tale om det —

KONRAD.

Det skal vi ikke. Men én Gang maa vi tale os ud — den sidste.

78
SIGNE.
angst.

Hvad mener du?

KONRAD.

Jeg mener, vi maa være færdige med dette. Vi kan ikke blive ved at føre dette Liv. Vi maa være fornuftige, tage os sammen, se paa Tingene som de er — og — og — ja, Signe, vi maa —

SIGNE.
strækker afværgende Hænderne ud, med et Skrig.

Ikke skilles, Konrad! Det mener du ikke.

KONRAD.
tungt.

Jo, Signe, det er netop det, jeg mener.

SIGNE.
synker sammen, hulkende.

Hvad skal der blive af mig?

KONRAD.

Hør mig, Signe! Vi har ikke været lykkelige i disse Maaneder, og vi vil ikke blive det mer.

SIGNE.

Har vi ikke været lykkelige!

KONRAD.

Nej.

SIGNE.

Du altsaa ikke?

79
KONRAD.

Og du da. Husk al den uhyggelige Uenighed mellem os. Tænk blot paa imorges! Du sagde uden Betænkning selv, vi skulde skilles, og det Ord, som aldrig burde nævnes mellem os, det brugte du let hen — ikke for første Gang.

SIGNE.

Ja, hvorfor gjorde jeg det? Fordi jeg mente, det intet betød imellem os — ikke andet end at vi var uenige, at vi kom daarligt ud af det med hinanden i det Øjeblik. Det var blot et Ord, ikke andet; tror du ellers, jeg havde sagt det?

KONRAD.

Og det skulde intet dybere betyde?

SIGNE.

Nej, nej! Hvad betyder det da for dig?

KONRAD.
tøvende.

For mig?

SIGNE.

Ja! Betyder det, at jeg ikke elsker dig? Det tør du ikke sige?

KONRAD.

Maaske ikke; men at vort Forhold er undergravet, fordærvet, ødelagt. Det betyder, at vi 80 lever i en umulig Tilstand, umulig for mig, fordi den er lutter Løfter, lutter Fantasteri, men ingen Virkelighed. Derfor strides vi om ingenting. Jeg kan ikke mer. Hvor vil du forlange, jeg skal komme her i Huset, til denne Uhygge sammen med din Familie? Det er alt bristet for mig, Signe, med ét Slag.

SIGNE.

Ja, det er Sagen. Nu, da du er ulykkelig over din Fars Skæbne, skal dette gaa ud over mig, ud over vor Forlovelse, som ikke har noget at skaffe dermed.

KONRAD.

Det har den netop. Jeg kunde være forlovet den Gang, fordi det blot var en Forberedelse til noget andet. Den Gang kunde jeg smile ad meget, som nu piner mig, jeg kunde blive borte og komme som jeg vilde — jeg saa Enden paa dette Liv. Nu ser jeg ind i en eneste lang Graavejrsdag.

SIGNE.

Og det har du Hjærte til at sige mig! Du holder ikke af mig mer.

KONRAD.

Du véd godt, Signe, jeg holder uendelig af dig.

SIGNE.

Og du vil forlade mig!

81
KONRAD.

Jeg maa. Jeg evner jo ikke at tage dig. Aa, Signe, mit Hjærte bløder, naar jeg tænker paa, en anden skal komme og føre dig bort.

SIGNE.

Du véd godt, der kommer ingen anden.

KONRAD.

Jeg véd, hvordan Skinsygen vil pine mig.

SIGNE.

Men, Konrad, hvorfor vil du da slippe mig?

KONRAD.

Fordi jeg er ulykkelig, fordi jeg lider alle Kvaler — netop fordi jeg elsker dig. Jeg kan ikke forklare dig det, Signe — men det er galt, galt. Hvad er det for Afsind at fordre af mig, at jeg skal tvinge min Sans overfor den, jeg elsker! Jeg kunde falde over dig med Kys nu — og jeg tør ikke. Jeg bliver gal af denne Unatur.

SIGNE.
skælvende.

Hvor kan du tale saa urimeligt! Er ikke alle Mennesker forlovede som vi?

KONRAD.

Men aner du hvordan! Jeg véd, hvordan unge Mænd er forlovede — hvor troløse de er. 82 — Lad os ikke tale derom! Det er forbi, Signe, jeg tør ikke vove mig ind i den uendelige Række af pinagtige Dage, som kommer.

SIGNE.

Hvor du er haard, Konrad!

KONRAD.

Jeg maa det — det er over mig. Jeg føler det, Signe, nu er det bestemt. Jeg har gaaet længe, længe og tøvet med den Beslutning, men nu er den fattet, nu maa jeg gaa ligefrem efter den uden et eneste Hensyn.

Pavse.
SIGNE.
hævende Hovedet langsomt.

Jeg elsker dig, Konrad, jeg er ene din, og jeg vil dø, naar du forlader mig. — For mig er der intet Godt i Verden uden hos dig. Du er det eneste, jeg bryder mig om paa Jorden — det eneste Menneske, der existerer for mig. Jeg kan ikke leve uden dig. — Jeg elsker dig.

KONRAD.

Min søde Ven, jeg har dig inderlig kær. (Tøvende.) Men Signe — hvor véd vi, om vi efter en uendelig Ventetid, om Aar og Dag, endnu vil holde af hinanden!

SIGNE.

Aa, du elsker mig ikke mer, ellers vidste du det. Du elsker mig ikke mer.

83
KONRAD.
langsomt.

Nej, jeg elsker dig ikke.

SIGNE.

Aa, Konrad, sig det ikke!

KONRAD.

Nej, for dette er ikke at elske. Dette er et Vrængbillede af Elskov. At elske er at tilhøre hinanden, føle sammen, leve sammen — derfor elsker jeg dig ikke. Vi drømmer om et Hjem — vi har intet. Vi taler om Elskov — vi elsker ikke. Min Hjærne brænder og mit Hjærte kølnes, naar jeg er sammen med dig — jeg vil det ikke. — Lad mig nu gaa, Signe! Lad os skilles som gode Venner!

SIGNE.
forfærdet.

Du vil ikke gaa nu, Konrad! Gaa! For bestandig! Du mener det ikke.

KONRAD.

Det maa være saadan. Lad os ikke gøre hinanden det altfor tungt!

SIGNE.

Aa, Konrad, hør nu, hør mig først! Du vil ikke gaa, før jeg har talt med dig. Du kan ikke ville gøre mig saa ulykkelig — nu, pludselig, uden Forberedelse. Vi maa tale rigtig sammen. Det kan ikke være Alvor.

84
KONRAD.

Vi har sagt det altsammen, Signe.

SIGNE.
febrilsk.

Nej, nej, jeg har intet sagt. Jeg blev før saa bitter og vred, fordi du sagde det saa haardt — lidt haardt syntes jeg. Men jeg ser nok, du lider, min egen søde Konrad, og jeg skal ikke være sær eller paastaaelig. Du maa høre paa mig, du maa ikke gaa fra mig nu, jeg er saa angst, ikke rask heller (han rejser sig bange) — nej ikke syg, blot forvirret. Mit Hoved taaler det ikke. Sæt dig her hen til mig og lad os tale roligt sammen!

KONRAD.

Min stakkels Ven!

SIGNE.

Ikke sandt, Konrad, du vil have lidt Medlidenhed med mig! For du kan begribe, jeg bliver grænseløs ulykkelig, om dette sker, om du nu forlader mig. Jeg har jo ikke andet i Verden end dig. Du vil give mig lidt Haab. Se, naar det er dig saadan imod at komme her — saa behøver du det da ikke. Vi kunde ses mindre hyppigt, slet ikke daglig — engang imellem, naar du har Tid og Lyst. Du kan faa al den Frihed, du vil have — naar du blot ikke 85 ganske vil slaa Haanden af mig. Ikke aldrig se dig mere — for det kan jeg ikke bære. Det siger jeg dig, Konrad, det maa du ikke. Du maa give mig noget Haab, det allerringeste blot — hvad skal der ellers blive af mig?

KONRAD.

Hvor tør jeg give dig Haab — og hvad Glæde skal der komme af hvad du vil? Nej, naar vi skilles, maa det være forbi — det andet bliver endnu større Ulykke.

SIGNE.
gysende.

Aa, Konrad, hvor du er haard! — (Grublende.) Jeg har naturligvis ikke været som jeg skulde, ellers kunde du ikke være saa stræng. Men jeg beder dig om Tilgivelse —

KONRAD.

Tal ikke saadan, Signe! Du har altid været sød og god.

SIGNE.

Nej, jeg har baaret mig daarligt ad mange Gange — hvor kunde jeg dog skændes og strides med dig, min dyrebareste Skat — (indsmigrende) men hør, Konrad, hvis du nu vil være overbærende mod mig, for min store Kærligheds Skyld, saa skal du ikke komme til at fortryde det. Det sværger jeg dig til.

86
KONRAD.

Aa, du martrer mig, Signe. Du vil ikke forstaa mig.

SIGNE.

Jo, jeg forstaar det godt altsammen, sødeste Ven! Det er slemt for dig og uhyggeligt her, saa pinagtigt og glædesløst — men Konrad (hun stirrer ud for sig) jeg tør ikke tænke paa, hvad der kommer for mig — for det er værre end Døden.

KONRAD.
lavt.

Hvis jeg ikke staar imod nu, vil det hver Dag blive det samme forfærdelige om igen. Lad os gøre det kort, Signe!

SIGNE.

Aa, Konrad, jeg vil kaste mig paa Knæ og bønfalde dig om Skaansel. Jeg elsker dig jo, i hver min Tanke har du været, der var ikke en Fiber i min Sjæl, som ikke dirrede ved dit Navn; naar du tog min Haand blot, var jeg lykkelig; alle mine Drømme, alle mine Længsler har kredset om dig og om vort Liv sammen. Dag og Nat alt hvad jeg tænkte og ønskte — det var dig, ene dig altsammen. Kan du ikke give mig Tid, vente lidt paa mig?

KONRAD.

Du maa ikke bede mer. Lad mig gaa nu, Signe, det er bedre.

87
SIGNE.

Aa jo, Konrad, vær god imod mig! Jeg maa dø, hvis du forlader mig.

KONRAD.

Aa, du har ikke Ret til at tale saadan. Det er uværdigt for dig.

SIGNE.
forvirret.

Er det uværdigt? Maaske ja — men hvad gør det saa? Det er jo kun dig og mig. Husk de gode Timer, vi har havt, husk de søde Ord, du sagde til mig! Bliv hos mig! Jeg skal aldrig klage det mindste mer! Du skal ikke have ringeste Besvær af mig. Jeg skal aldrig have anden Tanke end at gøre dig lykkelig.

KONRAD.

Nu er det nok, Signe, du maa holde op. — Jeg elsker dig ikke, Signe.

SIGNE.

Det er ikke sandt.

KONRAD.

Jeg elsker ikke som du. Mit Liv kan ikke være det: at vente paa dig. Jeg kan leve for mig selv, uafhængig, uden Sorger, frit. Du maa lade mig slippe.

88
SIGNE.
hæst.

Jaja, Konrad, saa gaa da!

KONRAD.
nærmende sig hende, der staar ubevægelig, og tagende hendes Haand.

Farvel, Signe!

SIGNE.
tonløst.

Farvel! (Hun holder om hans Haand.) Aa, Konrad, kys mig blot engang endnu! (Han tager hende i sine Arme og kysser hende, hun bøjer Hovedet lidt tilhage og siger hviskende.) Bliv hos mig, Konrad, jeg elsker dig! Jeg er din.

KONRAD.

Jeg tør ikke, Signe! Tusind Farvel og tak for alt!

Han river sig løs og løber ud af Baggrundsdøren.
SIGNE.

Konrad, Konrad! — Hvorfor skal jeg bøde for hvad jeg ikke har forskyldt!

Hun synker sammen i Sofaen og skjuler hulkende Hovedet mellem Hænderne.
Tæppet falder.