↩ Dog dette pinte Andreas ikke saa lidt og bestandigt mere: at Hellens Besøg var saa korte. Hun kom til alle Dagens forskellige Tider, men altid kun en Time eller højst to. Hun gav de rimeligste Grunde, naar hun saa hurtigt maatte bort igen, for hun skulde passe sit Hus, modtage og gøre Visiter, gaa til Syjomfru, besørge baade Teatrenes Førsteforestillinger og adskillige Middagsselskaber. Men en Kendsgerning var det, at hun ikke kunde skænke Andreas hele sin Tid, og han plagedes derved, ogsaa fordi han fandt det lidt ydmygende for sig, at hun altid bestemte baade Klokkeslettet og Besøgets Længde. »Jeg kommer Klokken halvto«, lød det til ham i Telefonen, og saa var det bestemt. »Ræk mig Uhret — nu maa jeg afsted« og saa var det afgjort. Han følte sig næsten som et Instrument, paa hvilket der daglig spilledes en kort og belejlig Stund og som dernæst sattes hen i Krogen uden mindste Betydning for alle Døgnets øvrige Timer.