Brandes, Edvard Uddrag fra Holberg og hans Scene

Ti Aar efter er Johan Ludvig Heiberg Direktør og Teatrets endelige Dekadence skimtes. Endnu vover man ikke at røre Holberg. I Sæsonen 1850—51 opføres: Erasmus Montanus, Henrik og Pernille, Jeppe paa Bjærget, Julestuen, Maskarade, Pernilles korte Frøkenstand, Den Stundesløse og Den Vægelsindede, altsaa otte Komedier af Holberg. Den gamle Komedie maatte virke vederkvægende i en Sæson, der iøvrigt helligedes Abekatten, Slægtningene, Soldaterløjer og En Søndag paa Amager, 10altsaa den værste Vaudeville. Endnu er Teatrets Storhedstid ikke endt. Fru Heiberg, Fru Nielsen, Michael Wiehe, Phister, Fru Sødring — og endnu flere af de Store lever og kaster en blændende Glans over det kgl. Teater. Og alle søger til Holberg, selv de, hvis Kunst ikke direkte henviser dem til den gamle Digter. I det mindste én Gang vil de aabenbare sig mægtige og danske i den Holbergske Komedie. Fru Heiberg finder sin Lucretia i Den Vægelsindede. Michael Wiehe bliver en romantisk Leander og fremtryller Holberg selv livagtigt i Det lykkelige Skibbrud, ligesom han bragte Frederik den Tredje paa Scenen i Dina, Endogsaa Høedt modstaar ikke det almindelige Drag. Phisters Ven vælger sig Harlekin i De Usynlige, som om det gjaldt at fastslaa, at ogsaa hans moderne og naturalistiske Skuespilkunst kunde gyde ny Vin i det gamle ædle Kar.