↩ Ingen af Herrerne tænkte paa, at slige Indfald spøgede i den kloge og kolde Fru Hellens Hjærne. De andre saa' nok, at Tersling var lidt betaget, men Herregud, det var da saa rimeligt: saaledes sømmede det sig for enhver ny Gæst der i Huset. Kappen drak glad og højrøstet med Andreas og meddelte Fru Cramer, hvorledes han for ikke mange Dage siden havde fortalt Tersling, hvilken vidunderlig — »skal vi sige Kusine« han besad: »Og nu sidder han her Gud hjælpe mig — ja, Blodet er aldrig saa tyndt — —«