Brandes, Edvard HOLBERG OG HANS SCENE.

HOLBERG OG HANS SCENE.

I festligt Sprog, ved højtidelige Lejligheder kaldes det kgl. Teater for Holbergs Scene. Benævnelsen er historisk taget fuldkommen berettiget. Holbergs Geni og hans Kærlighed til dramatisk Kunst skabte og beherskede den fattige Grønnegade-Scene, og denne, skønt altid mishandlet og til Slutning nedslaaet, blev atter Grundlaget for det Teater, der fik sin Indvielse den 18. December 1748 og efter halvandet Aarhundredes Forløb trods talrige Omskiftelser bestaar endnu. Ogsaa denne Scene blev oprindeligt behersket af den da alderstegne Holberg, der bestemte dens Repertoire, valgte dens Personale og, saalænge han levede, bestandigt følte sig ideelt forpligtet til at udøve en Faders Vogt og Tugt over den. Og efter dette Teaters Oprettelse blev Holbergs Komedier i henved 50 Aar dets eneste nationale Repertoire.

2

Altsaa med Tanken herpaa har man god Grund til at kalde det kgl. Teater for HolbergsScene.

Dog, i Betegnelsen skulde ligge noget end Betydningsfuldere. Navnet skulde fastslaa, hvorledes Fremstillingen af de Holbergske Skikkelser bestandigt havde staaet som en uafviselig og kær Opgave for Teatret og hvorledes dette, forandrede Tider tiltrods, ved sine ypperste Kunstneres Hjælp havde holdt Komedierne højt i Ære og aldrig ophørt at samle en forstaaende Tilskuerkres omkring denne Nationalskat. Holberg først og sidst — Holberg aldrig glemt — Holberg dyrket og studeret — Holbergsk Komedie opført Sæson efter Sæson — Publikum tvunget til at elske og vurdere Digteren: dette betyder Holbergs Scene.

Alle véd, at i den Betydning skortede det i adskillige Tider det kgl. Teater paa Ret til at kalde sig saaledes.

Man har vanrøgtet det kostbare Arvegods. I hvilken Grad vil man kun forstaa, naar man sammenligner Fortid og Nutid.

Maaske vilde det være Uret, hvis man henviste til Teatrets første Sæsoner, hvor Holbergs Komedier selvfølgeligt dannede Hovedbestanddelen af Repertoiret, men naar man gennemgaar Tiden i tilfældige Sæsoner fra dette Aarhundredes Begyndelse, kan vel ingen angribe Sammenligningens Rimelighed. Og Resultaterne er helt forbløffende.

3

Hvad spillede man da af Holberg i Sæsonen 1800—1801? Følgende Skuespil:

Barselstuen,
Den ellevte Juni,
Hekseri eller blind Allarm,
Jacob v. Tyboe,
Jeppe paa Bjærget,
Maskarade,
Mester Gert Westphaler,
Den politiske Kandestøber,
Den Stundesløse.

Det vil sige ni Komedier og overvejende de betydeligste.

Saa springer vi ti Aar frem til Sæsonen 1810–11 i hvilken følgende Holbergske Skuespil opførtes:

Barselstuen,
Den ellevte Juni,
Erasmus Montanus,
Hekseri eller blind Allarm,
Jacob v. Tyboe,
Jeppe paa Bjærget,
Maskarade,
Mester Gert Westphaler,
Pernilles korte Frøkenstand,
Den politiske Kandestøber,
Den Stundesløse.

Her er elleve Komedier — de ni er holdte paa Repertoiret og to er tilkomne.

4

Atter ti Aar frem. Sæsonen 1820—21 omfatter følgende Skuespil:

Abracadabra,
Barselstuen,
Diderich Menschenskræk,
Erasmus Montanus,
Jacob v. Tyboe,
Jeppe paa Bjærget,
Maskarade,
Pernilles korte Frøkenstand,
Den politiske Kandestøber,
Den Stundesløse.

Ti Komedier: et Par af de mindre er udgaaede og erstattede med andre, men alle de berømteste Skuespil bibeholdes. Nu skal man lægge Mærke til, at i denne Periode omkring 1820 tæller netop Teatret en Række fremragende Holberg-Skuespillere: det er Frydendahls, Lindgreens, Ryges, Rosenkildes Tid — det er Phisters Læreaar. Maaske vil nogen paastaa, at Holberg dengang spilledes, fordi der gaves store Skuespillere, og Argumentationen kan se bestikkende ud. Dog med større Ret kan man hævde, at fordiHolberg spilledes, fandtes der udmærkede Fortolkere af Rollerne. Hvor skulde en Phister vel trængt ind til Kærnen af sin Kunst, hvis han ikke Sæson efter Sæson havde set alle de berømteste Komedier genialt fremførte? Og hvorledes skal 5nutildags en ung Holberg-Fremstiller lære sin Haandtering, naar han i to, tre Sæsoner kun kan se de samme Komedier og blot de ubetydeligste opførte?

Endelig vil nogen maaske tro, at hvis man dengang spillede Holberg, saa skete det paa det øvrige Repertoires Bekostning eller fordi man overhovedet intet andet dansk Repertoire besad. Skudt forbi! Teatret var dengang mere nationalt og dansk end nu. Tag for Eksempel Oehlen- schlåger! Han gjaldt 1820 endnu ikke for klassisk; kun tolv Aar var forløbne, siden hans første Tragedie Hakon Jarl opførtes paa det kgl. Teater, og han forblev en omstridt Forfatter, hvis Arbejder i hvert Fald aldeles ikke tiltalte det store Publikum, der foretrak Iffland og Kotzebue langt for den danske Tragediedigter. Og dog af ham opførtes der i Sæsonen 1820—21 følgende Stykker:

Axel og Valborg,
Erik og Abel (for første Gang),
Hagbarth og Signe,
Hakon Jarl,
Røverborgen,
Sovedrikken.

Ganske sikkert, de to sidste er Operatekster. Men tilbage staar fire store Tragedier af Oehlenschläger, der dengang ikke havde faaet opført saa særdeles mange. Og man erindre, hvilke 6uhyre Forberedelser der nuomstunder kræves for at drage en Oehlenschlägersk Tragedie frem af Arkivet! En Gang om Aaret højest — der har været flere Sæsoner i Rad, hvor overhovedet Oehlenschlåger ikke spilledes — men hvis man strænger sig an, saa til Digterens Fødselsdag afhaspes én Tragedie, der efter ganske faa Aftener hurtigt nedsænkes i Mørket paany og aldrig overføres til næste Sæson. Dengang opførte man uden Betænkning fire Tragedier i én Sæson — Skuespillerne har vist været flittigere — og desforuden ti Komedier af Holberg.

Dog maaske vil nogen sige: saa spilledes der vel heller ikke andet end disse fjorten Stykker i den Sæson. Ganske fejlagtigt! I denne Sæson 1820—21 — der er tilfældigt grebet og ingenlunde som den righoldigste — opførtes ialt 113 Skuespil og Operaer foruden 14 Balleter.

Til Sammenligning tjener, at det kgl. Teater i Sæsonen 1897—98 opførte 39 Stykker og 7 Balleter. Og endvidere, at Teatret i denne sidste Sæson gav ialt 271 Forestillinger, medens Sæsonen 1820—21 kun talte 189 Forestillinger. Resultatet er dette:

1820—21: 113 Stykker, 14 Balleter, 189 Forest. 1897—98: 39 — 7 — 271 —

Nu kan man bedømme, hvorledes der arbejdedes dengang og nu, og om det øvrige Repertoire 7forsømtes, fordi Holberg spilledes. Lærer heraf, I, det nuværende Teaters Forsvarere!

Men tilbage til Holberg-Opførelserne. Aaret 1825 er et Vendepunkt i dansk Teaterhistorie — i dansk Literaturhistorie, kan man tilføje: da opførtes nemlig den første Vaudeville af J. L. Heiberg og nu begynder Heibergs, Hertz', Overskous og lidt senere Hostrups Regimente. Iffland og Kotzebue fortrænges og erstattes dels med disse danske Forfattere — dels, til vor Skam, med Scribe, i hvem Teatret faar en fransk Kotzebue istedetfor en tysk. I denne Periode, der konsekvent ender med Heibergs Direktorat, led de Holbergske Komedier intet ondt.

I Sæsonen 1830—31 opførtes:

Barselstuen,
Diderich Menschenskræk,
Erasmus Montanus,
Henrik og Pernille,
Facob v. Tyboe,
Jeppe paa Bjærget,
Julestuen,
Maskarade,
Den Stundesløse.

Her staar ni Komedier, og man kan altsaa ikke tale om nogensomhelst Svækkelse i Interessen for Holberg: omtrent Halvdelen af hans Skuespil er da endnu paa Repertoiret og stadigt de betydeligste 8som Erasmus Montanus og Jeppe paa Bjærget — af den hele Række gives der jo adskillige, der ingensinde opføres og heller ikke fortjener nogen Opførelse. Og i denne Sæson staar allerede den danske Vaudeville i fuld Blomst. Af Heiberg opføres: Aprilsnarrene, Elverhøj, Kong Salomon og Jørgen Hattemager, Recensenten og Dyret, De Uadskillelige; af Hertz: Amors Genistreger og Emma; af Rosenkilde: Vennernes Fest; af Overskou: Østergade og Vestergade og Vor Tids Mennesker. Men samtidigt af Oehlenschläger: Axel og Valborg, Erik og Abel, Hagbarth og Signe, Hakon Farl, Palnatoke, Stærkodder, Trillingbrødrene fra Damask, Væringerne i Miklagard @9@/9: otte Skuespil (foruden Sovedrikken og Røverborgen), hvilke nuomstunder vilde tage akkurat otte Sæsoner. Og endelig kan anføres fra samme Sæson saadanne klassiske Ting som Ewalds Balders Død, Wessels Kærlighed uden Strømper, Olufsens Gulddaasen, P. A. Heibergs Kinafarerne.

Dengang ejede vi en Nationalscene — nu har vi et kongeligt Teater.

Vi gaar videre til Sæsonen 1840—41, der tæller følgende Holbergske Komedier:

Barselstuen,
Diderich Menschenskræk,
Erasmus Montanus.
Henrik og Pernille,
Jacob v. Tyboe,

9

Julestuen,
Kilderejsen,
Det lykkelige Skibbrud,
Maskarade,
Mester Gert Westphakr,
Den politiske Kandestøber.

Elleve Holbergske Skuespil, det højeste Antal vi endnu har truffet. Lindgreen var afgaaet 1839, og Phister herskede nu over den Holbergske Komedie, ikke tilsinds at forsømme hvad der udgjorde hans Kunsts højeste Maal og Ære. I denne Sæson faar dog Heiberg opført ikke mindre end elleve af sine Stykker. Ved en Betragtning af det hele Repertoire ser man straks, hvorledes dette svækkes og udtyndes og Teatret ogsaa rent kvantitativt forringer, hvad det byder Publikum. Dog Holberg holdes endnu i Ære. Han skal spilles og han bliver spillet.

Ti Aar efter er Johan Ludvig Heiberg Direktør og Teatrets endelige Dekadence skimtes. Endnu vover man ikke at røre Holberg. I Sæsonen 1850—51 opføres: Erasmus Montanus, Henrik og Pernille, Jeppe paa Bjærget, Julestuen, Maskarade, Pernilles korte Frøkenstand, Den Stundesløse og Den Vægelsindede, altsaa otte Komedier af Holberg. Den gamle Komedie maatte virke vederkvægende i en Sæson, der iøvrigt helligedes Abekatten, Slægtningene, Soldaterløjer og En Søndag paa Amager, 10altsaa den værste Vaudeville. Endnu er Teatrets Storhedstid ikke endt. Fru Heiberg, Fru Nielsen, Michael Wiehe, Phister, Fru Sødring — og endnu flere af de Store lever og kaster en blændende Glans over det kgl. Teater. Og alle søger til Holberg, selv de, hvis Kunst ikke direkte henviser dem til den gamle Digter. I det mindste én Gang vil de aabenbare sig mægtige og danske i den Holbergske Komedie. Fru Heiberg finder sin Lucretia i Den Vægelsindede. Michael Wiehe bliver en romantisk Leander og fremtryller Holberg selv livagtigt i Det lykkelige Skibbrud, ligesom han bragte Frederik den Tredje paa Scenen i Dina, Endogsaa Høedt modstaar ikke det almindelige Drag. Phisters Ven vælger sig Harlekin i De Usynlige, som om det gjaldt at fastslaa, at ogsaa hans moderne og naturalistiske Skuespilkunst kunde gyde ny Vin i det gamle ædle Kar.

Saaledes dyrkes endnu Holberg i denne Periode af alle med den til Punktet over I'et korrekte Phister i Spidsen: enhver følger sin Lyst og faar Lov til Udnyttelse af sin gladeste Fantasi. Respekten er dog fælles for alle.

Ti Aar senere, i Sæsonen 1860—61 opføres endnu af Holberg: Barselstuen, Erasmus Montanus, Jacob v. Tyboe, Pernilles korte Frøkenstand, Den politiske Kandestøber, Den Stundesløse — altsaa seks Komedier. Dette er forholdsvis meget, fordi Repertoiret tæller langt færre Skuespil end tidligere, 11men det er endnu det mindste Tal i denne Ti-Aars - Statistik.

Ti Aar senere 1870—71 findes der kun fem Holbergske Komedier i Sæsonen.

Og dermed er denne Oversigt naaet til den nuværende Periode, som alle Teaterinteresserede kender. Langsomt glider de Holbergske Komedier ud af Repertoiret; adskillige opføres aldrig, som for Eksempel Feppe paa Bjærget; man nøjes med nogle enkelte, som bestandigt maa holde for, medens man i bureaukratisk Fornemhed nægter Privatteatrene Ret til at opføre de lystige Komedier, der er skrevne for det store Folk.

I vore Dage er da Holberg sat i Skammekrogen, hvorfra han nødigt tages frem — kun ved Fester, naar man afstøver hans Buste, og ellers akkurat saa hyppigt at han ikke kan kaldes fuldstændigt glemt.

Beviset føres nemmest, naar man tager de tre sidste Sæsoner med deres nøjagtige Tal.

I 1895—96 opførtes to Holbergske Komedier: Pernilles korte Frøkenstand og De Usynlige. I 1896—97 ligeledes to: Henrik og Pernille og Maskarade, i 1897—98 ligeledes to nemlig: Henrik og Pernille og Pernilles korte Frøkenstand. Altsaa blev der i tre Sæsoner kun opført 4 — fire Komedier af Holberg, og man mærke det: ingen af de store Karakterkomedier, kun de letteste, de mest farceagtige som Pernilles korte Frøkenstand og 12Henrik og Pernille. Man dækker sig med Løjerne og skyder Satiren tilside. Saaledes æder Vaudevillen sig frem som en Kræftskade paa Teatret.

Det kgl. Teater kan da ikke længer med Rette kalde sig Holbergs Scene.

Paa de følgende Blade omtales der en Række af Holbergske Komedier, næsten alle de, der er opførte i den sidste Snes Aar. Denne Omtale er hyppigst knyttet til den enkelte Forestillingsaften, hvis Indtryk her bevares, i hvert Fald saaledes som det formede sig for en meget ivrig Holberg- Elsker — dog føjes der gærne til den enkelte Forestilling Betragtninger baade over Komediernes tidligere Fortolkning og over den ideale Fremstilling. Der tilstræbes en historisk og dramaturgisk Undersøgelse — hvis man vil bruge saadanne fine Ord; jævnere taget tilbydes her rigelig Besked om, hvorledes Holberg nu spilles — adskillig Underretning om hvordan Komedierne spilledes i tidligere Dage — og endelig hvad Holberg selv vilde kalde en Betænkning over, hvorledes Komedierne burde spilles.

Hertil knytter sig et ganske lille Portræt-Galleri af Skuespillere og Skuespillerinder, hvis Navne har større eller mindre Klang som Holberg-Fremstillere. 13Ogsaa her tages der Hensyn til Fortid og Nutid, til det Opnaaede og det Eftertragtelsesværdige.

Tilsammen skulde alt dette blive noget af en Belæring — mere af en Ansporing — mest dog en Kærlighedserklæring til: vor guddommelige Komedie.

Fra en Holberg-Elsker, der harmes over, at det kgl. Teater ikke er, hvad det burde være og gærne endnu vil kalde sig: Holbergs Scene.

14